Auning Husmenighed. Forord

Transkript

1 Auning Husmenighed Forord Mange undrer sig over at så mange søger at finde ud af om Gud er til, men sådan er mennesket skabt, med en længsel efter mening og formål, hvorfor lever jeg og hvad skal jeg? Vi ønsker at bidrage til denne søgen efter at finde Gud. Evangeliet En mand, prøvet og såret, en mand forfulgt af sine egne, levede for 2000 år siden i Israel, hans navn var Jesus, han kom til sine egne og hans egne tog ikke imod ham, men så mange som tog imod ham gav han magt til at blive Guds børn. Ser du, det er ikke hvad vi er født til det drejer sig om, men det at vi tager imod frelseren, Jesus som døde på et kors for vore synders skyld. Vi står alle lige fra fødsel af, vi er pga Adam i afstand fra Gud, Adam og Eva havde retten til at være sammen med Gud fordi at de ikke havde syndet, men efter at de havde syndet gik der et skel ned imellem Gud og mennesker. Men Gud lod det ikke være ved det, han sendte mennesker igen og igen som skulle vise vejen tilbage til Gud indtil at Guds egen Søn skulle komme og være sonoffer på et kors for alles synder. Ser du, du og jeg føler måske ikke at vi har gjort noget eller nogen noget, men først og fremmest at vi ikke lever efter Guds lov, Guds lov kræver hellighed, noget vi ikke kan leve op til, men Gud har selv gjort det umuligt for os fordi at han vil at det skal

2 være af nåde at vi kommer i himmelen. Gud vil selv være den som giver styrken til at leve hellige og rette for Gud, han ønsker ikke vores standard som løsning for os for at komme i himmelen, for så ville det jo ikke være af nåde, men efter fortjeneste. Gud er en giver, og han gav først og fremmest hans Søn på korset som sonoffer og løsning på vores anstrengelser for at frelse os selv. Da Jesus døde på korset, døde vi med Jesus, altså alt i os som i os selv vil gøre sig fortjent eller gøre noget selv for at frelse os selv. Dette lyder måske fremmed for dig, men når vi kommer til Gud lader han os erkende at det kun er på grundlag af hvad Jesus har gjort på korset, og intet andet der frelser, altså må vi lægge alt hvad der vil gøre noget til frelsen ned for Guds fødder så han kan komme til i vores liv. Hvordan kommer Jesus ind i dit liv som din frelser? Jo, der står i Joh 3 at så mange som tog imod ham gav han magt til at blive Guds børn, altså må vi tage imod ham ved at bede ham om at frelse din sjæl, du kan evt bede følgende men dine egne ord er lige så gode, det er mere hjertet der beder Gud ser på: Kære Jesus, jeg beder om at du må komme ind i mit liv som min frelser og Herre, jeg giver mit liv til dig og beder om at du må bevare mig hele mit liv hos dig så jeg på dommens dag må kunne stå til regnskab for mit liv. Tak Jesus at du nu er min frelser.

3 Forord til vidnesbyrd Følgende vidnesbyrd er taget fra en bog med vidnesbyrd om forskellige menneskers møde med Gud. Gud kan Inspirende og trosstyrkende oplevelser samlet af Anna Christensen Lohses forlag 1968 Venligt gengivet efter tilladelse fra Lohse forlag Et virkningsfuldt middel for syge nerver Side 114 En dame, som selv har fortalt følgende oplevelse, gik en dag hen til en berømt læge for at søge råd for sit helbred. Hun var en kvinde med et meget nervøst temperament, hvis mange genvordigheder havde fremkaldt en sådan uligevægt hos hende, at spændingen truede med at nedbryde hendes legemlige kræfter, ja, hendes forstand var endogså i fare. Hun forelagde lægen en liste med sine symptomer; men denne besvarede spørgsmålene med at give hende en forbavsende kort recept, som lød således: Frue, det, som De behøver, er: at læse mere i Deres bibel. - Men hr doktor, udbrød den forvirrende patient. - - Gå hjem og læs Deres bibel en time hver dag, gentog lægen med venlig autoritet. Kom så tilbage om en månede. Han fulgte hende ud, for at der ikke skulle blive mulighed for videre protest. Til at begynde med var hun tilbøjelig til at blive vred; men til sidst besindede hun sig og tænkte, at det i hvert fald

4 ikke var nogen dyr recept. - Desuden var der også gået lange tider, siden hun havde læst sin bibel regelmæssigt, tænkte hun med et stik i samvittigheden. Verdslige bekymringer havde i flere år overbebyrdet hende, så at hun havde forsømt både bøn og bibelstudium. Hun gik hjem og søgte samvittighedsfuldt at bruge det foreskrevne hjælpemiddel. Efter en måned kom hun tilbage til lægens kontor. Han så på hende og sagde smilende: Jeg ser, at De er en lydig patient og trofast har fulgt mit råd. Føler De, at De nu behøver mere medicin? Nej, hr doktor, jeg føler mig som et nyt menneske. Men hvordan vidste De, at det netop var det, jeg behøvede? Som svar på dette pegede den berømte læge på en opslået og vel understreget bibel, som lå på hans bord, idet han sagde: Frue, jeg vidste, at i Deres tilfælde ville medicin ikke gavne noget, men at De trængte til en fred og en styrke, som lå uden for Dem selv. Derfor viste jeg Dem hen til den recept jeg selv bruger. Jeg vidste, den ville hjælpe. Og så må jeg da bekende, sagde patienten, at jeg var lige ved ikke at tage imod den. Jeg tror, sagde lægen smilende, at der er kun så få som vil prøve den. Men der er mange i min praksis, for hvem den ville gøre undere, hvis de var villige til at prøve den. To døde for mig side 9 Stormen havde raset hele natten, og efterretninger om skibe i havsnød var strømmet ind. Vi vidste, at mangen en tapper sømand havde fundet sin grav i bølgerne. Den følgende morgen stod jeg nede på strandbredden.

5 Stormen var løjet af, og solen begyndt at skinne gennem skyerne. Medens jeg stirrede ud over havet og tænkte på, hvor mange der mon var reddet den foregående nat, lagde jeg mærke til, at en sømand nærmede sig stedet, hvor jeg stod. Jeg vendte mig og spurgte ham ud om nattens begivenheder. Han fortalte mig om de mange tapre forsøg, der var gjort for at redde mennesker, men også om, at det kun delvis var lykkedes. Da jeg deltagende talte om dem, der havde mistet livet, sagde han ivrigt: Undskyld, frue, De vil tilgive mig, at jeg stiller Dem et spørgsmål: Er De selv frelst? Jeg mener, kender De Jesus? Det var et kært spørgsmål, for jeg kunne straks forsikre den spørgende om, at hans Frelser også var min. Som vi nu talte sammen om Ham, som var blevet dyrebar for os begge, gav vi hinnanden hånden. Jeg spurgte ham, hvor lang tid han havde kendt denne velsignede Frelser, og om, hvordan det gik til, at han lod sig frelse. Hertil svarede han: Det er nu fem år siden, at Han frelste mit legeme fra en våd grav og min sjæl fra ildsøen. Aldrig kan jeg glemme det, for TO døde for mig - To? spurgte jeg forundret. Ja, frue, to, svarede han. Min Frelser døde for mig på Golgata kors for 1900 år siden, og for fem år siden døde min kammerat for mig, og det førte til, at jeg søgte Frelseren. Da han så, at jeg var interesseret, fortsatte han: Det var en nat just som den, vi lige har oplevet. Skibet drev ind mod en klippe i nærheden af kysten. Vi hejste nødsignaler og affyrde skud, og snart begyndte tapre mænd at sætte redningsbåden ud. Vi kunne næsten ikke tro, at den kunne holde stand; men Gud hjalp, og det lykkedes. Med stor vanskelighed fik vi kvinder og børn ned i båden, og den gik mod kysten. Den kom tilbage, og denne gang gjaldt det om at få de resterende passagerer ombord. Vi vidste, at nogle af mandskabet måtte sætte livet til, for

6 hvis det lykkedes at tage én tur til, ville båden ikke kunne rumme alle, og skibet ville synke, inden det var muligt at foretage en fjerde tur. Der blev så kastet lod om, hvem der skulle forblive på skibet, og det faldt i min lod at skulle gå ned med det synkende skib. En forfærdelig rædsel og gru kom over mig. Dømt til at dø og gå fortabt sagde jeg til mig selv. Og alle de synder, jeg havde begået i mit liv kom frem for min tanke. Det var forfærdeligt. Jeg havde en kammerat, som elskede Herren. Ofte havde han talt til mig om at få min sjæl bjerget; men jeg lo bare og sagde, at jeg hellere ville nyde livet. Nu stod han ved min side, og det undrede mig, at han ikke denne gang talte til mig om Frelseren; men jeg forstod det senere. Jeg så, at hans ansigt var roligt og fredsfyldt, og der var et underfuldt lys over det. Jeg tænkte med bitterhed i mig sind: Ja, han kan sagtens smile, da han skal i redningsbåden og reddes fra døden. Kære Jim, hvor kunne jeg således tage fejl af dig? - Nu nærmede redningsbåden sig igen. En efter en gik de mænd i båden, som efter lodtrækningen var berettiget til det. Så blev det Jim's tur; men i stedet for skubbede han mig frem. Gå du i redningsbåden i mit sted, Tom, sagde han, og mød mig i himmelen. Du må ikke dø og gå fortabt; for mig er alt i orden. Jeg ville ikke have ladet ham gøre det; men jeg blev skubbet fremad af de andre, som var ivrige efter at komme i båden. Jim vidste, at sådan ville det gå, selv om han ikke havde fortalt mig, hvad han agtede at gøre. Få sekunder efter var jeg i redningsbåden. Vi havde ikke mere end lige forladt skibet, før det gik ned, og Jim gik ned med det. Jeg ved, at han gik hjem til Jesus; men, frue, han døde for mig, - ja, han døde i mit sted. Er det ikke sandt, det jeg sagde, at TO døde fo rmig? Han tav et øjeblik, medens hans øjne fyldtes med tårer, og så sagde han: Da jeg så det skib gå ned, sagde jeg til

7 Gud i mit hjerte: Hvis jeg kommer levende i land, skal Jim ikke være død forgæves. Jeg vil møde ham i himmelen. Jim's Gud må være værd at kende, når han ville dø, for at jeg kunne få endnu en chance til at overgive mig til Ham. - Gid der lang tid, inden De fandt Frelseren? spurgte jeg. Ikke så lang tid, selv om det syntes således for mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. Det, der altid stod for mig, enten jeg var vågen eller sov, var, at jeg ligesom kunne se Jim, med det stille smil på sit ansigt, gå ned med det synkende skib. I begyndelsen tænkte jeg mere på Jim end på Herren. Derefter anskaffede jeg mig en Bibel, for jeg havde set, at Jim holdt så meget af at læse i sin. Før jeg begyndte at læse i den, bad jeg en kort bøn. Jeg var meget uvidende, og jeg sagde til Herren, som det var, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme i himmelen og møde Jim, og jeg bad Ham vise mig vejen. - Og det gjorde Han? Ja, frue, det gjorde Han. Jeg vidste ikke, hvor i Bibelen jeg skulle begynde at læse; men så tænkte jeg, at jeg ville begynde på Ny Testamente og læse i rækkefølge, indtil jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne blive frelst. I begyndelsen fandt jeg det meget vanskeligt. - Da jeg kom til det femte, sjette og syvende kapitel i Matt. Ev., syntes jeg, at hver linie fordømte mig, og jeg sagde til mig selv: Det nytter ikke, Tom, der er ingen redning for dig. Du er altfor stor en synder, og jeg lukkede Bogen. Men så kom Jim's sidste ord til mig atter og atter: Mød mig i himlen, og dermed havde han da ment, at der var håb for mig, for han kendte jo Bibelen og vidste også, hvordan mit liv var. Jeg fortsatte med at læse, og til sidst kom jeg til det afsnit, der handler om de to røvere, hvoraf den ene blev frelst. Her er en mand, tænkte jeg, der er ligeså slet, som jeg er. Jeg lagde den opslåede Bibel på bordet, faldt på mine knæ og bad således: Herre, jeg er ligeså syndig som denne røver var; vil du frelse mig på samme måde, somdu

8 frelste ham. Da jeg rejste mig fra bønnen, faldt mine øjne på disse ord: Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradis. Jeg tog disse ord som svar på min bøn, selv om jeg ikke netop troede, at jeg skulle dø. Jeg tror, at Jesus sendte mig disse ord, for at jeg skulle vide, at Han havde tilgivet mig al min synd. Igen knælede jeg ned og takkede Ham. Lidt efter forstod jeg, hvad frelse var og at Jesus, ved at dø i mit sted, havde renset alle mine synder bort i sit dyrebare blod, for Jesu Kristi, Guds Søns blod renser os fra al synd. (1.Joh.1.7). Min største længsel er nu at se Jesus, og dernæst længes jeg efter at se Jim derhjemme i himlens herlighed. Andreas's sidste nat på jorden side 13 Det var aften. Militærlægen var på sin sidste runde på hospitalets mandlige afdeling, da han mødte oversygeplejersken ved døren og sagde til hende: Det er sørgeligt med den unge, pæne mand deroppe, han kan ikke leve til i morgen. Men vi har gjort, hvad vi kunne for ham. Er det muligt, hr doktor? udbrød sygeplejersken. De sagde jo til ham, at det gik godt fremad, og han venter at blive rask. Lægen svarede: Han vil sandsynligvis blive bevidstløs om nogle få timer og ikke vide, at det går mod døden, - hvorfor da gøre ham ked af det? Med disse ord gik han ned ad korridoren. Sygeplejersken stod tøvende og sagde derefter til reservelægen: Vil De ikke fortælle ham det? Hans venner er alle langt borte, og det kunne jo være, at han havde noget at ordne med dem forinden, - et budskab, som skulle sendes til dem. Sig det dog til ham. - Nej, jeg skal

9 ikke sige noget til ham, sagde lægen, det er lettere for ham ikke at vide noget. Og han tilføjede: Hvis De syntes det, kan De fortælle ham det. Hun sagde ved sig selv: Hvordan skal jeg kunne det.vil han tro mine ord efter det, lægen har sagt til ham? Hun kunne god ikke blive fri for den tanke, at han måske havde noget, der skulle bringes iorden, inden han skulle herfra. Nattevagten var allerede inde hos den døende mand, da oversygeplejersken kom og satte sig ved hans seng. Det var venligt af Dem, søster, at komme, sagde han. Doktoren siger, at det går godt fremad. Hvor længe mon han tror, det vil vare, inden jeg kan flyttes? Vil De skrive til min mor og sige, at det går godt? Hun var tavs et øjeblik og sagde derefter ømt: Andreas, jeg er bange for, at lægen har fået Dem til at tro, at det ikke er så alvorligt. De er meget hårdt såret, og der er større fare, end vi først tænkte. Nu var det hans tur til at blive tavs. Med forfærdelse i sit blik sagde han nu: Søster, De mener da ikke, at jeg skal dø? Hendes alvorlige blik og tåren, der løb ned ad hendes kind, var svar nok. Han havde været en stærk mand, og ved fronten havde han mange gange stået ansigt til ansigt med døden, men dette var anderledes. Det var nat og alt var stille på stuen. Han forstod nu, at han stod over for Gud og evigheden. Med skælvende læber spurgte han: Hvor længe, søster? Da hun ikke turde skjule sandheden for ham, kom der et lavt, fortvivlet skrig: Men jeg kan ikke dø, søster, jeg tør ikke jeg er ikke færdig til at dø. Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Hun havde sagt til lægen, at den unge mand måske havde noget at ordne, men hun havde kun tænkt på jordiske ting. Jo, han havde noget, der skulle bringes i orden, men det tilhørte evigheden. Alt, hvad hun kunne svare, var:

10 Jeg ved det ikke. Jeg er ikke selv frelst. Med bedende stemme sagde han: Vil De ikke bede for mig? Å, bed for mig! Men hun svarede sørgmodig: Jeg kan ikke, jeg forstår ikke at bede. Hvilket øjeblik for dem begge! Først nu var de klar over deres fortabte tilstand. For den ene af dem var livets timeglas ved at udrinde, og spørgsmålet var ubesvaret: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Pludeslig fik hun en tanke og sagde: Hvis det kan være en trøst for Dem, vil jeg gerne sidde oppe og læse Bibelen for Dem Andreas greb om forslaget, som en druknende mand griber et stykke reb, kastet ud til ham. Ja, gør det, sagde han ivrig. Hun tog en Bibel, som lå i nærheden, men hun vidste knap, hvor hun skulle begynde. Hun blev nu ledet til at læse i Johannes Evangelium om ham, som var kommet til Jesus om natten, og videre om den samaritanske kvinde, der fik sin tørst slukket og sit hjerte tilfredsstillet hos Jesus. Den lidende mand sagde intet, men hans øjne bad hende om at fortsætte. Til sidst kom hun til kapitel 5, vers 24: Sandelig, sandelig siger jeg eder: den som hører mit Ord og tror på Ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet Hun så op og lagde mærke til, at der var et andet udtryk i hans ansigt, og han sagde: stands der, søster, lyset er ved at komme ind. Jeg ser. Jeg ser! Lad mig være alene en stund, men kom snart tilbage. Tak, tak. Han var alene med Gud en halv time, og da hun kom tilbage, strålede hans ansigt: Jeg har hørt Hans Ord, sagde han; jeg tror, at den Herre Jesus Kristus bar alle mine synder på korset og har taget imod mig fattige synder. Nu er det ikke længere døden for mig, men det evige liv, som Han har skænket mig. Efter et øjebliks tavshed sagde han: Søster, vil De møde

11 mig i himmelen? De kan aldrig mere sige, at De ikke kender vejen. Hun svarede: Det er ikke klart for mig. Jeg kan ikke gribe det, sådan som De har gjort det. Den døende mand svarede: Han vidste, at jeg ikke har lang tid igen, og derfor lod Han mig se lyset hurtigere, men Han vil gøre det klart også for Dem. Fortæl min mor, at Kristus frelste mig i den ellevte time. Fred! Fred! Disse var hans sidste ord, inden han sank hen i bevidstløshed. Den gode Hyrde havde søgt og fundet sit tabte får. Og hvad med søsteren? spørger vi. Det varede fire år, inden hun fandt ind til den fred og vished, som Andreas ejede. Hun fik nåde til at åbne sit hjerte for en dame, som kom på besøg på hospitalet, og igennem hende fik hun forbindelsen med en prædikant, der til sidst gav hende det samme Ord fra Johannes Evangelium 5:24, som hun for fire år siden havde læst for Andreas. Dette Ord greb hun nu i tro og kunne takke Gud for frelsen i Jesus. Kære læser, er din sag i orden med Gud? Johs er lige så meget et budskab for dig, som det var for Andreas og oversygeplejersken. Vil du tage imod? Har hæftet været til velsignelse for dig, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på evangelie@auningforjesus.dk