AMAKURU. Jeg var en ko. kirkebesøg, hvor deltagerne fik udleveret eksamensbeviser,

Transkript

1 UDDANNELSE KVINDER LÆRER AT LÆSE AFRIKAS MULD NYT LANDBRUGS- PROJEKT I 2016 GODT NYTÅR! FRA ALLE OS TIL ALLE JER AMAKURU LINE PÅ KIRKEBESØG I DET ØSTLIGE RWANDA, HVOR DET FEJRES, AT 100 MÆND OG KVINDER FRA KIRKEN HAR LÆRT AT LÆSE OG MODTAGER ET FLOT BEVIS PÅ DERES NYE KUNDSKABER. LINE UDDELER BEVISER SAMMEN MED PRÆSTEN, EN KOLLEGA OG EN REPRÆSENTATNT FOR REGERINGEN - EN RIGTIG FESTDAG! Jeg var en ko Et af kirkens tilbud til kvinder er et læse/ skrivekursus, hvor de får undervisning 3 gange om ugen i 6 måneder. Mange steder starter 100 i klassen og omkring 70 består den afsluttende test. Jeg (Line) har været på flere kirkebesøg, hvor deltagerne fik udleveret eksamensbeviser, som viser at de ikke længere er analfabeter, og de skal vise det ved at skrive deres navn og læse vers fra bibelen. Det er en stor oplevelse at høre kvindernes beretninger og taknemmelighed. En kvinde sagde, at det er som om, jeg var død, og nu!1

2 er blevet levende igen. En præst sagde i sin festtale til kvinderne, at I er nu ikke længere som køer, der skal drives rundt, men nu kan I blive givet vigtige opgaver i kirken og i samfundet. Flere mangler dog briller, for at de kan læse og mange gange har jeg haft lyst til at stikke kvinderne lidt penge til at købe briller for, men jeg ved jo godt, at det ikke er en god idé spontant at give penge ud på den måde. Og projektlederen understreger hver gang for mig, at jeg ikke hjælper dem på den måde. Min hjælp er langt større, når jeg holder en lille takketale til dem og opfordrer dem til at fortsætte med at øve sig og jeg motiverer dem til at deres børn skal gå i skole. Det er ikke avis-læsere, der udklækkes på disse kurser, men nok til at ændre deres liv. Konkret betyder det fx i hverdagen, at kvinderne kan gå på markedet og selv handle uden at blive snydt, fordi de nu har fået helt basale regnefærdigheder. I udviklingsverdenen siger man, at kvinderne bliver empoweret. Det betyder, at deres anseelse i landsbyen ændres. De bliver mere respekteret og anset for mere værdige, som personer der kan varetage opgaver i samfundet og i kirken. Også deres ægtemænd respekterer dem mere, og deres selvværd stiger. Og det vigtigste er set med mine øjne, at voksne der selv kan læse og skrive ved, hvilken verden der kan åbne sig og dermed ved de, hvor vigtigt det er at sikre at deres egne børn går i skole, selv når midlerne er næsten ikke eksisterende. Deltagernes baggrunde og historier er forskellige, men alle rørende. Her får I én: Kvinden voksede op i en familie med mange køer, og faderen fortalte hende, at hun også nok skulle blive rig og få mange køer, når hun blev voksen. Det var argumentet for ikke at sende hende i skole, men sådan gik det ikke. Kvinden passede køer hele sin barndom og ungdom og blev gift uden at kunne læse og skrive. Nu er hun enke og lever alene med sine tre børn. Hendes børn går i skole! En deltager er udpeget og skal demonstrere sin kunnen. Alle holder vejret. For selv om det i Rwanda er gratis at gå i skole, så skal man have skrivehæfter og blyanter, drikkedunk og skoleuniformer, hvilket i praksis betyder, at mange ikke har råd til at sende deres børn i skole. Til alle arrangementerne har der været repræsentanter fra regeringen. De har holdt Her et hold fra en af kirkerne, der poserer til ære for fotografen.!2

3 en takketale til kvinderne og takket kirken for at være med til at udvikle Rwanda. Kirkens arbejde med at udrydde fattigdom indgår som en vigtig del af regeringens handlingsplaner på lokalt niveau, hvor der er sat måltal på, hvor mange færre analfabeter der skal være år for år. Og det går den rigtige retning, vi er med til at gøre en stor forskel! I kan se en video her fra et af mine besøg, hvis I har lyst. Skole for livet Børnene har nu rundet det halve skoleår i international, amerikansk skole og er glade for det. Meget er anderledes end hjemme og især ambitionsniveauet er højere. Således skal alle spille på et instrument - og give julekoncert, så det gik der meget tid med at forberede sig til i december. Skolen har meget fokus på musikundervisning, så Andreas og Anna spiller klaver, og Emil spiller på sin trombone til julekoncerten. Emil har letsindigt kastet sig over en trombone. Vi har ikke noget klaver, men Anna og Andreas har tegnet tangenter på et stykke papir, så det fungerer fint, når de skal øve. Koncerten gik rigtig flot børn var på scenen foran et klaver eller som del af et band eller et kor. Hold da op, hvor var det imponerende styret af en enkelt lærer. Vores børn er også imponeret af, hvor pænt andre børn opfører sig Noget skal sikkert tilskrives deres opdragelse, men de synes også skolens disciplin er helt anderledes end i Danmark. Og Emil har hurtigt tilpasset sig, fordi der er hurtig afregning: Hvis man opfører sig pænt er der fest og film, men hvis man ikke har opført sig ordentligt ryger frikvarter, fodboldtid og fredagens Funny Friday aktivitet, hvor der bliver vist film eller lavet sport. I stedet bliver man sat til at lave lektier. Der er også klassekonkurrencer, hvor de hold, der har opført sig bedst, vinder en fest med læreren. Emils hold har været til to fester, arrangeret af klasselæreren. Den første foregik en fredag aften hjemme hos læreren, og anden gang i skoletiden, hvor de fik serveret pizza og sodavand i frokostpausen. Emil synes det er fedt, og Anna og Andreas glæder sig til at komme i 5. klasse, så de også kan vinde fester. I det hele taget har vores børn oplevet skiftet til skolen her i Rwanda - hvor der går 60 pct. børn fra Rwanda og 40 pct. fra andre lande - som en læring i at følge regler. Disciplin på den gode måde, som vi oplever det. Forleden dag gik Emil sammen med drengene fra hans klasse igang med at spille fodbold efter frokosten, men åbenbart før de måtte, og så blev frikvarteret dagen efter inddraget for dem alle. I kan nok regne ud, hvor sur Emil var, og han forsøgte selvfølgelig at sige til læreren, at han ikke vidste, at de ikke måtte gå igang, når der nu faktisk var frikvarter. Men hans gode ven fra Uganda, fik ham stoppet inden han kom så langt og sagde: Don t talk, it will just make is worse. Og hjemme fik vi en snak om, at man indimellem godt kan opleve ting, som er uretfærdige, men hvis det ikke er værre, end at man bliver frarøvet et frikvarter, så er det ikke så galt igen. Når!3

4 sengeliggende og sang to sange. Emil gav kiks til en lille dreng, der vist have brækket benet. Han fik et stort smil retur. Vi bidrog med 500 kr. til indsamlingen, som vi har fået af DBSU - Baptister for Sundhed og Udvikling. Tak! OPSTART AF TRE NYE PROJEKTER Andreas med sine venner fra hele verden. målestokken er uretfærdigheder i Rwanda og Burundi, så sætter det oplevelsen af dumme lærere lidt i perspektiv. Den kommentar synes Anna og Emil ikke var fair, men vi prøvede Korte nyheder Hele tre store eksternt finansierede projekter skal opstartes her i begyndelsen af I Burundi er det tredje runde af vores børneprojekt og anden runde af et kvindeprojekt, der skal lære kvinder at læse og skrive (a la projektet ovenfor). I Rwanda har vi fået penge til at opstarte et stort landbrugsprojekt, som også støttes af Bethelkirken og Østervrå. NY GENERALSEKRETÆR I DUTABARANE Lederen af kirkenetværket Dutabarane, som er Baptistkirkens partner i Burundi, forlod landet i foråret pga. urolighederne og derfor måtte der ansættes en ny leder af organisationen. Rasmus har været med til jobsamtalerne i Burundi i efteråret, og der er blevet ansat en kvinde midt i 40 erne, der hedder Chantal. Chantal tiltrådte 11. januar FRIKØBTE PATIENTER FRA HOSPITALET Emil og jeg deltog juleaften i et arrangement, som kirkens kor havde arrangeret. Kirken havde samlet penge ind fra egne rækker, som blev brugt til at frikøbe mennesker fra hospitalet, som sidder i hospitalsfængslet, fordi de ikke har kunnet betale for deres hospitalsudgifter. I år var der penge nok til at frikøbe 4 personer, som selvsagt blev meget glade over at kunne komme hjem og holde jul. Vi var på besøg på et sengeafsnit og uddelte vand og kiks, frugt, mælk og sæbe ud til de Det nye projektteam i Rwandas baptistkirke flankeret af Rasmus, der skal stå for at gennemføre et stort 3-årigt landbrugsprojekt. Projektlederen er kvinden til højre, Jaqueline, der både har læst til dyrlæge og agronom. POLITISK UPDATE Situationen i Burundi er fortsat kritisk og med jævnlige skudvekslinger i hovedstaden mellem hæren og oprørere. Rasmus har fået venlige råd om at være forsigtig med de politiske analyser offentligt, så derfor skriver vi ikke mere om det, men vi håber, at 2016 kan bringe Burundi tilbage på fredens og forsoningens spor.!4

5 Familien samlet foran AEBR - Baptistkirkens kontor i Kigali i Rwanda. Line, Rasmus, Emil (11), Anna (9) og Andreas (6). Nytårshilsen For et år siden netop i dag - og på Andreas fødselsdag, som vi netop har fejret - rejste vi forventningsfyldte og spændte til Burundi. Det var en stor beslutning at rykke hele familien op men sikke en gave, det har vist sig at være. Dagligt glædes vi over, at vi fik muligheden og opgaverne betroet. Vi blev en del af Baptistkirkens lange historie med udsendte og samarbejde med (baptist)kirkerne i Rwanda og Burundi. Vi har set og oplevet meget. Og vores børn især har fået oplevelser for livet. De går nu i international skole, taler engelsk og har venner fra forskellige lande: Rwanda, Norge, Uganda, Australien og USA for blot at nævne nogle få. Det som har gjort størst indtryk på børnene er dog fattigdommen og undren over, at andre kan bo så anderledes fattigt end os. De mener stadig, at de var gladere før de vidste, at alle børn ikke har det ligeså godt som dem, men smilene sidder heldigvis stadig løst på dem i hverdagen. For os voksne er det, som har gjort størst indtryk, det fællesskab vi oplever med de mennesker, som vi samarbejder med og møder i andre sammenhænge her fra Rwanda og Burundi. Deres hverdag, deres baggrunde, deres familiers situation, deres tanker og drømme det fylder meget hos os. Deres ønsker og drømme minder utrolig meget om vores, men mulighederne ja, det siger sig selv: Mulighederne er få og de fleste drømme uopnåelige. Deres virkelighed er en hård kamp for at overleve endnu et år, men vores mulighed-!5

6 er for at hjælpe i det små skaber heldigvis smil, glæde og håb, og indimellem bliver små drømme endda til virkelighed. Så har det været en god dag! Tak til alle jer, som følger med i vores arbejde og hverdag i Rwanda/Burundi. Tak for hilsner og tanker og pakker fra DK. Tak også til alle jer, der læser med på vores facebook side. Vi var ikke de store facebook brugere, inden vi kom herned - og øver os fortsat! - men vi har erfaret, at det er en rigtig hyggelig måde at dele oplevelser og fælleskab med jer derhjemme. Tak for likes og kommentarer og gode råd fra de mange af jer, der kender landene og folkene her så meget bedre end os. Indimellem bliver små drømme endda til virkelighed. Så har det været en god dag! Vi ser med stor glæde frem mod det kommende års opgaver og udfordringer - ikke mindst dem som følger af de store besparelser på ulandsbistanden. Puljemidlerne, som Baptistkirken og andre kirkelige udviklingsafdelinger søger penge fra, er blevet skåret med mere end 30 pct., hvilket selvsagt giver større konkurrence om midlerne og selvfølgelig også færre penge til vores fælles arbejde i Rwanda og Burundi. Vi er dog sikre på, at det nye år alligevel vil byde på mange gode oplevelser, opbyggeligt fællesskab både med sorte og hvide, i virkeligheden og på facebook, og vi glæder os til at dele livets små mirakler med jer også i Godt nytår! Glade børn i kirken i Kayanza i det nordlige Burundi. Her ligger Burundis fremtid i bogstaveligste forstand - der er ikke altid meget at grine af, men smilene er alligevel det, som varmer, giver mod på opgaverne og minder om livets små mirakler.!6