Men også den tænker, som brugte det meste af sit korte voksenliv på at filosofere over, hvad det vil sige at være et menneske og leve i

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 5. maj 2013 kl søndag efter påske Johannes 16, 23b-28 Salmer: , Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«Johs. 16, 23b-28 Hvad er lykke i grunden? For nylig så jeg en tegning i Politiken, den var delt op i tre. På første billede fra 2000 sidder en mand og kone i to liggestole med en kop kaffe uden for deres hus, bilen holder i garagen og manden siger til konen: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal ha det så godt. Næste billede 7 år senere, 2007 er kaffen skiftet ud med dyr rødvin, bilen er blevet en luksusmodel, der er parabol på taget, den håndskubbede græsslåmaskine er skiftet ud med en robotgræsklipper, og konen har helt tydeligt fået lavet større bryster. Men de taler ikke sammen. Sidste billede fra 2013 ligner til forveksling det første, bilen er skrumpet, rødvinen erstattet med kaffe, parabolen er væk, og den gamle håndskubbede græsklipper er igen fundet frem, det eneste, der er tilbage fra 2007, er hendes store bryster, alligevel siger manden: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så elendigt. I dag kan vi fejre Kierkegaards 200 års fødselsdag dén tænker og teolog, der af mange er kendt for udsagnet om, at livet forstås baglæns, men må leves forlæns. 1

2 Men også den tænker, som brugte det meste af sit korte voksenliv på at filosofere over, hvad det vil sige at være et menneske og leve i overensstemmelse med sig selv. Så hvad ville Søren Kierkegaard mon sige til manden i liggestolen foran sit hus. Det liv de to gode danske bedsteborgere selvfølgelig har levet forlæns, men som i den grad har sendt dem ud på en finanskrisestyret rutsjetur, der, hvis de var et par ludobrikker, har slået dem tilbage til start, det liv, de det ene øjeblik betragter og bedømmer med ordene: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal ha det så godt. Det liv de 13 år senere ser på med ordene: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så elendigt. Inden vi vender tilbage til Søren Kierkegaard, skal vi prøve at se på Jesu ord til disciplene i dagens evangelium. Ordene er taget fra den afskedstale, Jesus holdt den sidste aften, inden han blev taget til fange og korsfæstet men den er selvfølgelig først skrevet ned, lang tid efter både langfredags kors og påskemorgens opstandelse og Kristi himmelfart. Med andre ord, den er talt ind i det liv, de alle 13 er i fuld gang med at leve forlæns, men den er skrevet ned, da de første kristne ganske langsomt og helt baglæns er begyndt at forstå bare lidt af alt det, Jesus gjorde og sagde, de tre år han vandrede og levede sammen med dem, og alt det, der skete skærtorsdag aften, langfredag og påskemorgen. Kun i bagklogskabens ulideligt klare lys ser de, hvad det er, Jesus prøver at sige til dem, da han minder dem om, at beder I faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. For det havde jo lydt så forjættende, tænk hvis lykken kan hentes i at få det, jeg beder om. Hvilken mirakelkur mod al landsens ulykker og alverdens finanskriser. Bed, og der skal gives jer. Søg, og I skal finde. Bank på, og der skal lukkes op for jer. Hvilket slaraffenliv. Hvis I har set filmen Bruce den almægtige, så ved I, hvilke muligheder og farer sådan en bønhørelse rummer, ikke mindst hvis der skal gøres indtryk på det andet køn. Hvilket overbevisende salgsslogan for en ny religion: beder I faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. 2

3 Enhver sælgers våde drøm, at køre kampagne med sådan et reklamebanner i bagruden. Ganske langsomt, eller måske endda meget hurtigt, men i hvert fald helt baglæns indser de gode disciple, at de har overset en lille, men ikke uvæsentlig detalje. Bønnen skal være i Jesu navn. Det er ikke mig og mig og mig og mit og mine. Hvor vi i dag tudes ørerne fulde af mindfulness og selvudvikling og behovsopfyldelse og individualisme og vær dit eget livs arkitekt og find din x- factor og træn dig slank og lykkelig. Så handler Jesu ord om selvafvikling i stedet for selvudvikling. Beder I faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. For hvad vil det sige at bede om noget i Jesu navn, ja, en ting er sikker, gør vi det, så kommer vi ikke uden om korset. De eneste bønner, vi kender, som Jesus beder for sig selv, det er om natten i Gethsemane, hvor Jesus i frygt og bæven, mens disciplene sover fra det hele, tre gange beder den samme bøn om at slippe fri af lidelse og død, men hvor han hver gang slutter med ordene: Dog ikke som jeg vil, men som du vil, ske din vilje. Den næste er fra langfredags kors; hvor han først råber eller måske rettere skriger sin smerte ud i det tomme rum: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Den sidste er samtidig hans sidste ord; Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. Døde Jesus som et lykkeligt menneske? Fik Jesus selv det, han bad om? Og hvad betyder det for mig, når jeg beder om noget i Jesu navn? Se, når jeg spørger sådan, så er det fordi, jeg tror, vi hele tiden må prøve at fastholde os selv på, at lykken er ikke mig og mig og mit og mine lykken ligger ikke i mig selv, men i relationen. Gud er ikke et svar på alle mine spørgsmål eller en løsning på alle mine problemer. Gud er en relation, som ikke brister, ikke engang når øjet og hjertet brister. Gud er den, der flytter mig væk fra mig selv og minder mig om, at det hele ikke kun handler om mig og mine behov, men at jeg er en del af noget større og noget vigtigere end mig selv. 3

4 Og den relation HAR jeg fået, allerede før jeg har bedt om den den relation blev Bastian og Nora sat ind i for lidt siden, da de blev døbt. Med et billede fra havens verden, ja, måske endda fra paradisets have, så blev Bastian og Noras to små kviste gennem dåben podet ind på livets træ det livets træ, som Adam og Eva blev forvist fra, men som Jesus genåbner porten ind til. Bastian og Nora og alle vi andre, vi må tro, at vi er sat ind i denne organiske sammenhæng med Gud selv så Gud vokser i os, og vi vokser i Gud. Bøn i Jesu navn handler ikke om et lidelsesfrit liv eller en problemfri tilværelse som en af mine konfirmander skrev det i bønnen til sin konfirmation: Hjælp os med at komme gennem de hårde tider, som vi alle sammen skal igennem før eller siden. Trods sine kun tretten år, så aner hun, at korset og lidelsen og sorgen og problemerne slipper intet menneske for men det afgørende er ikke at slippe det afgørende er relationen det afgørende er, at vi ikke er alene. For der er ingen lykke i at bede: Fader min. Giv mig i dag mit daglige brød. Led mig ikke ind i fristelse. Fri mig fra det onde. For det hele kan i grunden være lige meget, hvis det hele kun handler om mig og mit og jeg ikke har et menneske at relatere til og være sammen med. For lykken ligger ikke i en glat, lidelsesfri tilværelse med robotplæneklipper og årgangsrødvin, men hvor vi ikke har noget at sige til hinanden. Se, dette kors havde Kierkegaard et skarpt skarpt blik for, ikke mindst i sin sønderlemmende kritik af kirkens og præsternes bekvemmelige levebrødstilværelse, hvor afgørelsen og korset er erstattet af statsgaranteret løn og spidsborgerlig magelighed. Igen og igen tordner han mod kirken og præsterne, fordi de ikke vil gøre indrømmelsen indrømmelsen af, at den sandhed de lever af at forkynde, den sandhed lever de ikke selv i. Igen og igen plæderer han for springet ud på de tusind favne vand, troens spring ud på det dybe vand. Troens spring i erkendelse af, at jeg aldrig ved, om jeg vælger rigtigt, når jeg vælger i mit liv. Troens spring i erkendelse af, at jeg aldrig med sikkerhed kan vide, om jeg vælger det gode, uanset hvor etisk korrekt jeg prøver at være og leve. Troens spring i erkendelse af, at jeg aldrig med min forstand kommer til at fatte, at i dette menneske, Jesus fra Nazaret, den korsfæstede, men igen opstandne, i 4

5 dette menneske møder jeg Gud selv. Ja, gennem Jesus får jeg del i den relation, han har til sin far. Alene i dette menneske findes den relation, der gør, at hvad jeg end vælger, hvordan mit liv end former sig og former mig, alene i dette menneske findes den relation, der ikke afhænger af mig og mig selv og mine valg men som står fast og holder fast i mig helt om på den anden side af min død. Sådan tolker jeg i hvert fald den indskrift Søren Kierkegaard selv valgte skulle stå på hans gravsten: et vers af Brorson: Det er en liden Tid, så har jeg vunden så er den ganske Strid med et forsvunden så kan jeg hvile mig i Rosensale og uafladelig Min Jesum tale. Mit liv forgår, men relationen består. Om jeg sidder i min liggestol og taknemmeligt jubler: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt. Eller jeg i præcis den samme liggestol utaknemmeligt sukker: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så elendigt. Det er slet ikke dér i selvoptagetheden, lykken ligger gemt for lykken er ikke, hvad jeg har gjort eller udviklet mig til. Lykken er, at selv dér, hvor jeg og mit liv er helt AFviklet, dér hvor det står lysende klart, at mine hænder er fuldstændig tomme, uanset hvor meget jeg hele livet synes, jeg har haft hænderne fulde af at gøre det rigtige, selv dér består relationen selv dér er du og jeg i Guds hænder. Dér har jeg fået mere, end det jeg nogensinde selv kan finde ud af at bede om, selv hvis det lykkes mig at bede i Jesu navn. Dér er mit liv endelig i gode hænder og jeg har vel at mærke intet, jeg gentager, intet gjort selv. Der kan jeg hvile mig i Rosensale og uafladelig min Jesum tale. Amen. 5