Graffiti som stemme i samfundsdebatten

Transkript

1 DIO Dansk A & Engelsk A Graffiti som stemme i samfundsdebatten Redegør for Shepard Faireys rolle i graffiti-kulturen. Analyser to af Faireys værker med henblik på dets samfundsfaglige og kulturelle værdi. Diskuter graffitiens rolle i Amerika og det moderne samfund, som et redskab til at påvirke samfundsdebatten. Vælg mellem billede kombination 1 eller 2 - næste side Links: Adlyd: Klassekampen i undergrunden:

2 Billede kombination 1:

3 Billede kombination 2:

4 Adlyd Den amerikanske kunstner Shepard Fairey tilskrives æren for at have startet bølgen af street art og stencilkunst, der er skyllet ind over verdens storbyer gennem de sidste år 1. maj 2004 Portræt Med sin verdensomspændende OBEY GAINT-kampagne bevæger Shepard Fairey sig i et felt mellem Heidegger, Andy Warhol og skateboardkulturen. Nu udstiller han for første gang (lovligt) i København Det er propaganda for ingenting. En reklamekampagne, der intet vil sælge. Et mærke et brand der er spredt over hele verden, men ikke kan opfylde forbrugerens hede ønske om at købe. Den amerikanske kunstner og designer Shepard Fairey har gennem de sidste femte år kørt en kampagne over hele verden for ingenting. OBEY GIANT kaldes kampagnen, hvis gennemgående figur er den afdøde wrestler André the Giant. Plakater, graffitikunst og klistermærker er blevet sat op i millionvis over hele verden. På lygtepæle, billboards, busser, tog eller direkte sprayet på byens vægge har billedet af fribryderen ledsaget af sloganet OBEY (adlyd) kigget ned på byen. Til stor undren og irritation. Fairey selv kalder det»et eksperiment i fænomenologi.«i dag åbner udstillingen Shepard Fairey på det Københavnske galleri V 1. Fjollet og dragende I 1989 studerede Shepard Fairey på designskole i byen Providence i det sydlige New England. Han havde et par mislykkede skoleophold bag sig, og brugte det meste af sin tid på at arbejde i en skateboardbutik, skate og høre punkmusik. Som mange andre i skatermiljøet begyndte han at designe sine egne t-shirts, klistermærker og stencils en skabelon til at spraye graffiti efter. Da han en dag skulle lære en ven, at lave sin egen stencil sad de og bladrede i et magasin for at finde det rette motiv. Pludselig stødte han på et billede af fribryderen Andre the Giant. En Hulk Hogan-agtig skikkelse, der på det tidspunkt var et mindre navn i amerikansk wrestling. Han vidste ikke helt hvorfor, men billedet virkede på en gang fjollet og betagende. Få minutter efter havde Shepard Fairey lavet sit første klistermærke med Andre the Giant. I konstrastfarver, med inspiration fra fascistisk propaganda og punk. Et blev til flere, og ret hurtigt fandt de vej til byrummet i Providence. Kræve territorium Folk i byen begyndte at tale om de sære motiver. Nogle mente det var et band, andre at det var et nyt tøjmærke. Man undrede sig over den besynderlige reklame eller kampagne, og endnu mere forstyrrende blev det, da Fairey tilføjede OBEY (adlyd) under motivet. Da den lokale avis bragte en artikel Hvem er Andre the Giant vidste Shepard Fairey, at han havde fat i noget. Han havde skabt en mani. Et brand for ingenting andet end sig selv. En reklamekampagne, der ikke er ude på at få os til at tænke eller handle i en bestemt retning.»folk er så vant til at blive bombarderet med billeder som sælger noget, at de ikke ved hvordan de skal reagere når de ser André som ikke sælger noget,«forklarede han senere til tidskriftet Creative Magazine.»Det handler om at tage ud i den stressede verden, og erobre noget tilbage ved at sætte dit eget op. Afkræve territorium. Tage det offentlige rum tilbage. Der er nogen, der afkræver noget du skal adlyde. Derfor satte jeg OBEY foran mine mærker.«shepard Fairey udvidede hurtigt kampagnen. Han begyndte at trykke klistermærker og plakater i tusindvis. Overalt i byen.

5 Han udvidede til USA s store byer. I hundredetusindvis. Og da internettet rigtig brændte igennem i midten af 90 erne videre til resten af verden. I millionvis. Overalt i verden hænger der nu OBEY GIANT-motiver og afkræver en læsning. Overalt i verden er der sympatisører eller medarbejdere på kampagnen, der hver dag plastrer byer til med OBEY GIANT. Med lidt lån fra Heidegger taler Shepard Fairey om OBEY-kampagnen som et»eksperiment i fænomenologi,fænomenologiens første mål er at vække en form for nysgerrighed overfor ens omgivelser. OBEY-kampagnen forsøger at stimulere nysgerrighed. Den prøver at få folk til at stille spørgsmål ved både kampagnen og forholdet til deres omgivelser.«forklarer Sherpard Fairey i et manifestlignende skrift på sin hjemmeside. Mange store firmaer har siden adopteret forretningsmetoden, og efter Shepard Fairey startede sin kampagne er det efterhånden helt normalt at reklamer ikke sælger et specifikt produkt, men blot og bart brander positionerer sig forbrugerens bevidsthed ved at vise sig frem på offentlige pladser. Det er her tingene begynder at smelte sammen. Reelle produkter OBEY-kapagnen er også blevet beskyldt for at sælge noget, nemlig selve kampagnen eller måske ligefrem Shepard Fairey selv. Det er velkendt at Fairey i 1996 startede reklamebureauet Black Market (BLK/MRKT), der har haft stor succes med at benytte metoder, der minder om OBEY-kampagnen. Kunder som Pepsi, Warner Bros, Netscape og Nissan har stået i kø for at blive brandet i et sprog, der taler direkte til den ungdomsorienterede forbrugskultur. Det bragte uklarheder om Shepard Faireys egne rolle. Fairey selv mente ikke, at han havde problemer med at skille tingene ad, og betragtede det grafiske design som en mulighed for at få smør på brødet. Og hver aften efter arbejdet gik han hjem og fortsatte masseproduktionen af André the Giant. Men forholdet har skabt skepsis blandt nogle fans. Og endnu mere skepsis til kampagnen opstod da Shepard Fairey begyndte at masseproducere t-shirts med OBEY-logoet. Pludselig var der et reelt produkt, og kritikere og skuffede fans anklagede OBEY for et stort reklamestunt.»jeg har altid opfattet t-shirten, som et glimrende medie på lige fod med byens vægge,«replicerede han, og henviste til at selv om OBEY-kampagnen er stor, så er der ingen penge i det.»dette projekt er virkeligt, og derfor opererer det inden for et kapitalistisk system. Hvordan kommer klistermærkerne, plakaterne og stencils ud i det offentlige rum? Det gør det fordi, der er betalt for det. Folk kæfter op om støtte til OBEY, men de donerer intet. Så min konklusion er at hvis folk skal lave donationer, så skal de have noget igen,«forklarede han og på bedste Andy Warhol-manér har han siden tilføjet»jeg har aldrig givet overskud, men jeg vokser«.

6 Klassekamp i undergrunden I USA udspiller der sig en krig mellem graffitimalere og street art-kunstnere - en krig om værdier og respekt. Kampen er ikke bare rykket ind i gallerierne, men er også dukket op i den danske undergrund Graffitmaleren HOST18 fra Brooklyn i New York har erklæret street art-kunstnerne krig. -De kender hverken til graffitiens historie eller de farer, der er ved at udføre det. De sætter deres plakater og skabelontryk oven på vores graffiti. Hver gang jeg ser det, maler jeg det over. Jeg fører krig!,- siger han. 18. august 2007 "Udøvere af kunstformen street art kender hverken til graffitiens historie eller de farer, der er ved at udføre det. De sætter deres plakater og skabelontryk oven på vores graffiti. Hver gang jeg ser det, maler jeg det over. Jeg fører krig!" Sådan sagde den 30-årige graffitimaler HOST18 fra Brooklyn i New York for nylig til avisen Los Angeles Times. Forskellen på graffiti og street art kan være svær at definere, men for nogle graffitimalere er forskellen klokkeklar - graffiti er et oprør, og graffiti hører til i undergrunden, street art derimod er et ufarligt middelklassefænomen, der bruger det offentlige rum som adgangsbillet til gallerierne og pengene. Vægge og tog har siden 1970'erne været graffitimalernes foretrukne lærrede. Graffitimalere har gennem alle årene kæmpet med myndighederne om kontrollen, og selvom der fra politisk side er blevet sat mange penge af til kampen mod de uautoriserede streger, så er tags efterhånden en integreret del af bybilledet i enhver storby verden over. Det var de fattige, ofte afroamerikanere og latinamerikanere i New Yorks ghettoområder, der startede med at male graffiti. Det startede ikke som et politisk oprør i den forstand, at de kæmpede for en bedre eller mere solidarisk verden. Men ved at skrive deres opdigtede navne - tags - følte de, at de kunne skabe deres egen identitet i en ellers

7 trøstesløs tilværelse. Og så kunne de blive kendte. De ofte simpelt skrevne tags udviklede sig gennem årene til at være farvefyldte og opsigtsvækkende sammensætninger af komplicerede bogstavstyper og figurer. Udover det åbenlyst farlige ved at stå og male på motorvejsbroer, ved siden af strømførende kabler i undergrundssystemet og hvor der ellers var egnede steder, så kunne konsekvensen også være både fængselsstraf og kæmpe erstatningskrav. Galleri-yndlinge I løbet af 1990'erne meldte en ny aktør sig på banen i kampen om byens rum. Det var, som HOST18 nedladende udtrykker det, kunstakademistuderende og middelklassens unge. Udøverne af street art bruger skabeloner, sætter plakater og klistermærker op og de gør ofte brug af et enten humoristisk eller politisk budskab. Mens graffitikunsten kun sjældent bevæger sig ind på galleriernes vægge, så blev street art hurtigt en galleri-yndling - og flere street art-kunstnere lever i dag af deres kunst og er respekteret langt ind i den etablerede kunstverden. At de sætter eller har sat plakater ulovligt op i byerne, ses nærmest bare som en eksotisk bohemehistorie for kunstkøberne og kulturjournalisterne. I det amerikanske graffitimiljø hævder nogle, at street art-kunstnerne er ved at sælge kulturen, som graffitimalerne har bygget op i undergrunden. Men det, der har startet den krig, som HOST18 og andre graffitimalere udkæmper, er den manglende respekt over for graffitiens historie, oprøret og de enkelte pieces og tags på væggene. New York-graffitimaleren EARSNOT, der også er aktiv deltager i kampen, går endnu videre - street art er et politisk redskab, der er med til at ødelægge de oprindelige kvarterer i New York. Når der er street art i et kvarter, så føler middelklassen, at det er et sikkert kvarter. Langsomt presses underklassen ud. Stinkbomber Og graffitimalerne mener det alvorligt. Senest har en gruppe graffitimalere været på spil ved åbningen af både kunstneren Shepard Fairy's udstilling i Brooklyn og ved kunstnerkollektivet Faile's udstilling i Lower Eastside. Begge steder blev udstillingsbygningerne angrebet med stinkbomber på ferniseringsdagen og forstyrret i en sådan grad, at politiet måtte tilkaldes. På Manhattan gik graffitimalere også fysisk til værks, da en udstilling for street art skulle åbnes. De udstillede værker og vægge blev simpelthen overmalet med malerruller. For enden af væggen skrev de: "Take it from the pros - street art aint graffiti!" Den danske graffitimaler ZKI nikker genkendende til problematikken. Han har både erfaring med at få sat klistermærker og plakater oven på sine værker og med selv at ødelægge street art.

8 "Jeg har ikke et generelt problem med street art, men jeg har et problem med, at så mange er hoppet med på moden. Selv MTV bruger jo street art som baggrund i studierne. Der findes da gode street art-kunstnere, men jeg synes, de fleste bare er fulde punkere og irriterende typer, der ikke kender graffitiens historie. Mange er bare med fordi det er smart - jeg lever og brænder for graffiti, jeg er villig til at gå i fængsel for det, og jeg finder mig ikke i at få mine ting ødelagt!" ZKI kender også til den krig, der udspiller sig i New Yorks undergrund, og han har fuld forståelse for at street artkunstnere, der forbryder sig mod graffitiens regler eller snylter på den street credibility, som den ulovlige graffiti giver, får deres udstillinger ødelagt. - Kan du forstille dig at vi kommer til at se det samme ske i Danmark? "Ja, sagtens. Og det er faktisk allerede sket. Jeg har selv været med til at rive billeder ned fra væggene og lave ballade ved en fernisering for street art i Århus engang. Det var ikke, fordi det var street art, men ham, der udstillede, havde tidligere sat plakater oven på mine ting - og sådan er det: Hvis nogen ødelægger mine eller mine venners ting, som er lavet ulovligt med alle de risici, det indebærer, så accepterer jeg ikke, at de udstiller og tjener penge på det." Tegneren HUSKMITNAVN, der gennem flere år har sat plakater op på mure rundt omkring i København og efterhånden har skabt sig et internationalt anerkendt navn både i undergrunden og i galleriverdenen, har ikke selv oplevet at få sine ting ødelagt eller revet ned. Han er dog enig med ZKI i, at der findes folk i street art-miljøet, der ikke kender graffitimiljøets uskrevne regler. Nogle gange kan de risikere at havne i en konfliktsituation, men generelt - mener han - er scenen så lille i Danmark, at de fleste kender hinanden. Tingene bliver sjældent så dramatiske. HUSKMITNAVN ser i det hele taget ikke så dystert på fremtiden for de to kunstretninger, der trods alt har en del til fælles. -Du tror ikke, vi får samme tilstande i Danmark, som dem vi ser i New York? "Nej. Stort set alle i Danmark kommer fra middelklassen. Graffiti i Danmark er ikke underklassens oprør. En typisk graffitimaler har en offentligt ansat mor og en fraværende far, og den profil passer sikkert også på de fleste street art-kunstnere - og i øvrigt en million andre danskere også." Peter Grønlund skriver for hiphop-magasinet Action Speax og musikbladet Gaffa