MarieBladet. Mariehjemmene. Mariehjemmene. Mariehjemmene i jubilæumsår. Mariehjemmene. Mariehjemmene. et jubilæumsåret

Transkript

1 MarieBladet Mariehjemmene Mariehjemmene Mariehjemmene Mariehjemmene Mariehjemmene i jubilæumsår jubilæumsåret et Det lille Mariehjems dilemmaer - man kommer tæt på hinanden Vi fik 23 bedsteforældre - fru Rørdams datter fortæller Leder Oven på jubilæumsfesten! Illusioner om styring - gør vi kun det, vi bliver målt på? En social entrepr prenør - et fyrtårn i frivilligt socialt arbejde Talen, der ikke ble lev holdt - om drømmen, der ble lev v til virkelighed December 2008 FONDEN HJEMMENE

2 Adresser FONDEN MARIEHJEMMENE Onsgårdsvej Hellerup, Leder ROSE MARIEHJEMMET Brodersens Alle Hellerup, ELSE MARIEHJEMMET Kystvej Humlebæk, DORTHE MARIEHJEMMET Rødovrevej Rødovre, ELLEN MARIEHJEMMET Vesterbrogade 3 C 3250 Gilleleje, KIRSTEN MARIE Vinkelvej Lyngby, KAREN MARIE Skovvej 7, Nyrup 4262 Sandved, METTE MARIE Hyltebjerg Allé Vanløse, LOUISE MARIEHJEMMET Svenskelejren Brønshøj, HANNE MARIEHJEMMET KVINDELY Ringstedvej Roskilde, LINE MARIE Stationsvej Slangerup, BIRTHE MARIE Liselundager 13 A 2640 Hedehusene, SOFIE MARIE Skansen Ringsted, INGE MARIE Skansen 1, 4100 Ringsted Forsiden: Morten Klarskov er beboer i bofællesskabet Birthe Marie, Høje- Taastrup; her fotograferet sammen med en god ven. God læselyst og god jul ønskes af Redaktionsgruppen 2 Jesper Maarbjerg, formand Fonden Mariehjemmene Oven på jubilæumsfesten Det var et brag af en fest, som 450 medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og ledsagere deltog i den 25. oktober. Godt, der kunne samles så mange, og godt at humøret var så fint, at man kunne overleve mindre leveringsproblemer... Jubilæet giver imidlertid også anledning til at spekulere på, om vi i dag ser eksempler på et så fremsynet gå-på-mod som fru Rørdam viste for 50 år siden. Har vi stadig de ildsjæle, som ikke er til at bremse, og som kan overbevise politikere og forvaltninger om det gode i at støtte de tilbud der strikkes sammen? Er vi kommet så meget ind i planlægningssystemer, at spontanitet har svære kår? Det er faktisk sådan, at der stadig er behov og mulighed for at presse nye ting igennem ad alternative kanaler. Nutidens måde at gøre det på, er måske ikke helt så personafhængig som tidligere, men mere afhængig af, at der kan gennemføres en ordentlig forberedelse, for det gælder jo i alle projekter, at mange penge kommer på spil. Men personerne spiller stadig en afgørende rolle. Jeg går ud fra, det er derfor, at der stadig i Mariehjemmene blandt ansatte og bestyrelser findes mange ildsjæle som ved deres arbejde gør en forskel - til gavn for mange. Jeg har en sikker tro på, at der vil være brug for os i mange år frem. Forhåbentlig vil også dette nummer af MarieBladet inspirere til det!

3 Redaktionelt Redaktion Jesper Maarbjerg (jm) Flemming Høj Jermiin (fhj) Kristian Wedel Andersen Arne Skovgaard Nielsen (asn) ansvarshavende Leder Leder... 2 Redaktionelt... 3 Fra vor egen verden Det lille Mariehjems dilemmaer Talen, der ikke blev holdt... 7 Vi fik 23 bedsteforældre FONDEN MARIEHJEMMENE Onsgårdsvej Hellerup Tlf Fax Citat og gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse. ISSN Trykning StormTryk Fra den store verden Illusioner om styring - men også udveje 4-5 En social entreprenør Bagsiden 25 års jubilæum på Ellen Mariehjemmet 12 Mariehjemssangen Der kom et udklip fra et ugeblad Faste links: Ankestyrelsen: Beskæftigelsesministeriet: Indenrigs og sundhedsministeriet: Velfærdsministeriet: Videnscentre MarieBladet trykkes i et oplag på 750 stk. og sendes til alle medarbejdere og alle bestyrelsesmedlemmer samt samarbejdspartnere. Desuden udleveres MarieBladet til interessede pårørende. I Mariehjemmene er der aktuelt ansat ca. 450 medarbejdere og antallet af bestyrelsesmedlemmer er i alt 73 i de 18 bestyrelser. Mariehjemmenes webmaster gør opmærksom på, at han har indrettet hjemmesiden, så MarieBladet også kan læses på 3

4 Fra den store verden Artikel af Flemming Høj Jermiin, forstander Dorthe Mariehjemmet I septembernummeret 2008 af MarieBladet kunne man læse om dokumentationskrav, som det offentlige stiller til omsorgssektoren. Artiklens pointe var, at kun ved at vælge en form på dokumentation, som samtidigt tilfører værdi til organisationen, kan man få noget brugbart ud af kravet om at dokumentere al sin gøren og laden. Illusioner om styring - men også udveje Docent, cand. scient., dr. phil. Verner C. Petersen ved Handelshøjskolen i Århus, tager en anden vinkel ind til de eksisterende dokumentationskrav. Han siger ganske enkelt fra over for dem! I en ny bog Vildveje i Velfærdsstaten siger han at: man ikke kan styre, regulere og måle sig til fællesskab eller til en velfærdsstat med velfungerende offentlige institutioner og ansvarsfulde borgere. Men i dagens Danmark er det blevet vigtigere at have regler end at tænke sig om, konstaterer Verner C. Petersen. Vigtigere at have vilkårlige mål end velbegrundede formål. Vi gør det, vi bliver målt på - og ikke det, vi betragter som vigtigt og rigtigt Ledere: Gå ud og rør ved problemerne Verner C. Petersen har i snart 20 år forsket i teorier om og brug af nye styringsformer og har nærmest stået fadder til moderne ledelsesbegreber som værdibaseret ledelse og selvorganisering. Han forudser, at initiativerne til velfærdsreformer vil føre i diametralt modsat retning. Velfærdsforslagene vil fremme ansættelse af ledere, der har mere fokus på metoder og værktøjer altså styring og administration end på ledelse! Det vil tiltrække uselvstændige administratorer, som sidder bag deres computerskærme. Der er brug for det modsatte: Modige ledere, der tør gå ud og røre ved problemerne mener forskeren. Er det, der ikke kan målsættes og måles, værdiløst Verner C. Petersen postulerer, at: - resultatet bliver, at medarbejdernes personlige ansvar eroderes, og at fællesskabet går i opløsning. De nye reformer bidrager til at skabe et styringsmæssigt monster, et vrangbillede af rationalitet og fornuft. Med udgangspunkt i et verdensbillede, der projicerer naturvidenskabelig og økonomisk metode ind over velfærdsstaten og de offentlige institutioner, destruerer vi en forståelse og indsigt baseret på tavs viden og uudtalelige værdier. Resultatet bliver en halvering af verden. Alt, hvad der ikke kan udtrykkes eksplicit, er ikke viden og alt, hvad der ikke kan målsættes og måles, er værdiløst. 4 Docent, cand. scient., dr. phil. Verner C. Petersen

5 .. giv indflydelse og ansvar Han finder det spild af tid, at offentlige ledere skal formulere luftige papirerklæringer om organisationens vision og mission. Seneste skud på stammen er lederkodeks. Oftest er indholdet ufatteligt banalt: Det er meget moderne, og det koster en masse tid; men indholdet er typisk bare noget, der burde være en selvfølge. Det betragtes næsten som voodoo en bevægelse! -Som virker, bare det står skrevet ned! Men ord på papir ændrer jo i sig selv ingenting!! Giv medarbejdere størst mulig indflydelse Verner C. Petersen opfordrer de ansatte i den offentlige sektor og deres faglige organisationer til at sige eftertrykkeligt fra over for regelvældet: kræve mindre styring og mere ansvar. Og til politikerne appellerer han om at indstille detailreguleringen og give reelt selvstyre og selvforvaltning til de institutioner, der skal udføre opgaverne. Ud fra devisen, at størst mulig indflydelse på tilrettelæggelse og udførelse af opgaverne giver større følsomhed over for opgaven, fleksibilitet i opgaveløsningen og mulighed for nye løsninger. Stol på medarbejdernes formåen og ansvarlighed Detaljerede mål og standarder skal skrottes til fordel for opgaveløsning ud fra formål, og de mange krav om målinger og detaljeret dokumentation skal erstattes med egenkontrol. Samtidig bør man i det offentlige satse meget mere på de basale principper i værdibaseret ledelse og selvorganisering, hvor formål, tillid til lederes og medarbejders professionelle formåen, indsigt og ansvarlighed er højt prioriteret, mener samfundsforskeren. Han indrømmer, at opgaven ikke er nem. Og at det formentlig vil møde modstand fra mange sider mange medarbejdere og tillidsrepræsentanter vil umiddelbart være mere trygge ved en omfattende og detailreguleret personalepolitik. Fra politikerne vil kritikken lyde, at det så ikke er muligt at sikre en ensartet service til borgerne. Udførelsen af arbejdet vil blive forskellig. Men vi er nødt til at give ansvaret tilbage til menneskerne, hvis vi vil have et velfungerende samfund, og jeg tror, at de fleste af os hellere vil behandles som mennesker end at blive behandlet ens! I bogens sidste afsnit peger Verner C. Petersen på, hvad han kalder et omrids af nogle udveje. Det er bl.a. de, der er antydet ovenfor. 5 Han har et illustrativt - - og sjovt! - - eksempel til understregelse af en god pointe om at vi hver især må tage vort ansvar. Lad os slutte med dette eksempel: Pligt til at vise ansvar også i situationer, hvor det ikke findes specifikke regler. Mange har troet, at det blot gælder om at reducere den detaljerede regulering. Alle de idiotiske regler, som man ynder at vise frem for at påpege, hvor dumme lovgiverne og bureaukraterne er. Så enkelt er det imidlertid ikke. Det kan et eksempel demonstrere: For et par år siden viste TV2 Nyhederne en uge i træk hver aften eksempler på regler, som enhver da kunne se var tåbelige. En aften ser men en kvinde stå i grøftekanten ved et busstoppested et sted på Fyn. Hun står der med sine to store hunde og venter på bussen. Et øjeblik senere kommer bussen, og så kommer det sjove. Det viser sig, at busselskabet har en regel om, at man kun må medbringe én hund. Er det ikke tåbeligt, når hun nu har to hunde? Ha ha! Nej, det er det ikke. Problemet er et helt andet. Det er, at busselskabet tilsyneladende har set sig nødsaget til at have en detaljeret regel, fordi tåber i grøftekanten ikke af sig selv kan indse, at det ikke er en god ide at medbringe to store hunde, uanset hvor meget de nu fungerer som ens små børn. Så længe man tænker som konen i grøftekanten, har vi et problem! -Et problem, der direkte fører til krav om flere detaljerede regler, mere kontrol og strengere sanktioner. Alternativet, det eneste alternativ er, at man indser, at den frihed, man har, er en frihed i fællesskab! Haveperspektiv fra Dorthe Mariehjemmet i Rødovre

6 Fra vores egen verden Det lille Mariehjems dilemmaer Lige siden Mariehjemmene startede for 50 år siden har der været fokus på at etablere små hjem uden institutionspræg. Det er helt afgørende, at boligen først og fremmest fungerer som et hjem, hvor beboeren er herre i eget hus. Mariehjemmene arbejder for at fremme det gode liv for beboerne, hvad enten det er ældre mennesker eller mennesker med handicap. Det er derfor hensigtsmæssigt jævnligt stille det kontante spørgsmål, hvordan beboerne kan få et hjem, som er skræddersyet til deres behov? Vi må spørge os selv: kan vi tænke os at bo her? I Mariehjemmene vil vi kun etablere og udvikle tiltag, hvor vi selv kunne tænke os at bo! Artikel af Kristian Wedel Andersen, udviklingskonsulent i Fonden Mariehjemmene Trenden er mindre enheder Tendensen i kommuner og regioner er, at flere borgere med handicap flytter i almindelige boliger eller i mindre botilbud. Mange pårørende oplever denne udvikling positiv, fordi de reelt oplever, at de kommer på privat besøg hos deres pårørende, og ikke som et besøg på en institution. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at mange beboere kæmper med ensomheden og manglende fritidsmuligheder, så vi skal være brobyggere i forhold til at kunne anvende lokalsamfundets mange muligheder. Både i Sverige og Norge har man afinstitutionaliseret og arbejder med mindre enheder. I Sverige har man lovgivet, så der kun er 4 5 beboere pr. enhed, foruden at beboerne kan have meget forskellige funktionsniveau. Det giver både medarbejdere og beboere nogle andre udfordringer, fordi vi skal være åbne overfor alle ideer og bruge vores faglighed optimalt. Medarbejderne skal være rustet til at arbejde med den enkelte beboer, og den enkelte medarbejder har brug for sparring for at kunne støtte og hjælpe det enkelte individ bedst muligt. Hvornår er det et hjem? Vi drømmer alle sammen om at skabe det gode hjem for hver enkel beboer. Det er derfor vigtigt, at vi tænker os godt om, når vi etablerer nye hjem. Selvbestemmelse og det at kunne være privat er vigtigt i skabelsen af et hjem. 6 Forstander Anne Højen Sørensen, Birthe Marie Forstander Anne Højen på Birthe Marie siger: Det er os som pædagoger, der er på udebane, når vi bevæger os ind i beboerens privatsfære, som det at komme i deres hjem. Beboerne skal have mulighed for at være privat og have selvbestemmelse i bolige!. Selvbestemmelse handler om at være med til at pege på egne behov og indrette sin egen bolig. Det kommer ikke af sig selv, og der er ikke nogen fællesopskrift på det; men der skal arbejdes med dialog og opbygning af et samarbejde med den enkelte beboer for at kunne sikre gode betingelser for et hjem. Det gode hjem er kendetegnet ved, at beboeren selv vælger hvilke fællesskaber de vil deltage i. Kontakten til andre er ofte interessedrevet. Det sociale liv udleves ikke kun i fællesarealer i tilknytning til boligerne, men også i dagtilbuddet, kulturlivet og aftenskolen. Der skal mange forskellige kulturer i spil for at skabe et godt hjem, og det udfordrer de små hjem, fordi de skal have fokus på livet udenfor botilbuddet. Der skal være plads til fleksibilitet, så beboerne selv kan vælge. Fordele ved små hjem I Mariehjemmene har vi holdt fast ved, at tilbuddene ikke

7 .. vi må ikke miste udsynet må være for institutionsagtige, og der bygges konkret små hjem som Birthe Marie, hvor der bor 12 mennesker med udviklingshæmning. Forstander Anne Højen beretter, at der er mange fordele ved at være et såkaldt lille hjem og arbejdsplads. Det er både godt for beboerne og personalegruppen, at tilbuddet er overskueligt, da man får et godt kendskab til hinanden. Men det kan også være farligt i relationen, da vi jo gensidigt danner nogle billeder om hinanden. Det kan betyde, at vi fastholder hinanden i roller, som kan være svære at bryde. Problemet ved at være et lille sted kan desuden være, at det kan være vanskeligt at tænke nyt, da man ofte drukner i dagligdagens mange gøremål. Det er derfor vigtigt, at Mariehjemmene fortsat udbyder fællestemadage, hvor de små hjem kan sparre og udveksle erfaringer med hinanden. Det pædagogiske arbejde er som at udøve en kunst Anne Højen sammenligner pædagogik med at være udøvende kunstner; til tider kan det være kompliceret og andre gange let. Det er et arbejde, som aldrig bliver ensformigt, og hvor man aldrig ved, hvad dagen bringer. Kontaktperson-ordningen er et fint redskab i det pædagogiske arbejde for at skabe en individorienteret støtte til den enkelte beboer, men også her er der farer, som lurer. Det kan nemt blive en kamp mellem pædagogerne om hvem, som ved bedst. Anne Højen nævner, at der, såvel de personlige som de faglige forudsætninger, er krav om vedvarende at forholde sig til den professionelle funktion. Den pædagogiske opgave drejer sig således om viden, erfaringer og støtte til det enkelte individ. Anne Højen påpeger, at der skal være basis for refleksioner på os selv, så vi forholder til hinandens arbejde med faglige overvejelser og bruge spørgsmålet som et aktiv. Der er altid flere mulige svar på forskellige dilemmaer. Hvordan bliver det hjemlige en styrke? Personalets personlige kompetencer i kontakten med borgeren kan meget let blive oplevet som private af beboeren. Dette kan få betydelige konsekvenser for såvel personalet som beboeren i form af misforståede forventninger. Dette er en af de udfordringer, som medarbejderne på Birthe Marie arbejder med. Hvordan skaber vi en naturlig relation, som tager udgangspunkt i kompetencer og faglighed. Det har også sat fokus på pædagogens mange opgaver, hvor det ofte skal balanceres hårfint for at respektere beboerens privatsfære. Anne Højen påpeger følgende opmærksomhedspunkter, når vi samarbejder med beboerne. Vi skal: - hjælpe uden at blande os - tage stilling uden at tage over eller invadere - være personlig uden at være privat - sætte grænser uden at begrænse udfoldelsesmulighederne - lade beboeren træffe egne valg uden at omsorgssvigte - være netværk uden at skubbe andre netværk ud - holde en professionel distance uden at distancere sig - respektere uden at acceptere hvad som helst - forholde sig til beboeren som et helt menneske uden at overvurdere beboerens kompetencer 7 Anne Højen er meget optaget af, at små hjem ikke må blive til et lukket system, som mister udsynet. Det ville være til stor skade for både beboere og personale. Hvis vi skal have vores berettigelse, skal vi være fremme i skoene.

8 Fra vores egen verden Jesper Maarbjerg har talt med stifteren af Mariehjemmene fru Rørdam Holms datter, om hvordan det har været at være datter til en så aktiv mor, og hvordan det var at flytte på plejehjem som 11 årig. Vi fik 23 bedsteforældre Når man taler med Else Marie Holm-Jørgensen om hendes barndom, får man et billede af en ret speciel tilværelse. Før Mariehjemmene blev stiftet levede familien mand, kone og 4 børn - på Nørrebro i en 2-værelses lejlighed på 56 kvadratmeter (mindre end en ældrebolig i dag!). Børnene i det ene værelse og forældrene i det andet. Fru Rørdam var deltidsansat natsygeplejerske og hendes mand kørelærer for handicappede. Det krævede en organisering, hvor alle børnene deltog i det praktiske, hun selv sikrede sig søvn, når børnene var i børnehave/skole og manden på arbejde. Travlt og trangt har det været. Rose Mariehjemmet starter Det store skift kom, da fru Rørdam stampede et indskud sammen på sine egne kr. fra den hævede pension og yderligere kr. ved et banklån - med 7 kautionister. Det bragte hende i stand til at købe den tidligere kinesiske ambassade, som i en årrække havde stået tom og var i en miserabel stand prisen var kr. Fru Rørdam blev separeret, og hun flyttede ind med nu 3 børn i Rose Mariehjemmets kælder på Brodersens Allé i Hellerup.Det var her, fru Rørdam fik opfyldt sin drøm om at etablere et hjem for ældre. I forhold til den stil man drev plejehjem efter den gang, blev det understreget, at det var et hjem, hvor beboerne havde mulighed for en individuel tilværelse, men også hvor de deltog i de praktiske gøremål i huset. Mere ældrekollektiv end plejehjem I dag er der med en tilbygning sikret, at der kan være moderne boligforhold for 15 beboere, men dengang var forholdene anderledes. Udover familien boede der 23 ældre mennesker, samt lidt personale i det oprindelige hus, hvor der naturligvis ikke var enkeltværelser til alle beboerne. De ældre var langt fra så plejekrævende, som man i dag er, når man kommer i plejebolig, og det betød, at huset i realiteten var et stort kollektiv. Ofte var det frygten for at bo alene, der betød, at man ønskede at flytte ind på Rose Mariehjemmet (Rose). Der er eksempler på, at beboere fra Rose fik det bedre og derfor flyttede derfra, ligesom en beboer på Rose engang blev ansat som regnskabsfører. Det var beboerne, der lærte den lille Else Marie at spille klaver og male akvarel m.v.. Altså et noget andet miljø, end det, der er normalt på plejehjem i dag. Beboerne og personalet blev familien Denne tid huskes som en tid, hvor fru Rørdam viede al sin tid til beboerne og personalet - hun tog sig mindre af sine egne børns personlige problemer, men sikrede dog hele tiden, at de vænnede sig til at klare udfordringer og samtidig kom i gang med nogle gode uddannelser - og så hjalp de altid til i huset.til gengæld fik børnene 23 Rose Marie Rørdam Holms datter Else MarieHolm-Jørgensen bedsteforældre samt tanterne og personalet som familie! Fru Rørdams aktivitet betød, at hun efter at være kommet ovenpå økonomisk, erhvervede sig flere store villaer, der blev indrettet til plejehjem, men dog også en til privat bolig med kontor. For fru Rørdam var personalet som familien Når hun ansatte medarbejdere, tog hun sig af dem, som om de var medlemmer af familien. Hvis man var ansat som ung pige til at hjælpe til i privaten, lå det lige for, 8

9 .. jeg har været med alle 50 år at man også blev bedt om at hjælpe til i arbejdet med de ældre ved f.eks. at tage en nattevagt. Den slags fik bl.a. Lone Markussen (Redaktionen: Senere forstander, udviklingskonsulent) erfaring med. Det vigtige var imidlertid, at fru Rørdam tog sig af dem, der arbejdede hos hende. Hun sikrede dem bolig, interesserede sig for deres kvalifikationer til en senere uddannelse til f.eks. sygeplejerske, men hun sikrede også, at de, der drømte om en bestemt uddannelse uden at have gaverne til det, blev ledt ind i mere realistiske drømme. Hun hjalp dem med deres private problemer og ofte deltog hun i pigernes bryllupper. Det var vigtigt for hende, at hendes plejehjem blev gennemsyret af en speciel ånd, hvor medarbejdere og ledere deltog i alle gøremål uden for stor skelen til faggrænser eller position i hierarkiet. Det var i orden, hvis man havde begået en fejl, blot man vedkendte sig det. Hun brød sig ikke om eftersnakkere, men respekterede modstand. Talen, der ikke blev holdt! Til Mariehjemmenes jubilæumsfest den 25. oktober ville Else Marie Holm- Jørgensen, der er datter af fru Rørdam Holm have holdt en tale. Hun havde aftalt med Master Fatman, at hun skulle have ordet som den sidste inden kaffen, men desværre glemte han aftalen. Derfor bringes talen her i stedet! Selv stod Else Marie tit op imod sin mor og det respekterede hun. Hovski-snovski -sygeplejersker kunne hun ikke fordrage. En sygeplejerske ringede en dag til hende og beklagede, at hun ikke havde personale til at tørre op efter en beboer, der havde kastet op. Fru Rørdam tog selv af sted og ordnede det, men den pågældende sygeplejerske fik ikke lang tid i Mariehjemmene. Når Else-Marie skal karakterisere sin mors ledelsesstil, sammenligner hun hende med Flemming Østergaard fra FCK og det mener hun meget positivt. Han kærer sig om personalet på samme måde. Else Marie er ikke i tvivl om, at den holdning til ældre, hun er flasket op med hos sin mor, har præget hende fundamentalt. Hele den måde at gå ud fra, at ældre får det bedre ved at være aktive og selvbestemmende, har ligget som et fast udgangspunkt hos hende lige fra den første tid på Rose - også selvom hun absolut i forhold til sin mor har haft mange problemer, og derfor valgte sin egen vej i stedet for at forsætte i Mariehjemmene, som det var fru Rørdams drøm. Jesper Maarbjerg Det er mig en kæmpe glæde at være med her i aften. Hele arrangementet og stemningen har bragt minderne om de fordums årlige personalefester frem. Jeg har selv som ansat på Rikke deltaget i optræden. Dengang lavede hvert hjem sit lille indslag, men denne gang mødte I hinanden på tværs. Det var en fin idé. Jeg er nok den eneste her, som kan prale af at være flyttet på plejehjem som 11 årig. Vi kom fra en lille toværelses lejlighed på Nørrebro til slottet Rose Marie Hjemmet. Familien boede i kælderen, men vi spiste med beboerne og var i det hele taget en del af livet upstairs. Det kunne jeg fortælle mange historier om, men ikke denne gang. Mor var almindelig natsygeplejerske på Finsen Hospitalets øjenafdeling, da de fik meddelse om, at afdelingen skulle lukkes. Det gav startskuddet til, at hun gik efter sin drøm om at skabe et hjem for gamle. Et hjem med tryk på hjem. Hun drømte ikke om at det skulle ende med mere end ét, men det blev meget mere end det.. Hun havde kun sin basale sygeplejerskeuddannelse, hun 9 havde ingen penge, hun var 49 år og blev samme år separeret fra min far, så hun stod også som enlig mor til 3. Det var modigt; men hun kunne ikke lade være, hun så ingen alternativer. Jeg vil i aften gerne fremhæve specielt 3 lærdomme, som hun har givet videre: Den første lære er. Ha altid hjertet og den gode mavefornemmelse med, når du arbejder med andre mennesker, optræd respektfuldt og aldrig nedladende. (artiklen fortsætter på side 11)

10 Fra den store verden På Roskilde Universitetscenter er der i 2007 oprettet et Center for Socialt Entreprenørskab, og i begyndelsen af november afholdt centret sin anden årskonference. Centret koncentrerer sig om metoder til udvikling og ledelse af sociale aktiviteter især i alternative former. På konferencen så vi atter i år tidligere Socialminister og Finansminister Palle Simonsen som deltager. - En ældre herre, der med sine 75 år let kunne have valgt at være passiv i sit otium, men som virker stik modsat. - Aktiv, engageret og inspirerende. En social entreprenør Palle Simonsen Artikel af Jesper Maarbjerg bestyrelsesformand Fonden Mariehjemmene Hvad er det der driver værket? Hvor kommer engagementet fra? Det fortæller han beredvilligt om! Palle Simonsen syntes, det var et stort problem, at det frivillige arbejde og de selvejende institutioner blev sat til side ved gennemførelsen af bistandsloven i På samme tid fik han berøring med bl.a. Spastikerforeningen, der åbnede Jonstrupvang, hvis første formand han blev, og hvor han i sin bestyrelse bl.a. havde den anden kendte socialpolitiker fra de konservative - Lis Møller. Det medlemskab har indebåret mange års interesse for de handicappede, og først for nylig er han trådt tilbage som formand for Vanførefonden. Når interessen for det frivillige arbejde til stadighed stimuleredes, skyldtes det den omklamring fra de kommunale socialforvaltninger, man mange steder syntes de sociale klienter blev udsat for. (- det var dengang! ) Der var på det tidspunkt både i Folketinget, kommunerne og i brede kredse i befolkningen en tro på, at socialt arbejde reelt set kun kunne udøves af professionelle medarbejdere - oftest kommunalt ansatte - og især det frivillige arbejde blev karakteriseret som hattedame-beskæftigelse. I midten af 70-erne var han formand for Gentofte Børnevenner som driver et stort antal daginstitutioner mm. Børnevennerne var specielt af venstreorienterede grupper i kommunen netop blevet beskyldt for at være sådan en hattedame-forening. På et stormfuldt møde med over 500 deltagere sikrede han Børnevennernes fortsættelse ved at tage forældre, der var aktive benyttere af børneinstitutionerne ind i bestyrelsen. Og han så samtidig et enormt engagement udvikle sig. Ved selvsyn oplevede Palle Simonsen derved, at der kunne fremkaldes masser af kræfter ved inddragelse af ikke-professionelle og frivillige. 10 Som Socialminister fastholdt Palle Simonsen interessen for at støtte det frivillige arbejde. Under en rejse i Israel i 1982 kunne han erfare, hvordan man der i universitetsregi forskedes i udviklingen af frivilligt socialt arbejde, og det gav inspiration til at presse udviklingen yderligere frem herhjemme. Et af initiativerne var dannelsen af Kontaktudvalget for Frivillige Organisationer. Det blev et udvalgt, der satte mange undersøgelser i gang, og blev brugt til at samle de frivillige organisationers synspunkter og ønsker om indsatser på området. Nu hedder arvtageren af udvalget Frivilligrådet, hvor SAS-direktøren Susanne Larsen er blevet formand. Den ændring er meget interessant, idet der nu ikke længere alene er organisationsinteresser, der kanaliseres frem fra rådet. På det senere har Palle Simonsen været involveret i at sikre etableringen af det Center for Socialt Entreprenør-

11 .. et fyrtårn i frivilligt socialt arbejde skab, som netop er anledningen til dette interview. Han blev her kontaktet af Lars Hulgaard der er leder af centret, og de fandt en mulighed for et stort tilskud fra Satspuljen, som kan sikre centrets eksistens i 4 år og som allerede har givet pote, idet der er god søgning til masteruddannelsen i socialt entreprenørskab. Ved siden af er han også engageret i det private Center for Socialøkonomi og flere sociale institutioner som bl.a. Kofoeds Skole. Palle Simonsens løbende interesse for det frivillige sociale arbejde betyder, at han nok er den politiker, der har det mest indgående kendskab til selvejende institutioner og frivilligt arbejde i Danmark. Han er her bl.a. nervøs for udviklingen af organisationer der driver institutioner, hvor kommunerne i deres samarbejdsaftaler overtager løn- og regnskabsadministrationen. Det ser så uskyldigt og serviceagtigt ud, men det udhuler i virkeligheden de selvejende institutioner, fordi de får en dårligere føling med den dagligdag, de er sat til at tage ansvar for. Udviklingen er et udtryk for kommunernes manglende interesse for de selvejende institutioner, og hvis institutionerne selv er for passive, så bremses udviklingen ikke. Det er vigtigt, at organisationernes bestyrelser er dem, der tegner deres områdes udvikling, og det er vigtigt, at bestyrelsesarbejdet tages så alvorligt, at de har lyst til at træde frem og tegne firmaet, og bliver tydelige fortalere for de bevægelser de repræsenterer. Hvordan friplejeboligloven kommer til at virke, er han spændt på at se men hans skepsis er stor! Palle Simonsen kunne godt tænke sig, at det frivillige sociale arbejde kommer til at stå langt stærkere i udviklingen af det sociale område og kan undre sig over at det ikke er de borgerlige partier, men derimod Socialdemokraterne der har trukket området frem i dag. Vi andre vil nok i lang tid endnu se Palle Simonsen som et fyrtårn i udviklingen af det frivillige sociale arbejde. (Artikel fortsat fra side 9) At sige lille fru Jensen, skal vi på toilettet var opsigelsesgrund. Den anden lære er: Du er aldrig for gammel til at skifte bane og gå efter din drøm. Ja hun var 49 år, da det startede og 60 år, da Spanien eventyret kom oveni plejehjemmene. På det tidspunkt, hvor mange i dag går på efterløn, fulgte hun personligt hver 3.uge et stort fly fuld af nye patienter til Spanien, var der i nogle dage for at samle op på personalet og så hjem til plejehjemmene og alle de andre gøremål. Jeg er sikker på, at der her i aften sidder flere enlige mødre og flere på omkring de 49 år Prøv at mærke efter, hvordan det ville føles for jer, at tage et sådan spring, som min mor gjorde. Den tredje lære er: Giv medarbejderne masser af omsorg og anerkendelse. Hos hende var det også omsorg og anerkendelse at vise og sige til en medarbejder, at hun/han duede til plejejob. Man var ikke i tvivl, om man var inde i varmen, eller om man skulle søge andre veje. Hun var helt sikkert noget særligt, og det har været dejligt at se og mærke, at hun ikke er glemt. 11 MEN historien endte jo ikke med hende. Selvom Mariehjemmene næsten har været ved at uddø, så er de båret frem til ny frugtbarhed. Ellers havde vi ikke været her i dag. Den sidste del af historien, nutiden og fremtiden har andre æren af. Arne Skovgaard har i alle årene stået i spidsen for denne udvikling, godt støttet af sin familie - ikke mindst Bodil - men også støttet af vedholdende medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, så den røde tråd blev holdt. Hans børn har også fejret mangen jul på Rose, selvom de ikke har boet der. Derfor vil jeg gerne se Arne heroppe, og du må gerne tage Bodil med. Så vil jeg bede jer alle om at rejse jer og sammen med mig udbringe et leve for Arne og Bodil. 3 lange og et hu. Kan I forsat have en super fest tak for i aften. Master Fatman undskyldte meget, men den kunne ikke reddes i land, og det er så her, jeg har brug for jeres hjælp ude på hjemmene. For kan I ikke love mig, at I ved en passende lejlighed, når Arne mindst venter det, trækker ham op og giver ham 3 lange og et hu for hans del af historien, meget gerne ved beboernes medvirken. Jeg vil se frem til at få en mail fra hvert af hjemmene, når det er sket. De bedste hilsner fra Else Marie Rørdam Holm-Jørgensen emhj@kabelmail.dk

12 MarieBladets bagside 25 års jubilæum på Ellen Mariehjemmet Susan Christiansen er sygehjælper og har været ansat på Ellen Mariehjemmet i 25 år den 1. oktober Susan blev fejret på behørig vis, og helt efter Susans ønske med brunch for kollegerne. Det blev en rigtig god formiddag med taler, blomster og ikke mindst gaver fra både beboere, medarbejdere og fra Ellen Mariehjemmet. Susan har arbejdet i forskellige vagter, men ligegyldigt hvilken vagt hun har været i gang med, er det med engagement og interesse hun går til arbejdet med. Hun er vellidt af både beboere og kolleger og ledelse for sin umiddelbare hjælpsomhed og loyalitet og for altid at støtte op om dem, der har hjælp behov. Susan har udviklet sig meget gennem årene fra at være stille og tilbageholdende til at blive en pige, der tør komme frem med sine synspunkter og kan argumenterer for dem. Udover sygehjælperjobbet om dagen, er Susan også vaskeribestyrer. Dette job bestyrer hun med hård hånd og entusiasme, så alt fungerer perfekt. Og der er altid rent og strøget tøj. Vaskemaskinerne bliver passet og rengjort, så når Susan har forladt vaskeriet, er der fint og i orden. En anden meget vigtig opgave, som Susan påtager sig, er, at hun inviterer beboere ned i vaskekælderen, hvor de deltager ved at lægge tøj sammen, stryger og sætter mærker i tøj m.m. Susan serverer kaffe, og hun sludrer med beboerne samtidig med at arbejdet foregår. Mange tak for din indsats på Ellen. Alt det bedste fremover ønskes du af bestyrelsen, ledergruppen og dine kolleger. Redaktion har modtaget udklip fra ugebladet Søndag. Mariehjemssangen Ved Jubilæumsfesten 25. oktober 2008 blev der i en af de tre workshops skrevet en hyldestsang sammen med Ivan Pedersen; en sang, der vandt stor genklang blandt festdeltagerne. 1. Rose, hun tog fat en gang og nu står vi her det er et utroligt eventyr Tusind roser og en sang sender vi enhver der ta r del i hverdagens postyr - skal vi si det - (så) ka vi li det - (og) det ska bli til - dette her og meget mer Vi Mariehjem ka vi bar lidt mer? Ja, nu du si r det Så e det lige det, vi kan. 2. Vi har mange prikker på hver og én unik bredde er det bedste kort vi har Vi er nemlig sikre på alle får et kick når vi bruger det talent vi har - og vi tryller - fra alle hylder - for vi skylder - gamle Rose en salut Vi Mariehjem vi bli r fler og fler og vi ka klar det overalt i dette land. 12