Maj 2013 Debatoplæg 5 temaer om fastholdelse af unge med uddannelsespålæg i uddannelse

Transkript

1 Maj 2013 Debatoplæg 5 temaer om fastholdelse af unge med uddannelsespålæg i uddannelse Læring fra 7 projekter i puljen Fastholdelse af unge med uddannelsespålæg i uddannelse igangsat af Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland 2012/13

2 Indledning Kort om puljen For mange unge på offentlig forsørgelse får ikke en uddannelse, og et redskab, der skal bedre den statistik, er at give de unge et uddannelsespålæg. I et initiativ igangsat af Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland er jobcentre, Ungdommens Uddannelsesvejledning og uddannelsesinstitutioner gået sammen om at udvikle gode metoder til at fastholde unge, der får et uddannelsespålæg, i uddannelse. 7 projekter har henover efteråret 2012 og vinteren 2013 udviklet samarbejdsmodeller, aftaler, metoder og koncepter, der skal sikre bedre fastholdelse. Beskæftigelsesregionen har støttet udviklingsarbejdet, og projekterne har forpligtet sig til at afprøve dét, de har udviklet i foråret og sommeren Formålet er at få mere viden om, hvordan man kan: fremme et solidt og holdbart valg af uddannelse hos de unge få de unge til at starte på uddannelsen fastholde de unge, så de gennemfører uddannelsen forhindre, at de unge cykler rundt mellem uddannelse, jobs og offentlige forsørgelse. Debatoplæg I dette debatoplæg kan du læse om projekternes erfaringer og resultater. Debatoplægget er opdelt i 5 overordnede temaer, der med hvert sit omdrejningspunkt formidler perspektiver, erfaringer, problemstillinger og løsninger fra udviklingsarbejdet i projekterne. Oplægget lægger således op til en debat om, hvordan jobcentrene i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning og uddannelsesinstitutionerne kan medvirke til og understøtte, at de unge med uddannelsespålæg fastholdes i uddannelse. Vi håber, at debatoplægget vil bidrage til læring i projekterne og til spredning og diskussion af projekternes udviklingsarbejde, så andre jobcentre, UU er og uddannelsesinstitutioner kan bruge og bygge videre på erfaringerne. God læselyst! - 2 -

3 Indhold Kort om uddannelsespålæg... side 4 Tema 1:... side 5 Hvordan får jobcentrene uddannelsespålægget til at virke efter hensigten? Tema 2:... side 9 Hvordan kan jobcentret vejlede unge om uddannelse? Tema 3:... side 14 Hvornår skal der gøres noget særligt for unge med uddannelsespålæg? Tema 4:... side 19 Samarbejde 1: Hvilke problemer kan samarbejde løse? Tema 5:... side 24 Samarbejde 2: Hvordan håndterer man udfordringerne? - 3 -

4 Kort om uddannelsespålæg Uddannelsespålæg blev vedtaget som et led i aftalen En ny chance til alle og trådte i kraft den 1. april Formålet med uddannelsespålægget er, at flere unge bliver afklaret og optaget på en uddannelse, påbegynder og gennemfører en uddannelse. I forbindelse med det individuelle kontaktforløb skal jobcentret vurdere, om unge i målgruppen kan tage en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på almindelige vilkår. I så fald skal de gives et uddannelsespålæg og opfylde krav om at vælge og søge optagelse på, påbegynde og gennemføre en uddannelse. Unge i målgruppen, der ikke vurderes til aktuelt at kunne tage en uddannelse på almindelige vilkår, skal via aktiveringsforløbet så vidt muligt bibringes forudsætningerne for at kunne tage en uddannelse på almindelige vilkår. Hvis den unge uden rimelig grund ikke overholder uddannelsespålægget, for eksempel ved ikke at komme med uddannelsesforslag eller ansøge om optagelse på uddannelsen inden for de fastsatte frister, skal kommunen iværksætte sanktioner, indtil den unge lever op til kravene

5 Tema 1: Hvordan får jobcentrene uddannelsespålægget til at virke efter hensigten? Erfaringer fra projekterne At give unge uddannelsespålæg skaffer ikke i sig selv alle unge i uddannelse - jobcentrene er i gang med at kvalificere deres brug af pålægget For få år siden skulle jobcentret hjælpe unge i job hurtigst muligt. Nu skal de unge hjælpes direkte i uddannelse, og rammerne er klare: Jobcentret skal give uddannelsespålæg til unge i målgruppen, og målet er, at de unge bliver afklaret om uddannelsesvalg, optaget på en uddannelse, påbegynder og gennemfører uddannelsen. Det er lettere sagt end gjort - i jobcentrene har man hurtigt erfaret, at pålæg ikke i sig selv får de unge i gang og fastholder dem i uddannelse. I flere projekter er man derfor gået i gang med at kvalificere brugen af uddannelsespålægget. Jobcentrenes brug af uddannelsespålæg Jobcenter Greve gør status over uddannelsespålæggets historie i de tre jobcentre, der er gået sammen i ét af de syv projekter: Først fik ingen unge uddannelsespålæg og så fik alle, så snart de mødte jobcentret. Nu arbejdes der med at blive bedre til at vurdere, hvornår den enkelte unge er uddannelsesparat og skal have uddannelsespålæg. Og med at udvikle indsatsen for de unge, der får uddannelsespålæg, så de samtidig får hjælp til at få truffet et kvalificeret uddannelsesvalg: Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde samme problemstilling nemlig at vi bare havde givet alle unge uddannelsespålæg. I alle tre jobcentre var vi ved at revurdere, hvilke unge der egentlig var egnede til at få pålægget, og hvordan vi skulle gøre pålægget mere relevant for den enkelte unge. Målretning af uddannelsespålæg Det er en generel erfaring på tværs af projekterne, at hvis uddannelsespålægget skal virke efter hensigten, så skal jobcentrenes afgivelse af pålægget times rigtigt, så pålægget gives tidligst muligt, men ikke før den enkelte unge er i stand til at leve op til pålæggets krav. Pålæggets trin og tidsfrister skal tilpasses den enkelte unge. Og sidst, men ikke mindst har mange af de unge i målgruppen brug for hjælp til at vælge og søge, komme godt i gang og gennemføre en uddannelse. I Jobcenter Vallensbæk, der er med i et andet af puljens projekter, er man blevet mere opmærksom på, hvornår uddannelsespålægget virker efter hensigten. Tidligere gav man alle unge et uddannelsespålæg, så snart de kom ind i jobcentret; samtidig fik de at vide, at de skulle starte i aktivering ugen efter, og at de skulle søge job og lave et CV. Så glemte de unge hurtigt alt det, de skulle vedrørende uddannelse, og havde ikke forstået, hvad uddannelsespålægget handlede om. Det blev ikke vurderet godt nok, om den unge reelt kunne leve op til - 5 -

6 uddannelsespålæggets krav, eller havde sociale eller helbredsmæssige problemer, der skulle løses først (eller sideløbende). Og så virker pålægget ikke. Derfor har man ændret måden, man giver uddannelsespålæg på i jobcentret. Nu er der fokus på, at få styr på den unges situation og uddannelseshistorik, på hvornår den unge er parat til at starte, og på at hjælpe med at kvalificere uddannelsesvalget. Pisk og gulerod er ikke nok Lidt længere nordpå, i Halsnæs og Hillerød, har et andet projekt sat fokus på dialogen med de unge som dét, der skal kvalificeres, hvis flere skal fastholdes i uddannelse. Derfor har jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner udviklet en fælles dialogguide til samtalerne med unge, som har uddannelsespålæg. Aktørerne i projektet oplever, at det er svært at få de unge (og deres forældre) til at indse, at uddannelse er nødvendig. De unge har hørt, at de skal uddanne sig, men de er skoletrætte og drømmer ikke om mere uddannelse, men om et ufaglært job. Et uddannelsespålæg får måske de unge til at begynde i uddannelse, men de holder ikke fast, når udfordringerne melder sig og motivationen er svær at finde. Så er det forfra igen med valg af en anden uddannelse, hvor de også falder fra. I Halsnæs og Hillerød spurgte medarbejderne sig selv, hvorfor de unge ikke klarer udfordringerne på skolerne, og de kom frem til, at det var nødvendigt at tage fat på motivationsbegrebet: I vores brug af uddannelsespålægget blev der arbejdet meget med ydre styring af de unge, hvor det mest handlede om pisk og gulerod. Der blev næsten aldrig talt om den unges personlige indstilling og oplevelse af processen. Vi ville gerne finde en mere professionel måde at arbejde med motivation på, fortæller de i projektet. De vil skabe en mere holdbar motivation for uddannelse ved at engagere de unge via en ny dialog. Her skal de professionelle ikke blot virke som en myndighed, der informerer de unge om, at de skal uddanne sig for at kunne klare sig på arbejdsmarkedet fremover, og om hvilke sanktioner der er, hvis de ikke går i gang. De professionelle, der taler med de unge om uddannelse, skal være mennesker, de unge kan have en relation til, og dialogen skal understøtte, at de unges motivation for uddannelse styrkes. Hvis motivationen er større, bliver chancen for frafald mindre. I projektet har de udviklet en ny fælles dialogguide, der bliver afprøvet af både jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner. Guiden skal give et mere nuanceret billede af den enkelte unges ressourcer og barrierer og sikre fælles sprog og metode på tværs af systemer og institutioner. Den unge skal opleve, at det er den samme form for samtale i alle systemer, og at der er genkendelighed i emnerne, uanset om det er en samtale hos jobcentret, UU eller uddannelsesinstitutionerne. Den nye dialog skal understøtte, at den unge får en relation til de voksne, han eller hun har kontakt til, og den skal fremme, at den unge selv er med til at sætte dagsordenen i samtalerne og styrke den unges motivation

7 Hvornår fastholder uddannelsespålægget unge i uddannelse? Opskriften på at få uddannelsespålægget til at virke efter hensigten er, ud fra puljens projekter, at sætte fokus på tre faktorer: Motivation I Halsnæs og Hillerød har man, som beskrevet ovenfor, udviklet en ny model for, hvordan man ønsker at møde de unge. Udgangspunktet for udviklingen af en ny fælles dialogguide er, at unge ikke fastholdes i uddannelse, så længe der kun er tale om, at en ydre styring. Hvis uddannelsespålægget skal fungere efter hensigten og fastholde de unge i uddannelse, skal de unges egen motivation for uddannelse styrkes, så de bedre kan klare de udfordringer, de møder undervejs. Timing Skal uddannelsespålægget virke efter hensigten, er timing en vigtig faktor. På hver deres måde har jobcentrene kvalificeret vurderingen af, hvornår unge skal have uddannelsespålæg, og hvordan pålægget skal gives til den enkelte - eksempelvis: I Vallensbæk er der udviklet et 14-dages afklaringsforløb i samarbejde med en uddannelsesinstitution med efterfølgende praktik; i Brøndby og Hvidovre kvalificerer man valget via samtaler med både UU og jobcenter. Fælles er en tættere kontakt mellem jobcentre og unge, samt at uddannelsespålæg ikke længere gives automatisk, når de unge kommer til jobcentret, men derimod bruges som et arbejdsredskab, der sætter rammer og retning i kontakten og indsatsen for unge uden uddannelse. Sammenhæng I puljens projekter er der også arbejdet intensivt med, hvordan man skaber mere sammenhæng i indsatsen for de unge. I Halsnæs og Hillerød har udviklingsarbejdet været koncentreret om at skabe sammenhæng via fælles sprog og kommunikation med de unge på tværs af systemer og aktører. I Køge, Greve, Solrød og Stevns har de udviklet en fælles model for sammenhængende forløb for unge med mulighed for lokale tilpasninger. I Greve kan unge, der er uafklarede omkring uddannelsesvalg, komme i et forløb hos UU, hvor der er fokus på de unges ønsker. Efter forløbet kommer de unge tilbage til jobcentret og aktiveres, indtil de starter i uddannelse. I Køge giver man de unge mulighed for snusepraktikker, hvor de kan afklare deres ønsker til uddannelse. På den måde er der en håndholdt og sammenhængende indsats på tværs af de forskellige institutioner. Overordnet har udviklingsarbejdets omdrejningspunkt været at skabe struktur og sammenhæng mellem de forskellige forløb og systemer, så den unge ikke oplever forvirrende slip mellem samtaler, forløb og uddannelsesstart. Det mener man vil styrke de unges motivation for uddannelse

8 Debatoplæg 1: Hvordan får jobcentrene uddannelsespålægget til at virke efter hensigten? Risikoen for den, der bruger pålæg, er at miste muligheden for dialog og pædagogisk indflydelse. Hvordan skaber og bevarer jobcentermedarbejderen en tillidsfuld relation og et samarbejde, den unge kan få udbytte af samtidig med, at der gives et uddannelsespålæg? Hvordan kan der arbejdes dialogorienteret med de unge samtidig med, at de pålægges krav? Hvordan får jobcentret sat rammerne for samtalen, så de unge kan se, hvilke vilkår der er givne, og hvor de selv kan være med til at sætte dagsordenen? Hvordan sikrer jobcentret, at de unge går videre fra jobcentret og er motiverede for mødet med Ungdommens Uddannelsesvejledning og uddannelsessystemet? Hvordan får jobcentret de unge klædt på til at forstå den situation, de står i: Nemlig at det er en urealistisk ambition at arbejde som ufaglært, fordi det er alt for svært at få et ufaglært job i dag. Hvordan kan jobcentret bruge uddannelsespålægget på måder, der sikrer, at de unge tager kravene om uddannelse på sig og træffer et kvalificeret og holdbart valg, starter og gennemfører en uddannelse? - 8 -

9 Tema 2: Hvordan kan jobcentret vejlede unge om uddannelse? Erfaringer fra projekterne Jobcentrene i projekterne har erfaret, at der er forskel på at vejlede unge til hurtigste vej i job og at vejlede unge til at træffe et langt mere grundlæggende valg om uddannelse. Derfor er jobcentrene i gang med at kvalificere deres egen vejledning og udvikle samarbejdet med UU og uddannelsesinstitutionerne, der også taler med de unge om uddannelse. Jobcentrenes opgave Tidligere vejledte jobcentrene de unge ud fra et mål om, at de unge skulle i job hurtigst muligt. Nu er målet, at unge skal i uddannelse hurtigst muligt, og det har ændret jobcentrenes vejledningsopgave. I projekterne oplever jobcentrene, at vejledningsopgaven er svær, for hvilken vejledning har de unge brug for? Og af alt det, de unge kan have brug for at blive vejledt i og hjulpet med, hvad skal jobcentrets så tage sig af? Opgaven kan hurtig blive stor. Udviklingsfasen i puljens projekter har medvirket til at klarlægge, hvilke udfordringer, der skal løses. Her er et udpluk af de problemstillinger, jobcentrene har mødt i arbejdet med at vejlede unge om uddannelse: De unge mangler viden om uddannelserne I Faxe har de ikke tidligere haft dialog eller samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, og der er kun i få tilfælde udvekslet informationer. Og unge med uddannelsespålæg kom gentagne gange tilbage fra uddannelsesinstitutionerne. Analysen var, at problemet blandt andet skyldtes manglende tværgående samarbejde. Jobcentrene i Faxe, Sorø og Ringsted gik derfor - sammen med UU Vestsjælland og UU Syd og erhvervsuddannelserne i området - i gang med at udvikle en metode, der på tværs af kommunegrænser og institutioner kan fastholde unge med uddannelsespålæg i erhvervsuddannelserne. På en workshop blev jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner enige om rammerne for metoden, der efterfølgende blev videreudviklet af en arbejdsgruppe. En vigtig læring blev, at det ikke er nok at vende de unge i døren med et uddannelsespålæg og et hurtigt uddannelsesvalg, når de kommer til jobcentret. De unge skal klædes bedre på til valget af uddannelse: Vi var ikke klar over, at de unge er så uvidende om deres uddannelse, når de begynder på skolerne. Det var virkelig godt at blive opmærksom på den problemstilling. Der er jo ikke noget at sige til, at de unge falder fra, hvis de ikke aner, hvad de går ind til, siger en repræsentant fra Jobcenter Faxe om resultaterne af udviklingsprocessen

10 Uddannelsesvalget handler ikke altid om uddannelse Når det gælder afklaring og optagelse, er en anden udfordring at få formidlet til de unge, der mener, at det er mere fordelagtigt at være på kontanthjælp eller dagpenge end på SU, at de ikke kan træffe det valg at være på offentlig forsørgelse frem for i uddannelse. Med offentlig forsørgelse følger et uddannelsespålæg og en indsats, der kan hjælpe de unge til at komme i uddannelse. Herefter er den næste udfordring, at de unge føler sig presset af uddannelsespålægget og truslen om at miste deres forsørgelse, hvis ikke de lever op til pålæggets krav. Det betyder, at en del af de unge ikke nødvendigvis vælger en uddannelse, fordi de har sat sig som mål at få en uddannelse, men snarere vælger en uddannelse for at komme væk fra pålæggets krav. Projekternes svar på udfordringerne har generelt været at udvikle nye metoder i vejledningen (fx dialogguiden i Halsnæs/Hillerød der blev beskrevet i Tema 1 og screenings- og afklaringsforløb på Bornholm, der beskrives på de følgende sider). Der er frafald inden påbegyndelse af uddannelse Der er også udfordringer med at få uddannelsespålæggets andet trin om påbegyndelse af uddannelse til at virke. I projekterne har man erfaret, at når de unge har valgt og søgt ind på en uddannelse, skal de ofte vente længe på uddannelsesstart, og mange har svært ved at holde sig selv fast i ventetiden. En del af projekterne har udviklet sammenhængende forløb som et muligt svar på udfordringen (mere om det i tema 4). Hjælpen kommer for sent At få uddannelsespålæggets tredje og sidste trin om gennemførelse af uddannelse til at virke, giver også udfordringer for jobcentrene. Mange af jobcentrene i puljens projekter har tidligere sluppet de unge, enten når de havde valgt og søgt optagelse på en uddannelse, eller umiddelbart efter påbegyndelse. Herefter har det været op til uddannelsesinstitutioner eller de unge selv at opsøge jobcentret, hvis der opstod problemer, som jobcentret kunne være med til at løse. Ofte hørte jobcentret imidlertid ikke om fastholdelsesproblemer, før de unge var faldet fra, og igen søgte kontanthjælp, og da var det for længst var for sent at gøre noget. Projekternes svar på denne udfordring har været at udvikle vejledningsindsatsen, før de unge starter og derved søge at kvalificere de unges valg, at udvikle et bedre samarbejde omkring opstart, herunder videndeling, samt et bedre samarbejde om (at få iværksat) understøttende indsatser, der kan fastholde de unge i uddannelsessystemet. Fokus på både valg, påbegyndelse og gennemførelse af uddannelse Erfaringen på tværs af projekterne i puljen er dermed, at der er behov for at udvikle indsatser, der understøtter uddannelsespålægget - både når de unge pålægges at vælge og søge optagelse på en uddannelse, og når de skal påbegynde og gennemføre uddannelsen

11 Projekternes bud, på hvad jobcentrene kan gøre, er mange og forskellige: Jobcentermedarbejderne skal have øget deres viden om uddannelser, så de kan vejlede de unge bedre om deres uddannelsesvalg. Jobcentermedarbejderne (og UU og uddannelsesinstitutionerne) skal finde nye måder at tale med de unge på, og via dialog og en tillidsfuld relation få skabt en mere holdbar motivation for uddannelse hos de unge. Der er brug for langt mere kontakt mellem jobcentermedarbejderne og de unge og et bredere fokus på hele den unges livssituation frem for at se snævert på uddannelsessituationen. Der er brug for særlige forløb i jobcenterregi, der kan hjælpe de unge med at træffe det rigtige uddannelsesvalg. Jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner skal tættere på hinanden og arbejde sammen om at klæde de unge på til uddannelse via snusepraktikker på uddannelsesinstitutionerne og i erhvervslivet. Derved får de unge et billede af, hvad uddannelse er, hvad den kan bruges til, og at de nemt kan komme i kontakt med en aktør for at komme videre - hvad enten det er jobcentret, UU eller uddannelsesinstitutionen. Jobcentrene er gået i gang med at udvikle indsatser, der kan understøtte uddannelsespålægget. Og så vil de tættere på UU og uddannelsesinstitutionerne, for erfaringen er, at jobcentrene ikke skal eller kan løse opgaven alene. Forårets afprøvning af forskellige metoder, koncepter, samarbejdsmodeller og aftaler vil give større viden om, hvordan de bedste resultater nås - udviklingsfasen har vist, at der potentielt er mange veje at gå. Tættere samarbejde og bedre indsats Hvordan kan jobcentre vejlede unge om uddannelse? Ser man på tværs af projekterne, er svaret både at udvikle organisation og rammer, så jobcenter, UU og uddannelsesinstitutioner er tæt på hinanden og på de unge. Og at udvikle indsatsen over for de unge med uddannelsespålæg, så deres uddannelsesvalg kvalificeres. Et eksempel på, hvordan det gøres, er projektet på Bornholm. Tværgående indsats Bornholms kommune har iværksat en tværgående indsats over for unge uden uddannelse. Indsatsen er et samarbejde mellem jobcentrets Ungeport, der varetager jobcenterindsatsen for unge, Ungdommens Uddannelsesvejledning og Campus Bornholm, hvor de gymnasiale og erhvervsrettede uddannelser ligger. Dermed vil der være en organisatorisk ramme for en effektiv indsats for de unge i målgruppen

12 Kvalificering af uddannelsesvalg Der har også været behov for en udvikling og udbygning af den konkrete indsats for unge uden uddannelse. På ønskelisten stod en indsats, der kunne hjælpe de unge til at kvalificere deres uddannelsesvalg. Nu er der udviklet et intensivt screening- og afklaringsforløb for unge med uddannelsespålæg, som kan hjælpe de unge med at finde frem til den rigtige uddannelse. Samtidig er det konkrete samarbejde mellem jobcenter og UU udviklet, og der er skabt klarhed over, hvem der gør hvad, hvornår. Næste skridt er udvikling af det konkrete samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og kompetenceudvikling af de medarbejdere, der skal stå for implementeringen af forløb og samarbejde. Udviklingsarbejdet har resulteret i et intensivt 2-4 ugers afklarings- og screeningsforløb: Uddannelsesporten. Grundlaget for visitation til forløbet er et uddannelsespålæg. Den første uge er fokuseret på afklaring af uddannelse og job og slutter med individuelle samtaler med jobcenter og UU. I den anden uge fortsætter afklaringen af uddannelse og job, og der vejledes omkring yderligere problemer og barrierer som bolig og økonomi. Ved slutningen af uge 2 er målet, at de unge har udarbejdet en plan og er klar til at følge den. Det kan fx være at påbegynde uddannelse og være i praktik indtil opstart af uddannelse. Eller hvis en ung har brug for andre tilbud, for at blive uddannelsesparat så igangsættes de. For unge, der ikke har en plan efter 2 uger, fortsætter afklaringsforløbet i uge 3 og 4. Her er indsatsen mere individuel, og der er besøg på uddannelserne. Intensionen er, at den plan, der udarbejdes i forløbet skal dække både job- og uddannelsesplan, så man imødekommer problematikken med mange forskellige planer for den unge. Forskellen for de unge Forskellen i forhold til tidligere vil være, at de unge nu indleder et målrettet og kvalificeret kursus, hvor omdrejningspunktet er valg og forberedelse af uddannelse, og alle unge er i samme situation. Det regner man med i sig selv vil være motiverende for de unge. Der vil både være tilgængelige UU-vejledere og sagsbehandlere fra jobcentret i hele forløbet. Og kommunikationen og informationen til de unge er målrettet og forbedret så de unge ikke forvirres af forskellig information fra forskellige steder. Udviklingsprocessens 3 faser I projektets første fase fastlagde man på ledelsesniveau de overordnede rammer for screenings- og afklaringsforløbet. Via workshops blev rollefordelingen og de overordnede principper for forløbet beskrevet, og der blev arbejdet med fælles værdier og tilgang. I projektets anden fase udviklede en arbejdsgruppe et komplet koncept for den nye indsats Uddannelsesporten. Aktiviteter og arbejdsgange blev samlet i en indsatsbeskrivelse. Fase 3 består af kompetenceudvikling af de medarbejdere, der skal implementere indsatsen, særligt i forhold til arbejdet med job- og uddannelsesplaner

13 Debatoplæg 2: Hvordan kan jobcentret vejlede unge om uddannelse? Hvilken vejledning skal jobcentrene give unge i målgruppen for uddannelsespålæg? Hvad skal jobcentret vejlede de unge om, og hvad skal UU og uddannelsesinstitutionerne stå for? Skal jobcentrene koncentrere sig om at informere om rammerne for offentlig forsørgelse (krav og vilkår) og (den perspektivløse) jobsituation for de, der gerne vil have sig et ufaglært arbejde i stedet for en uddannelse? Og derved forsøge at motivere de unge til at møde UU og uddannelsesinstitutionerne? Eller skal jobcentrene også kunne vejlede mere detaljeret om uddannelsesvalg? Har de jobcentermedarbejdere, der har kontakt til de unge tilstrækkelig viden om uddannelse og har de vejledningskompetence? Er det rigtigt at fokusere så meget på det rigtige uddannelsesvalg - er der et rigtigt valg, eller handler det om at forstå, at man skal komme i gang og holde ved?

14 Tema 3: Hvornår skal der gøres noget særligt for unge med uddannelsespålæg? Erfaringer fra projekterne Unge får uddannelsespålæg, når de ikke finder en uddannelse af sig selv, og i projekterne udvikles og afprøves modeller, aftaler, redskaber og koncepter for indsatser, der kan understøtte uddannelsespålægget. Men hvorfor er der brug for de særlige indsatser? Er unge, der får uddannelsespålæg, en særlig gruppe unge? Indsatsen for unge, der får uddannelsespålæg, kan kvalificeres, og ad den vej kan flere fastholdes i uddannelse - det er udgangspunktet for udviklingsarbejdet i projekterne. Men hvad kendetegner unge med uddannelsespålæg - udover at de hverken har en uddannelse eller et arbejde? Hvordan skiller de sig ud fra andre unge, der er (på vej) i uddannelse? Hvorfor er der frafald blandt u nge med uddannelsespålæg Projekternes erfaring er, at der blandt unge med uddannelsespålæg er nogle af de samme årsager til frafald, som der er for andre unge: Mange unge surfer fx rundt mellem forskellige uddannelser, inden det lykkes dem at gennemføre en. Og når det gælder erhvervsuddannelserne, sker der også generelt set frafald, når unge ikke kan finde en praktikplads. Men der er også et frafald blandt unge med uddannelsespålæg, der skyldes, at mange unge med uddannelsespålæg har et dårligere afsæt for uddannelse, end gruppen af unge som helhed, og har sværere ved at fastholde sig i uddannelse end andre unge. Her et udpluk af de mere specifikke årsager projekterne peger på: De unge mangler motivation for uddannelse og finder ikke selv ind i uddannelsessystemet. De er svære at få forklaret, at der kun er få ufaglærte job, og at det derfor giver rigtig god mening at tage en uddannelse. Mange har dårlige skoleerfaringer med i rygsækken. De unge mangler kendskab til de uddannelser, de påbegynder. En del har svært ved at finde rundt i systemerne. Vejledere og sagsbehandlere oplever ofte, at de unge møder dem med modstand. Og så mangler de unge typisk dén støtte hjemmefra, der fastholder mange andre unge i uddannelse - og de har derfor brug for, at andre træder til i stedet. En del af de unge har sociale problemer og/eller psykiske helbredsproblemer. De har altid været her - hvad er det nye? Jobcentrene har længe været i kontakt med de unge, der ikke finder i uddannelse af sig selv - som nævnt i Tema 1, har opgaven ændret sig fra hurtigt i job til alle i uddannelse, men gruppen af unge har altid været i jobcentrene. UU havde tidligere først og fremmest kontakt til unge, som selv opsøgte og ønskede uddannelsesvejledning, og deres erfaring med at vejlede unge, der som udgangspunkt ikke ønsker eller har mod på uddannelse, er ikke helt så lang, men blandt andet i kraft af de overordnede

15 målsætninger for uddannelse, og at UU i stigende grad samarbejder med jobcentrene, har de også tæt kontakt til gruppen af unge, der ikke selv finder i uddannelse. For uddannelsesinstitutionerne er det endnu mere nyt at møde disse unge. Flere uddannelsesinstitutioner beskriver, at de i de senere år har oplevet en ændring i elevsammensætningen. Der er nu en del elever, som enten har fået et uddannelsespålæg eller på anden vis er blevet vejledt fra jobcentret til at tage en uddannelse - frem for at påbegynde en uddannelse uopfordret. De er lidt ældre, end tidligere. Derudover er forskellen på denne gruppe unge og andre elever, at de sjældent er lige så motiverede for uddannelse. Det giver mere fravær. Mange har tidligere fravalgt uddannelsessystemet, ønsker ikke eller har ikke mod på at være der, og har ofte nederlag fra tidligere skoleforløb, hvilket gør, at de kræver mere opmærksomhed. Der har altid været unge, der har haft svært ved at tage en uddannelse, eller som ikke har ønsket en uddannelse. Hvad er det nye? Svaret på spørgsmålet er ud fra projekternes erfaringer at disse unge kommer ind i og skal fastholdes i uddannelsessystemet. Har alle behov for en særlig indsats? Der er sat spot på unge med uddannelsespålæg og med det følger, at de unge synliggøres som en særlig gruppe, man skal være opmærksom på, og gøre mere for at fastholde i uddannelse. I projekterne har det medført udvikling af særlige indsatser her et par eksempler: I de fleste projekter er der udviklet metoder, redskaber, koncepter og aftaler om informationsdeling mellem jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner, så alle ved, hvem de unge med uddannelsespålæg er. I projektet i Faxe, Ringsted og Sorø er der planlagt møder med de virksomheder, hvor de unge har mulighed for at komme i praktik. Man mener, at det er vigtigt, at virksomhederne får en bedre forståelse for de unge og bliver klædt på til at have med dem at gøre. I flere jobcentre samler man unge med uddannelsespålæg i særlige gruppeforløb og afklarer kompetence og uddannelsesvalg. I Kalundborg har man erfaret, at det gavner dynamikken blandt de unge, når alle i gruppen har de samme krav at forholde sig til, og når de oplever, at der er andre, der også har det svært i uddannelsessystemet - selv om de individuelle udfordringer kan være vidt forskellige. Men udviklingen af indsatser har også medført overvejelser over, hvordan man kan differentiere indsatsen, for unge med uddannelsespålæg er langt fra en homogen gruppe, og ikke alle har brug for en særlig indsats. Ingen automatpilot Unge med uddannelsespålæg er en bred gruppe af unge med forskellige udfordringer, ressourcer og indsatsbehov. Projekterne forsøger derfor også at udvikle mere smidige og håndholdte indsatser tilpasset den enkelte unge. Udfordringen består i at finde ud af hvem,

16 blandt de unge med uddannelsespålæg, der har brug for en særlig indsats, så ressourcerne bruges dér, hvor der er størst behov. I Kalundborg har den erkendelse undervejs ført til en ændring af indsatsen for de unge. Planen var at ansætte en fastholdelseskonsulent i jobcentret, som skulle følge alle unge med uddannelsespålæg, når de startede i uddannelse. Men da der blev sat spot på de unges behov, blev det klart, at ikke alle unge med uddannelsespålæg havde brug for kontakt med en fastholdelseskonsulent. Tværtimod nåede man frem til, at det kunne virke klientgørende på unge, der klarede sig fint i uddannelsessystemet, hvis de fik koblet en fastholdelseskonsulent på, der skulle følge dem hele vejen. I stedet blev samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne udviklet og informationsudvekslingen styrket og ressourcerne blev målrettet unge, som ikke klarer sig godt på uddannelserne, og som er i fare for frafald. Støtte til frafaldstruede unge Hvordan kan jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner finde og hjælpe de unge, der har brug for en særlig indsats? Ser man på tværs af projekterne, er svarene blandt andet at bruge mentorer og at dele information om de unge, så der kan sættes ind før frafaldet er en realitet, der ikke kan ændres. Mentorer I Jobcenter Kalundborg har man fået et mentorkorps på 15 voksne. De første unge og mentorer er matchet, og de første erfaringer med at fastholde de unge i uddannelse er gode. Man har tidligere forsøgt sig med et korps af jævnaldrende unge i uddannelse, som skulle være som mentorer for unge, der skulle i gang med uddannelse. Men det ser ud til, at det ældre mentorkorps er bedre end det unge. De ældre har nemmere ved at holde fokus på den rette vej og er mere stabile. Livserfaringen er vigtig. Mentorerne benyttes ofte til lektiehjælp, men også til andre ting: Vi oplever også, at en mentor får skubbet en sygemeldt elev i gang igen. Mentoren kan tage initiativ og får skabt troen på, at det godt kan lade sig gøre, og at den unge ikke behøver droppe helt ud, fortæller en studievejleder på SOSU-Sjælland. Der er ikke noget formaliseret samarbejde mellem mentorer og uddannelserne. Men de unge fortæller ofte vejlederne om deres mentor og spørger også, om skolen vil være med til et møde, hvor mentoren deltager, så mentor og ung kan få en større forståelse af, hvordan det går i skolen, og hvor der eventuelt kræves en større indsats. Mentorerne er hvervet gennem avisannoncer og et informationsmøde. Der afholdes netværksmøder for mentorerne hver 2. måned, hvor de kan dele erfaringer og lære nye metoder (blandt andet coaching og kommunikation). Derudover parres de to og to, så de kan sparre med hinanden. Jobcentret har en hot-line, så mentorerne altid kan ringe. Det forventes, at der vil være et arbejde med fortsat at finde flere engagerede mentorer, fordi de oprindelige måske holder efter en periode. De unge i målgruppen har sjældent nok støtte hjemmefra, og det får de nu igen

17 nem en mentor. Med en meget lille indsats kan mange af de unge rettes ind. Måske skal de bare have det sidste lille skub, så de ikke pjækker, siger de i projektet i Kalundborg. Bedre informationsdeling Gladsaxe, Gentofte, Herlev og Lyngby kommuner, UU Nord, TEC og KTS har øget samarbejdet om unge med uddannelsespålæg. Før vidste uddannelsesinstitutionerne ikke, hvilke unge, der havde fået uddannelsespålæg, og var derfor heller ikke opmærksomme på, at nogle havde brug for ekstra støtte for at komme godt i gang og gennemføre uddannelsen. Ligesom de heller ikke har udnyttet mulighederne optimalt for samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, jobcentret og UU om opgaven. Det vil man ændre nu. På baggrund af det øgede samarbejde har man systematiseret informationsdelingen om unge med uddannelsespålæg. Desuden har man afdækket kompetencerne i de forskellige systemer og fået overblik over støttemulighederne til de unge. Der er udarbejdet samarbejdsaftaler mellem alle parter, og der er lavet en klar ansvarsfordeling. Næste skridt er at vidensdele internt i organisationerne, så man sikrer, at alle udøver samme praksis. Den uddannelsesplan, der udarbejdes af UU, når en ung får et uddannelsespålæg, er ikke altid tidligere blevet delt med uddannelsesinstitutionerne. Nu skal uddannelsesplanerne automatisk sendes til uddannelsesinstitutionerne sammen med en redegørelse for, hvilke støttetiltag der er planlagt/muligt for den enkelte unge. Der er skabt sikker mail mellem jobcentrene og UU, og det skabes også hos uddannelsesinstitutionerne. Der er faste kontaktpersoner i jobcentrene og hos UU og en præcis handleplan for, hvornår uddannelsesinstitutionerne skal kontakte hvem, hvis en ung har problemer på uddannelsen. Det skal gøre det nemmere for unge at få den rette hjælp (fx samtaler eller en støtteordning), når der er behov for en særlig fastholdelsesindsats. Det nye er ikke så meget arbejdsmetoden, men mere systematikken bag, der skal sikre, at alle oplysninger og muligheder for støtteforanstaltninger altid deles mellem jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner. Samtidig vil man undersøge, hvor mange af de unge, som får uddannelsespålæg, der faktisk gennemfører deres uddannelse, hvor mange der falder fra og hvorfor. Den viden har man ikke haft før. Det har hele tiden været intentionen, at vi ville lave en fælles model, der kan give styring og optimering af uddannelsespålæggene. Her vil vi gøre tingene ens, så der kommer bedre kommunikation med uddannelsesinstitutionerne, og så der kan sættes ind, inden en ung falder ud. Og her er vi kommet rigtigt langt, siger repræsentanter fra Jobcenter Herlev om udviklingsprojektet

18 Debatoplæg 3: Hvornår skal der gøres noget særligt for unge med uddannelsespålæg Unge med uddannelsespålæg er ikke per definition en særlig gruppe af unge. Men for en del af de unge med uddannelsespålæg gør det sig gældende, at de ikke har nok på pluskontoen (der trækker dem ind i uddannelse) og har for meget på minus-kontoen (der trækker dem ud af uddannelse) - det er derfor, de falder ud! De fleste unge har brug for støtte fra voksne i større eller mindre grad for at fastholde sig selv i uddannelse (forældre eller andre voksne). Når jobcentret og UU er i kontakt med unge med uddannelsespålæg - så er det voksne mennesker, der har påtaget sig et ansvar og har en relation til de unge. Hvordan skal det ansvar forvaltes, så deres indblanding gør en positiv forskel for de unge? Skal jobcentret og UU (og senere undervisere og vejledere på uddannelsesstederne) påtage sig rollen som de voksne, der holder de unge fast i uddannelse - hvem skal gøre hvad? Er der en risiko for, indsatsen sættes på autopilot, hvis gruppen af unge med uddannelsespålæg placeres i en for snæver kasse? Det, der støtter den ene, kan for den anden virke omklamrende og umyndiggørende. Hvordan sikres det, at der tages individuelle hensyn? Ifølge jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner har de unge en række ting til fælles, der gør det svært for jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner at have med de unge at gøre. I stedet for hvad mangler de unge kunne man sige: Hvordan klæder vi uddannelserne og underviserne på til at håndtere de unge?

19 Tema 4: Samarbejde 1 - Hvilke problemer kan samarbejde løse? Erfaringer fra projekterne Der er bred enighed om, at tværgående samarbejde er vejen til at fastholde flere unge i uddannelse. Samarbejdet skal løse en række systemproblemer - projekterne udvikler samarbejdsflader og aftaler. Unge med uddannelsespålæg har kontakt til minimum jobcenter, UU og uddannelsesinstitutioner, når de skal i uddannelse. Når kæden hopper af for de unge undervejs, skyldes det ikke kun, at de unge ikke er motiverede for, eller at de har svært ved at fastholde sig selv i uddannelse det kan også skyldes, at de møder systembarrierer, der gør, at de ikke får hjælp i tide. Systemernes forskellige tandhjul passer ikke altid sammen, og ambitionen hos aktørerne er, at et tættere samarbejde kan få kæden til at blive på. Projekternes udviklingsfase giver bud på, hvor der skal sættes ind og hvilke problemer, tværgående samarbejde kan løse. Manglende samspil mellem planer, indsatser og forløb Én udfordring, der skal løses via bedre samarbejde, er, hvordan man sikrer klare snitflader systemerne imellem og overblik over, hvem, der gør hvad, når flere systemer har konktakt til unge med uddannelsespålæg. Det bliver let uoverskueligt - ikke alene for de unge. Motivationen for at få løst det problem er stor blandt projekternes forskellige parter. For alle parter har erfaret, at opgaven ikke kan løses af en part alene: Jobcenter Bornholm ville gerne have UU meget tættere på jobcentret for at kunne profitere af deres viden om de unge og for at få et bedre samspil mellem indsatserne for dem. Ledelsen forklarer: Vi gik ind i projektet, fordi vi ønskede at samle de mange planer, der er omkring de unge - uddannelsesplan, jobplan og nogle gange også en handleplan. Der var også mange unge, der syntes, der var alt for mange voksne at forholde sig til. Vi ønskede at gøre det bedre. I Jobcenter Sorø kom for mange unge med uddannelsespålæg aldrig godt i gang på uddannelserne. Det førte til hurtigt frafald, og så kom de unge tilbage til jobcentret igen. Der var behov for brobygning: Der er mange faldgruber imellem de forskellige institutioner. Det er vores klare indtryk, at de unge falder fra uddannelsen, hvis ikke der er nogen til at samle dem op i de svære overgange - her skal vi bygge bro, konstaterer de i projektet. For uddannelsesinstitutionerne er det også vigtigt, at fastholde de unge i uddannelse. Uddannelsesinstitutionerne i Køge er gået ind i projektet for at se med nye øjne på fastholdel

20 se, og på, hvordan man bliver bedre til at samarbejde i erkendelse af, at de ikke når målet alene. Jobcenter Greve fastslår ambitionen, der har været styrende for projekternes udviklingsarbejde: Overordnet set har vi haft fokus på at skabe struktur og sammenhæng mellem de forskellige forløb og systemer, så den unge ikke oplever forvirrende slip mellem samtaler, forløb og uddannelsesstart. Hjælp inden det er for sent Et øget samarbejde er nøglen til at løse flere af de problemer, der er i fastholdelsesindsatsen. Én udfordring er, at den ene aktør har den viden, en anden aktør skal bruge for at kunne handle i tide - før frafaldet er en realitet, der ikke kan ændres. Vi var ikke opmærksomme på, at elever, der havde uddannelsespålæg, måske havde brug for ekstra støtte vi vidste slet ikke hvem, der var i målgruppen, fortæller uddannelsesinstitutionerne i projektet i Gladsaxe, Gentofte, Herlev og Lyngby. Den oplevelse går igen hos uddannelsesinstitutionerne i andre projekter. De har ikke haft mulighed for at identificere en målgruppe af elever, som i særlig grad er truet af frafald, fordi jobcentre og UU ikke har oplyst, hvilke unge, der har uddannelsespålæg. Og problemet er lige så stort den modsatte vej: Jobcentret og UU har svært ved at følge op og sætte ind, når unge er frafaldstruede på uddannelserne, hvis ikke de får viden om det fra uddannelsesinstitutionerne. Videndeling kan afhjælpe problemet - et modeleksempel: I Faxe, Ringsted og Sorø vil jobcentrene fremadrettet give UU og erhvervsskolerne besked om, at der er tale om et uddannelsespålæg, så de er opmærksomme på den unge. På erhvervsuddannelserne betyder det, at der fremover kommer til at være langt mere fokus på de frafaldstruede, fordi der nu er faste procedurer for, hvordan man hjælper disse unge. Der er lavet et skema over, hvornår skolerne skal give besked til jobcentrene og hvordan det skal gøres. Forventningen er, at det kommer til at gøre en stor forskel for de unge, fordi det skaber sikkerhed for, at de unge får den hjælp, der er mulighed for at give dem, hvis de er frafaldstruede. Det giver i sidste ende de unge bedre muligheder for at gennemføre deres uddannelse. Forskellen er, at der nu er skabt et sikkerhedsnet under de unge, så det ikke er så fatalt, hvis der kommer en svær periode, for der er nu et netværk, der kan være med til at samle den unge op igen. Fungerer samarbejdet, bliver opgaven lettere et eksempel: Som tidligere beskrevet i Tema 3, ville man i Kalundborg først sikre bedre opfølgning ved at tilknytte en fastholdelseskonsulent fra jobcentret til alle unge med uddannelsespålæg. Men gennem et tættere samarbejde med skolerne har det vist sig, at denne delvist kontrollerende kontakt til alle elever med uddannelsespålæg ikke er nødvendig og måske risikerer det at klientgøre unge, der fint kan klare sig selv, at fastholdelseskonsulenten hele tiden tjekker op på dem. I stedet bruges det nye tætte samarbejde med skolen, så skolen kontakter jobcentret, når det er nødvendigt med tættere kontakt til en ung, der er i risiko for frafald, og en frafaldskonsulent skal på banen

21 Systematik ønskes Hvis samarbejdet skal kunne realiseres, har projekterne erfaret, at der er behov for systematisering. I et projekt gjorde udviklingsarbejdet det klart, at der ikke kun var forskellig praksis mellem systemer, men også i jobcentrets egen organisation: De jobcentermedarbejdere, der arbejdede med unge, arbejdede meget individuelt og gjorde hver især, hvad de mente var det bedste at gøre. Der var ikke nogen ensartethed i måden, hvorpå de afleverede de unge til uddannelserne, og derfor blev en del af opgaven at få en mere formaliseret arbejdsgang med en tydelig ansvarsfordeling. Forventningen i projekterne at samarbejde er vejen til at løse en række problemer. Flere veje at gå Samarbejdet mellem jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner kan udbygges og forbedres på flere måder: I ét projekt har man fokuseret på relationen mellem systemerne og de unge og udviklet en fælles kommunikationsplatform, så man møder de unge på samme måde. I flere projekter har man fokuseret på relationen mellem systemerne (jobcentre, UU og uddannelsesinstitutioner) og udviklet samarbejdsaftaler, der definerer hvem, der gør hvad, hvornår. I flere projekter har man også fokuseret på at bringe systemerne tættere på hinanden ved meget konkret at flytte tættere sammen og bringe UU ind i jobcentret og UU og jobcentret ud på uddannelsesinstitutionerne. Eksemplerne nedenfor illustrerer de forskellige veje projekterne er gået: En fælles dialogmodel I Halsnæs og Hillerød har man udviklet en fælles tilgang i form af en fælles model for dialogen med de unge på tværs af jobcentret, UU, erhvervsskolen og 10. klasse centret. Dialogmodellen skal modvirke, at de unge møder forskellige systemer, der taler forskellige sprog - de unge skal opleve den samme form for samtale hos alle aktører, og det skal gøre det nemmere for de unge at være med til at sætte dagsordenen i samtalerne. Vejlederne har fået teoretiske input på seminarer, som også er brugt til at udveksle erfaringer. Dialogmodellen skal - for både unge og dem, de har kontakt med - give en bedre forståelse og et bredere billede af den unges ressourcer og barrierer, som afsæt for at skabe motivation for uddannelse. Ambitionen er, at de unge får bedre og enklere information, og at alle bliver mere opmærksomme på faktorer, der skal være tilstede, for at de unge ikke falder fra så man får sat de rette rammer op. Næste skridt bliver at sprede og implementere metoden. Screenings- og afklaringsforløb På Bornholm er samarbejdet mellem jobcenter, UU og uddannelsesinstitutioner mere eller mindre startet fra bunden. Jobcentret og UU har i første omgang brugt kræfterne på det, de har opfattet som den største udfordring - at sikre bedre afklaring af uddannelsesvalg - ved i fællesskab at udvikle et screenings- og afklaringsforløb. Projektarbejdet har resulteret i Uddannelsesporten der er et 2-4 ugers screenings- og afklaringsforløb for unge under 30 år uden kompetencegivende uddannelse. Der er skabt klarhed over arbejdsgange og rollefordelinger mellem de involverede parter. De ser mange fordele i det nye samarbejde, hvor UU s kompetencer og viden om unge er trukket ind i jobcentrets indsats: Overordnet set har samarbejdet givet masser af inspiration til nye

22 arbejdsmetoder. Pludselig har vi lært hinanden at kende, og kender hinandens arbejdsområder. Man undgår at blive ensidig, men får i stedet en langt bredere horisont. Jeg tror helt sikkert, at det vil give en bedre oplevelse for de unge, mener de i UU Bornholm. Der er indledt en dialog med uddannelsesinstitutionerne om forberedelse og overgang til uddannelse, hvor man blandt andet håber at få et formelt samarbejde om snusepraktikker for unge på uddannelserne, og om videndeling omkring de unge, som efterhånden skal blive til en egentlig samarbejdsmodel. Samarbejdsaftaler I Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby har jobcentrene sammen med UU Nord, TEC og KTS udviklet en samarbejdsmodel. Modellen har konkrete beskrivelser af procedurer, ansvarsfordeling og opfølgning på de unge - samt et koncept for et fælles kommunikationsredskab til systematisk informationsudveksling. Samarbejdsmodellen indeholder rammer for informationsudveksling, for systematisk opfølgning på brugen af støtteforanstaltninger under uddannelsen og for systematisk videndeling om frafaldstruede. Der er opnået viden om, hvordan samarbejdsmodellen kan bruges for unge over og under 18 år, og der er skabt øget forståelse for hinandens perspektiver på problemstillinger og handlemuligheder. UU s rolle i fastholdelsesindsatsen er øget, og muligheder og begrænsninger i en fælles samarbejdsaftale er afklaret. Det betyder, at unge med uddannelsespålæg fremover vil opleve, at der bliver sat ind, før frafaldet er sket, og at det bliver nemmere at få den rette hjælp, da der er indgået aftale om, hvem uddannelsesinstitutionerne skal kontakte og hvornår - afhængigt af problemtype og hvem den unge er. Jobcenter og UU ud på Campus På Bornholm samler de indsatsen for unge på Campus Bornholm, så jobcentret, UU og uddannelsesinstitutionerne ligger dør om dør. Jobcentret har etableret Ungeporten - en enhed, der varetager den aktive beskæftigelsesindsats for unge under 30 år. Ungeporten har til huse på Campus Bornholm, hvor de erhvervsrettede og gymnasiale uddannelser ligger. Det skal signalere, at uddannelse er vigtigt for de unges fremtidige jobmuligheder, og det skal forenkle samarbejdet mellem jobcentret, UU og Campus Bornholm. Jobcentrets sagsbehandlere sidder allerede dør om dør med uddannelserne, og UU s vejledere er på vej. Dermed skabes netværk mellem jobcentrets ungemedarbejdere, UU s vejledere og uddannelsesinstitutionernes undervisere og administrative personale. Det bringer også de unge tæt på uddannelserne, allerede inden de starter, og det giver de unge bedre kendskab til Campus og til de enkelte uddannelser, så deres uddannelsesvalg kvalificeres. Og når de unge har påbegyndt uddannelse, er jobcentret og UU tæt på, hvis de får problemer og bliver frafaldstruede undervejs. I Ungeporten oplever medarbejderne allerede en øget kontakt fra de unge, for det er blevet nemt at komme forbi og fortælle, hvordan det går

23 Debatoplæg 4: Samarbejde 1 - hvilke problemer kan samarbejde løse? Samarbejde kræver rolle og ansvarsfordeling, hvis det skal fungere godt - hvem skal hvad! Samspil blandt aktørerne, der har kontakt til de unge, skal sikre, at de unge er hjulpet godt fra det ene til det andet - hvordan skal det organiseres? Hvordan skal rollefordelingen være? Hvem tager sig af hvad? Hvordan kan samarbejde støtte unges motivation for uddannelse, give unge bedre muligheder for at afklare deres uddannelsesvalg og for at blive optaget på en uddannelse? Hvordan kan samarbejde støtte de unge med uddannelsespålæg i at påbegynde en uddannelse? Hvordan kan samarbejde støtte de unge med uddannelsespålæg i at gennemføre en uddannelse? Der kan samarbejdes om mange ting, og det kan hurtigt blive omfattende. Men samarbejde er ikke et mål i sig selv. Målet er at fastholde flere unge i uddannelse. Hvad skal der først og fremmest fokuseres på - hvor plukkes de lavthængende frugter? Der er lokale forskelle mellem jobcentrenes indsats for unge og deres organisering af samme. Det samme gælder for UU og uddannelsesinstitutioner. Det giver forskellige lokale muligheder og behov for samarbejde på tværs. Samtidig er der brug for modeller, redskaber, aftaler og koncepter, der kan bruges på tværs af kommunegrænser. Hvordan griber man udviklingen an fremadrettet, så den rigtige balance mellem det generelle og det specifikke rammes?