SANKT JAKOBS magasin. Oktober November 2014 TIDSÅND

Transkript

1 SANKT JAKOBS magasin Oktober November 2014 TIDSÅND

2 INDHOLD 4 IBSKALLEN Alexander Tovborg 7 SANKT JAKOB Ulla Haastrup 8 TIDSÅND# 1 Anders Fogh Jensen 12 TIDSÅND# 2 Lilian Munk Rösing 16 KOM IND Udgivet af Sankt Jakobs kirkes menighedsråd Redaktion: Lars Ottosen Layout: Kira Saabye From Forsideillustration: Alexander Tovborg SANKT JAKOBS KIRKE ØSTERBROGADE KØBENHAVN Ø

3 Tidens ånd Tidsånden er en underlig størrelse. Vi lever alle i den, men ingen kan pege på den. Nogle har sans for tidens ånd, og er gode til at tilpasse sig den, og alligevel vil ingen stå ved den i hvert fald ikke når den er drevet over. Tidsånden bestemmer farven på vores badeværelse, men den stikker også dybere end det fordi den er med til at farve vores tanker og vores blik på tilværelsen. Vi diskuterer meget værdier, men sjældent den ånd, der lever i tiden, og som er med til at forme tidens værdier. Det kunne vi godt tænke os at gøre noget ved i Sankt Jakobs kirke. Derfor har vi lavet dette magasin, der gerne vil være med til at diskutere, hvad tidens ånd er for en størrelse. Vi har spurgt en filosof, Anders Fogh Jensen, hvordan han ser på tidsånden som generelt fænomen, og bedt lektor i kunst og kulturvidenskab, Lilian Munk Rösing, om at zoome ind på den tidsånd vi selv lever i. Tidsånden er et spørgsmål, der åbenlyst altid er aktuelt for kirken. Derfor vil to af kirkens præster også give deres bud på, hvad man kan sige om tidsånden, hvis man anskuer den teologisk. Forsiden er eksklusivt lavet til dette magasin af Alexander Tovborg. Vi bad ham om at lave et billede, der fortolkede Sankt Jakobs kirkes logo nemlig ibskallen. Alexander Tovborg har også lavet et lille skuespil til magasinet som han har kaldt Tidsånd. Vi følger magasinet op med et debatmøde. Det finder sted tirsdag den 11. november 2014, og man kan læse mere om det inde i magasinet. Rigtig god læselyst! Lars Ottosen Sognepræst i Sankt Jakobs kirke

4 Privatfoto

5 ALEXANDER TOVBORG af Kristian Ditlev Jensen, forfatter og stud. theol. skallen Hvad har en muslingeskal med dåben at gøre? En hel del skal det vise sig. Læs mere om forside-illustrationen på årets magasin. Den er lavet af billedkunstneren Alexander Tovborg. Med sine bare 31 år har billedkunstneren Alexander Tovborg, der står bag forsideillustrationen på dette års kirkemagasin, nået ikke så lidt. Han er allerede kendt for sine farverige og frodige malerier med religiøse motiver, billeder fra Højsangen og de store klassiske mytologier. Senest en pieta udstillet i København, men også Sacra Conversatione om samtalen med Gud, og det monumentale Bocca Baciata om dinosauren og kysset. Han formår med få virkemidler at etablere et kultisk, helligt rum. Han er parallelt uddannet i både Danmark og Tyskland på henholdsvis Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Staatliche Akademie der Bilden Künste i Karlsruhe. Han repræsenteres til daglig af Galleri Nicolai Wallner, og han har allerede udstillet mange store steder i ind og udland så forskellige som Milano, Stuttgart, Lemvig og København. Og det var bare ét år. Forsidens illustration, som Alexander Tovborg har lavet som original til Sankt Jakobs Kirke, har som bærende symbol en Sankt Jakobsmusling, der på dansk faktisk bare hedder en ibskal. Ib er nemlig egentlig et kælenavn, dannet af første og sidste bogstav i navnet Iakob, så navnet referer altså stadig til den apostel, som englænderne kalder St. James. Muslingen kaldes også for kammusling og serveres som delikatesse på alverdens finere restauranter, herunder på restaurant Le Saint Jacques, som ligger lige over for kirken, og som er opkaldt efter den. Hvis formen på muslingen virker bekendt, så skyldes det nok, at oliefirmaet Shell som jo betyder muslingeskal på engelsk har taget både navn og logo fra den lille godte fra havet, fordi en af firmaets tidlige direktørers familie SANKT JAKOBS KIRKE/2014 5

6 Tidsånd - et skuespil af Alexander Tovborg Roller: Alexander Tidsånden En FCK fan Sankt Jakob I. AKT Tidsånden og Alexander står og spiller sidste runde petanque på Østerbro en sen eftermiddag i september. Det støvregner på petanquebanen. Alexander kaster grisen og begynder spillets afgørende runde Alexander: (kaster sin første kugle) Vidste du at Gud, han kom til mig en dag? Tidsånden tager sig til hovedet og udtrykker misundelse Jo, Gud kom sgu til mig en dag! Han sagde Alexander Han sagde Alexander Alexander slår ud med armene, hans første kast viste sig at være rigtig godt (imiterer Sankt Jakobs rustne robotstemme og fremstammer rustent):,,børn er ikke bange for at elske og grine, når livet morer dem Alexander er lige blevet enogtredive og flytter snart til New York. Støvregnen tiltager og bliver til en begyndende storm og en byge af kold medlidenhed skylder ned over de to petanquespillere. Tidsånden gør klar til sit første kast. Alexander kigger koncentreret på petanquebanen og lægger afventende sin hånd på tidsåndens skulder.... Læs resten af Alexander Tovborgs skuespil på eller brug QR koden. havde taget ibskallen som våbenskjold, da de havde gennemført pilgrimsruten til Santiago de Compostela. Santiago er en spansk form af Sankt Jakob, og det er her, vi møder myten om apostlen, der genfødes, strander nord for Santiago og ene mand redder Spanien ved at rive landet ud af maurernes altså muslimernes hvæssede klør. De havde besat omtrent det halve af den iberiske halvø. Men hvordan frelser man så en nation, der er faldet ud af sin relation med Vorherre? Sankt Jakob gik temmelig håndfast til værks. Med en stor muslingeskal, vandrestav og feltflaske med vand gik han hele vejen fra nordkysten af Spanien og ned til Malaga. Og alle udøbte, han mødte på sin vej, kastede han vand på med muslingeskallen, så de blev døbt og Spanien igen kristnet. I dag er muslingen stadig et af den kristne kirkes stærkeste dåbssymboler. I Danmark genfindes den i mange kirker som emblem på dåben. Ingen er dog mere tydelig end Bertel Thorvaldsen, hvis døbefont i Vor Frue Kirke i København forestiller en knælende engel, der i sine arme bærer en kæmpe ibskal. I Sankt Jakobs Kirke på Østerbro kan man finde ibskallen flere steder, ikke mindst som en billedfrise der løber rundt om døbefontens øvre kant. Dåbssymbolet er vores kirkes bærende logo. 6

7 Ballerup kirke Apostlen Jakob den Ældre af Ulla Haastrup, kunsthistoriker Sankt Jakobs Kirke er opkaldt efter én af de tolv apostle. I middelalderens katolske, danske kirker blev flere af dem indviet til Sankt Jakob den Ældre. Måske allerede i tallet blev den første stenkirke indviet til ham under det fordanskede navn Sankt Ib (Jakob) ved den vigtige havneplads uden for Roskilde, der hvor Vikingeskibsmuseet nu ligger. Indtil Reformationens indførelse i 1536 fandtes både kirker og altre med hans navn. I Lunds Domkirke, det danske ærkebispesæde, havde man ikke mindre end tre altre til hans ære og syv relikvier - hellige dele af ham. Gengivelser af Sankt Jakob findes i apostelrækkerne på altre og i de ældste fresker. Her er han - som alle de andre - klædt i kjortel og kappe, holdende bog og med nøgne fødder. Men efter 1200-tallet kan han ses med sværdet, hvormed han blev halshugget, som attribut. Derefter forandres fremstillingen af Jakob helt specielt. En pilgrimsstrøm voksede sig stadig større og større; fra hele Europa kom folk til hans grav i Santiago di Compostela i Spanien. Disse pilgrimme gik i rejsetøj med stor hat, støvler, pilgrimstaske over skulderen og vandrestav. På hjemvejen medbragte de som et vigtigt og helligt symbol, Ibskaller, de store muslingeskaller fra havet ved Santiago. Det var beviset for, at de virkelig nåede til hans grav og fik syndsforladelse. Når pilgrimmene døde, blev de begravet med ibskallen på brystet, selv om man i middelalderen ellers ikke fik genstande med i graven. Nogle havde været flere gange på pilgrimsrejsen, og ved udgravninger f. eks. i Holbæk, er fundet grave, hvor personen har op til fire muslingeskaller på kroppen og altså har været den lange, lange vej fire gange. Pludselig bliver billedet af apostlen Jakob den Ældre omskabt, således at han selv bliver til en pilgrim på vej til sin egen grav i Spanien. Ingen andre apostle bærer hat, støvler, skuldertaske eller stav. Vigtigst er, at også han udstyres med Ibskaller. De kan være påsyede hans opslåede hatteskygge, hænge på hans stav, være på hans taske eller han kan i hånden holde en kæmpestor muslingeskal. I det danske materiale har man bevaret mange eksempler på billeder af Jakob den Ældre med fuldt pilgrimsudstyr og muslingeskal. På den berømte Boeslunde altertavle i Nationalmuseets samling står Jakob den Ældre med sin muslingeskal. Han tildækker hånden med sin kappe for ikke at berøre det hellige symbol på ham selv, hvilket forekommer helt mærkeligt. Altertavlen er fra begyndelsen af 1400-tallet. Fra samme århundrede ses i Ballerup kirke ved København en stor kalkmalet fremstilling af den stående Jakob. På rejsehatten sidder muslingeskallen og i højre hånd holder han en stor vandrestav og i venstre hånd en tyk lille bog, Jakobs-evangeliet. Foran ham knæler en gejstlig i munkekutte med nøgne fødder. De taler sammen, således som man gengav tale, i skriftbånd og på latin. På skriftbåndet står i oversættelse: Bed for os, Sankt Jacob, Herrens Apostel. Helt imod sædvane svarer apostlen Jakob: Bed trofast, så vil jeg altid hjælpe. Et bedre løfte kunne man ikke få. SANKT JAKOBS KIRKE/2014

8 Foto: Lars Bahl

9 TIDSÅND# 1 Tidsånden er VIRKELIG af Anders Fogh Jensen, filosof Tidsånden er ikke skjult, men den er heller ikke synlig. Så den, der begiver sig af med at beskrive en tidsånd vil altid mangle beviser, hvis han bliver afkrævet dem. Han kan pege på noget og kalde det tidstypisk, men han kan ikke pege på tidsånden. Men hvad er tidsånden så? Søren Kierkegaard skrev, at dersom man intet skulle tro, som man ikke kunne se med sit sanselige øje, sådan som indbildsk Kløgt mener, stolt af ikke at bedrages, så burde man først og fremmest lade være at troe paa Kjerlighed. Og det samme gælder for tidsånden: den, der kun vil tro på det han ser, kan ikke begive sig af med tidsånd. Tidsånd egner sig ikke til den, der vil registrere det målbare. Hvilket ikke betyder, at måletider, epoker af kvantitet og kontrol, ikke også har deres tidsånd. Udtrykket ånd bliver reddet af, at det står sammen med tid. På dansk kan ånd hurtigt komme til at lyde af krystalhealing og overtro, og det er nok, fordi man ikke kan se den. Begrebet ånd glider lettere ned, når vi sætter det sammen med et andet ord som hold- eller tid-. På fransk går det bedre med at tage esprit alvorligt. Oplysningsfilosoffen Montesquieu vidste godt, at lovene havde en ånd og filosofferne skrev om videnskabernes ånd. På tysk går det endnu bedre med ordet Geist, der ikke bare er et træk ved lovene, videnskaberne eller tiden, men simpelthen noget, der selv er en drivende kraft. Tidsånden er noget, som et menneske ikke kan overskride, for han er selv sin tids ånd, lærte den tyske filosof Hegel os. Og når én tids mennesker driver ånden frem, er det lige så meget tidsånden, der driver sig selv frem igennem dem. Systemerne og strømningerne Tidsånd inviterer til ydmyghed. Til de store træk og lange linjer, de mangfoldige udtryk og de små individer. I mit fag, filosofi, har vi både filosofihistorie og idéhistorie. Hvis der er en forskel, så består den i, at filosofihistorie handler om filosoffernes værker, systemerne, mens idéhistorie handler om strømningerne. Når man begynder at læse filosofi, tilegner man sig filosofihistorien gennem de enkelte værker som punktuelle systemer. Men jo flere bøger man lærer at kende, jo mere kan man se, at punkterne hænger sammen. Og hvis man holder længe nok ud på studiet, ser man, at det er linjerne, der er det egentlige, og at bøgerne er gennemstrømningspunkter. Da ser man, at filosoffen er gennem- SANKT JAKOBS KIRKE/2014 9

10 Anders Fogh Jensen, f.1973 er filosof, forfatter, foredragsholder og ivrig debattør i radio og TV. Ph.d fra Københavns Universitet og D.E.A. fra Sorbonne, Paris, med ekspertise i moderne fransk filosofi. Anders Fogh Jensen er bl.a. forfatter til bøgerne Projektsamfundet og Projektmennesket. strømmet af sin tids ånd, så hver bog bliver en refleks af lyskegler fra forfatterens tid og fra hans fortid. De store tanker var dem, der ændrede verden. Det vil sige de tanker, der gjorde, at man ikke længere kunne tænke som før. De tanker, der formåede at afbøje strømningernes linjer og sende dem i nye retninger, og disse linjer ramte så andre reflekser. De store tanker, forstået som et system af tanker, har virkninger frem i en anden tids ånd, hvor tankerne så igen lyser op i andre reflekser. Tidsånd er, når en mængde af refleksioner pludselig bøjer på samme måde. Vi siger f.eks. at fremskridtet var et stort tema i oplysningstiden, fordi en række forskellige tanker bøjede sig på samme måde omkring fremskridtet som et hold af synkronsvømmere uden nogen dirigent. Eller vi siger, at arbejdet blev et tema i slutningen af 1700-tallet og fremefter via Marx. Eller vi ser en række fælles artikuleringer af tab, fremmedgørelse, natur og kærlighed i romantikken. Historien dør ikke, nej historien spiser alt og fordøjer det til nyt materiale. At fatte sin tid i tanker Filosofien og idéhistorien, systemerne og strømningerne. Hvad gør en god filosof egentlig i en strøm? Han fatter sin tid i tanker, svarede Hegel. Han griber om sin tid og gør den til et begreb. Det vil sige, han kondenserer den sky som hans tidsånd udgør i en lille dråbe. Denne dråbe indeholder ikke hele verden, men den indeholder et koncentrat af sin tid. På den ene side inviterer begrebet tidsånd til den største ydmyghed. Man har ikke selv fabrikeret sin tanke, det har epoken. På den anden side er det en stor kraftanstrengelse at fatte sin tidsånd i tanker. Den, der fatter sin tid i tanker, må have kondenseringskraft til at presse det væsentlige ud af sin tid. Tidsånd kom til verden Tidsånden har ikke altid været der. Ligesom tidsåndsbegrebet fortæller os, at noget opstår og forgår, så er tidsånden som begreb også selv opstået. Det opstod med en historisk bevidsthed, der først rigtigt tog form i det 19. århundrede. Før dette tænkte man kunst, moral og sandhed som noget der var stabilt, noget som en epoke enten kunne have eller ikke have. Det var nærliggende enten at se historien som en kirkegård af fejltagelser sammenlignet med nutiden, eller at se historien som det tabte land, som nutiden ikke længere havde. Man tænkte ikke før det 19. århundrede historien sammen med sin egen tids ånd. Det 19. århundrede gav sig til at skrive udviklingshistorier, der handlede om, hvordan stadig mere kultiverede eller avancerede udviklingstrin også indeholdt de gamle. Darwins dyr var ikke længere en nutidig variant af en universel dyreart, men resultatet af en udviklingsproces; dvs. at han så det sådan, at hele den foregående udvikling også er indeholdt i det dyr, der går rundt på jorden i dag. Uden netop denne proces havde kamelen aldrig set ud som den gør. Hermed blev fortiden nærværende lige her som kamel. På samme måde blev civilisationen og kulturen nu en udviklingshistorie, der ikke handlede om at fremskridt var at holde op med at tro på det forkerte, som oplysningstiden var præget af. Nu sås udviklingen som en historie af overlejringer, hvor de gamle systemer var indeholdt i de nye. Man kunne se på en given tids videnskab, moral, kunst og tankesystemer at de havde gennemlevet ikke både antikken, men også renæssancens gennemlevning af antikken. Kulturen havde gjort sig erfaringer, bevidst eller ubevidst på samme måde, som man kunne se på sen- 90 ernes trompetbukser, at de var refleksioner over 70ernes trompetbukser. Som sådan er tidsånd ikke bare noget, der lever i en bestemt epoke, 10

11 PRÆSTEN - OM TIDSÅND men noget, der også indeholdes og undertiden reflekteres i senere epoker. Historien dør ikke, nej historien spiser alt og fordøjer det til nyt materiale. Tidsånden er både sin egen og ikke sin egen. Den er lavet af historien, og den er ikke som andre tiders tidsånder. Når man ser en film om Romerriget fra 1960erne kan man se, at den både forsøger at skildre en anden tid, men også at den gør det i sin egen tids ånd nemlig 1960ernes. Tænk, at Romerriget skulle afbøjes på netop den måde, i den tidsånd. Og som sådan ved vi endnu ikke, hvad Romerriget kan blive til i nye tiders skildringer. Tidsånden er virkelig Tidsånden er virksom. Og som sådan er den virkelig, selv om den ikke er synlig. Den er et fællestræk, men den er mere end det, for den virker også konkret. I en optimistisk tid må man tro på fremtiden; i en opbrudstid må man være ved at rejse sig fra stolen for at gå nye steder hen. Tidsånden former tidens krav og længsler. Nogle af disse længsler kan tilfredsstilles tidstypisk; andre vil være tidstypisk utilfredsstillede. Tidsånden former for eksempel vores krav om frihed, om tidstypiske frisættelser og tidstypiske følelser af snærende bånd og håb om kommende fritid og frihed. Tidsånden er ikke skjult, men den er heller ikke synlig. Den er virksom virkelighed. Tidsånden er fantastisk og perfekt af Mariann Schilder-Knudsen Hvis man havde spået om fremtiden i min ungdom, ville man have forsvoret, at der ville komme en tid med så stor beundring for store og flotte ting, som den, vi ser i dag. Da skulle man helst gå i hønsestrik og se ud som om man ikke ejede salt til et æg. Og hvis man overhovedet havde en bil, så måtte det højst være en Citroën 2CV. Min egen 2CV, som jeg havde, da jeg ankom til Sankt Jakobs sogn, blev af kirketjeneren kaldt Rustvognen. Den havde huller i bunden, så man kunne gå hjem, hvis motoren strejkede. Der var et klip i fjernsynet fra den tid, som jeg aldrig har glemt. Simon Spies blev spurgt ud om sin nye flotte pralebil. Og han svarede, at han med den ville give ungdommen noget at stræbe efter. Man ville ikke have troet sine egne øren, hvis nogen havde fortalt én, at næste generation uden at blinke ville gå efter de mest imponerende biler. Det er utroligt så mange åbne sportsvogne, man så køre ud af Østerbrogade her i sommervarmen. Og de fleste af os ser sultent med, når kendismæglerne viser Liebhaverboliger frem i TV, og når dyre ting bliver sat på auktion. Hvad ryger de op i? Alt skal være fantastisk. Vores sprog går i samme retning. Det er ikke nok, at vi siger til hinanden: Du må have det godt. Eller: Det var flot klaret. Nej, det skal være ikke bare fint, men kanon eller perfekt. Hav en fantastisk dag! siger vi. Jo, ellers tak, men jeg skal til tandlægen. Og hvad skal man egentlig sige, hvis man virkelig står over for en usædvanlig god præstation eller oplever noget ekstraordinært bevægende? Når ordenes værdi bliver devalueret? Vi oplever det også på Facebook, hvor folk taler om, at de har 400 venner. Eller Men de taler ikke fysisk med nogen af dem og det er ikke noget, der bare minder om et regulært venskab. Men det er vigtigere at fremstå fantastisk end at have det fantastisk. Tidsånden kræver det perfekte ydre. Også af vore kroppe. Skaberens små finurligheder tillades ikke. Skønhedskirurgen har et svar på alt. Unge kvinder står i kø for at få ændret deres bryster. Det er måske mest dem, der skammer sig over deres krop, hvis den afviger fra idealmålene. Men det er ikke kun dem, der er bange for ikke at ligne modebladene. Denne varme sommer kom det så frem, at masser af mennesker i alle aldre ikke tør vise sig på strandene, fordi de synes, at de er forkerte. Det trøsterige ved tidsånden er, at når der bliver for meget af den, så skifter ånden. Man begynder at savne dækning for ordene og menneskeligt fællesskab. Imens kan vi jo varme os ved den ånd, der altid blæser, evighedens ånd, der fortæller os, at et menneske har en evig værdi. At jeg altid er noget værd i Guds øjne. Ikke fordi jeg er fantastisk. Det vil næppe hjælpe os, at vi stiller os op foran spejlet hver morgen, og siger: Du er fantastisk. Det ved vi bedst selv er løgn. Men du er elsket af Gud som du er, så du er velkommen i verden. SANKT JAKOBS KIRKE/2014

12 Tidsånden er

13 Foto: Anne Trap-Lind TIDSÅND# 2 flydende materie Af Lilian Munk Rösing, lektor og kritiker Tidens ånd kan se ud til at skrige på materie. I særlig grad flydende materie. I den aktuelle danske litteratur flyder kropsvæskerne som aldrig før. Hos Harald Voetmann, hos Bjørn Rasmussen, hos Kim Leine. Voetmann skriver historiske romaner (Vågen, Alt under månen), hvor han viser os, at ærværdige personer som den romerske naturhistoriker Plinius eller stjerneforskeren Tycho Brahe var lige så fulde af slim og sperm og urin og snot som alle os andre, også selv om de anstrengte sig for at skabe fast form og orden i en natur, som konstant er i opløsning. Bjørn Rasmussen skriver i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet om en krop, der ikke længere holdes sammen af hudens hylster, men snarere er en flydende ansamling af organer og væsker. Kim Leine (Profeterne i Evighedsfjorden) lader alle sine 1700tals-personer, præster eller pøbel, danskere eller grønlændere, svømme rundt i en ursuppe af kropssekreter og organisk opløsning. Det er som om, vi skal mindes om, at vi er krop, og at denne krop er hjemfalden til en natur, som er i bestandig opløsning. Kroppens væsker kan give anledning til erotisk lyst, hvilket er tilfældet hos Leine og Rasmussen eller de kan fratage os enhver lyst ved verden og mennesket, som det er tilfældet hos Voetmann, hvor lysten ved sproget til gengæld er stor. Men hvorfor er tiden til kropsvæsker? Måske fordi kroppens materie til dels synes forsvundet i en verden af virtuel realitet og digitale medier, hvor vi kommunikerer uden at være kropsligt tilstede. Tidens teorier om, hvad det vil sige at være menneske, har også en tendens til at betragte vores kroppe ikke som noget materielt, men som produkter af noget mentalt: Hvis man studerer social- eller humanvidenskab på universitetet, lærer man, at kroppen er konstrueret af de særlige måder, vi tænker og taler om kroppen på. Måske er optagetheden af kroppens materie en modreaktion. Man kunne med den franske kunstkritiker Roland Barthes tale om en længsel efter det meta-mentale. Ligesom man kan længes efter noget hinsides det fysiske, det metafysiske, kan man i tider, hvor selv kroppen betragtes som et mentalt produkt, længes efter noget hinsides det mentale, det metamentale. Da billedhuggeren Hein Heinsen holdt foredrag i Sankt Jakobs Kirke i foråret, talte han om treenigheden. Han udlagde Faderen som stenen, det uforanderlige, med sig selv identiske, altings urokkelig grund. Sønnen var legemet, kropsliggørelsen, den organiske materie. SANKT JAKOBS KIRKE/

14 Lilian Munk Rösing, f. 1967, dansk litterat. Lilian Munk Rösing har en ph.d. i litteraturvidenskab; hun har siden 2003 været lektor på Københavns Universitet og har været tilknyttet Information som kritiker og kulturkommentator siden Og endelig var Helligånden åbningen, nyheden, sprækken i materien. Det er de tre elementer som Heinsen arbejder med i sine egne skulpturer. Når han som udgangspunkt har en stenblok (Faderen), som han på den ene side hugger til, så den antager organiske former, der kan minde om jord eller pløre (legemet, sønnen), og på den anden side skærer sprækker, åbninger, kiler i stenblokken ( der sker noget nyt, Helligånden). Heinsen stillede blandt andet spørgsmålet, om vi lever i tider, hvor der er for meget Helligånd der sker hele tiden noget nyt, der kommunikeres ulegemligt i det uendelige på alverdens sprog og alverdens kanaler. Måske er det denne overdrift af helligånd, litteraturen reagerer på ved at forsøge at fremskrive legemet....at man i tidens smag for kropsvæsker kan læse en længsel efter overskridelse. Den aktuelle danske litteraturs optagethed af kroppens materie kan knyttes til en længere kunsthistorisk udvikling. Hvor romantikkens kunst søgte det overskridende i æteriske, metafysiske åbenbaringer (tænk på Caspar David Friedrichs himle), søger den moderne kunst i stigende grad det overskridende i det legemlige og materielle (tænk på Claus Carstensens arbejder i skumgummi og urin), i det man kan kalde det meta-mentale. Men måske er både længslen efter det meta-fysiske og længslen efter det metamentale en længsel efter at transcendere, at overskride, den virkelighed vi lever vore liv i. Det mønster af sociale normer og ritualer og pligter og positioner og forventninger, hvor der ikke er så megen plads til hverken det æteriske eller det kropslige. Måske er både det metafysiske og det metamentale en insisteren på en anden virkelighed end den givne, den sociale. Måske er ånden - ikke tidens ånd men ånden i mere abstrakt og universel forstand - det der insisterer på, at mennesket hverken kan reduceres til sjæl eller legeme. Sådanne reduktioner er også en del af tidsånden. Vi opfordres til at pleje vores sjæl, med terapi og coaching, eller vi opfordres til at pleje vores legeme, med fitness, cremer og kure. Begge dele risikerer at blive åndløst. Men hvor finder vi så ånden? En måde at forstå ånden på, hvis ikke den skal forstås som tidsånden eller den bestandige strøm af ulegemlig kommunikation og breaking news, som er vor tids ånd, er at forstå den som beåndethed. Den beåndethed der opstår mellem mennesker, der samles om en sag, som er større end dem selv. Som når læseklubben samles for at diskutere Kim Leines roman. Det er en mulig måde at udlægge evangelierne på: Gud har udtømt sig i verden ved at blive til kødelig og dødelig krop, og er så genopstået som Helligånd, som det der findes mellem mennesker i et næstekærligt fællesskab, der ikke bygger på fælles etnicitet eller nationalitet eller køn eller socialgruppe ( her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller slave, mand eller kvinde ). Måske kan det være en vej til ånden at nedsænke os helt og aldeles i de legemlige materier, som vi alle er fælles om. I hvert fald når de udforskes så åndrigt, som Voetmann, Rasmussen og Leine gør det med hver deres litterære sprog. Snarere end en reduktion af mennesket til materie, mener jeg, at man i tidens smag for kropsvæsker kan læse en længsel efter overskridelse. 14

15 PRÆSTEN - OM TIDSÅND Frihed forpligter Tidsånden efter Jesus af Rasmus Nøjgaard INVITATION TIL DEBATAFTEN TIRSDAG DEN 11. NOVEMBER KL Vi vil gerne inddrage så mange som muligt til samtale om magasinets tema Tidsånd. Temaet er vigtigt for både folkekirken og det enkelte menneske. Derfor ønsker vi at videreføre samtalen i egne rækker. I panelet sidder: Lektor i kulturvidenskab Lilian Munk Rösing Filosof Anders Fogh Jensen Sognepræst Rasmus Nøjgaard Sognepræst Mariann Schilder-Knudsen Kaffe, øl og vand kan købes. Vi ser frem til en god aften og en spændende debat. Den ånd der gennemsyrer nyere dansk kristendom, er begrebet om menneskets frihed. Det kristne frihedsbegreb står centralt i Det Nye Testamente, hvor Jesus, Guds søn, møder ethvert menneske frit, og radikalt bryder med sin samtids skarpe status-hierarkier. Uanset alder, køn og religion møder han mennesket lige og uden personanseelse. Overfor Gud er vi alle lige, uanset de forskelle vi måtte opleve, og derfor er ligheden et fælles kristent ideal. Den forståelse er nedarvet gennem generationer, så den i dag er som en del af vores DNA. Alligevel må vi stadig forbavses over, at Jesus var så radikal, at han endog led korsdøden for frihedens sag, mens kirkelige kredse endnu kan snuble over kvindelige præster og ægteskab for samkønnede. Vores evne til at lade tidens normer og moralske værdier råde, minder os om, at vi ikke mindre i dag end tidligere har brug for at lade det kristne budskab tiltale os. En af de vigtigste tekster til at forstå den kristne frihedstradition er Galaterbrevet, som derfor også indgår i Undervisningsministeriets Demokratikanon. Paulus går her i rette med de kristne i byen Galatien i det nuværende Tyrkiet. Paulus har selv kristnet galaterne, og er stolt over at de kæmper for friheden, så både slave og fri, kvinde og mand møder samme anerkendelse og værdighed. Men deres gamle religiøse traditioner og moralske domme er nu på vej tilbage: Er der alligevel ikke et fortrin ved at være omskåret ligesom jøderne? De første kristne var selv af jødisk oprindelse. Men Paulus holder dem fast i, at der ikke skal være forskel, omskærelse eller ej, jøde eller ej de står lige overfor Gud, og ingen uden har brug for omskærelse. I sit brev skriver han med store bogstaver og slår fast: I er udvalgt til et liv i frihed, men brug ikke friheden som et påskud til at leve som det passer jer! Friheden forpligter: det er ikke frihed for, men til noget, nemlig til at handle ærefuldt overfor sine medmennesker. Måden vi håndterer og lader denne ånd komme til udtryk på, er Paulus egentlige anliggende, og derfor advarer han, ligesom Jesus, mod de falske profeter, der har det hele i munden, ingenting i hjertet og som intet får fra hånden. Som Jesus formulerer det kristne bud: Du skal elske din næste som dig selv, vil det altid udfordre tidsånden. I en periode har vi måske haft en skæv forståelse af personlig frihed og taget friheden for givet. Som børn, voksne og ældre realiserer vi os selv i en grad, så vi er blevet små gopler, der flyder omkring i et mægtigt univers, der er til for vores skyld. Men efterhånden som universet udvider sig, synes afstanden mellem goplerne også at blive større, og tilsvarende ensomheden. Jeg fornemmer en vågnende modstand mod denne nok-i-sig-selv -kultur. De spændende virtuelle samværsformer skaber ny dialog og åbenhed, men narrer os også til at tro, at vi selv kan skabe egen identitet. Men det er næppe mere end et skin, spin. Som Jesus og Paulus allerede sagde dengang, så kan vi skjule os bag løgnen, og narre både os selv og omverden, men prisen er friheden. Friheden til at være de fejlbarlige og uperfekte mennesker vi er, og det er en nådesløs pris. Frihed i et kristent perspektiv må være, at jeg mødes med anerkendelse, omsorg og tilgivelse, selv om jeg ikke er perfekt. Det sætter os fri til at være hér for hinanden.

16 Foto: Sille Arendt

17 [Sankt Jakobs kirke er en levende kirke. Et åbent hus. Her lever det talte ord. Klassisk og i tidens ånd.] K OM IND KIRKE KULTUR KALENDER ONCERTER KONTAKT KOM KIRKE KULTUR KALENDER ONCERTER KONTAKT KOM KIRKE KULTUR KALENDER

18 KAMMERORKESTER ØRESUND Søndag den 19. oktober 2014 kl Musik af Telemann, Gerald Finzi, og Robert Volkmann. Susanne Larsson er violinsolist. Læs mere på kirkens hjemmeside. Gratis entrè.

19 SAGA KVARTETTEN Søndag den 5. oktober kl Kvartetten består af Irene Becker, klaver, keyboards, Betty Arendt, vokal, Pierre Dørge, guitar, Soma Alpass, cello - ved denne koncert medvirker også Benjamin Barfod, som er en mester på sit smukke hang instrument. Irene Becker har komponeret musikken, og teksterne om den kvindelige saga (fra de islandske sagaer) er bearbejdet af Vagn Lundbye. Gratis entré RØDHALSEN En koncertfortælling frit efter Selma Lagerlöfs Kristuslegender Tirsdag den 4. november kl Stine Michel har i samarbejde med Lise Dynnesen lavet en børnekoncert hvor nyskrevet musik, dans og fortælling går op i en højere enhed. Koncerten er egnet for børn i alderen 6-12 år og som familiekoncert. Medvirkende : Stine Michel, sang, guitar, dans og fortælling Lise Dynnesen, klaver, orgel og kor Morten Lundsby, bas og kor Desuden medvirker Sankt Jakobs kirkes børne og juniorkor. Gratis entré Ønskekoncerten 2014 Søndag den 9. november kl Ønskefondens årlige koncert i Sankt Jakobs Kirke. Ønskefonden opfylder ønsker for børn med livstruende sygdomme, og indtægterne fra koncerten går ubeskåret til ønskeopfyldelse. De medvirkende tæller bl.a.: Ida Corr, DR`s Børnekor, Dario Campeotto, sopranen Marianne G. Nielsen, musikere fra DR `s orkestre, Mezzosopran Tuva Hemmingsen, samt operasanger og skuespiller Joachim Knop. Billetter kan købes på og ved indgangen. RUDERSDAL KORET Søndag den 16. november kl Koncert med Rudersdal koret der under ledelse af Torsten Mariegård vil opføre Haydns Skabelsesmesse og Mozarts Kroningsmesse med professionelle musikere fra bl.a. DR SymfoniOrkestret og solister. Entré 140,- kr. Billetter kan købes via Billetnet og ved indgangen.

20 MINIKONFIRMAND Har du lyst til at lære om kirken og kristendommen på en anderledes og spændende måde? Kunne du tænke dig at høre om biblens mysterier gennem fortællinger, sang og musik, leg og børnegudstjenester? Så bliv minikonfirmand i Sankt Jakobs Kirke! Undervisningen forløber over 10 gange hver onsdag eftermiddag. Tilbuddet er gratis og henvender sig til alle børn der går i 3. og 4. klasse. Forløbet er både uafhængigt af om du er døbt, og senere konfirmandforberedelse og konfirmation. For tilmelding kontakt Siska Bay på: tlf.: eller: siska.bay@gmail.com MUSIKANDAGT Kom ind og lad musikken stemme sindet til refleksion og eftertanke. Der er stemningsfuld musikandagt i Sankt Jakobs kirke hver torsdag kl fra den 23. oktober. Andagten varer ca. en halv time. 20