Prærefleksiv kropslig selvoplevelse som fænomenologisk grundbegreb i psykiatrien. Indholdsfortegnelse

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning og problemfelt... 2 Projektets overordnede ramme... 2 Naturalisering af bevidstheden: Et fænomenologisk og psykiatrisk problemfelt... 2 Skizofreni og broken-brain modellen... 3 Naturalisering af fænomenologien... 4 Problemformulering... 4 Prærefleksiv kropslig selvoplevelse som almenpsykologisk begreb... 5 Maurice Merleau-Pontys kropsfænomenologi... 6 Den objektive tanke... 6 Egenkroppen og kropsskemaet... 8 Kroppens tilegnelse af og væren-i-verden Delkonklusion: Merleau-Ponty og prærefleksiv kropslig selvoplevelse En fænomenologisk tilgang til skizofreni Introduktion Prodromale forstyrrelser af kropsligheden Somatic depersonalization fremmedgørelse af kroppen Mod en samlet forståelse af skizofreni Forholdet mellem fænomenologi og empirisk videnskab i det psykiatriske arbejde Forståelse og forklaring Fænomenologiens potentiale som sårbarhedsmarkør Fænomenologi og empirisk videnskab Konklusion Litteraturliste

2 Indledning og problemfelt Projektets overordnede ramme Nærværende projekt sigter mod et tværfagligt samarbejde mellem filosofi og psykiatri, og undersøger mere specifikt hvordan fænomenologiske undersøgelser af krop og bevidsthed kan sættes i værks i arbejdet med konkrete psykiatriske problemstillinger. På trods af at psykiatrien er et medicinsk speciale med tætte forbindelser til naturvidenskaberne, består psykiaterens kliniske arbejde i overvejende grad i forståelse af patientens subjektive oplevelser og førstepersonlige perspektiv. Fænomenologien bidrager netop med konkrete og dybtgående analyser af oplevelsernes førstepersonlige givethed, og retter fokus mod temaer, der i høj grad er af relevans for psykiatrien, såsom subjektivitet, intersubjektivitet, krop, bevidsthed og livsverden. Naturalisering af bevidstheden: Et fænomenologisk og psykiatrisk problemfelt Fænomenologien har i løbet af de sidste årtier vundet indpas i psykiatrien, hvilket peger på at der internt i psykiatrien kaldes på en mere dybtgående forståelse af de psykiatriske patienters forstyrrelser og problematikker. Den fænomenologiske psykiatri kan ligeledes betragtes som en kritik af det neurofysiologiske paradigme, der er fremherskende i psykiatrien. Neurofysiologien studerer hjernens neurologiske forbindelser, neurotransmissioner, processer og funktioner, og i psykiatrien spiller denne forståelsesramme en stor rolle i forskningen i psykiske lidelsers årsag og grundlag. Sagt på en anden måde forklarer den neurofysiologiske psykiatri patientens subjektive oplevelser som havende rod i en fysisk tilstand. Dette standpunkt bevæger sig indenfor den, i fænomenologiske og psykiatriske kredse, stadig aktuelle debat om hvorvidt subjektiviteten kan naturaliseres dvs. reduceres til et fysisk grundlag. Fænomenologien problematiserer denne tendens og kritiserer neurofysiologien for at antage et 1:1 forhold mellem de fysiske kendsgerninger og de subjektive oplevelser. Naturalisering af bevidstheden består mere konkret i at udforme en teori, som redegør for subjektivitet og bevidsthed ved hjælp af naturvidenskabens principper og metoder (Zahavi & Christensen 2003:5-6). Den danske fænomenolog, Dan Zahavi, understreger, at forsøget på naturalisering af bevidstheden støder ind i den problematik, vi kan kalde bevidsthedsproblemet: Hvordan kan man betragte de neurofysiologiske processer, der er observerbare ved fx 2

3 hjerneskanninger, som forklaringsramme for de subjektive, førstepersonlige oplevelser, vi alle er så fortrolige med, såsom glæde, forelskelse, ønsker, erindringer, følelser og stemninger? Kan bevidsthed og subjektivitet reduceres til et neurofysiologisk grundlag, og kan man på denne måde antage en væsensidentitet mellem bevidsthed og fysik? Skizofreni og broken-brain modellen I psykiatrien kommer problemstillingen om naturalisering af bevidstheden helt konkret til udtryk i den neurofysiologiske forklaring af skizofreni, som vi kan betegne broken-brain modellen. Skizofreni forstås, som navnet antyder, som havende rod i neurologiske dysfunktioner, og forskningen retter sig derfor mod hvilke genetiske faktorer, forskellige typer hjernelæsioner eller neurologiske defekter, der kan være årsagsbestemmende for disposition eller sårbarhed overfor skizofreni (Videbech et al 2011:91-93). Josef Parnas (overlæge på Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling og professor i psykiatri på Københavns Universitet) peger på, at den neurofysiologiske skizofrenimodel ikke kun er fremherskende i den ætiologiske 1 forskning, men også i den kliniske forståelse af lidelsen, hvor fokus blandt andet hviler på neurokognitive forstyrrelser af fx koncentrationsevne, evne til kategorisering og metarefleksion (Parnas et al 2010:279). Den fænomenologiske orientering i psykiatrien er især aktiv i arbejdet med skizofreni, både på et teoretisk og et praktisk plan. Parnas fremhæver, at man med broken-brain modellen tenderer mod at forstå skizofreni på samme måde som somatiske sygdomme. Herved adskiller man sygdommen fra subjektet, hvilket er problematisk, idet man ifølge den fænomenologiske tilgang ikke kan adskille subjektet fra dets symptomer. (Poulsen 2005:44). Den fænomenologiske tilgang til skizofreniens psykopatologi centrerer sig om det oplevende subjekt, og forstår lidelsen som en forstyrrelse af grundstrukturerne i det førstepersonlige perspektiv. Det førstepersonlige perspektiv skal forstås som oplevelsernes givethed som mine oplevelser. Oplevelsen af den fænomenale verden optræder altid gennem denne grundlæggende egenhedssfære, hvilket sikrer subjektets umiddelbare følelse af sig selv som handlende, selvstyrende, kontinuerligt og helt subjekt i forhold til en givet verden. Bevidstheden om sig selv, andre og omverdenen er altid ledsaget af en implicit og utematiseret oplevelse eller følelse af 1 Ætiologi er en medicinsk betegnelse for en given patologis årsag 3

4 egenhedssfæren. Erfaring af og handling i verden bærer altid en iboende, men diskret selvreference, således at subjektet altid er nærværende i den verden, det interagerer med. Dette nærvær i verden er nødvendigvis et kropsligt nærvær, og selvoplevelsen er følgelig altid kropsligt forankret. Fremover vil subjektets utematiserede følelse af kropsligt nærvær i verden betegnes prærefleksiv kropslig selvoplevelse. Naturalisering af fænomenologien En problemstilling, der melder sig i den fænomenologiske psykiatri, drejer sig om hvorvidt fænomenologien, som en teoretisk filosofi, kan anvendes som værktøj i det konkrete arbejde med og forståelse af psykisk syge. Fænomenologiens opgave i dette arbejde er hverken at affeje eller underminere hjerneforskningen, eller at reducere sig til en forlængelse af naturvidenskaben, men i stedet at gå i dialog med denne viden, hvilket kræver et reelt samarbejde mellem de to tilgange til bevidstheden. Fænomenologiens grundlægger, Edmund Husserl ( ), rettede en skarp kritik mod de empiriske videnskabers forsøg på at naturalisere bevidstheden, og præcis denne kritik er til stadighed et centralt tema i fænomenologien. Fænomenologien opstod altså som en reaktion mod netop det paradigme, den i dag går i dialog med. Er de to traditioner overhovedet metafysisk og epistemologisk forenelige? Husserls fænomenologi beskyldes derudover ofte for at rette et for ensidigt fokus mod subjektet som transcendental betingelse for verdens konstitution, så et relevant spørgsmål er, hvorvidt fænomenologien overhovedet har potentiale til at undersøge det konkrete, faktiske subjekt, der er genstand for psykiatrien. Maurice Merleau-Ponty ( ) kritiserede intensivt Husserls transcendentalfænomenologi, og bevægede fænomenologien i retning mod den virkelige og konkret forekommende verden. I stedet for enten at godtage naturvidenskabernes naturalistiske position eller Husserls transcendentalfænomenologi, er Merleau-Ponty et eksempel på en integrerende tilgang, hvis genstand er subjektets kropslige væren-i-verden. Merleau-Ponty gik i sit arbejde aktivt i dialog med de empiriske videnskaber og undersøgte konkrete tilfælde af forstyrrelser på det psykologiske og det somatiske område. Han er således et bud på, hvordan fænomenologien kan bidrage til konkrete og faktiske undersøgelser af bevidstheden. Problemformulering Som det følger af ovenstående afgrænsning af problemfeltet, vil projektet udarbejdes på baggrund af følgende problemformulering: Hvordan kan en anvendelse af M. Merleau-Pontys 4

5 begreb om prærefleksiv kropslig selvoplevelse tage sig ud i forståelsen af skizofreniens indledende sygdomsmanifestationer, og hvordan kan psykiatrien drage nytte af de fænomenologiske grundtanker om krop, bevidsthed og verden? Prærefleksiv kropslig selvoplevelse som almenpsykologisk begreb Følgende afsnit har til formål at beskrive prærefleksiv kropslig selvoplevelse som helt fundamentalt for udvikling, subjektivitet, identitet og socialitet, og dermed som et almenpsykologisk begreb af relevans for udviklingspsykologien, socialpsykologien og personlighedspsykologien. At den primære kropslige selvoplevelse netop er et prærefleksivt og tavst grundlag for subjektets tanke, handling, sprog og følelser, betyder at den er implicit tilstede og ubemærket, hvilket gør det svært for psykologien at udpege den som håndgribelig psykologisk komponent. Ikke desto mindre forstås den prærefleksive oplevelse af egen krop som en helt grundlæggende del af subjektiviteten. Nyere udviklingspsykologisk forskning, her repræsenteret af D. Stern og P. Rochat, fokuserer på den prærefleksive selvoplevelses fundamentale betydning for spædbarnets senere udvikling af identitet og socialitet. Ifølge deres forståelse har begrebet derfor relevans, ikke kun for udviklingspsykologien, men også for personligheds- og socialpsykologien. Prærefleksiv kropslig selvoplevelse skal forstås som en selvfornemmelse, der vedbliver med at eksistere i voksenlivet, dog ledsaget af og interagerende med mere refleksive selvforståelser. Netop fordi spædbarnet endnu ikke evner sprog, begreber og refleksiv tænkning, er den prærefleksive kropslige selvoplevelse mere synlig end hos voksne, og udviklingspsykologien udgør derfor en interessant ramme for undersøgelse af begrebet. Stern sætter begrebet om spædbarnets selvfornemmelse i centrum, hvor fornemmelse her refererer til en følelse eller oplevelse, der går forud for sprog, tænkning og begrebsliggørelse (Poulsen 2005:32). Helt centralt for Stern er hans kritik af opfattelsen af spædbarnet som autistisk og desorienteret, som man finder bl.a. hos Freud og Mahler. Han lægger i stedet vægt på, at spædbørn i alderen 0-2 måneder allerede har, hvad han beskriver som emergent selvfor- 5

6 nemmelse. Denne type selvfornemmelse skal forstås som tæt sammenhængende med spædbarnets kropslige tilstand, og beskrives som en øjebliksfølelse af sig selv, der ledsager barnets oplevelse af verden (Poulsen 2005:33). Både Stern og Rochat betragter prærefleksiv kropslig selvoplevelse som sammenhængende med barnets sansning, der grundlæggende er helhedsmæssig og sammenhængende, og går på tværs af sansemodaliteter, temporalitet og intensitet (Poulsen 2005:33). Rochat underbygger Stern ved at beskrive spædbarnets kropslige selvfornemmelse som en primær oplevelse af egen krop, der danner grundlag for den senere udvikling af egentlige selvforståelser og selvopfattelser, hvilke må forstås som en art identitet eller personlighed. I grove træk kan barnets udvikling af selvfornemmelser beskrives som en udvikling fra øjebliksmæssig kropsoplevelse til oplevelse af kropslig kontinuitet og selvsammenhæng, der munder ud i en forståelse af socialitet egenhedssfæren overfor intersubjektiviteten (Poulsen 2005:33). Rochat og Stern forstår således spædbarnets kropslige selvfornemmelse som dannende fundamentet for udvikling af personlighed, subjektivitet og sociale forhold, og herigennem kan vi forstå prærefleksiv kropslig selvoplevelse som en begreb, der er særdeles relevant for psykologien i almenhed. Maurice Merleau-Pontys kropsfænomenologi Følgende afsnit skitserer Merleau-Pontys refleksioner over prærefleksiv kropslig selvoplevelse, som de fremgår af værket Kroppens Fænomenologi, for senere at anvende disse tanker som ramme for en forståelse af sindslidelsen skizofreni. Der fokuseres især på kroppen som værende både subjekt og objekt samt egenkroppens prærefleksive forankring verden. Den objektive tanke Merleau-Ponty tager i Kroppens Fænomenologi udgangspunkt i en kritik af to kropsopfattelser; den mekanistiske fysiologi og den klassiske psykologi. Den mekanistiske fysiologi betragter kroppen som blot en rumligt udstrakt genstand blandt verdens genstande, hvorved sammenhængen mellem krop og psyke kan forklares gennem årsagssammenhænge og stimuli-respons forbindelser (Merleau-Ponty 2009:9). Den klassiske psykologi afviger på overfla- 6

7 den fra denne type tænkning ved at fokusere på kropsoplevelsen, men falder alligevel tilbage til fysiologien i sin forståelse af kroppen (Merleau-Ponty 2009:36). Begge forståelser betragter således kroppen som et objektivt og biologisk fænomen (Merleau-Ponty 2009:6). Merleau-Ponty taler i denne forbindelse om videnskabens objektive tanke, som implicerer en forglemmelse og en fornægtelse af kroppens perceptuelle oplevelse som subjektets unægtelige perspektiv på verden. Kroppen kan derfor aldrig være en genstand blandt verdens genstande, da det er gennem dens frie bevægelighed, handling, erfaringer, erindringer og fantasi, at vi perciperer genstandene netop som genstande. Hvis vi eksempelvis betragter et hus, betragter vi det med kroppens perspektiv, og ikke fra en genstands perspektiv. Selvfølgelig perciperes huset fra kroppens specifikke placering i rummet, men selve oplevelsen af huset er en syntese af alle de perspektiver, huset muligvis kunne perciperes fra. For kropssubjektet er huset del af et system af genstande et punkt i en horisont af genstande og mulige perspektiver. Huset perciperes ikke med et stillestående, fastforankret perspektiv, men med kroppens indlevelse; huset har køkken, stue, beboere, kælder, farve, bagside osv. (Merleau-Ponty 2009:1-7) Helt essentielt for Merleau-Pontys forståelse af kroppen er dens dobbelte, men uadskillelige strukturelle væren som både subjekt og objekt. Kroppens dobbelte fremtrædelse for subjektet eksemplificeres af Merleau-Ponty gennem fænomenet dobbeltsansning: Når man trykker højre og venstre hånd sammen, antages der at være tale om to sansninger, der opleves som en sansning; den ene hånd berører, og den anden er berørt, men vi mærker det som en samlet berøring. Der er derimod for Merleau-Ponty ikke tale om at de to sansninger blot opleves som én og samme sansning, men om en flertydighed i sansningen, hvor begge hænder på samme tid er berørende og berørte (Merleau-Ponty 2009:35). Merleau-Ponty understreger, at kroppens egensansning ikke kan sammenlignes med sansningen af et objekt. Hvis det forholdt sig således, ville der ingen tvivl være om, hvilken hånd var berørende (subjekt) og hvilken hånd, der var berørt (objekt). Selve termen dobbeltsansning er egentlig utilstrækkelig, idet de to sansninger at berøre og at blive berørt ikke kan adskilles. Der er ikke tale om at den ene hånd er berørende og den anden er objekt for berøringen, men at kroppen er subjekt-objekt (Merleau-Ponty 2009:38). Kroppen kan ikke beskrives gennem en opdeling af dens funktion som subjekt og dens funktion som objekt, idet den uomtvisteligt eksisterer fuldt ud som begge dele på samme tid. Merleau-Pontys pointe er at det er 7

8 et strukturelt og irreducibelt træk ved kroppen at den eksisterer samtidigt og flertydigt som subjekt-objekt. Egenkroppen og kropsskemaet Subjektets forankring i kroppen, som følgelig både er subjekt og objekt, betegner Merleau- Ponty som egenkroppen. Det, den mekanistiske fysiologi og den klassiske psykologi ikke kan nærme sig er kroppen som oplevelsesorgan og som udgangspunkt for subjektets eksistens. Med begrebet egenkroppen forsøger Merleau-Ponty netop at indfange subjektets inkarnation i kroppen, kroppens inkarnation i verden, og følgelig subjektets væren-i-verden. Han undersøger følgende tre træk ved egenkroppen; dens permanens, rumlighed og motorik. Egenkroppens permanens er en fundamentalt anden end genstandenes permanens. Genstandens permanens er en permanens i verden, i og med at den kan fjernes fra mit synsfelt og stadig være den samme genstand (Merleau-Ponty 2009:31). Kroppens permanens er imidlertid en permanens for mig, idet den er et permanent forhold ved min eksistens. Hvor genstandene fremtræder perspektivisk givet og med en fremmedhed, der åbner op for en udforskning af dem som genstande, fremtræder kroppen altid for mig fra samme perspektiv mit perspektiv. Kroppen er et konstant og vedvarende her, der er fundamentet for vores perception af genstandes der deres væren udenfor mig. Gennem kroppens konstante nærvær for subjektet, er det knyttet til et væld af forbindelser til objekter i verden, som kroppen perciperer og bruger. Kroppens permanente her-perspektiv udgør på denne måde for subjektet et perceptuelt nærværsfelt, hvorigennem de ydre genstande kan erfares (Merleau-Ponty 2009:34). Man er således prærefleksivt bevidst om sin krops nærvær som ikke-genstand, hvilket er grundlaget for genstandenes perspektiviske fremtrædelse. Kroppen kan altså beskrives som det altid nærværende nulpunkt i perceptionen af verden. Merleau-Ponty afslører derudover at kroppen behersker rummet gennem sin tilegnelse af det som nærværsfelt, hvilket leder os videre til hans beskrivelse af egenkroppens rumlighed. Kroppens legemsdele kan ikke beskrives som værende placeret ved siden af eller ovenpå hinanden, sådan som genstande kan. Kroppens dele er derimod omsluttet i hinanden som integrerede dele af en helhed, Merleau-Ponty kalder kropsskemaet (Merleau-Ponty 2009:41). I kraft af kropsskemaet er subjektet prærefleksivt bevidst om legemsdelenes placering og be- 8

9 vægelse i forhold til hinanden, og man kan altså tale om at kropsskemaets helhed går forud for dets dele. Eksempelvis er man altid bevidst om målet for sin bevægelse, forud for og imens man udfører selve bevægelsen. Når man rækker ud efter en kaffekop, er man hele sin arms placering og bevægelse bevidst, mens man med fingrene griber om hanken på koppen. Hvis ikke man havde den helhedslige oplevelse af armen, kroppen, hånden og fingrene, ville bevægelsen ikke være sammenhængende og flydende. På den måde er kropsskemaet det, der aktivt integrerer de enkelte legemsdeles værdi og funktion i bestemte situationer. Oplevelsen af kroppens helhed opstår altså på baggrund af kroppens engagement i verden af dens situationelle væren. Når min krop kan være en gestalt [ ] skyldes det i sidste instans, at den er polariseret af sine opgaver, at den eksisterer mod dem, at den samler sig for at nå sine mål, og kropsskemaet er i sidste ende udtryk for, at min krop er i verden. (Merleau-Ponty 2009:44). Kroppen må altså forstås som altid rettet mod og integreret i verden gennem handling i situationer, og kropsskemaet viser os altså at kroppens rettethed mod verden er motorisk, idet det er gennem bevægelse at kroppen overtager og bebor rummet (Merleau-Ponty 2009:47). Egenkroppens motorik kan inddeles i konkrete og abstrakte bevægelser. Konkrete bevægelser (fx at kradse på et myggestik eller at lave mad) knytter sig til faktiske og konkrete situationer, mens man med abstrakte bevægelser (fx at bevæge sin krop på kommando og ikke pr. refleks) overskrider, hvad der kræves i de praktiske situationer. Den konkrete bevægelse opstår på baggrund af en umiddelbar sameksistens med situationen, hvor subjektet, uden at reflektere over det, udfører bevægelsen der forekommer en fænomenal, prærefleksivt oplevet forbindelse mellem kroppen og målet for bevægelsen (Merleau-Ponty 2009:51). De abstrakte bevægelser overskrider de konkrete situationer, hvori vi handler automatisk og vanemæssigt. Merleau-Ponty beskriver disse bevægelser som givet ved en evne til at situere sig i en virtuel eller imaginær situation at råde over sin krop, ikke kun i praktiske situationer, men netop at løsrive den fra det konkrete miljø (Merleau-Ponty 2009:54-55). Merleau-Ponty fremhæver at den abstrakte bevægelse synliggør kroppens tilegnelse af rummet, hvilket vil uddybes i det følgende. 9

10 Kroppens tilegnelse af og væren-i-verden Den abstrakte bevægelse overskrider det umiddelbart og konkret givne, og i stedet retter subjektet sig mod et rum, det selv har konstrueret. Merleau-Ponty beskriver den abstrakte bevægelse med udgangspunkt i den hjerneskadede Schneider, der er ude af stand til at udføre abstrakte bevægelser eksempelvis kan han ikke med sin finger tegne en geometrisk figur i luften. Dette er interessant for Merleau-Ponty idet subjektet, når det udfører abstrakte bevægelser føjer et virtuelt eller menneskeligt rum til det fysiske rum og tilvejebringer et frit rum foran sig (Merleau-Ponty 2009:59). Der er altså tale om at kropssubjektet selv udkaster et betydningsrum, hvori det kan handle. Subjektets udkastning af dette betydningsrum er et ganske fundamentalt træk ved dets selv- og verdensforhold, idet det er herigennem at bevægelsesfrihed, handlefrihed, fantasi og kreativitet er mulig. Denne måde hvorved kroppen tilegner sig rummet og verden, tydeliggøres i Merleau-Pontys beskrivelse af vanen, som netop forstås som kroppens evne til at tilegne sig og bruge verden de redskaber, vi bruger vanemæssigt, integreres i kropsrummet. Vi bruger dem ikke som objektive genstande udstrakt i et objektivt rum, men derimod som forlængelser af vores egen krop. Fx forholder en blind mand sig ikke til sin blindestok som en tilfældig genstand, men som en del af sit kropsrum og bruger den som en forlængelse af kroppen. Ligeledes er musikeren fortrolig med sit instrument på en sådan måde at han, uden at reflektere over brugen af det som genstand, smelter sammen med det i musikken. Kroppens væren består for Merleau-Ponty i det konstante engagement i verden, som beskrevet ovenfor, der er udkastning og griben af betydning: Kroppen er vor generelle måde at have en verden på. Snart nøjes den med de til livets opretholdelse nødvendige gestus, og sætter tilsvarende en biologisk verden omkring sig [ ]. Og snart kan den tilsigtede betydning ikke opnås ved kroppens naturlige midler; den må derfor bygge sig et redskab, og den udkaster en kulturel verden omkring sig. (Merleau-Ponty 2009: ). Merleau-Ponty forstår menneskets eksistens som en kropslig væren-i-verden. Vi har set at kropsligheden er udgangspunktet for subjektets oplevelse, perception, engagement og handling i verden. Det ville være forkert at sige at kroppen medierer subjektets eller bevidsthedens kontakt med en genstandslig verden, for med begrebet væren-i-verden, må vi forstå at krops- 10

11 subjektet og verden står i et ubrydeligt forhold til hinanden. Krop, subjekt og verden kan ikke adskilles, idet de konstant interagerer gennem kropssubjektets bevægelse, handling, perception og foretagender. Mennesket er dog i verden på et mere fundamentalt niveau end den praktiske omgang med verdens genstande. Subjektets kropslige engagement i verden tilbageviser en kropslig væreni-verden, der forstås som en sfære, der går forud for og forener kroppens subjektivitet og objektivitet, og som danner grundlag for subjektets engagement i verden (Merleau-Ponty 2009:30). Når kroppen engagerer sig i verden som subjekt-objekt, fremtræder det værende hverken som genstand eller som idé om en genstand, men i stedet med et levende og betydningsfuldt nærvær. Verden forbliver åben for subjektet, og subjektet er altid rettet mod verden. Heraf forstår vi at den betydningsudkastning, som subjektets engagement i verden er, ikke er en envejsproces. Subjektet er henvist til verden, og betydningen opstår netop i skæringspunktet mellem subjektet og noget andet, og derfor er subjektet altid åbent og sårbart overfor det andet. For så vidt som bevidstheden kun er bevidsthed om noget, [ ] sker der altid en depersonalisering i kernen af bevidstheden; dermed er der skabt grundlag for en fremmed indgriben: bevidstheden kan blive syg, dens tankeverden sprænges i stumper og stykker [ ] (Merleau-Ponty 2009:91). Ligesom subjektet udkaster betydning, indoptager det betydning. Man kan derfor ikke tale om et levende, konstituerende subjekt, der beriger en genstandslig og meningsløs verden. Væreni-verden er et engagement, der kræver både subjektet og verden, og verden eksisterer følgelig både for subjektet og på sine egne præmisser. Subjektets kropslige væren-i-verden må derfor forstås som et dialektisk forhold, hvor både subjekt og verden forbliver åbne og ufærdige størrelser. Delkonklusion: Merleau-Ponty og prærefleksiv kropslig selvoplevelse Erkendelsen og refleksionen er for Merleau-Ponty sekundær i forhold til subjektets primære kropslige væren-i-verden, som er grundlaget for sprog, tanke, bevægelse, handling og ikke mindst videnskabelig erkendelse. Bevidsthed og krop må forstås som forenet i dette kropslige engagement i verden, hvor kroppen fremtræder som subjekt-objekt, og verden som umiddel- 11

12 bart givet og med et levende nærvær. Grundlæggende arbejder Merleau-Ponty med spørgsmålet om, hvordan vi kan forstå kroppen som en utematiseret, ikke-objektiveret og levet krop, der er et permanent og nærværende nulpunkt og fundament for vores oplevelse af og engagement i verden. Gennem den implicitte oplevelse af den utematiserede krop, er verden en umiddelbar givet og uproblematisk størrelse, der, i subjektets interaktion med den, hverken kræver fortolkning, refleksion, analyse, tænkning, repræsentation eller dets lige. Det prærefleksive kropslige nærvær i verden bevirker at genstandene fremtræder med en umiddelbar mening for subjektet, således at man uden at tænke over det interagerer med og fungerer i verden. Den prærefleksive kropslige selvoplevelse kan derfor siges at indtage en helt central plads i Merleau-Pontys fænomenologi, idet den udgør grundlaget for subjektets ukomplicerede, automatiske og umiddelbare forhold til verden, sig selv og andre. En fænomenologisk tilgang til skizofreni Nærværende afsnit har til formål at tage foregående beskrivelse af Merleau-Pontys kropsfænomenologi i anvendelse som værktøj i den psykiatriske forståelse af skizofreni. Der argumenteres for at Merleau-Pontys analyse af prærefleksiv kropslig selvoplevelse er et vigtigt redskab i analysen af de symptomer, der optræder tidligst i skizofreniens forløb. Introduktion Josef Parnas lægger introducerende i sin artikel Schizophrenia, Consciousness and the Self vægt på, at trods vedholdende forsøg, forbliver skizofreniens ætiologi uklart område. Skizofreniens udtryk består i en bred vifte af forskelligartede symptomer. Parnas problematiserer dog, at man i skizofreniforskningen er optaget af denne tilsyneladende heterogenitet, og argumenterer i stedet for, at symptomerne vha. en fænomenologisk tilgang kan forstås på en mere forenende måde (Parnas & Sass 2003:427). Alene i løbet af de sidste 30 år, er mere end 20 forsøg på afgrænsning af lidelsen blevet foreslået (Parnas et al 2010:247), så meningerne om, hvordan skizofreni skal defineres, er delte. 12

13 Helt grundlæggende kan skizofreni karakteriseres som en psykotisk tilstand, der er præget af forstyrret kontakt med omverdenen. Denne forstyrrelse giver sig til kende ved, hvad man forstår ved hhv. negative symptomer, positive symptomer og desorganiseringssymptomer. Ved negative symptomer forstås et fravær af noget, der normalt er tilstedeværende, fx affektafladning (følelsesmæssig indifferens). Ved positive symptomer forstås derimod en tilstedeværelse af noget, der burde være fraværende, eksempelvis hallucinationer eller vrangforestillinger. Desorganiseringssymptomer dækker over mere generelle forstyrrelser i strukturen af tænkning, tale og perception, og et udtryk for denne symptomgruppe kan være inkapabilitet til at indgå i en samtale, fx pga. forstyrret kognitivt fokus. (Parnas & Sass 2003:431) Ovenstående afgrænsning af skizofreni forholder sig udelukkende til den aktive sygdomsfase. Parnas foreslår imidlertid en fænomenologisk tilgang, der åbner op for en mere samlende forståelse af lidelsens mange aspekter. Den type symptomer, som en fænomenologisk orienteret psykopatologi kan adressere, er de mere diskrete og ikke umiddelbart observerbare symptomer, der optræder i skizofreniens prodromalfase 2. Forstyrrelser i selvoplevelsen er fællesnævneren for denne gruppe grundsymptomer, som giver sig til kende på følgende hovedområder; kognition og bevidsthedsstrøm, selvbevidsthed og nærvær, kropslige oplevelser og afgrænsning og transitivisme (Parnas et al 2005: ). I følgende analyse tages der udgangspunkt i symptomer indenfor domænet kropslige oplevelser. Prodromale forstyrrelser af kropsligheden En gruppe af psykiatere og fænomenologer udarbejdede i 2005 et psykopatologisk redskab til udredning af den førnævnte symptomgruppe, der optræder tydeligst i skizofreniens prodromalfase, som vi betegner som selvforstyrrelser. Forstyrrelser af den kropslige selvoplevelse spiller indenfor den bredere definition af selvforstyrrelser en stor rolle. Det, der ifølge EASE 3 er forstyrret, er en grundlæggende balance i oplevelsen af kroppen som objekt og subjekt: A normal sense of psychophysical unity and coherence, a normal interplay or oscillation of the body as lived from within as a subject or soul [ ] and of the body as an 2 Ved prodromalfase forstås den indledende, præpsykotiske fase af skizofreni, hvor grundsymptomer begynder at vise sig. 3 EASE: Examination of Anomalous Self-Experience 13

14 object [ ]. In other words, our bodily experience is neither of an object nor of a pure subject. It is simultaneously both. (Parnas et al 2005:252). Ovenstående beskrivelse af normal kropslig selvoplevelse går godt i spænd med Merleau- Pontys betragtninger af egenkroppen. Kroppen er på den ene side et rumligt udstrakt objekt, men på samme tid en egenkrop, hvori subjektiviteten er forankret; den er et perspektivisk objekt i verden, men på samme tid det perspektivløse her, hvorfra vi perciperer verden. Som det også fremgår af citatet er kroppen fuldt ud subjekt og objekt, og overskrider på den måde distinktionen mellem disse. Hvad der også fremhæves i beskrivelsen af det kropslige domæne er enheden mellem det psykiske og det fysiske. Denne intime forbindelse mellem kropslighed og bevidsthed er helt essentiel for Merleau-Ponty. Når man med sin krop perciperer, bevæger sig og handler i verden, implicerer disse akter en prærefleksiv oplevelse af kroppen, og subjektets forskellige engagementer i verden ledsages således altid en prærefleksiv selvoplevelse. Merleau-Ponty understreger at det psykiske og det fysiske altid står i et udvekslende forhold til hinanden. En forstyrrelse i det psykiske eller det fysiske vil altid vedrøre begge sfærer, og kan derfor aldrig forstås som værende enten psykisk eller somatisk, men begge dele. Merleau- Ponty insisterer på, at for at forstå en lidelse må man vende tilbage til eksistensen, hvor kroppen som subjekt og objekt er forenet (Merleau-Ponty 2009:29). Merleau-Pontys standpunkt er her ganske utvetydigt. For at forstå skizofreni, kan vi hverken forstå lidelsen som en afgrænset bevidsthedsforstyrrelse eller en hjerneskade, og må i stedet vende os mod eksistensen det prærefleksive kropslige nærvær i verden. Somatic depersonalization fremmedgørelse af kroppen Skizofreniens forstyrrede kropsoplevelse giver sig til kende på mange måder, men generelt for denne type forstyrrelse er oplevelse af kropslig forandring og fremmedgørelse. Symptomet Somatic depersonalization beskrives i EASE som følger: The body or some of its parts are perceived as strange, alien, lifeless, isolated, seperated from each other, dislocated or not existing [ ] Examples: (1) I have a feeling that my left and right arms have switched places, (2) It is as if his body was alien. He knows that it is his body, but it feels as if it did not hang together, it feels as if his head was just fixed to the body. (Parnas et al 2005:252) 14

15 Kroppen opleves af den skizofrene med en fremmedhed og disintegration, og ikke som en betydningsenhed med hvilken vi agerer og perciperer verden. Som tidligere nævnt fokuserer de fænomenologiske psykiatere på forholdet mellem kroppen som objekt og kroppen som subjekt. For Merleau-Ponty er genstandsbevidstheden en fundamentalt andet end kropsoplevelsen. Hvor den ydre genstand er givet perspektivisk og med skjulte sider, som kropssubjektet kan udforske, er kroppen selve det perspektiv, som muliggør det objektive rum. Ud fra beskrivelsen af somatic depersonalization fremgår kropsoplevelsen som tenderende mod det genstandslige, hvilket kan udtrykkes gennem følgende forhold: Den skizofrenes oplevelse af kroppen som fremmed kan ifølge Merleau-Ponty forstås som patologisk, da kroppen er et permanent forhold ved subjektets eksistens som det konstante udgangspunkt for oplevelse af omverdenen. Kroppen er nødvendigvis en levet egenkrop, som forankrer subjektet i verden, hvilket står i klar modsætning til den skizofrenes oplevelse af kroppen som livløs. Kroppen er et altid tilstedeværende handlings-, bevægelses- og perceptionsorgan, som subjektet lever igennem. Somatic depersonalization indebærer en oplevelse af kroppen som isoleret. Merleau-Ponty beskriver kroppen som bæreren af væren-i-verden, som ubrydeligt tilknyttet en verden, som det altid retter sig mod og bebor. Det at være krop vil sige at være i verden og i den udøve sin kropslighed, så tanken om kroppens isolation fra omverdenen synes at stride imod selve Merleau-Pontys begreb om kropslighed. Det er nemlig gennem kroppens konstante orientering mod verden og mod konkrete, faktiske situationer, at subjektet eksisterer. Forstyrrelsen af kropsligheden kommer måske endnu tydeligere til udtryk ved den skizofrene oplevelse af legemsdelene som forkert placerede eller separerede fra hinanden. I undersøgelsen af egenkroppens rumlighed, beskriver Merleau-Ponty at legemsdelene ikke er placeret ved siden af eller ovenpå hinanden, men i stedet som integrerede dele af kroppen som helhed. Den beskrevne følelse af at højre og venstre arm skulle have byttet plads, eller at hovedet blot skulle være en fikseret legemsdel, peger på at den skizofrene oplever sin krop som havende en genstandslig rumlighed, og ikke som den utematiserede, men altid tilstedeværende helhed, som Merleau-Ponty beskriver. De psykiatriske fænomenologer arbejder i deres forståelse af skizofreni med begrebet hyperrefleksion. Hyperrefleksion kan i korte træk beskrives som en øget selvbevidsthed, hvor den 15

16 normale implicitte førstepersonlige selvoplevelse erstattes med en art tredjepersonlig selvobservation. Resultatet af denne overdrevne selvbevidsthed er en oplevelse af kroppen eller dele af kroppen som var de objekter. Den skizofrene retter således objektlig opmærksomhed mod sig selv i stedet for den umiddelbare selvfølelse, der i normale tilfælde ledsager enhver perceptuel oplevelse. (Parnas & Sass 2003:428) Begrebet om hyperrefleksion peger på en forstyrrelse af, hvad Merleau-Ponty forstår ved kroppens normale funktion. Kroppen er det, der strukturerer den perceptuelle oplevelse, og er i denne proces selv usynlig, og altså ikke genstand for rettet opmærksomhed fra subjektets side. Kroppen er altid implicit tilstede i oplevelsen af verden, men aldrig som en tematiseret del af denne oplevelse. Det, man kan forstå ved skizofreniens forstyrrelse af kropsligheden, er netop, at kroppen gøres til genstand for objektrettet opmærksomhed dens dele opleves med genstandslig rumlighed. Kroppen opleves som fremmed, og som før beskrevet ledsages disse oplevelser oftest af en følelse af at kroppen rent fysisk undergår forandringer. Den fortrolighed, permanens og umiddelbarhed, Merleau-Ponty identificerer med en normal kropsoplevelse, er altså forstyrret hos den skizofrene, ved at der rettes tematiserende opmærksomhed mod det, der normalt forekommer prærefleksivt, naturligt og umiddelbart. Mod en samlet forståelse af skizofreni Forstyrrelsen af kropsoplevelsen, der forekommer i de indledende faser af skizofreni kan ikke betragtes isolerede, men ledsages oftest af perceptionsforstyrrelser, motoriske forstyrrelser, social isolation, forstyrrelser af tanke og sprog, og senere udviklede psykotiske symptomer, såsom vrangforestillinger og hallucinationer. Skizofreni er en lidelse, der, som Merleau-Ponty ville sige, vedrører hele eksistensen. Når man forstår skizofreniens forvrængede kropsoplevelse som en forstyrrelse af subjektets basale kropsforankring, giver det derfor mening til en række andre skizofrene symptomer. Fx er de skizofrene vrangforestillingers indhold blevet kategoriseret som uforståelige, men hvis man sammenholder det med den fænomenologiske analyse af forstyrrelser af kropsoplevelsen, åbner det op for mulig forståelse. Skizofrene vrangforestillinger tematiserer ofte forskellige former for tab af ejerskab over sin egen krop (Parnas & Sass 2003:431). Eksempelvis forestillinger om at CIA har installeret et kamera eller mikrofon inde i kroppen, således at de kan høre og se alt hvad den skizofrene tænker, føler og gør, eller forestillinger om ikke at kunne skelne mellem sin egen og andres krop. Parnas 16

17 betragter grundlæggende denne type symptomer som en manglende følelse af at være et kropsliggjort subjekt, der i sine handlinger, perceptioner, tanker og følelser er et med sin krop (Parnas & Sass 2003: ). De prodromale forstyrrelser af kropsligheden tydeliggør en forvrængning af subjektets helt basale kropslige væren-i-verden, som vi ovenfor så også var gældende i en række psykotiske symptomer. Når subjektets oplevelse af at være et kropsliggjort væsen forstyrres, rammer det altså hele udgangspunktet for eksistensen. Den fortrolighed og intimitet, der kendetegner vores forhold til verden opløses, og et dybt problematisk selv- og verdensforhold træder i stedet. Den skizofrene oplever netop en opløsning af det selvfølgelige og primære nærvær i verden, der danner grundlag for forholdet til sig selv og andre. Det bliver herigennem tydeligt, at den fænomenologiske tolkning af de skizofrene symptomer antyder en fællesnævner mellem de tidligst forekommende selvforstyrrelser og de senere udviklede psykotiske symptomer. Det er dog vigtigt at understrege, at man ikke umiddelbart kan tale om en kausalitetsforbindelse mellem de prodromale og de psykotiske symptomer, selvom denne konklusion synes nærliggende. Skizofreniens ætiologi og patogenese er stadig uklar, men gennem den fænomenologiske tilgang til lidelsen, bliver vi muligvis klogere på, hvad skizofreniens grundlæggende forstyrrelse består i, og hvordan den bedst skal forstås. Forholdet mellem fænomenologi og empirisk videnskab i det psykiatriske arbejde Følgende afsnit har til formål at diskutere den fænomenologiske tilgang til skizofreni overfor broken-brain modellen, og herefter fænomenologiens potentiale i det kliniske og teoretiske psykiatriske arbejde, samt dens forhold til de empiriske videnskaber. Forståelse og forklaring I sin analyse af den hjerneskadede Schneider, peger Merleau-Ponty på, at det i tilgangen til en psykisk eller somatisk patologi, aldrig er tilstrækkeligt at forklare symptomerne ved at pege på en given årsag, men at man i stedet må forsøge at forstå den relation som symptomerne 17

18 indbyrdes manifesterer (Merleau-Ponty 2009:61). Lidelse må nødvendigvis forstås som en indgriben i eksistensens helhed, og Merleau-Ponty kalder på en helt bestemt slags tænkning, der griber sygdommens mening. [ ] en tænkning, der griber sin genstand, [ ] med den meningsatmosfære den er omgivet af, og som forsøger at glide ind i denne atmosfære for bag de spredte kendsgerninger og symptomer at genfinde subjektets totale væren, hvis det drejer sig om en normal person, eller den fundamentale forstyrrelse, hvis det drejer sig om en syg. Man kan meget vel forstå Merleau-Pontys beskrivelse af denne type tænkning som kernen i den fænomenologiske tilgang til psykopatologi. Merleau-Ponty peger på denne type tænkning som del af en kritik af fysiologiens tænkning om sygdom, der centrerer sig om kausalitetsforklaringer. Parnas beskriver mere præcist forskellen mellem den neurofysiologiske og den fænomenologiske tilgang til skizofreni som en forskel mellem forklaring og forståelse. Hvor forståelse er et redskab i den videnskabelige tænknings griben af meningsdimensionen, centrerer forklaring sig om de lovmæssigheder, der beskriver fysiske kausalitetsforhold. Som det mellem linjerne fremgår af denne distinktion, betragtes forståelse som noget, der begriber subjektive oplevelser, mens forklaring retter sig mod de fysiske kendsgerninger (Parnas 2003:65). Som tidligere nævnt betragter Parnas broken-brain modellen som implicerende en opfattelse af skizofreni som en somatisk sygdom. De enkelte symptomer forklares følgelig som virkninger af en bestemt årsag, nemlig defekt fungerende komponenter af patientens fysik. Brokenbrain modellen beskæftiger sig med forklaring af disse kausalitetsforhold, men reflekterer ikke over de forskellige sygdomsmanifestationers relation til hinanden eller til det bevidsthedsfelt, de optræder i. Ligesom en somatisk lidelse, eksempelvis influenza, ikke besidder nogen meningsdimension, er der heller ikke noget forståeligt eller meningsfyldt i den skizofrene psykopatologi (Parnas 2003:70). Den fænomenologiske psykiatris fokus på forståelse frem for forklaring kommer til udtryk i en interesse for formen af de skizofrene symptomer, dvs. den oplevelsesmæssige givethed af symptomet. Når skizofreni betragtes som uforståelig eller meningsløs indenfor broken-brain modellen, mener Parnas at det blandt andet knytter sig til et for ensidigt fokus på årsagsforklaring af et givent symptoms indholdsside. Indholdet af en vrangforestilling eller en hallucinati- 18

19 on betragtes således som direkte forårsaget af en neurologisk defekt. Den fænomenologisk orienterede psykiatri spørger i stedet til, om symptomet er knyttet til en særlig oplevelsesmodus, og forstår på denne måde oplevelsens indhold som tematiserende en forstyrrelse af bevidsthedens grundstrukturer (Parnas 2003:72). Denne særlige måde at forstå de skizofrene symptomer på kommer til udtryk ved projektets fokus på den oplevelsesmæssige givethed af de prodromale forstyrrelser af kropsligheden; nemlig en forvrængning af balancen i kroppens selvgivethed som subjekt og objekt. Merleau-Pontys fænomenologi åbner op for en forståelse af skizofreniens psykotiske symptomer som netop tematiserende en forstyrrelse af selvoplevelsens grundstrukturer. Skizofrene forstyrrelser af eksempelvis kropsligheden vedrører altså de grundlæggende bevidsthedsstrukturer, og skal nødvendigvis forstås i en bredere sammenhæng, netop som udtryk for et forstyrret oplevelsesfelt. Fænomenologiens potentiale som sårbarhedsmarkør I den kliniske psykiatri er der interesse for at identificere skizofreni tidligt i sygdomsforløbet, for at forbedre chancerne for succesfuld behandling af patienten. Interessen for de tidlige sygdomsmanifestationer er dog også forskningsmæssig, idet man forestiller sig at de tidligst forekommende symptomer er tættere på, hvad man kan kalde skizofreniens kerne (Poulsen 2005:4). De symptomer, der optræder i skizofreniens prodromalfase er af subjektiv og oplevelsesmæssig karakter, og vedrører, som projektet har vist, en prærefleksiv oplevelsesstruktur, der i sin natur er tavs og ubemærket. Naturvidenskabens og neurofysiologiens undersøgelsesmetoder synes utilstrækkelige i undersøgelsen af denne type symptomer, og der peges derfor internt i psykiatrien på den fænomenologiske tilgang som et muligt redskab til at identificere og forstå patientens subjektive oplevelsesforstyrrelser. Den fænomenologiske psykiatri argumenterer for en sammenhæng mellem de tidligt forekommende selvforstyrrelser og de senere udviklede psykoser, så en identifikation af selvforstyrrelser i prodromalfasen, ville muligvis kunne forebygge eller forkorte det aktive sygdomsforløb. Som det fremgår af projektet kan en fænomenologisk tilgang begribe de skizofrene forstyrrelser af førstepersonsperspektivet, hvilket understøtter den fænomenologiske tilgangs potentiale som sårbarhedsmarkør for udvikling af psykotisk skizofreni. Man må dog medtage at der er en række metodiske og etiske problemstillinger knyttet til tidlig identifikation af og intervention mod skizofreni. Sygdomsspecificiteten er markant lavere i de tidlige faser af ski- 19

20 zofreni end i de senere, så ved tidlig intervention risikerer man patologisering og overbehandling af patienter, der muligvis aldrig ville udvikle skizofren psykose. Til gengæld er prognosen bedre for skizofrene, der kommer i behandling tidligt i forløbet, så problemet knytter sig til, hvordan man skal vægte sygdomsspecificitet overfor prognose (Poulsen 2005:76). Fænomenologi og empirisk videnskab Samarbejdet mellem fænomenologi og psykiatri rummer en række interessante og lovende aspekter, og især Merleau-Pontys tilgang til fænomenologien åbner op for en dialog mellem filosofi og de empiriske videnskaber. Især er hans forståelse af forholdet mellem de to traditioner unik, idet den indebærer at også fænomenologien kan drage nytte af konkret arbejde med empiriske problemstillinger (Zahavi 2010:6). Fænomenologien er for Merleau-Ponty ikke et færdigt system, der direkte kan appliceres, men må nødvendigvis udvikle sig i dialog med naturvidenskaben: The ultimate task of phenomenology as philosophy of consciousness is to understand its relationship to non-phenomenology. What resists phenomenology within us natural being, the barberous source Schelling spoke of cannot remain outside phenomenology and should have its place within it. (Merleau-Ponty 1964:178). Det er således Merleau-Pontys standpunkt, at fænomenologien, uden at reducere sig til et vedhæng til de empiriske videnskaber, nødvendigvis må konfronteres med, forholde sig til og integrere empiriske problemer for at udvikle sig (Zahavi 2010:6). Dan Zahavi understreger den helt særlige karakter af Merleau-Pontys standpunkt ved at kontrastere det med et synspunkt fremlagt af neurofysiologen M.R. Bennett og filosoffen P.M.S. Hacker i værket Philosophical Foundations of Neuroscience fra Ifølge Bennett og Hacker kan filosofien kun beskæftige sig med meningsdimensioner og aldrig med empiriske aktualiteter, og dens rolle i bevidsthedsforskningen består følgelig i en undersøgelse af den logiske kohærens af de empiriske videnskabers koncepter. Frem for at engagere sig i en egentlig undersøgelse af bevidsthedens natur, er filosofien henvist til at beskæftige sig med de begrebslige forudsætninger for neurofysiologien. Bennett og Hacker argumenterer derudover for, at samarbejdet mellem filosofi og neurofysiologi er et envejsforetagende, da konkrete empiriske undersøgelser umuligt kan bidrage positivt til filosofien. Filosofien er en videnskab, der kun bevæger sig på 20

21 et abstrakt metafysisk og epistemologisk plan, og et forsøg på integration af empiriske kendsgerninger ville modstride filosofien snarere end at udvikle den. (Zahavi 2010:7) Projektet viser netop, hvordan man i psykiatrien kan bruge fænomenologiske grundtanker i det videnskabelige arbejde med konkrete empiriske problemstillinger. Fænomenologien er ikke kun brugbar som en kritisk stemme overfor neurofysiologiens konceptuelle antagelser om bevidstheden, men en vigtig samarbejdspartner i den teoretiske og kliniske forståelse af skizofreni. Merleau-Pontys fænomenologi udgør et helt essentielt fundament for samarbejde mellem fænomenologien og psykiatrien, idet hans filosofi åbner op for og udvikler sig gennem dialog med fysiologiens og psykologiens tilgang til konkrete empiriske problemstillinger. Merleau-Ponty forsøger med sin fænomenologi at begribe eksistensens præobjektive sfære, der går forud for videnskaben, refleksionen og fænomenologien, men som enhver erkendelse forsøger at artikulere (Merleau-Ponty 2009:X). Herigennem bliver det tydeligt, at fænomenologien og de empiriske videnskabers genstandsfelt ikke afviger så meget fra hinanden, som det fremgår af Bennett og Hackers påstand om, at naturvidenskaben adresserer fysiske kendsgerninger, mens filosofi beskæftiger sig med mening. Det står derfor, efter Merleau-Pontys standpunkt, fænomenologien frit for at åbne sig overfor de empiriske videnskaber i det fælles forsøg på at begribe den prærefleksive væren-i-verden, som al videnskab beror på. Konklusion Grundlæggende arbejder Merleau-Ponty med spørgsmålet om, hvordan vi kan forstå kroppen som en utematiseret og levet krop, hvis prærefleksive nærvær i verden er fundamentet for subjektets automatiske, spontane og ukomplicerede forhold til sig selv og dets omverden. Netop denne forståelse af kropslighed og subjektivitet er helt essentiel i forståelsen af skizofreniens tidlige faser. De prodromale sygdomsmanifestationer peger nemlig på, at den skizofrene oplever en forstyrrelse af kroppens rolle som subjekt-objekt, hvor den tavse og implicitte kropsoplevelse erstattes af hyperrefleksiv selvbevidsthed. Denne type forstyrrelse i selvoplevelsen betragtes af den fænomenologiske psykiatri som gennemgående i den senere udviklede skizofrene psykose, og der øjnes således en fællesnævner mellem det tidlige og det sene sygdomsstadie. Det viser sig således, at Merleau-Pontys kropsfænomenologi er ganske væsentlig i 21

22 psykiatriens teoretiske forståelse af skizofreni, idet den bidrager til en forenende forståelse af skizofreniens forskelligartede udtryk. Også i det kliniske arbejde er der potentiale i samarbejdet mellem fænomenologi og psykiatri, idet identifikationen af tidligt forekommende skizofrene symptomer betragtes som essentiel for tidligt at sætte ind med behandling, og dermed forbedre patientens prognose. I tilgangen til psykisk patologi, kalder Merleau-Ponty på en tænkning, der griber sygdommens mening, hvilket er helt essentielt for den fænomenologiske tilgang til psykiatri. Fænomenologien er for Merleau-Ponty ikke et færdigt og direkte applicerbart system, men må udvikle sig i dialog med de empiriske videnskaber på trods af hans skarpe kritik af videnskabens objektive tanke. Projektet viser, hvordan Merleau-Pontys kropsfænomenologi kan benyttes i konkrete, empiriske undersøgelser af bevidstheden. Således ligger filosofiens potentiale i psykiatrien ikke kun i dens kritiske stemme overfor neurofysiologiens antagelser om bevidstheden, men i at være en vigtig samarbejdspartner i det teoretiske og kliniske arbejde med skizofreni. 22