virkeligheden står gemytlig her med betydningen som har Gemüt, følelse, altså: følelsesfuld, og det giver unægtelig en anden mening.

Transkript

1 FORORD Nærværende vejledning i brug af Ordbog over det danske Sprog bygger naturligvis i ganske overvejende grad på de oplysninger, som findes i ordbogens bd. 1 og bd. 28 samt i de interne publikationer Regler for Suppleringen (1917) og Redaktionsregler (1917 med tillæg 1925). Man kunne måske finde det overflødigt i en vejledning at gentage, hvad der står fyldigere og bedre andetsteds, fremfor alt i indledningen til ordbogens bd. 1; men det må huskes, at denne indledning, blev til på et tidspunkt, da ordbogen kun lige var kommet i gang, og, at den altså i højere grad har karakter af programskrift end af redegørelse for en praksis, der blev fulgt gennem hele arbejdet. I vigtige henseender blev programmet fulgt til punkt og prikke, i andre blev løfterne ikke opfyldt, i atter andre gav ordbogen langt mere, end indledningen oprindelig lovede. En vejledning, der tager hensyn til afvigelser mellem program og praksis, og som videregiver brugererfaringer, vil forhåbentlig ikke ganske savne eksistensberettigelse. Vejledningen fremkom første gang, som selvstændig bog, i 1970 og tog i sin oprindelige form sigte på danskundervisningen på forskellige højere undervisningstrin. Det pædagogiske formål havde bestemt bogens anlæg: For at sikre, at alle elever havde adgang til samme materiale, rummede bogen foruden selve vejledningen bl. a. et antal prøver af Ordbog over det danske Sprog, valgt med henblik på en nogenlunde dækkende illustration af de forhold, som behandledes i vejledningen. Når vejledningen nu skal indgå i bd. 28 af Ordbog over det danske Sprog, kan det ikke være rimeligt at medtage disse prøver. Men da der i øvrigt ikke er gjort noget forsøg på at udviske sporene af det oprindelige anlæg, må det være på sin plads fra første færd at gøre opmærksom på, at der fortrinsvis henvises til de afsnit af Ordbog over det danske Sprog, som oprindelig udgjorde illustrationsmaterialet, nemlig afsnittene Altklarinet Ambition fra ordbogens bd. 1 ( ), Knøsebarn Kobberbjerg fra bd. 10 (1928) og Stokrulle Stolelaas fra bd. 22 (1944). Ellers har der ikke været anledning til at foretage gennemgribende ændringer. Det skal dog med tak nævnes, at værdifulde bemærkninger fra Kaj Bom og Anne Duekilde har gjort det muligt på visse punkter at korrigere fremstillingen. Siden 1970 er der fremkommet to meget vigtige bidrag til belysning af vejledningens emneområde. Aage Hansen har, i charmerende personlig form og med den indsigt, som kun en mangeårig ordbogsredaktør kan have, behandlet Ordbog over det danske Sprog i Danske opslagsværker (1971), s , og lederen af ordbogens supplement, Anne Duekilde, har i Danske Studier 1974, s , foretaget en indtrængende analyse af ordbogens brugsbetegnelser. Jeg vil varmt anbefale læserne af min vejledning at søge yderligere oplysning i disse to arbejder. Der består en overhængende fare for, at hovedlinierne i en vejledning som denne sløres, måske endda helt udviskes af de mange (nødvendige) detailoplysninger. Jeg nærer ingen illusion om, at jeg overalt skulle have fundet den rette balance mellem, hvad der ikke godt kan undværes, og hvad der med sindsro kan lades uomtalt. Blot kan jeg sige, at der i vejledningen ikke står noget, som jeg ikke på et eller andet tidspunkt har haft nytte af at slå fast over for mig selv. Poul Lindegård Hjorth

2 2 Indhold Indledning Om ordbogsbenyttelse Ordbogens historie Ordbogsarbejdets organisation Ordbogsstoffets afgrænsning Ordbogsartiklens opbygning Hovedet Opslagsord og ordklasseangivelse Udtale Bøjning Historie og etymologi m.v Brugsbestemmelse Betydningerne Betydningsinddeling Betydningsforklaring Citater og henvisninger De ikke fuldstændige artikler Tillæg Udtaleoplysningerne Betydningsforklaringerne Efterskrift

3 3 INDLEDNING Ordbøgers Læsning er ikke at foragte. Man lærer der den nøjagtige Betydning at kende og kommer i den gode Vane at skrive med Mening; tillige opdager man den Rigdom, hver enkelt Glose gemmer i sig. Det er ikke saa kedeligt, som de fleste tror, og mange vil endog finde, at der ikke gives megen Læsning mere interessant end den af Dahlerups Ordbog, hvor Ordbetydningen er angivet ved en Mængde prægnante Citater. Paul V. Rubow Om ordbogsbenyttelse Formålet med denne bog er at give vejledning i brugen af Ordbog over det danske Sprog. Men før det egentlige emne tages op til behandling, er det nok på sin plads at opholde sig et øjeblik ved det, der må være en forudsætning for, at en ordbogsvejledning som denne overhovedet har interesse: nødvendigheden af at benytte en modersmålsordbog. Det er en almindelig erfaring, at det kan være påkrævet at rådspørge en fremmedordbog eller en ordbog over et af verdenssprogene. Derimod forekommer det måske mindre selvfølgeligt, at der kan være grund til at slå op i en ordbog over ens eget sprog. Ved nærmere eftertanke vil de fleste dog vist indrømme, at også modersmålet lejlighedsvis kan gøre dem usikre. I sådanne tilfælde vil de selv føle behov for et hjælpemiddel, og det rigtige hjælpemiddel vil ofte være modersmålsordbogen. Måske burde de også som en kontrolforanstaltning bruge ordbogen i nogle af de tilfælde, hvor de ikke føler usikkerhed. Problemet er ikke de åbenlyst uforståelige ord. Hvis man i en tekst møder et folkeviseord som ussen eller et dialektord som kløtre, skal man nok slå det op, hvis man da ellers kender ordbogen og for resten er interesseret i at forstå, hvad man læser. Problemet er heller ikke i hvert fald ikke i nogen høj grad de ord, der er brugt i betydninger, som klart afviger fra de nu gangbare. Når Chr. Winther om jomfru Vår synger: Der er hun jo! fra sit Closett Hun sagtelig fremtriner forstår man jo nok, at Kloset her må have en anden betydning end i moderne dansk, og vel også, at trine i datiden må have haft en anden stilværdi, end det har i vore dage. Og når fx Georg Brandes og A. D. Jørgensen omtaler sønderjyderne som vore fraskilte landsmænd, skal der ikke overvældende skarpsindighed til at regne ud, at ordet ikke tager sigte på ægteskabelig stilling. Langt vanskeligere er de ord, der ved første øjekast måske overhovedet ikke er påfaldende. H. C. Andersen betegner et sted tyskerne som gemytlige. En moderne læser vil muligvis slet ikke reflektere over ordet, men læse det i lyset af standardkarakteristikker som muntre og joviale øltyskere. I

4 4 virkeligheden står gemytlig her med betydningen som har Gemüt, følelse, altså: følelsesfuld, og det giver unægtelig en anden mening. Eller for at tage et nyere eksempel: Hans Kirk karakteriserer sin mormor som halvt en godsejerske med mange heste og køer og halvt en slidsom bondekone, på engang storsindet og mild. Det kan, viser erfaringen, lade sig gøre at læse stedet, som om storsindet her havde den gængse betydning. Men den opmærksomme læser vil ane uråd, fordi han af sammenhængen forstår, at der er tale om en personlighed, som i sin karakter forener modsætninger; storsindet i betydningen højsindet; ikke smålig udgør ikke nogen naturlig modsætning til mild. Tydelig bliver modsætningen først, når det erkendes, at ordet her har sin dialektale særbetydning: hovmodig. De sidste eksempler er forhåbentlig tankevækkende, men dog endnu af den medgørlige art; den, som ydmyg lægger øret til, kan lytte sig til, at der må være en afvigelse fra moderne sprogbrug, og denne afvigelse kan indfanges i en kort og klar ordbogsdefinition. Moralen er, at man må slå op i ordbogen, hvis man har blot den svageste mistanke om, at et ord ikke kan være brugt i den betydning, som man umiddelbart ville tillægge det. Vanskeligst at få greb om er de betydninger, der kun skiller sig fra de gængse ved nuanceforskelle, som er næsten umærkelige og svære at definere, men som kan være afgørende for forståelsen af grundholdningen i en tekst. Hvis man i Ambrosius Stubs Rosenarie, Du deylig Rosen-knop!, læser dejlig i den afslidte betydning som uspecificeret velvilligt, diffust rosende adjektiv, har man ikke fanget et væsentligt moment i digtets holdning; dejlig står her med en stærkere bibetydning af trivsel og frodighed end nu almindeligt. Ingen ordbog kan løse den opgave at registrere alle nuanceforskelle af den sidst omtalte art. Det ville for hvert citats vedkommende kræve en indtrængende fordybelse i den tekst, det forfatterskab, den periode, som citatet repræsenterer, og en sådan fordybelse er der ikke tid til. Men det indebærer ikke, at ordbogen nødvendigvis svigter m.h.t. de finere nuancer. For det første meddeler den, når der er tale om en ordbog af den store danske ordbogs type, et ret fyldigt citatmateriale, som gør det muligt at se et ord i en samtidig sammenhæng. Og for det andet må det forudsættes, at ordbogens redaktører i ikke ringe udstrækning vil kunne afsløre og henlede opmærksomheden på det ikke umiddelbart iøjnefaldende. Indtil nu har talen været om betydninger. Tilføjes må, at en ordbog naturligvis må give oplysninger om mange andre forhold, fx om udtale og bøjning, om ordenes historie, om ords hyppigere eller sjældnere forekomst, helst måske også om visse konstruktioners udbredelse, hvis den slags oplysninger kan finde plads inden for de noget stive leksikalske rammer. Denne vejledning skulle gerne pege på hovedparten af det, som den store danske ordbog kan bruges til. Den skal imidlertid også og det er måske ikke mindst vigtigt pege på, hvad ordbogen ikke kan bruges til. Det lyder så selvfølgeligt, men glemmes ofte i praksis, at en ordbog som ethvert andet opslagsværk kun kan give svar på de spørgsmål, som den er.indrettet til at besvare. For at få det fulde udbytte af en ordbog må man nøje kende dens anlæg. Fx må man vide, hvilket tidsrum den dækker, hvilke sproglag den tager hensyn til, hvilke dele af ordforrådet den evt. ser bort fra osv.; man må være på det rene med, om den tager stilling til sprogrigtighedsproblemer eller ej; man må kende dens redaktionelle principper, så man ved, hvor meget det er berettiget at slutte ud fra fx en bestemt ordning af stoffet; og man må også helst kende dens forkortelsessystem i store træk. Vi vil senere få lejlighed til at behandle den store danske ordbog under disse og flere andre synsvinkler. Inden vi kommer så langt, må vi dog understrege to vigtige forbehold, som har gyldighed for enhver ordbog: For det første er en ordbog ikke et konversationsleksikon. Dens oplysninger skal tage sigte på ordet, ikke på tingen. Altså skal man fx ikke forvente, at man ved at læse artiklen om et bestemt blom-

5 5 sternavn kan få at vide, om den pågældende blomst er oversædig eller undersædig. Oplysning herom skal en ordbog kun give, hvis forholdet har spillet en rolle for navngivningen. For det andet er enhver ordbog nødvendigvis historisk. Ordbogsredaktøren kan fx give oplysning om, hvad et ord har kunnet betyde på et vist tidspunkt, evt. igennem et vist længere tidsrum i fortiden; men han kan under ingen omstændigheder udtale sig sikkert om, hvad det i fremtiden vil kunne komme til at betyde. Hvis man læser de oplysninger, han har meddelt for 20 eller 30, måske 50 eller 60 år siden, som en dækkende redegørelse for, hvad et ord betyder i nutidigt sprog, er man i virkeligheden gået ud fra, at han har haft profetiske evner. En sådan antagelse vil være til ringe glæde for redaktøren og til direkte skade for ordbogsbrugeren. Ordbogens historie Ordbog over det danske Sprog (herefter forkortet ODS) er, som det udtrykkeligt nævnes på hvert binds titelblad, grundlagt af Verner Dahlerup. Verner Dahlerup ( ) har ved flere lejligheder redegjort for sit ordbogsarbejde. Det har rødder så langt tilbage som i 1882, da Dahlerup til privat brug begyndte at optegne de ord, som han savnede i den ordbog, der trods alle uligheder i anlæg og omfang må betegnes som ODS nærmeste forgænger, Molbechs Dansk Ordbog I-II (2. forøgede udgave 1859). Nogen tanke om selv at udarbejde en ordbog havde han ikke, og de opfordringer hertil, som fra tid til anden rettedes til ham, gav først resultat, efter at han 1899 var blevet ansat ved universitetet (først som docent, fra 1911 som professor i nordiske sprog). Det værk, der da foresvævede ham, var en afløser af Molbechs ordbog, ganske vist af dobbelt så stort omfang, men dog en forholdsvis lille håndordbog. Omkring århundredskiftet påbegyndte han et systematisk indsamlingsarbejde. Den første ordbogsseddel (jf. ndf. s. 7) blev skrevet 1/8 1901, og materialet voksede støt, så at han efterhånden rådede over ca. 1/2 mill. sedler. En statsunderstøttelse gav ham mulighed for at stifte bekendtskab med arbejdet på udlandets store modersmålsordbøger, og hans planer for redaktionen modnedes så meget, at han i 1907 i en afhandling kunne gøre rede for de principper, som han havde tænkt sig at følge i sit ordbogsarbejde. I 1909 var han nået så langt, at han kunne udsende et prøvehæfte. Dette prøvehæfte fik en velvillig modtagelse, men Dahlerups betænkeligheder var efterhånden blevet meget store. Han havde konstateret, at der trods al anvendt omhu var huller i hans materiale. Tanken på tiden voldte ham også uro; redaktions- og suppleringsarbejdet var meget tidkrævende, og de midler, der var blevet tilstået ham til aflønning af medhjælp, var så beskedne, at hans medhjælpere kun kunne afse en mindre del af deres tid til ordbogsarbejdet. Dertil kom, at han havde forregnet sig m.h.t. omfanget; kravene til en moderne modersmålsordbog kunne ikke honoreres inden for de snævre rammer, som han kontraktligt var bundet af. Arbejdet truede med at gå i stå. Vanskelighederne blev overvundet ved, at Det danske Sprog- og Litteraturselskab i 1915 påtog sig udgivelsen ikke uden svære betænkeligheder, som det hedder i ordbogens efterskrift. Arbejdet kom herved under fast organisation. Det lykkedes at få øget bevillingerne og at få udvidet ordbogens rammer så meget, at Dahlerups plan for artiklernes form og indhold i alt væsentligt kunne følges. Og, hvad der ikke var mindst betydningsfuldt, det lykkedes efter langvarige forhandlinger at skabe økonomisk basis for at fastholde den fornødne kvalificerede arbejdskraft: i 1922 påtog staten og Carlsbergfondet sig i forening at oprette 6 pensionsberettigede stillinger i ordbogens tjeneste. Med Det danske Sprog- og Litteraturselskabs overtagelse af udgivelsen skete radikale ændringer. Arbejdet var ikke mere enkeltmandsarbejde, men team-work, målet ikke længere en håndordbog, men en omfattende leksikalsk behandling af nyere dansk. Dahlerups samlinger var fortsat

6 6 grundstammen i materialet, men det stod klart, at der måtte foretages meget omfattende suppleringer. M.h.t. redaktionsprincipperne blev Dahlerups plan lagt til grund i hovedlinierne, men ikke i alle enkeltheder. Dahlerups stilling til ordbogen ændrede karakter. Han bevarede føling med arbejdet, så længe han levede, men især som rådgiver og kritisk gennemlæser, kun i mindre udstrækning som redaktør. Den daglige ledelse blev lagt i hænderne på dr. phil. Lis Jacobsen og cand. mag. H. Juul- Jensen, i praksis således, at Lis Jacobsen tog sig af det administrative, mens Juul-Jensen som ledende redaktør varetog de faglige anliggender. Ordbogens første halvbind blev udsendt 19/ Derefter foregik udgivelsen en tid lang i rask takt, så at man fx allerede i 1928 var nået frem til at udsende bd. 10 (Kant Kongstanke). Dette imponerende tempo i gennemsnit et bind om året kunne dog ikke vedblivende holdes. Arbejdet stødte på vanskeligheder af forskellig art, ikke mindst forårsaget af, at omfangsberegningerne endnu engang viste sig ikke at holde stik. Hertil kom fx de ydre vanskeligheder, som opstod under besættelsen. Først 25/ udsendtes det sidste egentlige ordbogsbind, bd. 27; og endelig blev værket i 1956 afrundet med et bd. 28, der indeholder forkortelsesliste m.m. Juul-Jensen, der havde været en fremragende leder af arbejdet, døde i 1949 og opnåede således ikke at se ODS færdig. Ledende redaktør for de sidste bind blev da Jørgen Glahder, der havde været knyttet til ordbogen lige fra 1912, i mange år som Juul-Jensens højre hånd. Ved siden af disse to kan der især være grund til at fremhæve Johs. Brøndum-Nielsen og Aage Hansen, af hvilke den første har redigeret næsten 7500 spalter, den sidste over spalter (eller sammenlagt godt og vel 7 af ordbogens 27 bind); men i øvrigt vil det være uretfærdigt at forbigå nogen af de i alt 15 sprogvidenskabsmænd, der i kortere eller længere perioder har virket som redaktører, så de sidste 11 navne skal også nævnes her, i rækkefølge efter ansættelsestidspunktet: Kristian Sandfeld, Holger Sandvad, Holger Hansen, Paul V. Rubow, Morten Borup, Aage Rohmann, Peter Skautrup, Paul Diderichsen, Holger M. Nielsen, Karl Martin Nielsen og Kaj Bom. Af oversigten sidst i bd. 28 fremgår, hvordan redaktionsarbejdet har været fordelt imellem dem. Ordbogsarbejdets organisation En kort redegørelse for, hvordan arbejdet på en stor modersmålsbog normalt lægges til rette, kan have en vis interesse som baggrund for det følgende. Vi må i en sådan redegørelse holde os til de store linier og afstå fra at omtale mange måske meget tidkrævende arbejdsprocesser, herunder de supplerings- og kontrolundersøgelser, som sættes ind i snart sagt ethvert arbejdsled. Redegørelsen er især udformet med ODS i tankerne, men vil i hovedsagen også have gyldighed for andre ordbøger af samme type. Groft taget kan der, bortset fra planlægningsfasen, skelnes mellem to faser i arbejdet, indsamlingsfasen og redaktionsfasen. Det logisk første trin i indsamlingsfasen er udvælgelsen af de kilder, der skal lægges til grund. Hvis ordbogen skal behandle et moderne sprog, er der naturligvis ikke nogen som helst mulighed for, at den kan tage hensyn til alt eksisterende materiale. Det bliver nødvendigt at foretage en nøje afvejning af, hvilke kilder der har forrang, fordi de i en eller anden vigtig henseende er repræsentative, eller fordi de er særlig kendte, har haft særlig indflydelse el. l. I virkeligheden er det ikke muligt fra første færd at foretage det endelige valg. Det vil uvægerligt gå således, at man i arbejdets løb bliver opmærksom på værdifulde kilder, som man har overset, eller hvis betydning man ikke har vurderet efter fortjeneste. De må så også inddrages. Kilderne skal gennemgås med henblik på alle de forhold, som en ordbog skal interessere sig for. Normalt vil fremgangsmåden være den, at indstregerne, dvs. de medarbejdere, som er ansvarlige for

7 kildernes udnyttelse, understreger de ord, som skal medtages. 7 Indstregerens arbejde kan blive temmelig kompliceret. Hvis han fx har at gøre med en tekst, som foreligger i flere versioner, må han under indstregningen tage hensyn til alle disse. Det vil således være tilfældet med Bibelen, hvor den oversættelse, han har valgt at lægge til grund, til stadighed må sammenlignes med periodens andre bibeloversættelser (jf. s. 26); eller med salmerne, der ofte har en anden form i de autoriserede salmebøger end i digternes oringinal; eller med værker af de ikke få forfattere, som selv har revideret deres værker, før de blev genoptrykt. Og hvis en tekst er oversat fra et fremmed sprog, kan det ofte være nødvendigt at sammenligne den med originalteksten. Men også i de tilfælde, hvor der ikke foreligger sådanne komplikationer, er indstregerens arbejde krævende, fordi han hele tiden må tage hensyn til alle de forhold, som ordbogen skal dække og samtidig huske på, at det er dyrt at lade indsamle overflødigt materiale. Et af hans problemer er, at han skal være meget vågen over for det ikke iøjnefaldende. De sjældnere ord skal han nok fange. Sværere er det i praksis at huske, at de almindeligste ord skal være repræsenteret i alle betydninger. Efter indstregningen skal ordene udskrives på sedler. Det er ikke nok at notere selve ordet og evt. en henvisning til, hvor ordet optræder, og citere lige netop så fyldigt, at det senere er muligt alene på grundlag af citatsedlen at bestemme ordets betydning, stilværdi osv. Udskriverens arbejde resulterer i en række ordbogssedler som den nedf. viste. Denne seddel kan ikke illustrere formatet, men nok indretningen af ODS sedler. I øverste højre hjørne anbringes et opslagsord, som er normaliseret efter bestemte regler, samt en ordklasseangivelse. Længere nede kommer så citatet, hvori det ord, som skal belyses, er understreget. Efter citatet følger en præcis oplysning om, hvor citatet er taget fra; denne oplysning gives ved hjælp af et bestemt forkortelsessystem. Endelig anbringer udskriveren sin signatur i nederste venstre hjørne. De udskrevne sedler ordnes alfabetisk efter opslagsordet. Det materiale, som er tilvejebragt ved indstregning og udskrivning, udgør den vigtigste del af ordbogens arbejdsgrundlag. Men hertil kommer oplysninger fra andre ordbøger og håndbøger. Hvis disse er ordnet alfabetisk, betaler det sig næppe at udskrive deres oplysninger på sedler; hvis ikke, må de behandles som de øvrige kilder. De alfabetisk ordnede opslagsværker må redaktøren have ved hånden, når han redigerer. Men måske vil det være praktisk, at en medarbejder, før redaktionen påbegyndes, gennemgår de enkelte opslagsværker, udarbejder en samlet liste over hele det ordforråd, som kan komme på tale, og i denne liste ud for det enkelte ord giver oplysning om, hvilke af de eksisterende opslagsværker der medtager dette ord. Redaktøren spares derved for en række forgæves opslag. Arbejdet går nu ind i redaktionsfasen. Der træffes aftale om, hvordan arbejdet skal fordeles mellem

8 8 redaktørerne, og til den enkelte redaktør udleveres så materialet til et afsnit, bestående dels af seddelmaterialet, dels evt. af ordlisten (med håndbogshenvisninger ) over det pågældende afsnit. Materialet for de enkelte ord er af stærkt varierende størrelse. Nogle ord er måske repræsenteret af 2-3 sedler, andre af flere tusind. Måske har der fundet en vis forredaktion sted, før materialet blev overdraget til redaktøren. Det er fx muligt, at en medarbejder på oversigtssedler har samlet visse oplysninger (om udtale, bøjning, stavemåde, historie etc.), eller har forsøgt en foreløbig inddeling af stoffet, eller har tilføjet oplysninger om, hvor i faglitteraturen det pågældende ord behandles på en for ordbogsredaktøren relevant måde. Men denne mulige forredaktion er kun en håndsrækning, lettende, evt. idegivende, men på ingen måde forpligtende for redaktøren, som selv bærer det fulde ansvar for artiklens endelige udformning. Redaktøren skal gennemarbejde hele sit materiale med henblik på at udforme en artikel, der er i nøje overensstemmelse med forskrifterne for artiklers opbygning. Han skal forsøge at finde frem til den klareste inddeling af sin artikel, og han skal holde hver eneste seddel op mod denne inddeling; når han er færdig med sit arbejde, skal der foreligge en inddeling, som tager hensyn til hele materialet. Muligvis bliver han nødt til at anmode om supplerende indsamling, fordi han har konstateret mangler. Det kan tænkes, at han må kassere en del af sit materiale, fordi der er foretaget urigtige identifikationer, så at en seddel faktisk belyser et ganske andet ord end det opslagsord, det er blevet identificeret med, eller fordi det ved nærmere undersøgelse afsløres, at der foreligger skrive- eller trykfejl. Når redaktøren har inddelt sit materiale, samlet de obligatoriske oplysninger og udformet sine betydningsdefinitioner, skal han tage stilling til, hvilke af materialets citater der skal indgå i den færdige ordbogsartikel. Langt den største del af materialet skydes ud; kun de bedst belysende citater finder plads i den endelige artikel. Hvis det behandlede ord helt eller delvis tilhører fagsprog, kan redaktøren ikke afslutte sit arbejde uden at rådføre sig med en af de mange sagkyndige, som enhver ordbog må samarbejde med, folk, der har indgående kendskab til fx teknisk sprog, militært sprog, bestemte håndværks terminologi osv. Næste led i arbejdsgangen er, at redaktørens udkast gennemlæses af en eller flere af hans kolleger. Gennemlæserne må have adgang til hele det materiale, som artiklen bygger på, altså også de udskudte sedler. Sandsynligvis vil gennemlæsningen resultere i en række mere eller mindre omfattende ændringsforslag, som redaktøren så må tage stilling til, og som evt. kan foranledige en vis omarbejdelse af hans oprindelige manuskript. Efter denne afsluttende behandling kan artiklen gå til sætning. Ved ODS var det dog praksis, at der blev foretaget endnu en kontrol umiddelbart før sætningen. Dette sidste gennemsyn skulle give den endelige garanti for, at alle formalia var i orden. Det blev normalt foretaget af den ledende redaktør. Som sagt bærer redaktøren det fulde ansvar for sin artikel; men det vil sikkert være naturligt for ham i vid udstrækning at indhente råd og oplysninger fra sine kolleger, ikke mindst når der opstår tvivl om tillempning eller fortolkning af de for redaktionen gældende regler: redaktøren kan være usikker over for et bestemt ords stilværdi, han kan være i tvivl om, hvordan han skal karakterisere en given udtale, ja, han kan endog være i tvivl om, hvorvidt et bestemt ord skal medtages i ordbogen eller ej. Til afgørelse af den slags tvivlsspørgsmål blev der ved ODS nedsat et såkaldt ordbogsråd, hvori alle redaktører havde sæde. Ordbogsrådet var i faglige henseender ordbogens højeste myndighed. Når der ikke kunne opnås enighed, blev tvivlsspørgsmål afgjort ved afstemning. Denne fremgangsmåde var formentlig den eneste praktisable. At den havde sine ulemper, siger sig selv; mest følelige har

9 disse måske været m.h.t. udtaleangivelserne (jf. ndf. s. 7) og m.h.t. udelukkelse af ord. 9 ORDBOGSSTOFFETS AFGRÆNSNING ODS er en ordbog over dansk rigssprog fra ca til nutiden. Den nedre tidsgrænse, år 1700, er delvis bestemt af, hvilke ordbøger der forelå, da planen for ODS blev udformet. Runeindskrifternes ordforråd var registreret i Wimmers store runeværk, ordforrådet i de ældste håndskrifter var behandlet i en lille ordbog af G. F. V. Lund, og Kalkars 5-binds Ordbog til det ældre danske Sprog spændte over perioden ODS tog da fat, hvor Kalkar slap. Et sådant stafetløbsprincip må forekomme nærliggende: når ODS blev føjet til som sidste led i kæden, ville man have en sammenhængende leksikalsk. behandling af dansk fra de ældste tider til nutiden. Men det må siges, at de foregående led var noget svage: Lunds ordbog var temmelig ufuldstændig, og Kalkars i mange henseender værdifulde værk var oprindelig planlagt som et glossar til forældede og uforståelige ord og blev, trods et omfattende suppleringsbind, aldrig nogen fyldestgørende behandling af det almindelige ordforråd i ældre dansk. Også af anden grund er ODS nedre grænsedragning lidt problematisk. Naturligvis må periodeinddelinger i sproghistorien oftest blive noget vilkårlige, men de kan være mere eller mindre hensigtsmæssige. Det er sandsynligt, at ODS ville have opnået fordele m.h.t. stoffets indre sammenhæng, hvis man havde valgt at behandle hele den nydanske periode, altså (som den store svenske ordbog) havde skubbet den nedre tidsgrænse tilbage til omkring år I øvrigt overholdes den nedre tidsgrænse ikke slavisk. De vigtigste principielle undtagelser er, at ODS tager hensyn til Christian Vs Danske Lov (1683) og i en vis udstrækning til folkeviserne. Disse undtagelser må betegnes som velbegrundede, for så vidt som Danske Lov har spillet en betydelig rolle også i nyere jura og folkeviserne har været en vigtig inspirationskilde for især den romantiske poesi; men ved at tage hensyn til disse tekster inddrager ODS et ordstof, der ikke har været gangbart i den periode, som ordbogen dækker. En anden indfaldsport for forældede ord er bibeloversættelser og salmebøger. Den øvre tidsgrænse er nutiden. Hvis redaktions- og udgivelsesarbejdet havde kunnet tilendebringes inden for et kortere åremål, således som man oprindelig havde håbet, ville denne grænse vel ikke have voldt større problemer. Men nu kom arbejdet til at strække sig over mere end en menneskealder, og den sproglige tilvækst i denne periode var stor; mellem første og sidste bind af ODS ligger bl.a. en verdenskrig, en kraftig social og teknisk udvikling og en betydelig udbygning af det internationale samkvem, alt sammen faktorer, der har sat sig stærke sproglige spor. Skønt udgivelsestempoet i virkeligheden må siges at være imponerende, har det altså ikke kunnet undgås, at der er stor forskel mellem de sprogtilstande, der afspejles af redaktionens nu i første og sidste bind. Der er derfor grund til at indskærpe, at nu betyder redaktionstidspunktet. Megen undren over, at ODS udelader dette eller hint ord eller evt. giver en ud fra moderne sprogfølelse misvisende bestemmelse af et ords stilværdi eller brugsområde, ville undgås, hvis denne præcisering blev holdt for øje. Det må være en fast regel, at man ved bedømmelse af ordbogens oplysninger tager i betragtning, hvornår den pågældende artikel er blevet til. Ganske vist er de enkelte artikler ikke dateret, men man kan nå til et temmelig nøjagtigt skøn over tilblivelsestidspunktet ved at notere sig bindets udgivelsesår eller, hvis nøjagtigere bestemmelse er nødvendig, arkets rentrykningsdato, som står nederst på første side af hvert (halv)ark. ODS er en ordbog over dansk rigssprog; den er således ikke forpligtet over for sprogstoffet i dialekter, i vulgærsprog og slang og i diverse særsprog (soldatersprog, tyvesprog osv.). Men det er sværere at trække grænserne i forholdet til sociale og lokale dialekter osv., end det er at respektere

10 10 en tidsgrænse, uanset hvor vilkårligt denne måtte være fastsat. Fx har jo mange kendte forfattere, fra Blicher og Grundtvig til Johs. V. Jensen og Hans Kirk, optaget dialektord i deres rigssprogsskrifter; og grænsen mellem rigssprog og såkaldt vulgærsprog er uskarp, ikke blot i uhøjtideligt talesprog, men efterhånden også i stigende grad i litteraturens sprog. ODS forsøger at finde balancen på disse områder ved at se bort fra tekster, der udelukkende er affattet i dialekt o. l., men medtage ord og vendinger, der er optaget i kendte rigssprogsskrifter eller som har fået en vis udbredelse. Når der har været tvivl om medtagelse, har læserhensyn ofte fået lov at gøre udslaget; det er god læserservice at give oplysning om de vigtigste ikke-rigssproglige elementer i rigssprogsskrifter. Omtalen af vulgærsprog kunne give det indtryk, at ODS redaktion indtager en form for moralsk eller æstetisk holdning til sit materiale. Det er ikke tilfældet. I termen vulgærsprog udtrykkes blot en nøgtern erkendelse af, at ligesom der på sprogets stilskala kan udpeges et vist neutralt midterområde, så at sige et sæt blåt, der altid er pænt, således kan der opereres med visse yderområder, der har kraftigere stilistisk særpræg, både en højtidsdragt og en dragt, der ikke er ubetinget salonfähig, men som passer under andre omstændigheder. Heller ikke på anden måde anstiller ODS æstetisk-moralske vurderinger. Mens det tidligere var almindeligt anerkendt, at en rigssprogsordbog skulle virke i sprogrøgtens og den gode smags tjeneste og kun medtage gode, anbefalelsesværdige ord, har ODS, som det udtrykkes i indledningen til bind 1, ikke noget pædagogisk formaal ved siden af det filologiske. Den faktiske sprogbrug er bestemmende for, hvad der medtages. ODS beskriver sproget, som det er, ikke, som det (måske) burde være. Dog kan visse reminiscenser af det tidligere dominerende princip spores hist og her, navnlig i de første binds noget afvisende holdning til fremmedordene; en sjælden gang løftes også en pædagogisk pegefinger, som fx når det om brugen af Klimaks i betydningen højdepunkt, kulmination hedder: mindre rigtigt. Men stort set forholder ODS sig rent deskriptivt til sit stof. Det vil næppe være svært at skaffe teoretisk forståelse for denne holdning. Skade blot, at princippet ikke synes erkendt af alle ordbogens brugere. Det er en almindelig fejlkilde at tro, at ODS siger god for et ord (og i denne forbindelse forstås ved ord også konstruktion, vending, betydning osv.) ved at medtage det, eller at omvendt ord, der ikke forekommer i ODS, ikke kan være godt sprog. Sådan har man, som det vil være fremgået, ikke lov at slutte. Medtagelse er blot udtryk for, at ordet har været repræsenteret i ordbogens materiale og efter redaktionens skøn faldt inden for de afstukne grænser. Fravær af et ord betyder enten, at dette ord ikke fandtes i sproget (eller, hvad der ikke nødvendigvis er det samme, i ordbogens samlinger) på redaktionstidspunktet, eller at det på dette tidspunkt ikke skønnedes at have hjemmel i rigssprogsnormen hvad det meget vel kan have erhvervet sig senere. Man har ingen ret til at forvente, at ODS giver svar på fx de i vor tid så vanskelige spørgsmål om rigtig præpositionsbrug: hedder det synspunkter for.., synspunkter om.., synspunkter på..? er det godt dansk at skrive apparat for metalboring? osv. Dagliglivet rummer mange situationer, hvor sprogbrugeren kan savne en domstol, som påtager sig at afgøre, hvad der p.t. må regnes for korrekt sprog. ODS er ikke og skal ikke være en sådan domstol. Noget andet er, at dens materiale naturligvis ofte vil udgøre meget vigtige præmisser for de domme, der evt. skal fældes. Tilbage står endnu at nævne, at ODS efter bestemte, om end ikke ufravigelige retningslinier begrænser sig m.h.t. navnestof, fremmedord, nydannelser og sammensætninger, i almindelighed således, at hensynet til udbredelse og brug er udslaggivende. Person- og stednavne medtages kun, hvis de ikke blot bruges som egennavne, men også almindeligt optræder med fællesnavnskarakter (fx Adonis i betydningen smuk yngling ) eller indgår i stående vendinger (jf. fx I. Amager). Af folke- og stammenavne, navne på partier og trosbekendelser osv. medtages et udvalg, idet det navnestof, der falder inden for vor (på redaktionstidspunktet!) nærmeste og nærmere kulturkreds, er fyldigst repræsenteret.

11 11 Mærkbarest for brugeren er nok restriktionerne over for fremmedord. Selvskrevne til medtagelse er de fremmedord, der er almindelige i litteraturen og talesproget. Ved de mere fagligt prægede fremmedord er betingelsen for medtagelse, at ordet har vundet sikkert fodfæste uden for fagfolks snævre kreds. Men det kan være vanskeligt at skønne, hvornår et fremmedord har bredt sig til en videre kreds; grænserne mellem fagsprogligt og almensprogligt forskyder sig til stadighed, nu om dage vel nok i hastigere tempo end tidligere. ODS medtager Diagnose i bd. 3, men udelader fuldt berettiget Prognose i bd. 16 (fra 1936); i dag ville man utvivlsomt have taget Prognose med, ligesom man sikkert ville have medtaget Virus, der med tvivl blev udeladt i bd. 27 (fra 1954). ODS er på vagt over for nydannelser. Mange af de måske i og for sig gode ord, der er dannet af sprogrensere som afløsere for fremmedord, er aldrig blevet brugt af andre end opfinderne selv; sådanne ord medtages normalt ikke. Det samme gælder en anden gruppe ord, der ikke bevidst er dannet som afløsningsord i sprogrensningsøjemed, men blot er tilfældige øjebliksdannelser, kometord. Vigtigst for ordbogens økonomi er dog indskrænkningerne m.h.t. sammensætninger. Der findes et utal af sammensætninger, og nye kommer stadig til. Ingen ordbog vil kunne påtage sig at registrere dette vældige materiale, ikke engang selvom den holder sig til de mere udbredte sammensætninger. Men se bort fra dette stof kan den naturligvis heller ikke, da et vigtigt led i redegørelsen for de usammensatte ords stilling i sproget netop er belysningen af deres anvendelse i sammensætninger. Imidlertid kan der skelnes mellem to typer sammensætninger, en gruppe, hvori de to led er smeltet sammen til en enhed, et nyt begreb, hvis betydning man ikke kan udregne ved at opløse ordene i deres enkelte dele (fx Aakande, Tanketorsk, Værnemager), og en anden gruppe, hvis betydning er umiddelbart indlysende, når man kender betydningen af de enkelte led (fx Bomuldsgarn, -handsker, -skørt). Den første gruppe, som måske kunne benævnes enhedssammensætninger, er selvskreven til medtagelse i samme udstrækning som usammensatte ord, mens den sidste, rækkesammensætningerne, behandles tilfredsstillende ved, at der bringes et udvalg af eksempler. Som nævnt er principperne for begrænsning ikke ufravigelige. Man finder i ODS ikke helt få fremmedord, bevidste nydannelser eller tilfældige øjebliksdannelser, individuelle sammensætninger osv., som ikke har haft den udbredelse, der normalt er en betingelse for medtagelse. Begrundelsen for fravigelsen er som regel den, at ODS føler særlige forpligtelser over for kendte værker og kendte forfattere. Vi tangerer her et problemkompleks, som redaktionen måske burde have taget klarere stilling til. Brugeren vil hurtigt opdage, at ODS tager vidtgående hensyn til den litteratur, der i en eller anden forstand kan betegnes som klassisk ; det viser sig dels i beredvilligheden til at indrømme litteraturens kendteste værker og forfattere en særstilling i forholdet til de ellers fastlagte begrænsninger, dels og navnlig i citatvalget i artiklerne. Fx er en så sjælden sammensætning som alvorsstor blevet medtaget, tydeligvis ene og alene fordi H. C. Andersen har brugt den i sin kendte Jyllandssang. Og under Rose finder man Poul Møller-citatet Rosen blusser alt i Danas Have, under Nisse Gerson-citatet En lille Nisse reiste osv., skønt disse citater måske ikke er videre oplysende under rent sproglig synsvinkel. ODS har altså i høj grad karakter af litteraturordbog; men netop fordi den i så henseende faktisk yder så meget, vil brugeren måske føle sig ekstra skuffet, når han dog gang på gang må konstatere, at den alligevel ikke slår til. Som ODS nu engang er, må man gøre sig klart, at den nok delvis kan fungere som en nøgle til klassisk dansk litteratur, men at dette er en tilgift, en opgave, som ordbogen varetager, når lejlighed byder sig og materialet kan bære, men som den ikke udtrykkeligt har påtaget sig at løse konsekvent. Redegørelsen for ordbogens grænser må afsluttes med et par bemærkninger om den af praktiske forhold betingede afgrænsning. ODS er blevet til i en tid, da der ikke som nu var mulighed for at opbevare det talte ord. Den

12 12 redegør for udtaleforhold, den søger i stilværdibestemmelser at karakterisere ord efter deres tilhørsforhold til skriftsprog eller talesprog, og den medtager i beskeden udstrækning talesprogseksempler, som redaktørerne selv har dannet. Men dens genstand er først og fremmest skriftsproget, det eneste materiale, der var tilgængeligt for hele den periode, som den dækker. Dahlerups materiale var som nævnt indsamlet med henblik på en håndordbog af ret begrænset omfang. Vel blev det forøget, før redaktionsarbejdet blev påbegyndt, men alligevel bærer navnlig de første bind præg af, at redaktørerne har måttet arbejde med et alt for knapt materiale. Ved et omfattende suppleringsarbejde blev materialet efterhånden bragt op på ca. 2,5 mill. citatsedler. Dette tal kan nok lyde imponerende, men er det ikke; til sammenligning kan nævnes, at den store svenske ordbog, der endnu ikke er afsluttet, råder over 7-8 mill. sedler. Hertil kommer så, at bevillingerne satte grænser for, hvor udtømmende arbejdet kunne blive. Omfangsberegningerne holdt ikke stik, og tidsfristerne blev overskredet gang på gang. Da man til sidst ikke kunne trække større veksler på de bevilgende myndigheders velvilje og tålmodighed, måtte man igen redigere mere kortfattet end ønskeligt; det mærkes navnlig i de sidste 2-3 bind. ORDBOGSARTIKLENS OPBYGNING Ordbogsartiklerne er af meget forskellig længde. Sprogets centrale ord kræver indgående behandling, mens en lang række mindre vigtige ord kan behandles forsvarligt på ganske få linier. Af praktiske grunde vælger vi her at illustrere artiklernes opbygning ved hjælp af et par artikler, der er forholdsvis korte, men som følger den fuldstændige disposition for en artikel. Senere skal vi også omtale de ikke fuldstændige artikler. Illustrationsmaterialet udgøres af artiklerne I. Abe (redigeret af H. Juul-Jensen) fra bd. 1 (1918) og I. Sæl (redigeret af Kaj Bom) fra bd. 23 (1946). Hvor disse korte artikler ikke fuldt belyser de forhold, som må omtales under gennemgangen, vil vi supplere ved at henvise til andre artikler, fortrinsvis til de uddrag af ODS, der er nævnt ovf. s. 1. Hvis man flygtigt gennemlæser de to illustrationsartikler, bliver ens første indtryk muligvis, at de ikke ligner hinanden særlig meget. Måske vil man hæfte sig ved, at den første artikel hurtigt når frem til at gøre rede for ordets betydning, mens den sidste først driver læseren igennem en mængde oplysninger, som er affattet i et sprog, der på grund af den stærke koncentration og de mange, for den ikke indviede uigennemskuelige forkortelser halvt om halvt virker som et kodesprog. Hvis læseren opfatter de to artikler som typiske repræsentanter for henholdsvis første og sidste del af ODS og en sådan opfattelse ville ikke være ganske uberettiget, vil han let nå til den lidt nedslående konklusion, at artiklerne satte til i henseende til umiddelbar forståelighed, efterhånden som arbejdet skred frem; men forhåbentlig vil han samtidig få et indtryk af, at de senere artikler rummer en ganske anden fylde af oplysninger end de første. En ting vil stå ham klart: artiklerne kan ikke læses med rimeligt udbytte uden benyttelse af en nøgle, der opløser forkortelser osv. En sådan nøgle gives i forkortelseshæftet bd. 28, som vi senere skal omtale. Et nærmere studium af de to artikler vil føre til delvis revision af det første indtryk: nok er forskellene m.h.t. udførlighed iøjnefaldende, men artiklerne er dog formet over en og samme læst. Når man først har lært denne læst at kende, vil man forholdsvis let kunne orientere sig i artiklerne. En fuldstændig ordbogsartikel falder i to klart adskilte dele, hovedet og betydningerne. I hovedet gives oplysning om ordets udtale, grammatik, historie osv.; den resterende del af artiklen er en redegørelse for ordets betydning eller betydninger, dokumenteret ved citater og henvisninger.

13 13 1. Hovedet Vi vil først beskæftige os med artiklens hoved. Et foreløbigt overblik skaffer vi os ved at dele de to illustrationsartiklers hoveder op i led, som vi nummererer, jf. næste side. Hovedet omfatter altså: 1. opslagsord og ordklasseangivelse, 2. oplysning om udtale, 3. oplysning om bøjning, og 4. oplysning om historie, etymologi m.v. Vi vil se lidt nærmere på hvert af disse led. Opslagsord og ordklasseangivelse Opslagsordet er trykt med fed skrift. Som opslagsord vælges ordets grundform, ved substantiver altså ubestemt form singularis, ved verber infinitiv osv. Ved adjektiver behandles komparativ og superlativ under positiv, dog således, at komparativer og superlativer, der er dannet af anden rod end positiv, behandles i selvstændige artikler; bedre, bedst, flere, flest, ældre, ældst o.l. behandles således i hver sin selvstændige artikel, ikke under hhv. god, mange og gammel. Ved de personlige pronominer behandles akkusativformen under nominativ, mig under jeg, jer under I, os under vi osv. I øvrigt er der ved udstrakt benyttelse af henvisninger sørget for, at læseren kan finde frem til den form, han søger.

14 14 Artiklernes rækkefølge er strengt alfabetisk. Konsekvensen heraf er, at sammensætningsartikler kan blive spredt over et meget stort område. Fx begynder artiklerne om sammensætninger med Ko- som første led i bd. 10, sp. 957, og slutter først med Koøre i bd. 11, sp. 219, altså omkring 500 spalter længere fremme. Ind imellem disse artikler kommer så fx artiklerne om Kobbel, Kobber, Konge, Kors og evt. sammensætninger til disse ord. Det kan ikke nægtes, at gennemførelse af det strengt alfabetiske princip bevirker en adskillelse af det naturligt sammenhørende. Visse ordbøger har da også netop m.h.t. sammensætninger gjort en undtagelse fra alfabetprincippet, så at sammensætninger samles under artiklen om førsteleddet; men sådanne undtagelser er betænkelige, bl.a. fordi det i visse tilfælde kan være svært at vide, hvilket af flere ensskrevne ord en sammensætning skal søges under: skal hæmmelyd fx søges under substantivet hæmme eller verbet hæmme, skatkammer under skat kostbarhed eller skat afgift, ægtefælle under substantivet, adjektivet eller verbet ægte? ODS rent mekaniske princip giver brugeren den klare fordel, at han ikke behøver at være i tvivl om, hvor han skal slå op. Stavningen af opslagsordet følger gennem hele værket den ministerielle retskrivning, som gjaldt, da udgivelsen blev påbegyndt, dvs. retskrivningen i 7. udgave af Saabys Retskrivningsordbog ( 1918). Ved de ord, som ikke fandtes i Saabys Retskrivningsordbog, bruges den almindeligste stavemåde eller en stavemåde, som redaktionen har fastsat i overensstemmelse med Saabys principper. To konsekvenser af, at ODS følger Saaby, bør noteres. For det første kan ODS ikke tjene som moderne retskrivningsordbog, da Saabys retskrivning i mange enkeltheder afviger fra den nugældende. For det andet må en del ord søges på et andet sted, end dér hvor man ud fra moderne retskrivning ville vente at finde dem. Fx må jern søges under Jærn, hæmme under Hemme, batalje under Bataille og creme under Kræm. I praksis skaber disse detaljer dog næppe større problemer. Vigtigst er det at huske, at der bruges aa i stedet for å; det har naturligvis vidtrækkende konsekvenser for alfabetiseringen: Aand kommer før And, haane før Hane, Spraade før Sprade osv. Hvis Saabys retskrivning åbner mulighed for at stave et ord på flere måder, medtager ODS sideformerne på linie med opslagsordet og trykt med samme skrift som dette. Sideformer, der har fodfæste i praksis, men som ikke tilhører Saabys retskrivning, nævnes, hvis de skønnes at være af større betydning, men trykkes med mindre, halvfed skrift. En konsekvens af disse principper ses fx i artiklen Alumnus, hvor formen Alumne, der i dag ubetinget er den almindeligste (og for resten den eneste mulige efter den nu gældende retskrivning), trykkes med halvfed skrift, fordi Saaby kun har formen Alumnus. Foran opslagsordet kan der, som det fremgår af begge illustrationsartiklerne, stå et romertal. Det betyder, at der findes flere ord, som staves på samme måde, og er altså en påmindelse om, at man muligvis må gennemløbe flere artikler for at finde frem til det ord, man søger. Foran opslagsordet (men efter et evt. romertal) kan endvidere stå et tegn, fx et kors eller en bog, som giver oplysning om ordets brugsområde. Disse redaktionelle brugsbetegnelser vil vi senere vende tilbage til. Efter opslagsordet følger en ordklasseangivelse. Ved substantiver, som i vore to eksempler, gives oplysningen om ordklasse (og køn) ved hjælp af en eller et; substantiver, hvis køn ikke lader sig bestemme, fx Fjor og Gære, betegnes blot som subst.; substantiver, der kun bruges i pluralis, fx Forældre og Søskende, har alene angivelsen pl. De øvrige ordklasser angives med forkortelser af de latinske ordklassebetegnelser, adj. for adjektiv, v. for verbum osv. Disse forkortelser opløses i listen over redaktionelle forkortelser og tegn (bd. 28, s ).

15 15 Udtale I en kantet parentes efter opslagsord og ordklasseangivelse gives ved hjælp af en særlig lydskrift oplysning om ordets udtale. Værdien af de enkelte lydskrifttegn fremgår af lydskrifttavlen i bd. 28, s. 94f. Sammesteds s findes et tillæg til lydskrifttavlen, hvori der nærmere gøres rede for de regler for udtaleangivelse, som redaktionen har fulgt. Udtaleoplysningerne gælder principielt ordets udtale i trykstærk stilling i dialektfrit dansk ; men da udtalen i rigstalesproget eller som vi i det følgende vil sige rigsmålet ikke ligger fast på samme måde som fx den autoriserede retskrivning, rummer lydskriften mange tegn for vaklen; fx betegner [b], at udtalen kan være enten [p] eller [b], [l], at udtalen kan være stemt eller ustemt (jf. udtaleangivelsen ved Sæl). Mange ord har både en neutral udtale og en udtale, der har et mere markant stilpræg. I sådanne tilfælde anføres begge udtaler, og den ikke neutrale søges karakteriseret ved bestemmelser som højtid. (højtidelig), vulg. (vulgær), gldgs. (gammeldags) o.l. For bøjningsformer gælder den regel, at der kun gives oplysning om udtalen, hvis den afviger fra opslagsformens udtale ved mere end endelsen. Fra denne regel gøres dog et par undtagelser. Vigtigst er, at der ikke anføres udtale, hvis bøjningsformen (foruden ved endelsen) kun skiller sig fra opslagsformen ved at have regelmæssigt stødtab. Efter dette skal fx bøjningsformen Huse, der kun afviger fra opslagsformen Hus ved endelsen -e og det stødtab, der normalt vil indtræde, når denne endelse tilføjes, ikke have nogen udtaleangivelse. Derimod skal der fx gives oplysning om udtalen af Ænder, fordi formen har anden vokal end opslagsordet And, og om Skeer, fordi det stødtab, der er med til at skille formen fra Ske, ikke kan anses for regelmæssigt i ord af denne type (jf. Bi - Bier og By - Byer). I artiklerne I. Abe og I. Sæl har der ikke skullet gøres rede for konkurrerende udtaler eller for udtaler af bøjningsformer; i begge tilfælde kender rigsmålet kun en udtale, og bøjningsformerne skiller sig kun fra opslagsformen ved endelsen. Foruden oplysningerne om nutidig udtale medtager ODS også oplysninger om ældre udtale, hvis sådanne foreligger. Om Sæl kan det således oplyses, at ordet tidligere har været udtalt med kort vokal, og at denne udtale endnu kan mødes i dialekter. Kilderne til oplysning om ældre udtale er i dette tilfælde et par ordbøger fra det 18. århundrede. Meget ofte stammer oplysningerne om ældre udtale fra Jens Pedersen Høysgaard ( ), den første danske sprogforsker af virkeligt format. ODS meddeler altid, om udtalen af et ord er angivet i Høysgaards værker. Hvis Høysgaards udtale stemmer med den nu gængse, gives kun en henvisning til det sted, hvor han nævner den; afviger den fra nutidig udtale, citeres den derimod i Høysgaards egen lydskrift (som kort forklares i lydskrifttavlen, bd. 28, s. 95). Efter oplysningerne om ældre udtale følger i artiklen I. Sæl et par oplysninger om ikke gangbare stavemåder, det nu helt forældede Sel og det kun dialektale Sjæl. Anledningen til at behandle stavemåder på dette sted er, at de tyder eller kan tyde på udtaler, som afviger fra den nu gængse, og således naturligt slutter sig til redegørelsen for ældre udtaleforhold. Hvis de pågældende stavemåder blot havde været rent ortografiske sideformer, skulle de efter ordbogens principper ikke have været medtaget. Det må dog indrømmes, at der ikke er fuld klarhed på dette punkt. Navnlig i de senere bind registreres ofte efter udtaleoplysningerne ældre stavemåder, der vanskeligt kan tænkes at afspejle nogen lydlig afvigelse fra moderne dansk. Bøjning Artiklen I. Abe rummer om bøjning blot den oplysning, at ordet danner pluralis ved tilføjelse af endelsen -r. Da ordets køn allerede er angivet i artiklens indledning, har den med dansk fortrolige læser hermed fået så meget at vide, at han kan danne de resterende former.

16 16 Der er altså tale om et økonomisk princip, hvorefter kun de strengt nødvendige former medtages. Ved substantiver vil det ofte være tilstrækkeligt at anføre pluralisendelsen. De svage verbers bøjning belyses som regel fyldestgørende ved hjælp af endelsen i præteritum; har man fx fået at vide, at stole i præteritum ender på -ede, kan man selv danne præsens stoler og præteritum participium stolet. Ved de stærke verber er det ikke nok at anføre præteritumsformen; her må i det mindste også formen i præteritum participium oplyses. Fx kan man hverken fra opslagsformen (infinitiv) trække eller præteritumsformen trak slutte direkte til præteritum participium trukket. Undertiden kan bøjningsoplysninger helt spares, mens de i andre tilfælde må være temmelig detaljerede. Den første situation foreligger fx ved adjektiver som fjern og træg, hvis former i neutrum, bestemt form og pluralis samt komparativ og superlativ kun skiller sig fra opslagsformen ved de tilføjede endelser, der alle er regelmæssige. Den anden kan, for at blive ved adjektiverne, belyses af ædel og ædru; ved ædel kan kun den fuldt regelmæssige neutrumsform lades uomtalt, mens alle de andre former må nævnes, fordi de normalt afviger fra opslagsformen ved at udelade dennes -e- i 2. stavelse, og ædru kræver særbehandling, fordi det hverken i neutrum eller i bestemt form og pluralis får nogen endelse. Redegørelsen for bøjningsformer indbefatter levn af gammel kasusbøjning: (ad) Aare under Aar, (i) Live og Livsens under Liv, højen under høj osv. Når et ord kan eller inden for den periode, som ODS dækker, har kunnet bøjes efter forskellige mønstre, gør ordbogen også rede for dette. Vi ser et eksempel herpå i artiklen I. Sæl. Her registreres og dokumenteres en konkurrence mellem tre forskellige pluralisformer, den nu forældede, kun dialektalt bevarede form Sæle, den sejrende form Sæler, der var sjælden før 2. halvdel af det 19. århundrede, og den kun fagsproglige form uden pluralisendelse, Sæl; ydermere nævnes det, at der i ældre tid har været en tilbøjelighed til at undgå at bruge ordet i pluralis. I nogle af de tilfælde, hvor der ellers ikke ville have været grund til at nævne en bøjningsform, bliver denne anført, fordi der ifølge de ovf. omtalte regler for udtaleangivelser skal knyttes en oplysning om udtale til den. Fx er det under rent bøjningsmæssig synsvinkel ikke nødvendigt at medtage præsensformen synger, men da den afviger fra opslagsformen ved at have stød, kommer den alligevel med. Verbalsubstantiver som Magring og Valsning, der har rent verbal betydning (hhv. handlingen at gøre mager og handlingen at behandle med valse ), betragtes som bøjningsformer af det tilhørende verbum og opføres under dette. Men hvis sådanne ord også har andre betydninger (som fx Træfning, der ikke blot betyder handlingen at træffe (ramme), men også kamp ), får de deres egen artikel på alfabetisk plads. Historie og etymologi m.v. Artiklens hoved slutter med en halvfed parentes, hvori der gives oplysning om ordets historie og oprindelse samt evt. om dets brugsområde og stilværdi. Fremmedord behandles delvis efter andet mønster end hjemlige ord og gamle låneord. Vi ser foreløbig bort fra fremmedordene. Som begge illustrationsartiklerne viser, indledes parentesen med en redegørelse for ordets forekomst i dansk før år ODS arbejder her med følgende periodeinddeling, som brugeren må kende: runedansk (forkortet: run.), ældste dansk (æda., sproget i de ældste danske håndskrifter fra ca ), gammeldansk (glda., ca ) og ældre nydansk (ænyd., ca ). Det oplyses altid, hvornår (dvs. i hvilken af de nævnte perioder) ordet først optræder i kilderne, vel at mærke: at dømme efter de hjælpemidler, som redaktøren havde adgang til. Om der også skal medtages former fra de perioder, der ligger mellem den ældste konstaterede forekomst og

17 17 ordbogens begyndelsestidspunkt, beror på et skøn. Hvis der går en ubrudt linie fra den ældste konstaterede form til den moderne, vil der normalt ikke blive gjort rede for formerne i de mellemliggende perioder. Hvis der derimod fra disse perioder kendes former, som fx kan tyde på afvigende udtale eller belyse konkurrerende former i moderne dansk, giver ordbogen oplysning herom. I artiklen I. Abe følges ordet tilbage til gammeldansk. Det er ikke påvist i ældste dansk, men fra denne periode kendes et beslægtet ord, epin. Former fra ældre nydansk medtages, antagelig fordi den ene af dem, affue, kan afspejle en udtale med [v] eller [u] i stedet for [b], en udtale, der nu ikke forekommer i rigsmålet (undtagen evt. i sammensætningen Abekat), men som kendes fra dialekter. Når redaktøren, som det her er tilfældet, ikke nærmere angiver en kilde, men blot henfører formerne til en eller anden periode, betyder dette, at han har sine oplysninger fra de ordbøger, som vi har nævnt ovf. s. 1. I praksis er periodeforkortelse uden kildeangivelse da ensbetydende med, at ordet findes i (håndudgaven af) Wimmers runeværk (run.), i Lunds lille ordbog (æda.) eller i Kalkars ordbog (glda. og ænyd.). Men som tidligere berørt slår disse hjælpemidler ikke altid til. Artiklen I. Sæl er et eksempel på, at redaktøren ikke har fundet Lunds og Kalkars oplysninger fyldestgørende, men er gået til kilderne for at få et mere dækkende billede af ordets former i gammel tid. Kilden er her den moderne udgave af de gamle landskabslove, nærmere bestemt udgaven af Jyske Lov; fra forskellige afskrifter af denne lov har redaktøren samlet et middelalderligt materiale, der bl.a. kan have interesse i relation til de oplysninger om nydansk udtale, som er givet tidligere i artiklens hoved. Efterhånden blev det i stigende grad almindeligt, at redaktørerne således søgte at råde bod på ordbøgernes noget mangelfulde oplysninger om ældre dansk. Med andre ord kan ODS da, navnlig for de senere binds vedkommende, fungere som et højst værdifuldt supplement til ordbøgerne over ældre dansk, ja, man kan sige, at det er naturligt at indlede en undersøgelse af et ords historie med at slå op i ODS og se, hvad der står i den historisk-etymologiske parentes. Efter redegørelsen for ordets forekomst i ældre dansk følger oplysninger om dets udbredelse i nordisk. I I. Abe indskrænker redaktøren sig til at anføre den oldnordiske form; ifølge de regler, som blev opstillet i ordbogens indledning, skal dette være den normale praksis, når et ord er fællesnordisk. Sæl er imidlertid også fællesnordisk, men ikke desto mindre har redaktøren af I. Sæl tillige medtaget svenske og norske former. Begrundelsen for den større udførlighed kunne være, at i hvert fald de svenske sideformer själ og skäl har interesse for belysningen af de tilsvarende gamle danske former (sial, siæl o. l.) og dialektformer som sjæl. Men i de senere bind af ODS er det i det hele almindeligt at anføre de svenske og norske modsvarigheder til det danske ord, også når de ikke har en sådan speciel interesse, jf. fx I. Stol. Næste skridt på vejen er en redegørelse for ordets udbredelse i germansk. Igen her viser der sig forskelle i udførlighed mellem de første og de senere bind. I. Abe anfører alene de engelske og tyske former, mens I. Sæl foruden til engelsk og nedertysk også tager hensyn til oldengelsk, middelnedertysk og oldhøjtysk. De to illustrationsartikler standser på dette trin, da de behandlede ord ikke har kunnet påvises uden for germansk. Hvis ordene havde været kendt i indoeuropæisk, ville artiklerne have givet oplysning herom ved at anføre de tilsvarende ord fra latin eller græsk eller, hvis de ikke var konstateret i noget af disse sprog, fra sanskrit. Artiklen Ko kan tjene som eksempel på, at der medtages paralleller fra latin og græsk. Når der er gjort rede for ordets udbredelse, skal der gives oplysning om dets grundbetydning, hvis det er muligt at sige noget sikkert herom. Vore to artikler er ikke videre oplysende i så henseende. Om Abe hedder det, at det er et fællesgermansk låneord af ukendt oprindelse, om det ligeledes fællesgermanske Sæl, at det er af usikker oprindelse. Lakoniske konstateringer af denne art dækker

18 18 ikke nødvendigvis over, at etymologerne, de videnskabsmænd, der beskæftiger sig med ords oprindelse og grundbetydning, ikke har interesseret sig for det pågældende ord, men skyldes enten, at de ikke er nået til et resultat, som kan anses for nogenlunde sikkert, eller at der er givet flere måske hver for sig meget plausible, men indbyrdes uforligelige forklaringer, som ikke lader sig resumere tilfredsstillende på den plads, som ODS har til rådighed. Normalt er ODS etymologiske oplysninger ganske kortfattede. Den, som vil have mere udtømmende besked om etymologernes overvejelser, må gå til specialordbøger, fx Niels Åge Nielsen: Dansk etymologisk ordbog eller Elof Hellquist: Svensk etymologisk ordbok. Med de etymologiske betragtninger slutter den historisk-etymologiske parentes i I. Abe. Artiklen I. Sæl har endnu to vigtige tilføjelser at gøre. For det første vises det, at betegnelsen Sæl har været hårdt trængt af sammensætningen Sælhund, som endnu har sikkert fodfæste i folkeligt sprog; at dømme efter de optegnelser, som sprogmanden Israel Levin ( ) har efterladt sig, skulle Sælhund i sidste århundrede have været det normale ord, mens Sæl havde et mere fagligt præg. For det andet har betegnelsen Sæl konkurreret med andre betegnelser: Havhund, Kobbe, Robbe, Søhund, Søkalv; disse betegnelser (der dog aldrig har haft samme udbredelse som Sæl og Sælhund) behandles på alfabetisk plads i ordbogen. Vi så i første omgang bort fra fremmedordene. Tilbage står da at nævne, at disse ord behandles noget mere kortfattet end hjemlige ord og gamle låneord. Oplysningerne om deres forekomst i ældre dansk bliver nødvendigvis behæftet med usikkerhed, fordi der i de eksisterende behandlinger af ældre ordforråd ikke tages fornødent hensyn til dem. M.h.t. deres udbredelse i andre sprog fatter ODS sig i korthed; den oplyser, hvorfra de yderst ude stammer, men den afstår normalt fra at gøre rede for, om de er kommet til dansk direkte eller via andre sprog. Brugsbestemmelse Et vigtigt led i redegørelsen for den stilling, som et ord (og vi medregner hertil også: en betydning, en udtale, en vending osv.) har i sproget på et givet tidspunkt, er oplysninger om dets brugsområde og stilværdi: Bruges det almindeligt i dag, er det evt. gået af brug, eller anvendes det kun i bestemte sprogbrugerkredse? Er det stilistisk set neutralt, eller har det et særligt stilpræg? Osv. osv. I modsætning til de tidligere omtalte bestanddele af ordbogsartiklen kan svarene på disse spørgsmål ikke have nogen fast plads. Hvis en bestemmelse har gyldighed for ordet som helhed, anbringes den i artiklens hoved, oftest sidst i den historisk-etymologiske parentes, men i visse særlige tilfælde foran opslagsordet. Hvis bestemmelsen derimod tager sigte på enkelte forhold en udtale- eller bøjningsform, en særlig betydning, en bestemt vending osv., placeres den i direkte tilknytning til disse underpunkter inden for artiklen. Illustrationsartiklerne belyser det sidste tilfælde og viser tillige, at brugsbestemmelser snart gives ved forkortelser, snart ved særlige tegn. Betydning 1 af I. Abe siges især at tilhøre zoologisk sprog og skriftsprog (hvad en moderne sprogbruger nok vil have lidt svært ved at skrive under på), betydning 2.2 betegnes som l.br., dvs. lidet brugt, og betydning 4 som tilhørende poetisk sprog. Ved betydning 3 bruges et særligt tegn, et anker, der angiver, at betydningen tilhører sømandssprog, og ved betydning 4 suppleres oplysningen poet. med komet-tegnet, som angiver den yderst sjældne (oftest: enestående) forekomst. I slutningen af I. Sæl bruges et tegn, der forestiller en opslået bog, og som angiver, at et ord kun tilhører skriftsproget eller litterært påvirket talesprog. Forkortelserne opløses og tegnene forklares i bd. 28, s En gennemlæsning af disse sider vil vise, at der ved brugsbestemmelser arbejdes under fem forskellige synsvinkler: tid, hyppighed, stillag, geografisk udbredelse og tilhørsforhold til almensprog eller særsprog. Ofte vil ordets stilling først være fyldestgørende belyst, hvis flere af disse synsvinkler kombineres, således som det var tilfældet under I. Abe 4. I øvrigt glider synsvinklerne delvis over i hinanden.

19 19 Et ord kan helt eller overvejende tilhøre den ældre del af den periode, som ODS behandler. Hvis det nu er aldeles dødt, udstyres det med et kors. Hvis det fortsat lever, men ikke længere er almindeligt brugt, karakteriseres det efter en fintmærkende skala som nu sj. nu sjældent, nu næppe br. nu næppe brugt/brugeligt eller nu l.br. nu lidet brugt. Betegnelsen gldgs. gammeldags anvendes ved ord, der endnu (dvs.: på redaktionstidspunktet ) bruges af den ældre generation: Et gammelt ord, der kun bruges ved omtalen af ældre tiders forhold, betegnes som foræld. forældet. Den samme betegnelse bruges i de første bind om gamle ord, som en nyere forfatter har optaget i sit sprog for at opnå en gammelagtig, en såkaldt arkaiserende tone; fra og med bd. 6 bruges om sådanne ord i stedet betegnelsen arkais. arkaiserende. Hvis et ord først er dukket op i nyere tid, forsøger ODS at bestemme, hvornår det er blevet til eller er lånt ind i sproget. Ofte vil det være meget svært at give en præcis datering, men evt. kan der ved hjælp af ældre ordbøger foretages en indkredsning. Ved det fra matematikken lånte tegn for mindre end, en vinkel eller pil med bagudrettet spids, angiver ODS, at et ord ikke er medtaget i en. bestemt ordbog, og at dette efter redaktionens skøn beror på, at det ikke fandtes i sproget, da denne ordbog blev udarbejdet. Oplysninger om et ords historie i nyere tid kan gives i formen e.br. endnu brugt/brugeligt og e.alm. endnu almindeligt. Den slags bestemmelser gives især, når citatmaterialet har været ufuldstændigt, eller når der har skullet spares på pladsen. Som det bl.a. fremgår af de netop citerede brugsbetegnelser, kombineres den kronologiske synsvinkel ofte med en hyppigheds-, en frekvenssynsvinkel: den kronologiske bestemmelse gives her ved endnu, mens karakteristikkerne brugt/brugeligt og almindeligt tager sigte på, hvor hyppigt ordet forekommer. Dette er klart nok, og det er ligeledes klart, at komet-tegnet er en ren frekvensbestemmelse. Andre tilfælde kan være mere tvivlsomme. Som følge af, at ODS i indledningen til bd. 1 (s. xxxvi) ikke gør frekvenssynspunktet til genstand for udtrykkelig, isoleret behandling, men omtaler betegnelser som sj. og l.br. blandt betegnelser for det mere eller mindre forældede, kan brugeren få det indtryk, at der i disse bestemmelser fast er indbygget en kronologisk oplysning, så at l.br. fx skulle betyde nok lidet brugt nu, men almindeligt eller almindeligere i ældre tid. En sådan slutning er imidlertid urigtig. Når det fx om Flirt hedder, at engelsk udtale af dette ord er sjælden, eller om Klima, at den billedlige anvendelse ( åndeligt klima, klimaet på arbejdspladsen osv.) er lidet brugt, ligger heri ikke, at denne udtale, henholdsvis denne anvendelse tidligere var almindelig. Tværtimod, der er i begge tilfælde tale om nyere fænomener, som er i fremtrængen (og som siden har erhvervet sig sikkert fodfæste). Kun hvis der foran bestemmelser som sj. og l.br. udtrykkeligt står nu, kan man med sikkerhed gå ud fra, at redaktøren har villet indsætte frekvensoplysningen i et historisk perspektiv. Ved stillagsbestemmelser opereres der med karakteristikker som højtid. højtideligt og poet. poetisk eller fra stilskalaens andet yderområde dagl. dagligdags og vulg. vulgært, og det angives, om ord anvendes iron. ironisk, nedsæt. nedsættende eller spøg. spøgende. Til stillagsbestemmelser kan måske også regnes oplysninger om, at ordet især optræder i den for en vis kreds eller et vist milieu særegne jargon: stud. studentersprog o.l., eller at det i det hele tilhører jarg. jargon (der ikke holdes skarpt ude fra begrebet slang). Oplysningerne om et ords tilhørsforhold til en dialekt er i de første bind noget nødtørftige, da redaktionens hjælpemidler i begyndelsen var ret ufuldkomne. Mens udgivelsen stod på, øgedes antallet af hjælpemidler: der fremkom flere systematiske behandlinger af hidtil ubehandlede dialekter, og navnlig fik det betydning, at ODS fik adgang til samlingerne til den ømålsordbog, der er under forberedelse ved Udvalg for Folkemål (nu: Institut for dansk Dialektforskning). ODS dialektoplysninger blev derfor sikrere efterhånden. Naturligvis skal en rigssprogsordbog som ODS dog ikke indlade sig på meget snævre lokaliseringer, men holde sig til placeringer inden for større dialektområder: bornh. bornholmsk, jy. jysk, kbh. københavnsk, sdjy. sønderjysk m.fl. Hvis

20 20 et ord optræder i flere hoveddialekter, betegnes det som i al almindelighed dial. dialektalt. Betegnelsen prov. provinsiel(t) bruges om ord, som er ejendommelige for købstæderne uden for København. En lang række brugsbestemmelser tager sigte på et ords tilhørsforhold til en fagterminologi: barb. barbersprog, garv. garversprog, sprogv. sprogvidenskabeligt sprog osv. Bruges det inden for en større fagkreds, karakteriseres det som fagl. fagligt ; hvis denne fagkreds består af tekniske fag, forsynes ordet med tandhjulstegnet, som angiver, at ordet tilhører teknisk sprog. Vi skal her minde om to forhold, som vi tidligere har peget på: For det første er brugsbestemmelserne principielt orienteret ud fra redaktionstidspunktet. Et ord karakteriseres som sjældent, dagligdags, fagligt osv., hvis det havde denne status, da artiklen blev redigeret. Meget kan have ændret sig siden. For det andet er brugsbestemmelserne principielt deskriptive. Der ligger i en karakteristik som vulg. ingen moralsk-æstetisk stillingtagen, blot en objektiv konstatering. Men det skal indrømmes, at redaktørerne nu og da synes på nippet til at røbe engagement. Man kan møde bestemmelser som kunstlet og skødesløst sprog, der vanskeligt kan opfattes som udelukkende registrerende. Forholdsordren m.h.t. anførelse af brugsbestemmelser har i indledningen til bd. 1 (som i de interne redaktionsregler) fået en helt kompromisløs formulering. Det hedder her, at brugsområde altid anføres, hvis et ord tilhører en snævrere sprogkreds, og at der omvendt, hvis ingen brugsbestemmelse gives, kan sluttes, at ordet er almindeligt brugt både i skrift- og talesproget. Konsekvensen af denne klare regel blev en forståelig, men måske lidt overdreven nervøsitet hos redaktørerne. Der er nok ikke særlig mange ord, som bruges almindeligt både i skrift- og talesproget, og redaktørerne måtte altså samvittighedsfuldt forsøge at udstikke grænser, også hvor disse naturnødvendigt var af en ret uhåndgribelig karakter. Ifølge onde tunger er resultatet blevet, at ODS betegner hovedparten af det danske ordforråd som nu næppe brugeligt. Kan man uden at underskrive rigtigheden af denne drastiske påstand på den ene side måske nok mene, at ODS går lidt for vidt med brugsbestemmelser, må man dog på den anden side ikke underkende betydningen af, at redaktørerne har været tvunget til at veje hvert ord på finvægt. Det er af den største værdi for en eftertid at have en kyndig sprogiagttagers velovervejede og nuancerede bedømmelse af et ords status i sproget på et givet tidspunkt. I denne forbindelse er i øvrigt også de ovf. omtalte udtryk for en mere normativ betragtningsmåde af betydelig interesse; farlige bliver sådanne domme først, hvis de opfattes som eviggyldige sandheder. 2. Betydningerne Ordbogsartiklens 2. del, dens tyngdepunkt og i al fald ved større artikler den del, der lægger beslag på mest plads, er betydningerne, som dels oplyses ved redaktørens forklaringer, dels illustreres ved hjælp af udvalgte citater. Betydningsinddeling Det er yderst vanskeligt at give en videnskabeligt tilfredsstillende definition af begrebet betydning. Her kan vi imidlertid se bort fra de problemer, som knytter sig til den teoretiske klarlægning af, hvad betydning egentlig er for noget og gøre det med den begrundelse, at ordbogsredaktørens problemer ikke først og fremmest er af teoretisk, men af praktisk art. Vi skal understrege dette: under ordbogsteknisk synsvinkel er betydningsinddeling overvejende et spørgsmål om hensigtsmæssig fremlægning af materialet. Betydningsinddeling er det samme som