Mødeleder: Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit

Transkript

1 19. mødedag, onsdag den 12. november Dagsordenens punkt 118 Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at indføre en officel fattigdomsgrænse i Grønland. (Landstingsmedlem Palle Christiansen, Demokraterne) (1. behandling) Dagsordenens punkt 135 Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at iværksætte et udredningsarbejde, med henblik på at få klarlagt hvordan og efter hvilke kriterier, der kan fastlægges fattigdomsgrænser i Grønland. (Landstingsmedlem Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit) (Punkt 118 og punkt 135 behandles samlet) Mødeleder: Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit. Jørgen Ole Nybo Olsen fra Demokraterne fremlægger på vegne af forslagsstilleren landstingsmedlem Palle Christiansen. Jørgen Ole Nybo Olsen, forslagsstiller, Demokraterne. Forskellige lande har forskellige definitioner af, hvornår man er fattig. Det kaldes fattigdomsgrænsen og er fastsat som den mindste indkomst, man kan opretholde et ikke-fattigt liv for i det pågældende land. Når Verdensbanken definerer fattigdom på tværs af regioner og lande, går de ud fra en absolut fattigdomsgrænse svarende til 1 dollar, eller ca. fem kroner pr. dag. FN opererer også med en grænse for ekstrem fattigdom på 1 dollar om dagen til at leve for og har som et af sine 2015-mål at halvere antallet af mennesker i verden, som lever under denne grænse. I Grønland er der ingen, der lever for under fem kroner om dagen, og derfor er der ifølge denne definition ingen fattige. I EU opererer man med en definition, der siger, at man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 procent af den gennemsnitlige landsindkomst. I Grønland ville denne definition betyde følgende: 1

2 I 2006 var den gennemsnitlige skattepligtige indkomst på kroner om året eller kroner om måneden. Det vil sige, at man er fattig, hvis man tjener mindre end om året eller mindre end kroner om måneden. Vort land er på mange måder specielt, og derfor mener Demokraterne ikke, at det er muligt at bruge nogle af de ovennævnte fattigdomsdefinitioner her i landet. En del af vores kultur er at fiske og fange en stor del af vores mad, og denne del af en indkomst er der ikke taget hensyn til i FN s, Verdensbankens eller EU s fattigdomsdefinitioner. Det er derfor nødvendigt, at vi i Grønland får defineret vores egen fattigdomsgrænse. Demokraterne foreslår derfor, at Landsstyret pålægges at igangsætte det nødvendige arbejde for at få defineret og indført en grønlandsk fattigdomsgrænse, der tager hensyn til de specielle forhold i vort land. Ved at indføre en fattigdomsgrænse vil det blive enklere for det offentligt at finde ud af, hvem der har mest behov for hjælp. Med disse indledende bemærkninger håber jeg, at forslagets intentioner forstås og imødekommes af Landstinget. Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit. Jeg vil fra mødeledelsen gerne foreslå, at vi behandler næste punkt, altså punkt 135, bliver behandlet sammen med nærværende punkt. Er der nogen protester. Det er godt. Forslag punkt 135 Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at iværksætte et udredningsarbejde, med henblik på at få klarlagt hvordan og efter hvilke kriterier, der kan fastlægges fattigdomsgrænser i Grønland. Kuupik Kleist, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit. Det synes nødvendigt formelt at definere fattigdom i vort land med henblik på at vide hvilke grupper der anses som fattige, hvor mange fattige, der er, og hvor de er. I mange lande er det er ikke et særsyn at have minimumsstandarder for levevilkårene, og kriterierne for disse grænser er forholdene i vedkommende land, levemåde, traditioner og andre faktorer, som kan medvirke til at gøre livet lettere. 2

3 Ved at fastlægge en fattigdomsgrænse kan vi få viden om lighed og ulighed i samfundet, og det bliver muligt at lave status over, hvor mange i samfundet, der lever under minimumsstandarderne. Myndighederne kan få bedre redskaber til at afdække hvem og hvor mange, der bør understøttes, og får derved bedre instrumenter til minimering af fattigdommen. Eksempelvis kan det blandt andet nævnes, at der i visse lande debatteres, hvilke afvejninger man skal have i forhold til levevilkårene, hvis familier / husstande ikke skal defineres som fattige. Nogle af afvejningerne kan ud over tilstrækkelig daglige måltider, være evnen til at betale husleje, hvor mange midler der er til beklædning, om børnene har muligheder til at kunne deltage i fritidsaktiviteter, mulighed for invitation i forbindelse med fødselsdage og meget mere. Alle disse forhold skal selvfølgelig afvejes i forhold til vilkårene og mulighederne i vedkommende land og samfund; forholdene er forskellige fra land til land. Med udgangspunkt med blandt andet i disse forhold foreslår jeg, at Landstinget beslutter, at Landsstyret pålægges til at undersøge mulighederne med henblik på at formelt at fastlægge fattigdomsgrænser i vort land. Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit. Således fremlagde Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, sit beslutningsforslag. Landsstyremedlem for Familier og Sundhed besvarer beslutningsforslaget. Naja Petersen, Landsstyremedlem for Familier og Sundhed, Atassut. Jeg vil gerne takke Landstingsmedlem, Palle Christiansen, fra Demokraterne for at fremsætte et godt og fornuftigt forslag. Fra Landsstyrets side har vi fuld forståelse for intentionerne bag forslaget og bakker op om hensigtserklæringerne i forslaget. Det er Landsstyrets klare holdning, at borgerne i vort land har krav på en god og værdig tilværelse. Yderligere skal ingen borgere være i tvivl om, at vi som Landsstyre står bag deres ret til uddannelse, arbejde og sundhed. Set fra vores side er dette ufravigelige rettigheder, som vi bestandigt må udbygge og værne om. Landsstyret er som sagt enigt i intentionerne bag forslaget om at indføre en officiel fattigdomsgrænse i Grønland. Men som Palle Christiansen selv er inde omkring, er det en 3

4 kompliceret sag, der kræver et grundigt forarbejde og et omfattende vidensgrundlag. Fattigdom handler ikke kun om, hvor mange penge man har til rådighed, men også om adgang til sundhedsydelser, uddannelse, sociale ydelser, basal infrastruktur og sårbarhed i forhold til økonomiske kriser og social udstødelse. Som Palle Christiansen nævner, opererer blandt andet Verdensbanken med en række forskellige metoder til at beregne fattigdomsgrænser i henhold til forholdene i forskellige regioner og lande. I Grønland har vi en udbredt ikke-monetær økonomi, der skal medtænkes i bestemmelsen af en fattigdomsgrænse. Dette kan gøres ved at omregne forbrug til penge, så de madvarer, borgerne selv fanger og spiser, indgår i beregningerne. Det er dog Landsstyrets vurdering, at denne beregningsmetode ikke nødvendigvis kan favne forholdene i vort land, hvor blandt andet store regionale udsving i levestandarder og opfattelser af fattigdom må tænkes med. Landsstyret ønsker at satserne på offentlig hjælp-området bliver undersøgt med henblik på at fastslå, om det er muligt at sætte en fast sats, så administrationen af området bliver lettere og mere gennemskuelig. I den forbindelse skal der nedsættes nogle arbejdsgrupper, der skal søge at nå frem til et passende niveau. Af indlysende årsager vil diskussionen blandt andet komme til at dreje sig om, hvad der er et rimeligt og passende niveau, og på den måde kan drøftelserne vedrørende en fattigdomsgrænse også blive åbnet. Overordnet set er Landsstyrets positivt indstillet i forhold til at fastsætte en arbejdsgruppe, der skal klarlægge under hvilke kriterier, der kan fastsættes en fattigdomsgrænse i Grønland. Men samtidig er det vores vurdering, at det tids - og ressourcemæssigt ikke vil være forsvarligt at lægge sig fast på, hvornår et sådant arbejde kan igangsættes og realiseres. Landsstyret anbefaler på den baggrund, at forslaget i den foreliggende form ikke imødekommes. Tak til Landstingsmedlem, Kuupik Kleist, fra Inuit Ataqatigiit for at fremsætte et velovervejet forslag, der fortjener et imødekommende svar. Fra Landsstyrets side har vi den grundholdning, at enhver borger i Grønland skal have mulighed for at opretholde en værdig og tryg tilværelse med adgang til sundhedsydelser, uddannelse og arbejde. Ligeledes er det Landsstyrets holdning, at alle borgere gives de samme rettigheder og muligheder for at bestemme over deres eget liv. Fattigdom er i den henseende en barriere, der implicerer samfundsproblemer som social isolation og negativ social arv. Forebyggelse og bekæmpelse af 4

5 fattigdom er derfor højt prioriteret på Landsstyrets dagsorden, da det både er i samfundet og den enkelte borgers interesse, at vi når vores mål på dette område. Landsstyret støtter Kuupik Kleist i synspunktet, at vi altid skal bestræbe os på at opnå større viden om sociale uligheder i samfundet og udvikle redskaber til at minimere social og økonomisk fattigdom. Det er dog vigtigt at understrege, at en fastsættelse af en fattigdomsgrænse er en kompliceret proces, der kræver en tilbundsgående diskussion og et omfattende vidensgrundlag. For en fast standard vil uvilkårligt komme til at dominere i debatterne vedrørende fremtidige initiativer og satser på især det sociale område. Derfor er det af afgørende betydning, at vi tager os tid til at finder frem til det helt rigtige niveau. Særligt i vores land er det at fastsætte en fattigdomsgrænse et kompliceret anliggende. Der er mange forskellige metoder, der kan benyttes, og der er mange forskellige opfattelser af, hvad fattigdom egentlig er. En fattigdomsgrænse vil altid være en arbitrær standard, der sættes på grundlag af lokalt forankrede sociale normer. Dette må anses som særligt relevant i Grønland, hvor der er store regionale udsving i levestandarder og opfattelser af, hvad fattigdom er. Det er således afgørende, at vi får alle nuancer med - eksempelvis den ikke-monetære økonomi, der er udbredt i fangersamfundene. Landsstyret ønsker at satserne på offentlig hjælp-området bliver undersøgt med henblik på at fastslå, om det er muligt at sætte en fast sats, så administrationen af området bliver lettere og mere gennemskuelig. I den forbindelse skal der nedsættes nogle arbejdsgrupper, der skal søge at nå frem til et passende niveau. Af indlysende årsager vil diskussionen blandt andet komme til at dreje sig om, hvad der er et rimeligt og passende niveau, og på den måde kan drøftelserne vedrørende en fattigdomsgrænse også blive åbnet. Overordnet set er Landsstyrets positivt indstillet i forhold til at fastsætte en arbejdsgruppe, der skal klarlægge hvordan og under hvilke kriterier, der kan fastsættes en fattigdomsgrænse i Grønland. Men samtidig er det vores vurdering, at det tids - og ressourcemæssigt ikke vil være forsvarligt at lægge sig fast på, hvornår et sådant arbejde kan igangsættes og realiseres. Landsstyret anbefaler på den baggrund, at forslaget i den foreliggende form imødekommes. Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit. Vi siger tak til Landsstyremedlem for Familier og Sundhed. Så er det partiernes ordførere, den første bliver Vittus Mikaelsen fra Siumut. 5

6 Vittus Mikaelsen, Siumuts ordfører. Siumut har følgende kommentarer til forslagene fra Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit og Palle Christiansen, Demokraterne. Vi fra Siumut er enige med forslagsstillerne i, at der skal undersøges om, hvordan man definerer fattigdom, hvem vi skal stemple som fattige og at vi bør klarligge hvordan og efter hvilke kriterier der skal fastlægges fattigdomsgrænse. Siumut skal hermed klart udmelde, at vi fuldt ud respekterer, hvordan hvert enkelt menneske vil bruge sit liv. Vi vil gerne vide, hvordan og med hvilke sammenligningsgrundlag, der er brugt for at måle niveauet med hensyn til en fattigdomsgrænse, og bør undersøge tilstandene i de lande, vi gerne vil sammenligne os med. Siumut gør opmærksom på, at vi ikke kan sætte grænser efter hvor mange eller hvor lidt penge, vi har, men vil gerne sætte grænse, hvor vi medtager, i hvor høj grad hver person kan forsyne sig selv og sin familie af naturalier. Siumut er enig i den ene forslagsstiller, da han siger: Ved at sætte en fattigdomsgrænse, kan vi måle hvor lige vi er i samfundet. Med denne in mente må vi sige, vi er enige i Landsstyrets udtalelser i deres svarnotat. Siumut indstiller forslagene til Familieudvalget inden 2. behandling. Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit. Det var ordene fra Vittus Mikaelsen, Siumut. Den næste taler er Olga Poulsen Berthelsen, Inuit Ataqatigiit. Olga Poulsen Berthelsen, Inuit Ataqatigiits ordfører. Vi tilslutter Landstingsmedlem Palle Christiansens forslag. Det er vigtigt, at vi udformer en fattigdomsgrænse her i vort land. Ved at fastlægge en fattigdomsgrænse vil vi få bedre mulighed og uden at tvivle, at forbedre vort arbejde i Landstinget til gavn for vore mindrebemidlede medborgeres levevilkår. Forslaget er meget lig med næste punkt på dagsorden, som er foreslået af Landstingsmedlem Kuupik Kleist. Kuupik Kleists beslutningstema er: 6

7 Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at iværksætte et udredningsarbejde, med henblik på at få klarlagt hvordan og efter hvilke kriterier, der kan fastlægges fattigdomsgrænser i Grønland. Forskelligheder er, at Palle Christiansen foreslog, at Landsstyret pålægges at indføre en officiel fattigdomsgrænse i Grønland og Kuupik Kleist foreslog, at Landsstyret pålægges at iværksætte et udredningsarbejde, med henblik på at få klarlagt hvordan og efter hvilke kriterier, der kan fastlægges fattigdomsgrænser i Grønland. Vi i Inuit Ataqatigiit mener, at forslagene kan behandles samlet, hvorfor vi med henvisning til foregående ord til næste punkt henstiller, at begge forslag behandles i relevant udvalg før anden behandling. Det synes nødvendigt formelt at definere fattigdom i vort land med henblik på at vide hvilke grupper der anses som fattige, hvor mange fattige, der er, og hvor de er. I mange lande er det er ikke et særsyn at have minimumsstandarder for levevilkårene, og kriterierne for disse grænser er forholdene i vedkommende land, levemåde, traditioner og andre faktorer, som kan medvirke til at gøre livet lettere. Ved at fastlægge en fattigdomsgrænse kan vi få viden om lighed og ulighed i samfundet, og det bliver muligt at lave status over, hvor mange i samfundet, der lever under minimumsstandarderne. Myndighederne kan få bedre redskaber til at afdække hvem og hvor mange, der bør understøttes, og får derved bedre instrumenter til minimering af fattigdommen. Eksempelvis kan det blandt andet nævnes, at der i visse lande debatteres, hvilke afvejninger man skal have i forhold til levevilkårene, hvis familier / husstande ikke skal defineres som fattige. Nogle af afvejningerne kan ud over tilstrækkelig daglige måltider, være evnen til at betale husleje, hvor mange midler der er til beklædning, om børnene har muligheder til at kunne deltage i fritidsaktiviteter, mulighed for invitation i forbindelse med fødselsdage og meget mere. Alle disse forhold skal selvfølgelig afvejes i forhold til vilkårene og mulighederne i vedkommende land og samfund; forholdene er forskellige fra land til land. 7

8 Med udgangspunkt med blandt andet i disse forhold foreslår jeg, at Landstinget beslutter, at Landsstyret pålægges til at undersøge mulighederne med henblik på at formelt at fastlægge fattigdomsgrænser i vort land. Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit. Tak til Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit. Den næste taler er Atassuts ordfører Emilie Olsen. Emilie Olsen, Atassuts ordfører. Demokraternes Landstingsmedlem Palle Christiansen fremkommer med forslag til Landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at indføre en officiel fattigdomsgrænse i Grønland. Inuit Ataqatigiits Landstingsmedlem Kuupik Kleist fremkommer med lignende forslag, dog med den forskel at Kuupik Kleist foreslår at der skal igangsættes udredningsarbejde. Vi har fra ATASSUT meget svært ved at se hvilke fordele der skulle være ved at man evt. skulle begynde at bruge en fattigdomsgrænse som sagsbehandlingsværktøj til at løse sociale opgaver. For vores holdning i ATASSUT er, at der i vort land er gode sociale lovgivningsværktøjer til at understøtte de socialt udsatte borgere og som derfor har behov for hjælp. Vi fastholder i ATASSUT at det er meget vigtigt at det offentlige ikke fratager borgerens pligt og ret til at have ansvar for eget liv samt ret og pligt til selv at stå for sine økonomiske dispositioner. Såfremt man fremmer det offentliges forsørgelse af raske og arbejdsdygtige mennesker, vil man samtidigt fratage dem lysten til selv at komme videre fra det stadie de opholder sig i, i livet. Derfor bør der være meget klar afgrænsning, såfremt der skal indføres officiel fattigdomsgrænse, der må være klare og retvisende måleredskaber og målet for grænselægningen samt hvordan denne skal bruges skal være defineret meget klart. Såfremt vi skal vurdere vor udvikling og status som en befolkning, har vi ifølge vores mening i ATASSUT mange gode grunde til at være stolte af os selv, for på trods af at vi befolkningsmæssigt er en lille samfund har vi meget gode uddannelsesmuligheder, dette samtidigt med at vi som enkelte borgere har mange gode redskaber og en god retsbeskyttelse at trække på i forbindelse med vores udvikling, og det er ifølge vores mening, mange gange blot et spørgsmål om hvordan og hvor meget vi benytter os af de muligheder der eksisterer. 8

9 Men når dette er sagt, skal vi fra ATASSUT understrege, at det for os er meget vigtigt at børnefamilierne i Grønland har optimale rammer både lovgivningsmæssigt og økonomisk, det er derfor meget vigtigt at vi på politisk plan kontinuerligt evaluerer og reviderer de rammer børnefamilierne lever under, dette vil sikre retvisende billede af hvorvidt der føres forsvarlig familiepolitik, samtidig med at det giver os indblik i hvilke yderligere tiltag der er behov for. Hos vore rigsfæller i Danmark har især den politiske venstrefløj fremkommet med krav om at der sættes en officiel fattigdomsgrænse, men der er indtil dato ikke blevet indført officiel fattigdomsgrænse, blandt andet fordi fortalerne for en fattigdomsgrænse ikke har været i stand til at fremkomme med klare afgrænsninger for hvilke kriterier der skal danne rammerne for grænsen samt hvad denne skal bruges til. Såfremt den grønlandske befolkning skal indføre en officiel fattigdomsgrænse, skal vi fra ATASSUT forlange at man for enhver pris skal sørge for at undgå incitamenter til passivitet, og at man derfor for enhver pris skal værne om borgernes frihed og ansvar for eget liv. Landstingsmedlem Palle Christiansen vil have at Landsstyret skal pålægges at indføre en officiel fattigdomsgrænse i Grønland, idet forslagsstilleren ikke fremkommer med forslag til kriterier for hvilke måleinstrumenter der skal bruges, vil vi fra ATASSUT ikke uden videre deltage i at gennemtrumfe en fattigdomsgrænse, for såfremt der skal indføres en officiel fattigdomsgrænse skal der forud for sådan en indførsel, være meget omfattende undersøgelser der lægger til grund for sådan en beslutning. Derimod fremkommer Landstingsmedlem Kuupik Kleist fra Inuit Ataqatigiit forslag til Landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at iværksætte et udredningsarbejde, med henblik på at få klarlagt hvordan og efter hvilke kriterier, der kan fastlægges fattigdomsgrænser i Grønland. Såfremt der skal arbejdes videre med spørgsmålet, vurderer vi i ATASSUT at det vil være mere passende at man gennemfører et udredningsarbejde, derfor skal vi fra ATASSUT indstille Landstingsmedlem Palle Christiansens forslag, pkt. nr. 118 til forkastelse i dens nuværende form, men indstille Landstingsmedlem Kuupik Kleist s forslag, pkt. nr. 135 til behandling hos Landstingets Familieudvalg, således at udvalget kan udarbejde en vurdering af nødvendigheden af en evt. indførsel af officiel fattigdomsgrænse. Josef Motzfeldt, 1. næstformand for Landstingets Formandskab, Inuit Ataqatigiit. 9

10 Det var så Emilie Olsen, Atassut. Den næste taler bliver Demokraternes ordfører Ane Marie Schmidt Hansen. Ane Marie Schmidt Hansen, Demokraternes ordfører. Fra Demokraterne har vi aldrig været bange for at sætte fokus på de emner, som måske ikke altid er så rare at snakke om, men som er en del af vores virkelighed og hverdag om vi vil det eller ej. At få så mange samfundsmæssige definitioner defineret som muligt anser Demokraterne som et krav, så man kan få et klart billede af dagens Grønland og omfanget af et givent problem. Landstingsmedlem Palle Christiansen fra Demokraterne foreslår her, at vi skal have indført en veldefineret fattigdomsgrænse i Grønland. Det har vi fra Demokraterne naturligvis fuld forståelse for og vi støtter også forslaget fuldt ud. Selvom det kan virke svært at bruge de internationale fattigdomsgrænser i Grønland, så skal vi huske på, at rigtig mange i vores land IKKE selv har muligheden for at gå på jagt eller tage på fiskeri. Disse personer kan sagtens defineres i forhold til de internationale fattigdomsgrænser. Vanskeligere er det for de personer, hvis hovedbeskæftigelse er fiskeri og fangst, men hvor deres årsindkomst alligevel er forsvindende lille. Hvordan falder de ind i diverse kategorier? Det skal vi have fundet en løsning på, og derfor bør dette forslag støttes og undergå en seriøs behandling. Det er vigtigt for Demokraterne at få slået fast, at dette forslag ikke er skabt for at få sat fokus på et problem som ingen kan være stolte af og derfor få har lyst til at tale om, men at forslaget skal bruges fremadrettet, så vi kan skaffe os viden om problemets størrelse og dermed bedre kan få sat en målrettet indsats ind imod fattigdom i samfundet. Med disse indledende bemærkninger tilslutter Demokraterne sig forslaget og henstiller det til videre behandling i Familieudvalget, med mulighed for høring i Finansudvalget. Demokraterne har fuld forståelse for det stillede forslag, som indholdsmæssigt vil kunne blive opfyldt, hvis Demokraternes dagsordensforslag nr. 118 bliver tiltrådt af Landstinget. For ikke at gentage os selv, så vil vi her blot henvise til ordførerindlægget til dagsordenspunkt nr. 118 og tilslutte os det foreliggende forslag, hvis intention vil blive dækket fuldt ud ved vedtagelse af Demokraternes forslag. 10

11 Forslaget henvises hermed til Familieudvalget og med høring af Finansudvalget. Jens B. Frederiksen, suppleant til 3. næstformand for Landstingets Formandskab, Demokraterne. Nu er det Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiats ordfører. Vi vil fra Kattusseqatigiit Parti kommentere Landstingsmedlem Palle Christiansen og Landstingsmedlem Kuupik Kleist s forslag samlet, idet de ligger hinanden nært i deres grundlag, således: Indledningsvis vil vi indskærpe fra Kattusseqatigiit Parti at penge sandsynligvis dukker op i tankerne hos de fleste, når man siger fattig eller fattigdom. Det er mærkbart at forslagsstillerne har brugt disse som primære retningslinier. Kattusseqatigiit Parti vil derfor påminde, at der i vort land findes folk der ikke har alverdens penge, men har dog forståelse for tilpasning af deres økonomi med fornuftigt forbrug og ikke mindst vigtigheden af menneskelig værd, hvorfor disse fysisk og psykisk stærke personer ikke kan vurderes som fattige. Der findes jo mennesker, der trods deres utilstrækkelige økonomi, sætter gode eksempler for opdragelse og har ægte kærlighed især til deres familie og medmennesker. Vi ønsker atter at indskærpe at disse mennesker er stærke indeni, såvel som udvendig og aldeles ikke fattige. Kattusseqatigiit Parti sætter derfor spørgsmålstegn ved om fattigdom virkelig er passende at bruge i vort land. Idet ordet fattig i dets grundlag betyder ifølge vores forståelse: den der absolut intet har og ejer slet ingenting. Forslagsstillerne mener åbenbart noget andet, dog har vi forstået at indskærpelse af grænsen for den daglige økonomi til fornødenheder eller hvor stor forskellen er mellem de mindre bemidlede og velhavende i samfundet, efterlyses. Dette er vores vurdering på grundlag af realiteterne og vi beder om tilgivelse, hvis vi har taget fejl. Vi mener ligeledes at lavkonjunkturen i de seneste år har anstrengende følger for mange familiers økonomi. 11

12 Dette har uden tvivl tilknytning til den politiske styrelse i hele landet, idet vi kan forestille os fra Kattusseqatigiit Parti at de mindre bemidlede i samfundet i højere grad rammes, såfremt den manglende evne til prioritering i forhold til politiske behov fortsætter. Det er derfor yderst nødvendigt for landet og dets indbyggere at have et Landsstyre med stabilitet, heri med hensyn til de talrige udskiftninger og fejltagelser, med evne til vise vurderinger og overblik udover snæversynethed, hvorfor Kattusseqatigiit Parti mener og kræver, at det bør være et krav at have et Landsstyre der kan varetage den politiske styrelse ved prioritering og koordination. Vi vil indstille sagerne til behandling i relevante udvalg inden anden behandling, selvom forslagene ikke er helt ens, mener vi der er lighedspunkter, idet grundigere undersøgelser af forholdene og ikke mindst hvilke tiltag der skal til for at mindre bemidlede bedre kan følge med, søges indskærpet. Vi mener man kan udnytte eksisterende oplysninger, for hidtil har man mangfoldige oplysninger og tal, tal fra grønlands statistiske kontor, mange forskellige redegørelser, omkring undersøgelse af ældre og handicappede, undersøgelse af børn og unges vilkår m.m. Kattusseqatigiit Parti har derfor stor interesse i undersøgelse af behovet for den gennemsnitlige økonomi der er tiltrængt for at kunne føre en nogenlunde tilfredsstillende hverdag, hvor man medtager undersøgelse af hvorledes behovet for familier med børn, i henhold til antallet af børn, ser ud. Med disse bemærkninger indstiller vi sagen til behandling i relevant udvalg inden anden behandling. Jens B. Frederiksen, suppleant til 3. næstformand for Landstingets Formandskab, Demokraterne. Vi siger tak til Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Den næste taler er Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, vær så god. Kuupik Kleist, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit. Først vil jeg sige tak til alle ordførerne, der lød til at støtte dette mål. Jeg vil også regne med, at det andet forslag også bliver behandlet sammen med mit forslag i udvalget for familier. De har begge samme grundlag, selv om selve forslagene er lidt forskellige. Foruden min begrundelser for at fremlægge dette forslag, vil jeg gerne tilføje, at der de seneste år, når man deltager i debatten og høre talt om fattigdom i Grønland, så er jeg begyndt at føle, at 12

13 ordene om fattigdom er blevet for almindelige. Især når man politisk vil finde værktøjer, og man taler om fattige mennesker og børn eller et fattigt samfund, så føler jeg til tider, at de ord man benytter er sårende. Jeg føler også, at hvis forholdene er så alvorlige, at man fra det offentlige bør lave ordninger, som jeg føler er nødvendige. Blandt andet ordføreren fra Inuit Ataqatigiit har ret i ved at sige, at nogle undersøgelse de senere år om fattigdom blandt børn i det grønlandske samfund, at det måske har startet debatten om fattige børn. Man foranlediges til at tænke, at disse børn senere bliver forældre, og når disse børn bliver betragtet som fattige, så vi deres børn også blive betragtet som fattige. På den anden side skal man ikke tænke, at disse børn selv får problemer på det økonomiske. Således bliver brugen af ord og vendinger forvirrende, og i søgen efter grundlag for fremtidigt arbejde, måske ikke kan bruges som helhed, og al det der er blevet sagt, har fået mig til at stille sådan et forslag. Men det vigtigste mål må være, at man finder udveje for, at man i Grønland får mere lige levevilkår. Undersøgelsen i sig selv og vurdering af hvilke bestemmelser der skal være, er ikke det vigtigste som formål, selv om det lyder interessant i sig selv. Det vigtigste er dog, at det offentlige og de, der arbejder med politik, skal have mere klare værktøjer for at bekæmpe den store ulighed i Grønland. Naturligvis vil vi også deltage i en mere åben dialog om sådanne problemer. Vi må diskutere, hvordan vi kan komme over sådanne problemer. Jeg mener også, selv om det ikke er så morsomt at tale om sådanne emner, at det kan være en ære for et samfund, hvis man mere direkte kan tale om, hvilke problemer, man har at slås med. Uden at komme med en længere tale om de enkelte indlæg, så har jeg bidt mærke i Atassuts ordfører, der sagde, at det vil være svært at sætte en fattigdomsgrænse i det sociale arbejde. Det synes jeg, er lidt svært at forstå. Efter min mening bør formålet være, når man ser på samfundet generelt, at vi klart forstår, hvor udtalt nøden er. Der var flere indslag, blandt andet fra forslagsstilleren fra Demokraterne, at der i EU, Verdensbanken, OECD og andre internationale organisationer findes en målestok for disse. Men fakta er dog, at hvis vi skal til at lave en grænse for disse, at vi må tage forholdene i Grønland som udgangspunkt. 13

14 Der var også flere, der kom ind på vigtigheden af at ernære sig som fanger. Landstinget har for nylig selv lavet en undersøgelse om emnet, og hvis jeg ikke husker forkert, som blev offentliggjort for to år siden, hvori man klarlagde, hvor meget fangererhvervet har betydning på det økonomiske. Med hensyn til Landsstyrets planer om at nedsætte en arbejdsgruppe for at undersøge en officiel målestok, så mener jeg, at arbejdsgruppen allerede har store hjælpemidler af undersøgelser, som Anthon Frederiksen nævnte, er der allerede flere, man kan benytte. Det vil sige, at det nok ikke bliver nødvendigt med yderligere store undersøgelser. Det blev også nævnt, at der snart udkommer en rapport om store undersøgelser af levevilkår i flere arktiske lande, og det mener jeg, kan danne et godt grundlag. Til sidst vil jeg nævne, hvilke målestok vi selv skal benytte herfra. Hvad anser vi som værdier med hensyn til familier og husstande, og hvornår kan man sige, at man ikke er fattig, når man til et vist punkt i levevilkårene. Og på den anden side, skal man måles som fattig eller nødlidende, når man når et vist punkt i levevilkårene. Når vi når dertil, så vil vi kunne se, hvilke klare forpligtelser vi har i det offentlige. Jeg siger tak til de fremkomne indlæg. Jens B. Frederiksen, suppleant til 3. næstformand for Landstingets Formandskab, Demokraterne. Vi siger tak til Kuupik Kleist. Nu er det Jørgen Ole N. Nielsen fra Demokraterne, der kommer med indlæg på vegne af den anden forslagsstiller, Palle Christiansen fra Demokraterne. Jørgen Ole N. Nielsen, forslagsstiller, Demokraterne. Mange tak. Jeg vil bare sige tak for min korte deltagelse, og håber, at udvalget gør et godt stykke arbejde. Jens B. Frederiksen, suppleant til 3. næstformand for Landstingets Formandskab, Demokraterne. Vi siger tak til Jørgen Ole N Nielsen. Nu har Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, ordet. Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiits ordfører. Tak. Jeg skal ikke holde tale om noget som helst emne. Jeg vil bare komme med nogle orienteringer. I forbindelse med Inuit Ataqatigiits indlæg om punkt 135, er den danske tekst den danske version af forslagsstillerens tale. Det skyldes teknisk uheld. Derfor har vores indlæg til

15 fået en helt anden oversættelse. Det skal vi beklage og siger undskyld, og vi vil love, at indlægget bliver udsendt til Landstinget og direktorater og andre pr. mail. Tak. Jens B. Frederiksen, suppleant til 3. næstformand for Landstingets Formandskab, Demokraterne. Tak til Olga P. Berthelsen. Så er det Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat. Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiats ordfører. Tak. De undersøgelser, der blev godkendt af Landstinget er meget interessante. Den anden forslagsstiller spurgte i sit andet indlæg, hvor grænsen skal gå, når man skal vurdere fattigdom hos mennesker eller familier, som jeg sagde, er interessant og spændende. Når vi kigger på vores lovgivning om hjælp, siger denne, at enhver, der trænger til at få hjælp alle skal hjælpes. Men hvis vi ser på de faktiske forhold, at disse love, som vi benytter, ved vi, at det ikke altid overholdt helt. Jeg kan tage som eksempel med familier eller enkelte personer, der bliver smidt ud fra deres bolig, er blevet flere og flere i de senere år, hvor der blandt dem ellers har behov for at få hjælp i henhold til loven om hjælp, men komme i sådanne situationer, fordi man ikke har fulgt loven i dens helhed. Der er mange muligheder, der gives muligheder for i de forskellige love, bliver vi ved med at tale om det meget omfattende bureaukrati og hvor meget det koster generelt i Grønland. Kunne man ikke forestille sig, at der i forbindelse med disse opgaver, at mindrebemidlede personer, eller personer, der mister deres arbejde, om det offentlige kunne hjælpe noget mere fleksibelt, og finde ordninger, der ikke behøver så megen administration, som man kunne søge ved at gøre det mere fleksibelt, så kunne der være bedre muligheder, når man taler om fattigdom, og det er sikkert, at man kunne opnå det bedre, hvis man etablerer nye ordninger. Når vi forestiller os, at der inden for retningslinjer og love om hjælp, der er gældende, som vi bare har indført til Grønland, som om man bare har hældt dem ud, hvornår det så end er sket, men selvfølgelig lidt efter lidt. Men hvis sådanne ordninger kunne organiseres i forhold til grønlandske forhold, så mener jeg, at vi kunne opnå ordninger inden for det emne vi debatterer nu. Som eksempel får vi i Landstinget et brev, at en person er blevet sagt op fra sit arbejde for nogle dage siden, ægtefællen er under uddannelse, de har et antal børn, og han henvender sig til kommunen, da han ikke længere får løn. Han får besked på, at de ikke kan få hjælp, da hans 15

16 samlever er under uddannelse. Sådanne forhold kan man ikke bare acceptere, vi må lave ordninger til folk, især til børnefamilier, så de kan få bedre vilkår, og for at sikre, at de fortsat kan blive i deres bolig. Derfor er sagen spændende og er sikkert ikke sådan ligetil. Jeg ønsker jer god arbejdslyst i udvalget. Tak. Jens B. Frederiksen, suppleant til 3. næstformand for Landstingets Formandskab, Demokraterne. Ja, den sidste taler var Anthon Frederiksen; Kattusseqatigit Partiiat. Så er punkt 118 og punkt 135 færdige. Efter flertallets ønske, skal disse to forslag til udvalgsbehandling i udvalget for familier. Jeg skal lige meddele, at det er blevet besluttet, at alle sagerne skal behandles færdig i dag. Der er blevet bestilt mad, og de skulle snart være på trapperne. Desuden har Formandskabet besluttet, at mødet på fredag den 14. november klokken ti morgen, således alle sagerne bliver behandlet færdigt. 16