mange tusindlapper til dem, der lider langt borte. Men de fleste af os oplever det som mere krævende at være tilgængelig og til støtte og hjælp for

Transkript

1 FORORD Baggrunden for de artikler, der er samlet i denne bog, er en tragedie, som ramte mennesker langt borte. I nytåret 2005 sad vi lamslåede foran fjernsynsapparaterne og så, hvordan tsunamikatastrofen i Sydøstasien ramte mennesker, natur og huse på den mest brutale måde. Antallet af omkomne nåede et omfang, det var svært for os at fatte. Det var ikke kun lokalbefolkningen, der gennemlevede store tab og lidelser der var også mange turister i områderne, blandt andet fra vores eget land. En tid svirrede meget store tal i luften, og man så for sig, at flere af vores lokalsamfund ville være hårdt ramt af denne katastrofe. Mange gik og tænkte på det at være medmenneske i mødet med andres tragedier. Denne konkrete krise udløste et stort engagement i vores eget land. De fleste ville gerne være med til at hjælpe. Er det lettere at yde bidrag til en nød, vi kun ser på skærmen, give en skærv til nogen, der befinder sig på den anden side af kloden end at stille op med tid, omsorg og hjælp til nogen, der bor i nabolaget? Nøden langt borte kræver ikke, at vi må gå ind i samtaler fulde af fortvivlelse; der er ingen tårer så tæt på, at vi kan tørre dem væk; de kan ikke bruge vores skulder at græde ud ved; og vi slipper for at høre på alle de spørgsmål, der alligevel ikke findes svar på. Det er fint at give en tusindlap, ja 7

2 mange tusindlapper til dem, der lider langt borte. Men de fleste af os oplever det som mere krævende at være tilgængelig og til støtte og hjælp for dem, der lever tæt på os. Nu viste det sig, at det ikke var så mange af vores landsmænd, der omkom, som vi først havde fået skræmmende meldinger om. Alligevel ved vi, at der hver dag er mennesker, der oplever lige så store tab, lidelser, sorg og savn her hos os som under de store katastrofer langt væk. Forskellen er blot, at det sker for en eller nogle få ad gangen. Men for dem, der bliver ramt, er tragedien og udfordringerne og behovene lige så store. Vi behøver ikke at tage til New York for at finde mennesker, der oplever, at noget braser ind i deres liv og lægger det i ruiner, eller føler sig ramt af en tsunami-bølge, der skyller alt det bort, de har bygget op og satset på i fremtiden. De går lige ved siden af os, oftere end vi bryder os om at tro. De famler videre i livet med nye og gamle sår, nyligt oplevede tab og savn fra mange år tilbage. Det er mennesker, der kæmper for at få energi til at begynde på ny og leve videre med tab, som ingen kan gøre noget ved. Tanken bag artiklerne er at give et bidrag til refleksion og samtale blandt mennesker om, hvordan vi kan støtte hinanden i nabolag og lokalsamfund, når livet er svært, og vi har brug for hinanden. Jeg håber, at de kan inspirere til større frimodighed til at være der for andre, når de har brug for mig, og turde gå med derind, hvor livet gør ondt. Det handler ikke kun om de store kriser. Det handler også om samspillet mellem os i hverdagen. Artiklerne vil også sætte fokus på det, der kan fremme et godt liv imellem os, og det, der kan styrke relationerne og livskvaliteten for den enkelte. Det kan ske for os alle, at frimodigheden forsvinder, når vi står over for de allersværeste dage i livet. Selv den bedste 8

3 af os kan blive slået ud af kurs, når det handler om det gode samspil mellem os, i familien, blandt venner og kollegaer. Uanset hvordan dagene og livets udfordringer ser ud, så henter jeg frimodighed fra det gamle ordsprog, der siger: Der er ikke brug for overmennesker, bare medmennesker. Kråkerøy, foråret 2007 Steinar Ekvik 9

4 HVAD SKAL JEG SIGE? Meget af det onde, der rammer os, er det umuligt at gøre noget ved. Ulykken er sket. Skaden kan ikke repareres. Det, der er amputeret, er væk. Diagnosen er stillet, og de, der dør fra os, får vi ikke tilbage. Hvis der bare havde været noget, jeg kunne gøre, tænker vi. Vi bliver ofte handlingslammede og usikre i mødet med det, vi ikke kan gøre noget ved. De fleste mænd er i deres es, hvis der er noget, de kan ordne, reparere eller rydde op i, eller når de kan give gode råd. Det gælder også en del kvinder. Det er sværere for os, når vi nærmer os det, der er uafvendeligt, det, som hverken kan løses eller forklares. Vi bliver fattige på ord, vi føler os små og hjælpeløse, og mange af os får lyst til at trække os. De år, jeg arbejdede som sygehuspræst, var der mange gange, jeg gik hjem og tænkte: Hvad har du udrettet i dag? Jeg havde lyttet til fortvivlelse, set mange tårer, forstået den vrede og aggression, som nogen havde på grund af det, der skete med dem. Jeg havde lyttet til spørgsmål, der ikke findes svar på, og set smerte, der ikke kunne tages væk. Jeg kunne ikke føre operationskniven, som lægen kunne, eller sætte drop op, som sygeplejersken gjorde eller gøre andet af det, som plejepersonalet udfører. Det var ikke altid, selvfølelsen var specielt høj på hjemvejen. Så var det stærkt at komme tilbage på arbejde dagen efter og høre de samme personer sige: Tak for, at du var her i går. Tak for, at du kommer tilbage. Det gjorde, at jeg begyndte at stole på nærværet. Der er kraft og styrke i det at være sammen, selv om der ikke er nogen løsning på det svære. 10

5 Der er en sætning, der var forbudt på sygehuset. Den burde også være forbudt uden for sygehusets vægge. Det er sætningen: Der er ikke noget, vi kan gøre for dig. Der er altid noget, vi mennesker kan gøre for hinanden, så længe vi trækker vejret. Selv om det, der er sket, er aldrig så svært og tragisk, har vi altid to gaver at give hinanden. Den ene gave er tid, den anden er mod til nærvær. Når noget uopretteligt er sket, handler det ikke om gode råd, eller at nogen forsøger at ordne tingene, men at vi har tid til hinanden. Tid, den anden kan vælge at bruge, som han eller hun har behov for. Dernæst at vi viser, at vi har mod til at være til stede midt i et andet menneskes fortvivlelse. Der er det ikke ordene eller forklaringerne, der tæller. Der dirrer luften af et andet behov. Det er: Vær hos mig lidt! Vi vil så gerne finde en mening og en forklaring, eller nå frem til en harmonisering, så vi får ligningen til at gå op. Sådan er livet ikke altid. Mange gange er det uforståeligt, råt, brutalt, meningsløst og uretfærdigt. Da udfordres vi til at stå midt i denne spænding sammen med den, der lider, og have mod til at dele det, der ikke kan løses. Det er interessant at lytte til mennesker, der fortæller fra vanskelige perioder i livet. Det kan sagtens være mange år siden, det skete. Det er sjældent, de citerer, hvad der blev sagt, men de husker altid, hvordan de blev mødt. Det er vigtigt, at vi ikke bliver passive eller går uden om den, der har det svært, fordi vi ikke ved, hvad vi skal sige. Det er ikke ordene, der er afgørende på sådanne dage, men at vi tør møde hinanden. Fortsat gælder dét, som generationer før os har erfaret, at en smerte, der deles, mister sin kraft. 11