Landboforhold i 1700-tallet Dueholm - Ørum - Vestervig Amt

Transkript

1 Landboforhold i 1700-alle Dueholm - Ørum - Veservig Am ORLA POULSEN, THISTED Den førse forordning om dyrkningsfællesskabes ophævelse kom så idlig som den 29. decemb er 1758, og var bland de førse af de mange iniiaiver, som regeringens landbokommissioner og for a ophjælpe landbruges og dermed landes indjeningsmuligheder. Forordningen om savnsbåndes ophævelse fra 1788 var blo én bland mange love - der nok b lev opfae som e symbol på bondens frigørelse - men som næppe var den mes beydningsfulde, - mål med økonomiske alen. Bindingen af bønderne il hjemsavnen, savnsbånde, var bleve indfør i formel for a skaffe soldaer il den landmilis, som godsejerne havde plig il a skaffe soldaer il. Reel var de godsernes ønske om a holde på arbejdskrafen, de unge bønderkarle, der var moive. På øerne kende man i forvejen vornedskabe, der i princippe i århundreder havde fungere på samme måde som savnbånde gjorde de i hele Danmark efer Landbruges srukur og dyrkningsforhold varierede fra egn il egn. Vi møder en lang sørre koncenraion af jordbesiddelsen i de øslige Danmark end f.eks. i Nord- og Vesjylland, hvor også selve dyrkningsmeoderne var anderledes. Den karakerisiske dyrkningsmeode i Dueholm Ørum - Veservig Am er alsædedrifen, hvor markerne er inddel i brødjord, indmark og udmark placere i nævne rækkefølge fra landsbyen og med brødjorden som den bedse og udmarken som den dårligse jord. Mellem landsbyerne lå så marginaljorden : overdreve, heden og mosen, som en slags ingenmandsland alle landsbyens gårde og huse havde en andel i. Godsejernes indbereninger 1768 og 1784 I regeringskonorerne i København forsøge man a følge med i, hvilke følger de mange forordninger og love fik. Via ammændene blev der regelmæssig udsend spørgeskemaer for a ilvejebringe nyige oplysninger om reformarbejdes gang i praksis. Således også i 1784, hvor Renekammere i en skrivelse udbad sig oplysninger om de forandringer der var ske ved de enkele hovedgårde siden Af godsejernes svar kan der udledes en række hel generelle ræk, der har fælles baggrund i klimaiske omsændigheder, bl.a. i forbindelse med muligheden for a dyrke de såkalde handelsplaner (hamp, hør, humle o.s.v.), der næppe fandes her i ame, hvor der sor se kun kunne avles korn: På Kølbygård havde man i eferåre 1779 plane en have med 300 humleplaner, men de var ikke lykkedes a få dem il a gro. På Glomsrup planede man hør og hamp il ege brug, men ikke mere. På Lund Hovedgård var der i 1764 forsøg med ilplanning af kvadraalen med eg og elleræer, som nu i 1784 var ved a gå ud. Samme vej var de gåe på Lund med forsøg på humle- og høravl. Ved Veservig Kloser havde man også haf fejlslagne forsøg med humle, men ville prøve igen. Den enese af ames godsejere, der ser nogle muligheder i handelsplaner er Jørgen Mygind på Nørorp, men heller ikke han havde haf al for gode resulaer: De, der af handelsplaner planes om sommeren går ud igen om vineren, men hør derimod ænker jeg med iden a gøre god fremgang med: de værse er a denne egns befolkning ikke forsår re a behandle de, - min kone, som er fød i den egn, hvor hør sås, har i vende á rende år på e lille sykke jord avle så mege, a hun har vedligehold vore familie med hør, uden a købe de ringese hos købmanden, følgelig kan hamp og andre jordplaner også vokse her. Af samme årsag og den oale mangel på ræ har arbejde med a få plane levende hegn og adskil markerne hel måe opgives. Jusisråd Bruun på Ulsrup: Siden jeg blev ejer af gården haver jeg på den ene side af marken lade opføre e forfalden jorddige, 1700 favne, 2½ alen højde. Da her aldeles ej findes de forråd af sen, som il sengærde kunne behøves og jorden, såsnar man kommer 1 á 2 gv. ned i den er løs og gruse, følgelig il grøfning ubekvem. Godsejerne erkender, a hegningen alle seder er mangelfuld. Enkele angiver naboens uvilje il a samarbejde som årsag; men de flese bereer, a der hverken er sen, ræ eller planer il a hegne med. Tilbage bliver diger (kase) og jordgrøfer. Enkele seder, bl.a. på Råsrup, har man i nogle år leje soldaer il a grave grøfer omkring hovmarken, men de allerflese seder, ser de ikke ud il, a der gøres noge radikal. Sandflug Sandflugens svøbe er ved a være overvunde i 1784, hvis man skal ro de godsejere, der havde lodder ved klierne. Peder de Moldrup på Veservig Kloser konsaerer generel, a der siden reskripe af 19. april 1779 kan mærkes både på hans og andres godser den kendeligse forbedring ved Kliens besåning og nogen bevogning, - og Jørgen Mygind, landvæsenskommissæren på Nørorp 1 ), giver følgende skildring af sin egen indsas: Angående Klien, da har jeg i min ejerid med god ilsyn, fredning og orden, brag de så vid på en del seder, hvor der ved min ilrædelse il gård og gods 2 ), var ine uden de gloende sand, sår der nu kliag il knæerne, æ og god, hvorved de lide sogn Hansed, hvor en sor del ved sandflug er ødelag er forbedre således, a hvor den klare sand ilforn lå, er der nu sådan grøde, a man kan øjre får og små kvæg, og noge så æ sammengroe, a de kan pløjes og harves, hvilke ikke er praleri eller usandhed, men noge som kan bevises med mange vidner, ligesom jeg og 1 Se også Hisorisk Årbog 1947: Hovedgården Nørorp hærge af sandflug, af Anhon Fuglsang, - sam Hisorisk Årbog 1957: Sandflugen i Thy, af H. Søvring-Nielsen. 2 J. Mygind købe Nørorp år 1766.

2 fremdeles skal bruge al mulig omhu for a Klien, så vid mig vedkommer, og jeg formår a overse, skal blive frede og forbedre... Meoden il a soppe sandflugen var funde og havde vis sin evne il a fungere i praksis. Denne abel er udarbejde på grundlag af indbereninger i henhold il Danske Kammers 4 ) skrivelse af 11. juni 1771, hvorefer godsejerne skulle give en del oplysninger om forhold i de byer, hvor der var mere end 1 lodsejer. Da en del byer var eje af kun een lodsejer beyder de i forhold il denne abel, a den ikke giver e fuldsændig billede af ejendomsforholdene efersom allene fra de byer, hvor en hovedgård var enelodsejer mangler. Øvers: Rasmus Henrik Kruse: Veservig Kloser, Guache i Nauíonalmusee, 2. afd. Neders: Rasmus Henrik Kruse: Irup, Guache, Kgl. Biblioek. På dee idspunk var ejendommene ved Vorupør og Senbjerg sor se alle af samme sørrelse: 1-3 fjdk. og havde mulighed for græsning i Klien 3 ). Hovedgårdsmarkerne blev dyrke og dreve under hovedgården alle seder, men enkele af godsejerne anfører, a der bruges egne folk foruden de hoverigørende bønder. Dee er ilfælde på Ørndrup, hvor en fjerdedel af hovedgårdsjorden drives af hovbønderne, medens 3 / 4 drives med egne folk og egne rækdyr, ligeledes på Dueholm, hvor 3 / 4 dyrkes af hovbønder og den sidse 1 / 4 af egne folk. På Nørorp driver bønderne som sædvanlig hovedgårdens indmark, medens udmarken eller havrelande drives med gårdens egne folk, med hjælp fra hovbønderne i høsen, hvor husmændene høser avle og bønderne føre de hjem. Søe Hovedgårds jorder dyrkes både med og uden hoveri, de samme er ilfælde ved Ullerupgård, medens enesegårdene under Ullerupgård - Momof og Søeborg drives af Ullerupgårds egne folk. Som den enese her i 1785 beklager F. Vogelius Seensrup på Nandrup sig over, a de beseme hoveri på hovedgårdsmarken er såre uilsrækkelig". Han anfører, a når avlingen for de mese må drives ved egne folk, kræver den al, og derfor kan der ikke skabes nogle væsenlige drifsforbedringer. Hovedgårde og bøndergods 1771 Hovedgård Bønde r dr. hk. Ana l gård e Hovpligi ge gård e Max. afsand il hovedgård Lyngholm ¾ mil Irup ¼ mil Nørorp (?) - Skibsedgård Nørhågård Faddersbøl ½ Mil (fles / 8 ) Højris ¾ mil Hellekildegård ¼ mil (men fles 0) Ørndrup mil Blidsrup ½ mil 1 / 8 mil Boddumbisgår d Kølbygård / 8 mil Glomsrup ¾ mil Råsrup ½ mil Hindsels ¾ mil Nandrup ¾ mil Dueholm mil Kousrup Frøslevgård mil (halvd. 0) Øland ¼ mil Ullerupgård ½ mil Damsgård ½ mil (fles 1 / 8 ) Ulsrup mil (fles ¼) Todbøl ½ mil Ullerup ¾ mil Overgård Lund ½ fjerdingvej Tandrup ¾ mil Veservig/Øru m mil (fles ¼) I al Ifølge indbereningen af 1784 fra Nørhågård. 4 Sruensee deler renekammeres adminisraion i re dele 1771, hvor Danske Kammer kommer il a udgøre een afdeling.

3 Husmænd i 1771 Hovedgård Anal huse 5 ) Lyngholm 26 Irup 22 Nørorp 24 Skibsedgård 1 Nørhågård? Faddersbøl 31 Højris 22 Hellekildegård 15 Ørndrup 22 Blidsrup 9 Boddumbisgård 7 Kølbygård 57 Glomsrup 10 Råsrup 42 Hindsels 17 Nandrup 6 Dueholm 19 Kousrup 17 Frøslevgård 8 Øland 57 Ullerupgård 28 Damsgård 0 Ulsrup 41 Todbøl 31 Ullerup/Overgård 27 Lund 20 Tandrup 22 Veservig/Ørum 26 I al 670 Men indbereningen omfaer også en del gårde, nemlig 573 i al, som ikke direke angives a høre under en hovedgård. En mindre del af disse ejes af kirken som præse- og annexgårde. Færre har en insiuion som ejer, f.eks. Viborg skole, der ejer o gårde i Kjelsrup by, Hillerslev sogn. 173 af de 573 gårde ilhører en kreds på 31 personer, der ejer flere gårde; de er f.eks. hr. Niels Smed i Helborg med 8 gårde, Jens Tøfing i Nordhy med 12 gårde/huse, fru Gerner på Nordenof med 25 gårde/huse, Niels Olufs i Nykøbing med 11, byfoged Klein, Nykøbing med 8 gårde. Tallene yder på a der er en forholdsvis sor gruppe af selvejere/srøgodsejere. Men hvordan er karakeren da af disse huse? Ser vi på sørrelsen i dr. hk. viser de sig: - a 335 huse er over 1 skæppe 6 ), - gennemsnilig er sørrelsen på disse huse 3 skæppe. 5 Oplysninger i oversigen er age fra en amslig indberening vedrørende huse under 1 dr. hk. i hyboskæppe = 1 / 18 ønde. 1 fjerdingskar = ¼ skæppe. 1 album = 1 / 3 Fjerdingkar. I Chr. 4 s marikel 1688, blev jordens bonie vurdere il brug for skaeansæelsen i dr., skæppe, album og fjerdingkar. De kan være vanskelig a omregne denne ansæelse i areal, men ifølge Saisisk Tabelværk, 2. hefe VIII, svarer en ønde harkorn ager og eng i dee am il 20,2 ønder land jord. Ved en sammenligning mellem Mors og Thy vil arealforbruge i Thy almindeligvis i gennemsni være 11 / 8 sørre - a 169 huse er mindre end 1 skæppe, men sørre end 0 fjerdingkar: Gennemsnilig sørrelse på 2 fjerdingkar. - a 62 huse er mindre end 1 fjerdingkar, men sørre end 0 album: Gennemsnilig sørrelse på 1.48 fjerdingkar. - a 104 huse ikke er sa il noge harkorn. De er også bemærkelsesværdig, a analle af huse (husmænd) kun er lid over halvdelen af gårdfæsere. Disse husmænd svarer dels en penge- dels en arbejdsydelse il godsejeren. Af de 670 husmænd ser vi: - a 430 huse ikke svarer arbejde, men i reglen huspenge (husleje). - a 240 svarer arbejde, gennemsnilig 35 dages hoveri om åre, der fordeler sig som følger: Mellem 0-25 dage: 95 husmænd (gennemsni 5 dages arbejde). Mellem dage: 8 husmænd (gennemsni 26 dages arbejde). Mellem dage: 1 husmand med 40 arbejdsdage. Mellem dage: 123 husmænd (gennemsni 52 dage). Mere end eller lig 55 dage: 13 husmænd (gennemsni 109 arbejdsdage). Husmændenes arbejdsyde1se Som allerede nævn mangler der en del bøndergods i 1771-indbereningen, som derimod kom med i en hovedgårdsindberening fra ), men den idsmæssige afsand mellem 1771 og 1785 er for sor il a der kan foreages nogen egenlig sammenligning mellem de o opgørelser: Selv om abellerne ikke kan sammenlignes direke, fordi de er opgjor på forskellige forudsæninger, viser allene dog, a de kun er lid over halvdelen af godsernes bøndergårdene, der er hoveripligige. Tallene viser også - som man kunne forvene - a de hoveripligige bøndergårde for de allerfleses vedkommende ligger umiddelbar i nærheden af hovedgården. De er ikke alle hovedgårde der er komplee, dvs. besidder 200 dr. hk. bøndergods, der jo var beingelsen for a opnå skaefrihed, men Jørgen Mygind på Nørorp anfører i 1785, a han neop i disse år var ved a sælge en del af de fjernereliggende bøndergods, for a købe gods i nærheden af hovedgården. Og i øvrig var denne beingelse ikke længere gældende, ilføjede Mygind - måske på baggrund af a der ofe blev dispensere fra reglen. De er svær a se en eenydig sammenhæng imellem sørrelsen af hovedgårdsjorden og de relaive anal af hoveripligige bønder. Yderpunkerne finder vi på den ene side ved Veservig Kloser, hvor forholde mellem hovedgårdens harkorn og analle af hoveripligige bøndergårde er 577/218 - og på den anden side ved f.eks. Todbøl, hvor den ilsvarende relaion hedder 363/55. Bag dee gemmer sig forskelle både med hensyn il, hvad der avles, brug af egne folk, gårdsørrelse og hoveries karaker! i Thy end på Mors for a kunne svare den samme afgrøde ifølge mariklen Forklaring over de forandringer, som fra den førse forordning om fælleskabes ophævelse af 1758 il 1784 er foreagen. I henhold il Renekammeres skrivelse

4 Hovedgårde og bøndergods 1785 Hovedgård Hovedgårdsjor d: hk. Gårde Huse Bønde rgods dr. hk. Irup Kousrup Nørorp Faddersbøl Boddumbisgår d Nørhågård Blidsrup Råsrup Nandrup Ulsrup Lund Søe Hovedgård Hindsels Frøslevgård Kølbygård Ørum Todbøl Ullerupgård Ullerup Hovedgård Veservig K Søgård Sædegård Glomsrup uoplys Lyngholm uoplys Tandrup uoplys Ørndrup uoplys Højris uoplys Dueholm uoplys I al Godsejernes opfaelse af hoverie i 1768 Godsejernes opfaelse af hoverie og des nødvendighed kommer il udryk i de indbereninger, som indsendes il Renekammere i Disse indbereningers væsenligse værdi besår ikke i, a vi herigennem får e sand billede af hovede, men snarere, a vi får godsejernes argumener for a beholde hoveripligen. En repræsenan for godsejersanden er f.eks. Peder de Moldrup på Veservig; han er en ubeinge ilhænger af hoverie og ser des eksisens som en beingelse for a drive hovedgårdene. Derfor bliver hans argumenaion også en argumenaion for hovedgårdsdrifen i almindelighed. Moldrup hævder, a bønderne ikke ville være i sand il a klare en omvælning, fordi de her i 1768 er umulig, a få folk il a fæse gårde, hvorfor de må vinges deril, og umulig ville de også være a skaffe de fornødne folk il a drive den jord, som bønderne evenuel ville blive overlad. Selv om Moldrup ikke er i vivl om, a mange gerne ville dele hovedgårdsmarken imellem sig, er han sikker på, a ingen ville have den økonomiske evne il a beale for den. Peder de Moldrup s formulering: Hovfriheden er vis ej de som skal gøre bonden lykkelig... især (ikke) her i Jylland, hvor hoverie ej rykke bonden halv så mege som i Sjælland eller Holsen. Her i Thyland er mange selv ejere, men jeg kan fremvise ligeså mange hovbønder, hvis vilkår alle er ligeså gode som de førses, ja mange overgår selvejerne i velsand. Her på mine godser er adskillige bønder hovfrie, hvilke jeg har gjor af den årsag, fordi de har for lang il hove. Men langfra, a disse ere bedre i sand end hovbønderne, værimod, med beundring har jeg hør mine hovfrie bønder forlange igen a gøre hovarbejde, hvilke de hellere ville, og sagde bedre a kunne overkomme, end som a beale hoveripengene. Ineressan er også, a Moldrup også ser de hoveridrevne hovedgårde, som de enese, der er i sand il a opdræe de sude, der eksporeres sydpå: Thi bonden kan umulig salde dem, de viser i denne ime erfaringen, da der er her i lande (Thy) mege sore selvejer bøndergårde, men de er lang over deres evne og deres gårdes indrening, a salde 10 end sige flere øksne. Hovedgårdene kan alene gøre de! Øvers: Rasmus Henrik Kruse: Højris på Mors, ca Guache i Naionalmusee, 2. afd. Neders: Momof i Sennels, ca Hr. Tof på Ullerup, Sennels, anfører il dels de samme argumener, men ilfører dog, a hoverie også blev misbrug ved nogle gårde, hvor man ifølge Tof sæer hovbønder il a udføre drenges og piges arbejde, hvad man burde holde egne folk il. Tof foreager e skel mellem u-miselig og miselig hoven. Til den førse

5 kaegori hører al arbejde vedrørende avlingen, hvorimod høs- og ærskearbejde efer hans opfaelse er en for sor belasning for bønderne. Han ville hellere, a bønderne beale sig fri for ærskningen, så hovedgården kunne holde egne folk il a gøre arbejde, hvilke ville være en fordel for begge parer: Een af dem, der så a sige, var og blev i arbejde og på sede, måe næsen kunne gøre så mege som for o af bønderne, der enen for vejens længde eller og for vinervejrliges vanskelighed ofe må bryde idlig op og komme sildig il arbejde. På de punk er han enig med en hel del af sine godsejerkolleger, der allerede har gennemfør sådanne ordninger. Karakerisisk nok kommer Tof også ind på en sammenligning mellem hovbønder og selvejere, og kommer il de samme resula som Moldrup på Veservig i sin undersregning af de gensidige afhængighedsforhold mellem fæser og godsejer: Og de kan jo ej heller næges a hoveribonden for sådan si arbejde jo har god vederlag og præference hos husbonden frem for den frie. De frie giver indfæsning og landgilde som gården kan åle, og i de øvrige sørge for sig selv, men hoveribonden er proprieæren nærmes, når de fæser ses ikke så mege efer indfæsning, skyld og landgilde, nyder ofe hjælp og forlæg il (skaer), når bonden ej selv formår a bygge, bygger husbonden, og når han i flere måder formedels misvæks eller ulykkelige hændelser går i vanmag, afhjælpes han og sæes på fode igen... og skaffes de bedse jenesefolk il ege og proprieærens arbejde; men den frie må ofe være sig bekoselig med daglønnen. Ammand Hauch på Højris gør i 1768 den bemærkning, a godsejerne er i sand il a holde jenesefolkenes løn i ave, mens præser, selvejerne og srøbønder må give den løn, der forlanges. De skabe sor misfornøjelse bland jenesefolkene, men en sor del af godsejerne fasslår alligevel i enighed, a man ikke indfører ensarede regler for aflønning og jeneseid! De vidner om vanskeligheder ved a skaffe jenesefolk! Major Ring på Lyngholm foræller, a lønnen for en almindelig karl er sledaler og for en pige 7-8 sledaler. Moldrup på Veservig Kloser angiver sldl. for en karl og 7-8 sldl. for en pige. Tof på Ullerup foreslår derimod, a lønnen burde fassæes il en besem værdi: 1 dygig karl 8 sldl., en ringere 6 rdl., en pige 8 sldl. Godsejeren på Irup mener, a bonden rykkes af de kvindelige jenesefolk, som imod forordningen af 10. februar 1702 bilder sig ind a de er frie. Overdådighed ager al mere og mere il. De generelle billede viser, a jenesefolk - mege mod godsejernes ønske - ofes skifer plads hver halve år, og a de kvindelige yende er ilbøjelig il a flye derhen hvor lønnen er højes. En del af proprieærerne finder de hensigsmæssig om også pigerne blev savnsbundne og blev på godse så længe de var ugife. A også nogle karle flygede fra godse vidner Hauchs bemærkning om, a man burde gøre ansal il a forhindre, a karlene kunne opholde sig i Holsen uden fripas eller illadelse. Som nævn blev en del af hovedgårdsjorden på både Nørorp og Ullerup dreve med egne folk og for Ullerups vedkommende blev enesegårdene Momof og Søegård alene dreve med egne folk: I folkeællingen fra alså blo o år senere - er der sor forskel på folkeholde på de o hovedgårde. Tof på Ullerupgård er husbond for 25 jenesefolk, der fordeler sig med 14 ilknye selve gårdens drif (i voksne, fire børn) og ni il husholdningen: En mademoselle, frk. Orlof, il børnene, en procuraor, o informaorer for børnene i dans og musique, en husjomfru, en suepige, en barnepige, en køkkenpige, en bryggerspige osv. På Nørorp fungerer den voksne søn som ridefoged, men her er der kun 13 jenesefolk al i al ilknye hussanden, heribland en klædevæver og o spindersker. Alså færre både inde og ude i sammenligning med Ullerup på samme idspunk. Fabriksdrif 1785-indbereningerne giver også e billede af de sade, som den såkalde fabriksvirksomhed befand sig på i og omkring hovedgårdene. Hovedbygningen, Gl. Ullerupgård, Sennels, ca Fornem i dee billede placerer Lund Hovedgård sig som ejer af e god mursenseglbrænderi, der drives sammen med en fajancefabrik men af mangel på ovne og en habil meser, har de nu i e års id ej være i brug. På Dueholm er der i 1784 opree e velfungerende kalkbrænderi, og går vi il Veservig Kloser i Sydhy finder vi e fungerende egl- og kalkbrænderi, sam poemagerfabrik, der drives af deril ansae folk 8 ) hoveribøndernes arbejdsilskud besod i dels årlig a bringe 136 læs ler il virksomheden plus a levere nogle gangdage ved leres ælning. Nordpå, ved Ullerup Hovedgård, var der indree e eglværk, som lå hen i 1785 af mangel på ildebrændsel. Den mege skrivende Mygind på Nørorp gør også opmærksom på, a de er en dårlig ide a drive eglværksdrif i Nordvesjylland på grund af mangelen på ildebrændsel, Mygind ville derimod gerne have haf råd il a anlægge en sampemølle, ja måske en klædefabrik, men udgiferne il hans sore børneflok sae en sopper for de projek på de idspunk 9 ) indbereningen angiver Moldrup, a der på godse bor 2 jordløse i poemagerhuse og 1 jordløs i eglbrænderhuse, der begge har hør il godse. 9 Men sampemøllen og klædefabrikken kommer igang, hvilke bl.a. fremgår af skife efer Jørgen Mygind. Se også Hanne Mahiesen:

6 Oplysningerne fra de 25 hovedgårde afspejler ikke den sore drifighed, på indbereningsidspunke er der fakisk kun reel akivie ved Veservig Kloser og Dueholm; de øvrige seder er der ingen akivie. Udskifningen I 1784 havde udskifnings anken ikke haf mege fremgang omkring de 27 nordvesjyske hovedgårde. Den væsenligse årsag deril angiver lodsejerne i 1784 il a være e økonomisk spørgsmål. Om årsagen il a udskifning ikke allerede har funde sed berees de fra godserne: Nørhågård, se fra øs med mølle i baggrunden. Bilede er udaere. Kousrup: - a sålænge bønderne ikke kan komme il ree derom, ønsker man ingen omkosninger. Hindsels: Thi når udskifning måe være il nogen gavn og nye, skulde de jo komme af, a beboerne kunne få alle deres jorder nær deres gårde beliggende, for a have haf kørsel med gødning, korn a heriføre ec., hvorved kunne bespares folk, redskaber og bæser, hvilke ikke kan ske herpå egnen, hvor overal findes byer og mesendels skov, medmindre mange gårde overal herpå egnen er gennemræske og indslæb med kride, så jorden derefer år behøver hvile inden den kan give nogen virke lig frug af sig; imidlerid ville de pålægge ejeren såvid sig indgår, og alene a svare og beale alle kongelige skaer for sådanne udflyede beboere, men endog måske a føde og klæde dem, hvilke jeg ikke formår a kan udføre og heller ikke de af udskifningen flydende bekosninger og omsændigheder. Nandrup: Landmåler Thorm fra Arhus har love a ville opmåle Flade by, og de samme gælder Jordsby, men godsejeren anfører, a der ikke er udsig il udskifning i de byer, hvor der er flere godsejere. Erslev sogn er under udskifning, de samme gælder Elsø og Alsed. Fårof by er udskife af beboerne selv, og fællesskabe er ophæve i Sundby og Solbjerg. Samhuse Todbøl: Ås by er udskife sidse sommer, men om årsagen il a de øvrige byer indenfor godse ikke er udskife angives, a mange lodsejere og selvejere ikke ør eller har evne il a udsæe sig for de svære derpå gående omkosninger, og dels den lange id, der deril anvendes, udi hvilken id, og længe efer, bonden ikke benyer sig af jorden il sæd eller sædvanlig æg. Ullerup Hovedgård: Tøving by er udskil af fællesskabe, men ellers anfører søkapajn T. Adeler om årsagen il a udskifningen ikke er i fuld gang, a der er sore udgifer il landmåler (rejser), og der er mangel på landinspekører. Mange ville gerne udskife, men gør de ikke af ovennævne grunde, og den lange id, som processen ager, hvor man ligger brak, forhindrer mange i Den gamle herregård, en bog om 1700-als maadorer i Thy, Thised a age de nødvendige skrid il udskifningen. Erslev og Elsø er opmål, men ikke udskife. Veservig Kloser: Moldrup har grebe sagen noge anderledes an, efersom han af sig selv med egen hånd har opmål og udbye, således a hver har sin jord for sig overal på marken i faldevis 10 ). I 1768 skrev Moldrup: For a opnå dee mi øjemærke, begynde jeg sraks i åre 1764 a inddele byernes, mark og gårde og da jeg så dee mi arbejde under Guds velsignelse lykkedes, så har jeg vedbleven derefer år efer år, og nu i dee sidse eferår opleve den glæde, a hele inddelingen over al mi gods lykkelig nu ilendebrag. Hver mand har sin jord for sig selv, i hver fald. Og alle mænd i en by sår lige høj i harkorn, svarer lige mege i landgilde, æg og arbejde. Markerne er inddel i vange, engene er og ligelig del og bederne såvel som ørvemoserne dele således, a hver mand har sin visse del, og hvor der i en by er husmænd, har disse og fåe deres par adskil fra gårdmændene; så al fællesskabe mellem hver især er ganske ophæve. Men ifølge Moldrup er de umulig a eje al udi ee sykke på grund af sandflugen. Videre skriver han: Hidil har vi ej haf nødig a udflye nogen gård, følgelig ej heller fåe noge af den kongelige kasse 11 ), men alle de sore omkosninger ved opmålingen og udskifningen er ganske af min egen lomme, uden mindse udgif for bønderne, da jeg i hver by, dels måe bygge deres huse og lade sørre, formedels harkornes lige deling: dels give dem flere kvæg, hese og redskaber il gårdene og æde og sædekorn, så denne beydelige udskifning på 600 dr. hk. og derover har kose mig som priva mand lang over min evne, men den id havde jeg mandlige arvinger il samhuse, som nu desværre alle er døde. Frøslevgård: Også Jens Wandborg angiver bøndernes uvilje som årsag il a udskifningen ikke har funde sed: Beboerne i byerne er i fællig, hvilke er forårsage med de ringe jorder, hvorpå nogle gårde skulle udflyes, om udskifningen skulle medføre nogen nye. Ved en funden mergel ænker jeg a disse jorder kan blive forbedre, hvorfor jeg opmunrer mine bønder deril og med mine egne vogne og folk hjælper de faigse a opkøre mergelen. Højris: Udi Ørding sogn er fællesskabe ej så a sige, kanske og ophæve af årsag a en del af sognes beboere med ejerens samykke forhen har bye jord med hverandre, og derved nogenlunde komme ud af en del af fællesskabe - så er og sognes bygninger af gårde og huse ej sammenbyggede, men såvid efer markens beliggende udsrøed og adspred, a en del af gårdene og de sørse haver på hver land (kan) sine jorder for de mese enen rund om sig for sig selv, eller næsen i een srækning sønder og nør, øser eller veser fra sig. Så beboerne finder de ville blive mege skadelig, om anderledes ske skulle. Ingen af de andre lodsejere har ej heller nogensinde gjord anmodning om anden udskifning. Af lige beskaffenhed har de sig med Fredsø og Fårup byer, i henseende il bygningernes og markernes beliggenhed og ildelinger, sam fællesskabes nogenlunde ophævelse. 10 Således formulere i Der kunne søges hjælp af den kongelige kasse il opførelse af udskifede gårde.

7 Kølbygård: Fællesskabe er ophæve i Hovsør, men den urolige langsomhed og de mange vanskeligheder, man har se de byer være underkasede, som har aråe fællesskabe ophævelse har gjor a de går ræg med udskifningen. Kølbygård oplyser, a Øservande er opmål 12 ), men da landinspekør Sejs er den enese landinspekør, der opholder sig i Aalborg Sif, og da han har mege a besille, er de endnu ikke bleve il noge med udførelsen af udskifningen. Medens udskifningen i Sydhy er i fuld gang, og udskifningen på Mors er ved a komme i gang for alvor, ser vi a man sor se endnu ikke er begynd i Nordhy. Bøndernes (og godsejernes) indsilling bygger på flere fakorer: Oplysningsgraden, den økonomiske evne il a sæe udskifningen i værk, byernes srukur 13 ), markernes bonie og eksiserende beliggenhed i forhold il gårdene 14 ). Når udskifningen på Mors 15 ) sarer en smule idligere end i Nordhy skal forklaringen søges i, a jorden er mere ensare og mere almindelig frugbar, hvorimod bønderne i Thy ville have andel i den gode jord, såvel som i den ringere og ørveskjær, eng og hede på een gang 16 ). Og med en jord- og dyrkningssrukur (alsæde), hvor der er en lille indmark il byerne og endnu mere udmark, overdrev og hede, var de svær a foreage en nyig udskifning uden a nogle gårde måe flye ud på en mark, man ikke roede på dyrkningsmuligheder for. Vogelius, der var sognepræs i Sjørring, forklarer om årsagen il den ræge udskifningsproces, a bonden var fornøje med si ege; og desuden er de flese af selvejerne faige, har køb dyre gårde, forrener de mese 12 De er ske i 1781, jvf. Balles rekonsrukion af udskifningskore. 13 De er således en endens il, a jo flere lodsejere, der skal blive enige, jo vanskeligere er de a gennemføre sagen - og omvend! 14 Ingen ønsker a flye ud, og jo dårligere udmarken er, jo vanskeligere er de a løse denne gordiske knude. Moldrup på Veservig, ser de jo bl.a. som en præsaion a han ikke har flye gårde ud. Diørups senere konsaering af a udflyningen ikke fulge udskifningen bekræfer naurligvis denne endens. 15 Schade, side 273 og 74, beskrivelse over udflyningen på Mors. 16 Diørup, anf. v. side 195. af købesummerne, og giver nu 2 á 3 gange så mege i rene, som ilforn i landgilde 17 ). Vurdering af udskifningen og dens følger Provs og sognepræs i Thorup, C. Diørup, har i si værk 18 ) om Thy i 1842 bl.a. give en skildring af udskifningen og følgerne deraf. Diørup er skepisk i sin vurdering af udskifningens prakiske gennemførelse. Han anfører, a jorderne selv så sen som i 1842 sadig ligger adspliede i flere lodder foruden parceller i mose, hede og engjord: Ofe ligger der gårde inde i byerne, uden a have een dr. land hjemme, medens markerne kunne ligge indil 1 / 8 miil herfra. Diørup forklarer den uheldig udskifning med, a bønderne var for uoplyse og fordumsfulde il a se nyen af a flye ud og samle markerne. I Hillerslev by, blev der foreage opmåling allerede i 1786, men førs år 1800 blev udskifningen gennemfør. Den lange veneid havde il følge, a bønderne ikke ville køre gødningen ud på marken, som de plejede! For hvorfor gøde anden mands jord? Derfor blev man år efer år ved med a udpine de gamle lodder og den hengeme gødning lå så høj, a den var ved a gå ind i husene igen. 42 år efer udskifningen var foreagen konsaerede Diørup, a neop Hillerslev var e god eksempel på en mislykke udskifning: Præsegården har kun en liden of ved gården, men sin indmark og havreland samle 1 / 8 miil bore, i en smuk regelmæssig firkan, som vor udødelige Høegh fik den udlag, med en vej på langs mid igennem den førse, og ved den ene ende af den sidse, hvoril alle lodderne søde; desuden har den eng, mose og græsningsjord på 4 forskellige seder, hvoraf noge ¾ miil bore. I Hillerslev fandes der også gårde, der så sen som 1842 ikke havde en ønde land hjemme, men il deres indmark, som sundom var i flere lodder, havde 1 / 8 miil, og end længere il havrelande - og dog var re gårde udflye fra Hillerslev! 19 ) En bekræfelse på Diørups ese om en mangelfuld udskifning er f.eks. den udskifning, der i 1788/89 blev foreage i Tødsø by, hvor man kun udskifede byens vange jorder, således a hver gård fik sin vangejord samle i o lodder, hvorimod indmarken forblev i fællesskab som alid. Men landboreformeme og blo en spæd begyndelse i Forandringerne skee langsom og gennem mange årier. De gælder ikke minds udflyningsprocessen og dermed dannelsen af de nye landskabsbillede med de sprede bøndergårde. Men een forandring kom dog pludselig og berøre bonden fra den ene dag il den anden. De var udskifningen af dyrkningsfællesskabe, der fra den ene dag il den anden overlod bonden il sin egen skæbne. (Kilde: Hisorisk Årbog for Thy og Veser Hanherred 1988, side ). 17 I Indberening il Danske Kammer: Forklaring over præsegårde, annex- og mensalgårde, sam ande benificere gods. Så og selvejere og srøegods. Anno Bogens fulde iel er Bidrag il Kundskab om de danske Provindsers nuværende Tilsand i oeconomisk henseende, og den var udgive på iniiaiv af Landhusholdningsselskabe efer kongelig befaling. 19 Diørup anf. værk side 197.