Kl Burkal Kirke. Tema: Sendt af Jesus. Salmer: 13, 355, 448; 364, 724. Evangelium: Matt. 28,16-20

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Sendt af Jesus Salmer: 13, 355, 448; 364, 724 Evangelium: Matt. 28,16-20 Vi har netop hørt Missionsbefalingen som er det sidste der står i Mattæusevangeliet. (Vi har endda hørt den to gange i dag, fordi den jo også er en del af dåbsritualet.) Denne missionsbefaling har igennem hele kirkens historie været baggrunden for at der er blevet drevet mission i hele verden. Denne mission ser nu ud til at være lykkedes i hvert fald i Afrika, hvor man inden for de seneste tyve, tredive år er blevet næsten selvforsynende med prædikanter og missionærer. Herhjemme kan flere missionsselskaber samtidig melde om krise

2 i rekruttering af nye missionærer. De erstattes i høj grad af volontører (frivillige), der er tilknyttet et projekt, hvor de i stedet for at prædike evangeliet stiller deres faglige kundskaber til rådighed for den lokale kristne kirke. Trods mange forandringer i løbet kirkens lange historie siden apostlenes tid, er det kristne budskab stadig det samme alle steder og til alle tider. Efter sin opstandelse var det ikke længere nogen hemmelighed at Jesus var Guds Søn. Nu sagde han derimod rent ud til sine disciple at han var kongernes konge og herrernes herre. Han havde af sin Far fået al magten i verden, og derfor kunne han sende sine disciple ud til alle folkeslag. Lige som Faderen havde sendt sin Søn til verden, sådan sendte Sønnen nu sine udvalgte disciple ud i verden. Efter Jesu opstandelse fik han den magt, som Djævelen havde villet give ham ved begyndelsen af hans jordiske gerning. For lige efter at Jesus var blevet døbt i Jordan-floden, blev han af Helligånden ført ud i ørkenen for at blive fristet af Djævelen. Den Onde prøvede tre gange at få Jesus til at misbruge sin guddommelige magt. Første gang ved at få ham til at forvandle sten til brød. Anden gang ved at få ham til at hoppe ud fra en høj tinde på tempelpladsen. Tredje og sidste gang tog Djævelen ham med sig op på et højt bjerg og tilbød ham magten over alle verdens riger og deres herlighed, hvis han ville kaste sig ned og tilbede ham. Jesus afviste alle tre fristelser og bød til sidst Satan vige bort. Efter sin død og opstandelse fik Jesus så alligevel verdensmagten. Nu var det ikke den Onde der gav ham den, men Gud, hans himmelske Far. Fordi Jesus var lydig indtil døden, ophøjede Gud ham og skænkede ham navnet over alle navne, Herren, som var Guds eget hellige navn. Ved himmelfarten satte Jesus sig ved Guds højre hånd. Dér lever og regerer han nu sammen med ham i Helligånds enhed. Jesus viste os en magt som er helt anderledes end al anden magt i denne verden, fordi hans magt mærkelig nok går ud på at give afkald på sin magt. Jesu magt viser sig med andre ord i afmagt! Da Jesus stod ansigt til ansigt med magten, romerne, sagde den romerske statholder Pilatus til ham: "Ved du ikke at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?" (Joh. 19,10) Men Jesus ville ikke acceptere den romerske overmagt. Tværtimod sagde han direkte til Pilatus: "Du havde ikke nogen som helst magt over mig,

3 hvis ikke det var givet dig ovenfra." (Joh. 19,11) Bag Pilatus stod nemlig ikke kun den romerske kejser, men også en usynlig magt: Guds magt. Den menneskelige magt virker kun på overfladen. Og den virker kun for en kort tid, for den der hævder sin magt over for andre, vil selv blive ramt af andres magt. Som man siger: Vold avler vold. Den guddommelige magt lider tilsyneladende nederlag. Men i sidste ende vil det vise sig at den der i alle andre øjne så ud til at være svag og afmægtig, dog var den stærkeste. Så er det Jesus der til sidst trækker det længste strå. Den der ser ud til at være svag er i virkeligheden den stærkeste, fordi han er stærk nok til at turde bøje sig og ydmygt finde sig i at andre misbruger ens kærlighed. Den magt som Jesus fik over verden, gav han videre til sine udvalgte disciple, apostlene. De har ikke anden magt end den Jesus selv havde fra sin Far i himlen. De må finde sig i at blive modsagt, hånet og forfulgt, når de går ud i verden for at fortælle andre det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus. Det er en utrolig stor udfordring at skulle gå ud til alle folkeslag i verden og gøre dem til Jesu disciple. Det er en missionsbefaling som siger "spar to" til alle andre opgaver man kan blive pålagt. Selv efter to tusind år er opgaven da heller ikke fuldført endnu. Der er mange små folkeslag der endnu ikke har hørt evangeliet på deres eget sprog. Alle mennesker har brug for at få adgang til Guds ord på et sprog som de kan forstå. Men der er stadig mange sprog i verden der ikke har Bibelen eller blot et enkelt skrift fra Bibelen på deres eget modersmål. Måske har de Bibelen på et andet sprog, som de behersker nogenlunde, men som altså ikke er deres eget sprog. Det ville svare til hvis vi ikke havde en dansk bibel, men kun en bibel på engelsk eller tysk! Derfor er der kristne rundt omkring i verden der arbejder ivrigt med at få oversat Bibelen til de små og oversete sprog. Det er især gennem den organisation der hedder "Wycliffe Bible Translators". De har en vision om at der i år 2025 skal være påbegyndt arbejde med at oversætte bibelen for de folkeslag, som endnu ikke har en bibel på deres eget sprog. Vi er jo heldige at vi kan læse Bibelen på vores eget sprog, endda i en moderne oversættelse, men millioner af mennesker venter stadig på sådan en

4 bibel. Indtil da er de afskåret fra fuldt ud at forstå Gud og hans kærlighed. For det er helt fantastisk og vidunderligt at opleve at Gud taler til en på ens eget sprog. Efter himmelfarten og pinsen, hvor apostlene fik del i Guds kraft, begyndte en verdensomspændende missionsgerning. Som den opstandne trådte Jesus frem som med guddommelig magt og myndighed og krav på tilbedelse. Han gav sine disciple en befaling og et løfte. På baggrund af at disciplene svigtede Jesus natten til langfredag, er det forbavsende at han turde overlade sin sag i deres hænder. Og på baggrund af disciplenes afmagt og tvivl, er det forbavsende at de turde opgaven på sig. Jesu missionsbefaling er universel. Hele fire gange bruges ordet "alt" eller "alle": 1. "Mig er givet al magt". Jesu magt og myndighed er beskrevet i evangeliet igennem hans ord og hans gerninger. Fx hedder det i slutningen af Bjergprædikenen at skarerne var slået af forundring over Jesu lære, fordi han underviste dem som en der har myndighed og ikke som deres skriftkloge. Efter sin opstandelse gav Jesus sin magt videre til disciplene. Som han brugte sin magt til at tjene, skal hans disciplene også tjene, og ikke misbruge magten til egen fordel. 2. "alle folkeslag". Jesus henvendte sig næsten udelukkende til sine egne landsmænd, jøderne. Men Gud havde ikke glemt alle andre folk på jorden. Efter at Jesus havde afsluttet sin gerning på jorden og fuldført sin opgave med at undervise om Guds rige og skaffe soning for vore synder, var tiden kommet, da alle folkeslag skal høre evangeliet. I Matthæus-evangeliet er det flere gange blevet understreget at Jesus i første række var sendt til jødefolket. Til den kana'anæiske kvinde havde Jesus sagt: "Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus". (15,24) Men der er på den anden side også tydelige udtalelser, der peger i retning af at evangeliet er bestemt for alle folkeslag: Jesus hjælper den romerske høvedsmand (8,5-10); han går til de hedenske egne i Gadarenernes land (8,28-34); han venter at mange skal komme fra øst og vest og sidde til bord i Himmeriget (8,11-12); og vingården skal lejes ud til andre vingårdsmænd (21,33-42). Kristendommen er for alle folkeslag.

5 3. "holde alt". Jesu disciple blev ikke sat til at opfinde et nyt budskab, men de skulle trofast give det videre, som Jesus var kommet med. De skulle kort sagt fortælle andre om Jesus, om alt hvad han havde sagt og gjort. 4. "alle dage". Løftet om at den opstandne Jesus altid vil være med sine disciple, når de gør andre til hans disciple, giver dem håb over for en opgave, der ellers synes fuldstændig uoverkommelig og håbløs. At han altid er med sine disciple, svarer til at han allerede før sin fødsel fik det fornemme navn "Immanuel", der betyder "Gud med os". De 11 tvivlende galilæiske mænd fik en stor og overvældende opgave. Aldrig før har en flok mennesker fået befaling til at gøre så vældigt et stykke arbejde. Og når vi så tænker på hvordan de var, disse disciple, som Jesus satte til alt dette, må vi undre os endnu mere. Det var jo dem der i Getsemane Have ikke engang kunne holde sig vågne og bede, da Jesus bad dem om det. De havde alle svigtet ham, da det hele spidsede til. Hvordan turde Jesus dog betro dem den store opgave? Når der ellers skal udrettes noget her i verden, så bruger man folk som er egnet til det. Ingen sætter et barn til at være statsminister, og ingen finder på at bede en mekaniker om at operere en blindtarm. Men Jesus bad sine svage disciple om det største og sværeste af alt: at gøre alle folkeslag til hans disciple. Og det gør han stadig! Hvordan tør Jesus det? Hvordan kan han tro at det kan nytte noget? Der er kun én forklaring, og det er den Jesus selv giver her: Han er den opstandne Herre, der har fået al magt i himlen og på jorden. Og med den magt vil han være med sine disciple alle dage indtil verdens ende. Selv om vi er svage, så er han dog stærk. Alt hvad vi mangler har han. Det er det hele kommer an på. Derfor kan det nytte noget at gå på Jesu befaling for at gøre hvad han har sagt. For Jesus lever og vil selv bruge sin magt gennem os til at få flere med ind i sit rige. Så vi skal ikke først og fremmest se på hvor stor og svær opgaven er, og hvor dårligt vi duer til den. Nej, vi skal i stedet for se på Jesus, som har al magten i verden. For det hele afhænger af at det er ham der går med os. Og det har han selv lovet at han vil!

6 Gud åbner sit riges dør og tager os ind i al sin herlighed og glæde. Han holder intet tilbage. Derfor sagde Jesus til sine disciple at de skulle døbe mennesker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Alt det ufatteligt store som ligger i disse navne, får man, når man bliver døbt. Da kan jeg være vis på at Gud selv vil være min Far, og jeg må være hans barn. At Jesus altid vil være min Frelser og Herre. Og Helligånden min lærer og vejleder gennem livet. Alt dette giver Gud os i dåben. Dåben er en stor gave fra Gud. Men vi skal ikke bare tage imod den og så lade den ligge. Nej, vi skal pakke gaven op, så vi kan få gavn af den! Vi skal leve af hans godhed og nåde. Vi skal tro på Jesus og leve vores liv sammen med ham. Dåben er begyndelsen på et liv som Jesu discipel, dvs. som hans elev og hans efterfølger. Hele livet kan vi bruge på at lære mere og mere om hvor meget vi ejer i ham og lære at benytte os af det. Amen.