En rigtig leven. Andalusiens fornemste minde. I Mérida former oldtiden del af hverdagen REPORTAGE

Transkript

1 En rigtig leven Andalusiens fornemste minde fra romertiden ligger få km nord for Sevilla. Ruinerne af Itálica giver en ide om storheden af den romerske civilisation, men det er en todimensional ide, fordi størsteparten er forsvundet over jordhøjde. Sådan er det i alle Andalusiens byer. De voksede videre, og det gik ud over deres klassiske fortid. Kører du et par timer længere ud af den samme vej, finder du imidlertid en rigtig levende romerby i tre dimensioner. Det er Mérida, som for nogle årtier siden udnævntes til hovedstad i Andalusiens naboregion Extremadura. Hermed fik den lille by med indbyggere delvis oprejsning for historiens lange glemsel. Mérida var kaldet til noget meget større. I 300-tallet optrådte den som nummer ni på en liste over romerrigets vigtigste byer, udarbejdet af Ausonius, men i middelalderen og moderne tid passerede udviklingen forbi. Det har til gengæld reddet oldtidens store monumenter. Romervejen Du kører fra Sevilla til Mérida på den topmoderne motorvej Autovía de la Plata. Parallelt med denne er der mange steder udsigt til landevej N-630, som stort set er en asfalteret udgave af romernes Vía de la Plata. Indtil for to år siden, hvor motorvejens sidste etape blev indviet, var romervejen stadig hovedvejen. Extremadura var længe om at blive koblet på fremskridtet igen. Jorden er mager og erosionstruet, og om sommeren brænder solen uden nåde på de skyggeløse marker, hvis monotoni kun brydes af et ensomt egetræ. Det mennesketomme øde kan virke beklemmende på sindet. Men Extremadura har også frugtbare zoner omkring floderne Guadiana og Tajo, som skærer tværs igennem landet på vej mod Atlanterhavet. Oceanets friske indflydelse trænger langt op i floddalene, specielt Guadiana-dalen, hvor Mérida år 25 før vor tidsregning blev grundlagt af veteraner fra de kantabriske krige i Nordspanien. Den lange fred Der var gået to århundreder siden de første romerske veteraner havde slået sig ned i Itálica, men først med erobringen af Kantabrien fik Rom kontrol over hele Den iberiske Halvø. De kantabriske krige var et efterspil til borgerkrigen, der endte med at Octavian befæstede sin magt som Roms første kejser. I dag kender vi ham bedre under navnet Augustus, der egentlig var en ærestitel. Kejserne blev aldrig formelt monarker, og deres magt beroede på at den samme person pyntede sig I Mérida former oldtiden del af hverdagen Langs floden løber der en grøn promenade til de spadserende og kondiløberne. med alle republikkens vigtige titler og en hel del nye. Efter at have vundet krigen gjaldt det om at vinde freden. Som straf pålagde Augustus to af modpartens legioner at pacificere de stridbare kantabriere, og som belønning fik soldaterne løfte om den ny by ved Guadianas fredelige bred. På latin er emeritus betegnelsen for en soldat der hjemsendes med ære. Deraf kom byens navn Emerita Augusta, som med tiden forkortedes til Mérida. De indfødte, som i forvejen boede på stedet, blev også romerske statsborgere for at undgå sure miner. Historien om Méridas grundlæggelse viser klogskaben hos Augustus, der lagde grunden til noget meget vigtigere, den 200-årige pax romana eller romerfred. Den trivedes under det ny og aldrig erklærede monarki, som tilførte riget den nødvendige indre stabilitet. I denne guldalder voksede Mérida op. 24

2 de romerby Først i 1993 blev romernes gamle bro aflastet af den moderne Lusitania-bro i baggrunden. Det gamle vadested ved floden forvandledes hurtigt til en by i første række. Nogle år senere inddeltes halvøen i tre nye provinser, og Mérida blev hovedstad i Lusitanien, der var kimen til dagens Portugal. Broen over Guadiana På denne egn førte alle veje til Mérida. Lusitaniens hovedstad lå midtvejs på Vía de la Plata mellem Sevilla i Sydspanien og Astorga i Nordspanien. Mod øst gik vejene til Córdoba og Toledo, og mod vest var der forbindelse til Lissabon. Sammen med de nye veje byggede romerne broer. Hen over vadestedet spændte de en 792 meter lang bro, smukt beklædt med udkragede kvadersten rundt om piller og brofag. Kernen er solid beton, og vejbanens let bølgende overflade skal ikke forveksles med manglende soliditet, for den har både holdt til de romerske legioners taktfaste trampen og til lastbilerne, som kørte der i forgårs. Broen dukkede også dukket uskadt op efter oversvømmelsen i 1947, hvor floden helt havde skjult den. I løbet af to årtusinder er der foretaget mange reformer og reparationer, men der er også brofag som næsten er uberørt af tidens gang. Disse romere byggede til evigheden, og kun den øgede trafik har til sidst forældet deres infrastruktur. Længere oppe ad floden ses Lusitania-broens høje moderne profil. I 1993 aflastede den romernes bro, som stadig benyttes af fodgængere og cyklister. Romersk livsstil Broen fører lige til centrum, hvor de store monumenter ligger. Teatret var noget af det første, man gik i gang med at bygge. Arbejdet blev ledet af Marcus Agrippa, som var kejserens nærmeste medarbejder og en nøglefigur i udformningen af det ny kejserdømmes politik. 25

3 2026 år efter premiereforestillingen er det berømte teater stadig i brug ved sommerhalvårets festivaller. Ankomst Tag motorvejen til Sevilla. Ved byens indkørsel vises der af til ringvejen SE-30 og Mérida. Afstand Málaga-Mérida: 400 km. Turistkontor Avenida Álvarez Saenz de Buruaga, s/n Tlf På nettet Spansk og engelsk: (turisme i Extremadura) (romervejen Vía de la Plata) Kun på spansk: (Mérida) (teatrets festival) Halvdelen af kontinentet var blevet erobret med våbnene, men det er fra dette øjeblik, at det forenes og bliver til Europa. Samhandlen mangedobledes på de nye veje, og den overlegne græskromerske kultur trængte ud i alle hjørner og skabte en fælles identitet. Kultur var også magt. Propagandaen for romersk livsstil krævede en imponerende scene, og den fik det i Mérida, hvor teatret havde plads til 6000 tilskuere på de høje halvcirkelformede tribuner op ad skrænten foran scenen. Bag scenen lukkedes teaterrummet af en høj mur, og således skabte man en halvgryde med perfekt akustik. Tilskuerne havde udsigt til et imponerende bagtæppe af solid sten. Fundamentet var snehvid marmor, og oven på dette var der anbragt to etager med blå korintiske søjler. Mellem søjlerne kiggede kæmpestatuerne tilbage på tilskuerne. De kigger stadig, bortset fra dem som har mistet hovedet. Den vældige konstruktion har med tiden også fået nogle huller, men hele omfanget er intakt, og effekten er spektakulær, når lyset på tribunerne dæmpes ved solnedgang, samtidig med at scenelyset tændes år efter premiereforestillingen kan du stadig opleve det under sommerhalvårets festivaller. Brød og skuespil Rom var strålende i sin bedste version, og forrået i sin værste. Akkurat som vores eget velfærdssamfund. Satirikeren Juvenal sagde spydigt at folket kun ønskede brød og skuespil. Det var ikke så meget det kultiverede teater, han havde i tankerne, som de stærke forlystelser i amfiteatrets ovale kampring. I Mérida er de to bygninger anbragt klods op af hinanden. Amfiteatret er mindre velbevaret end teatret - det er heller ikke i brug, men på byens fremragende romerske museum giver store mosaikker et livagtigt indtryk af gladiatorernes kampe i arenaen. Mennesker mod mennesker, og mennesker mod tigre og løver. Verdens ensomste mand kredser med sit spyd omkring rovdyret på spring, mens brølet stiger fra 9000 struber omkring ham. Moderne fjernsyn har bragt fornøjelsen ved den gratis vold helt ind i stuerne. I vor tid er det heller ikke kulturkanalen som registrerer det højeste seertal. Borgerne i Mérida kunne vælge mellem tre kanaler. Den populæreste var det enorme cirkus med plads til tilskuere rundt om væddeløbsbanens 440 gange 115 meter. Fascinationen ved hestekræfter Et løb varede syv runder. I filmen om Ben Hur har mange set firspandenes hårde kamp for at komme først rundt om hjørnerne, mens taberne kvæstes under deres knuste vogne, og for en gangs skyld er Hollywood ikke helt ved siden af. Kulisserne var præcis så imponerende, og skuespillet lige så brutalt. Auriga erne - kuskene med den rette blanding af ambitioner og dødsforagt - kom fra samfundets fattigste lag, hvor sporten var den nemmeste genvej til rigdom og berømmelse. Ligesom i Formel 1 tjentes der formuer, og i stedet for at få deres foto i avisen, blev vinderne udødeliggjort af billedhuggerne. Alle tiders mest berømte auriga var lusitaneren Cayo Apuleyo Diocles, der må have startet karrieren i Mérida, inden han lagde Rom for sine fødder. Amfiteatrets blodige skuespil er beskrevet på mosaikkerne i Méridas romerske museum. 26

4

5 Rundt om det såkaldte Diana-tempel er man i færd med at konstruere et nyt mini-forum. Efter Diana-templet støder du på en anden rest af det gamle forum (nederst tv), og derefter på Trajans bue. Væddeløbsbanen har efterladt et dybt aftryk i jorden, men omridset er det eneste bevis på at den har eksisteret, og det føles lidt skuffende i denne by, hvor man bliver forvænt. Kejserkulten Tag en spadseretur i Méridas gader. Pludselig er der et hul i husrækken, og her ligger Dianas hedenske tempel. Uden overgang etableres kontakten til den klassiske fortid påny. Diana er ganske vist en misforståelse. I dag mener forskerne at det var Augustus og efterfølgerne, som dyrkedes i templet efter kejserkultens indførsel. Kejserne havde bl.a. hamstret titlen som den øverste brobygger, pontifex maximus, der var en art romersk ypperstepræst. Da kejserens rolle som brobygger til gudeverdenen var fastslået, kunne man vel også dyrke de afdøde kejsere som små guder. Romerne var særdeles pragmatiske i religiøse spørgsmål, og for skeptiske sjæle (som eksisterede) var det blot en form for anerkendelse af kejsermagtens betydning for samfundets stabilitet. Med enkelte undtagelser som Nero var kejserne i øvrigt ikke så forfængelige, at de gjorde krav på at blive dyrket som guder i live. Det ansås simpelthen ikke for god tone. Byens hjerte Templets høje hvide søjler virker helt malplaceret mellem hverdagshusene, men i nær fremtid vil det ligge midt på et nyt torv med neutrale hvide facader, der fremhæver monumentet uden at konkurrere med det. En miniudgave af romerbyens forum, og et godt eksempel på den smagfulde moderne arkitektur, som mange steder indrammer antikken i Mérida. Det oprindelige forum var meget større. I nærheden af templet er en anden vigtig rest bevaret. Et tredje sted gik man gennem Trajans bue (et andet vilkårligt navn) fra byens forum til provinsens forum. Som hovedstad i Lusitanien havde Mérida to administrationer, som hver krævede sin egen centrale plads. Portens inderste rundbue står der stadig med et solidt ben plantet på hver side af gaden. Konstruktionen holdes i spænd med den øverste sten, som blev anbragt for to 28

6

7 årtusinder siden. Det er indlysende, at netop denne rundbue var portens mest sårbare del, så hvorfor var det resten som forsvandt? Svaret er at mange romerske bygningsværker blev demonteret for at udnytte kvaderstenen til nye byggerier. Genbrugsfilosofien var faktisk den eneste reelle trussel mod disse perfekte bygningsværkers overlevelse. Milagros-akvæduktens enorme størrelse gør indtryk. Den funktionelle by Romernes hjem er i dag rene ruiner, men de var lige så beundringsværdige. Den indre patio gav lys og ventilation. De tykke ydervægge isolerede mod varme og kulde, og også mod trafikstøjen i de brolagte gader. På begge sider af gaden var der søjlegange til fodgængerne, tørre om vinteren og skyggefulde om sommeren. Nutidens boliger er ikke konstrueret til klimaet, men mod det, og udendørs skal man mange gange beskytte hovedet med paraply eller hat mod solen. I det mindste har den eksisterende by arvet sin praktiske byplan efter romerne. Fra luften ligner Mérida et velordnet skakbræt, hvor hvert kvadrat havde plads til seks af de originale boliger. Byens lange handelsstrøg Santa Eulalia er Decumanus Maximus, en af de to korslagte hovedgader, som mødtes ved forum. Under renæssancen kom den klassiske verdens funktionelle og harmoniske løsninger på mode. På samme tid var et nyt imperium gået i gang med at grundlægge mønsterbyer overalt i Amerika. Hvor sendte den spanske konge sine arkitekter hen for at studere de mest moderne løsninger? Til Mérida! Romernes byer var så avancerede, at Europas førende storstæder først kom op på det samme niveau igen i slutningen af 1700-tallet. En civilisation baseret på vandet Hvis man løftede op i gadernes asfalt og kiggede ned i undergrunden, ville en af Méridas største overraskelser komme til syne. En del af byens spildevand skyller stadig bort gennem romernes kloaknet, der var forbundet med alle hjem. Det skrånende terræn ned til flodens store afløb tog sig af det videre fornødne. Floden blev forurenet, men civilisation har altid krævet en pris af miljøet. Romerne var naturligvis klar over at de ikke skulle drikke af det samme vand. Fire akvædukter, hvoraf den længste var 29 km, førte vand til byen, hvor det distribueredes fra centrale vandtårne. Inden i tårnene var der tre afløb i forskellig højde. Det nederste sikrede vand til offentlige brønde og vaskepladser selv under tørker. Med en lidt højere vandstand løb vandet ud i badstuerne, og fra tredje niveau kom det helt ud i de velhavendes private husholdninger. Overskydende vand blev anvendt til at skylle latriner og kloakker rene. Man levede med alle velfærdssamfundets bekvemmeligheder. 25 meter højt mirakel Méridas mest imponerende akvædukt kaldes passende Milagros, det vil sige Miraklet. Ved ankomsten til byen hæver den sig 25 meter over terrænet for at krydse den kilome- 30

8 Livet efter døden Du forlader byen mellem det som engang var velordnede begravelsespladser med cypresser og laurbærtræer, myrter og vedbend - vækster som senere groede videre på de kristnes kirkegårde. Romerne mente at erindringen om de afdøde på en måde forlængede disses eksistens, og derfor var vejene ud af byen flankeret af store mausoleer og mere beskedne gravmæler, som konkurrerede om den rejsendes opmærksomhed. Mérida har Europas største samling af en særlig slags tøndeformede gravmæler som kaldes cupae. Romerne havde i øvrigt nogle temmelig vage forestillinger om hvad der skete med dem efter døden. De var et praktisk folk, og når de bad til guderne, var det om tjenester i dette liv. Hvis der var et evigt liv for andre end guderne, stod det ikke i et særlig attraktivt lys for dem, men opfattedes nærmest som en art dvaletilstand. terbrede lavning ved Albarregas, den lille flod på den anden side af Mérida. Akvædukten er yderst elegant med tre lag af slanke buer mellem de høje piller. Hele vejen op veksler pillernes grå granit med røde bånd af mursten, som forøger det æstetiske indtryk, skønt formålet er rent praktisk. Stødpuderne af det bløde materiale giver efter, når bygningsværket sætter sig eller kommer ud for jordskælv. I stedet for store revner i den solide granit absorberer murstenen en masse små revner uden betydning. Når der alligevel mangler flere piller og buer skyldes det atter genbruget af materialer. Følger vi Milagros til sin oprindelse fem km borte, møder vi noget lige så fantastisk. Men tag det med ro... For dem med en ekstra dag til rådighed er der en afmærket rundtur på 23 km, som er sund for benene og gavnlig for vor viden. Ude på landet Ude på landet ser du at det meste af akvædukterne var underjordiske kanaler. Selv om romerne ikke kendte eksistensen af mikrober, vidste de at mørke og kølighed holder vandet frisk. Erosionen har bragt mange kanaler op til overfladen. Tilsyneladende er de en mindre ingeniørmæssig bedrift end de høje vandbroer, som vi plejer at beundre, men landmålerne havde brug for meget præcise instrumenter til nivelleringen, så vandet kom rindende stille og roligt til sit bestemmelsessted. Akvædukten zigzaggede rundt om terrænets kurver eller skød genvej gennem højdedragene. Kanalens indre var belagt med en vandtæt mørtel af kalk og sand, iblandet fine partikler af kvarts og keramik. Undervejs konstrueredes rensebassiner til at bundfælde urenhederne. Flere markveje rundt om Mérida går tilbage til koloniens første tid. På veteranernes gamle jordlodder var det kunstvandede landbrug allerede sat i system trods den udbredte myte om at det først dukkede op med araberne. Et par steder udnytter landbruget stadig vandet fra de gamle akvædukter. 31

9 I baggrunden spærrer romernes 2000-årige dæmning for Proserpinas vandmasser. Den store dæmning Milagros-akvædukten fik sit vand fra en stor sø, som i dag er et herligt fritidsområde med sommerhuse og restauranter, lystfiskere på bredden og kajakker på vandet. Det er en kunstig sø bag en af verdens største dæmninger fra oldtiden: 425 meter lang og 21 meter høj. I starten var højden ganske vist kun seks meter, men allerede i 100- tallet foretog man den første udvidelse, da behovet for vand voksede. Den solide struktur ses med det blotte øje ved en spadseretur på dæmningen. Mellem kvadermurene af granit er der et fyld af beton. I strømretningen støtter muren sig på en solid jordvold, og ude i vandet udligner ni solide støttepiller voldens pres. Dæmningen kaldes Proserpina efter fundet af en marmortavle med en bønskrift til en af de gamle gudinder: Oh Proserpina, jeg bønfalder dig om at du hævner alle de tyverier, som man har begået imod mig... Og så følger en opremsning af alt vasketøjet som i tidens løb er blevet borte. Dengang kunne man heller ikke vende ryggen til et øjeblik. Romerne byggede tusinder af vandreservoirer, store og små, som ændrede Spaniens geografi. 15 km fra Mérida finder du en anden imponerende dæmning i naturparken Cornalvo. Rige og fattige Denne perfekte civilisation havde også en skyggeside, som var de enorme sociale uligheder. Først og fremmest var romerriget en slaveøkonomi. I mangel af maskiner blev det hårde arbejde udført af ulykkelige skabninger, der bortførtes fra hjemstavnen for at trælle i et fjernt hjørne af imperiet. Desuden voksede der et proletariat frem i den fri befolkning, hvor rigdommen samledes på færre og færre hænder. Utilfredsheden måtte have afløb under en eller anden form, men i fortiden var alle oprør blevet knust med hård hånd, og så finder folk trøst i resignationen. I starten af vor tidsregning bredte mysteriekulturerne sig over hele imperiet, hvor der rejstes templer til Egyptens Isis, Lilleasiens Kybele og Persiens Mitra. Ingen af dem var revolutionære bevægelser med her og nu løsninger på folks problemer, men de indviede fik håb om genfødsel i en ny og bedre tilværelse. De første kristne Det er nemt at se, hvor fint den spirende kristendom passede ind i denne trend. I modsætning til andre Det romerske museum Arkitekten Rafael Moneos museum for romersk kunst er næsten lige så berømt som Méridas antikke monumenter. I 1985 bragte bygningen moderne spansk arkitektur på mode i udlandet, og desuden rummer den Spaniens fornemste samling fra romertiden. Et uundværligt besøg! (spansk og engelsk) fremmede kulter blev kristendommen imidlertid forfulgt af romerne, som ellers var overordentlig tolerante i religiøse anliggender. Årsagen var de kristnes egen intolerance over for fremmede guder. De nye monoteister kun bede til deres egen Gud - Gud med stort begyndelsesbogstav, fordi han var den eneste. Det medførte bl.a. at de ikke kunne deltage i kejserkulten, og set med romerske øjne mindede det betænkeligt om en civil ulydighedskampagne. Mistanken styrkedes af de kristnes tydelige tendens til at isolere sig fra det øvrige samfund. Der var noget skræmmende ved disse religiøse fanatikere, som tilmed var villige til at gå i døden for deres overbevisning. Nå ja, ikke alle. Méridas biskop Martialis var en af dem som fik attest på at han godt måtte være kristen, efter at han havde brændt lidt røgelse foran kejserens portræt. Mere krævede myndighederne nemlig ikke af dem. Martialis blev ligesom kollegaen i Astorga afsat af sin menighed, da kirkefaderen Cyprianus sendte dem et fordømmende brev. Cyprianus var biskop i Kartago, hvor han fire år senere gik i 32