TORSDAG DEN 16. NOVEMBER 2006

Transkript

1 4-001 TORSDAG DEN 16. NOVEMBER FORSÆDE: Janusz ONYSZKIEWICZ Næstformand (Mødet åbnet kl ) Åbning af mødet Edward McMillan-Scott (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg tager simpelthen ordet for at meddele Parlamentet den gode nyhed, at Pakistans præsident, som var vores gæst for nogle få uger siden, i aftes ændrede dødsdommen over Mirza-Tahir Hussain fra min valgkreds, der havde siddet på dødsgangen i 18 år, men vidt og bredt betragtes som uskyldig i de anklager, der er rettet imod ham. Et antal medlemmer af Parlamentet, anført af hr. Karim, ville tage til Pakistan i næste måned med en sidste appel. Nu vil vi naturligvis rette vores bestræbelser mod at sikre, at hr. Hussain kan komme tilbage til Leeds inden jul. Jeg er meget glad for denne nyhed og håber, at Parlamentets formand vil fremsætte en udtalelse senere i dag. Jeg ved, at han har arbejdet meget hårdt på denne sag, som andre medlemmer af Parlamentet også har. (Bifald) Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2005 (forhandling) Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Andreas Schwab for Udvalget for Andragender om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2005 (2006/2117(INI)) (A6-0309/2006) Nikiforos Diamandouros, ombudsmand. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Dem for denne mulighed for at henvende mig til Parlamentet og forelægge årsberetningen for 2005, et år, hvor Den Europæiske Ombudsmandsinstitution passerede en vigtig milepæl: 10-året for dens oprettelse. Årsberetningen beskriver, hvilke fremskridt vi har gjort med hensyn til håndtering af klager, til at fremme god administration og til at få Ombudsmandens arbejde gjort bedre kendt for borgerne. I alt blev der modtaget klager, en stigning på 5 % i forhold til forrige år. Jeg noterer mig, at væksten i antallet af klager ikke nødvendigvis skyldes en dårligere administrativ adfærd ved Den Europæiske Unions institutioner. Snarere kan det også skyldes borgernes forøgede generelle opmærksomhed på europæiske anliggender og voksende viden om deres rettigheder og om, hvordan de skal udøve disse rettigheder. Den almindelige opmærksomhed blev også iagttaget i 2005 i borgernes deltagelse i debatten om fremtiden for EU og forfatningen. For at bidrage til at fremme denne generelle opmærksomhed gjorde jeg mig store anstrengelser for at oplyse borgerne om deres rettigheder og sprede budskabet om de positive resultater, der var blevet nået i forsvaret af disse rettigheder. Alt i alt holdt jeg og mit personale over 170 offentlige foredrag, fremlæggelser og presseinterviews, ud over at mødes med ombudsmænd, embedsmænd og andre samtalepartnere i medlemsstaterne. Et særligt træk ved disse kommunikationsaktiviteter i 2005 var en række begivenheder for at markere 10-årsdagen for Ombudsmanden, rettet mod særlige målgrupper, nemlig det civile samfund, den akademiske verden, pressen og institutionerne selv, herunder en reception til ære for Europa-Parlamentet den 27. september, hvor Parlamentets formand, hr. Borrell Fontelles, selv talte. I løbet af 2005 kunne jeg hjælpe over 75 % af dem, der klagede til mig. Denne bistand havde form af at indlede en undersøgelse, overføre sagen til et kompetent organ eller give råd om, hvor man kunne gå hen for at få en hurtig og effektiv løsning på problemet. Jeg lukkede 312 forespørgsler i årets løb. I 36 % af tilfældene viste undersøgelserne ikke nogen fejladministration. Et sådant resultat er ikke altid negativt for klageren, som i det mindste har fordelen ved at få en fuld forklaring fra den involverede institution. Desuden kan jeg, selv om der ikke er foregået nogen fejladministration, pege på en mulighed for, at institutionen kan forbedre kvaliteten af sin administration i fremtiden. Hvis det er tilfældet, gør jeg en ekstra bemærkning ved afslutningen af min afgørelse. Når som helst jeg finder fejladministration, prøver jeg om muligt at få et positivt resultat, der tilfredsstiller både klageren og institutionen. I 30 % af tilfældene har mine undersøgelser enten ført til, at den pågældende institution har afgjort sagen til klagerens tilfredshed eller til en venskabelig løsning. Når det ikke er muligt at få en venskabelig løsning, lukker jeg sagen med en kritisk bemærkning eller et forslag til en henstilling. Et af de forslag til henstillinger, der blev vedtaget i 2005, var et tilfælde, hvor Kommissionen gav kompensation pr. kulance til en klager, hvis projekt den havde skrottet med yderst kort varsel. Kommissionen gik ind på at betale euro, den største kompensation, som Ombudsmanden nogensinde har sikret. Hvis et fællesskabsorgan ikke reagerer tilfredsstillende på et forslag til en henstilling, er Ombudsmandens endelige våben en særlig beretning til Parlamentet. Der blev udarbejdet tre særlige beretninger i 2005: om Rådets fortsatte praksis med at lovgive for lukkede døre, om Kommissionens ansvar for børn af dens ansatte, som

2 havde særlige uddannelsesmæssige behov, og om arten af de oplysninger, som OLAF havde givet til Ombudsmanden under en tidligere undersøgelse. Jeg er Parlamentet taknemmelig for dets støtte som udtrykt i dets beslutninger af 4. og 6. april 2006, baseret på Hammerstein Mintz- og De Rossa-betænkningerne og som beskæftiger sig med de første to af disse særlige beretninger. Jeg vil nu gerne sige et par ord om mine prioriteter for fremtiden. Som angivet ovenfor er det, jeg prioriterer højest, at fremme en tilgang fra EU's institutioner og organer under alle deres aktiviteter, der sætter borgeren i centrum. Med dette for øje benytter jeg enhver mulighed for at nå ud til EU's institutioner, for at fremme bedste praksis og fredelige løsninger. Det aktive samarbejde fra institutionerne og organerne er afgørende for, at Ombudsmandens arbejde for borgerne kan få succes. Årsberetningen indeholder mange eksempler på, at institutionerne hurtigt har gjort noget for at løse de problemer, som deres opmærksomhed er blevet henledt på, og at de har reageret positivt på mine forslag og anbefalinger. Under besøg hos institutionerne og organerne har jeg understreget værdien af at reagere hurtigt og konstruktivt på klager. Det endelige mål for os alle må være at sikre den bedst mulige service for borgerne. Kommissionen har allerede taget konstruktive skridt til at forbedre sin service over for borgerne ved at revidere sit system til håndtering af ombudsmandsundersøgelser som følge af klager. I sin meddelelse af november 2005 skitserede Kommissionen den nye procedure, der skulle anvendes fra da af. Fru Wallströms idé med at udarbejde den nye procedure var at give de enkelte kommissærer større ansvar for sager, samtidig med at hun fuldt ud opretholdt Generalsekretariatets værdifulde rolle. Jeg er særlig taknemmelig for hendes værdifulde bestræbelser på at få gennemført denne idé og for hendes fortsatte engagement i en god gennemførelse af den. Den nye procedure gør det muligt for individuelle kommissærer at involvere sig i sagerne på et tidligt stadium, hvor der stadig er valgmuligheder. Hastigheden i den nye procedure har allerede båret frugt i et tilfælde, hvor jeg fandt, at Kommissionens reaktion på en borgers klage over overtrædelser havde været utilstrækkelig. Jeg holdt et møde med hr. McCreevy og hørte af ham, at Kommissionen har taget initiativ til at ordne denne sag. Jeg mener, at den succesrige løsning på problemerne i denne sag viser værdien både af Ombudsmandens rolle for at fremme god administration under overtrædelsesproceduren og af større ansvar for sagerne til de enkelte kommissærer. Jeg ønsker at takke Kommissionen herfor, mens næstformanden, fru Wallström, er til stede. Jeg har også igen set på spørgsmålet om Ombudsmandens statut ved i juli at forelægge begrundede forslag fra hr. Borrell Fontelles om revision som reaktion på Parlamentets tidligere beslutninger om Ombudsmandens årsberetning. Alt i alt udgør statutten stadig en god ramme for Ombudsmandens undersøgelser og for et effektivt samarbejde med institutionerne om at fremme god administration og bekæmpe fejladministration. De ændringer, jeg foreslår, er derfor begrænsede både i antal og omfang. Mit primære mål er at sikre, at borgerne kan have fuld tillid til Ombudsmandens magt til at finde frem til sandheden, når han afhører vidner og undersøger dokumenter. Jeg vil også gerne samarbejde med Parlamentet om at sikre, at borgenes klager over overtrædelse af de grundlæggende rettigheder, som er nævnt i chartret, kan indbringes for Domstolen, hvis en vigtig principsag ikke kan løses på anden måde. Parlamentet som institution har allerede fulde rettigheder til at indlede sager ved Domstolen. I denne forbindelse ville det være nyttigt, hvis Ombudsmanden havde beføjelser til at gribe ind i den slags tilfælde, en beføjelse, som allerede er blevet givet til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, som jeg har udviklet et tæt samarbejde med. Jeg ser frem til at arbejde sammen med hr. Guardans Cambó og fru Matsouka, når de går i gang med at udarbejde en betænkning og udtalelse om den foreslåede vision i henholdsvis Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Udvalget for Andragender. Den tredje ting, jeg prioriterer, er at uddybe mit tætte samarbejde med ombudsmændene i medlemsstaterne gennem det europæiske netværk af ombudsmænd. Målet er at fremme god administration i hele Unionen, for at borgerne kan sikres de rettigheder, de har i henhold til europæisk lovgivning. Det glæder mig meget, at Udvalget for Andragender deltager i netværket som fuldt medlem og var repræsenteret ved mødet af nationale ombudsmænd, der fandt sted i Haag i september I næste uge skal der i London holdes et lignende møde for regionale ombudsmænd i EU, som jeg har lovet at møde hvert andet år. Jeg vil gerne takke medlemmerne af Udvalget for Andragender, og i særdeleshed dette års ordfører, hr. Schwab, for deres støtte og konstruktive forslag som formuleret i Parlamentets betænkning. Jeg har allerede i dag nævnt mange af de sager, som betænkningen indeholder gode råd om til Ombudsmanden. Jeg er engageret i at forbedre de oplysninger, som Parlamentet og borgerne får om de tjenester, som jeg og det europæiske netværk af ombudsmænd giver. Jeg har allerede bedt om at få foretræde for Udvalget for Andragender, hver gang jeg forelægger en særlig beretning for Parlamentet. Næste år agter jeg at lægge en interaktiv guide på vores hjemmeside for at hjælpe klagende med at finde den rette ombudsmand at henvende sig til, hvad enten det drejer sig om europæisk, nationalt eller regionalt niveau. Jeg mener, at det kan være til stor gavn for borgerne og

3 bidrage til at afhjælpe de bekymringer, som med rette kommer til udtryk i hr. Schwabs betænkning om den store andel af ubeføjede klager. Sidste år konsoliderede vi med held Den Europæiske Ombudsmands embede og gik med faste skridt i retning af at forøge institutionens evne til effektivt at håndtere klager og forespørgsler fra borgerne i den udvidede Europæiske Union. Med dette for øje kunne vi altid regne med støtte fra to af Parlamentets højeste embedsmænd, der snart skal gå af eller allerede er gået af - hr. Priestley og hr. Garzón Clariana. Deres vise råd og assistance til Ombudsmanden har været uvurderlige og vil længe blive husket. Jeg tror, at det forhold, at god vilje, tillid og forståelse, som er blevet opbygget i løbet af de sidste 10 år mellem Den Europæiske Ombudsmand og EU's institutioner, udgør en kostbar ressource til forbedring af kvaliteten af den offentlige administration i Europa til gavn for borgerne. Det er særdeles beroligende for mig, både personligt og som institution at vide, at Parlamentet og dets Udvalg for Andragender i denne forbindelse er afgørende partnere for Den Europæiske Ombudsmand. Jeg agter at få mest muligt ud af dette partnerskab ved at forsøge at bidrage til forbedringen af servicekulturen til gavn for EU's borgere. Tak for Deres opmærksomhed. (Bifald) Andreas Schwab (PPE-DE), ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. Diamandouros, fru kommissær Wallström, mine damer og herrer! Det glæder mig, at De alle er stået så tidligt op for at være til stede under debatten om betænkningen om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning Jeg vil gerne starte med at takke Dem, hr. Diamandouros, for det konstruktive bidrag, De har ydet i form af årsberetningen, som jeg har haft æren af at udarbejde Parlamentets betænkning om på vegne af Udvalget for Andragender, og jeg vil også gerne takke alle de parlamentsmedlemmer, som med deres ændringsforslag og personlige kommentarer har medvirket konstruktivt til betænkningens tilblivelse, særligt vores koordinator hr. Atkins og min forgænger fra i fjor, hr. Mavrommatis. Det glæder mig, at De startede med at understrege behovet for at præcisere Ombudsmandens status mere klart på baggrund af den stigende arbejdsbyrde, som borgerne pålægger Dem, og jeg er Dem meget taknemmelig for at have præciseret det igen i dag. Vi bør forsøge at afgrænse de forskellige europæiske institutioners opgaver så skarpt og så klart som muligt. For så vidt kan drøftelserne af Deres brev til Parlamentets formand, hr. Borrell, føre til et tilfredsstillede resultat. Den Europæiske Ombudsmand er en vigtig europæisk institution, idet den er særlig vigtig for den europæiske udvikling og for de europæiske borgere i særdeleshed. Ombudsmanden er til for at bringe EU tættere på borgerne og gøre den gennemskuelig. EU's borgere kan henvende sig til Ombudsmanden for at klage, når institutionerne ikke gør deres arbejde ordentligt. Det giver Ombudsmanden et meget personligt forhold til Europa, som ikke er muligt overalt, og derfor har Ombudsmanden en særlig position. Vi bør i højere grad tage disse tanker - nemlig at orientere europæisk politik mere efter praksis og efter borgernes interesser - til os i fremtiden. Vi må i højere grad fokusere vores politik på borgerne og dermed vise dem, at de og deres anliggender - det være sig store som små, vigtige som uvigtige - bliver taget alvorligt, og det vil vi opnå ved for det første at være bedre til at formidle, hvad europæisk politik handler om, og for det andet gennem større gennemskuelighed, hvormed jeg har nævnt to vigtige punkter om Deres årsberetning. Udvalget for Andragender har fået forelagt Den Europæiske Ombudsmands årsberetning, som informerer om Ombudsmandens virksomhed i det forløbne år. I den forbindelse vil jeg gerne takke Dem for at udføre et glimrende arbejde. De har haft hvervet siden den 1. april 2003, og Deres arbejde er kronet med succes. Jeg synes, at den betænkning, som Parlamentet har udarbejdet, er meget afbalanceret, og jeg har bestræbt mig på at gennemgå de ændringsforslag, der er stillet, og indarbejde dem i det omfang, det efter min mening var muligt. Jeg synes, at betænkningen er forståelig for borgerne, og det er det vigtigste, men efter afstemningen i udvalget gik jeg ud fra, at ikke alle ændringsforslag ville blive stillet igen, og derfor vil jeg anbefale min gruppe at forkaste dem. Det beder jeg Dem have forståelse for. Vi har brugt lang tid på at finde kompromiser i dette spørgsmål. De har allerede selv præsenteret de vigtigste punkter i beretningen. I 2005 blev der indsendt en lang række klager til Ombudsmanden - det største antal nogensinde - og det viser først og fremmest, at stadig flere borgere interesserer sig aktivt for EU og dens måde at arbejde på. Chokerende - det nævnte De også - er det fortsat store antal klager på ca. 70 %, der ligger uden for Deres kompetenceområde. Det skyldes meget ofte, at borgerne ikke ved præcist, hvem de skal henvende sig til. Derfor hilser jeg Deres udmelding om at ville oprette en onlineformular på Deres hjemmeside som vejviser til den rette institution meget velkommen, hvilket i hvert fald vil være til gavn for alle dem, som ønsker at henvende sig til Dem online. Institutionernes kompetence- og ansvarsområde skal altså afgrænses endnu klarere, så borgerne forstår, hvem der tager sig af hvad i EU. De kan bidrage til at skabe større gennemskuelighed, hvad institutionerne og kompetenceområderne angår, hvilket i første omgang naturligvis er en opgave for Parlamentet og for parlamentsmedlemmerne i valgkredsene i de forskellige regioner, men De kan også yde Deres bidrag.

4 Vi hilser også udtrykkeligt det europæiske netværk af ombudsmænd og lignende instanser velkommen, som er struktureret fuldkommen forskelligt i de enkelte medlemsstater. Vi har derfor særligt fremhævet deres informationsarrangementer. Det mest gennemgående klagepunkt i de forskellige klager var manglende åbenhed. Og da beretningen gentager Ombudsmandens krav - der blev fremsat i den særlige beretning om emnet - hvorefter der skal være offentlig adgang til alle Rådets møder, såfremt det optræder som lovgivende myndighed, har De gjort demokratiet og gennemskueligheden i Europa en god tjeneste. Der er også behov for større gennemskuelighed for at sikre, at demokratiet fungerer i EU. Derfor kræver vi i vores betænkning - og det er måske snarere møntet på Dem, fru Wallström - at internetportalen bliver udformet anderledes, end det er tilfældet i dag, og giver adgang til alle institutioner med en klar vejviser til EU's forskellige institutioner på hjemmesiden - frem for et katalog over alle EU's arbejdsområder. Afslutningsvis vil jeg gerne lufte endnu en tanke. De fremlagde Deres årsberetning for det forløbne år i januar. Men det er først nu - i november året efter - vi debatterer den. I Udvalget for Andragender bør vi tilstræbe at diskutere disse beretninger så hurtigt som muligt efter at de er offentliggjort Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne komplimentere ordføreren, hr. Schwab, for hans arbejde med Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for Det er en vigtig betænkning fra Parlamentet om de generelle principper, den aktuelle situation og fremtidige udvikling i samarbejdet mellem Ombudsmanden og andre EU-institutioner. Jeg vil også gerne komplimentere ombudsmanden, hr. Diamandouros, for hans årsberetning. Jeg er som altid glad for at høre hr. Diamandouros bekræfte sit engagement i at sikre de højeste standarder for administration i de europæiske institutioner, og det er et engagement, som Kommissionen deler. Jeg støtter helt hr. Schwab i hans godkendelse af Ombudsmandens rolle som en ekstern overvågningsmekanisme for god administration. Gennem sit arbejde bidrager Ombudsmanden til at fremme god administration. Jeg er overbevist om, at EU's institutioner gennem deres samarbejde med Ombudsmanden bliver hjulpet til at fremme en borgerorienteret tilgang i deres daglige arbejde. Det betyder at sikre større gennemskuelighed i EU's beslutningsproces og at arbejde på at udvikle bedste praksis for at imødekomme borgernes forventninger og sikre deres rettigheder. Det drejer sig om at slå bro over kløften mellem institutionerne og EU's borgere. Jeg vil gerne kommentere tre punkter i betænkningen. For det første mener jeg, at samarbejdet mellem Ombudsmanden og Kommissionen har udviklet sig godt i de seneste år. Som det påpeges i betænkningen bruger Kommissionen en ny intern procedure, der sætter hver enkelt kommissær i stand til at vedtage og videresende meddelelser til Ombudsmanden. Jeg er glad for, at både Ombudsmanden og hr. Schwab hilser denne fornyelse velkommen i deres rapport henholdsvis betænkning. I tilgift hertil har Kommissionen vedtaget sine interne regler for at fremskynde håndteringen af dens svar til Ombudsmanden. Kommissionen vil fortsætte med at udvikle sit samarbejde med Ombudsmanden. Ordføreren foreslår, at der skal indføres en lignende bemyndigelsesprocedure for håndtering af andragender. Kommissionen vil fortsat arbejde tæt sammen med Udvalget for Andragender, men dette er ikke en mulighed, som Kommissionen forestiller sig. Udvalget for Andragender og Den Europæiske Ombudsmand har hver deres rolle, hver med sin egen værdi for borgerne. For det andet nævner betænkningen EU's hjemmeside. Det er en af de hyppigst besøgte hjemmesider i verden, og den er blevet helt kompliceret at navigere på. Det er i lyset heraf, at Kommissionen er godt på vej til at revidere sin egen del af EU-portalen. Det endelige mål er at forvandle EU-hjemmesiden til en mere brugervenlig, velstruktureret og sammenhængende webportal. Den vil være flersproget, hvor det er nødvendigt, og præsentationen vil blive orienteret mere mod borgerne og kommunikation. For det tredje og sidste er det Parlamentet, der med Rådets godkendelse kan træffe beslutning om at revidere Ombudsmandens statut. Men Kommissionen bliver rådspurgt og følger nøje udviklingen med hensyn til dette forslag, herunder de berørte udvalg. Kommissionen ser i øjeblikket på detaljerne i forslaget og har været i kontakt med Ombudsmandens kontor for at søge at få opklaret visse aspekter af forslaget. Afslutningsvis forstår jeg, at Ombudsmanden det næste år agter at medtage et par særlig betydningsfulde sager i årsberetningen. Det er, som jeg forstår det, tilfælde, hvor håndteringen af klager fra EU's institutioner har været forbilledlig, uanset om der forekom fejladministration. Jeg synes, det er et glimrende initiativ, og jeg ser også frem til at se beretningen næste år Manolis Mavrommatis, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, fru Wallström, hr. Diamandouros, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne komplimentere ordføreren, mine gode ven og kollega Andreas Schwab, for den fremragende indsats, han har gjort med sin betænkning, der illustrerer, hvordan Den Europæiske Ombudsmand gennem årene er blevet en meget vigtig institution for de europæiske borgere. Dette skyldes naturligvis det arbejde, som Den Europæiske Ombudsmand udfører.

5 Jeg vil også gerne takke hr. Diamandouros, fordi de nye kendsgerninger, han bringer frem i lyset i den position, han indtager, er referencepunkter for den tillid, som borgerne viser institutionerne. Jeg var ordfører i forbindelse med årsberetningen om Den Europæiske Ombudsmands virksomhed i 2004, og jeg vil gerne påpege, at, hvis man sammenligner med det år, hvor antallet af klager var steget med 53 % i forhold til det foregående år, modtog Ombudsmanden i 2005 i alt klager, hvilket var en stigning på 5 %. Det betyder ikke, at der er flere tilfælde af fejl og forsømmelser fra EU-organernes side, men at borgerne er bedre informerede om deres rettigheder. En vigtig faktor for ombudsmandsinstitutionens effektivitet er samarbejdet med EU's institutioner. Jeg kan som eksempel nævne den regelmæssige orientering og de regelmæssige møder mellem hr. Diamandouros og Udvalget for Andragender og dettes sekretariat. Årsberetningen fra Ombudsmanden giver bl.a. et billede af det arbejde, som Ombudsmanden og naturligvis Kommissionen har gjort for at udvide og yderligere forstærke netværket af nationale og regionale ombudsmænd ved at udvikle udvekslingen af informationer og bedste praksis. At Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender deltager i dette netværk, er vigtigt, og det vil gøre det praktiske samarbejde mellem de europæiske institutioner og de nationale og regionale ombudsmænd lettere og gøre det muligt at udvide den regelmæssige kontakt med de nationale parlamenters udvalg for andragender og med medlemstaternes ombudsmænd. Hvis vi sammenligner Ombudsmandens årsberetninger fra 2004 og 2005, ser vi et positivt resultat, således at vi kan fokusere på de punkter, hvor Udvalget for Andragender udviser en særlig interesse. Endvidere kan vi på denne måde se, hvilken vigtig rolle institutionen har, og hvilken fremgang der er sket på et år Proinsias De Rossa, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Schwab og mine kolleger i de andre politiske grupper for det store arbejde, de har lagt i denne betænkning. Ombudsmandens årsberetning, særlig sammenfatningen, er, mener jeg, et udmærket eksempel på, hvordan man skal præsentere vores arbejde for borgerne. Den er klar, præcis og direkte. Gennemskuelighed er efter min opfattelse nøglen til europæisk demokrati og dets vigtigste byggesten. Jeg glæder mig over den forøgede opmærksomhed på Den Europæiske Ombudsmands rolle, der afspejles i det forøgede antal mennesker, der forelægger ham deres klager. Jeg er slet ikke bekymret over, at mange af disse ikke direkte er hans ansvar. Det er et udtryk for det held, han har haft med at gøre offentligheden opmærksom på institutionen, og er måske også et udtryk for utilstrækkelighed i andre institutioner med hensyn til at gøre det klart, hvem de er, og hvordan man skal få adgang til dem. Jeg mener, at vi ikke bør forvente, at borgerne selv finder vej gennem labyrinten af EU-institutioner. De har vigtigere ting at gøre i livet. Når de har en klage at forelægge, vil de søge den nærmeste kanal, de kender. Jeg mener, at borgeres ret til at klage er en god ting. Det, Ombudsmanden gør ved at henvise de sager, han ikke har direkte ansvar for, til den rette institution, er en udmærket måde at håndtere sådanne klager på. Jeg mener, den bør efterlignes af andre institutioner. En sidste ting. 10 år efter indførelsen af Ombudsmandens statut er der et klart behov for en revision. Jeg glæder mig over Ombudsmandens initiativ i denne forbindelse, og jeg ser frem til at drøfte det i Parlamentet i nær fremtid. (Bifald) Diana Wallis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Også jeg vil gerne takke Ombudsmanden både for hans årsberetning og for hans interessante forelæggelse i dag. Jeg vil også gerne takke hr. Schwab for hans meget kompetente betænkning og analyse af Ombudsmandens årsberetning. Der er ikke meget at sige bortset fra, at alt synes at gå godt i den forstand, at vores borgere er mere opmærksomme på Ombudsmandens aktiviteter. Hvis antallet af klager stiger på grund af en øget opmærksomhed på, hvad der er muligt, og en opmærksomhed på Europa, så hjælper det med til at bringe borgerne nærmere til os. Det er det, vi bør beskæftige os med. Beretninger af denne type hjælper os til at få et øjebliksbillede af, hvad der foregår, og hvordan vi kan gøre tingene bedre i fremtiden, og i denne betænkning er mange af disse ting formuleret. Jeg vil gerne koncentrere mine bemærkninger om et spørgsmål, der allerede er blevet nævnt af andre talere, nemlig at hvis vi ønsker at orientere os mod borgerne, må vi sikre, at vores borgere let kan klage, måske ved at henvende sig ét sted. Bare at have en god hjemmeside er muligvis ikke nok. I øjeblikket er der masser af mennesker, der tager sig af klager, problemer og spørgsmål. Vi har Ombudsmandens udmærkede tjeneste, Parlamentets Udvalg for Andragender, Kommissionen selv, der tager imod klager, og os selv som medlemmer af Parlamentet, der modtager henvendelser om enkeltsager fra vælgere, såvel som SOLVIT og Eurojust. Jeg frygter, at nogle EU-borgere, der henvender sig til et af disse organer, kun for at blive sendt videre til et andet, vil falde af i svinget og give op. Vi må tænke på måder, hvorpå vi kan bringe disse forskellige ting sammen, så vores borgere føler, at deres problemer bliver behandlet hurtigt, og at de bliver henvist til den rette modtager. Det er noget, vi bør tænke på i fremtiden. Endnu en gang tak for Deres betænkning.

6 David Hammerstein Mintz (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand! Jeg takker ombudsmanden, og jeg takker hr. Schwab for den gennemarbejdede, fuldstændige og positive betænkning. Jeg vil indlede med at sige, at jeg går ind for fru Wallis' forslag og forslaget om en europæisk one-stop-shop for borgernes klager. Denne one-stop-shop kunne omfatte SOLVIT, Den Europæiske Ombudsmand og Udvalget for Andragender og være ansvarlig for at viderebringe borgernes klager til de rigtige institutioner. Vi kan ikke forvente, at manden på gaden ved, hvordan han skal finde rundt i den komplicerede labyrint, som EU er. Det eneste, jeg beklager i den ellers meget positive betænkning, er bemærkningerne om den tredje særlige beretning fra Den Europæiske Ombudsmand, som skulle være en beretning om OLAF, og som Formandskonferencen har blokeret. I visse sætninger i Schwab-betænkningen legitimeres Formandskonferencens forsøg på at lægge hindringer i vejen for Den Europæiske Ombudsmands arbejde med at føre tilsyn med de europæiske institutioner, herunder OLAF. Vi må især takke Den Europæiske Ombudsmand for de tiltag, der vedrører miljøet, for borgerne nærer store bekymringer over miljøet. Jeg vil især fremhæve industrihavnen i Granadilla på De Kanariske Øer, hvor Den Europæiske Ombudsmand med et vist held har forsøgt at sikre en strammere overholdelse af habitatdirektivet. Det er også vigtigt at fremhæve den særlige beretning om Rådets gennemsigtighed, når det optræder som lovgivende myndighed, som jeg selv har bidraget til. Vi kan konstatere, at der sker langsomme og gradvise, men sikre fremskridt på dette område. Til sidst vil jeg understrege, at Udvalget for Andragenders rolle på ingen måde er i strid med Den Europæiske Ombudsmands rolle, tværtimod supplerer de hinanden. Den Europæiske Ombudsmand fører tilsyn med de europæiske institutioner i deres daglige arbejde, mens Udvalget for Andragender spiller rollen som direkte bindeled mellem borgerne og fællesskabsretten. Dette samarbejde burde fungere bedre og bedre for hver dag, der går, med flere oplysninger og mere kontakt. Jeg takker hr. Schwab for betænkningen og ombudsmanden for hans arbejde, der er krævende, vidtrækkende og vigtigt Willy Meyer Pleite (GUE/NGL). - (ES) Hr. formand! Jeg takker også ombudsmanden, hr. Diamandouros, og vores ordfører, hr. Schwab, for de forsøger begge to at forbedre opfølgningen på de klager af administrativ eller anden art, som de europæiske borgere indgiver. Faktisk mener jeg, at det er på tide at tage konkrete initiativer til disse forbedringer. Der er allerede nævnt nogle vigtige, f.eks. onlineformularen og den bedre afgrænsning af organernes beføjelser, men jeg mener, at vi bør være lidt mere ambitiøse. Vi bør arbejde os hen imod en kodeks for god forvaltningsskik for alle de europæiske institutioner, og den one-stop-shop, som hr. Hammerstein talte om, kan også være vigtig. I både betænkningen og beretningen konstateres det, at 24 % af klagerne omhandler manglende åbenhed. Jeg mener, at vi på dette punkt må gøre en indsats for at fremme en offentlig debat i Europa om borgernes nærhed til institutionerne og for, at institutionerne optræder helt gennemsigtigt. I denne forbindelse vil jeg påpege et andet problem, som medlemmerne af Udvalget for Andragender må løse. Vi modtager mange klager fra borgere forbundet med store arbejder, store infrastrukturer, der gennemføres i EU uden den foreskrevne undersøgelse af indvirkningen på miljøet. Nogle gange udsteder Kommissionen en rapport for sent, eftersom de skader, som visse kæmpemæssige og omfattende arbejder har forvoldt, allerede er uoprettelige. Jeg mener, at Kommissionen bør handle langt hurtigere for at forhindre, at disse skader får forfærdelige miljøvirkninger. I den forbindelse mener jeg, at vi alle sammen må gøre vores til at opnå hurtige evalueringsmekanismer for denne type arbejder for at forhindre, at disse skader opstår. Jeg synes, at det europæiske netværk af ombudsmænd er vigtigt, for det kan være nøglen til mange løsninger, som kan afværge klager fra Europas borgere og evt. give os mulighed for at følge bedre op på dem Marcin Libicki, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg bærer på sin vis to kasketter i dag. Som De påpegede, taler jeg på vegne af Gruppen Union for Nationernes Europa såvel som i min egenskab af formand for Udvalget for Andragender, hvilket gør mig særlig kvalificeret til at tale om dette spørgsmål. Jeg vil naturligvis gerne takke hr. Schwab for hans meget grundigt udarbejdede betænkning, der efterfølgende blev vedtaget i vores udvalg, og jeg er således fuldstændig enig med hr. Schwab i alt, hvad han har sagt. Jeg ønsker navnlig at takke hr. Diamandouros. Han er ekstremt dygtig til sit arbejde, og dette værdsættes fuldt ud, i og med at han som bekendt blev genvalgt med et flertal på over 90 % af de afgivne stemmer. Jeg glæder mig meget over, at hr. Diamandouros' kontakt til de europæiske borgere rækker ud over hans primære funktion som ombudsmand. Han har deltaget i 170 møder. Jeg deltog selv i et af disse møder i Polen, hvor 150 personer var mødt frem for at møde ham og høre, hvad han havde at sige, og hvilket budskab den europæiske ombudsmand havde til dem. Det er et af resultaterne af hr. Diamandouros' direkte engagement. Som det allerede er blevet nævnt fra alle sider, vil jeg gerne påpege, at den europæiske ombudsmands aktive engagement er tæt forbundet med, former og afspejler en

7 øget bevidsthed hos EU-borgerne om deres rettigheder, og at de er mere bevidst om disse rettigheder netop på grund af den europæiske ombudsmands aktiviteter. Udvalget for Andragender, som jeg er formand for, arbejder tæt sammen med den europæiske ombudsmand. Vi har lignende kompetencer, men de er ikke identiske. Det er derfor vigtigt at være klar over forskellene mellem ombudsmandens og Udvalget for Andragenders kompetencer. Hvis formanden tillader det, vil jeg fortsætte lidt og henlede opmærksomheden på et andet spørgsmål. Udvalget for Andragender er et af Europa-Parlamentets organer. Det er derfor meget beklageligt, at Parlamentet og dets organer til tider indgår aftaler direkte med ombudsmanden uden om vores udvalg. Dette var tilfældet den 15. marts 2006, hvor Parlamentet underskrev en ny aftale med ombudsmanden hen over hovedet på det udvalg, som jeg er formand for, der ikke blev inddraget i denne proces Witold Tomczak, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det fremgår af Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2005, at et stigende antal borgere er utilfredse med EU's organer. Der er en påfaldende mangel på gennemsigtighed med hensyn til vores aktiviteter, og kontrollen af, hvordan vi bruger vores penge, er ikke effektiv. Krænkelsen af borgernes ret til information er særlig skadelig. Kampagnen til fordel for den såkaldte forfatning for Europa er et slående eksempel herpå. Jeg indgav en klage til den europæiske ombudsmand i marts sidste år vedrørende anvendelse af 8 millioner euro til markedsføring af den europæiske forfatning. Denne finansiering var kun tilgængelig for forfatningstilhængere. Dette blev bekræftet af en talsmand fra Kommissionen den 16. februar Som svar på spørgsmål fra medierne om, hvorvidt EU-midler kan anvendes til at finansiere en kampagne organiseret af modstandere af forfatningstraktaten, sagde denne talsmand direkte citeret: "Kommissionen behandler forfatningstraktaten som sin baby og lægger vægt på, at den ratificeres" og "Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer agter ikke at trykke en brochure udarbejdet af forfatningsmodstandere". Kommissær Wallströms talsmands ærlige udtalelser viser helt klart, at forfatningsmodstandere ikke havde mulighed for at fremlægge deres synspunkter, hvilket de heller ikke har i dag. Forud for folkeafstemningen i Spanien brugte Kommissionen f.eks. 1 millioner euro på trykning af 5 millioner brochurer og klistermærker til støtte for forfatningen, der blev distribueret på offentlige steder. Man undlod helt bevidst at informere om forfatningstraktatens negative aspekter. Der var således tale om en åbenlys krænkelse af EU-borgernes grundlæggende ret til lige adgang til information. Det tog den europæiske ombudsmand et år at undersøge min klage, hvorefter han besluttede, at Kommissionen ikke krænkede borgernes ret til lige adgang til information. Hvis dette er rigtigt, hvem gjorde det så? Når EU-institutionerne oplever, at de er ved at miste deres troværdighed, benytter de sig stadigt hyppigere af løgnagtig propaganda og finansierer og gennemtvinger én "sand" vision om europæisk enhed. Jeg værdsætter ombudsmandens bestræbelser i kampen for at opnå gennemsigtighed omkring EU-institutionernes arbejde, men der er stadig lang vej igen. Middage med repræsentanter fra de organer, som ombudsmanden undersøger, er ikke tilstrækkeligt til at øge ombudsmandens troværdighed og indflydelse. Ombudsmanden skal være en rigtig ombudsmand, der forsvarer vores rettigheder, en ombudsmand, der går i brechen for sandheden og beskytter borgerne mod EUmaskineriets dårlige sider. Det kræver imidlertid mod og selvstændighed Robert Atkins (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne komplimentere hr. Schwab. Han har udarbejdet en virkelig god betænkning, og jeg glad for at have andel i den. Ombudsmanden har været usædvanlig succesfuld med sine aktiviteter, men det er ironisk, at hans succes har fremkaldt mere interesse. Men det er nu en god nyhed for den opgave, Udvalget for Andragender har, det organ, som Ombudsmanden rapporterer til, og hvis samarbejde med ham er så vigtigt. Jeg er helt enig med Diana Wallis i, at det er afgørende, at EU's borgere bliver gjort mere opmærksomme på mulighederne for at få løst deres problemer, særlig de muligheder, der eksisterer i kraft af Ombudsmanden og Udvalget for Andragender. Jeg vil sammen med alle andre komplimentere hr. Diamandouros for det, han har udrettet, og, hvis jeg må sige det sådan, i særdeleshed for hans beslutsomhed i fortiden, nutiden og fremtiden med hensyn til at forklare de nye medlemsstater, hvad hans beføjelser kan bruges til, og tilskynde dem til at benytte hans tjeneste. Vi har planer om at gøre det samme for Udvalget for Andragender, og jeg må sige, at kombinationen af en kommissær fra Sverige, hvor ombudsmandsinstitutionen opstod, og en ombudsmand fra Grækenland, hvor demokratiet opstod, er en stærk og indflydelsesrig kombination. Jeg er særlig interesseret i Ombudsmandens særlige beretninger. Han vil vide, at jeg er den ordfører, som næsten fik udarbejdet en sådan beretning, i forbindelse med OLAF. Han må vide, og det må hele Parlamentet også, at jeg ikke vil tillade, at dette spørgsmål forsvinder. Gennemskuelighed og åbenhed må være af afgørende betydning, og denne beretning må og vil blive behandlet, når den juridiske proces er afsluttet.

8 Som formanden sagde, er Udvalget for Andragender af voksende betydning og må snart holde op med at være et Askepot-udvalg nederst på listen over det, der har begrænset betydning. De aktiviteter, Ombudsmanden og Udvalget for Andragender har at udføre, er mange og forskelligartede, og de vokser eksponentielt. De må anerkendes af Parlamentet og Formandskonferencen og have den autoritet, de fortjener. (Bifald) Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil allerførst lykønske hr. Diamandouros med hans detaljerede beretning med forslag til, hvordan der kan ske fremskridt og forbedringer i forbindelserne mellem borgerne og den europæiske forvaltning. Jeg lykønsker ligeledes kommissær Wallström og takker hende for hendes utrættelige indsats for at fremme kommunikationen mellem borgerne og de europæiske institutioner og tilskynde til smidige, enklere og interaktive løsninger. Jeg lykønsker naturligvis også Dem, hr. Schwab, og især med, hvor grundigt De har behandlet disse emner, som synes rutinemæssige, men som utvivlsomt er et fremskridt hen imod "mere Europa". Jeg glæder mig især over fremskridtene med mæglingsarbejdet og opfølgningen på borgernes klager, og jeg er specielt tilfreds med og interesseret i de mindelige løsninger, der nævnes. Jeg opfordrer Dem endog til, hr. Diamandouros, at udarbejde en model for mindelig løsning af konflikter, der kan tjene som en særlig europæisk model. Jeg er sikker på, at det demokrati, som både forvaltningen og borgerne nyder godt af, vil blive forbedret gennem bedre og mere gennemsigtig forvaltning. Det specifikke forslag om at tilbyde alle institutionernes internetsider på alle EU's officielle sprog glæder mig også. Jeg deler også hr. Schwabs konstruktive synspunkt om, at det er nødvendigt at forbedre samarbejdet, uden fordomme og misforståelser, mellem Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand, men uden at de overlapper hinanden. Udvalget for Andragender og Den Europæiske Ombudsmand følger stadig deres egen vej, og derfor vil Udvalget for Andragenders deltagelse i det europæiske netværk af ombudsmænd være positiv. Til sidst vil jeg sige, at det bekymrer mig en smule, måske fordi jeg ikke er helt inde i problemstillingen, at Ombudsmandens fremtid tilsyneladende vil ligge i domstolene, og jeg håber ikke, at det betyder, at man på et tidligt tidspunkt går bort fra at forbedre informationen og navnlig bestræbelserne på at tilvejebringe mindelige løsninger på konflikterne. For tidlig henvendelse til domstolene er ikke den bedste mulighed for at forbedre forbindelserne mellem borgerne og den europæiske offentlige forvaltning, og jeg henholder mig til de eksempler, der findes, og som er blevet nævnt. Jeg er overbevist om, at de europæiske borgeres tillid til deres Ombudsmand vil afhænge af en større evne til at løse konflikterne i mindelighed Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Diamandouros for hans årsberetning og hr. Schwab for den betænkning, vi drøfter i dag. Jeg deler hans bekymring for, at det er lidt sent at debattere dette spørgsmål, men jeg formoder, det er bedre sent end aldrig! Ombudsmanden er systemets vagthund. Jeg vil foretrække at tænke på ham som en rottweiler, der er det, vi har brug for, snarere end en tammere race! Mine irske kolleger vil fnise ad beskrivelsen som "rottweiler", for politisk talt har vi sådan en i vores nationale parlament. Ombudsmanden har en vigtig rolle at spille, og jeg deler ikke bekymringen hos dem, der påstår, at 70 % af klagerne falder uden for hans område. Som andre har sagt, afspejler det den kendsgerning, at der er en masse frustration, og at folk har brug for et sted at henvende sig. Det er vigtigt at understrege dette. Det glæder mig, at Ombudsmanden i sin visdom ikke sender dem bort, men faktisk hjælper dem. Det bør han blive ved med. Andre er muligvis ikke enige, men det er en del af jobbet, og vi trænger til denne fleksibilitet. Jeg komplimenterer Ombudsmanden for at søge at skabe interesse for sit arbejde. Der påhviler os alle en byrde her i Parlamentet med at hjælpe ham i denne forbindelse, selv om jeg betragter mit eget kontor - og jeg formoder, at andre kolleger føler det samme - som et sted, hvor man kan få alle former for hjælp. I sidste instans håber jeg, at medlemmerne af Parlamentet er første station for borgere med problemer. Fru Wallis' forslag om at oprette en enkelt indgang er godt, men lad os ikke glemme, at vi som valgte repræsentanter også er her for at få oplysninger frem til borgerne. Ombudsmanden bør tænke på, at vi her i Parlamentet ofte kommer ud for ligeså meget frustration som offentligheden, når det gælder om at skaffe oplysninger fra Kommissionen. Der påhviler administratorerne en pligt til at se sig selv som offentlighedens tjenere og ikke som systemets beskyttere. Om nødvendigt må vi oplære folk og ændre deres kultur. Jeg ville være interesseret i at vide, om Ombudsmanden har set på holdningen hos dem, der er roden til problemerne. Med andre ord, finder man i de klagesager, han har støttet, en dårlig holdning hos administratorerne? Hvis det er tilfældet, så bør vi gøre noget ved det. Jeg vil gerne endnu en gang takke de involverede, og jeg håber, at Ombudsmandens arbejdsbyrde vil vokse eksponentielt, som den bør Thijs Berman (PSE). - (NL) Hr. formand! Den europæiske ombudsmand viser i sin årsberetning, at en fjerdedel af klagerne kommer fra borgere, som oplever

9 manglende gennemsigtighed i de europæiske institutioner. Disse klager er naturligvis ikke altid berettigede, og også det står i den udførlige beretning, men alligevel er dette et forholdsvis stort antal. Der er altså stadig meget, der skal forbedres. Ordføreren gør med rette opmærksom på, at hver europæisk institution ifølge Nice-traktaten skal stræbe efter maksimal åbenhed og tilgængelighed. Klagerne er naturligvis for det meste rettet mod Kommissionen, for den har borgerne mest at gøre med, men egentlig er det især Ministerrådet, som forårsager forsinkelserne. I den gammeldags kultur med paternalistisk magt og topstyring haster det ikke med åbenhed. Ikke desto mindre er tillid en væsentlig forudsætning for en effektiv politik, og verden har brug for et stærkt EU, som har bred tilslutning fra borgerne, for der står mere på spil end blot lidt forvaltning. Kun Europa vil kæmpe for en anden globalisering, en social, en bæredygtig og en retfærdig udvikling. Kun hvis Europa gør en indsats for dette, kan EU virkelig opnå tillid. Men kun et Europa, som samtidig er åbent ved enhver beslutning, nyder også denne tillid. Hvis vi ønsker at øge europæernes tillid til deres eget EU permanent, er åbenhed og tilgængelighed derfor absolut en prioritet. Lad Europa åbne dørene! Andreas Schwab (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Under henvisning til forretningsordenen vil jeg gerne komme med en bemærkning til det, fru McGuinness sagde. Rottweilerne, som hun nævnte, stammer fra den by, jeg er født i. Jeg betragter mig derfor som en rottweiler. Hvis jeg kan være Dem til hjælp i den henseende, hr. Diamandouros, er jeg det meget gerne Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru næstformand i Kommissionen, hr. Diamandouros, hr. Schwab! Jeg vil særligt takke de to sidstnævnte for det glimrende arbejde, der er blevet udført, og jeg håber, at hr. Schwab fortsat vil have så kraftigt et bid - ikke mindst politisk - som den kendte hunderace fra hans hjemby Rottweil. Jeg ønsker ham under alle omstændigheder held og lykke. Også De, hr. Diamandouros, har en vigtig rolle at udfylde, da De efter min mening har en relæfunktion mellem borgerne og de europæiske institutioner. Når borgere har problemer i forhold til de europæiske institutioner, henvender de sig altid til Dem. Deres rolle er så at finde en ordning på klagen, og De forsøger at finde løsninger. Af de klager, der blev indgivet sidste år, var det i mere end 75 % af tilfældene muligt at tilbyde klagerne en løsning ved enten at indlede undersøgelser eller sende klagen videre til de rette instanser. Det er virkelig en meget stor procentdel. Også Kommissionen har en meget vigtig rolle at udfylde i denne sammenhæng. Den forsøger ved hjælp af forskellige initiativer med henblik på at øge gennemsigtigheden at demonstrere, hvor åben den er, og jeg kan kun tilskynde den og Dem, fru næstformand, til at fortsætte denne kurs. Som vi ved har store institutioner - ikke kun Kommissionen, men også i erhvervslivet - en tendens til at blive selvtilstrækkelige og udvikle deres eget liv, som det er vanskeligt at få indblik i for udenforstående. Derfor beder jeg Dem om at fortsætte disse initiativer. Til det polske parlamentsmedlem vil jeg gerne sige, at jeg finder det meget hyklerisk at beskylde Kommissionen for kun at komme med informationer om forfatningstraktaten, som stiller den i et gunstigt lys. De publikationer, jeg har set, var alle relativt objektive og nødvendige for at informere borgerne om, hvad det hele handler om. (Bifald) Det er virkelig hyklerisk på den ene side at kræve flere informationer og på den anden side at bede om at holde nogle af dem tilbage. Derfor må vi fortsætte denne kurs sammen, så vi kan bygge dette fælles Europa. (Bifald) Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE). - (PL) Hr. formand! Vi kan ud fra beretningen for 2005 konkludere, at det er ved at lykkes den europæiske ombudsmand at opfylde målsætningerne om at øge ombudsmandsinstitutionens effektivitet med hensyn til god forvaltningsskik og overholdelse af retsstatsprincippet og menneskerettighederne. Vi vil i denne forbindelse gerne takke professor Diamandouros, der leder denne institution. Det er prisværdigt, at der er åbenhed omkring ombudsmandens aktiviteter. Det er imidlertid bekymrende, at 70 % af alle indgivne klager stadig ligger uden for ombudsmandens kompetenceområde. Dette skyldes næsten altid, at klagerne dybest set ikke vedrører EU's organer og institutioner. Det viser, at kompetencefordelingen mellem institutionerne og beslutningsprocesserne stadig er uklare for mange EU-borgerne. Det er derfor af afgørende betydning at definere og afgrænse ombudsmandens og Europa-Parlamentets Udvalg for Andragenders rolle klart i forhold til borgerne i EU. Sidste år steg antallet af klager med 5 % i forhold til året før. Dette kan skyldes, at ombudsmandens aktiviteter er blevet mere almindeligt anerkendt, eller det kan skyldes, at denne form for institution ikke findes i alle EU-medlemsstaterne, hvilket bevirker, at mange borgere henvender sig til ombudsmanden med problemer, der relaterer sig til nationale, regionale og lokale administrative organer. Ombudsmanden skal øge sine bestræbelser på at give borgerne pålidelige oplysninger. Borgerne skal have let adgang til information på deres eget modersmål. Dette vil give dem mulighed for at føle, at de er fuldgyldige medlemmer af EU, at deres velfærd er vigtig, og at de har indflydelse.

10 Jeg vil afslutningsvis gerne takke ordføreren, hr. Schwab, for en fremragende betænkning. Jeg tror, at han forsat vil være en lovens vagthund, eller endog en rottweiler Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! 11 måneder efter ombudsmandsinstitutionens 10-års jubilæum godkendes beretningen over det 10. år. Jeg vil gerne ønske hr. Diamandouros tillykke med den værdige repræsentation og effektive udførelse af rollen som beskytter af en gennemsigtig og god forvaltningsskik i EU. Næste år skal vi måske behandle Ombudsmandens årsberetning tidligere og hurtigere i Parlamentet, og Udvalget for Andragender vil som det kompetente udvalg være i direkte kontakt med Ombudsmanden og bliver holdt underrettet om proceduren med undertegnelsen af interinstitutionelle aftaler mellem Ombudsmanden og Europa-Parlamentet. I punkt 6 i Schwab-betænkningen udtrykker vi med rette beklagelse over undertegnelsen af en ny aftale med effekt fra 1. april 2006, dvs. før vedtagelsen af årsberetningen for Ombudsmanden stillede endvidere den 11. juli forslag om tilpasning af sin statut, hvilket der udtrykkes tilfredshed med i Schwabbetænkningens punkt 13. Jeg vil dog gerne bemærke, at det er meget følsomme emner, der berøres i betænkningens krav, hvorimod dens argumenter er meget svage. Forbuddet mod at intervenere i uafklarede sager ved domstolene er noget, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved på grundlag af traktaterne. EFfunktionærer er nødt til at være bundet af deres tavshedspligt. Vi har særlige institutioner til at behandle menneskerettighedssager, men som folkevalgte har vi i Parlamentet også kompetence til at undersøge sådanne sager og behandle klager. Der findes en masse udenretslige procedurer. Ombudsmanden har mange pligter, og forhåbentlig kan han med sit personale - som heldigvis hele tiden vokser i antal: fra 38 til 51 og 57 i altid nå at behandle det stigende antal sager. Hvis Ombudsmanden imidlertid klager over manglende gennemsigtighed i Rådets arbejde, opfordrer vi ham i ændringsforslag 1 - som vi vil bede Dem støtte - til at kontrollere gennemsigtigheden i ansættelsesprocedurerne i EPSO og ligeledes den måde, der ansættes personale på i de europæiske institutioner, også i hans egen institution. Kontrollen skal ikke ske på foranledning af konkrete klager fra borgerne, men på hans eget initiativ. Det er et spørgsmål, som især optager de unge europæeres bevidsthed, da mange tusind unge deltager i udvælgelsesprøverne og ansættelsessamtalerne, men ikke har ret til at få at vide, hvorfor de blev forkastet. Tak til kommissæren, fordi hun fremhævede Ombudsmandens ønske om at bruge sin tid på at rose Kommissionen Nikiforos Diamandouros, ombudsmand. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne meget varmt takke alle medlemmerne af Parlamentet for deres opmuntrende ord. Jeg er meget opmuntret af den støtte, jeg nyder fra dette organ, som jeg lægger stor vægt på at kunne samarbejde med. Jeg forpligter også mig og mit personale til at forsøge at gå fremad, at gøre mere og samtidig at gøre mere af det, jeg bliver bedt om at gøre. Det er ikke muligt for mig at dække alle de bemærkninger, der er blevet fremsat, men lad mig tage fat på nogle af spørgsmålene. For det første er jeg meget taknemmelig for den støtte, jeg har fået til statutten. Med tilladelse fra fru Panayotopoulos-Cassiotou, vil jeg gerne opklare to punkter i denne forbindelse, og det vil jeg gøre på græsk, eftersom hun talte græsk Nikiforos Diamandouros, ombudsmand. - (EL) Hr. formand, fru Panayiotopoulos, jeg kan forsikre Dem om, at EU's personaleudvælgelseskontor allerede hører under Den Europæiske Ombudsmands beføjelser, og det er et emne, som vi har beskæftiget os meget med og hele tiden følger på nært hold. Hvad angår min egen vedtægt, kan jeg også forsikre Dem om, at min anmodning... (Formanden afbrød taleren og gjorde denne opmærksom på, at der var problem med tolkningen) (EN) Hr. formand! Jeg undskylder. Jeg var ikke klar over, at der var et problem med tolkningen. Jeg troede, det var et forsøg på at teste min evne til at tale mit modersmål! Med formandens tilladelse vil gerne ganske kort forsikre fru Panayotopoulos-Cassiotou og Parlamentet om, at Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor allerede ligger inden for Ombudsmandens mandat, og at vi bruger meget tid på spørgsmål vedrørende rekruttering. Med hensyn til statutten vil jeg gerne gøre det helt klart, at Ombudsmanden ikke under nogen omstændigheder beder om ret til at bringe sager for Domstolen. Det tilkommer klart nok ikke os. Domstolen og Ombudsmanden er adskilte. Det, vi anmoder om, er retten til at gribe ind før Domstolen, da denne ret er blevet givet til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse i tilfælde, hvor der er sket større krænkelser af grundlæggende rettigheder. Det er en fundamental forskel. Jeg gentager, at vi ikke under nogen omstændigheder søger at få adgang til Domstolen på en måde, som ville gå ud over mit mandat. Jeg påskønner støtten vedrørende fælles kodeks, og jeg arbejder sammen med fru Wallström for at se, om det vil være muligt. Det nævnte hun i sine egne bemærkninger. Jeg vil gerne takke sir Robert Atkins, i særdeleshed for hans faste beslutning på at sørge for, at alle de særlige beretninger, Ombudsmanden forelægger for

11 Parlamentet, med tiden bliver behandlet. Det håber jeg vil ske. Idéen om én indgang er meget vigtig. Jeg vil meget se frem til at arbejde sammen med fru Wallström og med andre institutioner og måske iværksætte en brainstorming og overvejelsesprocedure om denne idé, så vi kan tjene borgerne bedre. Jeg vil gerne understrege, at Den Europæiske Ombudsmand og Udvalget for Andragender er komplementære organisationer. Jeg er udvalget meget taknemmelig, og vi vil hele tiden arbejde sammen med det med henblik på at komme videre. Endelig har jeg et par bemærkninger, jeg gerne vil fremsætte. De ubeføjede klager er faktisk meget vigtige, og vi vil forsøge at reducere dem. Men vi vil fortsætte med at hjælpe alle borgere, der kommer til os af den forkerte grund, ved at benytte netværket af ombudsmænd i EU som en mekanisme til at overføre klager til dem, hvorved vi kan hjælpe disse borgere og på en måde forsøge at anvende subsidiaritet i ikkejuridiske mekanismer. Vi arbejder sammen med vores kolleger på nationalt og regionalt niveau på at betjene borgerne bedre, hvilket indbefatter overførsel af sager, som ikke kan behandles. Jeg takker fru McGuinness meget for hendes meget rosende bemærkninger. Jeg ser mig selv som en ekstern kontrolmekanisme i forhold til administrationen, og derfor, ja, så vil jeg, hvis alt andet slår fejl, også skulle fungere som rottweiler. Hvis vi ser bort fra de irske overtoner heri - jeg vil nødig ind på de teologiske implikationer her, eller teologi - så mener jeg imidlertid, at det er det sidste skridt. Det første, som jeg arbejder tæt sammen med Kommissionen om, samt med generalsekretæren for Kommissionen og med fru Wallström, er at række ud til institutionerne, til Kommissionen, for at hjælpe dem til at forstå, hvad deres forpligtelser er. Det er faktisk for at hjælpe dem til at indse, at en ændring af kulturen er overordentlig vigtig, hvis de europæiske institutioner, herunder Kommissionen, faktisk skal forstå, at institutionerne eksisterer for at betjene borgerne og ikke omvendt. Mange tak, fordi De har givet mig tid til at fremsætte disse opklarende bemærkninger. Endnu en gang vil jeg gerne takke Parlamentet for dets meget opmuntrende og meget varme reaktion på min beretning. (Bifald) Formanden. - Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl Skriftlig erklæring (Artikel 142) András Gyürk (PPE-DE). - (HU) Jeg ønsker at henlede opmærksomheden på et spørgsmål relateret til hr. Diamandouros' beretning om ombudsmandens aktiviteter i 2005, som Parlamentet allerede har vedtaget en beslutning om i år. I 2005 forelagde den europæiske ombudsmand en særberetning for Parlamentet, idet han havde konstateret, at EU-ansatte med børn med særlige pædagogiske behov blev udsat for en uretfærdig forskelsbehandling. I hans forslag til henstilling anmodede han Kommissionen om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forældre til børn med særlige pædagogiske behov, som ikke kan gå på Europaskolerne på grund af graden af deres handicap, ikke behøver at bidrage til omkostningerne ved deres børns undervisning. Parlamentet anmodede i sin beslutning desangående Kommissionen om at respektere princippet om ligebehandling. Der blev imidlertid ikke truffet de nødvendige foranstaltninger, da en elev med særlige pædagogiske behov desværre endnu en gang blev nægtet optagelse i forbindelse med skoleindmeldelsen i efteråret. Denne praksis, der krænker menneskerettighederne, har medført, at flere familier lever adskilt, og at de er blevet tvunget til at forlade Bruxelles og ofte også EUinstitutionerne. Som fastlagt i chartret om grundlæggende rettigheder og i EU-traktaten er retten til uddannelse, ligebehandling og forbud mod alle former for forskelsbehandling grundlæggende fællesskabsretsprincipper. På baggrund af ombudsmandens henstilling og Parlamentets beslutning desangående anmoder jeg derfor Kommissionen om at skabe betingelser for lige uddannelsesmuligheder for børn med særlige pædagogiske behov i overensstemmelse med europæiske principper FORSÆDE: Pierre MOSCOVICI Næstformand Hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik (forhandling) Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Luis Herrero-Tejedor for Kultur- og Uddannelsesudvalget om hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik (2006/2087(INI)) (A6-0365/2006) Luis Herrero-Tejedor (PPE-DE), ordfører. - (ES) Hr. formand! Da fru Wallström fremlagde sin hvidbog om en europæisk kommunikationspolitik for Europa- Parlamentet, og jeg fik at vide, at jeg fik æren af at være ordfører for betænkningen om hvidbogen, sagde en af mine venner, en journalist, som arbejder i Europa- Parlamentet, til mig, at det bedste, jeg kunne gøre, var at udarbejde en kort betænkning, som kun indeholdt et punkt, hvor der stod: "Fru Wallström, det eneste, som denne bog tjener til, er indpakningspapir, for selv om den er et udtryk for god vilje, er den ubrugelig".

12 Jeg sagde til min ven: "Jeg synes, at du er uretfærdig. Jeg mener, at fru Wallström anstrenger sig for at formulere en god informations- og kommunikationspolitik, og desuden, kald mig bare naiv, har jeg ved flere lejligheder konstateret, at det er hendes mål. Sagen er, at der for øjeblikket ikke er de rette betingelser til stede for at formulere en informations- og kommunikationspolitik i EU i dag." Hvorfor er de ikke det? Fordi der ikke findes et retsgrundlag, som giver os mulighed for at formulere denne informations- og kommunikationsstrategi og dermed for at fastsætte nogle tiltag og kontrollere dem behørigt. Lad os derfor tage et skridt til - det er det, jeg satte mig for, da jeg udarbejdede denne betænkning - og lad os forsøge at ændre på tingene, som de er nu, for hver gang vi mødes for at tale om informations- og kommunikationsstrategien, fremsætter vi en række generelle henstillinger, som ikke tjener noget formål. Lad os forsøge at få det, som vi endnu ikke har. Lad os få det retsgrundlag, som giver os mulighed for at handle langt mere effektivt i fremtiden. Da jeg undersøgte sagen, fandt jeg ud af, at der kun var en måde at få et retsgrundlag på, nemlig at tage traktatens artikel 308 i anvendelse. Da jeg fik at vide, under hvilke omstændigheder denne artikel kunne tages i anvendelse, var jeg fristet til at sige: "Det er umuligt, det opnår vi aldrig". Der skal nemlig opfyldes tre betingelser på en gang, og det er ikke let: For det første skal Kommissionen anmode om det, for det andet skal Parlamentet være enigt og for det tredje - som er det vanskeligste - skal Rådet vedtage det enstemmigt. Jeg talte med fru Wallström, og hun sagde til mig, at Kommissionen var enig. Jeg talte med alle skyggeordførerne, og de sagde til mig, at Parlamentet kunne være enigt. I den tværinstitutionelle gruppe fik vi lejlighed til at høre ministerens mening. Hun repræsenterede på det tidspunkt Rådet, og hun sagde til os, at hun mente - hun kunne ikke garantere noget, for det kan hun ikke gøre - men hun mente, at der kunne opnås enstemmighed i Rådet. Derfor er alle betingelserne opfyldt for øjeblikket, men det vil sandsynligvis ikke gentage sig. Og i politik drejer det sig om at udnytte de muligheder, som øjeblikket byder på. Nu har vi en mulighed, som vi sandsynligvis ikke får igen. En glimrende mulighed for at forbedre, for at få et retsgrundlag. Det betyder ikke, at dette er et universalmiddel imod alle vores dårligdomme, men det vil helt klart være et fremskridt, og vi har to muligheder: Enten accepterer vi det, eller også afviser vi det. Jeg foreslår, at vi accepterer det. Fru Prets, Christa, jeg beder dig om at hjælpe mig, for jeg ved ud fra hr. Corbetts indlæg, at dit parti vil stemme imod, at artikel 308 tages i anvendelse. Hr. Corbett mener, at der er en anden måde at opnå et retsgrundlag på. Det er der ikke. Og hvis der er det, så fortæl os hvilken. Lad os forhandle om det. Lad os tale om det. Intet ændringsforslag fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har givet os et alternativ. Gérard Onesta, som er skyggeordfører for denne betænkning, og som jeg takker mange gange for hans samarbejde på vegne af De Grønne, har forstået, at vi har denne mulighed, og er enig i, at vi bør udnytte den. Som du ved, Christa, var der i Kultur- og Uddannelsesudvalget kun en stemme imod denne betænkning, hvor der anmodes om, at artikel 308 tages i anvendelse. Lad os forsøge at udnytte det, for det er ikke noget ideologisk spørgsmål. Jeg har rost fru Wallström, som ikke er fra mit parti, fordi jeg mener, at hun gør det rigtige. Tak, hr. Bono, for De har været skyggeordfører for Den Socialdemokratiske Gruppe i Kultur- og Uddannelsesudvalget, og jeg ved, at De ville give mig en hjælpende hånd, hvis De kunne. Men jeg ved imidlertid også, at gruppedisciplinen sommetider pålægger synspunkter, som ikke er de rigtige. Jeg anmoder Dem indtrængende om at overveje spørgsmålet indtil afstemningen, så vi kan vedtage denne betænkning. Det er ikke et ideologisk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål. Det er en mulighed. Det er enten nu eller aldrig. Dette er den bedste måde at formulere den politik, som vi ønsker, på. Ellers kommer vi til at mødes hvert eneste år og lytte til en række gode hensigter, der koster mange penge, og som vi i sidste øjeblik viderebringer til kommissæren, og vi vil ikke kunne kontrollere noget. Vi vil ikke vide ret meget om, hvad pengene bruges til, eller hvad de tjener til. Vi kommer til at gå i ring. Hør nu her, hr. Bono, fru Prets og fru Badia i Cutchet, som er til stede og er medlemmer af Kultur- og Uddannelsesudvalget: Vi drøftede betænkningen, og vi vedtog den i udvalget med kun en stemme imod, og hr. Corbetts forslag vandt ikke frem i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. De har ikke givet os noget alternativ. Lad os gribe den politiske mulighed, som vi får tilbudt. Det anmoder jeg Dem indtrængende om Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren, hr. Herrero-Tejedor, for hans store arbejde, den positive tone i hans betænkning og den støtte, den giver til Kommissionens idéer. Men jeg må sige, at jeg håber, at hans ven er en bedre journalist, end han er ekspert på EU's institutioner. Da Kommissionen vedtog hvidbogen i februar, sagde vi, at vi agtede at åbne et nyt kapitel med hensyn til kommunikationen mellem EU og borgerne. Som vi

13 udtrykte det, skulle den nye kommunikationspolitik gå fra monolog til dialog. Den skulle give EU ører. Den skulle gå fra en institutionscentreret kommunikation til en borgercentreret tilgang baseret på folks grundlæggende ret til at blive informeret og blive hørt. Den skulle gå fra en Bruxelles-baseret kommunikation til en decentral tilgang og fra et hjælpeværktøj til en virkelig europæisk politik på lige fod med andre EUpolitikker. Med andre ord: Den skulle være en selvstændig politik. Det fører mig direkte til spørgsmålet om retsgrundlaget for kommunikationspolitikken, som jeg er enig i udgør et problem her, og det er et meget vanskeligt og kontroversielt problem. Det er et middel til at give legitimitet til, hvad vi gør, og skabe engagement, og det vil formulere de principper, hvorefter vi arbejder med kommunikation. Kommissionen har foreslået et borgernes charter, eller en adfærdskodeks, som vi har kaldt det, som de institutionelle deltagere, herunder medlemsstaterne, frivilligt skal tilslutte sig. I betænkningen antydes en noget anderledes tilgang, der opfordrer Kommissionen til at arbejde på udkastet til en aftale mellem institutionerne. Den opfordrer også Kommissionen til at undersøge mulighederne for at iværksætte et virkeligt fællesskabsprogram for information og kommunikation om Europa på basis af artikel 308 i EU-traktaten. Kommissionen er, som De har anbefalet, villig til at undersøge alle muligheder for at finde et godt grundlag for fælles aktion, lige fra et borgernes charter til et formelt retsgrundlag. Jeg er mere end tilfreds med at tilslutte mig disse idéer igen for at give legitimitet til det, vi gør. Jeg er glad for at se, at De i Deres betænkning anerkender vigtigheden af borgeruddannelse og borgernes involvering i beslutningsprocessen. Den opfordrer Kommissionen til at sikre konsultationer med offentligheden på et meget tidligt stadium, når en politik skal udformes, og denne opfattelse deles også af et bredt tværsnit af det civile samfund. Vi vil bestemt gøre noget i denne forbindelse. Vi er alle mere end opmærksomme på den afgørende rolle, som medierne - presse, tv, radio og internettet - har i demokratiet i dag. Vi ved alle, at en stor del af kommunikationskløften har at gøre med det forhold, at europæiske anliggender er helt marginale og ofte fejlrepræsenteres i medierne. Jeg vil gerne gøre én ting klar vedrørende denne sag, fordi De har bedt Kommissionen om at definere så præcist som muligt, hvilken rolle den vil anvise medierne. Men problemet kan ikke løses fra den vinkel. Den eneste rolle, medierne kan have, er den, som vores demokratiske tradition har betroet dem, dvs. at informere borgerne på en uafhængig, pluralistisk og kritisk måde om europæiske spørgsmål på samme måde som om indenrigsspørgsmål. Problemet er, hvordan vi skaber betingelserne for, at dette kan ske, og det vil være temaet for den konference af berørte, der finder sted i Helsinki i december som opfølgning på hvidbogen. Et andet centralt tema i hvidbogen er at forstå den offentlige mening. Vores samfund undergår forandringer uden fortilfælde på grund af den højere interne mobilitet, ind- og udvandring og globalisering. Den offentlige mening er blevet mere og mere kompliceret at definere og forstå. De sidste 30 år har Eurobarometer været et meget nyttigt redskab til at måle den offentlige mening og opfattelser og orienteringer. Men vi føler, at der kan gøres meget mere. Jeg bemærker mig Deres tøven med hensyn til vores forslag om et overvågningscenter for den offentlige mening i Europa, men vi kan anlægge en mere pragmatisk holdning eller en skridt for skridttilgang til denne sag. F.eks. har idéen om at nedsætte et netværk af eksperter til at udveksle bedste praksis og udnytte synergieffekter fået betydelig støtte under de offentlige høringer. Jeg vil ikke sige noget om de mange andre spørgsmål, som De med rette behandler i Deres omfattende betænkning, såsom medlemsstaternes rolle, vigtigheden af det regionale og lokale niveau, involveringen af nationale parlamenter eller politiske partiers ansvar, der naturligvis alle er af afgørende betydning. Vi er grundlæggende enige om disse spørgsmål, og jeg er meget glad for, at udstrækningen af mit mandat gør det muligt for mig at udarbejde konkrete forslag til at hjælpe os med at nå disse fælles mål. Deres betænkning er en milepæl i den proces, vi har indledt med hvidbogen. Den indeholder stærk støtte til, at vi går frem på basis af et stadigt tættere samarbejde mellem vores to institutioner. Kommissionen vil udsende sin endelige rapport om hvidbogen til foråret. Denne rapport vil formulere en række konkrete forslag, der skal følges op af færdige handlingsplaner. Vejen frem er stadig lang og langtfra let, men jeg er sikker på, at vi med Deres støtte kan gøre en virkelig forandring med hensyn til den måde, Europa kommunikerer med sine borgere på, ved at give dem reel indflydelse og ved at høre på dem. En kommunikationspolitik for EU kan være et redskab til at styrke demokratiet, og jeg ser frem til debatten herom Michael Cashman (PSE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne komplimentere ordføreren, men i det ene minut, jeg har, vil jeg gerne fokusere direkte på, hvad vi bør gøre. Vi bør se på den måde, hvorpå vi kommunikerer med vores borgere, og det indebærer, at vi skal være helt sikre på, hvilket sprog vi bruger. Det må været tydeligt, enkelt, klart og præcist. Det nytter ikke at tale om redskaber og barometre. Folk lukker af. Vi må have følelserne med i det, vi gør, og den måde, vi gør det på. Dette er velsagtens den mest succesrige europæiske institution, og alligevel bliver vi kritiseret og forsvarer

14 os meget sjældent. Der er 25 medlemsstater med forskellige politiske overbevisninger og kulturer, der arbejder sammen for det fælles bedste for 450 millioner borgere - helt strålende! Men sælger og fremmer vi det, vi gør, på en effektiv måde? Det gør vi ikke. Sikrer vi, at de nationale parlamenter engagerer sig i deres rolle med overvågning? Nej, det gør vi ikke. Vi træder bare til side og tager imod kritikken. Lad mig til sidst hugge fire sekunder. Jeg opfordrer Kommissionen til at gå videre med sit forslag til revision af forordning (EF) nr. 1049/2001. Den står ikke i betænkningen. Den er accepteret i Kommissionens arbejdsprogram. Vi kan kun holdes ansvarlige og være effektive, hvis folk forstår, hvad vi gør for dem Gérard Onesta (Verts/ALE), ordfører for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. - (FR) Hr. formand, Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har klart tilkendegivet sin støtte til en EU-kommunikationspolitik og hilser kommissær Wallströms arbejde velkommen. Det er i øvrigt på høje tid, at vi får en sådan politik at dømme ud fra Eurobarometeret, som viser, at der er en stor kløft mellem vores institutioner og borgernes forventninger. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender glæder sig ligeledes over Kommissionens fokus på tovejskommunikation, som er noget helt nyt og består i, at institutionerne henvender sig til offentligheden, og offentligheden henvender sig til institutionerne. Problemet er, at efter at have proklameret dette fremragende princip i starten af hvidbogen har Kommissionen nærmest desperat forsøgt at finde frem til konkrete måder, hvorpå offentligheden kan give udtryk for sin mening, og dette, fru kommissær, er måske den største mangel ved Deres forslag. De kunne muligvis finde nyttig inspiration i Parlamentets forslag, f.eks. det, der vedrører oprettelsen af et åbent forum for borgerne, en høringsmekaniske som vil blive testet i Vores udvalg er i princippet ikke imod et nyt interinstitutionelt instrument, men det ønsker en grundig undersøgelse af de garantier og forpligtelser, som et sådant instrument medfører. Udvalget fremhæver i øvrigt, at borgernes ret til information allerede er fastsat i charter om grundlæggende rettigheder, og at Parlamentets privilegier under alle omstændigheder skal respekteres, navnlig retten til frit at henvende sig til borgerne. Det er også vigtigt at tage højde for EU-debattens meget specielle gang, som er vidt forskellig fra de nationale dagsordener. I den forbindelse minder vi om vores ønske om en årlig plenardebat om emnet i Parlamentet. Vi er tilhængere af at anvende ny teknologi, såfremt den ikke medfører et digitalt skel mellem dem, som har adgang til moderne teknologi, og dem, som ikke har. Vi mener desuden, at der er behov for en bedre opdeling af partnerskaberne mellem civilsamfundet, de europæiske politiske partier og journalister - med fuld respekt naturligvis for mediernes uafhængighed. Vi vil endda gå så langt som at fremsætte et rebelsk forslag om, at der oprettes et lokalt EU-administrationsnetværk, der kan bringe EU tættere på borgerne. Hvad der ikke står noget om i betænkningen vedrører det juridiske grundlag. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har ikke ønsket at udtale sig om artikel 308. I en meget tæt afstemning stemte det imod direkte at referere til denne artikel, men i en anden meget tæt afstemning - og her skylder vi hr. Duff en stor tak - stemte det imod formelt at udelukke anvendelsen af artikel 308, hvis I stadig kan følge mig. Debatten omkring det juridiske grundlag er derfor stadig helt åben, selv om jeg ud fra en personlig og taktisk synsvinkel giver min uforbeholdne støtte til forslagene fra Deres ordfører, hr. Herrero-Tejedor, hvis åbenhed, gemytlighed og konstruktive tilgang til tingene jeg roser Doris Pack, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær! Jeg er faktisk glad for, at vi har debatten om informationspolitikken lige efter debatten om Den Europæiske Ombudsmand, for her til formiddag blev der flere gange henvist til dennes forhold til borgerne. Jeg - og vi i udvalget - finder det problematisk, at Kommissionen, hvad forholdet til borgerne angår, ofte halter bagefter det, som Ombudsmanden egentlig ønsker at opnå. Kommissionens svar på de mange forespørgsler fra borgere eller projektpartnere i EU er ofte usympatiske eller sågar affærdigende, og det kan vi ganske enkelt ikke have. Det er netop de interesserede borgere, som har et anliggende og reagerer på opfordringer til at indsende forslag, der ofte bliver udsat for så uvenlig en behandling, at de mister interessen for at arbejde videre med europæiske projekter. Hvad skal der så ske i forhold til de borgere, som har andre interesser og ikke er engageret? Vi kan ikke få vores budskab ud til folk ad den vej, og jeg må sige, at hvis vi forsøger at inddrage borgerne mere, så vil vi ikke opnå det med Kommissionens nye kommunikationsstrategi. Vi har brug for folk lokalt, og vi må kommunikere med dem der. Det kan man ikke gøre fra Bruxelles. Kommissæren viser god vilje. Hun ønsker virkelig at kommunikere. Problemet er bare, at borgerne overhovedet ikke har noget ønske om at få det, som kommissæren præsenterer dem for, fordi de har den holdning, at Kommissionen jo går ind for det i forvejen, og at de ikke har nogen tillid til den. De har altså brug for valgte borgere derhjemme, De har brug for parlamentsmedlemmerne, medlemmerne af Forbundsdagen, af de regionale parlamenter, som De kan drøfte sager af europæisk interesse med. Vores store problem er bare, at de ikke føler sig ansvarlige. Vi må prøve at kommunikere mere på borgernes præmisser, styrke infopointene i byerne og skabe flere af dem, for sådanne infopoint på rådhusene får budskabet ud til borgerne. Vi må naturligvis gøre brug af de programmer, som EU allerede har på uddannelsesområdet. Uddannelsesprogrammer som Comenius, Erasmus, Leonardo er den bedste kommunikationsstrategi, så lad

15 os benytte dem, så vil vi finde de borgere, vi har brug for til at fortsætte det europæiske projekt Guy Bono, på vegne af PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, i forbindelse med udkastet til betænkning om hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik vil jeg på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe straks, som hr. Onesta tidligere gjorde, hilse det velkommen, at kommunikation endelig anerkendes som en tovejsproces mellem institutionerne og borgerne og ikke længere som en ren markedsføringshandling. Der er imidlertid stadig lang vej til oprettelsen af et europæisk kommunikationssystem, hvor EU-anliggender er en integreret del af det offentlige domæne på nationalt plan. Jeg har sagt det på et udvalgsmøde, og jeg vil gentage det her: Jeg ærgrer mig over, at hvidbogen fortsat overvurderer ny teknologi og undervurderer nationale tv-tjenester. Vi ved, og Eurobarometrets meningsmålinger bekræfter, at de almindelige nationale tv-kanaler fortsat er EU-befolkningens mest populære informationskilde. Jeg mener, at vi bør handle i overensstemmelse hermed. Desuden er hvidbogen mærkværdigt nok tavs omkring de finansielle ressourcer. Vi ved imidlertid alle, at demokrati og dermed kommunikation koster penge. Så længe EU's flerårige budget er mindre end et europæisk reklamebureaus, kan der kun ske få effektive fremskridt. Jeg vil naturligvis gerne lykønske ordføreren, hr. Herrero-Tejedor, og sige til ham, at debatten om artikel 308 ikke er lukket, og at min kollega, fru Prets, om lidt vil vende tilbage til problemet. Fru kommissær, når Kommissionen taler om kommunikationspolitik, er det desværre kun, når EU er i krise. Det er kun, når tingene går dårligt, at Kommissionen føler et behov for at kommunikere. Det spørgsmål, som skal rejses over for Kommissionen, vedrører selve indholdet i dens kommunikation. Borgerne ser Kommissionen som et ultraliberalt organ uden interesse i at beskytte EU-borgerne fra de kraftige bølger af globalisering. Vi skylder vores borgere og demokratiet en bedre forklaring af, hvad der foregår i Bruxelles. Størstedelen af EU-borgerne er ikke klar over de ting, der er gjort mulige ved hjælp af EU-politikker og -midler. Desuden er de alt for ofte ikke klar over, at hver eneste beslutning, der træffes i Bruxelles, udspringer af medlemsstaternes vilje. Når elektricitet, gas, jernbanetransport, vejtransport og nu også postvæsenet er blevet liberaliseret, er det fordi medlemsstaterne har ønsket det. Uden medlemsstaternes vilje ville det ikke være sket. Afslutningsvis mener jeg, at det, vi har behov for, ikke så meget er et adfærdskodeks for de europæiske institutioner om kommunikation med borgerne som et adfærdskodeks for Kommissionen, der skal sikre, at den fører en politik, der i større udstrækning er i tråd med borgernes bekymringer. Endelig er der behov for et generelt adfærdskodeks for medlemsstaterne, således at de påtager sig deres ansvar og en gang for alle sætter en stopper for deres praksis med at tilskrive EU-succeser de nationale politikker og de nationale fiaskoer EU. Det ville få EU's popularitet at stige Karin Resetarits, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, fru kommissær! Hvidbogen om kommunikation, som vi skal stemme om i dag, er et eksempel på, hvordan man kan gøre alting til en hel videnskab, og erfare nogle meget interessante ting, men hvis ens hus brænder, bør man, hvis man vil forhindre det i at brænde ned, lokalisere brandens arnested, begrænse den og gribe en brandslukker - frem for at filosoferer over ild. EU har et massivt kommunikationsproblem og et dårligt image. Det værste, borgerne beskylder os for, er, at vi er for bureaukratiske, lovene er for fjernt fra virkeligheden, og at de ikke profiterer af dem. Det passer naturligvis ikke, men det er her, vi skal have budskabet ud, og det forsømmer vi ofte. EU's sikkerhedsforskrifter vedrørende håndbagage i fly er det seneste eksempel. Når man hører borgerne tale om det i en lufthavn, så får man en forestilling om, hvor ophidset de er over det. Men skurken er i deres øjne ikke Osama bin Laden eller andre terrorfigurer, men Bruxelles. Vi får skylden for, at de nu ikke engang må tage en flaske vand med om bord længere, og vi bliver forhånet, når vi kræver 100-ml-beholdere, selv om disse beholdere ikke findes noget sted på EU's indre marked. Nu, hvor det var Kommissionen, som formulerede denne hemmelige lov, vil jeg gerne spørge, hvad den har gjort for at forbedre den måde, det blev kommunikeret på. Fordelte den foldere til alle passagerer, hvori borgerne blev bedt om at have forståelse for disse tiltag? Hvis den gjorde det, er det ikke noget, jeg har bemærket. Satte den al sin lid til beretninger i medierne? Det er for lidt. De må henvende Dem direkte til borgerne, for De griber direkte ind i deres liv, og da De indskrænker deres friheder med disse sikkerhedsbestemmelser, må De fremføre nogle meget gode argumenter for dem. Det er, hvad kommunikation handler om. Vi har nu brugt to et halvt år på at forbedre kommunikationen, men det er der kun kommet ufærdige koncepter ud af - det stik modsatte af effektiv kommunikation. Lad os blive mere praktiske og jordnære, og lad os ikke gøre kommunikation til en abstrakt videnskab, men betragte den, som det den rent faktisk er, nemlig et værktøj, lidt ligesom en brandslukker, når det brænder Diamanto Manolakou, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand! Hidtil har EU's informationspjecer og elektroniske medier udtrykt EU's befolkningsfjendtlige politik på den mest positive måde, idet den bliver fremstillet, som om den er til fordel for arbejdstagerne, selv om den er for kapitalen, og de modsatte synspunkter bliver fjernet. Alligevel har det ikke givet resultater.

16 Arbejdstagerne, der vurderer forholdene ud fra deres livserfaring, begynder at tvivle på EU's vision. Dette kom til udtryk ved de mange sofavælgere i de seneste valg til Europa-Parlamentet, ved folkeafstemningerne og det nej til den europæiske forfatning, der kom fra Frankrig og Holland, ved reaktionerne på euroen og inflationen og ved de store protester mod privatiseringerne (inden for skoler, sundhed og socialvæsen) og i ansættelsesforhold (forsikringsvilkår m.m.), hvilket alt sammen viser, at EU's troværdighed svinder hen i befolkningernes øjne. Der er således en langsomt, men støt voksende tendens til mere og mere skarpe sociale og politiske konflikter. Tilsyneladende forvandles den folkelige utilfredshed til en kamp mod denne umenneskelige politik, der skaber fattigdom, uretfærdighed og krig. Således mobiliserer Kommissionen med hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik alle midler lige fra EUinstitutionerne, medlemsstaterne, de nationale parlamenter, de lokale myndigheder og medierne og udnytter uddannelse i nye teknologier og internettet til at identificere offentlighedens holdninger og befolkningens bekymringer og utilfredshed og udnytter informationerne til at forbedre EU's egen propaganda. Målet er, ved hjælp af befolkningernes penge, f.eks. Prince-programmet, ved hjælp af såkaldt oplysningsvirksomhed, at forbedre propagandaen, at overtale folket til at acceptere den europæiske forfatning, som militariserer Europa og dømmer befolkningerne til færre rettigheder og til hele tiden at spænde livremmen ind og generelt tolerere og acceptere EU's politik. Der fokuseres på at kontrollere spredningen af information via statsdrevne radio- og tv-medier, nationale og regionale dagblade og private kanaler, som for et overvejende flertals vedkommende er i hænderne på kapitalen, internettet m.m., så man kan formulere netop det indhold, som vil gøre den europæiske imperialistiske politik mere tiltalende, tiltrækkende og overbevisende i befolkningernes øjne. I hvidbogen gøres rede for en dynamisk og aktiv kommunikationspolitik med hykleri, der bruger udtryksfriheden og forståelsen for de politikker, der føres, som alibi. På denne måde skal den skjule de ensidige politiske valg gennem en styrket dialog mellem arbejdsmarkedets parter, som skal sikre EU's nødvendige gnidningsløse funktion som en mekanisme, der gavner kapitalen, social konsensus og/eller medansvar i de politiske valg Zdzisław Zbigniew Podkański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Vi har god grund til at drøfte den europæiske kommunikationspolitik i dag, da den ikke eksisterer. Det, som vi i øjeblikket kalder kommunikation, er i virkeligheden ikke andet end almindelig propaganda. De anførte ord og argumenter vil ikke have gennemslagskraft over for borgerne, da borgerne ønsker dialog og ikke ensidig propaganda. Så længe borgerne påduttes færdigpakkede, dogmatiske løsninger, vil de ikke føle, at de deltager i debatten, og de vil lukke sig inde bag indgroede holdninger. Hvis vi virkelig ønsker moderne kommunikation, eller endnu bedre, social dialog, er vi nødt til indledningsvis at svare på, om vi er parat til at tale med borgerne. Hvis dette er tilfældet, bør vi først drøfte, hvad vi vil med Den Europæiske Union. Ønsker vi en forbundsstat eller et Europa bestående af lande og nationer, der arbejder tæt sammen? Hvis vi ønsker dialog, bliver vi nødt til at anerkende resultaterne af folkeafstemningerne om forfatningen i Frankrig og Holland og ikke stædigt holde fast ved udkastet til en forfatningstraktat, der allerede er død. Lad os holde op med at strides om, hvorvidt vi skal have et Europa for borgerne eller borgerne for Europa, og lad os i stedet forsøge at føre en stærk europæisk debat om den fremtidige udvikling. Lad os bringe Europa tættere på borgerne, ikke blot gennem propaganda, men også gennem gode løsninger, klar lovgivning, forenklede procedurer, mindre bureaukrati, borgervenlige institutioner og muligheden for drøftelser mellem lige partnere Thomas Wise, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! EU's kommunikationspolitik, som denne betænkning evaluerer, blev udarbejdet i et forsøg på - og jeg citerer - "halt the rise of euroscepticism" (bremse væksten i europskepticismen). Det er endnu en reaktion på, at franskmændene og nederlænderne offentligt og utvetydigt afviste både udkastet til forfatningstraktat og yderligere integration. I stedet for at acceptere, at et nej betyder nej, har den politiske elite narret sig selv til at tro, at det franske og nederlandske folk ikke baserede deres nej-stemmer på fornuftige og veloplyste grunde. Faktisk er en embedsmand fra Kommissionen citeret for for nylig at have sagt, at "given the recent experience in France and the Netherlands concerning referendums, we would not advise anyone to organise one" (i betragtning af den erfaring, vi for nylig har haft i Frankrig og Nederlandene angående folkeafstemninger, vil vi ikke råde nogen til at holde dem.) Så at spørge folk om, hvad de ønsker, er tabu. Må jeg give Dem et råd? De sidder i et hul, De selv har gravet. Jeg foreslår, at De holder op med at grave. De burde smide spaden væk. Hvorfor? Ganske enkelt fordi De ikke har fattet, hvad det drejer sig om. Det betyder ikke noget, hvilken stil og fernis De giver projektet, for hvis substansen er rådden, vil det slå fejl. Hvis kommunikation skal have succes, må man høre efter. Det nytter ikke noget bare at råbe højere. Institutionerne er uoprigtige over for den befolkning, de påstår at repræsentere. Franskmændene og nederlænderne har forkastet projektet, men alligevel går De videre, som om det ikke var sket. Lad mig forsikre Dem om, at når og hvis den britiske befolkning får

17 samme mulighed, vil resultatet blive endnu klarere, og at ingen kommunikationspolitik vil ændre den voksende forståelse af, at EU-projektet i alle medlemsstater er en dyr fiasko Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Med rette nævnes det i betænkningen, at der også skal lyttes til borgerne, men konkrete løsninger foreslås der desværre ikke. Man går åbenbart ud fra, at der kun kan skabes en bedre kommunikationspolitik, hvis der også kommer mere Europa. Derfor anbefales den europæiske forfatning og paneuropæiske politiske partier. Man har åbenbart endnu ikke lært ret meget af folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Jeg indrømmer selvfølgelig, at det er vanskeligt at gøre borgerne begejstrede gennem en kommunikationspolitik, når resten af politikken er direkte i modstrid med offentlighedens mening. Jeg henviser f.eks. til udvidelsespolitikken. Man ved udmærket, at et stort flertal af europæerne er imod tiltrædelse af et ikkeeuropæisk land som Tyrkiet. Alligevel tager Kommissionen og Rådet overhovedet ikke hensyn til det. Man kan kommunikere så meget, man ønsker, men det vil intet ændre ved den gabende kløft mellem offentligheden på den ene side og de europæiske institutioner på den anden side. I betænkningen nævnes, at Kommissionens informationskontorer ikke vækker borgernes interesse. Det er sagt eufemistisk. I Flandern f.eks. er landets største parti, Vlaams Belang, ikke en eneste gang indbudt til debatter, som arrangeres i provinserne om europæiske temaer. Det var debatter blandt ligesindede, for det eneste parti, som har en kritisk holdning til udvidelsespolitikken og til forfatningen, fik ikke lov at deltage. Kommissær Wallström har endda åbent indrømmet denne diskrimination i det belgiske føderale parlament. I Belgien er den såkaldte europæiske kommunikation altså ikke andet end propaganda, som ingen tager alvorligt, og som overhovedet ikke er troværdig. Med andre ord er det spild af penge Maria da Assunção Esteves (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, fru kommissær! Problemet om kommunikationen mellem institutionernes Europa og borgernes Europa har længe savnet en løsning. EU har endnu ikke skabt et politisk center, der kan tiltrække og engagere borgerne og vinde deres støtte i forandringens tid. Årsagerne er tydelige nok. Der er endnu ikke sket nogen ordentlig reform af EU's institutioner, det indirekte repræsentative Råd har større magt end det direkte valgte Europa-Parlament, og bureaukratiet og de lukkede døre synes at betyde mere end en ægte indsats for at informere borgerne om de trufne beslutninger. Som det fremgår af Eurobarometer, ser borgerne på de europæiske institutioner som noget fjernt og underligt. Visse af dem aner de faktisk reelt ingenting om. Der er langt fra borgerne til magtens centre, og det politiske system modsvarer ikke samfundet. Faktum er, at et overnationalt og kosmopolitisk europæisk medborgerskab kun findes som en politisk viljesakt, netop fordi det ikke har det nationale medborgerskabs spontane karakter. Derfor er vi nødt til at forstå massemediernes strategiske betydning, og derfor må vi sætte Europa på læseplanen i skolerne og på de højere læreanstalter, informere om institutionerne i medierne og tage arbejdet i Kommissionens og Parlamentets oplysningskontorer i medlemsstaterne mere alvorligt og ikke skrinlægge forfatningsprojektet, for uden en gennemgribende institutionel reform og uden en effektiv informationspolitik, bliver EU en kolos på lerfødder Christa Prets (PSE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær! Vi har netop hørt om folkeafstemningerne om forfatningsudkastet i Nederlandene og Frankrig, men man må også redegøre for grundene til, at folk stemte, som de gjorde, for det skyldtes ikke svigt fra EU's side, og de fleste europæere har jo allerede stemt for forfatningen. Alligevel må man overveje, hvordan man får det kommunikeret ud, og der er nu lagt en række praktiske forslag på bordet i form af denne hvidbog, men for at afhjælpe manglen på viden, vil det være nødvendigt at udvikle og forcere et pr-arbejde af høj kvalitet på alle niveauer. Det vil bl.a. indebære flere infopoint, som kan give borgerne, der ofte vandrer gennem byerne på må og få i deres søgen efter kontaktpersoner, kompetente svar. Vi har brug for flere medier på lokalt, regionalt og nationalt plan, for det er ofte tilfældet, at reportagerne i de fleste medier er negative. Men også Rådet, det være sig i Bruxelles eller Strasbourg, taler et andet sprog end det, borgerne er vant til hjemmefra. EU er skyld i de negative beslutninger, der bliver truffet. Også her må der sættes ind, og derfor er det vigtigt - som det kræves i betænkningen - at styrke dialogen med Rådet, Kommissionen, Parlamentet og også med borgerne, for så har vi måske en chance. Jeg går ind for, at programmernes betydning bliver fremhævet. Programmer som f.eks. Leonardo og Erasmus bidrager meget til at fremme kommunikationen, men vi skærer ned på bevillingerne til dem, i stedet for at forhøje dem. Aktivt borgerskab, samarbejde mellem venskabsbyer osv. er vigtige ting, som vi har brug for og som er at foretrække frem for utallige brochurer, og netop her bliver der skåret ned - desværre det forkerte sted. Artikel 308 vil svække Parlamentet, for det bliver slet ikke nævnt i artiklen. Vi ville stå uden for indflydelse, og det må vi søge at forhindre Frédérique Ries (ALDE). - (FR) Hr. formand, en hvidbog om en europæisk kommunikationspolitik - sikken en god idé! Og sikken en idé for den sags skyld, at have ladet det vente så længe! Som det allerede er blevet sagt, er dette uden tvivl det eneste positive, der er kommet ud af nejet til forfatningstraktaten i Frankrig og

18 Holland. Det vil have fået de europæiske ledere til at stå ansigt til ansigt med deres store ansvar vedrørende kommunikation. EU lider ikke af et demokratisk underskud - den beskyldning er ikke retfærdig - men af et informations- og forklaringsunderskud og mangel på tilpasset, interaktiv og forståelig kommunikation. Selv om jeg glæder mig over denne hvidbog, ærgrer det mig, at den er begrænset til at være et katalog over spørgsmål og principper. Tiden er ikke længere til at tale om fora, høringer, undersøgelser og netværk og til at reflektere over mulige foranstaltninger - det er tid til at handle. De tre vigtigste punkter i dette dokument er efter min mening punkt 23, 24 og 32. Det er i uddannelsessystemet, at kampen om unionsborgerskabet skal vindes. Vi oplever det dagligt i vores møde med studerende. Det er på de videregående uddannelser, at de sande unionsborgere fødes takket være Erasmus, gennem direkte kontakt med vores kulturer og vores forskelligheder, og det er gennem de traditionelle medier - for jeg har ingen tiltro til de alternative medier - at vi skal arbejde for at fremhæve værdien af vores daglige aktiviteter og omsætte fordelene ved vores lovgivning til et forståeligt sprog. Jeg vil afslutningsvis sige, hr. formand, at dette er en kæmpe udfordring, og at denne debat er vigtig, fordi den reelle trussel mod EU i dag er ikke skepsis men ligegyldighed. Den skal vi overvinde, og vores våben er kommunikation Alessandro Battilocchio (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg taler på vegne af det nye PSI. Jeg er enig med Kommissionen i, at institutionerne skal bringes tættere på borgerne, og dette skal også ske via en effektiv kommunikationspolitik. Jeg er dog enig i ordførerens synspunkt, nemlig at fastlæggelsen af en fælles linje for alle institutionerne ville gøre ytringsfriheden mindre, og at vi - hvilket er nødvendigt - skal tilpasse kommunikationen til de forskellige indsatsområder og den samfundsmæssige og teknologiske situation. Et retsgrundlag på området ville nemlig kun være en unødig byrde for en sektor, der lever af kreativitet og spontanitet. Vi må dog ikke glemme, at kommunikation er et middel og ikke et mål i sig selv. Hvis vi gerne vil have, at institutionerne skal bringes tættere på borgerne, er institutionerne nødt til at gøre den størst mulige indsats for at nærme sig dem og at lytte til de ønsker, som folk har. Derfor skal vi undgå overflødig lovgivning. Vi skal beskæftige os med politikker og foranstaltninger, der har en konkret og positiv indvirkning på vækst og udvikling. Vi skal tage forfatningsudkastet op til fornyet overvejelse, vi skal øge effektiviteten, og vi skal først og fremmest holde op med den absurde og meget dyre månedlige flytning. Hvis vi er i stand til at gøre alt dette - og til at kommunikere det ud - kommer vi tættere på borgerne Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Ifølge en populær teori hævede mennesket sig over miljøet ved hjælp af taleevnen, dvs. kommunikationsevnen. Da jeg ikke er etnolog, ved jeg ikke, om dette virkelig er rigtigt, eller om andre faktorer spillede ind. Det er imidlertid en ubestridelig kendsgerning, at mennesket er det mest kommunikative væsen på jorden. Avanceret kommunikation er med andre ord et særligt naturligt og menneskeligt karaktertræk. Problemet er, at det ikke kun er mennesker, men også de institutioner, organisationer og grupper, som vi skaber, der ønsker at kommunikere, hvilket ikke ligger i disse institutioners inderste væsen eller natur. Det kan udledes af historien, at de institutioner, der har ansvaret for at organisere eller hjælpe os gennem tilværelsen, ikke altid tidligere lagde vægt på kommunikation af høj kvalitet, men rent faktisk ofte forsætligt lukkede sig inde. Bestræbelserne på at opnå en endnu mere perfekt kommunikation i samfundet er et karakteristisk træk ved demokratiet, som revolutionen på telekommunikationsområdet i det 20. århundrede har banet vejen for. Uden radio, fjernsyn og internet ville vi ikke engang kunne drøfte dette spørgsmål i dag. I lyset af ovenstående bekræfter jeg, at EU er en af de mest åbne og kommunikative organisationer, som vi har haft i Europa. EU er naturligvis langtfra perfekt, men det er det bedste, vi har haft til dato. EU kunne bruge færre tekniske termer og forkortelser, og begreberne kunne være klarere og mere forståelige osv. Men al dette ville være værdiløst, hvis EU manglede troværdighed som kommunikator. Uden troværdighed går selv et forståeligt budskab ikke igennem. Det skal i denne forbindelse også påpeges, at politikerne og regeringerne i medlemsstaterne er til størst skade for Unionens troværdighed. De tegner et billede af et EU, der udelukkende skaber vanskeligheder, hvorimod den pågældende regering altid tager æren for EU's positive resultater. Denne hvidbog vil kun blive en succes, hvis medlemsstaterne forpligter sig til at udvikle og støtte en ny, fælles europæisk kommunikationspolitik Maria Badia i Cutchet (PSE). - (ES) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Under debatten om denne betænkning står vi igen over for den afstand, der er imellem fællesskabsinstitutionerne og borgerne, og hvordan den kan mindskes. Selv om jeg anerkender de store bestræbelser, som Kommissionen og Parlamentet gør sig for at mindske denne afstand, mener jeg, at medierne og de nationale parlamenter skal inddrages. Det er en almindelig opfattelse, at medierne i medlemsstaterne mener, at det, der foregår her, normalt ikke er hverken nyhedsstof eller interessant for borgerne. Derfor bør vi allerførst inddrage medierne mere direkte, så de kan hjælpe os med uden fagudtryk at forklare borgerne fællesskabsdimensionen og bringe den nærmere til dem. Med dette samarbejde opnår vi

19 sandsynligvis også, at EU's aktuelle begivenheder bliver udsendt på tidspunkter, hvor mediernes publikum er størst. Det er nødvendigt, at vi letter disse faggruppers arbejde, og det er helt afgørende at forenkle procedurerne og gøre dem mere gennemsigtige: Vi må inddrage de nationale parlamenter, og vi må samarbejde med dem, så de viderebringer de bekymringer, der findes på nationalt, regionalt og lokalt plan, og dermed skaber en feedback, der under normale forhold omfatter spørgsmål vedrørende den europæiske politik. Samtidig mener jeg, at vi fortsat skal anvende internettet som en af de vigtigste leverandører af oplysninger om EU. Internettet når imidlertid kun ud til den del af offentligheden, der allerede er interesseret. En anden del af offentligheden anvender kun de traditionelle medier - tv og radio - via deres respektive nationale, regionale eller lokale kanaler og stationer. På dette område kan de nye teknologier åbne nye horisonter ved at inddrage forskellige tjenesteydelser og produkter, der kan lette multimodal transmission af informationer og dermed øge antallet af mennesker, der modtager dem Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg komplimenterer ordføreren. I den korte tid, jeg har til rådighed, vil jeg gerne nævne den strategi, som en tidligere formand for Parlamentet, Pat Cox, anvendte for at kommunikere Europa. I en berømt tale begyndte han med at tale om den lokale virkning for et lille samfund i det sydlige Irland, der benyttede europæiske lovgivning til at opretholde sin telefontjeneste. Så gik han videre til det globale - eller europæiske - niveau og talte om europæiske værdier og spørgsmål såsom strande med det blå flag, det europæiske sygesikringskort og de fordele, som Europas borgere har. Det er en god strategi - at kommunikere merværdien ved Europa på lokalt, regionalt, europæisk og globalt niveau. Se på denne uge og tag to love, som vi har vedtaget. Vi har vedtaget et ændringsforslag til Aarhus, som allerede garanterer offentlig deltagelse i beslutningsprocessen og adgang til retfærdighed i miljøspørgsmål. Vi har føjet gmo'er hertil. Det vil gøre en forskel på individuelt, lokalt niveau, hvor borgerne kan påvirke resultatet. Vi har også vedtaget servicedirektivet. Det vil også have en positiv virkning på vores borgere Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik skulle standse den stadig større EU-skepsis i betragtning af resultaterne af folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Det er et smart trick for at forsøge at mindske afstanden mellem EU og borgerne i stedet for at holde op med at påtvinge befolkningen abstrakte idéer og irritationsmomenter gennem forordninger og direktiver. At udarbejde adfærdskodekser, som alle EUinstitutionerne skal overholde, vil medføre - og det er jeg helt enig med ordføreren i - at der bliver endnu mindre plads til at have en selvstændig holdning. Dette gælder både for Parlamentet, hvor det i forvejen meget begrænsede råderum - tænk blot på, hvordan formanden vælges, hvor lidt taletid løsgængerne har, og hvor lidt indflydelse de har på lovgivningsprocessen - ville blive endnu mindre som følge af en kodeks for kommunikationsprocedurerne. Nu må vi holde op med at smide penge ud til absurd propaganda! Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! At sige, at EU er vanskelig at formidle, er mindre en tilkendegivelse om de potentielle fordele ved EU, end et faktum med hensyn til at informere befolkningen om Unionen. Europa beskæftiger sig med yderst komplekse sager, og vores procedurer er besværlige og omstændelige. Derfor er det vanskeligt at få borgerne til at forstå, hvad de får ud af EU. Men vi er delvist selv skyld i denne misere. Kommissionen bestræbte sig så krampagtigt på at være objektiv, at den ikke var i stand til klart og tydeligt at sige ja til den europæiske forfatning, og forvaltningen i Parlamentet gør alt, hvad den kan, for så vidt muligt at gemme besøgende i Bruxelles og Strasbourg væk i baglokaler eller kældre. Derfor er der behov for en ny og bedre information uden at skændes om retsgrundlaget. Der er behov for vellavede og velredigerede tv-reportager om arbejdet i EU, som gavner borgerne. Vi har ikke brug for højglansbrochurer, som ingen læser og alle smider væk Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand! Det ville være en stor fejltagelse, hvis vi kastede os ud i lovgivning på dette følsomme område. Det er klart, at en EU-medielov vil være kompliceret, kontroversiel og upopulær. Min gruppe går derfor stærkt imod anvendelsen af artikel 308, der hverken er nødvendig eller passende. Vi foretrækker langt Kommissionens oprindelige og pragmatiske forslag til en adfærdskodeks Alejo Vidal-Quadras (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Den 1. februar 2006 forelagde Kommissionen hvidbogen om en europæisk kommunikationspolitik, og i betænkningen af hr. Herrero, som blev vedtaget med stort flertal i Kultur- og Uddannelsesudvalget, redegøres der for de vigtigste elementer, som Kommissionen foreslår, men der præsenteres også et vigtigt nyt element, som har givet anledning til en seriøs og omfattende debat både i Parlamentet og på institutionelt plan. I punkt 10 i betænkningen af hr. Herrero opfordres Kommissionen indtrængende til at undersøge, hvilke muligheder der er for at lancere et europæisk program for information og kommunikation, som er baseret på EF-traktatens artikel 308.

20 Som næstformand med ansvar for information og kommunikation i Parlamentet har jeg fulgt denne debat meget nøje, og jeg kan fortælle, at den tværinstitutionelle gruppe bifalder, at der skabes et retsgrundlag, og at alle institutionerne, som hr. Herrero sagde, også har vist deres støtte. Min konklusion er, at det er forsøget værd. Jeg er klar over de forbehold, som dette forslag har foranlediget, og som alle sammen er begrundet i, at Parlamentet mister kontrol, og det er mærkeligt, for det er vanskeligt at miste noget, som man ikke har. Der er imidlertid tre ting, som skal tages i betragtning. For det første fremgår det klart af betænkningen, at hvis Kommissionen stiller et forslag, skal Parlamentet deltage fuldt ud i udarbejdelsen af indholdet, for det andet er Parlamentet i besiddelse af et magtfuldt redskab i form af budgetkontrol, og for det tredje har vi den tværinstitutionelle kommunikationsgruppe, som har mandat til at fastsætte de grundlæggende retningslinjer for kommunikationspolitikken. Vi må være modige og skabe en kommunikationsstrategi, der kan præsentere, forklare og forsvare Europa med fornuft, men også med entusiasme, begejstring og følelser. Derfor støtter jeg fuldt ud betænkningen af hr. Herrero og hans forslag om at udforme et program på grundlag af traktatens artikel Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg må indrømme, at denne drøftelse har gjort mig lidt forvirret. I hvidbogen om en ny kommunikationspolitik har vi først og fremmest prøvet at analysere problemet med tidligere kommunikationspolitikker for at se, nøjagtig hvad vi har skullet gøre for at sikre, at vi demokratisk kan sikre borgernes ret til oplysninger, og at de har indflydelse på beslutningstagningen i Europa. Vi etablerede fem aktionsområder. Vi må definere fælles principper såsom ytringsfrihed, forskelligartethed, inddragelse, deltagelse. Vi må give borgerne fri. Vi må involvere dem på forskellige måder fra borgeruddannelse, som giver dem et grundlæggende kendskab til, hvad der foregår, til engagement i det civile samfund. Vi kan ikke ignorere de nye medier og nye teknologier. Hvis vi tror, at det er nok at publicere en artikel i Financial Times for at kommunikere med borgerne, så er jeg ked af det, men det her er Debatten formes også andre steder. Den virkelige kløft ligger, som det blev sagt ved en af vores konferencer for berørte, mellem beslutningstagerne og dem, der benytter internettet. Hvis man ser på kampagnen i Frankrig, var de fleste hjemmesider om forfatningen nej-sider. Hvor var de, der ønskede at argumentere for et ja ved afstemningen? De brugte ikke internettet nok. Vi må forstå og udnytte det, der foregår i de nye teknologier. Det fjerde kapitel drejer sig om at forstå den offentlige mening. Vi må være mere professionelle, når vi overvåger og kobler os på den offentlige mening. Som mange af Dem har sagt, må vi gøre dette arbejde sammen. Alle institutionerne må tage ansvar. I denne debat har nogle anklaget os for at udsende propaganda, så snart vi gør noget, og andre synes at mene, at det er nok at forøge antallet af Europe Direct informationscentre i Europa. Det nytter ikke. Vi må have en seriøs kommunikationspolitik som et redskab for demokratiet og for borgerne. De har ret til bedre forståelse. De har ret til at deltage i en offentlighed, hvor vi har en rigtig europæisk politisk kultur og rigtige paneuropæiske medier, der afspejler den debat, der foregår, og hjælper os med at forstå og følge med i den. Vi har også brug for at etablere mødesteder for borgerne, hvor de kan deltage. De siger, at vi allerede har demokrati i Europa. Nuvel, vi har et underskud med hensyn til deltagelse. Flertallet af borgerne siger stadig, at de ved meget lidt eller ikke nok om EU og dens institutioner, de kan ikke følge, hvad der foregår i Parlamentet eller Kommissionen. Kan vi simpelthen sige, at vi er ligeglade, og fortsætte som vi plejer? Vi må ændre den måde, vi kommunikerer med borgerne på, og det er deres ret at opsøge os. Vi vil fortsætte med at arbejde på alle de ting, De har nævnt. Vi har hele tiden forøget Europe Direct centrene. Vi har nu 400, og for første gang har vi også etableret dem i Det Forenede Kongerige. Vi vil forøge deres antal næste år med 30 nye centre, og vi vil fortsætte vores forpligtelse til at underrette borgerne, men det er stadig ikke nok. Det drejer sig ikke kun om information, men også om kommunikation. Vi må gøre det til en tovejsproces. Flertallet af vores borgere får de fleste af deres oplysninger fra radio og tv, så vi må sikre os, at vi hjælper radio og tv på alle niveauer til at rapportere til borgerne, hvad der foregår. Det er også en del af vores politik. Vi vil tage forordning (EF) nr. 1049/2001 op til revision, for adgang til information er af helt afgørende betydning. Gennemskuelighed, åbenhed og adgang til information er centrale for en ny kommunikationspolitik. Naturligvis drøfter vi indholdet af politikkerne. Det er kernen i alt, hvad vi gør. En kommunikationspolitik kan ikke erstatte et godt indhold eller gode politiske initiativer. Det er grunden til, at vi engagerer os i aktiviteter under Plan D, hvor vi opfordrer borgerne til at deltage i den politiske debat om Europas fremtid. Vi tager forslagene til praktiske foranstaltninger såsom Agora meget alvorligt, og det er yderst vigtigt.