LO- og FTF-forslag til temaer i anden fase af Carsten Koch-udvalgets arbejde

Transkript

1 LO-sagsnr FTF-sagsnr Den 11. april 2014 LO- og FTF-forslag til temaer i anden fase af Carsten Koch-udvalgets arbejde Carsten Koch-udvalget afleverede ultimo februar 2014 sine anbefalinger vedr. indsatsen for de forsikrede arbejdsløse til beskæftigelsesministeren. Med færdiggørelsen af den første fase af ekspertudvalgets arbejde, bliver anden fase nu igangsat. Ifølge kommissoriet er målgruppen for ekspertgruppens arbejde de ikkearbejdsmarkedsparate. LO og FTF forventer dog, at de arbejdsmarkedsparate ikkeforsikrede også inddrages i arbejdet, da denne gruppe ikke var omfattet af den første rapport. LO og FTF er enige med regeringen i, at den aktive beskæftigelsesindsats skal styrke de arbejdsløses forudsætninger for at komme i beskæftigelse. For de der kan, skal endemålet for indsatsen være varig ordinær beskæftigelse. Få at nå dette mål, er det altafgørende, at beskæftigelsessystemet evner at styrke de ikke-arbejdsmarkedsparates sociale og faglige kompetencer. I nærværende papir peger LO og FTF derfor på en række temaer, som vi mener med fordel kan indgå i ekspertgruppens arbejde. LO og FTF anbefaler, at følgende temaer indgår i analysearbejdet: 1. Indsatsen for de arbejdsmarkedsparate personer, der har mistet dagpengeretten 2. Nytteindsats 3. Indsatsen for modtagere af kontanthjælp og uddannelseshjælp 4. De selvforsørgede der ikke kan få en ydelse 5. Begrebsramme for beskæftigelsesrettet rehabilitering 6. Rehabiliteringsteam og ressourceforløb 7. Sygedagpenge og jobafklaringsforløb for sygemeldte 8. Revalidering 9. Ikke-arbejdsmarkedsparate med ikke-vestlig baggrund 10. Socialøkonomiske virksomheder. 1. Indsats for personer, der har mistet dagpengeretten Beskæftigelsessystemet er udfordret af en stor gruppe arbejdsløse, som er blevet ramt af forkortelsen af dagpengeperioden. Når arbejdsmarkedsydelsen udløber pr. 1. juli 2016, skal gruppen håndteres i kontanthjælpssystemet. I 2013 mistede dagpengeretten. Blandt de personer der mistede dagpengeretten i marts var kun 9 pct. kommet i beskæftigelse efter 9 måneder.

2 Disse personer har ikke umiddelbart andre problemer end arbejdsløshed. På trods af at de har gjort rigtig meget for at komme i beskæftigelse, har personerne dog formentlig andre karakteristika, som gør, at det ikke er lykkedes for dem. En LO-analyse viser, at der i gruppen af personer, der har mistet dagpengeretten, er en overrepræsentation af arbejdsløse på 55 år og derover, indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande og personer med dårligere helbred. Andre tal viser, at blandt de personer, der har mistet dagpengeretten, er der en relativt stor gruppe, som stadig er arbejdsløse, men som ikke modtager nogen ydelse. Dette er særligt bekymrende, da disse personer slet ikke er i kontakt med beskæftigelsessystemet. De er derfor i risiko for at bevæge sig længere og længere væk fra arbejdsmarkedet. LO og FTF anbefaler, at ekspertgruppen undersøger, hvordan beskæftigelsessystemet bedst muligt kan tage hånd om denne gruppe i fremtiden, herunder: Hvad der sker med de personer, som har mistet dagpengeretten og hverken har fundet job eller får en ydelse (de selvforsørgede)? Hvad der karakteriserer de arbejdsløse, der henholdsvis har fundet job og ikke har hverken job eller ydelse hvad forklarer sammenhængen? Hvad effekterne af uddannelsesordningen er? Hvad effekterne af arbejdsmarkedsydelsen er? Sammenligne kommunernes indsats med henblik på at finde best-practice i indsatsen over for personer, der har mistet dagpengeretten. Evaluere kommunernes indsats over for de udfaldstruede, og de, der har mistet dagpengeretten. 2. Nytteindsats Nytteindsats er et nyt redskab, som blev etableret i forbindelse med kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft ved årsskiftet. Nytteindsatsen bevæger sig på kanten af det ordinære og det ikke-ordinære arbejdsmarked. Der har været flere eksempler på, at kommunerne har brugt redskabet uhensigtsmæssigt og dermed udfordrer balancen mellem det ordinære og det støttede arbejdsmarked. LO og FTF anbefaler, at nytteindsatsen i fremtiden bruges med den hensigt at bringe de arbejdsløse tættere på arbejdsmarkedet og opfordrer ekspertgruppen til at undersøge, hvordan nytteindsatsen bruges i kommunerne: Hvordan nytteindsatsen har påvirket brugen af de øvrige virksomhedsrettede tilbud? Vælger kommunerne fx nytteindsats før virksomhedspraktik? Fortrænger nytteindsatsen ordinært beskæftigede? Hvordan ordningen om nytteindsats bruges i forhold til de forskellige grupper i beskæftigelsessystemet (unge uddannelsesparate, arbejdsmarkedsparate over 30 år m.v.)? Indsamle erfaringer med virkningen af nytteindsats. 2

3 3. Kontanthjælp Kontanthjælpsgruppen er en gruppe med forskellige behov og problemstillinger. Der er i dag ca personer, der modtager kontanthjælp. Mere end af kontanthjælpsmodtagerne er unge under 30 år. Over 90 procent har ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse og 75 procent har højst gennemført folkeskolen. Det er vigtigt, at ekspertudvalget vurderer den beskæftigelsespolitiske indsats ud fra de arbejdsløses forskellige problemstillinger. Overordnet er LO og FTF positiv over for de elementer i kontanthjælpsreformen, der lægger op til at få folk i arbejde eller i uddannelse. Det er vigtigt, at de unge med uddannelsespåbud oplever en god overgang til uddannelsessystemet. Og de unge skal være reelt uddannelsesparate, ellers vil det blot føre til øget frafald fra skolerne. Ligeledes er det vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne er i stand til at modtage de ekstra personer der følger af reformen. Det gælder også selv om denne nye gruppe måske har behov for særlig støtte og opmærksomhed i den første periode på uddannelsen. De, der ikke er uddannelsesparate, men som kan blive det, bør påkalde sig særlig opmærksomhed. Denne gruppe er helt afhængig af, at hjælpen og indsatsen, der skal gøre dem parate til at begynde på en uddannelse, er håndholdt og rettet mod den enkeltes særlige vanskeligheder. De nye kontanthjælpsregler indebærer, at aldersgrænsen for unge, der skal have uddannelsespålæg, hæves til 29 år. Uddannelsessystemet opererer imidlertid med en aldersgrænse på 24 år for visse uddannelser, hvilket ikke altid er en logisk opdeling i samspillet mellem beskæftigelsessystemet og uddannelsessystemet. Kontanthjælpsmodtagere med komplicerede og sammensatte problemer, der udgør en barriere i forhold til arbejdsmarkedet, skal tilbydes en særlig indsats. En stor del af dem fik tidligere tilkendt førtidspension. Det gør de ikke mere. Men de får tilsyneladende heller ikke den bedre indsats i form af et ressourceforløb, der blev lovet dem med reformen. En evalueringsrapport fra mploy viser, at kontanthjælpsmodtagere bliver holdt uden for ressourceforløb 1. Der tegner sig et billede af, at de dårligste kontanthjælpsmodtagere bliver fastholdt på kontanthjælp frem for at blive tilbudt ressourceforløb. Selv korte erhvervsrettede kurser kan være et uopnåeligt mål for en del af gruppen. Uddannelsesmulighederne for gruppen som er fyldt 25 år og som har særlige vanskeligheder i forhold til uddannelse, er ikke tilstrækkelige i det nuværende system. For denne gruppe bør man derfor også tilbyde aktivering, som sigter på kompetenceudvikling og på at afhjælpe de andre problemer, personen eventuelt har udover arbejdsløshed. Mulighederne for at tilbyde den enkelte et fleksibelt uddannelsestilbud, der tager hensyn til individuelle forhold, er ikke altid til stede i det nuværende system. Uddannelsesindsatsen skal derfor kunne rumme en kombination af såvel formel som uformel undervisning, der styrker den enkelte uddannelsesmæssigt, socialt og personligt samtidig. 1 Jf. mploy: Status på kommunernes implementering af førtidspensions- og fleksjobområdet. 3

4 Som led i kontanthjælpsreformen blev det indført, at kommunen ikke længere får refusion de første ni måneder for udgifter til tilbud om ordinær uddannelse, bortset fra regne-, læseog stavekurser og ordblindeundervisning. Og de første 24 måneder vil kommunen ikke kunne få refusion for udgifter til tilbud om øvrig vejledning og opkvalificering. LO og FTF anbefaler, at ekspertgruppen undersøger, hvordan indsatsen kan målrettes og udvikles, herunder ser på følgende: Visitationen af uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere. Samspillet mellem kommunernes pålæg af uddannelse og uddannelsesinstitutionerne. Om den nuværende indsats i form af uddannelsesafklarende og understøttende tilbud er tilstrækkelig. Om den manglende refusion af udgifter til vejledning og opkvalificering har ført til et fald i denne type opkvalificerende aktivering. Hvordan der i aktiveringssystemet bliver mulighed for at tilbyde opkvalificering og vejledning til dem, der har behov. Om indsatsen over for de over 30-årige jobparate er tilstrækkelig, med henblik på at sikre en velgennemtænkt og tilstrækkelig indsats for denne gruppe. Samspillet mellem uddannelsessystemet og beskæftigelsessystemet i relation til aldersgrænserne for ungeindsatsen og uddannelsespålæg. Afdækker, hvorfor personerne i kontanthjælpssystemet bliver holdt uden for det ressourceforløb, som regeringen har indført som erstatning for førtidspension. Erfaringerne fra de kommuner, som har oprettet særskilte ungeenheder i kommunen. 4. De selvforsørgede, der ikke kan få en ydelse Med en toårig dagpengeperiode og kontanthjælpsmodtageres gensidige forsørgerpligt vil der fremover være langt flere, der udelukkes fra at få en forsørgelsesydelse af det offentlige. Målgruppen består af borgere, der uforskyldt bliver udelukket fra en række indsatser, tilbud, hjælp og støtte til at finde et job. LO og FTF anbefaler ekspertgruppen at undersøge, hvordan målgruppen bedst kan komme i beskæftigelse, herunder se på: I hvilken udstrækning de selvforsørgede får tilbudt en beskæftigelsesrettet indsats, herunder tidligere sygemeldte, som har fået stoppet sygedagpengene som følge af 7 i sygedagpengeloven (raskmeldte i følge kommunens vurdering). Hvordan antallet af selvforsørgede der omfattes af en beskæftigelsesindsats kan øges. 4

5 5. Begrebsramme for beskæftigelsesrettet rehabilitering De senest gennemførte reformer for de ikke-arbejdsmarkedsparate bærer præg af ønsket om et større fokus på den enkeltes ressourcer og på udvikling af arbejdsevne i stedet for afprøvning af arbejdsevnen. Indsatsen i jobcentrene skal være tidlig, helhedsorienteret, sammenhængende, tværfaglig og individuelt tilrettelagt. LO og FTF er enige i reformernes sigte om øget tværfagligt samarbejde. Udfordringerne i den nye tværgående og helhedsorienterede indsats er imidlertid store, og tankegangen i de rigtige intentioner har også vist sig vanskeligt at implementere i praksis. Når indsatsen skal være tværfaglig og helhedsorienteret inden for beskæftigelses-, uddannelses-, sundheds- og socialområdet, lægger det op til, at de tværsektorielle aktører har nogenlunde den samme opfattelse af menneskets samlede livssituation og at de handler derefter. Det forudsætter imidlertid, at alle teams, tilknyttede koordinatorer, sagsbehandlere og sundhedsfaglige aktører arbejder efter den samme forståelses- og begrebsramme på tværs af sektorer, faggrupper m.v. Erfaringer fra praksis og den første evaluering af reformen af fleksjob og førtidspension viser dog, at der er meget ringe forståelse for fælles mål og værdier blandt de tværfaglige aktører. Derudover mangler der tværfagligt og tværsektorielt ejerskab til reformen. Det skyldes formentlig, at lovgivningen primært er implementeret på beskæftigelsesområdet. LO og FTF anbefaler, at ekspertgruppen undersøger, hvordan den tværfaglige og helhedsorienterede indsats bedst kan realiseres, herunder: Mulighederne for at udvikle en fælles overordnet begrebsramme om beskæftigelsesrettet rehabilitering, der kan indskrives i formålsbestemmelserne i de tværgående lovkomplekser, herunder en definition af begrebet rehabilitering (sundhedsloven, LAB-loven, serviceloven samt sygedagpengeloven). Om der er lovgivningsmæssige barrierer, som kan være hæmmende for en koordineret og helhedsorienteret indsats for de ikke-arbejdsmarkedsparate (nedbrydning af siloer i den kommunale forvaltning). Hvor der skal justeres i de forskellige ressortlovgivninger, så der kan arbejdes bredt rehabiliterende. Bl.a. skal det sikres, at processer tidsfrister, aldersgrænser m.v. i en lov, ikke kolliderer med andre love. 6. Rehabiliteringsteam og ressourceforløb Med reformen af førtidspension og fleksjob blev der indført ressourceforløb til personer, der har komplekse problemer ud over arbejdsløshed. Intentionen med ressourceforløb er at sammensætte en koordineret indsats, der kan bestå af både uddannelses- og beskæftigelsestilbud, sociale og sundhedsmæssige tilbud, der kan kombineres og koordineres på tværs. Evalueringen af reformen (mploy) viser bl.a., at der fortsat er store udfordringer i forhold til at opnå den kvalitet i ressourceforløb, der er nødvendigt for, at disse forløb giver mening. Det er fx problematisk, at der kun i ¼ af indstillinger fra rehabiliteringsteams nævnes, at borgeren har et udviklingspotentiale. Og kun et mindretal af kommunerne har sat mål og delmål for indsatsen. Endeligt er der for lang ventetid for borgeren fra møde i rehabiliteringsteamet og til der er udarbejdet en indsatsplan. 5

6 En anden tilstødende problemstilling er, at den enkelte borger i dag kan blive udsat for at skulle følge flere handlingsplaner på samme tid, og som kører i hvert sit parallelle spor. Det kan være en sundhedsplan, genoptræningsplan, handleplan for løsning af sociale problemer, rehabiliteringsplan m.fl. Dette medfører, at den såkaldte helhedsorienterede og tværfaglige indsats ikke altid er samordnet. Både borger og sagsbehandler kan derved miste både engagement og overblik over, hvad der er igangsat. Endelig har LO og FTF noteret, at antallet af oprettede ressourceforløb er betydeligt lavere end forventet ved lovens vedtagelse, idet der blot var oprettet forløb i februar LO og FTF anbefaler ekspertgruppen, at: Tage afsæt i de kritikpunkter, der er fremført i ovennævnte evalueringsrapport med henblik på at vurdere nye centrale tiltag, der kan løfte kvaliteten i rehabiliteringsteams og indstillinger til indsats i ressourceforløb. Analysere, hvor mange forskellige handlingsplaner den enkelte borger med komplicerede problemer kan have på samme tid. Overveje, hvorledes handleplaner for det sociale, sundheds-, uddannelses-, beskæftigelsesmæssige område m.fl. kan samordnes. Målet er, at borgeren i et igangsat forløb kun har én samlet og samordnet/koordineret handlingsplan, der indeholder både langsigtede og kortsigtede mål for indsatsen på tværs af forskellige sektorer og fagområder. Undersøger indholdet i rehabiliteringsplanerne. Undersøger effekten af sagsbehandlernes koordinatorrolle i ressourceforløbene. 7. Sygedagpenge og jobafklaringsforløb for sygemeldte I august 2013 var personer på sygedagpenge, hvilket svarede til fuldtidspersoner. Der er tale om en meget sammensat gruppe, der både indeholder beskæftigede, arbejdsløse, korttidssyge, langtidssyge og forskellige diagnoser. Den nye sygedagpengereform med jobafklaringsforløb efter fem måneders sygefravær byder på store udfordringer, der bør løses i regi af ekspertudvalgets arbejde og anbefalinger. Reformen betyder, at sygedagpengemodtagere, der ikke kan omfattes af forlængelsesmulighederne, bliver overført til et jobafklaringsforløb på den meget lavere ressourceforløbsydelse. Økonomiske problemer kombineret med sygdom er en dårlig cocktail, der ikke fremmer en hurtig forbedring af arbejdsevnen. Det kan derimod risikere at udvikle psykiske problemer som stress og angst, der vil forværre helbredssituationen. Det står hen i det uvisse, om sundhedsvæsenet kan klare at udrede de syge på langt kortere tid, end det sker i dag. Hvis ikke sundhedsvæsenet kan fremrykke den samlede udredningstid for patienterne, vil det betyde, at flere borgere alene på grund af ventetid i sundhedsvæsenet, mister deres sygedagpenge efter fem måneder. Det er desuden tvivlsomt, hvorvidt jobcentrene og sundhedsvæsenet allerede på det tidspunkt er i stand til at foretage en socialfaglig vurdering af, om sygedagpengemodtageren på dette tidlige tidspunkt er omfattet af en af forlængelsesmulighederne. 6

7 LO og FTF anbefaler, at ekspertgruppen: Undersøger om prioriteten i indsatsen for sygedagpengemodtagere som ønsket har fokus på en tidlig og hurtig diagnosticering, behandling og genoptræning. Udreder ventetid på diagnostik og behandling i sundhedsvæsenet, i klinisk praksis og i kommunerne, regnet fra første konsultation hos egen læge til revurderingstidspunktet i sygedagpengeloven. Kortere ventetider er én af de afgørende faktorer med indflydelse på, hvornår den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Undersøger kommunernes skønsmæssige fortolkning af sygedagpengelovens 7 om uarbejdsdygtighed, herunder afdækker på hvilket tidspunkt i sygeforløbet 7 anvendes, hvilke borgere, der rammes, og om 7 særligt anvendes over for faglærte/ufaglærte, lang eller kortuddannede m.m. 8. Revalidering Brugen af revalidering har de seneste 10 år været kraftigt faldende og er reduceret med mere end 50 pct. Det synes bemærkelsesværdigt i en periode, hvor antallet af personer visiteret til fleksjob og ledighedsydelse samtidig er næsten fordoblet. Revalidering er først og fremmest til ikke-arbejdsmarkedsparate med henblik på beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet og på fuld tid. Undersøgelser har vist, at revalidering har bedre effekt end aktivering m.v. Tilkendelseskriterierne for retten til revalidering har givet anledning til uklarhed efter udsendelse af en ny principafgørelse i oktober Faginvaliditet er i sig selv ikke grundlag for berettigelse til revalidering, men der er heller ikke i revalideringsbestemmelsen grundlag for generelt at reducere behovsvurderingen til et spørgsmål, om personen kan klare et lettere piccolinejob, job som billetsælger eller lignende. 2 At en person kan udføre denne type job, udelukker ikke, at personen er berettiget til revalidering. Behovet for revalidering skal afgøres ud fra en bredere vurdering af, hvorvidt revalidering er nødvendigt for at opnå, bevare eller genetablere en helbredsmæssig, erhvervsmæssigt eller trivselsmæssigt acceptabel situation sådan som behovskriteriet oprindeligt er beskrevet. Et behov for revalidering afslås dog ofte med en generel henvisning til, at personen kan benytte sig af tilbud og vejledning fra sin a-kasse, eller at der er en række muligheder for hjælp efter lov om beskæftigelsesindsats med sigte på at komme tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge sig selv. Det er dog ofte ganske usikkert, om pågældende faktisk kan få den angivne hjælp, og om denne kan sikre, at pågældende kan blive fastholdt eller kan komme ind på arbejdsmarkedet, og varigt vil kunne klare sig selv, idet revalideringsbehovet her refererer til en prognose for pågældendes arbejdsmarkedstilknytning. 2 FTF Dokumentation/revalidering. Notat til belysning af nogle retlige problemstillinger ved vurderingen af, om en person er berettiget til revalidering og ved udmålingen af revalidering. Oktober John Klausen, cand.jur., ph.d. 7

8 For de ikke-arbejdsmarkedsparate, herunder sygedagpengemodtagere, der ikke kan vende tilbage til det hidtidige beskæftigelsesområde, vil revalidering til andet beskæftigelsesområde, dels kunne nedbringe sygefraværet dels medvirke til en mere varig og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Revalideringsinstrumentet bør derfor have høj prioritet i ekspertudvalgets arbejde. LO og FTF opfordrer ekspertgruppen til at undersøge, om der kan ske ændringer i revalideringsbestemmelserne, der kan medføre, at flere kan få tilkendt revalidering og dermed få en indsats, der i højere grad sikrer en varig og bedre tilknytning til arbejdsmarkedet. 9. Ikke-arbejdsmarkedsparate med ikke-vestlig baggrund Kontanthjælpssystemet er udfordret af en stor overrepræsentation af personer med ikkevestlig baggrund. Det er dog vigtigt at være bevidst om, at gruppen af personer med en ikke-vestlig baggrund i kontanthjælpssystemet er en meget differentieret gruppe. Gruppen rummer alt fra nyankomne flygtninge til personer, der har været i kontanthjælpssystemet i mere end 10 år. Tal viser, at 21 pct. af kontanthjælpsmodtagerne har en ikke-vestlig baggrund. Dette tal skal sættes op mod, at personer med ikke-vestlig baggrund udgør 7 pct. af befolkningen mellem 16 og 64 år. Samtidig udgør ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp 7,2 pct. af alle ikke-vestlige indvandrere mellem 16 og 64 år. Det tilsvarende tal for personer med dansk baggrund er 2 pct. Der er fire hovedårsager til, at personer fra ikke-vestlige lande fastholdes i kontanthjælpssystemet: Socialfaglige problemer (misbrug, psykiske problemer, sociale forhold etc.), som kan være identiske med problemer for personer med dansk herkomst. Mangel på kompetencer, der modsvarer efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Sproglig barriere; både mundtlige og skriftlige danskkundskaber er for ringe til fx at gennemføre en ansættelsessamtale. Kulturel barriere; fx forståelse af og indsigt i det danske uddannelsessystem. En undersøgelse fra AE-rådet viser, at hvis en person med ikke-vestlig baggrund er fyldt 25 år og ikke har afsluttet en kompetencegivende uddannelse, så er sandsynligheden for, at vedkommende får en uddannelse 2,5 gange mindre end for en person med dansk baggrund. Den netop offentliggjorte profilmodel fra Undervisningsministeriet viser, at det forventes, at 19 pct. af indvandrere og efterkommere, der har afsluttet 9. klasse i 2012, ikke vil få en kompetencegivende uddannelse, og dermed har stor risiko for at hænge fast i kontanthjælpssystemet. LO og FTF anbefaler ekspertgruppen, med udgangspunkt i den sammensatte gruppe, som personer med ikke-vestlig baggrund udgør i kontanthjælpssystemet, at: 8

9 Vurdere en evt. effekt af, at jobcentrene inddeler den samlede gruppe af indvandrere i en række mere præcise delmålgrupper med hver deres mål for en beskæftigelsesindsats, som foreslået af regeringens Task Force om integration. Analysere, hvad der virker og ikke virker i den nuværende indsats, herunder generelle vejledningsforløb, virksomhedsnære forløb, opkvalificering i kombination med virksomhedspraktik. Beskrive en sammenhængende og målrettet indsat, der omfatter et håndholdt forløb for gruppen af indvandrere og efterkommere. Vurdere de kulturelle og sproglige barriere, der måtte være for mange indvandrere og flygtninge i bestræbelserne på at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Beskrive en sammenhængende og målrettet indsats, der omfatter et håndholdt forløb for gruppen af indvandrere og efterkommere. 10. Socialøkonomiske virksomheder LO og FTF finder det vigtigt, at der eksisterer områder på arbejdsmarkedet, hvorigennem de allersvageste kan opnå en vis tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette er til gavn for rummeligheden på arbejdsmarkedet, for de ansattes livskvalitet og for arbejdsudbuddet. Socialøkonomiske virksomheder kunne være ét af disse områder, da disse virksomheder i mindre grad er underlagt konkurrencehensyn, krav til profitten etc. Socialøkonomiske virksomheder løser opgaverne på en anden måde end andre private firmaer, og derfor kan socialøkonomiske virksomheder bidrage til udviklingen af det rummelige arbejdsmarked på en ny og anderledes måde. I forbindelse med de kommende ressourceforløb/jobafklaringsforløb m.v. er det vigtigt, at socialøkonomiske virksomheder ikke blot benyttes til at løse opgaver for det offentlige, men også benyttes til aktivt at fremme målet om en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet. Regeringen nedsatte i februar 2013 et hurtigt arbejdende udvalg, der undersøgte barrierer for etablering og udvikling af socialøkonomiske virksomheder. Ifølge udvalget eksisterer der i dag kun 292 socialøkonomiske virksomheder. Udvalget for socialøkonomiske virksomheder afleverede sin anbefalingsrapport i begyndelsen af september 2013 til den daværende social-, børne-, og integrationsminister. Rapporten indeholdt en række anbefalinger der lemper barriererne for socialøkonomiske virksomheder. Kun ganske få af disse anbefalinger blevet adresseret efterfølgende. LO og FTF anbefaler ekspertgruppen at: Finde inspiration i de anbefalinger fra Udvalget for socialøkonomiske virksomheder, der kan øge omfanget af socialøkonomiske virksomheder i Danmark under hensyntagen til risikoen for fortrængning og konkurrenceforvridning. 9