18. s. e. trin. Kl i Engesvang

Transkript

1 1 18. s. e. trin. Kl i Engesvang 731 Nu står der skum fra bølgetop Henning Wellejus 49 Ingen er så tryg i fare 292 Kærligheds og sandheds ånd 367 Vi rækker vore hænder frem 439 O, du Guds lam Nadververs 458 v. 45 af Zion pris din daliggøre 610 Bliv hos mig kære Herre Krist på Et trofast hjerte Gør det bedre Vær mere effektiv Hold dig rask Løb hurtigere Producer mere Nå de mål, andre har sat for dit arbejde Vær positiv, uanset hvad der sker Sig ja Husk at der ikke findes problemer, kun udfordringer Tag dig sammen Det er karikeret og forenklet overdrivelse fremmer forståelsen og alligevel er det ikke helt ved siden af at kalde det, jeg netop opremsede for arbejdsmarkedets ti bud. Og samfundets med, vel? Og vel at mærke ti bud, der er meget tungere pejlemærker for et vilkårligt menneskes liv og tænkning end de ti bud, vi

2 2 kender fra Mosebøgerne eller Jesu bud om at elske vores næste som os selv. Samfundsmæssigt er det der med at elske vores næste som os selv langt nede i forhold til kravet om at producere mere og gøre det billigere. Hvis det at elske vores næste som os selv var den stærkeste lov i samfundet, ville vi ikke lade hjemløse ligge og dø på gaden, mens ambulancefolkene sad og drak kaffe. At gøre det bedre og billigere og hurtigere. Uafbrudt. Det er blevet vores løsen. For vi skal løbe fra kineserne og vi skal øge væksten og vi skal reducere omkostningsniveauet. Det gælder også i de sektorer af samfundet, hvor vi ikke producerer noget, men tager os af hinanden, danner og uddanner, også dér skal vi gøre det bedre og billigere, og er ved at være et sted, hvor et lavet omkostningsniveau er blevet målet i sig selv, og at det, vi egentlig skal fx at skabe et godt hjem for os, hvis vi bliver svagelige fortaber sig og først kommer i anden række. I marxismens dage kaldte man det fremmedgørelse, og det er ikke så dårligt et ord, for det er som om vores mål fortaber sig i tågen, vi ved kun at det er vigtigt livet om at gøre, uden helt at kunne gennemskue det og at den knytter sig til det, vi kalder velfærden. Og jeg fornemmer, der er en udmattelse og overanstrengelse, en træthed, fordi

3 3 effektivitetsknappen allerede længe har stået på max og ikke kan drejes mere. Men stadig lyder det: løb hurtigere, producerer mere, hold dig rask. Derfor er det at træde ind i kirken som at gå ind i en helt anden verden. Med andre tanker om, hvad vi skal, hvad der er vigtigst og hvem vi er. Her lyder det: Velkommen! Sæt dig blot ned og vær til, du skal ikke noget Og i dag hørte vi jo først fra salmernes bog et fællesmenneskeligt grundspørgsmål: Hvorfra kommer min hjælp? eller sagt på en anden måde Hvad skal jeg gøre ved det alt sammen? Og svaret lød, enfoldigt og stærkt: Min hjælp kommer fra Gud Og modsat mennesker, så drikker han hverken kaffe eller falder i søvn. Han våger, han hører, han ser. Og han kommer til os. Og siden læste vi om, at vi er elskede mennesker, vi ved det fra Kristus. Det er godt nok.

4 4 Og endelig evangeliet, hvor vi får at vide, at vi er grene på Vorherres træ, vi er vokset sammen med ham. Vi skal ikke søge ind i os selv, når vi mangler kræfter, men lade os genstrømme af det, der hele tiden kommer fra den stamme, vi vokser på. Vi er grene på Vorherres træ og når vi bærer frugt er det ikke ved vore egne kræfter, men fordi vi får næring fra stammen. Vores hjælp kommer fra Gud. Vi er omsluttet af Guds kærlighed. Vi er sammengroet med Jesus Kristus, for vi er grene på hans træ. Og vel at mærke er det ikke fordringer eller krav. Det er bare sådan, Gud har gjort det. Vi er grene på Kristi træ At være en gren på Kristi træ er den dybeste bestemmelse af, hvem vi er og hvad vi skal, af hvor vi kommer fra og hvor vi går hen.

5 5 Men det er jo ikke gangbart at citere Biblen, når vi drøfter, hvilket samfund vi skal have, vi kan ikke trække Jesuskortet når vi taler om, hvordan vi skal indrette os med hinanden udenfor kirken. I hvert fald ikke direkte. Og så kan vi dog godt tage det med os alligevel, troens bestemmelse af, hvem vi er, som en usynlig varm og blød kappe vi har slænget over skulderen, kan vi tage det med, en kappe som sagtens kan rumme flere end os selv, ja som kun bliver smukkere, desto flere der er omsluttet af den. Selv om vi må søge verdslige argumenter, når vi blander os i samfundsdebatten, kan vi godt bære troen med os. Og løfte hovedet og sænker skuldrene, når arbejdsmarkedets ti bud tordner ned over os. For vi er grene på Kristi træ, vi ved, at vi er nogen, vi er elskede og hører til et sted uanset alting. Og samtidig er evangeliet et sted at stå dybt og stærkt forankret i noget, der er meget, større end os selv evangeliet er også et sted at stå, hvor vi kan se klart i forhold til, hvad der er op og ned, ret og vrang og i forhold til, hvad vi skal gøre og sige. Vi kan ikke trække Jesuskortet, men vi står med begge fødder på det, hvis man kan sige det sådan. Og kirken er jo så i al sin ufuldkommenhed et optankningssted, et beskyttelsessted eller hvilested, og et renselsessted, om man vil, hvor alle de visne grene hives af, så vi kan se klart gennem grenværket, så vi husker, hvem vi

6 6 selv er, hvad vi dybeste set skal, og hvor vi hører til. Så vi ikke glemmer at vi er Guds inderligt elskede børn, også når vi bliver fyret, og så vi husker, at det er Kristus der på én gang er vor livskraft og vores dommer, vores bror og vores befrier fra alt det, der tynger os mod jorden Velkommen Sæt dig blot ned, du skal ikke noget Du hører til her, du er jo en gren på Kristi træ.