[Nyt fra november og december 2015]

Transkript

1 [Nyt fra november og december 2015] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi samarbejder med Det Anglikanske Stift i Bo om at træne kirkeledere til menigheder i stiftet, som dækker et område på størrelse med Jylland. Projektet har fået titlen Teologisk Førstehjælp. Bo Kære alle, Regntiden er nu, endeligt, endegyldigt ovre for i år. Den havde svært ved at slippe sit tag i Sierra Leone, muligvis på grund af El Ninos påvirkning af hele klodens vejr. Normalt er september den sidste rigtige regntidsmåned, den sidste måned med dagsregn, men i år var vi langt inde i november inden skyerne magtede at holde igen i dagstimerne. Dagene klarede langsomt op, skønt det ofte så truende ud og vi gruede for vasketøjet. Først mod udgangen af måneden ophørte regnen helt; hvordan kan det egentligt være, at regnen altid kommer på store vaskedag? Det har været en tung omgang i år, hvor alt mugnede eller blev jordslået 1

2 og vejen til vores hus blev endnu mere hoppende og rædbrækkende, mens bilen truede med at skride af den såkaldte vej og ned i rismarken ved siden af. På en overskyet dag, hvor det havde regnet kraftigt hele natten og gjort alle veje endnu mere ufarbare, begyndte vi undervisningen missions-læglæsere af for Bo sogn. Havde vi kunnet spå om vejret, havde vi helt sikkert ventet en dag eller to med at indbyde Gruppen fra Monghere (Rev. Mbayo s folk) diskuterer ihærdigt på deres lokale sprog, mende. folkene, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Bo sogn er meget stort, da alle nye missionsområder ligges herunder indtil de er stærke nok til at blive selvstændige sogne. Invitationerne var sendt ud fjorten dage i forvejen, så vi kunne være sikre på, at beskederne nåede ud til alle afkroge og datoen var derfor ikke til at ændre. Vi skævede mod de mørke skyer, mens bilen kæmpede sig gennem mudderet op til hovedvejen, og overvejede, hvad der skulle være plan b, hvis nogle af deltagerne var blevet forhindret på grund af vejret. Bekymringerne viste sig dog at være fejlplaceret Det var ikke deltagernes mulighed for at rejse, der var et problem, men derimod den lille detalje, at præsterne havde glemt at informere dem! Dem, der kom længst væk fra var der først: Rev Mbayo, diakon et godt stykke nord for Bo by, havde fået fat i alle sine deltagere og det skønt mange var uden for telefondækning. De troppede glade og beredvillige op med deres leoner i uhyggeligt nussede småsedler for at betale deltagergebyret. Der sker ikke så meget i de små glemte 2

3 Mette underviser de to Pilgrim hold i et lille klasseværelse i Mano Dasse. De bliver undervist i, hvordan man anvender den liturgiske håndbog. Det er en forudsætning, at alle deltagere kan et minimum af engelsk, så de selv kan læse sig igennem materialerne. Alle deltagere har været igennem et interview forud for undervisningen. landsbyer, så de ville skam ikke gå glip af muligheden, end ikke selv om de måtte kæmpe sig gennem søer af mudder i flere timer for at nå frem. En anden deltager kom østfra, og vi kunne konstatere, at Rev Scott-Manga også havde styr på sine folk. Så manglede vi blot Mano Dasse og Bo by Mange af deltagerne fra Bo by er endda ansatte ved stiftet, så de burde jo være i nærheden! Ungdomspræsten Rev Kenneh blev helt bleg, da han hørte, at det var nu, det var nu (han var åbenbart ikke blevet orienteret). Han styrtede af sted og i løbet af et par timer havde han fået samlet de unge deltagere fra Bo by som dog dukkede op uden deltagerbetaling, så de måtte afsted igen for at låne pengene. Rev Kenneh er en god mand og det skal nok blive godt, når han nu overflyttes til Mano Dasse. Det viste sig, at selv ikke biskoppens kone var blevet orienteret! Når sognepræsten kan glemme selv Mother Superior (den Øverste Moder, som hun så fornemt kaldes), hans egen nabo, så er der altså ikke meget håb om at beskeder går ud. Vi mindede ham stilfærdigt om at det var hans ansvar også at arrangere frokost for 3

4 alle deltagere. Han blev lidt stille og fik så fat på Austins kone, som styrtede på marked for at købe ind. Det var for så vidt meget godt, for hun er en fantastisk kok, men vi syntes ikke, det er helt i orden, at hun skulle smide alt for at råde bod på præstens fejl. Senere dukkede sognepræsten faktisk op og undskyldte; han var åbenbart godt klar over, at han havde fejlet her. Mother Superior var også klar til at gøre ham opmærksom herpå! Hun er en standhaftig kvinde, der gerne vil have orden i sine ting. Hun tager sin opgave som rollemodel for kvinderne meget alvorligt og det passede hende bestemt ikke at blive informeret tilfældigt i døren af Rev Austin 5 minutter før programmet begyndte. Det er en del af læringen, at sognepræsterne skal tage deres ansvar på sig. Selv om det er træls, når det ikke lykkedes, så er det nødvendigt, hvis projektet skal lykkedes. Vi havde Steven med til mødet, da det er meningen at han, sammen med Lamboi fra Missionsafdelingen, skal følge op på grupperne. Han har slægtninge i Mano Dasse og gennem ham lykkedes det at komme igennem til en af deltagerne fra området. Manden blev helt ulykkelig, da han hørte at programmet begyndte i dag. Han er lærer og var klar til at lade skole være skole og styrte afsted mod Bo, men vi syntes ikke, det var den bedste løsning; hverken at efterlade eleverne eller at han skulle halse afsted på den måde. I stedet aftalte vi at tage til Mano Dasse den følgende søndag, for at begynde programmet der også. Vi blev noget forsinket og mange ting måtte gentages, efterhånden som flere deltagere dukkede op. På trods af startvanskelighederne, gik det faktisk overraskende godt. Deltagerne ville jo rigtig gerne og det var jo ikke deres skyld, at de ikke var blevet informeret. De ventede og lyttede tålmodigt og da vi gik i gang med selve gruppearbejdet var alle ivrigt deltagende. Faktisk var vi nok dem, der var mest irriterede over forsinkelserne og ironisk nok var vi det på deres vegne. Det irriterer os, når præsterne fejler og vi syntes, at folk her er alt for overbærende. Det er nok meget dansk gerne at ville have orden i tingene; laver man et program skal man også følge det, så folk ikke spilder tiden. De gode mennesker fra 4

5 nord virkede til at syntes, at det var hyggeligt, at være kommet til byen. Og så var maden uovertruffen hvad mere kan man ønske sig? Alle var begejstrede for bøgerne, fordi de ligger rigtig meget op til selvstændige diskussioner. De kunne være blevet ved meget længere med gruppearbejdet, men vi blev nødt til at bremse dem, så de også kunne komme hjem igen. Ugen efter fik vi at vide, at en af grupperne havde diskuteret og arbejdet med materialet i fire timer, skønt det kun er meningen, at de skal mødes i to. Jo, viljen mangler skam ikke. I Sierra Leone Vi kom godt i gang i Mano Dasse den følgende søndag. Præsten bød os hjerteligt velkomne. Han var glad for at se os og gjorde sit bedste for at være en god Mr. Mark Sellu Jengati prædiker og leder os igennem hele gudstjeneste. Han klarer det rigtig godt. En lovende ung mand, som vi glæder os over at have med på vores læg-læser træning. vært. Først havde vi en festlig gudstjeneste, med fantastisk god sang. Vi lyttede henført, mens vi kikkede ud på de svajende bananpalmer gennem det glughulerne rundt om korset i korbuen. Dette er Afrikas sang! Melodisk, rytmisk og for fuld udblæsning. Hurtigt blev vi enige om, at vi måtte tilbage senere for at optage koret. Præsten havde givet pladsen til en af vores studerende fra stifts-læglæser uddannelsen (højeste niveau af læglæsere), så vi kunne se ham i aktion og evaluere. Han gjorde det rigtig godt og vi er nu ved at køre ham i stilling til at lede grupperne i Manno. Sognepræsten vil snart blive overflyttet til byen ved Moyamba Krydset, så han ville ikke selv kunne kører grupperne til ende. 5

6 Bagefter var præsten vært for en god frokost til alle, for at råde bod på misseren med manglende informationer. Den faldt på et tørt sted, da mange var kommet langvejs fra for at være med til undervisningen: Der var både kylling og ged i kirkens skolestue og alle Pilgrim materialet bliver introduceret for de studerende i Mano Dasse. smaskede velfornøjede igennem. Det blev en god dag med glade mennesker. En ældre herre, der ikke kunne læse selv, havde listet sig med for at lytte. Lamboi gjorde ham resolut opmærksom på, at han ikke ville have smuglyttere på sit hold, så manden havde bare at deltage i diskussionerne på lige fod med de andre! Det passede den gamle rigtig godt, for han havde jo også noget at bidrage med og han strålede af stolthed. Lige nu kører der fem selvstændige grupper, en nord for Bo, to i Bo by og to i Mano Dasse. Til januar er det Kenema sogns tur. Turen hjem blev også festlig; vi havde igen haft Steven med, og der blev diskuteret vældigt på bagsædet hele vejen på den dårlige vej. Steven havde netop hørt om en mand i Mano, der var blevet så ulykkelig over, at hans kone havde forladt ham, at han havde brændt sit hus ned. Lamboi kunne simpelthen ikke forstå, at man kunne bære sig så fjollet an; nu havde manden jo hverken hus eller kone! Og han ville næppe finde sig en ny kone, når han ikke engang havde et hus at tilbyde hende! Austin prøvede at forklare om hjertets kringelkroge, men de var fuldstændigt tabt. Lamboi holdt hårdt på, at det ikke var husets skyld, så det var meningsløst at brænde det ned. Da først asfalten blev nået, kørslen mere jævn og karamellerne var spist, opgav Austin og faldt vanen tro i søvn. 6

7 Der var plads til en masse diskussioner under retræten. Undervisningen interaktiv og krævede, at alle ordinanderne var meget deltagende. Der kom mange spændende drøftelser og gruppen var ivrig til at dele også svære situationer med hinanden. I Sierra Leone Resten af november stod i ordinationens tegn. Fem gode mennesker var klar til at modtage den første ordination og blive diakoner i kirken. Næste år, efter et års vejledning under en mere erfaren præst, kan de blive indstillet til næste ordination (der er to niveauer af ordinationer før man er fuldgyldig præst i den anglikanske kirke). Mens de læste (langdistance fra Freetown), har vi flere gange haft dem inde til opfølgende undervisning, så vi kender dem alle rigtig godt og føler lidt, at det er vores folk. Missionsafdelingen var ansvarlig for ordinationsretræten, både at finde et sted for den og at undervise ordinanterne. Det sted, hvor vi holdt retræte sidste gang, viste sig også at blive brugt som bordel (det er problemet med de billige gæstehuse), så vi ledte længe efter et mere passende sted. Valget faldt på katolikkernes center. Vi blev vel modtaget og havde en rigtig god retræte. Foruden de fem ordinanter, havde Steven også fået lov til at være med. Han er ikke så langt på sin uddannelse endnu, så han skal først ordineres næste år, men han plejer jo at være med når vi underviser teologistuderende og vi syntes ikke, han skulle snydes denne gang. Alle deltagerne var spændte og veloplagte og vi havde mange gode, frugtbare diskussioner. De brænder alle for kirken og vi ved, at de vil gøre deres bedste for at tjene menighederne vel. 7

8 Der var en spændt stemning på Missionsafdelingens kontor, som var udvalgt til omklædningsrum for ordinanderne. Stilhed før storm. De fem er: Solomon Tucker, der har læst teologi i Nigeria, sponsoreret af kirken der. Han skal tjene Church of Pentacost i Kenema, en kirke grundlagt af en nigeriansk missionær. Joseph Wangai Dakowa, en stilfærdig herre fra Kenema, som sammen med sin kone Josephine udgør søjlerne i moderkirken. Joseph Lamboi, som er nyeste medlem af Missionsafdelingen. Mohammed Turey, som skal overtage sognekirken St Peter s i Bauya og sidst men ikke midst J. O. Saspo, som er pensioneret folkeskolelærer og har gennemført vores læglæser uddannelse. Han har fået lov til at blive diakon med dispensation (han kan ikke modtage næste ordination, da han ikke har læst teologi). Han skal tjene kirken i hans egen Alex fik æren af at foretage den officielle præsentation af ordinanderne forud for ordinationen. 8

9 landsby og hjælpe Mohammed i Bauya sogn. I Sierra Leone Derudover blev to præster udnævnt til Canon (en meget fin ærestitel), den ene var vores Rev Austin, mens endnu en præst, Canon J.E.F. Tucker, blev udpeget til ærkediakon Biskoppen fra Freetown (t.v.) og vores egen biskop over Bo hjalp hinanden under hele gudstjenesten. Her knæler vores fem diakoner under biskoppens forbøn. (embede lige under biskoppen) og samtidig bliver han den nye leder af Missionsafdelingen. Han er et livsstykke uden lige! En herlig, lattermild mand, med et kæmpe hjerte for kirken, så det skal nok blive godt! Det blev en meget lang, men meget festlig gudstjeneste. Alle præster var kaldt ind og mange Et historisk øjeblik i Bo Anglikanske Stift. Fem nye diakoner, to nye Canons og én ny ærkediakon, foreviget sammen med de to biskopper i Sierra Leone, stiftets juridiske rådgiver (med parykken) og vores Steven i midten med bispestaven. kirker havde også sendt repræsentanter fra menighederne mange heraf var vores tidligere studerende, så der var 9

10 mange glade gensyn. Derudover var biskoppen fra Freetown kommet for at deltage og han blev inddraget i ceremonien lige så meget, som det var muligt. Det var rigtig godt, for der har i mange år hersket en vis kulde mellem de to stifter. Det er tydeligt, at det har blødt op på tingene, at begge stifter har fået nye biskopper: De ønsker begge at forny fællesskabet. Der blev danset, jublet og uddelt adskillige krammere i Bauya, da de to nye diakoner blev installeret. Nu har vi omsider fået vores egne lød glædesudbruddene fra menigheden. Vi blev heldigvis placeret tæt ved ordinanterne, så vi kunne give dem al den åndelige opbakning, det var menneskeligt muligt; de var så spændte og nervøse! Og hvor var de glade efterfølgende! Det bedste var, at deres kommende menigheder var lige så glade som de! Der blev danset og krammet og hujet og uddelt gaver så det var en sand lyst. Og vi var de stolte forældre, skønt de fleste ordinanter var ældre end os. Den efterfølgende søndag (anden søndag i advent) tog vi til Bauya sogn, for at holde indsættelsesgudstjenester for de to diakoner dér. De er temmelig alene derude, da de ikke har en sognepræst at læne sig op ad, og vi ville gerne sikre os, at de kom godt i gang med embedet. Vores nye Canon Austin gjorde godt brug af sin nye canon-værdighed og fik dem indsat med maner. De blev taget imod med sang og dans og endnu flere kram, mens kirken højtideligt blev overdraget. Dejligt at menighederne var glade for og stolte af deres nye 10

11 præster. De tager virkelig ansvar og føler ejerskab dem, så nu kan julen bare komme an i Bauya! Nu vil vi til at jule-pynte her i palmernes skygge. Stemningen er svær at mane frem i 35 graders varme, mens bongotrommerne lyder i baggrunden. Men vi har købt det smukkeste, kinesiske, plastik-guld pynt og skal snart have plastik-juletræet fundet frem fra gemmerne. Så håber vi blot, at posten når frem, så vi har noget at putte under træet; vi plejer at læse julehilsner fra Danmark juleaften (og se Dyrelægens Plejebarn mens anden steger) en rigtig god tradition! Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår, Guds fred Alex og Mette 11