Forfatternavnet er et pseudonym for at beskytte familien. Filmbyen 21, Århus C Tlf post@siesta-forlaget.

Transkript

1 Ane Sofie Juncher

2 Familiens liv med en stofmisbruger Copyright: Ane Sofie Juncher og forlaget Siesta Omslag og grafisk produktion: Mikkel Sørensen, Graphic Aid 1. udgave, 1. oplag ISBN: Århus, 2013 Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på institutioner eller virksomheder, som har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Forfatternavnet er et pseudonym for at beskytte familien. Filmbyen 21, Århus C Tlf post@siesta-forlaget.dk

3 Indhold Tak Smertefulde erfaringer kalder på forandring Den lange rejse Prolog Det etiske dilemma Livsvilkår med en stofmisbruger Mit hjem, min opvækst og identitet Min nye familie Fundamentalistisk opdragelse og fordømmelse Ensomhed, svigt og vold i ægteskabet Vold på ferien Weekenden Nye jobs - nye udfordringer Graviditet, fødsel og vold Fingeret indbrud Social inkompetence Afsløringen - mødet med behandlingssystemet Behandlingshjem Embedslægen Mødet hos psykologen Vreden Stofmisbrug i det sociale rum Utroskab Ulven i fåreklæder En barnetegning om mågefuglen Drømmen om hvedemarken Voldsmønster for psykisk terror Løgn og fortielse Psykisk vold og mental terror Medafhængighed - selvskadelige adfærdsmønstre Gåden om stofmisbruget

4 Livstruende sygdom Barnet som pårørende Socialforvaltningens moralisme Skammen Kampen for et bedre liv Rensning og heling af psykologiske sår Samtalens overvindelse Tavsheden brydes - en indre monolog Bruddet med familien Tab af venner og familie Klikesnak og udstødelse Det sorte får Ordentlige venner og familie Min mor Familien behøver hjælp Mangel på moral - viden - solidaritet Forebyggelse forskning - national behandlingstrategi Epilog

5 Den store tragedie er ikke onde menneskers brutalitet men gode menneskers tavshed Martin Luther King

6 Tak Denne bog er tilegnet mine to døtre, der har lidt så meget på grund af min forpinte sjæl og vores fælles miserable fortid med en stofmisbrugende far og ægtemand. I har medvirket til, at vi sammen fik genopbygget livet og blev mere livsduelige. Mest af alt, tak for alt det, I har udholdt. Jeres åbenhed, viljen til at kæmpe og for al den kærlighed, I har givet mig. I fremstår for mig som to smukke kvinder med stor personlighed. I må være lavet af et særligt stof.

7 Smertefulde erfaringer kalder på forandringer Af psykolog, ph.d. Helle Lindgaard Denne bog giver et medrivende og smertefuldt ærligt indblik i livet med misbrug i familien. En helt almindelig dansk familie med far, mor og to børn. Begge forældre er veluddannede med gode jobs, den misbrugende part, faderen, arbejder som læge. Men bag facaden er der store problemer med misbrug, psykisk og fysisk vold og en familie, der over tid nedbrydes ganske alvorligt. Bogen er medrivende og til tider provokerende i sin hudløse ærlighed og åbenhed, men også i den uimodsagte subjektivitet. I sagens natur må det imidlertid være sådan, eftersom det jo er en bog, der handler om familiens oplevelser med og perspektiv på livet med en misbruger. Derudover kan det være problematisk at inddrage misbrugers perspektiv, der i kraft af problemets karakter og skader på hjernen ofte bærer præg af benægtelse, løgne og en fordrejet virkelighedsopfattelse. Samtidig ses fra forfatterens side et dybtfølt ønske om at forstå og forklare, såvel misbrugers som egen adfærd og valg livet igennem. Forfatteren formår tillige at beskrive den eksistentielle krise, der opstår og vokser undervejs. Men også helingsprocessen og den lange, svære vej tilbage til livet efter eget fysisk og psykisk sammenbrud og endeligt brud med den misbrugende ægtefælle. Det handler om genskabelse af identitet, integritet, værdighed og ikke mindst eksistentiel retning fremadrettet, og i den forbindelse at forliges med fortiden. En proces, der bærer præg af de dybe skader og ar, livet med en misbruger har givet. Undertegnede håber virkelig, at bogen med sit indblik i livet med en misbruger kan skabe debat og ikke mindst forandringer fremover for de

8 mange familier, der er fanget i en nedadgående spiral uden mulighed for passende hjælp. Misbrug findes udbredt i samfundet og i alle samfundslag. Det betyder også, at mennesker med misbrug er en yderst heterogen/sammensat gruppe, lige fra gadenarkomanen over pædagogen og skolelæreren til børsmægleren, advokaten og lægen. Et misbrug kan se ud på mange forskellige måder. Det afhænger bl.a. af, hvad der misbruges - om det er alkohol, sove-nervemedicin, hash, kokain, heroin m.v., hvor meget, hvor længe, hvordan og af hvem. Om misbrug skyldes en genetisk, biologisk disposition, en sygdom, en personlighedsforstyrrelse, en svag karakter, en tillært mestrings-strategi, en selvmedicinering af en dybereliggende psykisk lidelse eller noget helt andet, ved vi endnu ikke med sikkerhed. Men qua sit afhængighedsskabende indhold og indvirkning på hjernen har et misbrug for mange karakter af en mere eller mindre kronisk lidelse med en cyklisk, destruktiv udviklingsbevægelse, der for det meste kræver hjælp udefra for at ændre retning. Et misbrug kan defineres ud fra diagnosesystemer, men bør i lige så høj grad defineres ved, at de pårørende oplever forbruget eller rusadfærden problematisk. Det er nemlig helt afgørende at forstå, at misbrug er et relationelt problem. At leve sammen med et menneske med misbrugsproblemer, er for langt de fleste en opslidende affære, der som oftest har karakter af en nedadgående spiral, hvis der ikke gribes ind. Igennem de seneste år er man da også i stigende grad blevet opmærksom på pårørendeproblematikken i forbindelse med misbrug. På grundlag af en efterhånden omfattende og solid forskning ved vi derfor nu, at misbrug har konsekvenser ikke blot for den misbrugende part, men i allerhøjeste grad også for dennes nære relationer. Det gælder især partner og børn, men også forældre, søskende og nære venner kan blive alvorligt belastet af misbruget og have ligeså meget brug for hjælp. Således ved vi, at partneren ofte er mindst ligeså belastet som misbrugeren - til tider

9 endda mere. Og vi ved, at børnene risikerer at få alvorlige problemer, ikke mindst fordi det er deres grundlæggende udvikling, der er i spil, hvilket kan have konsekvenser helt ind i voksenlivet. De pårørendes skader som følge af livet med en misbruger placerer sig bredt inden for det helbredsmæssige, følelsesmæssige og sociale felt, og trækker spor i forhold til parforhold, forældre- og jobfunktion, økonomi m.v. Typisk ses depressivitet, selvmordsadfærd, angst, ukontrollerede vredesudbrud, diverse fysiske smerter, spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd, koncentrationsbesvær, søvnproblemer og meget andet. For at kunne håndtere de belastende forhold tilegner familien sig en række overlevelsesstrategier. De tjener til umiddelbar overlevelse fra dag til dag, men i længden bliver de ødelæggende for de enkelte familiemedlemmer og risikerer at fastholde familien og den misbrugende part i et destruktivt mønster. Man taler om, at familien i stigende grad centrerer sig om misbruget og misbrugeren. Det betyder, at det i højere grad bliver misbrugsproblemet samt misbrugerens behov og begrænsninger, der definerer familiens muligheder og måde at være familie på, og i mindre grad familiens fælles grundlæggende livsværdier, mål, ønsker og behov eller børnenes udviklingspsykologiske formåen og behov. Ofte vil der være tale om en bi-fasisk eller dobbelt fungeren, hvor familien fungerer forskelligt med forskellige spilleregler afhængig af, om misbruget er aktivt eller ej, og om misbruger er påvirket eller ej. Desuden et øget konflikt- og stressniveau, voldsomme skænderier og pludselige vredesudbrud eller dræbende tavshed og isolation. Endelig ses en hyppigere forekomst af psykiske, voldelige og til tider også seksuelle overgreb. Som følge heraf kan der blandt de pårørende ses en mere eller mindre konstant hypersensitivitet i forhold til at sanse stemninger, følelser og behov hos den misbrugende part på bekostning af egne følelser og behov. Denne uforudsigelighed og dobbelthed er en konstant stressfaktor for hele familien, men er især en udfordring for børnene, der har brug for stabilitet, tryghed og rummelighed for at kunne udvikle sig passende.

10 Dertil kommer, at de faste rammer, der ellers sikrer stabilitet og forudsigelighed i familien, gradvist kan udviskes eller helt forsvinde. Det gælder regler for, hvad børnene må og ikke må, ritualer og hverdagsrutiner omkring f.eks. spisetider og putteritualer samt traditioner relateret til fødselsdage, jul og lignende. Udfordringer og visioner for området i fremtiden drejer sig om handling, behandling, skadesreduktion og forebyggelse samt fortsat videns udvikling og formidling. For til trods for ovennævnte viden, såvel nationalt som internationalt, følges der ikke op med handling i praksis. De pårørende lades ofte i stikken, ikke blot af netværket, men også af de professionelle, der kunne og burde have hjulpet dem. Det kan der være mange årsager til. Først og fremmest er der stadig udbredt uvidenhed hos den almindelige dansker såvel som blandt de professionelle. Det gælder i forhold til at forstå, hvor udbredt misbrugsproblemer er, og at de findes i alle samfundslag. Og det gælder viden i forhold til at forstå alvoren af misbrugsproblemer, ikke mindst for de pårørende, men også de hjernemæssige forandringer hos den misbrugende part, der har betydning for forståelsen af, hvad der skal til for at iværksætte varig forandring i familien. Den manglende viden om misbrug skyldes, at viden ikke formidles systematisk - bl.a. via de relevante uddannelsesinstitutioner - og at der kun er sparsom videreuddannelse. Det betyder, at netværk og relevante samarbejdsparter ikke er klædt ordentlig på til opgaven, og de seneste års økonomiske nedskæringer har fået kommunerne til helt misforstået at skære i de forkerte ydelser, herunder hjælp til de pårørende og relationsorienteret misbrugsbehandling med langtidseffekt. Derudover er der ofte en stigmatiserende holdning til mennesker, der ikke kan kontrollere sig selv. Igen baseret på uvidenhed. Dels er der et misforstået viljesmoment ( man kan jo bare tage sig sammen og lade være ), hvorved der påføres skyld og skam. Dels er der billeder af bumsen på bænken, narkoluderen og gadenarkomanen, der ligeledes føjer 10

11 skam til et menneske med misbrugsproblemer. En stigmatisering, der yderligere forstærkes af vores sprogbrug: misbruger. Alt sammen medvirkende til at misbrugsproblemer omgæres af tabuisering, hemmeligholdelse og benægtelse. Som igen bevirker, at det kan være svært at få øje på misbrugsproblemer, ligesom det kan være svært at tale om, hvilket yderligere forstærkes af misbrugers egen benægtelse, bl.a. forårsaget af hjernens påvirkning. Endelig har vi en udpræget berøringsangst og misforstået respekt for privatsfæren og det enkelte menneskes ret til at træffe valg, der - kombineret med uvidenhed - yderligere vanskeliggør afdækning af og indgriben i forhold til initiering af en sund forandringsproces. Til dette hører en misforstået forestilling om at skulle vente på misbrugerens egen erkendelse samt ønske om og vilje til forandring, hvilket bl.a. qua hjernens påvirkning kan tage både 10 og 20 år mens partner og børn efterlades i en nedbrydende og uværdig venteposition. Netop derfor er det en vigtig pointe, at så mange som muligt er involveret i handling. Jo flere der har viden og indsigt i denne problemstilling og er i stand til at handle på den, jo flere pårørende i klemme kan vi få øje på, og jo tidligere kan vi handle på det, vi ser. Det betyder sikring af viden og kompetence hos en lang række af de fagpersoner, der møder misbrugere og pårørende i deres daglige virke, f.eks. pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, læger og psykologer. Men det betyder også formidling af viden til den almene befolkning, herunder at få almengjort misbrugsproblemer, sådan at stigmatisering og tabuisering kan reduceres og flere kan handle adækvat i forhold til problemstillingen. En forudsætning for og naturlig følge af handling er behandling eller indsatser af forskellig art. Hvis ikke der findes behandling, kan handling kun udføres i begrænset omfang og med begrænsede resultater. Som udgangspunkt bør sådanne behandlingstilbud foregå i en misbrugsrelateret sammenhæng med misbruget som omdrejningspunkt. Som allerede nævnt er misbruget det styrende og centrale for familien og de pårørende, uanset at der over tid kan tilstøde adskillige andre problemer. Den 11

12 videre udvikling afhænger af, at misbrugsproblemet løses. Det kræver misbrugsfaglig ekspertise i tæt samarbejde med relevante samarbejdspartnere f.eks. børnefamiliesagkyndige, skole, læge, psykolog etc., så familien kan tilbydes en helhedsorienteret, samlet og koordineret behandlingsindsats. Især i familier med børn er det vigtigt at have fokus på hele familiens samlede situation. Nogle børn udviser ikke umiddelbart symptomer på mistrivsel. De kan være dygtige i skolen, til fodbold eller andet, eller de falder i ét med tapetet, medens de indeni kan være ulykkelige, utrygge, ensomme og tumle med et ødelæggende mindreværd. Samtidig ser vi en gruppe af børn, der tydeligt viser tegn på mistrivsel, men indenfor en så bred vifte af symptomer, at det kan være svært entydigt at definere, hvad der indikerer forældres misbrug. Det kan derfor være vanskeligt at få øje på børnene, ligesom børn, der udviser symptomer på mistrivsel, ikke nødvendigvis kædes sammen med en forælders misbrug og dermed fejleller symptombehandles. Den fremtidige udvikling på behandlingsfeltet bør derfor sørge for, at de pårørende sidestilles i behandlingssystemet og tildeles samme behandlingsrettigheder og -muligheder som den misbrugende part, også uafhængigt af den misbrugende parts erkendelse og vilje til behandling/forandring. Endelig er der brug for udvikling af differentierede tilbud, der kan matche de mange forskellige individer og problemstillinger, således at så mange som muligt kan finde et tilbud, de kan profitere af. Til behandlingsområdet hører også tidlig indsats, herunder skadesreduktion og forebyggelse. Når vi nu ved, at de pårørende har en fire gange så stor brugsrate af sundhedssystemet, og at børnene har en stærkt forøget risiko for at udvikle psykiske lidelser og eget misbrug, er det da uprofessionelt ikke at gøre en indsats i forhold til at undgå dette. Derudover ved vi, at selvom børnene som voksne ikke selv har udviklet misbrug eller psykiske lidelser, kan de have en lang række andre vanskeligheder, der kan have konsekvenser for deres funktioner i arbejdsliv, parforhold og forældreskab med konsekvenser for deres børn og dermed næste generation. 12

13 Her er de pårørende af ganske særlig værdi, fordi de som oftest langt tidligere har erkendelse og vilje til forandring. Det betyder, at de kan medvirke til en tidlig og dermed forebyggende indsats, ligesom de kan skærme børnene mod at opleve konsekvenserne af misbrug. Endelig ved vi fra international forskning, at de pårørende kan iværksætte forandring i familien og motivere den misbrugende part til behandling og/eller ændret misbrugsadfærd. Igen på et tidligere tidspunkt end den misbrugende part selv er i stand til. Nærværende beretning er et tydeligt eksempel på, hvor galt det kan gå. Forfatteren bidrager med uvurderlig viden om livet i en misbrugsfamilie, og bogen kan ikke undgå at trække dybe spor og undren hos læseren. Selv hos en garvet ekspert med mange års erfaring på området gør det smertefuldt indtryk at læse ord for ord om livet for en familie, hvor misbruget tidligt tager styringen og gradvist nedbryder såvel den misbrugende part som dennes ægtefælle og børn. Det handler om at leve med psykiske overgreb og fysisk vold, om skam og skyld samt bedrag og løgne. Og om svigt fra den misbrugende ægtefælle, den nære familie, øvrigt netværk og de fagpersoner, der i tidens løb burde og kunne have gjort en forskel og medvirket til nødvendig forandring og udvikling. For det er dybt tragisk, beskæmmende og rystende, hvordan familien lades i stikken i en nedadgående spiral. Selvom forfatterens beretning starter årtier tilbage, er vort samfund desværre ikke blevet bemærkelsesværdigt bedre til at håndtere familier med misbrug. I hvert fald er der stadig alt for mange, der falder igennem systemet og ikke får den nødvendige hjælp, især ikke når det kommer til de pårørende. I den forbindelse savnes i den grad politisk indsigt i de store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger ved misbrug i familien samt vilje og mod til handling. Således at fremtidige indsatser for familien og de pårørende kan foregå på et organisatorisk og lovmæssigt grundlag og med den nødvendige økonomiske opbakning. 13

14 Den lange rejse Jeg boede engang sammen med mine døtre i et normløst land, der hedder Narkotika. Dette dødsrige grænser tæt op til intetheden. Alting er opløst. Ensomheden bliver fastholdt, for det er netop landets kendetegn. Om natten lyser månen og stjernerne koldt og isnende af smerte. Der lyder hjælpeløse skrig og gråd af forladthed. Alting flyder i Narkotika - fra dybe afgrunde af sorg og afmagt til stejle klipper af tro. Skam og skyld ligger gemt i de store sumpe. Tiden er uendelig i den fremmede ødemark. Ligesom svalerne er jeg kommet hjem. Kommet hjem til mig selv i min væren efter at have udlevet mange år i mental udlændighed. Mere end nogensinde forstår jeg, at livet har mange tilskikkelser. I mange år har jeg sat spørgsmålstegn ved livets sammenhænge og hele tiden kredset om de samme ting, de eksistentielle menneskelige vilkår, der til alle tider rækker ud til det enkelte menneske - også til mig og min familie. Alligevel finder jeg, at livet er godt. Når børnebørnene pludselig ringer på døren, strømmer glæden ind i mit hjem. Det er det, som gør, at cikaderne stadig synger i mit sind. Det har været en kolossal hjælp at skrive, en måde at falde til ro og blive bevidstgjort. Jeg skrev ikke bare om mit liv, men også til liv. Jeg oplevede, at de tanker, jeg tænkte og var bundet af, nærmest ikke er tænkt, før jeg fik skrevet dem. Narkolandet har for længe siden fundet ro i mig. Men jeg husker. Oplevelserne. Volden. Tankerne. Følelserne. Jeg er der ikke længere. Når B.S. Ingemanns morgensalme klinger i mit øre så opløftes min glæde. Endelig har solens lys og varme nået mit hjerte. 14

15 I Østen stiger solen op: Den spreder guld på sky, Går over hav og bjergetop, Går over land og by. den bringer lys og liv og lyst Til store og til små. 15

16 Prolog Denne bog er min livshistorie baseret på autentiske oplevelser og hændelser. Jeg fortæller om mit liv med min egen livserfaring som resonansbund og med den tanke, at læseren vil få en indsigt i narkomiljøets verden, der vil øge forståelsen for de mennesker, der lever i dette truende miljø. At leve et familieliv sammen med en narkoman bør ingen udsættes for. Narkomiljøet er særdeles sundhedsfarligt at være en del af. Konsekvenserne for de pårørende er i mange tilfælde så massive og ødelæggende, at de bliver mærket for livet. Det er alarmerende, at så mange børn og voksne lever sammen i familier med en stofmisbruger. Mere end mennesker i Danmark har et misbrug. Min historie er sand. Det er sket. Historien skal ikke bare registreres. Den skal fortælles og huskes, fordi den afslører, hvad det er, en voldsramt familie kæmper imod. Narkotika blev min mands skæbne, men den blev også skæbnesvanger for børnene og mig selv. Jeg håber, at jeg kan blive et talerør for de mange, der lider og undgælder med deres liv sammen med en misbruger. Jeg håber, at bare nogle i rette tid vil standse op og tænke sig om, så de får styrke til at bryde ud af dette helvede, før det er for sent. Jeg nærer et håb om, at de mennesker, som hører om eller kender en narkoman med børn og familie, må tænke kærligt på disse mennesker, som er i en udsat livssituation. Jeg håber, at familie og venner altid vil være til stede, når en kær person fristes til brug af narkotika. At de vil lade sig medinddrage, fordi disse sociale netværk anses for at være en bærende kvalitet, også når vi på forskellig måde ikke lykkedes. En stærk opfordring går til jer, som er forældre. Fortæl jeres børn og unge om stoffer og brugen af narkotika. Fortæl, hvor farlige og dødbringende disse stimulanser er for kroppen og livstiden. Hold øje med de unge. Ræk dem en hjælpende hånd, før det er for sent. Vores samfunds spedalske er stofmisbrugerne. De betragtes som urene. Den pæne borger vender blikket bort for ikke at blive inddraget i svineriet. Disse hjemløse mennesker bliver fjernet fra offentligheden. De 16

17 isoleres og gemmes bort. De hører ikke til nogen steder. Ingen tænker over, hvilken baggrund der ligger bag disse menneskers skæbner - skæbner, der hvirvles ind i familielivet med voldsomt kaos og ødelæggelse til følge. Bogen henvender sig til enhver borger, for stofmisbrug finder sted overalt og er blevet en svøbe i det moderne samfund. Forhåbentligt kan bogen også skabe overvejelser, refleksion og debat om misbrug i familielivet blandt vores politikere. De er ansvarlige for at etablere nationale forebyggelses- og behandlingsprogrammer for vores velfærdssamfund. Bogens indhold er bygget op omkring konkrete og autentiske hændelser fra hverdagslivet og højtiderne samt andre skelsættende begivenheder. Min historie bevæger sig side for side gennem kriser, skam, ondskab, tab, tillidsforførelse, vrede, magt, vold, religion, autoritær opdragelse og kampen for et bedre liv. Børnenes skæbne inddrages, og jeg fortæller, hvordan det lykkes at rejse os, finde os selv som hele mennesker og opnå en mere klangfuld eksistens. Denne generobring var en slags jordisk opstandelse tilbage til selveste livet. 17

18 Det etiske dilemma Denne bog er skrevet af en anonym forfatter. Jeg ville helst have stået frem under eget navn, men det kan jeg ikke. Af etiske grunde må jeg beskytte en række personer med anonymitet. Man kan spørge, om det ikke er et etisk dilemma at skrive denne bog? Jo, men når nogen gør et menneske - barn som voksen - fortræd, må uretfærdigheden synliggøres, forsvares og bekæmpes med retfærdighed. Min pointe er, at grænsen for, hvad man etisk bør acceptere, til stadighed skal debatteres for at afgøre, om vores handlinger skal korrigeres. Moralen anfægtes ikke dermed, den skal blot tydeliggøres. Min historie fortæller brudstykker af mit liv gennem 37 år. Man kan kalde den en selvbiografisk collage med mange billeder fra et familieliv i narkoens vold. Af hensyn til andre er der en del blanke felter, der ikke er udfyldt. Bogens indhold er i sin grundstemning fyldt med barske og sande hverdagsbilleder, som man normalt ikke taler om offentligt. Intentionen er at formidle en bredere forståelse for de pårørende, der lever sammen med en narkoman - at min stemme kommer frem, så andre kan få et mere nuanceret billede af stofmisbrugets omfattende konsekvenser. Og om hvordan livets virkelighed, i det danske velfærdssamfund, også kan være - fortalt af nogen, hvis liv ikke er helt magen til andres. I Danmark lever der ca misbrugere. Hermed har flere hundredetusinde mennesker en afhængig inde på livet. Litterært findes der på dansk intet vidnesbyrd om voldskulturen forårsaget af stofmisbrug, skildret af pårørende, der selv har levet i dette miljø. Den offentlige tavshedskultur om stofmisbrug viser, hvor påtrængende det er, at dette tabubelagte område bliver afdækket, at der tænkes nyt og samarbejdes på tværs af vante skel og fronter. Der må nedbrydes mentale mure mellem mennesker, og det må vi alle efter evne bidrage til. Vedvarende og insisterende informationskampagner, som åbner for reel viden og som ansporer til dialog også med ofrene, har velfærdssamfundet mere end nogensinde brug for. I en tid, der er så fokuseret på det ydre, det synlige og det målelige, er det svært for misbrugeren og offeret at høre til. 18

19 Stofmisbrug eksisterer i alle samfundslag og i forskellige kulturelle miljøer. Det politiske fokus må perspektiveres til også at omfatte det civiliserede skjulte misbrug. Familiens trængte situation må inkluderes, så der åbnes op for forståelsen af, at misbrug påvirker hele familien. Samfundet fortjener, at vores politikere sætter en national indsats i gang med strategiske forebyggelseskampagner i lighed med kampagnerne mod alkohol, rygning og livsstilssygdomme. Eller måske skal man helt ud i provokationen, for at det lykkes. Det har både borgere, sundhedsvæsenet og velfærdssamfundet behov for. 19

20 Livsvilkår med en stofmisbruger Dette er den første danske bog, der omhandler familiens livsvilkår sammen med en stofmisbruger. I mange år levede mine to døtre og jeg i et familieliv omgivet af narkotika. Jeg var gift i 22 år med en mand, der var læge, stiknarkoman og blandingsmisbruger. Han formåede at holde misbruget hemmeligt de første 12 år af ægteskabet. Da han første gang blev afsløret og indlagt, var vores yngste datter 2½ år og den ældste 11. Det forekommer umuligt at finde ét eneste moralsk argument for at retfærdiggøre et skjult narkotikamisbrug over for sin hustru og sine børn. At bedrage sin ægtefælle er en grov moralsk forbrydelse. Vores nærmeste venner, hvoraf mange var læger, følte sig forrådte. Det var og er stadig alarmerende, at misbruget kunne forekomme midt iblandt os og aldrig på noget tidspunkt give anledning til mistanke. Konsekvenserne af at leve i et misbrugermiljø er vidtrækkende for de pårørende. Narkomiljøet er destruktivt og særdeles sundhedsfarligt for både krop og sind. Misbrugeren destruerer ikke bare sig selv, men udsætter også omgivelserne for mentale krænkelser og fysisk vold, der resulterer i en nedværdiget eksistens. Miljøet svækker den naturlige vækst og livsudvikling hos de nære pårørende - børn som voksne. Det er ikke småproblemer, som bare går over af sig selv og hurtigt er løst. Hele familien blev suget med ind i et spind af fortielser, tabuer og forvrængninger. Sandhed blev gjort til løgn og løgn til sandhed. Vi var alle så præget af hans misbrug, at misbruget blev omdrejningspunktet og styrede vores liv. Det naturlige nærvær i familien gik tabt, fordi de følelsesmæssige udtryk kom i disharmoni. Skammen var overvældende, og misbruget blev effektivt tabubelagt - også af os selv, der var part i ulykken. Bare det havde været kræft, sagde et familiemedlem. Skyld, hjælpeløshed, afmagt, håbløshed, indadvendthed og en manglende styrke til at se en vej ud blev daglige følelser. Den ringe kommunikation med det nærmeste netværk førte til isolation, manglende fællesskab og manglende samhørighed i familien og i vennekredsen. Tavshed og ensomhed overvældede os. Tabet 20

21 af vores venner og familie var en realitet, og fornemmelsen af en menneskelig og social deroute var stor. Især den psykiske vold var en ubærlig ondskab. Den ødelagde min selvforståelse og satte min identitet over styr. Hans adfærd var brutal, perfid og uden tanke for familiens eksistens. Han blev følelsesmæssigt afstumpet og iskold. Hans evne til at bruge mine svage punkter til yderligere forhånelser var enestående. Familien holdt sig langt ude i periferien og kontaktede mig yderst sjældent. Jeg følte mig ikke bare svigtet - men udstødt. Minderne fra mit ægteskab og livet som enlig mor er ét langt traume. Ikke blot ønskede jeg at dø, jeg planlagde det, men modet svigtede. Døden ville løse mange problemer for mig, mente jeg dengang. Hvem skulle jeg henvende mig til, når det var dybt tabubelagt at blande sig i andres liv og tilmed i et akademikerhjem? Tabuet lagde sig omkring mig, og de fleste vendte det blinde øje til. Efter 22 år i dette ulykkelige ægteskab blev jeg alvorligt syg. Jeg blev hasteindlagt, og det blev konstateret, at jeg kun havde 25 % ilt i blodet. Situationen var kaotisk og kritisk, og døden lurede på mig. Min yngste datter var fortvivlet og kun 12 år. Når hun besøgte mig, kravlede hun op i hospitalssengen og puttede sig ind til mig. Min ældste var i udlandet. Jeg mærkede afkræftelsen i min krop. Jeg magtede ingenting, de sidste kræfter var brugt op. Min fortvivlelse var stor. Jeg var havnet i tusmørket i Ingenmandslandet. Hvordan skulle jeg få resurser til at kæmpe for mit eget helbred og samtidig tage vare på pigerne? Alt var kaos, jeg havde ingen alliancer. Min mand var rejst til udlandet med en anden kvinde. Infrastrukturen i familien eksisterede ikke mere. Men så kom min trofaste og kærlige mor. Hun kom som det eneste menneske på et tidspunkt, hvor jeg mest af alt havde lyst til at give op. Min mors kærlighed gav mig håb og mod til at holde ud til at mestre livet uden at miste det. På den måde bandt hun os sammen i et særligt fællesskab. Min mor - pigernes mormor - elskede os højere, end jeg nogensinde havde troet muligt. Vi savner hende og mindes hende med stor taknemmelighed. I de mange søvnløse nætter på hospitalet overvandt jeg min fortvivlelse. Da døden bankede på, blev livet pludselig spillevende. Min krop responderede på den medicinske behandling, og jeg fik det langsomt bedre. 21