har tusset rundt i det store hellige hus i en menneskealder og lidt til. Han kender alle rutinerne og ritualerne. Han har holdt kulten

Transkript

1 3.søndag i advent, Domkirken 10 og Gråbrødre 17: (90 Op glædes alle), 80 Tak og ære, 89 Vi sidder i mørket, 86 Hvorledes skal jeg møde, 117 En rose, Nadver: D. 88 Hør det, Zion, G: 78 Blomstre som har tusset rundt i det store hellige hus i en menneskealder og lidt til. Han kender alle rutinerne og ritualerne. Han har holdt kulten Dagens tekst er en sang. En sang sprængfyldt med glæde og håb, sunget af en gammel mand med hæs og sprukken røst, med en stemme der ikke har været brugt længe. Hvorfor den ikke har det, og hvorfor den nu bruges til takkesang, vender jeg tilbage til. Men stemmen tilhører Zakarias, den gamle tempeltjener, en sær skæbne fra det store bibelske persongalleri. Det er alligevel som om, vi kender ham ret godt, den gamle tempeltjener eller præstemand. Han kørende. Han har set det hele, og han kender menneskene. Der er nok ikke rigtigt noget, der kommer bag på ham længere. Der er ikke noget, der længere kan overraske ham. Måske har der også med alderen sneget sig en vis desillusionering ind. Det sker jo for de fleste. Engang forventede og troede man jo noget andet. Den unge ser muligheder. Den gamle vil sige, at det hele ligesom er forsøgt før, og se bare, hvad der kom ud af det. Den gamle siger, at han eller

2 hun har erfaring, og at erfaringen lader en se lidt mere nøgternt på tingene. Andre vil måske kalde det noget andet. Resignation f.eks. Hvis man nu skal være flink. Under alle omstændigheder kan det gå hen og blive til en livsstil. Man josker rundt, som æslet i Peter Plys, der hilser Godmorgen med tilføjelsen: Hvis det da ER en god morgen. Og hver gang en dårlig nyhed dukker op, tænker man som det første, at dét havde man da nok regnet med I synagogen havde man I al den tid, Zakarias havde været erhvervsaktiv læst op fra profeterne, der taler om en ny tid for landet og Israles folk. Ørkenen skal blomstre som rosen, sagde de. Men hvad havde man lige set til det? Romerne stod i landet. Medløberne var mange. Alle mulige lommeprofeter stod på hvert gadehjørne. Hverdagen var ligeså brutal, som den altid havde været. Zakarias, den gamle støvede tempeltjener, kan man næsten sige, inkarnerer en træthed, en folkelig stemning af opgivelse og resignation. Som vi andre gamle æsler jo også kender ret godt. Vi sætter bare nogle andre navne på. Politikerlede bl.a. når der igen-igen løbes storm på en minister efter at vedkommende har tilbragt

3 en uge eller to i mediemøllens gabestok. I demokratiets navn, hedder det. Men tror vi lige på, at demokratiet får næring af den slags? Tror vi lige på, at det løser de dagens udfordringer, der trænger til at blive løst? Nogle taler om at Mandela var den, der gav os håbet om at politik og demokrati virker, tilbage. Andre - de skeptiske nøgterne resignerende æsler siger - at han nu også er fortid. Nutiden tilhører dem, der tager billeder af sig selv, mens lokummet brænder derhjemme. Vi har jo set det hele før. Der er ikke noget nyt under solen, Zakarias har vi, rigtigt mange af os, sådan et gammelt tempel vi sjosker rundt og gør tjeneste i. Men så en dag, mens han er på arbejde i templet, møder Zakarias en engel. Jeg ved ikke om han genkender den som en engel. Det er jo ikke altid vi genkender en engel, når vi ser en. Det er ikke altid til at se det på dem. Ligesom det heller ikke altid, at de selv er klar over, at de er engle for os. Men Zakarias bliver i hvert fald forskrækket og senere ret så overrasket, da englen præsenterer sig og fortæller ham, at han og hans hustru, den ligeså gamle Anna, skal være forældre til en sukker vi, mens vi passer vores dont. Som

4 dreng, der skal føre sit folk ind på retfærdighedens vej. Og så kommer skeptikeren hurtigt op i Zakarias igen. Nøgternheden genvinder fodfæstet. Han tror ikke på det. Hans gamle cirkler kan ligesom ikke rumme sådan et mirakel. Og så slås han med stumhed. For når man ikke engang orker at lade sig bevæge af glæde, håb og godt budskab, hvad er der så at tale om? Så kan man nøjes med at mumle surt bag avisen eller foran fjernsynet. Men barnet, da det kommer, øver så det mirakel børn altid gør, når de kommer til verden. Han skal hedde Johannes, skriver Zakarias på en tavle, og hans tale vender tilbage som sang. Zakarias overgiver sig. Han giver sig hen til håbet og det nye og alt det urimeligt gode, som tilværelsen kan have til en. Også når man tror, at der er lukket og slukket. Så Zakarias synger. For at synge er at give sig hen, at lade sig føre med. Det er derfor vi synger salmer her i kirken, fordi vi er fælles om en glæde. Fordi vi som Zakarias kan give vores indgroede skepsis og tilbageholdenhed og æselvaner en god dag og lade os føre med af større ord end dem vores træge og snævre hjerter kan rumme og udtrykke.

5 Men det vi har fået, og som vi får forkyndt i den jul, som vi nu nærmer os, at Gud i sin søn har sat en ny dagsorden for vores liv, at han har ladet en sol stå op over vores liv det aner Zakarias kun. Han aner det som en morgenrøde på himmelen, en solopgang som vil besøge hans trætte og udmarvede og desillusionerede folk, og som hans egen søn Johannes også kaldet døberen - skal bringe bud om. Solopgangen fra det høje vil besøge os, siger eller synger Zakarias. Solopgaven besøgte os, kom til os, ja, er hos os nu som vores sol, synger vi, når vi synger vores salmer i vores kirke. Og så længe vi gør det, er den ikke et gammelt tomt tempel, hvor støvet falder tungt. Så længe budskabet om, at Gud kom til os, trøster og giver mod til vores slunkne æselsind, så er huset ikke overladt til desillusionerede gamle præstemænd, der har set det hele, og ikke længere rigtigt kan tro og håbe, så er der engle og ånd på spil. Så lever det. Men det lys, de ord kan tænde i os, kan nogle gange være som et spinkelt lys i vores trætte vintermørke. Bekymringer og tristhed er stærke magter i vores liv. Men lyset er tændt, Vi skal vide, at det er tændt. Tændt julenat, som et

6 stædigt glimt i mørket. Som en stædig insisteren på, at Gud med sin søn har givet os en mening, en betydning, en horisont, et lys, et håb, et mod, der altid vil forstyrre vores små cirkler og hele tiden udfordre døden og de skygger, den kaster Det lys bærer vi rundt i vores skrøbelige krop og tanke, som en skat i en lerkrukke. Og det lys vil og skal gennemgløde os, give os styrke og mod til at kæmpe hverdagens kampe, så vi, med Paulus ord, nok kan presses fra alle sider, men ikke slås til jorden, så vi kan tvivle, men ikke fortvivle, så vi nok kan forfølges, men ikke forlades, nok kan slås til jorden, men ikke slås ihjel. At lade lyset tage bolig i os, at lade Gud komme til og hjertet fylde af hans lys og føle håbet og modet spire, det er, hvad gamle Zakarias lærer os her i dagene ind under jul, hvor det som bekendt kan være list trist. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

7 Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Lad din Ånd holde os i bevægelse. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) især er blevet givet.

8 Vær hos vore kristne brødre og søstre som forfølges verden over i disse år. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håb og mod til at komme videre. Gør forsoning og fremtid mulig. Trods alt. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger