Københavns Stiftstidende

Transkript

1 Københavns Stiftstidende nr. 6 august 2007 årgang 4 Foto: Maj-Britt Boa. Glem ikke konfirmanderne Kirkernes undervisningstilbud er i vækst i disse år, men det må ikke få kirken til at underprioritere konfirmandundervisningen, som udgør en enestående chance for at give mennesker indblik i kirke og kristendom, siger provst Finn Vejlgaard. Tidligere var det ikke ualmindeligt, at kirkens undervisningstilbud begrænsede sig til konfirmandundervisningen. I løbet af de sidste ti år er minikonfirmandundervisning kommet i fokus, og seneste skud på stammen er en øget indsats på voksenundervisningsområdet. Vi må imidlertid ikke glemme konfirmanderne, påpeger provst Finn Vejlgaard, Valby-Vanløse Provsti. Han har i foråret været tovholder for en evaluering af konfirmandundervisningen blandt alle stiftets præster (på nær et provsti, som ikke deltog i evalueringen). Evalueringen, som dannede baggrund for drøftelsen af konfirmationsforberedelsen på dette års forårsprovstemøde i maj, skulle blandt andet kaste lys på de erfaringer, som stiftets præster har gjort sig med alternative undervisningsformer. Inspirerende at undervise unge Uinteresserede konfirmander, kedsommelige, sene undervisningstimer og udeblivende inspiration. Sådan kan virkeligheden sikkert også se ud. Men ifølge Finn Vejlgaard har tilbagemeldingerne fra stiftets præster overvejende været positive. Rigtig mange giver udtryk for, at det er både inspirerende og fornøjeligt at undervise konfirmander. Mange forsøger sig desuden med andre former for undervisning som supplement til den traditionelle. Navnlig er kombinationen af traditionel undervisning i to timer ugentlig og to til tre weekends, der giver plads til andre måder at præsentere kristendommens indhold, blevet populær. Andre undervisningsformer Konfirmanderne har en tendens til at slå den konfirmandundervisning, som alene baserer sig på de to timer ugentlig, i hartkorn med skolens undervisning. På den anden side mister man det værdifulde ved at mødes jævnligt over en længere periode, hvis konfirmandundervisningen udelukkende består af weekendundervisning. Derimod henter den kombinerede model ifølge Finn Vejlgaard fordelene fra begge undervisningsformer. Weekendundervisningen er et godt supplement til timeundervisningen. Man kommer ind på hinanden på en anden måde og har mulighed for at lave mere intensive Konfirmander og sognepræst Mikkel Wold i Marmorkirken forløb i forbindelse med en weekend. Samtidig er det med kirke og kristendom, som det er med at lære at spille klaver. Det kræver ugentlig træning, siger han og tilføjer, at det gør det også for præsten at lære konfirmanderne ordentligt at kende. Et ansigt på Folkekirken I Sverige er antallet af konfirmander over de sidste 30 år faldet drastisk. I 2006 blev kun 36% af en årgang konfirmeret. Så dramatisk ser tallene ikke ud i Danmark, hvor andelen af konfirmerede lå på 72% i Men ifølge Finn Vejlgaard er der grund til at gøre en ekstra indsats for at undgå svenske tilstande på dette område. I 2005 blev konfirmeret i Folkekirken. Der er ikke nogen organisation, der har så bred en kontaktflade til ungdommen. Konfirmationen er uvurderlig for menneskers forhold til Folkekirken. Det ugentlige møde med en præst er med til at sætte ansigt på kirken, som ellers kan være svær at Foto: Maj-Britt Boa. forholde sig til, siger Finn Vejlgaard. Ungdomstiden er afgørende Per Pettersson, religionssociolog ved Karlstad Universitet i Sverige beskæftiger sig med religiøse institutioners funktion og virksomhed. Han er enig med Finn Vejlgaard i, at det er vigtigt at prioritere konfirmandundervisningen, hvis kirken vil have en bred kontakt med befolkningen. Svenske undersøgelser peger nemlig på, at folk ganske ofte refererer tilbage til begivenheder i ungdomstiden, når de skal begrunde deres tilhørsforhold til Svenska Kyrkan. Hvis ikke det lykkes for den danske Folkekirke at bibeholde det høje antal deltagere i konfirmandundervisningen, taber den en enestående mulighed for at etablere en relation til folk. En relation som kan danne baggrund for, at mennesker senere i livet vender tibage til kirken for at benytte sig af den som en ressource i deres eget liv, siger Per Pettersson Efterlyser attraktionskraft Ifølge Per Pettersson er en gennemtænkning af konfirmationens funktion afgørende. Førhen var konfirmationen forbundet med indtrædelse i voksenlivet og adgang til nadverfejringen. Hvilke nye kompetencer giver konfirmationen i dag? Tidligere lå der en stærk forventning fra familiens side om, at man skulle konfirmeres. I dag er det i højere grad et spørgsmål, den enkelte må tage stilling til, siger Per Pettersson. Kirken må ifølge Pettersson sætte meget ind på, at konfirmandundervisningen opleves som vigtig ud fra de unges eget perspektiv, hvis man ønsker, at de skal forholde sig til, hvad kristendommen og kirken har at tilbyde. - Hvis kirken skal opleves som en ressource i den enkeltes liv, er det vigtigt, at man opbygger en relation i den alder, hvor mennesker er i gang med at danne sig selv som medlemmer af samfundet. Og for at relationen kan skabes, må kirken rumme en attraktionskraft, noget som opleves som meningsfuldt. Det er den store opgave for kirken lige nu, siger Per Pettersson. Kirsten Mose Læs mere om konfirmandundervisning s. 2

2 2 Københavns Stiftstidende nr. 6 august 2007 Det skal være sjovt Unge, der ønsker at fortsætte undervisningen, selvom de ikke skal konfirmeres. Morskab, der vender tilbage til undervisningen, fordi den foregår i samarbejde med en kollega. Det er nogle af de erfaringer med konfirmandundervisning, man har gjort sig i Grøndalskirken og Utterslev Kirke. Torben Jeppesen og Pernille Østrem, henholdsvis sognepræst og sognemedhjælper, underviser i fællesskab konfirmander i Grøndalskirken. Timerne med konfirmanderne er tilrettelagt ud fra devisen, at det er bedre at bruge meget tid på at planlægge god og velfungerende undervisning, end det er at ligge søvnløs over middelmådig og dårligt fungerende undervisning. Indøvelse i kristendom Undervisningen, der består af en kombination af tre weekends og otte gange to timer på hverdage, er først og fremmest oplevelsesorienteret. Det betyder blandt andet, at de, hver gang de mødes, holder en minigudstjeneste med lystænding, bøn og salmesang som faste bestanddele. Men det indebærer også pilgrimsvandring, rollespil og udenadslære af trosbekendelse og salmevers. Vi tager vores udgangspunkt i, at konfirmanderne skal opleve, hvad den kristne børnelærdom er. De skal gå den, lege den, spise den og tænke over den. Jeg tror ikke, de ville kunne huske, hvad vi sagde, i mere end fem minutter ad gangen, hvis vi stod bag et kateder. Kristendommen er ikke bare en teori, men noget man lever, understreger Pernille Østrem, der er uddannet cand. theol. Derfor lægges der også vægt på at præsentere kristendommen som noget, der har betydning for konfirmandernes liv. Refleksionen er det vigtigste Undervisningens indhold af oplevelser og indøvelse er valgt i bevidstheden om, at religionen ikke må trækkes ned over hovedet på konfirmanderne, men præsenteres for dem som muligheder, som kan diskuteres. Vi står som repræsentanter for kristendommen, når vi Foto: Maj-Britt Boa. møder de unge. Vi er forkyndere og går derfor også de unge nær. Men det er vigtigt at møde dem i respekt. Det vigtigste for mig i løbet af undervisningen er, at konfirmanderne reflekterer over og tager stilling til det, de møder. Jeg betragter mig selv som en vejleder, der præsenterer kristendommen som en mulig livsvej, ikke bare som en kirkelig skolelærer, der formidler kristen dogmatik, understreger Torben Jeppesen. Forældre medinddrages Det personlige møde mellem undervisere, elever og forældre prioriteres højt. Konfirmandundervisningen rummer et sjælesørgerisk perspektiv. Vi har derfor planer om næste år at tilbyde personlige samtaler halvvejs i forløbet, så konfirmanderne får lejlighed til at tale med os om, hvad de måtte have lyst til. Men også forældresamarbejdet er vigtigt. Navnlig fordi samarbejdet med skolen ikke længere er muligt i forbindelse med konfirmandundervisningen, siger Pernille Østrem og forklarer, at de undervejs afholder to forældremøder. Næste år er det tilmed tanken, at forældrene også udsættes for rollespil. Torben Jeppesen og Pernille Østrem møder stor begejstring fra både konfirmanderne og deres forældre over undervisningsformen. Sidste år bad en elev således om lov til at blive ved med at følge undervisningen, selvom han ikke skulle konfirmeres. Men begejstringen er ikke kun konfirmandernes. Den deles af præst og sognemedhjælper. Jeg glæder mig til det, hver gang jeg skal undervise. Jeg tror, det afgørende er, at man gider det. Det kræver, at man vil bruge tid på det, siger Torben Jeppesen. Ensomheden er dræbende Birgitte Fabritius de Tengnagel, sognepræst ved Utterslev Kirke, er enig. Det er ganske vist ikke nogen nyhed, at underviserens engagement smitter af på elevernes. Imidlertid kan det være vanskelig at bryde rutinen og skabe rum for, at kreativiteten og inspirationen kan indfinde sig, lyder det fra sognepræsten. Det skal være sjovt at undervise, for at det virker. Konfirmanderne opfanger det med det samme, hvis det er blevet rutine, og det kan meget nemt være begyndelsen på en ond cirkel, siger Birgitte Fabritius de Tengnagel. Hun har ind imellem oplevet, at ensomheden i undervisningen har stillet sig hindrende i vejen for fornøjelsen. Derfor valgte hun sidste år at indgå i et samarbejde med en sognepræst og veninde fra et andet provsti. Selvom det betød, at de skulle bruge en del flere timer på undervisning og transport mellem sognene, viste de ekstra timer sig at være godt givet ud. Det er hårdt at stå alene foran et konfirmandhold uge efter uge. Det stod klart for mig, at jeg manglede en at sparre med, og det har været en både inspirerende og sjov erfaring at gøre sig. Jeg kunne mærke, at jeg fik meget mere lyst til at forberede mig. Men det skal være med en, man svinger med, understreger hun. Større fleksibilitet efterlyses Birgitte Fabritius de Tengnagel efterlyser større fleksibilitet, når det gælder brug af alternative undervisningsformer. Der kan klages over alt, og det er baggrunden for, at biskop og provst skal godkende de kreative tiltag. Men det er samtidig med til at dræbe initiativet og den kreative tænkning, når der skal ansøges og forklares, blot man går en smule uden for den traditionelle undervisningsform. Næste år holder de Tengnagel et sabbatår fra undervisningen, som skal bruges til at tanke op og læse mere for at hente inspiration. Ind imellem er man nødt til at tanke op. Jeg trænger til inspiration, siger de Tengnagel, som blandt andet vil bruge tiden på to kurser i Løgumkloster og en hjemmeside for konfirmander. Kirsten Mose Nye kirker i København Torben Larsen, formand for budgetudvalget, korrigerer her forsideartiklen København frigør millioner, bragt i Københavns Stiftstidende juni Stiftstidende bragte i juni under overskriften København frigør millioner en omtale af budgetudvalgets arbejde med budgetlægningen for Artiklen kunne give læserne det indtryk, at budgetudvalget har vedtaget at afsætte 30 millioner kroner til to nye kirker i Ørestaden og Sydhavnen, og det er ikke korrekt. Budgetudvalget har drøftet de to kirkeprojekter. Til kirkeprojektet i Sydhavnen, hvor to eksisterende kirker, Sjælør og Frederiksholm, skal nedlægges og sælges, er der afsat 5 millioner kroner til første finansiering af køb af den bygning, man ønsker omdannet til kirke. Herudover har budgetudvalget til sit møde i slutningen af august udbedt sig en nøjere projektbeskrivelse som grundlag for beslutningerne. Med hensyn til Ørestaden havde flertallet i budgetudvalget gerne afsat et beløb på godt 6 millioner kroner til køb af byggeret i Ørestaden, men Amagerbro Provsti ønskede på nuværende tidspunkt ikke at modtage pengene. Der er efterfølgende afholdt forskellige møder, således at beløbet måske alligevel kan afsættes på budget Om de resterende millioner (op til de 30 millioner kroner), der er omtalt i artiklen i juni, reserveres til de nye kirker, bliver afgjort på budgetudvalgets møde i slutningen af august. På mødet i maj afsatte budgetudvalget 2,5 millioner kroner pr. provsti til anlægsarbejder, og det er et beløb, der ligger langt under tidligere års anlægsarbejder. Der var imidlertid enighed om, at man i 2008 skulle benytte chancen for at komme godt i gang med finansieringen af de nye kirker. Provstierne er nu i gang med at undersøge, om de kan holde sig inden for den meget beskedne anlægsramme i Derfor er det ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige, hvor mange penge der afsættes til de nye kirker. Torben Larsen, formand for budgetudvalget i København

3 Set fra bispegården nr. 6 august 2007 Københavns Stiftstidende 3 Kirkelukninger eller ej Københavns stift vil lukke ti kirker, stod der på avisernes forsider i begyndelsen af juli måned. Baggrunden var stiftsrådets forslag til sogne- og pastoratsændringer, som jeg sendte i høring i slutningen af juni måned blandt stiftets menighedsråd og provstiudvalg. Der er som bekendt sat navn på de ti kirker, hvilket naturligvis nok skal få de berørte menighedsråd til at melde sig i debatten, mens andre måske tørrer sveden af panden. Så blev det ikke vores kirke denne gang! Men avisernes overskrift om ti lukningstruede kirker er alligevel en sandhed med modifikationer. I stiftsrådets forslag tales der derimod om at tage kirker ud af almindelig sognekirkelig brug, hvilket ikke automatisk er det samme som kirkelukning. I stiftsrådets oplæg er der peget på, at det først og fremmest er op til de berørte menighedsråd og provstiudvalg at overveje den fremtidige brug af de ti kirker, der tænkes taget ud af almindelig sognekirkelig brug, og der peges på muligheden for at omdanne nogle til funktionskirker eller lejlighedskirker eventuelt kombineret med anden ikkekirkelig brug. Men man kan naturligvis også overveje helt at lukke kirken og lade den overgå til anden kirkelig eller verdslig brug. Det er en sag, som stiftsrådet gerne vil høre Biskop Erik Normand Svendsen. Foto: Maj-Britt Boa. menighedsrådenes mening om. Baggrunden for forslaget er naturligvis økonomisk, men det er ikke fremsat for at spare kroner på menighedens liv og vækst, men tværtimod for at styrke dem begge, så vi får mere kirke for pengene. Hvis vi skal have råd til i de kommende år at tage nye initiativer i sogne og provstier og også bygge ny kirke i Ørestaden, uden at kirkeskatten stiger, er det uomgængeligt, at vi justerer den kirkelige struktur i de gamle boligområder, hvor der i dag er betydeligt færre beboere og langt færre medlemmer end dengang, kirkerne blev bygget. Jeg er overbevist om, at en sådan tilpasning af strukturen, der også omfatter en lang række forslag om ændringer af sogne- og pastoratstrukturen i hele stiftet, vil styrke Folkekirkens muligheder for at nå både medlemmer og ikkemedlemmer med relevante gudstjenester, undervisning i den kristne tro, omsorg for udsatte grupper og mennesker, kirkens børne- og ungdomsarbejde, dialogarbejde og deltagelse i det lokale kulturelle og folkelige liv. Måske kan vore lukningstruede kirkebygninger få nyt liv langt ud i fremtiden som huse med både en kirkelig og folkelig funktion, sådan som det skal drøftes på Kirkefondets og Kirkeligt Samfunds nordiske kirkerumskonference den august i Vartov. Eller som kirke for kristne indvandrere, som udgør hver tredje kirkegænger på en almindelig søndag i København, men som ikke har deres egen kirke at samles i. Men nu er det menighedsrådenes og provstiudvalgenes tur til at komme med deres synspunkter og konstruktive forslag, som både sikrer gode rammer om fremtidens kirkeliv og mulighed for nye tiltag. Det ser jeg frem til med forventning. Erik Norman Svendsen, biskop over Københavns Stift STIFTET BYDER VELKOMMEN TIL: Bjørn Vevang er ansat som organist fra den 15. juni 2007 i Vor Frue Kirke. Han har vikarieret som domorganist og kantor ved Nidaros Domkirke i Trondheim. Han har solisteksamen i orgelspil ved CNR de St.-Maur i Paris, samt højere kirkemusikeksamen fra Trondheim. Martin Høyer er ansat som kirketjener i Sjælør og Frederiksholms kirker, Sydhavn Sogn, fra den 31. maj Han har en baggrund som musiker og lydtekniker og har desuden arbejdet som kirketjenervikar ved forskellige kirker i København. Rasmus Nøjgaard er ansat som sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro fra den 1. august Han har haft embede ved St. Magleby Kirke i Dragør siden 2002 og underviser desuden i liturgi på Pastoralseminariet i København. Susanne Stage er ansat som kirketjener i Adventskirken i Vanløse fra den 1. august Hun har arbejdet som programmedarbejder og speaker i Danmarks Radio og som underviser ved Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Loa Opstrup er ansat som aktivitetsmedarbejder i Brorsons Kirke fra den 1. august Hun er uddannet cand.mag. i musik-videnskab og psykologi og har arbejdet som musiksupervisor og koordinator hos musikforlaget Upright Music. Selma Ravn, der har været konstitueret sognepræst ved Vor Frelsers Kirke siden 2005, er fastansat som sognepræst ved samme kirke fra den 1. juni Hun har tidligere været tilknyttet Christians Kirke på Christianshavn.

4 4 Københavns Stiftstidende nr. 6 august 2007 Kirkelukninger eller ej - debatten fortsætter Biskoppen har fremsendt sit Forslag til fremtidige sogne- og pastoratsændringer i Københavns Stift til kirkerne i København. Forslaget er forhandlet med Stiftsrådet og sendt til høring i stiftets menighedsråd og provstiudvalg. Høringsfristen er den 15. oktober. Høringssvarene vil vi naturligvis lægge på nettet, når de foreligger. Indtil videre kan selve forslaget læses på og stiftets hjemmeside I forslaget peges på muligheden af, at ti kirker tages ud af almindeligt sognekirkeligt brug. Otte af de ti berørte menighedsrådsformænd har ønsket umiddelbart at ytre sig i den forbindelse. Vi bringer deres indlæg her. Sankt Pauls Kirke Er det en god idé at lukke kirker? Det er vel et spørgsmål om, hvorvidt der er brug for kirkerne. Ja, og hvad skal vi så tage i betragtning? Naturligvis kan vi alle opregne mange aktiviteter, som foregår i vores kirke, aktiviteter som vi finder særdeles vigtige. Ud fra dette skal vi så opveje kirkerne mod hinanden og udvælge de kirker, som skal dømmes til lukning. Mit synspunkt er, at vi slet ikke skal give fortabt, Folkekirken skal ikke til at lukke sine kirker. Der er så mange unge og også voksne modne mennesker, som virkelig søger et ståsted, og det skulle vi hellere hjælpe dem med at finde end at begynde at lukke dørene for dem. Vi skal finde nye veje til at få dem i tale. Præster og menighedsråd må være udfarende med ideer og virkelig arbejde på det. De mange dåbsgæster, der året igennem kommer i kirkerne, kunne måske få lyst til at komme igen, hvis man også i forbindelse med højmessen fik dem i nærmere tale. Det er nok den enkelte menighed, der først og fremmest skal kæmpe for sin kirke, måske skulle menigheden gøre klart for præster og menighedsråd, hvad de virkelig har behov for fra kirkens side. Anna Ardenkjær menighedsrådsformand, Sankt Pauls Kirke Gethsemane Kirke En af de første tanker, der gik gennem mit hoved, da jeg læste Stiftsrådets forslag var, hvad skal der ske med vores dygtige personale, for det fortæller forslaget intet om. Det er lidt ufint, at forslaget kommer, lige før personalet skal på sommerferie, så de skal gå i deres ferie og frygte for deres job. At der skal ske ændringer i strukturen i Københavns Stift er berettiget. Desværre har man valgt den nemmeste og mindst visionære teknokratiske løsning. Man vil ganske enkelt lægge sogne sammen på samme måde, som man har lagt kommuner sammen, dog med en ringere demokratisk proces. Det er selvfølgelig frustrerende, at Stiftsrådet mener, at netop vores kirke skal lukkes. Det er svært at argumentere for egen kirkes beståen uden at blive beskyldt for at mele sin egen kage. Hvis der forud for forslaget havde været en grundig analyse af geografien i sognene, anvendeligheden af de enkelte kirkebygninger, sognekulturen, samt selvfølgelig det kirkelige behov, havde det været nemmere at acceptere. Det kunne måske have lagt grunden til nogle visioner for, hvad vi vil med Folkekirken i fremtiden? Det virker som om, man kun har set på sognestatistikker og så gået efter de mindste. Et væsentligt parameter har været antal altergæster i forhold til antal gudstjenester. Men her er ikke skelet til typer af gudstjenester, vi har f.eks. mange børnegudstjenester uden altergang. Er det nødvendigvis de mindste kirker, der er mindst brug for? Det er nemmere at fylde en lille kirke og dermed skabe følelsen af at være en del af et fællesskab. I samarbejde med andre kan der opstå nye spændende tanker og idéer. Der kan komme noget godt ud af sognesammenlægninger, men er det det rigtige, man gør? Ligesom amterne er blevet til regioner, skulle sognene måske blive til bydelskirker? F.eks. kunne hele Vesterbro blive én kirkelig og administrativ enhed. Det tager kun 5 minutter at lukke en kirke, men vi vil så gerne blive lidt længere! Erik B. Hansen menighedsrådsformand, Gethsemane Kirke Absalons Kirke Menighedsrådet ved Absalons Kirke har besluttet at kæmpe imod den foreslåede nedlæggelse af Absalons Kirke. Ifølge Stiftsrådet skulle Absalons Sogn slås sammen med Sct. Matthæus med én kirke i sognet, nemlig Sct. Matthæus Kirke. Menighedsrådet siger ja til samarbejde med Sct. Matthæus, men nej til nedlæggelse af Absalons Kirke. Hvorfor det lige er Absalons Kirke, der er peget på, står vi uforstående overfor. Vi er det sogn, der har flest procent medlemmer af Folkekirken på Vesterbro, nemlig 67%. Vi er dermed et sogn, der ikke bruger alle de penge, der kommer ind i kirkeskat fra sognets beboere, men bidrager til andre sogne. Vi mangler somme tider nogle kirkegængere til højmessen søndag kl. 10: Du er meget velkommen! Heldigvis har vi ofte dåb, vi har indtil nu haft 22 dåb i år, så er der jo mange mennesker i kirke. Men der foregår også mange andre ting i Absalons Kirke, som rigtig mange mennesker sætter stor pris på. Jeg har tænkt meget over, at der måske ikke mere skal være kirke, dér på Sdr. Boulevard, hvor jeg er kommet de sidste 46 år - først som spejder og siden som medlem af menighedsrådet. Jeg er stadig med i spejdernes ledergruppe og skal da også med på vores landslejr i Sundstrup (Jylland) i 3 dage i anledning af spejdernes 100 års jubilæum. Hvis det skulle komme så vidt - ville jeg nok mest være tilhænger af, at bygningen helt forsvandt, og grunden blev brugt til noget helt andet. Det er måske egoistisk - men jeg ville f.eks. ikke så gerne have, at bygningen skulle bruges af andre trossamfund. Så hellere til en ungdomsklub eller sportsforening til glæde for bydelen. Men jeg håber vi kan blive ved med at være kirke på Vesterbro - blot i samarbejde med andre kirker. Henriette Holst menighedsrådsformand, Absalons Kirke Ansgars Kirke Det vil for mig være forbundet med både vemod og sorg, hvis Ansgars Kirke lukkes. Der har jeg haft mit virke og gang siden jeg i 1961 startede i FDF, det er jo immervæk 46 år, så det er meget følelsesladet. Jeg har med en enkelt afbrydelse siddet i menighedsrådet i omkring 25 år, så jeg har været med til at træffe mange beslutninger vedr. præsteansættelser, tilbygning af menighedslokaler etc. Selvfølgelig skal vi alle sammen spare, og det gælder også Folkekirken, men jeg tror ikke, det er den rigtige måde at gøre det ved lukning af kirker. Jeg har ikke de vise sten og kan ikke pege på de store besparelser udover gensidig vikardækning etc. kirkerne imellem. En kirke som Ansgars Kirke med sine mange forskellige aktiviteter, fleksible kirkerum og store lyse og handicapvenlige menighedslokaler og en beliggenhed med dejlige grønne rammer for alle kirkelige handlinger bør bevares som sognekirke. Endelig er kirkens tilstedeværelse som aktiv sognekirke meget væsentlig for Folkekirkens synlighed i et multietnisk miljø. Der er mange, især ældre, der føler sig utrygge ved at skulle gå til en fremmed kirke. De får sandsynligvis også længere vej, og når man er handicappet eller gangbesværet, ja, så bliver man hjemme, og det er jo ikke meningen. Endelig er der det etiske i at anvende kirkerummet og menighedslokalerne til noget andet. Hvad med ungdomshus? Det kunne være smukt! Der kan selvfølgelig argumenteres med, at der ikke kommer ret mange i kirken, men så må vi huske at hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. (Matt 18,20). Samuels Kirke Leo C. Bergfoss menighedsrådsformand, Ansgars Kirke Jeg skriver dette indlæg som formand for Samuels Kirkes menighedsråd. Vores kirke er en af de lukningstruede kirker. Overordnet set kan jeg godt forstå, at Folkekirken skal spare, såvel som man skal spare andre steder i samfundet. Jeg forstår også godt, hvis nogen tænker, at der er for mange kirker. I udmeldelsen fra biskoppen er der imidlertid ikke angivet retningslinier for de prioriteringer, man har gjort. Skulle de findes, er de i hvert tilfælde ikke logiske. Det frustrerer mig og det øvrige råd, at man slet ikke går ind og ser på aktiviteterne i kirken, antallet af de kirkelige handlinger eller hvor mange, der benytter kirken. Desuden er det meget frustrerende midt i en ferieperiode at få at vide, at ens kirke er lukningstruet, da det ikke er muligt at få samling på rådsmedlemmerne. Flere af kirkegængerne i Samuels Kirke er kommet i kirken i mere end 30 år, og kirken har været deres andet hjem. Nogle har måske ikke så meget familie. Hvad skal jeg som formand sige til dem? Selvfølgelig siger jeg, at vi vil kæmpe for at bevare kirken. Flere har direkte udtrykt, at de vil være hjemløse, hvis kirken lukker. Jeg må konkludere, at de ikke bare som en selvfølge vil komme i Kingos Kirke, som er den kirke, stiftet ønsker at lægge Samuels Kirke ind under. Vi har allerede i samarbejde med Kingos Kirke arbejdet på muligheden for at blive et sogn med 2 aktive kirker. Med stiftets udmelding bliver det imidlertid i mine øjne fremover svært at se os som to ligeværdige forhandlings- og samarbejdspartnere. Ved en sammenlægning,

5 nr. 6 august 2007 Københavns Stiftstidende 5 hvor eventuelt en kirke skal tages ud af brug, er der utroligt mange følelser på højkant, og derfor bliver det svært at være konstruktiv for alle parter. Jeg sammenligner udspillet fra stiftet med en opfordring til et arrangeret ægteskab. Men også som noget der skal presses igennem så hurtigt som muligt. Jeg oplever, at man har glemt, at det er forskellige familier med forskellige værdisæt og traditioner. Det tager lang tid at lære hinanden godt at kende og lære at elske nogle sider, man måske ikke selv har, og finde ud af, at man kan fejre juleaften på forskellig vis. Det læres over år! Med den udmelding, der er kommet, er jeg bange for, at der kommer en masse unødig ballade. Det vil dræne energien. Tanken om mere kirke for færre penge, er jeg bange for, går fløjten. Både medarbejdere og frivillige kommer nemt til at miste gejsten, denne følelse sidder jeg allerede med. Jeg håber meget, at man vil lytte til de høringssvar, der kommer. Fredens Kirke Anne Marie Frandsen menighedsrådsformand, Samuels Kirke Vi blev noget overraskede, da vi læste Stiftrådets oplæg. Vi er jo en menighed med mange aktive mennesker, stort set fuld kirke hver søndag, næstflest altergæster i stiftet og mange aktiviteter i ugens løb. Vi har i nogle år været ét sogn med 2 kirker og synes, vi udnytter begge kirkerum og tilhørende menighedslokaler på en god måde med mange aktiviteter i hverdagen og om søndagen. Vi har bla. bibelstudiegrupper, menighedsmøder, møder for ældre, møder/klubber for børn, spagettigudstjenester, spejdere, ad-hoc-arrangementer/kurser : kor, alphakurser, dåbsoplæring, ægteskabskurser og om søndagen børnekirke og alternative gudstjenester. Vi vil gerne fortsat kunne sætte nye tiltag i gang, og det kræver luft i menighedslokalerne, så lokalemangel ikke bliver en bremseklods. Vi ved godt, at der skal spares, også i kirkeligt regi, vi ved også, at lønninger er store poster, så personalereduceringer kommer på tale. Vi har faktisk taget hul på det allerede, idet vi sidste år reducerede til ét kirkekor, der dækker begge kirker. Vi ønsker ikke at miste nogen af vores 2 kirker og menighedslokaler, så vi vil arbejde på at finde nogen at dele vores kirke med. Vi vil allerede nu sende nogle følere ud, så må vi se, hvad der kommer ud af det. Jeg synes, det er ærgerligt, at udmeldingen kommer lige op til sommerferien, da det jo er svært at mødes ekstraordinært i MR, og da alle andre også holder ferie, er det svært at undersøge for mulige samarbejdspartnere. Det giver uro i menigheden og lokalsamfundet, der snakkes alle vegne uden, at nogen ved noget konkret om, hvad der er i vente. Ella Jandausch menighedsrådsformand, Fredens og Nazaret kirker Sct. Andreas Kirke Sct. Andreas Kirke er en arkitektonisk set meget vellykket og velholdt kirke. Den er stor med over 1100 siddepladser, en smuk mødesal og mødelokaler, som er egnede til mange formål. Når man taler om, at Sct. Andreas Kirke skal ophøre som selvstændig sognekirke, betyder det jo heldigvis ikke automatisk, at kirken lukker. Sct. Andreas Kirke er nemlig en aktiv kirke i mange henseender med mange kirkelige, musikalske og kulturelle aktiviteter. Der vil også stadig være brug for kirkelige handlinger i lokalområdet i form af familiegudstjenester på hverdage, aftensang, vesper, babysalmesang, dåbsgudstjenester, bryllupper og begravelser. En flerårig tradition er fremmede menigheder i kirken. Hver søndag er der gudstjeneste for den amerikanske menighed ICC. Den armenske menighed anvender lejlighedsvis kirken, og en gang om måneden er der gudstjeneste for hørehæmmede. Selve det store kirkerum er med en god akustik og et Frobenius barokorgel, som er meget velegnet og anvendt til koncerter og til øvebrug for studerende og organister. I kirken er der en samling af gamle orgler fra danske landsbykirker. Orglerne er renoverede og anvendes til koncerter. Der er aktuelle planer om at udvide denne orgelsamling. Mødesalen bruges efter højmesser, gudstjenester, koncerter, til sangaftener, foredrag, kammerkoncerter og møder arrangeret af andre kirker i provstiet. Kirken oplever en stigende interesse fra Nansensgadekvarteret, der har mange småbørnsfamilier, som møder op til hverdagsgudstjenester for voksne og børn med efterfølgende fælles aftenmåltid. Der er konstant 2 hold babysalmesang i gang. Der er i det hele taget bortset fra højmesser - en fin tilslutning til kirkens arrangementer og når frosten bider, har kirken i samarbejde med Kirkens Korshær tilladelse til at åbne, så hjemløse kan overnatte inden døre. Der er stor interesse for kirken og dens aktiviteter. Dens kapacitet skal udnyttes bedst muligt, og der vil stadig være plads til at byde hjemløse menigheder velkomne i kirken. Det er derimod ikke muligt at se kirken overgå til andre formål end at være kirke. En planlagt sammenlægning med Vor Frue Kirkes Sogn er ikke fremmed for menighedsrådet. Der er allerede nu samarbejde på flere områder. Erik Thorsen menighedsrådsformand, Sct. Andreas Kirke Sankt Pauls Kirke er en af de kirker, der er nævnt i forslaget fra biskoppen. Foto: Maj-Britt Boa Den nødvendige forandring Sydhavn Sogn er ikke indbefattet af biskoppens forslag. I menighedsrådet er man ikke bange for forandringer, heller ikke selvom det kan komme til at betyde, at man må sælge de to nuværende kirkebygninger, Sjælør og Frederiksholm kirker. Menighedsrådsformand Tom Steinov udtaler: Mmenighedsrådets mål er en ny synlig kirke tæt på bydelens trafikknudepunkter frem for to kirker, der ligger og gemmer sig bag kvarterets røde murstenskaréer. Men hvorfor skabe nye forandringer, når vi godt kan beskæftige vores personale og med rimelighed kan fylde vore lokaler? Det er helt enkelt, fordi virkeligheden ændrer sig. Sognet har indtil for få år siden været i størrelsesordenen indbyggere med en medlemsprocent oppe i tresserne. Nu er der gang i byggeriet på Sluseholmen og Teglholmen, med en mulig udvidelse af sognets befolkning til omkring Vi ved ikke hvilken befolkningsgruppe, som vil komme til at supplere den hidtil kendte. Vi kender ikke dens alderssammensætning, om de har børn, deres uddannelsesbaggrund og arbejdsplacering, om de er kristne eller i det hele taget religiøst orienterede. Men vi tror, at de forventer andet og mere af deres sogn og kirke end bygninger på størrelse med en stor villa, eller som falder i med det røde almennyttige boligbyggeri. Vi tror, at hele sognets befolkning i sin mangfoldighed vil have historien, det glade budskab, fortalt på mange forskellige måder og blandt andet, så man kan mærke vingesuset og det guddommelige; at man også kan få den katedrale oplevelse. Derfor undersøger menighedsrådet nu mulighederne for at springe ud i virkeligheden ved at placere kirkebygningen synligt og dramatisk og gøre aktiviteterne nærværende og lette at finde. Efter fasen, hvor vi klargør brugerkrav og finansieringsgrundlag, skal vi have afklaret, om vi kan få den nødvendige opbakning fra provstiudvalg, stift og ministerium. Og derefter skal vi i debat med beboerne i sognet, både medlemmer og ikke-medlemmer. For vi som menighedsråd skaber jo kun rammerne, menigheden skal beslutte sig til, hvordan den vil udfylde dem! Vælger vi noget til, må vi også vælge noget fra. Vi vil med nye bygninger ikke få brug for kvadratmetrene i de eksisterende bygninger; vi vil heller ikke have råd til at vedligeholde dem, og vi vil ikke have råd til at bemande dem. Så må de tages ud af folkekirkelig brug. Også fordi de udgør en del af udviklingens finansieringsgrundlag. Vi ved selvfølgelig godt, at mange i vores aktive menig hed og i sognet har personlige minder om begivenheder netop i de bestående to kirkebygninger. Og at det kan gøre ondt, at bygningerne ikke længere fungerer som folkekirkebygninger eller måske slet ikke eksisterer længere. Men det vil være en uansvarlig varetagelse af medlemmernes kontingentbetaling at anvende den til at værne om fortidens begivenheder i stedet for at skabe nye i nutiden og fremtiden. Tom Steinov, menighedsrådsformand, Sydhavn Sogn

6 6 Københavns Stiftstidende nr. 6 august 2007 Restaureringsprojekt stjæler tiden Præstegården til Østerlars Kirke på Bornholm skal have nyt stråtag. Det er ikke noget, sognet selv bestemmer, men opgaven påhviler dem alligevel. Gården er nemlig fredet. Menighedsrådet sætter spørgsmålstegn ved rimeligheden i at være pålagt så stort et ansvar. Gårde som den, der hører til Østerlars Kirke, er efterhånden et særsyn i Danmark. Præstegårdens nuværende udformning er fra Den er udført efter gamle håndværksmetoder. Derfor er det også en omfattende proces, når stråtaget til 3,2 millioner skal skiftes både tidsmæssigt og økonomisk. Ingen tid til kirkeligt arbejde Både sognepræst og menighedsråd ved Østerlars Kirke er stolte af deres bevaringsværdige præstegård såvel som deres kirke og fredede kalkmalerier, men de sætter efterhånden spørgsmålstegn ved det rimelige i at pålægge et lille sogn at varetage restaureringsopgaver af det omfang, som de fredede bygninger kræver. Det er en kæmpemæssig opgave. Og den påhviler sognet alene, fortæller sognepræst Knud Henning Hansen og fortsætter: Alle vore tanker og møder er det sidste halvandet år gået med budgetter, møder med Kulturarvsstyrelsen og eksperter, fondsansøgninger og liciteringer. Både tidsmæssigt og økonomisk er det en tung byrde for sådan et lille sogn, hvor der kun bor 1000 mennesker. Han foreslår, at man etablerer en vedligeholdelsesfond i stiftet, og at der ansætter nogle eksperter, som kunne tage sig af det forretningsmæssige, kontakter til Nationalmuseet, eksperter og håndværkere. Menighedsrådsformanden, Kamilla Kastberg, peger ligeledes på, at det er uhensigtsmæssigt, at sådanne opgaver og store beløb påhviler det enkelte sogn alene. Der er ingen tid til kirkeligt arbejde. Jeg ville hellere arbejde med menighedens vækst og liv og bruge mine ressourcer på en udflugt med konfirmanderne eller aktiviteter for de unge, der er blevet konfirmeret, men al tid går med restaureringsprojektet. Rekrutteringen er vanskelig Lone Kofoed, der sidder i menighedsrådet på 11. år, og som ansat i et byggefirma har indsigt i byggefaget, er tovholder på det store projekt. Hun gør opmærksom på, at disse store restaureringsopgaver skræmmer folk væk fra menighedsrådsarbejdet. Sådanne opgaver vi har jo også lige været igennem en restaurering af kalkmalerierne med Nationalmuseet indover og en udskrift på 1 million kroner betyder faktisk, at man tænker sig om, inden man stiller op til menighedsrådsvalg igen. Det kræver efterhånden også stor forståelse fra vores familier. Men vi vil gerne støtte vores præst, så han ikke sidder alene med hele denne opgave. Det er dog efterhånden så tidskrævende en opgave at sidde i menighedsrådet. Så hvis ikke vi løfter nogle af byrderne, bliver det svært at rekruttere nye menighedsrådsmedlemmer, i og med vi er så lille et sogn, påpeger hun. Charlotte Cappi Grunnet Præstegården til Østerlars Kirke får nyt tag. Foto: Ernst Grünwald Et nordisk mødested Konferencen henvender sig til kirkefolk, arkitekter, kunstnere, folk, der arbejder med bygnings- og kulturbevaring, undervisere og alle, som er interesserede i kirkerummet og deltagerne kommer fra de nordiske lande og Estland. Konferenceåben kirke I august indbyder Kirkefondet og Kirkeligt Samfund til Nordisk Kirkerumskonference om anvendelsen af vores kirkebygninger. En oplagt mulighed for at tænke kreativt om alternativ brug af kirker. Kirken er en del af det offentlige rum den er hver mands hus. Samtidig er den Guds Hus det hellige rum. Den er menighedens mødested. Den er også et kulturmindesmærke og et arkitektonisk monument. I alle nordiske lande er der tanker om ny brug af kirker ikke mindst i storbyen. Og i alle nordiske lande er det en udfordring med mange følelser på spil. Kirken skal være åben, lyder det ofte. Men hvad betyder det egentlig for brug og indretning af kirkerne? Hvilken rolle spiller kirkerummet i det offentlige rum i fremtiden? Og for fremtidens menigheder? Det er nogle af de spørgsmål, som konferencen arbejder med. Foredragsholderne kommer fra det meste af Norden, men der bliver også rig lejlighed til at mødes med repræsentanter for de mange københavnske tiltag, der søger at åbne kirken for de mange natkirker, ungdomskirker. sprogene er dansk, norsk og svensk. Konferencen afholdes den august 2007 i Vartov i København. Se programmet her: Lysbakke til døbefont Mange kirker ønsker sig en lysglobe, men har ikke plads. Lillerød Kirke har fået en lysbakke, som placeres oven på døbefonten. Det løser pladsproblemet. Ved aftengudstjenesterne satte vi tidligere lys rundt på kanten af døbefonten. Derfor fik vi ideen til, at man i stedet for en lysglobe eller lystræ, der jo kræver mere plads, kunne have en lysbakke til at sætte hen over dåbsfadet i døbefonten, fortæller Kirsten Drigsdahl, sognepræst ved Lillerød Kirke. Når man tænder lys, går man hen til døbefonten og vender dermed tilbage til sin dåb, som Luther sagde, at vi skulle. Så i den forstand får placeringen en teologisk pointe, tilføjer hun med et smil. Smeden Rasmus Andersen, der blandt andet har lavet lystræet i Lindevang Kirke, står bag designet. Lysbakken er lavet af patineret zink, da det er et let materiale og farvemæssigt matcher dåbsfadet, som er af tin. Desuden går kristussymbolet fra alteret igen i lysbakkens kant. Når der er lys i bakken, kan man se flammerne igennem, fortæller en tydelig begejstret Kirsten Drigsdahl. Lysbakken, der blev indviet nytårsdag 2006, bliver brugt flittigt og ikke kun i forbindelse med åben kirke. Hver dag tænder kirketjeneren et lille fyrfadslys og sætter i midten af bakken. Den har stor betydning for folk og bliver brugt langt mere, end vi havde regnet med, beretter Kirsten Drigsdahl. Charlotte Cappi Grunnet

7 nr. 6 august 2007 Københavns Stiftstidende 7 KORT NYT fra Københavns Stift Debat om folkekirken Hvordan forestiller du dig, at Folkekirken ser ud om 10 år? Hvordan ønsker du, at det skal se ud? Spørgsmålene vil blive drøftet på konferencen Folkekirkens fremtid(er), som finder sted den august i Middelfart. Anders Gadegaard, Henrik Wigh-Poulsen, Jens Ole Christensen og en række andre foredragsholdere vil ud fra en stribe forskellige perspektiver, såsom diversitet, passion og reformation sætte Folkekirkens fremtid under lup. Konferencen vil desuden rumme drøftelser ved bordene samt afsluttende plenumdrøftelse. Bag arrangementet står Kirkeminister Bertel Haarder, Københavns biskop Erik Norman Svendsen, formand for Danmarks Provsteforening Leif Arffmann, formand for Den danske præsteforening Sabine S. Bech-Hansen og formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen. Hvad er udfordringerne til Folkekirken på længere sigt? Det bør vi tage fat på at drøfte allerede nu, mener de fire medindbydere og jeg. Derfor holder vi konferencen, som forhåbentlig kan blive starten på en bred debat i Folkekirken om forventninger og ønsker til Folkekirken om for eksempel 10 år, siger Bertel Haarder om konferencen. De 150 inviterede er bestyrelserne for Den danske Præsteforening, Danmarks provsteforening og Landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer, repræsentanter for institutioner, kirkelige retninger og organisationer samt pressen. højskoledage på havnen Vor Frelsers Kirke holder kirkehøjskole under temaet Tro og eksistens i dagene fra den august. Højskoledage på havnen, der foregår i Stanleys Gaard ved Christianshavns Kanal, sætter fokus på den aktuelle debat om forholdet mellem tro og eksistens, mellem religion og samfund. Gennem en Foto: Børge Robert Mortensen række foredrag belyses temaet religiøst, kirkeligt, menneskeligt og kulturelt. Her kan man blandt andet høre Kjeld Koplev tale om, hvis Gud der er den rigtige og Jan Lindhardt om kristendommens synlighed. Undervejs er der gudstjeneste, morgensang og koncerter ved præster og organister på Christianshavn. Deltagergebyr: 300,- pr. person. Tilmelding: kordegn Anne Knudsen, tlf eller kordegn Børge Mortensen tlf Hvor i al verden er Gud? Hvor i al verden er Gud? Det er et spørgsmål, man kan støde på i forskellige sammenhænge, og grundene til, at det spørgsmål fødes, kan være ret så forskellige. Det kan være én bestemt oplevelse, der skaber en undren og en smerte, men det kan også være de dagligdags og rutinemæssige erfaringer, som gør, at spørgsmålet formuleres. Jeg har f.eks. oplevet at være til en dåbssamtale, hvor hende, der spørger til dåben, giver udtryk for, at hun kan have svært ved at gøre trosbekendelsens ord til sine egne. Hun tror på noget, men præcist hvordan hun skal formulere det, hun tror på, har hun svært ved at finde ud af. Hvordan kan man sige noget sikkert om Gud? Eller som en anden formulerede det for mig: Hvordan kan du afgøre, hvad der er Guds vilje og tanke? Eller som en tredje sagde til mig under en bisættelsessamtale: Hvem er du, at du kan sige, hvad der sker efter døden? Det er spørgsmål, jeg også kender til fra mig selv, og som også kan opstå i mit hoved. Hvor i al verden er Gud? Hvordan DEN FROMME KLUMME kan vi sige noget sikkert på det her område, hvor der er så mange bud? Jeg ved, at jeg i mit liv har brug for regelmæssig kontakt med Gud, fællesskab med Gud, for at Gud og Guds virkelighed ikke fuldstændig skal forsvinde ud af mit liv. Der er så meget andet, der let kommer til at fylde. Hvis jeg Foto: Maj-Britt Boa. skal kunne sige noget til andre, må det, jeg siger, også sige mig selv noget. Derfor søger jeg dagligt det, man fra gammel tid har kaldt ordet og bønnen. I bevidstheden om, at jeg har brug for et ord udefra for at kunne have et ord til andre. Hvis jeg skal kunne give det kristne budskab videre til andre, må det også rækkes til mig. Eftersom jeg tror, at ordet om Jesus er det sted, hvor Gud har lovet at møde os. Som andre før mig i kirkens historie, må jeg formes af det samme. Hvor det så rent praktisk finder sted i min dagligdag, kan variere. I reglen er det svært for mig at få rum til det om morgenen, dels fordi jeg nok ikke er et typisk A-menneske, og dels fordi, der er to små børn, der fra kl. ca kræver opmærksomhed. Derfor forsøger jeg i stedet at give plads til Bibelen og bønnen i løbet af dagen. Det samme kan også komme til udtryk gennem læsning af klassisk opbyggelses-litteratur, gennem gudstjenester, liturgiske samlinger eller andet. Hvordan det så end er med den praktiske ramme, så er rammen som et stel, der giver krop til en kristen spiritualitet. Jeg søger Gud, der hvor jeg tror, at Gud har sagt, han er at finde. Det gør jeg, for at mit åndelige liv ikke skal brænde ud, og jeg efterhånden finder, at jeg er et andet sted, end der hvor jeg ønskede, at jeg ville være. Jakob Valdemar Olsen Sognepræst i Vigerslev Kirke

8 Københavns Stiftstidende nr. 6 august 2007 KØBENHAVNS STIFTSTIDENDE Udkommer 10 gange årligt. Oplag: 3600 eksemplarer. Stof til næste nummer afleveres til redaktøren senest d. 15. august De i bladet fremsatte synspunkter deles ikke nødvendigvis af redaktionen. Udgiver: Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift Pile Allé 3, 2. sal, 2000 Frederiksberg Tlf.: koebenhavn@folkekirken.dk Redaktion: Karen Schousboe (ansv. redaktør) Peter Skov-Jakobsen Kirsten Weiss Mose Charlotte Cappi Grunnet Konfirmandundervisning Den traditionelle konfirmandundervisning to timer ugentlig kombineret med to til tre weekends er blevet populær, viser evaluering. Undervisningen er afgørende, her får de sat ansigt på Folkekirken. Læs side 1-2 Kirkelukninger eller ej I Forslag til fremtidige sogne- og pastoratændringer i Københavns Stift foreslås, at ti kirker tages ud af almindelig sognekirkelig brug. Læs menighedsrådsformændenes umiddelbare respons. Læs side 4-5 En tung byrde Menighedsrådet ved Østerlars Kirke sætter spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at sogne selv skal stå for større restaureringsopgaver af kirker og præstegårde. Tiden ryger fra det kirkelige arbejde. læs side 6 Foto: Maj-Britt Boa Layout: Nicolai Diemer Tryk: DIXIT, Them. Tlf.: Ekspedition: Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift Nordea: Besøg også portoservice Hjulmagervej Pandrup Maskinel magasinpost Id-nr salmer, sild og sømænd I sømandskirken i Rotterdam forsøger man at fastholde den hjemlige genkendeliged, ikke mindst ved at tage sangbogen frem, skriver sømandspræst Line Nicolaisen At være præst i en sømandskirke kræver sin mand, også hvis man er kvinde. For selvom vi i Rotterdam anstrenger os for, at kirken skal ligne en helt almindelig dansk gennemsnitskirke, så må man som nytiltrådt sømandspræst nogle gange forbavses over de mærkelige og morsomme opgaver, man bliver sat på. det faste midtpunkt. Men noget andet, som udlandsdanskere længes efter, er den danske sang. Det mærkes tydeligt, når vi afholder de årlige fester i kirken. Frem kommer højskolesangbogen, og så bliver der sunget af karsken bælg. Da vi for en måneds tid siden afholdt Skt. Hans fest, indbød vejret ikke just til udendørs aktiviteter. Alligevel strømmede alle gæsterne ud i haven, da bålet skulle tændes, og efter endt båltale blev der sunget fædrelandssange, sommersange og kærlighedsviser, og det var selvom vi fik temmelig meget røg i øjnene og gnister i håret. Men vi blev ved til den bitre ende, og nogle af os endte med både at ligne og lyde som den afbrændte heks. Juleaften tilbragte jeg ombord på et dansk skib. Og selvom dette er en helt almindelig arbejdsdag for søens folk, og julemiddagen, tilberedt af den polske hovmester, skulle indtages på en halv time, mente sømændene godt, der kunne blive tid til en lille sang eller to. Mest af alt fordi de på den måde kunne føle sig forbundet med familierne derhjemme, som måske i samme øjeblik gik omkring juletræet og sang. Så derfor sang vi de to eneste sange, som alle kunne udenad: Dejlig er jorden og Søren Banjomus. Men ud over at sangen er festlig og fællesskabsdannende, så ligger der også en sproglig vedligeholdelse i at synge dansk poesi. I kirken mødes to legestuer, og mange af børnene har en hollandsk far eller mor. For at børnene skal få et forhold til det danske sprog, synger vi børnesange med dem, og dette viser sig at være en utrolig god danskundervisning for de små, der er gode til at huske rim og remser, og pludselig dukker ordene op i andre sammenhænge. I Holland bor mange danskere, og de skal gerne have oplevelsen af at komme til et lille stykke Danmark, når de besøger vores sømandskirke. Ligesådan må sømændene også gerne føle, at de trygt kan tale løs om deres tanker, der ofte går hjem til Danmark, når de på deres rejser jorden rundt ankommer til verdens største havn og møder præsten eller assistenten. For at fastholde den hjemlige genkendelighed omkring kirken har vi taget alle de bedste danske traditioner til os. Gudstjenesten og de kirkelige handlinger, Dannebrog samt udsalget af Carlsberg-øl og karrysild er Line Nicolaisen ved den hollandske havneby Marken. Nu skal det heller ikke lyde som den rene idyl. Til gudstjenesterne kan det være noget af en udfordring at introducere en ny salme for menigheden. Da kan præsten godt have oplevelsen af at stå foran altret og synge solo, og det kan være et tungt slid at komme igennem alle 20 vers af I kvæld blev der banket på Helvedes port, når man er helt alene om det. Men så tager de kære gamle damer revanche under kaffen bagefter og synger kirkens slagsang Katinka, Katinka, og så er alle glade igen! Af sømandspræst Line Nicolaisen, Rotterdam.