REPORTAGE SEPTEMBER 2013

Transkript

1 Her lå inkvisitionens sæde, i kælderetagen under den moderne markedsbygning på den anden side af floden. Gyden til højre hedder stadig Callejón de la Inquisición. I øverste etage finder du en af Sevillas hyggeligste markedsbygninger. I kælderetagen besøger du inkvisitorernes daglige arbejdsplads. San Jorge fortet Det er nemt at finde inkvisitionens første sæde i Spanien. Du krydser Guadalquivir-floden på Puente de Isabel II, eller Triana-broen som sevillanerne siger til daglig. Få skridt efter broen ligger markedsbygningen, og under den resterne af San Jorge fortet, der nu er indrettet til museum. Forklaringer og film er både på spansk og engelsk. Åbningstider: Mandag-fredag: 9-14 og Weekender og helligdage:

2 Ud til floden i Sevilla, på bredden over for centrum, er der en hyggelig markedsbygning med små boder, hvor de handlende langer grønsager, kød og fisk over disken. Der er også flere cafeteriaer med mulighed for at nyde en kop kaffe og en kage, inden du går ned ad trappen til den spanske inkvisition. Kælderen skjuler mange overraskelser i en gammel by, og under husmødrenes fødder ligger San Jorge fortet, som i 1480 blev sæde for en af historiens mest berygtede institutioner. På gangbroen mellem ruinerne får du knap en konkret ide om inkvisitorernes daglige arbejdsplads, men det skumle halvmørke under de sidste hvælvinger hjælper unægtelig fantasien på gled. Mellem disse mure skabtes den sorte legende om det fanatiske og intolerante Spanien. San Jorge lå for enden af den eneste bro over Guadalquivir - en gyngende pontonbro, hvis tunge kæder matchede med det middelalderlige bygningsværks tillukkede ydre. I tre århundreder var det inkvisitionens billede. Det blev renæssance, barok og oplysningstid, og gennem alle disse epoker havde byens borgere den samme manende udsigt. Da inkvisitionens sidste levn afskaffedes i 1834, var Spanien forvandlet fra et af Europas mest dynamiske samfund til et fattigt og tilbagestående land. Kampen mod kætteriet endte som en kamp mod fremskridtet, fordi enhver ny tanke rummede en mulig konflikt med kirkens lære. Et halvfærdigt puslespil Paradoksalt blev inkvisitionen grundlagt for at skabe en moderne europæisk stat, og de religiøse forfølgelser udløstes af en lidt hårdhændet integrationspolitik. Disse påstande er svære at sluge i dag, men vi skal tilbage til 1480, da det unge kongepar Isabel og Fernando traf beslutningen, og 31

3 Barrio de Santa Cruz Det gamle jødekvarter er til trods for de grumme associacioner Sevillas mest idylliske lokalitet. Inde i kvarteret er det nemt at finde et godt spisested. Derudover kan to besøg anbefales: Santa María la Blanca: Sognekirken ser ikke ud af noget fra gaden, men indeni er den en af Sevillas smukkeste, og den er netop genåbnet efter en restaurering, der har bragt sporene af dens fortid som moske og senere synagoge for dagens lys. Det skal man dog være arkæolog for at kunne påskønne. Kirken kan besøges af turister mandag-fredag og Adressen er c/ Santa María la Blanca, 5. Barrio de Santra Cruz er det gamle jødekvarter. Her i de idylliske omgivelser gærede de religiøse spændinger, som udløste beslutningen om at oprette en inkvisition. Centro de Interpretación Judería de Sevilla: Det lille museum giver god information på spansk og engelsk om jødernes og konvertitternes historie, men der er ikke meget at se på udover plancherne. Tilmeld dig en af de guidede rundvisninger, som gør oplevelsen meget mere levende. Åbent mandag-lørdag og 17-20, søndag Adressen er c/ Ximenez de Enciso, vi skal betragte situationen gennem deres øjne. Spanien lignede stadig et halvfærdigt puslespil. For længe siden havde en stor hånd kastet alle brikkerne ud af æsken, og tålmodigt havde generation efter generation samlet dem fra forskellige hjørner, indtil de to største brudstykker atter hang sammen med ægteskabet mellem Isabel af Kastilien og Fernando af Aragonien. Med tiden ville Portugal og Navarra sikkert føje sig til den kristne union uden de store problemer, mens det islamiske Granada måtte erobres med et sidste korstog, når en gunstig lejlighed bød sig. Otte århundreder efter muslimernes ødelæggende invasion var Spaniens genforening på vej ind i sin afgørende fase, men enhver som lægger puslespil ved hvor skrøbeligt det halvfærdige værk er. Under den lange adskillelse havde Isabels og Fernandos riger fået egne love og institutioner, sprog og traditioner. Intet greb ind i hinanden: Unionens eneste bånd var en vielsesattest. Desuden var Kastilien og Aragonien i sig selv små puslespil fra generobringens tidligere etaper, og mange brikker i dem var heller ikke klemt ordentlig på plads endnu. Det gjaldt blandt andet brikkerne med de religiøse mindretal, og her startede de nye regenter arbejdet på at skabe enhed. De startede det i Sevilla, som havde en stor befolkningsgruppe af jødisk afstamning. 32

4 Santa Cruz er turisternes favorit. Alle forretninger er målrettet mod dem. Konvertitterne Man kunne lige så godt sige store problemer med sameksistensen, og Isabels forgængere havde aldrig fundet en holdbar løsning. Hundrede år tidligere var krudttønden eksploderet, da en fanatisk ærkediakon satte sig i spidsen for et overfald på Sevillas jødekvarter. Herfra bredte bølgen af drab og plyndringer sig til resten af Den Iberiske Halvø, hvor det mosaiske trossamfund aldrig blev det samme igen, for efter katastrofen valgte mere end halvdelen af medlemmerne at konvertere til katolicismen. Myndighederne pressede på, og således slap de af med størsteparten af jødeproblemet. De slap af med jødeproblemet, men kun for at skabe et nyt problem som var konvertitterne. Konvertitterne var lige så dygtige forretningsmænd som deres jødiske forfædre, og efter dåben havde de såkaldte nykristne også fået adgang til administrationen og kirken, hvor de hurtigt gjorde karriere. De kom fra et kultiveret miljø. Denne sociale opstigen fik mange gammelkristne til at hade konvertitten endnu mere inderligt end den gamle jødiske udsuger. På en måde var han jøden opløftet til anden potens: Endnu mere magtfuld, og ikke spor mindre jøde. Den nye samfundsgruppe havde et svagt punkt, og fjenderne satte fingeren på det. Knap var Isabel kronet som Kastiliens dronning før foruroligende meddelelser begyndte at indløbe fra Sevilla om konvertitter der holdt sabbat, lod børnene omskære og begravede deres døde efter det jødiske ritual. Det blandede Santa Cruz Sevillas jødekvarter lå bag ved katedralen og omfattede blandt andet den nuværende Barrio de Santa Cruz. En kompakt og malerisk labyrint, som er turisternes favorit. I de brolagte gyder er der altid behagelig skygge for solen, og gennem halvåbne døre får de fremmede et kig ind i blomstrende patioer, hvis intime atmosfære omkring springvandet er lige så karakteristisk for byen som det monumentale centrum få hundrede meter borte. Men op til inkvisitionens indførsel kunne man ikke længere tale om et jødekvarter, for efter den store pogrom hundrede år tidligere havde Santa Cruz udviklet sig til en blandet bydel med jøder, konvertitter og gammelkristne. Konvertitterne udgjorde heller ikke en ensartet gruppe, for mange følte sig virkelig kristne, mens andre aldrig glemte at deres forfædre blot var flygtet i sikkerhed i kirken. I hjemmet holdt de fast ved den gamle tro, og med tiden glemte de at udvise den nødvendige diskretion. Som medlem af det spirende borgerskab er man bevidst om sin betydning. Man kommer til at føle sig tryg, og der melder sig en farlig fristelse til at hævde sin identitet. Santa Cruz er et lille og særlig vanskeligt puslespil inden i det store puslespil som en dag skal blive til Spanien. Integrationspolitik Isabel og Fernando danner sig et indtryk af forholdene under deres første og flere måneder lange besøg i Sevilla, og bagefter skriver de til pave Sixtus IV og får hans tilladelse til at oprette inkvisitionen. Isabels religiøse fanatisme er blevet en kliche i mange bøger om perioden, men dels er det Fernando som lægger pres på hende, dels skiller ægtefællerne sig snarere ud ved en usædvanlig tolerance i datidens Europa. Deres hof er fyldt med konvertitter. De er vigtige brikker til nationens konstruktion, men disse brikker vil aldrig falde på plads i mønsteret, så længe de falske konvertitter - kryptojøderne - hidser folkets følelser op. Året inden Isabels kroning har der flere steder været alvorlige optøjer, og dem har man også i frisk erindring, da beslutningen om inkvisitionen træffes. Man ræsonnerer, at når den har tvunget alle til at følge spillereglerne, vil fordommene mod konvertitterne savne mening og forsvinde. Men Isabel er stadig ikke overbevist om at vold er løsningen, og der går to år fra pavens bulle indtil de første inkvisitorer udnævnes. I mellemtiden sender hun den blide jerominermunk Hernando de Talavera til Sevilla for at 33

5 Katedralen Sevillas katedral var ved indvielsen verdens største kirke, og den er stadig den tredjestørste efter Peterskirken i Rom og St. Paul s Kathedral i London. prædike for konvertitterne og advare om den frygtelige fare, som nu hænger over hovedet på dem. Talavera har i årtier stor indflydelse på statens politik, efter at Isabel har valgt ham til sin skriftefader og åbnet hjertet for ham. Man kan ikke ønske sig bedre bevis på den unge dronnings fordomsfri sind, for Talavera er selv en af de upopulære nykristne. Han kender problemet. Jøderne er blevet omvendt med ildhu, men bagefter har ingen ulejliget sig med at katekisere dem, og når de engang imellem får forkert fat på tingene, skyldes slet og ret uvidenhed. Talavera støttes af Sevillas ærkebiskop, men efter årtiers manglende disciplin gør deres advarsler intet indtryk, og åbenbart er der også alvorligere ting på færde. Som reaktion på de kristne formaninger begynder et anonymt skrift at cirkulere blandt Sevillas konvertitter. Heri hævder forfatteren at jødedommen og kristendommen udmærket kan praktiseres på samme tid. Han går meget videre: Jødedommen er overlegen og kan perfektionere kristendommen. Kongeparrets tålmodighed er sluppet op. Den 27. september 1480 udnævnes de første inkvisitorer, som straks rejser til Sevilla for at sætte kryptojøderne på plads. Kristendommens triumf I dag, hvor de færreste europæeres verdenssyn bygger på religionen alene, er det svært at forstå hele betydningen af disse ting. Man undres over styrken i kongeparrets vrede, men også over stædigheden hos de skjulte jøder, som nægter at se samfundsudviklingen i øjnene. Den er ikke svær at få øje på - det er blot et spørgsmål om at læne hovedet en smule tilbage. Den nye katedrals færdige mure rager højt op over byens tage. I de kommende år anbringes kuplerne, og aldrig har sangen lydt højere end inde i verdens største gotiske katedral, som er virkeliggørelsen af en begejstret domherres forudsigelse: Vi vil bygge en kirke som får kommende slægter til at tænke: De må have været gale! De fem kolossale kirkeskibe har knust den gamle moske under deres vægt, og spidsbuer og spir strækker sig som sitrende flammer mod himmelen. I dette samfund med tre totalitære guder ender historien altid med at den stærkeste af dem sætter sin vilje igennem. De monoteistiske religioner kan i perioder have fred for hinanden, men aldrig fred med hinanden, som er noget helt andet. Til dette Sevilla ankommer de nyudnævnte inkvisitorer, som ikke desto mindre modtages køligt, for en af årets sidste dage er kongeparret nødt til at beordre byens myndigheder til at samarbejde, og i starten af det nye får flere vigtige adelsslægter forbud mod at give asyl til flygtede konvertitter på deres domæner. Det er også symptomer på et land, der trænger til en meget fast hånd, hvis den nye centralmagt vil gøre sin autoritet gældende. Den smukke Susona Mens mange konvertitter flygter, er der andre som planlægger aktiv modstand. De sammensvorne mødes i hjemmet hos en af Sevillas rigeste købmænd, men forrådes af husets datter Susona, som har et kærlighedseventyr med en gammelkristen. Det forestående drama udspilles også i konvertitternes egne familier. Få måneder senere er Susonas far og flere medsammensvorne nogle af de første konvertitter som brændes på bålet. Der er både en rådmand og en domprovst imellem dem, hvilket bekræfter mistanken om at kætteriet rækker langt ind i det etablerede samfunds rækker. Den smukke Susona, kalder man hende i byen, og hendes historie er overleveret i flere forskellige versioner. I en af dem går hun i kloster, men efter nogle år er stilheden omkring hende blevet uudholdelig, og hun kaster sig ud i et udsvævende liv for at leve af sin skønhed. Senere gribes hun dog af anger og bestemmer i testamentet, at det kønne hoved efter døden skal sømmes fast over gadedøren til hjemmet i Santa Cruz, hvor hendes sidste år forløber. Indtil midten af 1600-tallet sidder der faktisk et kranium i gaden, som nu hedder Calle Susona. Det gamle gadeskilt med Calle de la Muerte (Dødens gade) har også fået lov til at blive siddende. Pavens anger Efter tænkepausen har dronningen løst inkvisitorernes hænder, Netop som inkvisitionen blev grundlagt, startede arbejdet med at lægge kupler på den nye katedral, og give den himmelstræbende spir. Åbningstider: Mandag Tirsdag-lørdag Søndag

6

7 Inkvisitionen og dens dystre væsen kom til at sætte et dybt præg på spansk nationalkarakter. Francisco de Goya funderede over det i sine graveringer. og de går til værks med ekstrem strenghed. Opgøret med de ulykkelige får et omfang, så paven et år senere gribes af anger over bålet han så uforsigtigt har været med til at tænde. Sixtus IV kritiserer de anklagedes manglende retssikkerhed, og indrømmer han har handlet overilet, da kongeparret fik tilladelse til selv at udnævne inkvisitorerne. Men det er et centralt punkt for alle parter. Staten har fået direkte kontrol med de nye religiøse domstole uden om kirkens hierarki. Fernandos vrede reaktion på brevet, og Isabels mere diplomatiske, tvinger paven til at stå ved sit ord, og han må endda gøre en ny stor indrømmelse. Den oprindelige bulle gælder kun Isabels Kastilien, men Fernando lader som intet og begynder på egen hånd at udnævne inkvisitorer i Aragonien. På få år breder den nye institution sig fra Sevilla til hele det spanske territorium, og Sixtus IV accepterer kendsgerningerne. Storinkvisitoren Tomás de Torquemada skaber en stærkt centraliseret organisation, som er den spanske stats første fælles retsvæsen. Den politiske union er i march, og konvertitterne betaler omkostningerne. Det skønnes at 2000 kættere henrettes i inkvisitionens to første årtier, som er langt de blodigste af de dødsdømte er andalusere. Udover dødsdommene er der mange andre straffe lige fra bøder til fængsel, og i alle tilfælde ledsages det af autodafeernes offentlige ydmygelse, som stempler de dømte og deres familier i social henseende. Jødernes udvisning I modsætning til hvad mange tror forfølger inkvisitionen ikke jøderne. Den er en intern katolsk domstol, og medlemmerne af det mosaiske trossamfund er slet ikke omfattet af dens jurisdiktion. Først efter dåben smækker fælden i, for så er der ingen vej tilbage. Isabel og Fernando skal således også overveje, hvad de vil stille op med den reducerede, men stadig vigtige gruppe af jøder. I starten vælger de forgængernes traditionelle kombination af diskrimination og beskyttelse. På den ene side får jøderne påbud om at samles i bestemte bydele, som de ikke må forlade efter mørkets frembrud, og de tvinges til at bære jødetegnet på gaderne. På den anden side udstedes der flere alvorlige advarsler til de kristne om at lade dem gå i fred. Sevillas jøder viser sig hurtigt at være lige så udisciplinerede som konvertitterne, og deres vægring mod at følge reglerne fører til at de udvises af byen i Det er en forprøve på jødernes udvisning af Spanien, som kongeparret beslutter ni år senere, da konvertitternes integration stadig støder på problemer. Torquemada overbeviser regenterne om at den aldrig vil lykkes, så længe de nykristne ikke kan frigøre sig for den skadelige indflydelse af deres jødiske slægtninge. Denne teori har nogle af de mest integrationsivrige konvertitter faktisk selv lanceret for lang tid siden, og i 1492 får de sidste jøder valget mellem omvendelse og udvisning. Alle som bliver tilbage er herefter invisitionens legitime bytte, hvis de ikke holder sig på måtten. Historien gentager sig Samme år har Isabel og Fernando netop erobret Granada, og her gentager historien sig. Talavera udnævnes til biskop og kommer til byen for at lede omvendelsesarbejdet. Hans menneskelighed gør ham respekteret og endda elsket blandt muslimerne, men der kommer kun få kristne ud af det, hvorefter Isabel og Fernando griber til tvangsomvendelser. Det fører igen til fremkomsten af en ny samfundsklasse los moriscos, der skal komme til at give endnu flere problemer end konvertitterne, indtil man mere end hundrede år senere indser at integrationen aldrig vil lykkes. Med udvisningen af morisco'erne til Nordafrika kommer Spanien omsider til at hænge sammen i religiøs henseende, sådan som Isabel og Fernando havde ønsket. Da de overlod til inkvisitionen at forme den nye spanske nationalkarakter, blev definitionen på en god spanier simpelthen en god katolik. Men stik mod hensigten blev det også en temmelig intolerant katolik. Isabel og Fernando glemte aldrig deres velvilje mod konvertitter og morisco er, som gjorde et ærligt forsøg på at integrere sig, men inkvisitionens strenghed tjente kun til at retfærdiggøre folkets fordomme mod enhver, der havde en dråbe semittisk blod i årerne. Efter Isabels død kommer selv hendes beundrede skriftefader Talavera i inkvisitionens søgelys sammen med nogle af sine slægtninge. Med hensyn til den frygtede Torquemada trak han sig tilbage for at grundlægge et kloster i Ávila, hvor kun munke med rent blod kunne optages. Noget tyder på at Torquemadas eget blod ikke var rent, og han var i givet fald ikke den eneste, som forsøgte at skjule det på denne måde. Midt inde i det nye århundrede skulle dette ærkekatolske samfund blive opskræmt af et nyt kætteri: Lutheranerne i Sevilla. Dem kan du læse om i næste nummer af Solkysten. pod. Fotos: Turismo de Sevilla m.fl. Turistkontor Mellem katedralen og Barrio de Santa Cruz ligger et af Sevillas turistkontorer: Plaza Triunfo,