Brev fra søster Harmon

Transkript

1 The Day-Star d. 24. januar 1846 Brev fra søster Harmon Portland, Me., 20. december, Bro. Jakobs, Sådan som Gud har vist mig i et helligt syn adventfolkets rejse til den Hellige Stad, og den rige belønning der gives der som venter på deres Herres tilbagekomst, fra bryllupet, er det min pligt at give dig en kort skildring af hvad Gud har åbenbaret for mig. De kære hellige har haft mange trængsler at gå igennem. Men vore små prøvelser, som kun er for et øjeblik, udvirker en langt mere overmådelig og evindelig vægt af herlighed; medens vi ikke ser på de synlige ting, for de ting som er synlige er timelige, men de ting som ikke ses er evige. Jeg har prøvet at bringe en god efterretning tilbage, nogle få druer fra det himmelske Kanaan, som mange ville stene mig for, ligesom den store forsamling påbød stening af Kaleb og Josua for deres beretning, (3. Mos. 14,10.) Men jeg erklærer over for dig, min bror i Herren, det er et godt land, og vi er gode nok til at tage der til og tage det i besiddelse. Medens jeg bad ved familiealteret faldt Helligånden over mig og det var som om jeg rejste mig højere og højere op, lang over den mørke verden. Jeg vendte mig for at se adventfolket i verden, men jeg kunne ikke finde dem, da en stamme sagde til mig: Se en gang mere, og se lidt højere op. Da jeg så løftede mine øjne og så en lige og snæver sti, rejse sig højt op over verden. På denne sti drog adventfolket mod Staden, som var ved stiens fjerne ende. De fik et klart lys bag dem, fra stiens begyndelse, som en engel fortalte mig var Midnatsråbet. Dette lys skinnede op langs stien og gav lys for deres fødder så de ikke snublede. Og hvis de holdt deres øjne fæstnet på Jesus, som var lige foran dem, førte dem til Staden, så var de sikre. Men nogle blev hurtigt trætte, og sagde at Staden var lang vej borte, og de forventede at komme der ind lidt før. Så ville Jesus opmuntre dem ved at hæve sin herlige højre arm, og fra hans arm kom et herligt lys som fejede over Adventfolket, og de råbe, Halleluja! Andre fornægtede ubesindigt lyset bag dem, og sagde at det ikke var Gud som havde ledt dem så langt ud. Lyset bag dem gik ud, så deres fødder var i fuldstændig mørke, og de snublede og gik deres øjne bort fra mærket og mistede Jesus af syne, og faldt fra stien ned i mørket og den onde verden der nede. Det var lige så umuligt for dem at komme på stien igen og rejse til Staden, som hele den onde verden som Gud havde forkastet. De faldt hele vejen ned ad stien, den ene efter den anden, indtil vi hørte Guds røst som mange vande, som gav os dagen og timen for Jesu komme. De levende hellige, i antal, kender og forstår røsten, medens de onde troede det var torden og et jordskælv. Medens Gud sagde tidspunktet, udgød han Helligånden på os, og vore ansigter begyndte at lyse op og skinne med Guds herlighed, ligesom Moses gjorde da han kom ned fra Sinajs Bjerg, (2. Mos. 34, ) På dette tidspunkt blev de helt beseglet og fuldstændigt forenet. På deres pander stod der skrevet: Gud, det nye Jerusalem, og en herlig Stjerne indeholdt Jesu nye navn. I vor lykkelige og hellige tilstand, blev de onde oprevet, og ville fare op for at lægge hænderne på os, for at kaste os i fængsel, da vi ville række hånden ud i Herrens navn, og de onde fade hjælpeløse til jorden. Så var det at Satans synagoge vidste at Gud havde elsket os, som kunne tvætte hinandens fødder, og hilse de hellige brødre med et helligt kys, og de tilbad for vore fødder. Snart blev vore øjne draget mod øst, og en lille sort sky viste sig, omkring det halve af en mands hånd, som vi alle vidste var tegnet på Menneskesønnen. Vi stirrede alle i højtidelig tavst på skyen idet den drog nærmere, blev lysere og klarere, herlig, og endnu mere herlig, indtil det blev en stor hvid sky. Bunden så ud som ild, en regnbue var over den, omkring skyen var ti tusinde engle, der

2 sang den dejligste sang. Og på den sad Menneskesønnen, på hans hoved var der kroner, hans hår var hvidt og krøllet og nåede ned på hans skuldre. Hans fødder så ud som ild, og i hans højre hånd var et skarpt segl, og i hans venstre en sølvbasun. Hans øjne var som flammende ild, som ransagede hans børn igen og igen. Så blegnede alle ansigter, og dem som Gud havde forkastet samlede mørke. Så råbte vi alle: Hvem er i stand til at stå? Er min klædning pletfri? Så ophørte englene med at synge, og der var en tid med alvorlig tavshed, så talte Jesus: Dem som har rene hænder og rent hjerte vil kunne stå, min nåde er jer nok. Så lyste vore ansigter op, og glæde fylde alle hjerter. Og Englene slog en højere tone an og sang igen medens skyen drog endnu nærmere til jorden. Så lød Jesu sølvbasun, idet han steg ned på skyen, indpakket i ildflammer. Han så stift på gravene med de sovende hellige, og hævede sine øjne og hænder til himlen og råbte ud: Vågn op! Vågn op! Vågn op! I som sover i støvet, og stå op. Så kom der et mægtigt jordskælv. Gravene åbnedes, og de døde stod op iklædt udødelighed. De råbte, Halleluja! idet de genkendte deres venner, som var blevet revet ud af dem fra døden, og i samme øjeblik blev vi forvandlet og taget fat sammen med dem, for at møde Herren i luften. Vi gik alle samlet ind på skyen, og steg i 7 dage op til glarhavet, hvor Jesus kom med kronerne og satte dem på vore hoveder med sin egen højre hånd. Han gav os guldharper og sejrspalmer. Her på glarhavet stod de i en fuldstændig kvadrat. Nogle af dem havde meget strålende kroner, andre ikke så strålende. Nogle af kronerne var tungt belagt med stjerner, medens andre kun havde få. Alle var helt tilfredse med deres kroner. Og de var alle iklædt en strålende hvid kåbe fra deres skuldre til deres fødder. Der var engle helt omkring os, idet vi gik over glarhavet til Stadens port. Jesus hævede sin mægtige og herlige arm, tog fat i porten og svang den tilbage med sine gyldne hængsler, og sagde til os: I har vasket jeres klæder i mit blod, stået standhaftig for min sandhed, kom ind. Vi marcherede alle der ind og følte vi havde en fuldkommen ret i Staden. Her ser vi livets træ, og Guds trone. Ud fra tronen kom en ren vandflod, og på hver side af flod var livets træ. På den ene side af floden var en træstamme og en stamme på den anden side af floden, begge med rent gennemsigtigt guld. Først mente jeg, at jeg så to træer. Jeg så igen og så at de gik sammen i toppen til et træ. Således var det med livets træ på begge sider af livets flod. Dets grene bøjede sig til det sted hvor vi stod. Og frugten var herlig, som så ud som guld blandet med sølv. Vi gik alle ind under træet, og sad ned for at se på det herlige sted, hvor br. Fitch, og Stockman, som havde forkyndt evangeliet om guds rige, som Gud havde lagt i graven for at frelse dem, kom op til os og spurgte os om hvad vi havde gennemgået, medens de sov. Vi prøvede at fremkalde vore største trængsler, men de så, så små ud, sammen sammenlignet med den langt større overmådelige og evige vægt af herlighed som omgiver os, at vi ikke kunne tale om dem, og vi råbte alle Halleluja, himlen er god nok, og vi berørte vore herlige harper og fik himlens hvælvinger til at runge. Og idet vi så stift på stedets herligheder, blev vore øjne rettet opad til noget som så ud som sølv. Jeg spurgte Jesus om at få lov at se hvad der var inden for. På et øjeblik fløj vi opad og gik ind. Her så vi gode gamle fader Abraham, Isak, og Jakob, Noa, Daniel, og mange ligesom disse. Og jeg så et forhæng med tung sølvkant, og guld som en grænse nederst. Det var meget smukt. Jeg spurgte Jesus hvad der var inden for forhænget. Han oprejste den med sin højre arm, og bad mig se op. Der så jeg en herlig har, belagt med ren guld, og den havde en herlig kant der lignede Jesu kroner. På den var der to strålende engle; deres vinger var spredt over arken, idet de sad på hver ende, med deres ansigter vendt imod hinanden, og så nedad. I arken neden under, var englenes vinger udbredt, var en guldkrukke med manna, med eg gyldent præg, og jeg så en stad, som Jesus sagde var Arons, jeg så at den spirede, blomstrede og bar frugt. Jeg så to lange gyldne stave som hang bar på sølvtråde, og på trådende de mest herlige druefrugter. En klase var større end en mand kan bære. Og jeg så Jesus stå op og tage af mannaen, mandlerne,

3 druerne og granatæblerne, og bar dem ind i staden, og satte dem på måltidsbordet. Jeg gik frem for at se hvor meget der blev taget bort, og der var lige så meget tilbage, og vi råbte Halleluja. Amen. Vi steg alle ned fra dette sted, ned i staden, og sammen med Jesus ved vort hoved steg vi alle fra staden ned til denne jord, på et stort og mægtigt bjerg, som ikke kunne holde Jesus oppe, og det delte sig i stykker, og der blev en mægtig slette. Så, så vi op og så og så den store stad med tolv grundpiller, tolv porte, tre på hver side, og en engel ved hver port, og alle råbte ud af staden, den store stad: den kommer, den kommer ned fra Gud, fra himlen, og den kom og blev placeret på det store sted hvor vi stod. Så begyndte vi at se på de herlige ting uden for staden. Der så jeg de herligste huse, som havde udseende sølv, understøttet fire piller, besat med perler der var herlige at se på, som skulle bebos af de hellige. I dem var en hylde af guld, jeg så mange af de hellige gå ind i husene, og tage deres glitrende kroner af sig og lagde dem på hylderne, og gik ad ud på marken ved husene, for at gøre noget med jorden, ikke som vi har noget gøre med jorden her; nej, nej. Et herligt lys skinne om hele deres hoveder, og de råbte hele tiden og gav rosen til Gud. Og jeg så en anden mark, fuld af alle slags blomster, og idet jeg plukkede dem, råbte jeg ud, de vil nu aldrig visne. Derefter så jeg en mark med højt græs, meget herligt at beskue. Det var levende grønt, og genspejlede sølv og guld idet det bølgede stolt for Kong Jesu ære. Så kom vi ind på en mark fuld af al slags dyr: Løven, lammet, leoparden og ulven, alle sammen i fuldkommen enighed. Vi gik ud midt i blandt dem, og de fulgte fredfuldt efter. Så kom vi ind i en skov, ikke som de mørke skove vi har her, nej, nej; men lys, og helt igennem herlige. Træernes grene svajede her og der, og vil råbte alle ud, vi vil bo sikkert i ørknen og sove i disse skove. Vi kom igennem skoven, for vi var på vej til Zions bjerg, idet vi rejste af sted mødte vi en gruppe som også så på stedets herligheder: Jeg bemærkede det råde som en kant på deres klæder. Deres kroner var funklende deres dragter var helt hvide. Idet vi helse på dem, spurgte jeg Jesus, hvem de var? Han sagde at de var martyrerne som var blevet slået ihjel for ham. Sammen med dem var en utallig gruppe af ganske små, de havde også en rød kant på deres klæder. Zions bjerg var lige foran os, og på Bjerget lå det herlige Tempel, og omkring det var syv andre bjerge, hvorpå der voksede roser og liljer, og jeg så de helt små klatre, eller hvis de kunne vælge at bruge deres små vinger, og flyve op på toppen af bjergene, og plukke de aldrig visnende blomster. Der var alle slags træer omkring templet til at forskønne stedet. Buksbomen, fyrtræet, ædelgran, olietræet, myrten, granatæblet og figentræet, bøjede sig ned under vægten fra de modne figner, som gjorde stedet til at se helt herlig ud. Og idet vi var ved at gå ind i det hellige tempel, hævede Jesus sin elskelige røst og sagde: Kun de må indtage dette sted, og vi råbte Halleluja. Vi velsigner Herren, bror Jakobs, det var et ekstra møde for dem som har den levende Guds segl. Dette tempel var understøttet af syv piller, og af gennemsigtigt guld, besat med de herligste perler. De herlige ting som jeg så her, kan jeg ikke begynde at beskrive. O, om jeg kunne tale i Kanaans sprog, så kunne jeg fortalle lidt om herligheden i den øvre verden; men er I trofaste vil I snart vide alt om det. Der så jeg borde af sten, hvori de s navne stod indgraveret med guldbogstaver. Efter at vi havde set templets herlighed, gik vi ud. Så forlod Jesus os og gik til staden. Snart hørte vi hans elskelige stemme igen, og sagde: Kom mit folk; I er kommet ud af den store trængsel, og gjort min vilje, lidt for mig; kom ind til nadveren, for jeg binde op om mig selv, og tjene jer. Vi råbte halleluja, ære, og gik ind i staden, og jeg så et bord af rent sølv, det var mange mile langt, vore øjne kunne overskue det. Og jeg så frugten fra livets træ, manna, mandler, figner, granatæbler, druer og mange andre slags frugter. Vi alle satte os til bord. Jeg spurgte Jesus om lov til at spise af frugten. Han sagde: ikke nu. Dem som spiser af frugten fra dette land, går ikke mere tilbage til jorden. Men er I trofaste for en lille stund, skal I både spise af frugten fra livets træ, og drikke vand fra kilden, og han sagde: I må tage tilbage til jorden igen, og fortælle andre, hvad jeg har åbenbaret for jer. Så bar en engel mig blidt ned til denne mørke verden. Nogle gange tror jeg at jeg ikke kan blive her et

4 stykke tid mere, alle jordens ting ser så triste ud. Jeg føler mig meget ensom her, for jeg har set et bedre land. O, om jeg havde vinger som en due, så kunne jeg flyve bort, og få hvile. Ellen G. Harmon N.B. Dette blev ikke skrevet til publicering; men til opmuntring for alle som kan se det, og bliver opmuntret af det.e. G. H. Brev fra søster Harmon Falmouth Mass., 15. februar, Bro. Jacobs: The Day-Star d. 14. marts 1846 Mit syn som du publicerede i Day-Star blev skrevet under en dyb fornemmelse af pligt over for dig, og forventede ikke at du ville publicere det. Havde jeg tænkt over at det blev spredt for mange læsere i dit blad, ville jeg have været mere nøjeregnende, og skrev nogle ting som jeg ville udelade. Idet Day-Stars læsere har set en del af det som Gud har åbenbaret for mig, og da den del som jeg ikke har skrevet er af umådelig betydning for de Hellige; anmoder jeg ydmygt om du også vil publicere dette i dit blad. Gud har vist mig følge, for et år siden i denne måned: - Jeg så en trone, og på den sad Faderen og hans Søn Jesus Kristus. Jeg så meget på Jesu ansigtsudtryk og beundrede hans elskelige person. Faderens person kunne jeg ikke se, for en sky med herligt lys dækkede om ham. Jeg spurgte Jesus om hans Fader har en for lige som ham selv; Sagde han at det havde han, men jeg kunne ikke se den; for, han sagde, hvis du en gang har set herligheden fra hans person, vil du ophøre med at eksistere. Foran tronen var Adventfolket, menigheden og verden. Jeg så en gruppe bøjet ned foran tronen, dybt interesseret medens de fleste stod uinteresserede og ubekymrede. Dem som havde bøjet sig ned foran tronen, vil sende deres bønner op og se på Jesus, så vil han se hen til sin Fader og vise sig i forbøn hos ham. Så kom et lys fra Faderen til sin Søn og fra ham til den bedende gruppe. Så så jeg et overmådeligt klart lys komme fra Faderen til Sønnen og fra Sønnen bølgede det hen over folket foran tronen. Men få ville tage imod dette store lys. Mange kom ud fra det under det og modsatte sig det straks. Andre var uforsigtige og tog ikke lyset til sig, og det flyttede sig bort fra dem. Nogle tog det til sig og gik og bøjede sig ned foran tronen, med den lille bedende gruppe. Hele denne gruppe tog imod lyset, og glæde sig over det idet deres ansigtsudtryk skinnede af dens herlighed. Så så jeg Faderen rejse sig fra tronen og i en flammende stridsvogn tage til de Helliges hellige inden for forhænget, og sad der. Der så jeg troner som jeg ikke havde set før. Da rejste Jesus sig op fra tronen, og de fleste af dem som var bøjet sig ned rejste sig op sammen med ham. Og jeg så ikke en eneste lysstråle komme fra Jesus til den ubekymrede skare efter at han rejste sig op, og de blev overladt i fuldstændigt mørke. Dem som rejste sig op da Jesus gjorde det, holdt deres øjne fæstnede på ham, idet han forlod tronen, og ledte dem ud på en lille vej, så hævede han sin højre arm og vi hørte hans elskelige stemme sige: vent her, jeg tager til min Fader for at tage imod Riget. Hold jeres klæder pletfrie og for en lille stund vil jeg vende tilbage fra brylluppet, og tage jer til mig. Og jeg så en skyvogn med hjul som flammende ild. Engle var helt omkring vognen, idet den kom dertil hvor Jesus var; han trådte ind i den og blev båret til det Helligste, hvor Faderen sad. Så så jeg Jesus da han fra frem for Faderen som en stor Ypperstepræst. På kanten af hans klædning var en bjælde og et granatæble, en bjælde og et granatæble. Da viste Jesus mig forskellen mellem tro og følelse. Og jeg så dem som rejste sig op med Jesus, sendte deres tro op til Jesus i det Helligste, og bad: Fader giv os din ånd. Så ville Jesus udånde Helligånden over dem. I denne ånde

5 var lys, kraft og megen kærlighed, glæde og fred. Så vendte jeg mig for at se den gruppe som stadig var bøjet sig for tronen. De vidste ikke at Jesus havde forladt den. Satan viste sig at være ved tronen, og prøve at gennemføre Guds værk. Jeg så dem se op på tronen og bede: Min Fader giv os din ånd. Så ville Satan udånde en uhellig påvirkning over dem. I den var der lys og megen kraft, men ingen liflig kærlighed, glæde og fred. Satans formål var at holde dem bedraget og trække dem tilbage og bedrage Guds børn. Jeg så den ene efter den anden forlade gruppen, som bad til Jesus i det Helligste, og tilslutte sig dem foran tronen og de tog straks imod Satans uhellige indflydelse. For omkring fire måneder siden, fik jeg et syn om begivenhederne, alt i fremtiden. Og jeg så trængselstiden som den aldrig har været, - Jesus fortalte mig at det var tiden for Jakobs kamp, og at vi skulle udfries af den ved Guds røst. Lige får vi gik ind i den, tog vi alle imod den levende Guds segl. Så så jeg fire engle slippe de fire vinde. Og jeg så hungersnød, pest og sværd, folk rejse sig imod folk, og hele verden var i forvirring. Så råbte vi til Gud efter udfrielsens dag og nat indtil vi begyndte at høre bjælderne på Jesu klædning. Og jeg så Jesus rejse sig op i det Helligeste, og da han kom ud hørte vi de ringende bjælder, og vidste at vor Ypperstepræst kom ud. Så hørte vi Guds stemme som rystede himlene og jorden, og gav de dagen og timen for Jesu komme. Så blev de hellige sat fri, forenet og fuld af Guds herlighed, og han vendte deres fangenskab om. Og jeg så en flammende sky komme hvor Jesus stod, og aflagde sin præsteklædning og tog sin kongekåbe på, indtog sin plads på skyen som bragte ham til jorden, hvor den først viste sig for de hellige på jorden, en lille sort sky, som var tegnet på Menneskesønnen. Medens skyen kom fra det Helligste til østen som tog et antal dage, tilbad Satans synagoge for de helliges fødder. Ellen G. Harmon