ISBN:

Transkript

1 Ethvert menneske er en fortælling med egen drejebog. Personlige historier fra det virkelige liv er noget, som alle kan spejle sig i og relatere til. En taxatur fra Hvidovre til Østerbro kan byde på lige så mange oplevelser og nye erkendelser som en rejse til et fremmed land. Det handler bare om at slå ørene ud og lytte til menneskenes historie. Taxafortællinger handler om nogle af de mennesker, jeg har mødt, når jeg kørte afløser som taxachauffør. Taxafortællinger er også en teaterforestilling. Forestillingen er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg og instrueret af Niels Jørgensen. På scenen står jeg selv som eneste medvirkende. Jeg har medvirket i en lang række af danske spillefilm, tv-serier og teaterforestillinger, hvor jeg har spillet alt fra ejer af en grillbar til palæstinensisk terrorist. ISBN:

2 TAXAFORTÆLLINGER ZEEV SEVIK PERL

3 ZEEV SEVIK PERL TAXAFORTÆLLINGER

4 TAXAFORTÆLLINGER Zeev Sevik Perl og Forlag Psonne, 2015 Forsidefoto: Jon Kort Tryk: Lasertryk Layout: Alexander Vesterby 1. udgave, 1. oplag 2015 ISBN:

5 TAXAFORTÆLLINGER Os indvandrere imellem 11 Dengang på Callisensvej 20 Muren 27 Stresset på fransk 34 De gyldne elefanter 41 Send mig en sms 49 Om timing og traditioner 56 Fluen på væggen 65 Vogn

6 Tak til En varm tak til min kæreste og kone Pernille Holmskov Sommerfelt for opmuntring og hjælp under den lange rejse med bogen, mine børn Gil og Matti, bare fordi de er mine børn. Til Niels Jørgensen for hans støtte og til Peter Lumbye Sonne og Alexander Vesterby for deres hjælp med opsætningen af bogen. Til vennerne, som lagde ører til fortællingerne undervejs. En særlig tak til forfatteren og vennen Per Smidel for hans uvurderlige hjælp med redigeringen af teksterne og lige sådan til Pernille Sonne for hendes hjælp med korrekturlæsning. Tak til Statens Kunstråds Scenekunstudvalg for økonomisk støtte til opsætningen af Taxafortællinger. Og sidst, men bestemt ikke mindst, en stor tak til direktør på Teater Vestvolden Stephan Pollner for hans tro på og støtte til iscenesættelsen af projektet.

7 Os indvandrere imellem Køen af holdende taxaer i smørhullet ved Rådhuspladsen er meget lang. De tændte fri -skilte på deres tage får taxakøen til at ligne en drage i et kinesisk nytårsoptog. Det er en halvkold fredag aften i oktober måned, og alle dem, der skal køres til storbyens forskellige forlystelser eller bare til middag hos vennerne, er kommet på plads. Klokken nærmer sig 20.00, og Rådhuspladsen ligner Utterslev Torv på en mandag aften. Dem, som render rundt på pladsen nu, er vel kun dem, som ingen har inviteret på middag i aften, eller som ingen venner har. De ligner nogen, som hverken har råd til restaurantbesøg, teater eller til en taxatur. Det er over en time siden, jeg tog plads i taxa køen som sidste led i dragens hale. Og nu en time og en masse rastløshed senere, er jeg rykket frem og er blevet dragens hoved. Jeg kan mærke den kriblende spænding i min mave. Hvorhen og med hvem skal jeg nu ud på en kortere eller længere rejse? Jeg drømmer mig til en rigtig lang tur ud af byen. Kunden skal på weekendophold i et lejet sommerhus langt ude på landet sammen med kæresten. Han eller hun er nødt til at tage en taxa, fordi bilen er brudt sammen, og kæresten har ventet længe på at blive hentet. En stor del af tiden under den langsommelige rejse fra at være dragens hale til at være dragens hoved, var jeg optaget af en intens diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg skulle blive i køen eller køre væk. Hver gang, jeg så en kollega køre ud af køen med fri -skiltet tændt for at prøve lykken et andet sted i byen, tog min diskussion til i intensitet. Men nu er diskussionen forbi. Jeg er nemlig vogn nummer 1 i køen! Om lidt vil jeg atter være på farten. Om lidt slipper jeg fri af dragen, som længe har holdt mig fanget. Endnu en gang står jeg ud af bilen for at strække mig lidt og forsikre mig, at dragen har vokset sig stor og mægtig. Efterhånden er det slet ikke til at se dragens hale. Men hovedet er lige her, hvor jeg er, og jeg nyder øjeblikket i fulde drag. Oktoberkulden sørger for, at jeg ikke nyder synet alt for længe og jager mig ind i den opvarmede bil igen. 11

8 Mine befriere blev ikke lige det, som jeg havde drømt om. Gennem forruden ser jeg tre unge fyre på vej hen mod taxaen. De ligner klichéen på alle vores fordomme om de forbryderiske andengenerationsindvandrere. Den ældste og største af dem ligner den typiske skurk i amerikanske gangsterfilm i B-klassen. Han er glatbarberet, både på issen og i ansigtet, og med de mange bumser og ar samt de høje kindben og smalle øjne ser han temmelig hård og usympatisk ud. Han har kridhvide hængerøvs-joggingbukser på. Under den åbne hvide dynejakke har han en stramtsiddende sort T-shirt, og som prikken over i et har han en kraftig guldkæde om halsen. Hele hans væsen udstråler pas på, jeg er farlig. De to andre er en slags afdæmpede udgaver af ham den farlige. De har også kridhvide hængerøvs-joggingbukser på og guldkæder om halsen. Til gengæld er den enes T-shirt grøn og den andens rød. Deres åbne dynejakker er sorte, og på hovedet har de hiphop-kasketter i den hele rigtige position. Jeg går lidt i panik og overvejer at slukke for tag-skiltet og køre min vej. Men tanken om et nyt fangenskab hos en ny drage er endnu mere afskrækkende end de tre fyre, så jeg bliver, hvor jeg er. Det kunne jo være, at de bare gik videre forbi taxaen. Et eller andet sted er jeg godt klar over, at jeg lyver for mig selv. Men hvem gør ikke det? Illusionen om at de bare vil gå videre, brister lige så hurtigt, som den kom. Et øjeblik senere sidder de inde i taxaen med den ældste, som jeg nu kalder for bossen, foran og kopierne på bagsædet. Til at starte med fortsætter de bare deres samtale fra gaden, som forgår på arabisk, mens jeg sidder og venter med den sædvanlige spænding på beskeden om, hvor vi skal hen. Det er først, da jeg starter taxameteret og tænder for motoren, at bossen kigger hurtigt på mig. Midt i sin arabiske talestrøm lykkedes det for ham at klemme et hurtig Hovedbanegården, til mig, hvor efter han fortsætter på arabisk til kopierne på bagsædet. Hovedbanegården er højst femhundrede meter væk. Det bliver højst 35 kr. De tre raske unge mænd kan løbe turen hurtigere, end jeg kan køre dem. Jeg spørger dem, hvorfor de ikke bare går. Det gider vi ikke, svarer bossen og læner sig tilbage i sædet. Kopierne griner højt og hånligt. Jeg slukker for motoren og taxameteret og ser bossen lige ind i øjnene, mens jeg meget venligt, men bestemt forklarer ham, at jeg altså har holdt i taxakøen i over en time, og at sådan en lortetur simpelt hen er mere, end jeg kan klare nu. Jeg beder bossen og kopierne om at forlade bilen. 12

9 Det der med at få øjenkontakt med kunden er noget jeg sætter stor pris på. Man åbner et lille vindue på klem til hinandens sjæl, og anerkender hinanden som mennesker. Kunden er ikke længere kun et middel til at øge dagens omsætning, og jeg er forhåbentlig ikke længere kun et middel til at komme fra A til B. Øjenkontakten skaber som regel god stemning under køreturen. Der bliver helt stille i bilen. Jeg kan se på ham, at han ikke rigtig ved, hvordan han skal gribe det an. Går han med til at forlade bilen, vil han tabe ansigt i forhold til kopierne på bagsædet. Bliver han truende, får han problemer med de mange taxachauffører på pladsen. Hans blik flytter sig hurtigt frem og tilbage mellem mig og kopierne, før han udfordrende spørger, om jeg er racist, og om jeg tror, han ikke har råd til en taxa. Jeg forsikrer ham om, at min modstand mod at køre de femhundrede meter til banegården intet har med hans herkomst eller økonomiske situation at gøre. Han sender kopierne et sidste blik, før han uden at blinke triumferende siger: Vi skal til Hundige Stationscenter. I de fleste Hollywoodfilm findes der et punkt, som i fagsproget hedder: point of no return. Det kan være noget, der bliver sagt, en handling eller en begivenhed, der indtræffer, hvorefter intet er, som det har været. Det er også som regel derfra, at intensiteten i fortællingen tager til i styrke. Og det er lige præcis dér, vi befinder os efter bossens dramatiske destinationsændring. Nu skal jeg bevise, at jeg ingen fordomme har, og at det, jeg sagde, ikke var et påskud for ikke at ville køre med sådan nogle typer som dem. Min reaktion kommer fuldstændig bag på bossen og kopierne, og ikke mindst på mig selv, må jeg indrømme. Uden rigtig at tænke mig om, siger jeg til ham på engelsk: Now you re talking, man. Samtidig rækker jeg min hånd op til en high-five. Bossen ser forvirret på mig og vælger så at ignorere min udstrakte hånd. Jeg sætter bilen i gear og med et demonstrativt hjulspind, som skal gøre det klart for bossen og kopierne, at jeg altså ikke er bange for nogen eller noget, skifter jeg den sikre havn på Rådhuspladsen ud med en ukendt og usikker fremtid i selskab med tre farlige andengenerationsindvandrere. Det er først, da jeg suser gennem Kalvebod Brygge i retning ud af byen, at jeg begynder at reflektere over min situation. Situationen har uden tvivl potentiale til at udvikle sig i den gale retning. Måden, vi kom ind på hin- 13