Islam & Demokrati 2009

Transkript

1 1. Indledning: Motivation og indledning Problemformulering Afgrænsning og metode Projektdesign Begrebsafklaringer Islam Introduktion Sunni- og shiamuslimer Sunnimuslimer Shiamuslimer Retsskolerne Politisk islam Økonomisk islam Sharia og islamisk ret Demokrati: Introduktion Biografisk præsentation af demokratiteoretikere Demokrati som styre Alf Ross Robert A. Dahl Frihed Politisk frihed I: Autonomi Politisk frihed II: Ytrings- og organisationsfrihed Personlig frihed I: Åndsfrihed

2 Personlig frihed II: Retssikkerhedens idé Lighed Demokrati som livsform Den demokratiske mentalitet Demokrati & Islam Præsentation af teoretikere Redegørelse for teorier Diskussion af teorier Iran & Tyrkiet Læsning af Tyrkiet og Irans forfatninger Iran Introduktion Politisk baggrund Khomeinis statsteori Statsopbygning Iran i dag Politiske virkemidler Diskussion af Irans statsopbygning Tyrkiet Tyrkiets udvikling fra imperium til republik Kemalismens projekt Tyrkiets statsopbygning Diskussion af Tyrkiets statsopbygning

3 9. Demokrati i Tyrkiet og Iran Diskussion af islam og demokrati Konklusion Resumé og abstrakt Progressionstoårsrammen: første modul Litteraturliste

4 1. Indledning 1.1 Motivation og indledning Gennem historien har vi ikke set mange demokratiske stater i de muslimske lande. Flere faktorer har haft indflydelse på det billede vi ser i Mellemøsten, og som vi også kort vil berøre i opgaven, kan historiske og menneskelige faktorer siges, at have mest at skulle have sagt. Et historisk anlagt syn på spørgsmålet om foreneligheden af islam og demokrati, vil til dels kunne give svar på hvorfor der tilsyneladende er dette skel mellem demokrati og de muslimske samfund i Mellemøsten. Dette vil dog ikke give svar på, om det egentlig kan lade sig gøre at oprette en demokratisk islamisk stat. Derfor vil vi gerne undersøge islam hovedsagligt på et teoretisk niveau, for at lave en kritisk undersøgelse af hvorvidt det er muligt at gennemføre en statslig forening af islam og demokrati. Vi inddrager to lande som cases, for at belyse hvilke udfordringer vi ser i forhold mellem islam og demokrati på statsniveau. Med Iran som case kan vi belyse de udfordringer, vi ser med en implementering af islam i statsapparatet. I Tyrkiet ser vi et muslimsk land, der tilsyneladende har et vestligt demokrati. Vesten er gennemsyret af en demokratisk tankegang, som vi lever efter og som de fleste ser som det eneste fornuftige. Dernæst har man i mange lande et klart skel mellem kirke og stat. Vi finder det derfor svært, at forstå hvordan nogle lande bliver styret ud fra en religion. Ingen lande lever dog udelukkende efter shari a en, men eksempelvis Iran, prøver at følge shari a en så meget som muligt. De har skabt en stat hvor Islam står i centrum. Da demokrati er en meget stor del af samfundsgrundlaget i den vestlige verden, og islam er en tilsvarende grundsten i den muslimske verden, kan eventuelle modsætninger mellem islam og demokrati have stor betydning. 4

5 Vi mener derfor, at det kunne være interessant, at undersøge om man kan forene islam og demokrati, og hvilke forhindringer der i givet fald der kunne være. 1.2 Problemformulering Vi vil gerne besvare følgende spørgsmål: I hvor høj grad kan islam og demokrati forenes? For at besvare dette spørgsmål vil vi bevæge os ind på følgende underspørgsmål: Hvilken tolkning af islam kræver det? Hvilken tolkning af begrebet demokrati kræver det? Med udgangspunkt i landenes forfatninger og måden deres statsapparat er bygget op på, hvilke forhold i henholdsvis Tyrkiet og Iran besværliggør da en forening af demokrati og islam? Hvornår kan man tale om en forening af demokrati og islam? På hvilken måde strider de moderne og demokrativenlige tolkninger af islam mod de mere traditionelle tolkninger? 1.3 Afgrænsning og metode For at besvare problemformuleringen kræver det grundige undersøgelser af islam, demokrati og de to lande Iran og Tyrkiet. Alle disse undersøgelsesområder er vidtfavnende og komplekse, og opgaven må derfor begrænse sig i undersøgelsesmetoderne. 5

6 Problemformuleringen lægger op til en todelt opgave, hvor første del bliver en filosofisk/idehistorisk redegørelse og diskussion. Anden del bliver en historisk/kulturel undersøgelse af de to muslimske lande, for at perspektivere vores teoridel. Som nævnt i indledningen ønsker vi at give et bud på, hvorvidt islam og demokrati er muligt at forene på et teoretisk niveau. Alligevel vil vi ikke undlade at anlægge et historisk syn på nogle afsnit, da vi synes dette er nødvendigt for at give læseren en ordentlig indføring i stoffet. For at få et indblik i islam der kan siges at være almengyldigt, må vi beskæftige os med dette på et filosofisk-teoretisk niveau. Dette udelukker, at vi får diversiteten og den personlige subjektive del af det at være muslim med, men det åbner til gengæld op for muligheden for at bruge begrebet i generelle diskussioner. I beskrivelsen af islam må en vis historisk redegørelse nødvendigvis medtages, fordi det forklarer religionens vilkår. I vores afsnit om islam redegør vi således dels for religionens historie, for forskellige retninger inden for religionen, samt for mere overordnede teoretiskfilosofiske linjer i religionen. Shari a bliver et centralt element i opgaven, da det beskriver hvordan man som muslim skal leve sit liv på alle niveauer, og afsnittet er derfor væsentlig i diskussionen om hvorvidt demokrati og islam kan forenes. Vi vil dernæst forholde os til demokrati med udgangspunkt i tre teoretikeres udlægning af begrebet. Dette vil give os nogle definitioner til videre benyttelse i opgaven. Demokratiundersøgelsens værdi gør sig også gældende i undersøgelsen af de to lande, fordi vi dermed har et sammenligningsgrundlag at gå ud fra i en diskussion af landenes demokratiske ståsteder. I vores afsnit om demokrati undlader vi at redegøre for forskellige demokratimodeller. I stedet redegør vi for forskellige demokratiopfattelser. Vi vil undersøge hvad der skal være opfyldt i et samfund, for at man kan kalde det demokratisk, samt hvad demokrati medfører af værdisæt og mentalitet. Det sidstnævnte finder vi mest relevant i vores hoveddiskussion om islam og demokrati, hvorimod de forskellige parametre for 6

7 et demokratisk samfund kan bruges på vores cases. Vi undlader således en indføring i demokratiets historie, samt at kigge på forskellige former for demokrati gennem tiden. Slutteligt vil vi i opgavens teoretiske del inddrage en række meningsbærere, der forholder sig til islam og demokrati med udgangspunkt i vidt forskellige positioner. De teoretikere der anvendes, har vi valgt ud fra ønsket om at give et nuanceret billede af det brede spektrum af meninger, der hersker. Derfor inddrager vi få folk, som til gengæld har meget divergerende meninger. Dette afsnit afsluttes med en diskussion. I den historisk/kulturelle del af opgaven vil vi undersøge landenes forhold ved hjælp af en historisk og nutidig gennemgang, da det kan forklare det billede vi ser i dag. Desuden undersøges landenes forfatninger og statsopbygninger, da dette vil give mulighed for at sammenholde landene med de demokratidefinitioner, vi kender fra opgavens teoretiske del. Vi behandler vores cases ud fra forfatningerne og statsapparaternes opbygning, og beskæftiger os dermed ikke med de respektive samfund på et civilt plan, men med en politisk, historisk og kulturel tilgangsvinkel. Vi vil altså give et billede af hvordan landende formelt er bygget op, og ikke hvordan de reelt fungerer. For at mindske omfanget af vores behandling af henholdsvis Iran og Tyrkiet, fokuserer vi på landendes historie i det 20. og 21. århundrede. Denne del munder ud i en diskussion af de to lande, som kan uddybe vores viden til at forholde sig til demokrati og islams forenelighed. Herefter laves en hoveddiskussion på opgavens indhold og til slut en konklusion. 7

8 1.3.1 Projektdesign Projektdesign Problemformulering: Islam: Sunni- og shia islam Politisk og økonomisk islam Islamisk ret Demokrati: Demokrati som styre Demokrati som livsform Demokrati & Islam: Præsentation Redegørelse Diskussion Cases Iran: Tyrkiet: Historisk Statsopbygning og forfatningen Historisk Statsopbygning og forfatningen Diskussion Diskussion Sammenligning Hoveddiskussion Konklusion 8

9 2. Begrebsafklaring Effektivitet: Den grad af virkning hvormed folket formår at gøre sine synspunkter gældende. Ekstensitet: Det omfang hvori den folkelige indflydelse og kontrol udstrækkes til at omfatte flest muligt af de styrende organer. Faqih: Religiøs leder Figh: Islamisk retsvidenskab. Hudud-straffe: Islamisk rets særlige straffe for bestemte forbrydelser, som er nævnt i Koranen: Hor, falsk anklage for hor, alkoholindtagelse, tyveri, oprør mod autoriteter og landevejsrøveri. Straffene er dødsstraf ved stening for hor og med drab for landevejsrøveri; afhugning af hånd og/eller fod for røveri og tyveri samt et forskelligt antal piskeslag for de øvrige forbrydelser. Intensitet: Omfanget af den personkreds, der gives adgang til at deltage i afstemninger og valg. Jihad: bestræbelse for at sikre islams udbredelse og eksistens (evt. ved krig). Koranen: Muslimernes hellige skrift, som angiveligt blev åbenbaret til profeten Muhammad gennem englen Gabriel. Ifølge islam er Koranen Guds ord til mennesket og er derfor hellig. Mutazilitter: rationalistisk teologisk retning i islam, grundlagt i første halvdel af 700-tallet. Shari a: Islamisk pligts- og retssystem. Shia-islam: Den næststørste trosretning indenfor islam og den dominerende retning i Iran. Shiamuslimerne/shiiterne ønskede Ali Ibn Abi Talib (Muhammads fætter) som efterfølger for profeten Muhammad i det islamiske samfund. Sunni-islam: Den største trosretning indenfor islam. Refererer ofte til sig selv som Ahl us-sunnah wa-l-jamā ah, hvilket betyder "traditionens og menighedens folk". 9

10 Sunnimuslimer udgør % af verdens muslimske befolkning. De så Abu Bakr som efterfølger for profeten Muhammad. Umma: Islamisk menighed Zakat: Frivillig skat 10

11 3. Islam 3.1 Introduktion Religionen bygger på monoteisme, eftersom islam oversat til dansk betyder hengivelse/underkastelse til én Gud, nemlig Allah, som er den eneste og sande Gud. Koranen blev åbenbaret til menneskene gennem profeten Muhammad, som var både religiøs og politisk leder i år 622. han døde i 632 uden at efterlade sig en efterfølger blev resultatet et skel imellem muslimer. Koranen er en ord-tilord-gengivelse af de åbenbaringer Muhammad fik. Det vil med andre ord sige, at Koranen er Guds ord og dermed uforanderlig. Når en Muslim tror på Allah og Koranen skal han/hun, ifølge Abdul Wahid, tro på samtlige fortællinger som står skrevet i bogen og ikke stille spørgsmålstegn ved noget (Petersen: Han siger endvidere: Rejser man tvivl ved så meget som et eneste ord i Koranen, eller tilsidesætter man blot et enkelt af påbuddene, tilsidesætter man sådan set Allahs egen autoritet, og man har så ikke længere brug for Koranen, for man har sat sig selv højere end Allah (Internetkilde 1) Men det er ikke kun Koranen som religionen bygger på, den har også stort fokus på sunna, profetens sædvane. Der er indenfor islam opstået fem søjler, som det er obligatorisk for enhver rettroende muslim at efterleve. Disse er trosbekendelsen, daglig bøn, skat i form af zakat, som renser samfundet for ulighed, fasten og pilgrimsrejsen til Mekka. (Irani 2008). 3.2 Sunni- og shiamuslimer Kulminationen på de to divergerende grupperinger indenfor islam, opstod da profetens fætter, Ali bin abi Talib, blev hyldet som ny kalif, efter den forhenvæ- 11

12 rende, Uthman ibn affan, blev dræbt af utilfredse muslimer. Muawiy ibn abi Sufyan, som var guvernør i Damaskus, anerkendte ikke valget af Talib som kalif. Da Talib godkendte nedsættelsen af en opmandskommission, vendte en gruppe ham ryggen. De mente at dette var utilstedelig indblanding af mennesker i et anliggende der bør løses af Gud. Denne gruppe betegnes som sunni-muslimer, eller kharijitter. De vendte Ali ryggen med slagordet la hukma illa-li-llah, som betyder kun Gud kan dømme (Simonsen 2008:40). De resterende muslimer dannede retningen shia-muslimer. Navnet stammer fra ordet shi at ali, som betyder Alis parti Sunnimuslimer Ordet sunni stammer fra kaliffen Abu Bakr s tid. Han var efterfølger af profeten Muhammad og lovede at følge profetens sædvaner. En sædvane kaldes en sunna, og det er herfra ordet sunni-islam er opstået, da sunnimuslimerne gør krav på at følge profetens sædvane. Senere vandt sunnimuslimerne magten over kalifatet, da de kæmpede mod kaliffen Husain, som blev dræbt i 681. Dette kan også være grundlaget for overrepræsentationen af sunnimuslimer på 90% af verdens muslimer (Hjortø og Olufsen 2004:29) (Simonsen mener at det er 85%). Normalt er der overrepræsentation af sunnimuslimer, men i Iran er størstedelen af befolkningen shiamuslimer. (Internetkilde 2) Shiamuslimer Denne gruppe bliver også kaldt shiiter. Der er flere retninger indenfor shiaislam, men den største gruppe er ithna erne. De tror på at den 12. imam er den sidste, og nægter at lade ham omtale som død. De mener, at han ved dommedag atter vil komme tilbage. Den bærende idé i islams hellige skrift, Koranen, består af definitive religiøse åbenbaringer, som vil gøre det muligt for de troende på 12

13 dommedag at indtræde i Paradis. Imamerne er efterkommere af Ali og man mente at de;...i kraft af slægtskabet med profeten var udstyret med en særlig viden, der satte dem i stand til bedre end alle andre at tolke Koranen. Derfor mente de, at de alene kunne betragtes som legitime ledere af det islamiske samfund. (Simonsen 2008:41) Den store splittelse imellem de divergerende grupperinger, har fundament i uenigheden om rækkefølgen af imamer. (Internetkilde 3) Retsskolerne Sunnimuslimerne har forskellige retsskoler, som alle er etableret i det 8. og 9. århundrede. Skolerne er dominerende i hver deres del af den moderne verden. Retsskolerne opsætter normer for hvordan den enkelte muslim skal leve sit liv. De sunnimuslimske retsskoler fordeles således; Hanafi-skolen: Denne skole er blevet grundlagt af Abu Hanifa. Hans skole vægter anvendelsen af rai og qyias. Rai er det fornuftige skøn, mens qyias er analogisk baserede slutninger på baggrund af Koranen. Maliki-skolen: Blev etableret af Malik ibn Anas. Skolen er tilhænger af primærkilderne Koranen og sunna. De går ind for istihsan, som betyder det alment bedste, og tog afstand til qyias og itjihad (forklares senere), fordi de er personlige ræsonnementer. Shafi'i-skolen: Muhammad ibn-idris al-shafi'i afviste de ovenstående skoler, og grundlagde denne retsskole ud fra vigtigheden af følgende retskilder; Koranen, sunna, ijma og qyias. Sharia har traditionelt set basis i disse begreber. 13

14 Hanbal-skolen: Retsskolen er dannet af Ahmad ibn Hanbal. Denne retsskole ligner meget ovenstående, men det er kun Koranen og sunna, den bruger som kilder. Han var elev af Shafi'i-skolen, men forkastede flere af begreberne. Shiamuslimerne lægger mere vægt på de første tolv imamers fortolkninger og overleveringer af Koranen. (Afsnit sammensat af Internetkilde 4) 3.3 Politisk islam Mange muslimer mener, at man i udformningen af et samfund skal fastholde, at samfundets love tager udgangspunkt i Koranens anvisninger. De mener, at islamiske konventioner, såsom shari a, skal skabe det moderne samfunds grundlag. Dette er bl.a. hvad de religiøse magthavere i Iran, har forsøgt at etablere siden overtagelsen af kontrollen med landet i Ydermere mener andre, at samfundet sagtens kan kendetegnes ved nogle menneskeskabte adfærdsregler, uden at man derved gør samfundet uislamisk. Der er derfor mange holdninger til, hvor stor en effekt islam skal have på det politiske system i form af statslige og religiøse strukturer. Dette ses også i de mange divergerende samfund med islamisk religion. 3.4 Økonomisk islam I traditionel islam er alle økonomisk set lige, og uligheden holdes nede med zakat. Formelt er der ingen der ejer sit eget stykke land, eller sin egen ejendom, da alt tilhører Allah. Hvis man besidder jorden er man forpligtet til at lade udbyttet komme de resterende til gode gennem zakat. Det er ikke tilladt, ifølge Koranen, at opkræve renter eller have monopol på noget, eftersom alting skal komme alle til gode. 14

15 3.5 Sharia og islamisk ret Shari a er det arabiske ord for Guds uforanderlige vilje for menneskeheden, og shari a betyder på arabisk den vej vandet løber og referer til vejen igennem livet, ifølge Irani, islamforsker i militant islam ved Dansk Institut for Internationale Studier (Irani 2008:6). Det er interessant at betragte denne udtalelse i forhold til naturretten. Den vej vandet løber er nødvendigvis også den naturlige vej, hvilket i overført betydning kan refererer, til at shari a er den naturlige vej gennem livet. Shari a er et synonym for islamisk lov og den opfattes som en komplet lære, som religiøse muslimer skal følge. Samtidig fungerer den som lov-kodeks for samfundet. I islamisk jura er der fire kilder (usul al-figh). Koranen er den første af de primære kilder, de næste er sunna og hadith, som er normative fortællinger om profeten Muhammad, og hans fire første efterkommere, kalifferne. Hadith er den handling som profeten gjorde, eller ikke gjorde, og skal være verificeret som en pålidelig beretning fra profeten, før den kan bruges som kilde. Derefter kommer qiyas, som er en forlængelse af ovenstående, baseret på analogier, mens den sidste ijma er en historisk konsensus mellem de lærde. Derudover bruges endnu to begreber, ijtihad og maslahah. Ijtihad er brug af fornuften. Ifølge 167 i Irans forfatning dømmer dommeren ud fra egne itjihader, eller autoriter, han selv anerkender (Zubaida 2003:248). Maslahah betyder, at man træffer en afgørelse, som er i den almene befolknings interesse. Koranen er ikke en lovbog, men traditionel islam er i kraft af shari a blevet udviklet til en lovreligion. 350 vers ud af Koranens vers bliver betegnet som juridisk lov-bestemmende (Irani 2008). De 180 af disse er endvidere klare juridiske love (qati), disse har afgrænsede fortolkningsmuligheder. De resterende (zanni) lægges åbne for fortolkningsmuligheder hos den dømmende 15

16 magt. I den traditionelle shari as procedure er de funktioner, vi normalt ser hos anklageren, dommeren og efterforskeren, sammenlagt hos dommeren, og han kan benytte fatwa i sin vurdering af en retssag. Fatwa betyder kendelse og er ofte en autoritativ vurdering afsagt fra en lærd. Den er ikke nødvendigvis bindende, og forpligter alment ikke individet. Gyldigheden afhænger af den lærdes status samt kvalifikationer (Irani 2008:16). Der findes tre typer fatwa: den private, den juridiske og den politiske, som alle tre har samme funktion. Den private kræver dog ingen involvering af domstole, da det oftest er et autoritativt juridisk svar fra en imam, eller lærd, til en privat person, mens den juridiske, som er den mest udbredte, er typisk under retssager. Denne fatwa er ikke i forbindelse med den officielle sag, men en generel udtalelse om islamisk lovgivning. Det er derfor op til dommeren, at fortolke relevansen af den lærdes udsagn i den givne sag. Den politiske fatwa er politiske enheder der ønsker støtte til specifikke handlinger, man kan derfor kalde den en variant af den private. Udgangspunktet for diskussion af islam er, at der ikke kun findes én islam og derfor ikke kun én shari a. Der findes mange love og det kan derfor være svært, at give en klar definition af shari a. Virkningerne kan derfor variere i islamisk jura, da den ikke er færdigfortolket, men skal udarbejdes. Dette er ifølge Nadeem Irani en af grundene til, at islamister kan begrunde deres handlinger i shari a (Irani 2008). Domstolene benytter ikke altid fortolkningsmulighederne i loven til at uddele mildere afstraffelsesmetoder i deres retssystem. Dertil skal siges, at eftersom shari a opfattes som Guds regler til mennesket, er der også mange der fortolker lovene, som hævet over menneskelig tolkning (Irani 2008). De kan altså ikke erstattes af menneskeskabte love, da dette ville være kritik af Guds befalinger. 16

17 Hudud er forbrydelser der står i Koranen. Disse forbrydelser er med i sharias straffelov, og kan give op til dødsstraf. Under hudud hører forbrydelserne tyveri, utroskab, bagtalelse (qazf), beruselse og oprør mod religionen, eller autoriteterne. Disse er specificeret i Koranen og er derfor uden for dommerens fortolkningsmuligheder, mens personkriminaliteten kompenseres til offeret og de pårørende, som derved kan være medbestemmende til den anklagedes afstraffelsesmetode. Personkriminalitet kan være fysisk lemlæstelse, mord og lignende. Forbrydelser som hor og homoseksualitet udmundes i stening, som er en regulær dødsstraf. Endvidere stiller shari a mange krav til bevisførelse baseret på vidneudsagn. Kvinder tæller kun som et halvt vidne, og der eksisterer derudover traditionelt set oftest ingen muligheder for appel efter domsigelse. I det præ-islamiske samfund, som shari a er opstået af, har kvinderne generelt langt færre rettigheder end mændene, eftersom de betragtes som mændenes ejendom. De fleste kvinderne er hele livet underlagt en mandlig værge og færdes ikke uden for hjemmet uden hans samtykke. Endvidere betragtes kvinden ikke som en juridisk person, og har kun den halve arveret ved domstolene. En skilsmisse kan forrettes, men den er besværlig og det anbefales ikke, om end det er tilladt. Dertil skal siges, at børnene tilfalder manden og hans slægt, ved skilsmisse. For en mand er det tilladt at gifte sig med f. eks jødiske kvinder, mens kvinder kun må gifte sig med muslimske mænd. Hertil skal dog siges, at mange af kvindernes rettigheder igennem tiderne er blevet forbedret i islamisk ret, men at der stadig i sharia findes et stort skel mellem mænd og kvinder. 17

18 4. Demokrati 4.1 Introduktion For at kunne diskutere hvorvidt islam og demokrati er to forenelige størrelser, er det nødvendigt, at gøre det klart hvad demokrati er, og hvilke kriterier der skal være opfyldt, før man kan tale om et demokratisk samfund. Begrebet demokrati er uklart og abstrakt, og det kan derfor være svært at komme med nogle præcise kriterier for hvad det indebærer. Der findes mange meninger herom. Dog må to centrale nøgleord siges at være folkesuverænitet og flertalsstyre (i modsætning til autokrati og oligarki). Man kan tale om demokrati på flere niveauer. Nogle vil beskrive demokrati som en praktisk udformning af det statslige styre, som kendetegnes ved at basere sig på flertaltsafgørelser. Således kan demokrati præcist defineres, og inddeles i forskellige underkategorier, eksempelvis det direkte demokrati og det repræsentative demokrati. Andre opfattelser af begrebet demokrati vil dog angive, at det er mere komplekst, end at det bare er folkeflertallets mening, som udtrykt ved valg og afstemninger der tæller. Demokrati kan således ikke udelukkende udgøres af institutioner, parlamenter og afstemninger, men afhænger derudover også af nogle folkeligt forankrede værdier, for at kunne eksistere. Som i så mange andre sammenhænge, er der også når det drejer sig om demokrati stor forskel på teori og praksis, samt ikke mindst på forskellige teorier og forskellige praksiser. Vi har valgt hovedsagligt, at diskutere begrebet ud fra Alf Ross og hans bog Hvorfor Demokrati samt, som supplement Robert Dahl og hans bog Om Demokrati. Begge skelner de mellem idealdemokrati (teori) og realdemokrati (praksis). Endvidere refereres også Hal Kochs bog Hvad er demokrati? 18

19 4.2 Biografisk præsentation af demokratiteoretikere Alf Ross ( ) blev i 1922 cand.jur. Han var desuden også retsfilosof, og en studierejse i bragte ham til retsfilosoffen Hans Kelsen. I denne periode udarbejdede han Theorie der Rechtsquellen, som blev forkastet i København. Han blev omsider i 1934 anerkendt som juridisk doktor, og fra blev han professor i retsvidenskab i både folkeret, retslære og til sidst statsforfatningsret. Hans filosofiske projekt var at videnskabeliggøre juraen, samt en adskillelse af ret og moral (Internetkilde 5). Robert Alan Dahl (f. 1915) er amerikansk politolog. Han har bl.a. været professor på Yale Universitet fra og var samtidig fra præsident for American Political Science Associations. Han betegnes som en af statskundskabens mest fremstående aktører, og er endvidere utrolig kendt for sin indflydelse på udviklingen af den pluralistiske opfattelse af demokratiet. Ifølge denne anskuelse uddelegeres magten i de liberale demokratier på en spredning mellem borgere, partier og interesseorganisationer. Han har udgivet et hav af bøger, hvor den røde tråd almindeligvis følger demokratiets teori og praksis (Internetkilde 6). Hal Koch ( ) var dansk teolog, og i 1937 blev han professor i kirkehistorie på Københavns Universitet. Han har både taget cand. theol. i 1926 og endvidere dr. theol. I Han har udgivet masser af litterært materiale, i form af artikler og bøger med indhold af teologisk samt historisk stof. Han var, under besættelsen, formand for Dansk Ungdomssamvirke, grundet hans Grundtvigforelæsninger (Internetkilde 7). 4.3 Demokrati som styre Alf Ross Alf Ross taler hovedsageligt om demokrati som en statsform, og dermed som det system, som danner baggrunden for statens beslutninger. Han understreger dog, at man 19

20 kan skelne mellem demokrati i politisk (retlig), økonomisk og menneskelig forstand. Økonomisk demokrati, eller realt demokrati (ikke at forveksle med realdemokrati), handler primært om lighed i fordelingen af de økonomiske ressourcer, således at produktionen og profitten kommer alle mennesker i samfundet til gode. Denne form for økonomisk lighed er kohærent med den økonomiske og sociale lighed som tilstræbes i socialismen. Det skal dog bemærkes, at vores anvendelse af begrebet økonomisk demokrati ikke forholder sig til hvordan denne lighed opnås, men udelukkende udgør en målestok for demokratiet. Der er altså ikke tale om at socialisme og økonomisk demokrati er det samme, men blot om at det økonomiske demokrati, inden for den socialistiske ideologi, er den fremherskende målestok for demokrati. I menneskelig forstand kan man snakke om demokrati, som en livsform eller et sindelag, som spiller ind på alle områder af tilværelsen i forbindelse med mødet mellem mennesker. Vi vender tilbage hertil under afsnittet Den demokratiske mentalitet, men tager først udgangspunkt i Ross diskussion om, hvornår man på et politisk plan, kan kalde et samfund demokratisk. Her diskuteres demokratiet altså som et udtryk for hvordan statsviljen dannes, og ikke hvad der er dens indhold. I den nutidige og sædvanlige forestilling om hvad demokrati er, er det vigtigste, at statsmagten tilkommer befolkningen som helhed. I modsætning til det umiddelbare demokrati (også kaldet det direkte demokrati eller nærdemokrati) som man så i bl.a. antikkens Grækenland og de germanske samfund (inkl. DK) før kongestyret tog over, er vores demokrati repræsentativt. Det betyder at folket de repræsenterede vælger nogle andre mennesker repræsentanterne til de styrende organer, for at få deres vilje gennemført. Ifølge Ross er der en del uklarheder i denne unuancerede opfattelse af begrebet. Især kravet om at styret skal repræsentere folket er muligt at tolke på forskellige måder. Han mener, at den største fejl ligger i forestillingen om en abstrakt kraft som overdrages fra folket til en instans, som for så vidt kunne være både kongen, diktatoren eller folketinget. Når man dertil skal vurdere hvorvidt et samfund er demokratisk eller ej, er det umuligt helt klart at sige enten om statsmagten tilkommer folket eller ej. Bedre er det at sige, at en stat er demokratisk i det omfang, hvori 20

21 statsmagten tilkommer folket (Ross 1999:115). For at kunne give et bud på, i hvor stort et omfang statsmagten tilkommer folket, opstiller Ross en model, som går ud på at måle et realdemokrati i forhold til et idealdemokrati ud fra følgende parametre: 1. Intensitet: Omfanget af den personkreds, der gives adgang til at deltage i afstemninger og valg. Jo større personkreds, des renere demokrati. Jo mere realtypen fjerner sig herfra, jo mere bevæger den sig mod et modereret demokrati 2. Effektivitet: Den grad af virkning hvormed folket formår at gøre sine synspunkter gældende. Jo mindre det er tilfældet, jo mere bliver det til nominelt demokrati, dvs. hvor magten ligger hos repræsentanterne, ikke hos de repræsenterede. 3. Ekstensitet: Det omfang hvori den folkelige indflydelse og kontrol udstrækkes til at omfatte flest muligt af de styrende organer. Man har altså en hel ren form for demokrati, idealtypen, som ud fra ovenstående begreber kan defineres som følgende:...idealtypen er den statsform, i hvilken de politiske funktioner med maksimal intensitet, effektivitet og ekstensitet udøves af folket ad parlamentarisk vej (Ross 1999:117) Man kan forestille sig de 3 parametre som en skala med det rene demokrati i den ene ende, og aristokrati i den anden ende. Realtypen ligger så forskellige steder på disse skalaer. Ross understreger, at idealtypen ikke nødvendigvis kan siges at være den rigtige styreform. 21

22 4.3.2 Robert A. Dahl Robert Dahl opstiller nogle kriterier som ligner Ross. Hos Dahl er begreberne dog mere konkretiserede. Han mener at der i et idealdemokrati er 5 vigtige kriterier. Man kan både sige at disse skal være til stede for at demokratiet kan eksistere, men omvendt også at demokratiet fremmer disse. Dahl taler først, for at gøre det mere håndgribeligt, om demokrati på foreningsniveau, så der altså ikke er mere end ca. 100 mennesker. Han understreger dernæst at kriterierne kan overføres direkte til styringen af en stat. De 5 kriterier er: 1. Medbestemmelse: At alle har lige mulighed for at fremsætte deres synspunkter 2. Lighed i valg: Alle skal have samme mulighed for at stemme, og alle stemmer skal have samme værdi 3. Begrundet indsigt: Enhver må have mulighed for at blive informeret om alle former for relevante synspunkter/relevant politik. 4. Kontrol med dagsordenen: At alle har mulighed for at beslutte hvad der bliver sat på dagsordenen, og at man kan stille politiske ledere til ansvar, så magten ikke misbruges. 5. Ingen udelukkelse af voksne: At alle myndige skal have de samme borgerrettigheder og stemmeberettigede skal have adgang til medbestemmelse. De ovenstående kriterier er tænkt i et idealdemokrati og primært ud fra at man har med et lille samfund eller forsamling at gøre. Når man til gengæld snakker om realdemokrati, altså moderne repræsentativt demokrati på et statsligt niveau, opstiller Dahl nogle lignende kriterier, der dog er lidt anderledes: 1. Valgte repræsentanter: Kontrollen over staten bestemmes af repræsentanter valgt af borgerne, deraf navnet repræsentativt demokrati. 22

23 2. Frie, retfærdige og hyppige valg: Repræsentanterne skal vælges på retfærdig vis, altså uden tvang. Valgene skal forekomme hyppigt for at forhindre magtmisbrug og muliggøre kontrol med dagsordenen. 3. Ytringsfrihed: Alle har ret til at ytre sig om politiske spørgsmål uden at blive straffet. 4. Adgang til alternative informationskilder: Borgerne skal have adgang til uafhængige informationskilder, som ikke er underlagt kontrol fra statens side. Disse skal eksistere. 5. Forsamlingsfrihed. Borgerne har ret til at samle sig frit i uafhængige partier og interesseorganisationer. 6. Borgerret, der ikke udelukker nogen: Alle i landet bosiddende voksne skal have samme rettigheder, herunder pkt Frihed Det vigtigste begreb i forbindelse med demokrati er ifølge Ross frihed. Ross skelner mellem det materielle frihedsbegreb, hvor frihed betyder alment fravær af tvang, og det formelle frihedsbegreb, som betyder fravær at den kvalificerede tvang. Den form for tvang der knytter sig til det materielle frihedsbegreb bunder i en konflikt mellem uforenelige ønsker, og dermed at man tvinges til at gøre noget man ikke har lyst til. På et socialt plan knytter det materielle frihedsbegreb sig til fravær af sådanne fordringer fra samfundets side, der kan kollidere med individets ønsker. (Ross 1999: 129) skal uddybes både hvad der menes med det sociale plan og med sådanne Den kvalificerede tvang, som knytter sig til det formelle frihedsbegreb, er den form for tvang som forekommer når en person tvinges til at handle imod det bedste i sig selv og sin egen samvittighed, og knytter sig ikke bare til en bestemt handling som modstrider ønsker. Selvom man foretager en handling som umiddelbart strider mod ens lyst i et givent øjeblik, er man fri hvis den fremmer det bedste i en og man kan 23

24 stå 100 % inde for den og den således er ens egen. På et socialt plan knytter det formelle frihedsbegreb sig til autonomi. Ross skelner mellem den personlige og den politiske frihed, og deler yderligere disse op i 2 kategorier hver Politisk frihed I: Autonomi Man taler ofte om autonomi på individuelt plan, og det er da også det, Ross indleder forklaringen af begrebet med: Autonomi betyder frihed for fremmedherredømme, frihed for bånd, der er pålagt af andre og ikke har rod i den forbundnes eget sind og overbevisning (Ross 1999:131) Autonomi på et individuelt plan betyder altså at en person ikke lader sig styre af hensyn til krav eller påvirkning udefra, og han eller hun har dermed frigjort sig fra autoriteterne, eksempelvis forældrene eller...andre skærmende autoriteter (Ross 1999:131). En person som er nået til dette åndelige stadium, ønsker ligesom vedkommende ikke selv vil styres af andre ikke at kontrollere eller herske over andre, ligesom vedkommende...befinder sig bedst i en kreds af ligemænd, ikke omgivet af slaver (Ross 1999:131). Forbindelsen mellem demokrati og autonomi ligger deri,...at demokratiet er den statsform der giver maksimum af politisk frihed i betydning af autonomi til borgerne (Ross 1999:131). Her begynder Ross at tale om autonomi i forhold til borgerne som helhed. I et demokrati hersker flertalsprincippet. Dermed vil der være nogen som ikke får deres vilje, og man kunne umiddelbart konkludere heraf, at mindretallet derved vil være underlagt andres vilje, og at autonomien derfor er bortfaldet. Her vender Ross tilbage til det udgangspunkt, at et demokratisk samfund virker i kraft af den ideologiske tilslutning fra borgerne. Selvom mindretallet ikke bliver de styrende, bli- 24

25 ver deres mening ikke ignoreret, og de præger beslutningerne via den frie debat. Dette vil blive behandlet senere i afsnittet Den demokratiske mentalitet. Ross mener dermed, at man som individ i et demokratisk samfund vil erkende flertallets vilje og tilslutte sig den, da...individet i et intimt interessefællesskab føler sig mere bundet til den almene opfattelse end til sit eget standpunkt (Ross 1999:133) Ross erkender, at det ikke på statsniveau kan siges så direkte som i mindre demokratiske sammenslutninger, men at tendensen stadig er gældende, og understreger i forlængelse heraf: Denne (autonomien, gr. 12) kan, som vi har set, kun i begrænset mål tilskrives den enkelte. Derimod kan man uden forbehold tilskrive folket som helhed politisk frihed, i samme omfang som det styrer sig selv, dvs. lever under det demokratiske flertalsprincip. (Ross 1999:135) Politisk frihed II: Ytrings- og organisationsfriheden I kampen om, hvilken politisk retning, socialisme eller liberalisme, der skal være den styrende, er fællesnævneren demokrati. Hver på sin måde fremmer retningerne demokratiet, som startede med at være tæt forbundet til liberalisme, i og med at man kæmpede mod de dengang autokratiske styrer, for mere medbestemmelse og indskrænkelse af herskerens autoritet. Senere har demokratiet groft set udviklet sig i en socialistisk retning med bedre vilkår for de svage og arbejderne. Paradoksalt nok betyder den socialistiske udvikling, at de styrende kræfter igen får mere magt, og kampen herom bliver hårdere. Det er her vigtigt for os at understrege at en stat ikke behøver et socialistisk styre, for at dens demokrati kan tage en socialistisk retning. Der er her blot tale om at den totale liberalisme forhindres, af at vælgerne afkræver staten et minimum af social sikkerhed, sideløbende med den retslige sikkerhed. Hermed udvides statsapparatets om- 25

26 fang, og dermed dets magt, hvormed individets frihed indskrænkes. Denne udvikling varierer meget i omfang fra stat til stat, og er eksempelvis væsentligt mere fremtrædende i de nordiske demokratier, end i det amerikanske. Ligegyldigt hvilken politisk retning der bliver den gældende, hedder overideologien stadig demokrati: Flertalsprincippet er det formelle, retlige kriterium for demokrati. Men det er umuligt at forstå demokratiets dybere væsen eller idé uden at knytte dette princip sammen med diskussionsidéen eller parlamentarismen i videre forstand. Denne idé er så væsentlig, at det ikke er ualmindeligt, at man, som f.eks. Hal Koch, simpelthen bestemmer demokratiets væsen som diskussion eller samtale i det øjemed at opnå samforståelse under gensidig hensynstagen til andres meninger og ønsker (Ross 1999:139) Den fri debat har altså en afgørende betydning for demokratiet. Selvom man har forskellige udgangspunkter, når man via diskussionen frem til nogle fælles idéer, man indgår kompromiser, og således bliver mindretallet ikke ignoreret hvilket hurtigt ville undergrave demokratiet, da det netop ville kaste os tilbage til autokratiet. Dette bekræfter Robert Dahl: Ytringsfrihed betyder ikke blot, at man har ret til at blive hørt. Den betyder også, at man har pligt til at høre hvad andre har at sige. (Dahl 2000:78) Netop kompromiset bliver dermed det centrale, hvilket bevirker, at selvom regeringen går fra at være f.eks. liberalistisk til at være socialistisk, vil de reelle ændringer i samfundet være overraskende små. Robert Dahl knytter i overensstemmelse med sine egne og Ross demokratikriterier tre nøgleord til ytringsfriheden: Deltagelse borgerne kan med ytringsfrihed deltage 26

27 aktivt i den politiske debat, begrundet indsigt borgerne har mulighed for at opnå indsigt i den politiske debat og regeringens handlinger, og til sidst dagsorden borgerne har mulighed for at påpege hvis regeringen afviger fra dagsordenen (Dahl 2000:78) Personlig frihed I: Åndsfrihed Ifølge Ross er det eneste rene lighedstegn mellem demokrati og liberalisme knyttet til det åndelige, hvori han understreger at det ikke er muligt at trække faste grænser mellem på den ene side politiske idéer og på den anden side kunst, litteratur, videnskab, religion og filosofi. Da politiske idéer udspringer af de andre kategorier, kan man ifølge Ross ikke have politisk ytringsfrihed, uden at have ret til at ytre sig frit om alt åndeligt. Flertalsprincippet nødvendiggør politisk ytringsfrihed og den politiske ytringsfrihed kræver, om den ikke indirekte skal beskæres, total åndsfrihed. (Ross 1999:151) Et samfund kan ikke udvikle sig hvis man ikke kan tænke frit og være kritisk Personlig frihed II: Retssikkerhedens idé I forlængelse af snakken om ytringsfriheden påpeger Ross, at den ingen værdi har, hvis man ikke kan føle sig sikker på ikke at blive straffet, hvis man ytrer sig om noget som går imod statens ønske. Derfor: Ud fra demokratiske synspunkter må retssikkerheden være en uomgængelig nødvendighed. Den er nemlig garantien for den politiske frihed (ytringsfriheden). (Ross 1999:153) 27

28 Ud fra dette taler Ross om regler, ikke som noget der skal begrænse borgerne, men netop beskytte dem og sikre dem deres frihed mod statsmagten. Han refererer til det engelske begreb the rule of law, som betyder at al forvaltning udøves i henhold til forudbestemte love og regler, og at de administrative organer netop tjener borgerne og ikke er deres egne herremænd. Enhver regelløshed, enhver vilkårlighed rummer en trussel mod borgernes autonomi, en fare for misbrug af statsmagten. (Ross 1999:153) Lighed Robert Dahl mener at den politiske lighed er et af de vigtigste grundlag for demokratiet, men han skelner mellem et generelt lighedsbegreb og et politisk lighedsbegreb og understreger: Lighed og ulighed kan antage et næsten uendeligt antal former. Ulighed i evnen til at vinde et maratonløb eller en stavekonkurrence er én ting. Ulighed i mulighederne for at stemme, ytre sig og på andre måder deltage i styret er en helt anden. (Dahl 2000:54) Med tankerne ledt tilbage på den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, og den berømte forestilling om de selvindlysende sandheder, at alle mennesker er skabt lige og udstyret med visse umistelige rettigheder, mener Dahl, at det langtfra er selvindlysende at alle mennesker skulle være skabt lige, men at...hvis vi fortolker lighed som et princip for styring, der er begrundet i moral, forudseenhed og acceptabilitet, så forekommer det mig, at der er mere fornuft i det end i noget alternativ til det." (Dahl 1999:56) 28

29 Ross er inde på det samme, og slår fast, at lighed ikke betyder at de lodder, der tildeles hver enkelt skal være identiske, og understreger, at der selvfølgelig gøres forskel, f.eks. mellem gifte og ugifte, myndige og umyndige, smede og bagere osv., men konkluderer, at...lighedsidéen udelukker kun, at der gøres vilkårlig og urimelig forskel. (Ross 1999:156). Lighed betyder lighed for loven, og dermed lighed i frihed. Ifølge Ross er frihedsbegrebet klart mere centralt i forhold til demokrati end lighedsbegrebet, men friheden kan ikke bestå uden ligheden. Lighed i økonomisk, social og kulturel forstand er forbundet med socialisme, ikke nødvendigvis med demokrati, hvorimod den politiske lighed er en betingelse for demokratiet. 4.4 Demokrati som livsform Ovenstående giver et godt indblik i, dels hvad der kræves i et demokratisk samfund på henholdsvis (og både) stats- og foreningsniveau, samt omvendt, hvad demokrati medfører i et samfund. I det følgende vil vi gå mere i dybden med hvilke værdier der knytter sig til begrebet demokrati. Demokrati er som skitseret ovenfor en styreform, som først og fremmest angiver hvordan og ikke hvad. Som det allerede ses i Dahls demokratikriterier, kræver demokrati en masse andre idéer og værdier for at kunne eksistere. Vi begynder nu at bevæge os tættere på at anskue demokrati som en livsform. Demokrati betyder som sagt, at det er folket som bestemmer, hvilket selvfølgelig kræver at folket har lov til at bestemme. Man vil eksempelvis ikke kunne påstå at en beslutning er truffet på baggrund af folkets frie vilje, hvis en stor del af befolkningen, af en eller anden årsag, ikke kan stemme. Ifølge Ross er de vigtigste betingelser for demokrati frihed (herunder politisk og personlig) og lighed. 29

30 Først tager Ross dog fat på parolen om at demokrati og vold er to modsætninger. Han refererer fra Hal Kochs bestemmelse af demokratiets væsen, at man enten kan slås sig til rette, og dermed er det den stærkestes vilje der gælder, eller at man på demokratisk vis kan tale sig til rette, således at de modstridende parter gennem dialog belyser alle sagens punkter og sammen søger at nå frem til en fælles løsning. Ross anerkender dette, men gør også opmærksom på alle de voldelige kampe der er kæmpet i demokratiets navn (i de fleste demokratiske lande blev demokratiet indført via vold), og konkluderer på denne baggrund, at ikke-vold ligeså vel kan være herskende i et diktatur som i et demokrati, forskellen er bare, at freden i et demokrati hviler på ideologisk tilslutning, hvor den ofte i et diktatur hviler på frygt Den demokratiske mentalitet Vi har set på hvordan demokratiet udformer sig som statslig styreform. Men for at være et komplet folkestyre, må de grundlæggende demokratiske tanker og værdier ligeledes florere blandt befolkningen i dens daglige virke. Ifølge Hal Koch er demokrati dermed ikke blot en styreform, men det han kalder en livsform. Demokrati lader sig ikke indeslutte i en formel. Det er ikke et system eller en lære. Det er en livsform. (Hal Koch 1991:12). Der er dermed tale om en grundlæggende tilgang til interaktion med andre mennesker, som handler om at enhver uenighed må løses i fællesskab, hvor begge parter af en diskussion er villige til at lade sine egne argumenter modsige og, om nødvendigt, falde. Hovedpointen med at indlade sig på en diskussion må derfor aldrig være at få gennemtrumfet flest muligt af sine egne holdninger, men derimod at nå frem til det bedst mulige resultat for alle parter. Alf Ross kalder denne indstilling for ønsket om tilslutning. For at denne demokratiske livsform kan gøre sig mest muligt gældende i samfundet, er det vigtigt at alle først og fremmest har de grundlæggende frihedsrettigheder der skal til. Alle må således kunne føle sig sikre på at de ikke vil blive chikaneret eller forfulgt, blot for at ytre deres meninger, samt have absolut uindskrænkede muligheder for at danne de nødvendige fora for disse frugtba- 30

31 re diskussioner. Disse to betingelser for demokratiets velbefindende er det, der som formelle rettigheder, udmøntes i henholdsvis ytringsfrihed, og forenings- og forsamlingsfrihed. Men udover de formelle rettigheder er det helt essentielt at folket også vælger at bruge disse rettigheder, med udgangspunkt i en reel interesse for at øve indflydelse på, og udvikle, samfundet. Hal Koch fremhæver, med et tydeligt udgangspunkt i de nordiske, og særligt det danske demokrati, at dannelsen af eksempelvis højskolebevægelser, fagbevægelser, og landbrugsorganisationer har en vital betydning for at udvikle et sundt demokrati, og ikke mindst for at give flest mulige mennesker størst muligt ejerskab over deres eget samfund. Fælles for disse organisationer, hvad end de har udgangspunkt i politik, religion eller særinteresser, er at de via deres grundlæggende ideologiske eller værdibaserede opståen, har den altafgørende effekt, at de er med til at delagtiggøre deres medlemmer i demokratiske processer. Derigennem øges deres bevidsthed om formelle såvel som praktiske sider af demokratiet. Derved lærer folk at deltage fordomsfrit og konstruktivt i diskussioner med mennesker hvis holdninger ligger meget langt fra deres egne. Dette forhold beskriver Hal Koch således: Menneskelig vækkelse, oplysning og opdragelse uden det bliver demokrati en farlig ting. Så går det, som kritikerne påstår, at den behændige agitator og den samvittighedsløse intrigemager kan køre med det hele.[ ] Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtigste i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, som foregår i folketinget. (Hal Koch 1991:46). Alle disse værdier som ifølge Hal Koch, og efterfølgende Alf Ross, udgør det egentlige demokrati, kan være meget svære at definere præcist. For overblikket skyld har Alf Ross dog forsøgt at sætte dem op i et skema, hvor de til uddybelse defineres som værende modsat noget andet. Det skal her nævnes at demokratiets primære modsæt- 31

32 ning i både Alf Ross og Hal Kochs terminologier er autokratiet som det kommer til udtryk i fascismen, men ikke desto mindre kan skemaet give et fornuftigt overblik: Skematisk kan man opstille disse ideer og deres autokratiske modsætninger således: 1) respekt for mennesket contra foragt for mennesket, hvoraf følger: 2) anerkendelse af individets autonomi contra hævdelse af autoritet, hvoraf følger: 3) ønsket om tilslutning contra ønsket om herredømme, der igen ytrer sig i ideerne om a) diskussion, åndsfrihed contra diktat og åndelig tvang b) rettens herredømme, specielt personlig sikkerhed contra vilkårlighed og personlig utryghed og c) fred contra voldsanvendelse. Det er denne demokratiske mentalitet, der udfolder sig i de demokratiske institutioner i statslivet. Men også udenfor statslivet kan man, overalt hvor der foreligger et organiseret styre, tale om demokratiske (eller autokratiske) institutioner, alt efter det omfang, hvori de angivne ideer er afgørende for styrets indretning. (Alf Ross 1999:164). 32

33 5. Demokrati og islam 5.1 Præsentation af teoretikere Vi tager i vores opgave fat i en række meningsbærere, der forholder sig teoretisk og/eller historisk til islam. Her introduceres kort til disse og gives en begrundelse for deres relevans i vores opgave. Teoretikerne omfatter Sayid Qutb, Abdolkarim Soroush, Nils Bredsdorff, Benazir Bhutto, Jørgen Bæk Simonsen, Muhammad Arkoun og Edward Said. Qutb ( ) blev født i Egypten og er oprindeligt lærer. Men efter at have tilbragt årene i USA for at studere, blev han meget chokeret og rystet over den amerikanske samfundsform. Han fandt den primitiv og kulturelt værdiløs. Qutb mente, at Vestens problemer skyldtes kristendommen. For at undgå at de muslimske stater skulle lade sig vildlede af de vestlige, kristne lande måtte alt vestlig indflydelse fjernes med undtagelses af videnskaben. Der måtte i stedet oprettes et totalt islamisk styre, som skulle ledes ud fra Koranen. Qutb blev derpå medlem af Det muslimske Broderskab og blev hurtigt en del af lederskabet. Da Gamal Abdel Naser fik magten i Egypten, blev flere medlemmer af broderskabet sat i fængsel, inklusive Qutb, fordi man mente, at Det muslimske Broderskab stod bag et angreb mod regeringen. I fængslet skrev han bl.a. bogen Milepæler, som vi bruger for at belyse hans tanker og teorier. Bogen er hans mest betydningsfulde værk og foreslår islam som et komplet system for vejledning, moral og retfærdighed. Qutb blev dømt til døden og henrettet 1966 af Egyptens regering. Bogen Milepæler menes at være skyld i hans dom. Vi finder teoretikeren og forfatteren Sayid Qutb relevant at bruge, fordi han anses som en af de mest indflydelsesrige islamistiske teoretikere i moderne tid. Hans tanker har bl.a. inspireret terrorgrupper som al-qaeda. 33

34 Et modstykke til Qutb er den iranske videnskabsmand og filosof Abdolkarim Soroush (f. 1945). Soroush var til at begynde med tilhænger af Khomeni, og fik tildelt store opgaver da Khomeni vendte tilbage til Iran og overtog magten i Disse opgaver indebar bl.a. at han skulle stå for reorganiseringen af Irans højere uddannelsessystem. Efter nogen tid begyndte Soroush dog at tage afstand til Khomenis autoritære idéer, og i stedet begyndte han at gøre sig tanker om demokrati og menneskerettigheder. Soroushs idéer og tanker har vakt stor opmærksomhed og gjort ham populær blandt de universitetsstuderende i Iran. Han har kunnet præsentere sine idéer til de studerende og befolkningen, bl.a. fordi han deltog i Den islamiske Revolution, men også fordi han befinder sig inden for islams rammer. Han blev dog afskediget fra universitet i Teheran 1998 og tidsskriftet Kiyan, som han var med til at oprette, blev lukket. Soroush har været gæsteforlæser på bl.a. Yale, Princeton og Harvard. Soroush er relevant i diskussionen af islam og demokrati, fordi han på et teoretisk plan ser disse to instanser som forenelige. Nils Bredsdorff (f. 1946) er forskningsbibliotekar på Roskilde Universitetscenter og placerer sig selv på venstrefløjen politisk. Han blev politisk aktiv som 16-årig og derefter cand.phil. i samfundsfag i Bredsdorff har gennemført studier i forvaltningsvidenskab på Handelshøjskolen og blev i 1998 Ph.D. i Forvaltningsvidenskab fra RUC. Hans største interesseområder er forvaltningshistorie, politisk idé- og teorihistorie og samfundsvidenskabelig metode. Nils Bredsdorff har publiceret flere akademiske udgivelser om islam og udgør en kritisk røst i debatten omkring islam. Han mener at islam og demokrati er uforeneligt, fordi shari a er en uløselig del af islam. Han udgør også en komplementær holdning til Qutb, og det er af disse grunde vi har valgt at benytte Bredsdorff i vores overvejelser. 34