Bacheloropgave. Arbejdet af: Slina Sepehr. Studienummer: k. Vejleder: Søren Bennike. Anslag:

Transkript

1 Bacheloropgave Arbejdet af: Slina Sepehr Studienummer: k Vejleder: Søren Bennike Anslag: / 6/ 2011

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 2 Problemformulering... 3 Emneafgrænsning og metodevalg... 3 Opgavens opbygning... 4 Metodiske overvejelser i forhold til det praksisforløb... 5 Samfunds udvikling... 7 Dobbeltsocialisering... 8 Kompetence/ sociale kompetencer... 9 Handlekompetence Den kropslige kompetence Den idrætslige kompetence Den sociale og personlige kompetence Barnets udvikling ifølge Daniel Stern Den gryende selvfornemmelse (samvær ca.0-2mdr.) Kerneselvet opleves(samspil 2-6mdr.) Det subjektiv selv(samforståelse 7-15mdr.) Det verbale selv (samtale måneder) Det fortællende selv (sammenhæng 3-4år) Legen før og nu i samfundet Legen som funktion Legen som en tekst Legen som et "boldspil" Legen som en kvadrolog Min forståelse af leg Anerkendende relationer Barn/ barn relation Pædagog/ barn relation Pædagogens kompetencer Pædagogiske midler Refleksion og diskussion af "Alle mine kyllinger" Konklusion Litteraturliste

3 Indledning I samfundet i dag tilbringer børn flere af deres vågne timer med pædagoger og andre børn i institutioner end de gør med deres forældre. Styrkelse af børns sociale kompetencer er derfor et vigtigt pædagogisk arbejde. Pædagogen må derfor have kendskab til hvordan sociale kompetencer udvikles og hvordan børn lærer at begå sig i givende sociale relationer og udvikle en bevidsthed om sig selv. Som Dion Sommer udtrykker: "Barnet er blot modtager, der passivt lader miljøets pen skrive personligheden ind på livets tavle." (Sommer 2003:126). Uanset i hvilke situationer vi befinder os i, bruger vi vores kompetencer og erfaringer. I den anledning syntes jeg, at det er et spændende område at fordybe sig i. Som sagt tilbringer børn flere timer af deres vågne liv i daginstitutioner sammen med pædagoger og andre børn, end de gør med deres familier. Derfor har pædagogerne et betydeligt pædagogisk arbejde med at styrke børnenes sociale kompetencer. De sociale kompetencer hos det enkelte individ tilegnes og udvikles hele livet igennem. Inden for vores fagområde snakker vi tit om det kompetente barn. Børn skal hele tiden udvikle sig og blive mere kompetent, for at kunne tilpasse sig i det postmoderne samfund (Sommer 2003:117). Samfundet lægger op til, at vores børn skal tilegne sig forskellige kompetencer, for at kunne leve op til samfundets forskellige krav. Ifølge Dion Sommer lever vi i et senmoderne samfund, der er under hastig forandring. En forandring, der bevirker, at der konstant sker ændringer i forholdet mellem samfund, kultur og børns opvækstbetingelser (Sommer 2003:16). I gennem min praktik har jeg observeret, at der er nogle børn, som har svært ved at begå sig i fællesskaber. De har svært ved at komme i kontakt med andre børn og aflæse deres kropsprog og forstå sociale spilleregler eller at komme ind i legen. Jeg mener, at det er vigtigt, at børn i en børnegruppe, lærer at balancere mellem at være styrende, iagttagende og at kunne tage initiativ, ved f.eks. at indgå i leg med andre børn. Jeg mener, at leg og bevægelse bl.a. er med til at udvikle det hele barn og derigennem også barnets sociale kompetencer. 2

4 Da størstedelen af barnets dag går med at lege, ser jeg det som en pligt, at vi som pædagoger fokuser på vigtigheden af, hvad børn kan få ud af at lege. Vi som pædagoger har til opgave at fokusere på nye vinkler i det pædagogiske arbejde ved bl.a. at have fokus på børnenes læring, og dermed skabe en miljø som de kan får mulighed til at indgå i forskellige fællesskaber sammen med andre. Men hvad kan vi som pædagoger gøre for at skabe et trygt miljø for barnet, så barnet kan udvikle sociale kompetencer? Hvordan kan vi bruge legen som et redskab til at udvikle sociale kompetencer hos barnet? Pædagogerne må forinden have kendskab til, hvordan social kompetence udvikles og hvordan børn lærer at skabe og indgå i givende sociale relationer, relationer der har en stor betydning for børns udvikling af sociale kompetencer. Til at afklare dette interesseområde vælger jeg at beskæftige mig med nedenstående problemformulering: Problemformulering Hvilken betydning har barnets sociale kompetencer for udvikling af dets almene handlekompetencer? Hvordan kan jeg som pædagog være med til at styrke barnets sociale kompetencer igennem leg og bevægelse? Emneafgrænsning og metodevalg Jeg har valgt at fokusere på børnehavebørn, da børn i denne alder begynder at lege mere sammen i grupper, hvilket kræver at de besidder nogle sociale færdigheder for netop at kunne begå sig i grupper. Da emnet sociale kompetencer er et bred område, vil jeg afgrænse mig ved, kun at beskæftige mig med hvordan pædagogen kan støtte barnets sociale kompetence gennem leg og bevægelse. Jeg vil ud fra inddragelsen af realvant litteratur, et praksisforløb samt et par eksempler fra min praktik, diskutere hvordan leg og bevægelse bruges som et pædagogisk redskab til at udvikle barnets sociale kompetencer. De eksempler som jeg bruger i opgaven, viser pædagogens rolle i barnets udvikling af sociale kompetencer. Eksemplerne er taget ud fra egne praksiserfaringer. Navene som jeg bruger i det følgende eksempler, er anonymiseret. Jeg har desuden tænkt mig at lave et legeforløb på to dage med børnene, for at afprøve den teori som jeg har læst. Jeg er klar over, at det to dages legeforløb vil hjælpe barnets med udvikling af dets 3

5 sociale kompetencer, men det bliver svært for mig at se resultanterne, da dette kræver en længere periode. Jeg er bevidst om, at der findes andre teoretiker som har beskæftiget sig med emnet "sociale kompetencer" men jeg vælger at afgrænse mig ved kun at opbygge min opgave ud fra udvalgte teorier af Lars Dencik, Daniel Stern, Dion Sommer, Stig Bröstrom, Berit Bae, og Peter Ø. Andersens legeteori. Opgavens opbygning Min opgave er bygget op over to spørgsmål fra min problemformulering. For at svare på første spørgsmål Hvilken betydning har barnets sociale kompetencer for udvikling af dets almene handlekompetencer? Vil jeg starte med at belyse de krav som samfundet stiller til barnets kompetence. Jeg vælger at anvende "Børn og familie i det postmoderne samfund" af Lars Dencik og Per Schultz Jørgensen. Lars Dencik er psykolog og professor i socialpsykologi. Per Schultz Jørgensen er børne- og familieforsker, han er Cand. Psych. Dr. Phil, professor i socialpsykologi ved Danmarks Lærerhøjskole. For at få viden om barnets sociale kompetencer samt pædagogens rolle i arbejdet med børns sociale kompetencer, vil jeg anvende Dion Sommer og Stig Bröstrom for at analysere social kompetence. Dion Sommer er professor i udviklingspsykologi ved psykologisk institut på Aarhus Universitet. Jeg bruger Dion Sommer og Stig Brostrøms teori, fordi Sommer, i sin bog om "barndomspsykologi" kommer ind på barnets opvækstvilkår i det moderne samfund med fokus på social kompetence og hverdagsliv, og Brostrøm i sin bog " social kompetence og samvær" kommer ind på mange teorier og undersøgelser som belyser hvordan børn indgår i sociale fællesskaber. Samtidig mener han, at alle børn en gang imellem kan have problemer med at integrere sig i det sociale fællesskab i børnehaven. Med udgangspunkt i det, kan jeg tydelig se, at pædagogens samvær med barnet har en stor betydning i udvikling af sociale kompetence hos barnet. Jeg vil også komme ind på Helle Rønholts "Idræt og undervisning" almene handlekompetencemodellen, for at se hvorfor er det vigtigt, at pædagogerne støtter børnene med at udvikle deres sociale kompetence gennem leg og bevægelse og dermed får svar på første spørgsmål af min problemformulering. 4

6 Jeg vil ligeledes komme ind på Daniel Sterns teori for at få viden om barnets udvikling. Jeg har valgt Sterns teori, fordi hans syn på barnet er relevant ift. til nutidens børn og handler om barnets udvikling i samspil med andre, og hans teori om barnets udvikling relaterer til sociale kompetence. Til dette har jeg benytte bogen "At bliver sig selv". For at få en forståelse af barnet som helhed, vil jeg inddrage hans teori, da det efter min opfattelse, er vigtigt at kende til barnets udvikling, for at kunne forstå, hvorfor barnet reagerer, som det gør. Daniel Stern er amerikansk psykiater, psykoanalytiker og spædbarnsforsker og har studeret børns opførsel og ud fra disse studier udviklet en teori om det, der sker inde i barnet. Han mener, at barnet er kompetent lige fra fødslen og er i stand til at indgå i relationer med andre individer. Stern har fokuseret på relationernes betydning for menneskets udvikling (Stern 1998:17). Næste spørgsmål i min problemformulering, Hvordan kan jeg som pædagog være med til at styrke barnets sociale kompetencer igennem leg og bevægelse?, vil jeg gribe an ved først at belyse hvad leg og bevægelse er og hvilken betydning det har for barnets sociale kompetence. Til dette har jeg valgt at benytte mig af Peter Ø. Andersens teori fra Børns legekultur Jeg er klar over, at der er findes andre teorier om lege, som er skrevet af Piaget, eller Vygotsky osv. men har valgt at se bort fra disse i denne opgave, For at belyse betydningen af anerkendende relation, barn/ voksen og barn/barn, i forhold til udvikling af sociale kompetence hos barnet, benytter jeg Berit Baes teori "Voksen definitions magt og børns selvoplevelse" jeg mener, der i en barn/voksen relation er mulighed for størst udvikling hos barnet i en anerkendende relation. derfor mener jeg, det er vigtigt, at have denne teori med, når man taler om, at der skal ske en udvikling hos barnet gennem den leg og bevægelse pædagogen skaber hos børnene. Metodiske overvejelser i forhold til praksisforløb Jeg har valgt at lave et legeforløb på to dage i den børnehave som jeg var i min sidste praktik. Dette har valgt at gøre fordi børnene kender mig godt, og omvendt. På grund af dette forhåndskendskab vi har til hinanden, mener jeg, det er hurtigere at skabe en tryghed for børnene og dermed større mulighed for udvikling hos børnene. 5

7 Jeg er klar over, at der findes mange andre metoder eller aktiviteter til at udvikle barnets sociale kompetencer, men jeg har valgt at tage udgangspunkt i legen som et redskab til at fremme og udvikle barnets sociale kompetencer. Min rolle i forløbet er først og fremmest at være igangsætter og dernæst motivere børnene til at samarbejde i fællesskabet under legen. Da jeg mener, det er vigtigt at børnene kan samarbejde. Derudover vil jeg også være både deltager og observatør. Deltager, fordi jeg er involveret i at lave nogle spilleregler og sætter legen i gang, lige så snart børnene har fanget legen, vil jeg tage observatør-position, for at se hvordan det enkelte barn eller flere børn i gruppe reagerer i legen, og hvordan deres samarbejde fungerer i legen. 6

8 Samfundets udvikling Når jeg vælger at beskrive samfundsudviklingen, skyldes det, at jeg er klar over, at det samfund, som vi lever i, spiller stor rolle for barnets udvikling og socialisering. Samfundet fokus er på individet frem for fællesskaber. Dette har ændret barnets vilkår og ikke mindst samfundets forventning til barnets udvikling. Postmoderne betyder, at vi befinder os efter det moderne, fordi vi hele tiden ændrer på vores modernitet. Her tænker jeg bl.a. på hele teknologiens udvikling. Vi befinder os i en periode, hvor bl.a. teknologien er i rivende udvikling, hvilket er med til at nedbryde de gamle traditioner, fordi der hele tiden tænkes i nye retninger både i industrien og op i de offentlige arbejdes pladser f.eks. daginstitutioner (Dencik 1999:245). Børn i dagens samfund skal kunne begå sig selvstændigt i de forskellige arenaer, som børns sociale relationer udvikles i. Lars Dencik mener, at det moderne samfunds krav til den enkeltes evne til at lede sig selv, er blevet mere udtalte. Man skal være i stand til at træffe beslutninger og tage ansvar for egne læring og udvikling. For at kunne mestre det postmoderne samfunds krav, skal børnene have en indgroet selvtillid, gode sociale kompetencer og evne til selv-refleksion (Dencik 1999:21). En del af relationerne mellem børnene bliver ofte påvirket af pædagoger. På den måde bliver relationerne hos børnene, rykket fra bl.a. den private del, familien, til institutionerne i det offentlige, da de fleste børn tilbringer det meste af deres vågne og aktive tid i institutionen. Samfundet lægger op til, at man altså skal lære at indgå i flere forskellige kontekster. Institutionerne er blevet barnets andet hjem. Det er her, de er omgivet af andre børn i nærområdet og dermed er det også her, de får de fleste sociale kontakter til jævnaldrene. Opdragelsen og omsorg er blevet en del af pædagogens opgave i dagligdagen og dermed må vi som pædagoger tage ansvar for en større del af barnets udvikling. Det er pædagogens opgave, at tilrettelægge en pædagogisk hverdag, hvor børnene, bl.a. gennem legen, får udviklet deres sociale kompetencer. Pædagogen i det moderne samfund, for at kunne arbejder konstruktiv professionelt og målrettet med relevante opgaver skal besidder sociale kompetencer. Det betyder, at pædagogen må besidde handledygtighed inden for sit fag for at kunne skabe udviklingens muligheder for barnet. (Cecchin og Sandre 1996:25). Jeg vil i næste afsnit komme ind på dobbeltsocialiseringen. Fordi det er relevant i forhold til at børn befinder sig i dag på to forskellige livsarenaer. 7

9 Dobbeltsocialisering I takt med samfundets teknologiske og økonomiske udvikling har familien også udviklet sig til at begge forældre er på arbejdsmarkedet, hvilket er medvirkende til, at pasning af børnene er lagt ud til samfundet, hermed en institutionalisering af børnenes liv. Grundlæggende for den postmoderne familie er, at den lægger vigtige funktioner ud til samfundet, så som pasning og socialisering af børnene samt pleje og omsorg af dem. Dette er med til at skabe dobbeltsocialisering hos barnet. Lars Denciks begreb dobbeltsocialisering er et relevant begreb til at belyse samfundets børn i dag. Børn befinder sig på to forskellige livs arenaer i forhold til at danne sociale kompetencer (hjemme og daginstitution). Barnets kompetencer er at kunne socialisere og tilpasse sig i to forskellige kontekster. Barnet skal lære at orientere sig i forhold til forskellige normer og værdier fra begge kontekster (Dencik 1999:247). Børns legevilkår og legekultur, deres opvækst og udviklingsmuligheder har ændret sig i takt med samfundets sociale og kulturelle udvikling. Lars Dencik er inde på, at det der sker i familien er skabt af det der sker uden om familien. Samfundet influerer til en vis udstrækning på barnets sociale kompetence. Hvis samfundet ikke var i den løbende udvikling, som det er i dag, var det heller ikke nødvendigt at børnene skulle passes i institutionerne. Familien er privatlivets arena og institutioner er den offentlige arena, og der vil være forskel på de normer, der findes i disse to steder. Det betyder derfor, at der også er forskel på interaktionen og de sociale relationer, der er menneskerne i mellem disse steder. Hvor barnet i familien oplever følelsesmæssigt engagement i forhold til det sociale, er barnet i institutionen primært objekt for den professionelle interaktion i forhold til socialisering (Dencik 1999:247). Som tidligere har beskrevet, det moderne samfund kræver, at børn er i stand til at kunne mestrer, hverdagens kommunikation, ved at kunne indgå i sociale fællesskaber og at kunne aflæse forskellige sociale færdigheder. De skal kunne tilpasse sig og forholde sig til de værdier og normer som gør sig gældende i den aktuelle kontekst. Når det er sagt, er det vigtigt for barnet, at udvikle kompetencer for at kunne begå sig i det moderne samfund og sikre at det i fremtiden kan følge samfundets udvikling. Derfor ser jeg det som en pligt at vide hvad der forstås ved kompetence, som en del af processen mod at få svar på min problemformulering. 8

10 Kompetence / sociale kompetencer Hvad er "kompetence" og hvordan forstår man det "kompetente barnet"? Kompetence betyder "kunnen" og "dygtighed" og ordet stammer fra det latinske. I psykologien har ordet kompetence tre betydninger (Sommer 2003:44-45): kompetencer som potentialer: her menes, at barnet har mulige evner, der endnu ikke er udviklet. Altså, at mennesket har stor iboende, men ikke tilegnede, muligheder. kompetencer som udviklende evner: her menes, at barnet har tilegnet sig evner og færdigheder, og har flere potentialer, som kan udvikles, dvs. at barnet er født med en form for basiskompetence. Vigtigt i dette perspektiv på kompetencer er, at der er nogle basale evner til stede ved fødslen, mens de andre evner bliver tillærte. kompetencer som udførelser og præstationer: begrebet kan også bruges om præstationer i praksis, dvs. at børns kompetence vurderes på baggrund af, hvad "det gør" og "kan" (Sommer 2003:44-45). Selvom de tre betydninger er indbyrdes relaterede, er det også ret forskellige. Sætningen" Børn er kompetente" kan skabe forskellige betydninger, det er afhængigt af hvilket af disse tre betydninger man benytter. Selvom børn besidder nogle potentialer, udviklede kompetencer og færdigheder, er der stadigvæk meget der skal udvikles og tilegnes i løbet af barndommen. Hvis kompetencer var færdigudviklede meget tidligt i barndommen, var der ikke brug for læring og udvikling senere i livet. Udvikling af kompetencer er afhængige af hvilke muligheder den givne kultur har for barnet for at lære og praktisere kompetencer (Sommer 2003:62). Social kompetence er en grundsten for barnets udvikling og trivsel. Stig Brostrøm definerer det således: "Sociale kompetencer udtrykkes som ønsker om og evne til at etablere og opretholde relationer til andre børn og voksne og at tage del i løsningen af de fælles opgaver" (Brostrøm 1998:17). 9

11 I følger Stig Brostrøm udvikler børn ikke automatisk deres sociale kompetencer. De har brug for rollemodeller, som gennem handlinger og ord hjælper, viser og tydeliggør for dem, hvilke færdigheder det er nødvendigt at have, for at kunne indgå og fastholder et positive samspil med andre (Brostrøm1998:34). Stig Brostrøm fremhæver, at leg og samvær med forskellige børn giver en mere differentieret udvikling og at hvis børn kun indgår i aktiviteter med den samme person, så kan det forhindre barnet i at udvikle mangfoldige sociale interaktionsformer og relationer (Brostrøm 1998:9). Barnets sociale udvikling sker, ifølge Brostrøm, ikke kun gennem andres forklaringer. Barnet udvikler sig (kun) gennem sine egne handlinger i samværet og interaktionen med andre mennesker, både børn og voksen. De øvrige børn i institutioner spiller derfor en stor rolle, for det enkeltes udvikling af sociale kompetence. Barnet har ifølge Brostrøm brug for aktivt samvær med andre børn baseret på en positiv og anerkende tilgang, for at kunne udvikle sine egne sociale kompetencer. (Brostrøm 1998: 34). Ifølge Brostrøm er pædagogens rolle i forhold til, at støtte og fremme barnets sociale kompetence, at skabe nogle rammer, hvori barnet har mulighed for selv at etablere kontakt og relationer med andre. Pædagogen kan støtte børn som har svært ved at skabe kontakt til andre, gennem bl.a. lege og aktiviteter. Et eksempel fra min første praktik, hvor jeg støttede en pige ved navn Sanne som havde svært ved selv at indgår i andres lege. De andre børn brugte hende altid som birolle i deres lege. Jeg spurgte Sanne, om vi skulle lege sammen, med det formål at hun selv kan finde på en leg og spille hovedrollen, hvor hun inviterer andre børn i sin leg. Jeg viste respekt og var anerkendende overfor Sanne. Vi satte legen, som omhandlede at være på restaurant, i gang, Sanne var optaget af at lave forskellige slags retter til dagens gæster, hvor jeg reklamerede for Sannes gode mad til andre børn, som dermed kunne få en rolle hos Sanne. Jeg hjalp Sanne med at forslå alternative handlingsmuligheder, som f.eks. vælge en til at vaske op, skære løg, købe ind osv. Mange børn blev interesseret i Sannes leg og kom ind og spurgte om at får lov til at være med i legen. Efterfølgende har jeg reflekteret over, at jeg som rollemodel over for Sanne og de andre børn, har vist dem at være anerkendende og respektere andres leg og at har givet dem alternative handleforslag og vis dem, hvordan man kan tale om tingene. Dermed har jeg været med til at skabe en mulighed for Sanne, som selv kan finde på sine egne lege og indgå og fastholde en interaktion, 10

12 og med at forså og respektere sociale legeregler og normer. Senere hen har jeg prøvet denne metode adskillig gange med Sanne. Ifølge Brostrøm udvikler barnet ikke automatisk deres sociale kompetencer. De har brug for rollemodeller, som gennem handlinger og ord hjælper, viser og tydeliggør, hvordan man agerer i sin relation med andre. Jeg mener at være socialt kompetent også må indeholde evnen til at kunne forstå konflikten, at turde deltage i løsning. Et barn som er socialt kompetent trives i sine omgivelser, er trygt og kommer i dialog med sine omgivelser. Et socialt kompetent barn kan vise sine egne grænser og er god til at skabe et godt forhold til andre og tror på sig selv. Hvorimod det barn som ikke er socialt kompetent, kan få problemer med sig selv og sine omgivelser, hvilket er med til at give barnet en følelse af ensomhed. Derfor må pædagogen støtte barnet i det, så barnet får de bedste vilkår for sociale udvikling. Brostrøm definerer 5-8 årige børn som social kompetente (Brostrøm 1998:53-54). Når barnet er i stand til, ved brug af sprog og handlinger, at etablere kontakter med henblik på at skabe en gensidig relation. Når barnet ønsker at indgå og fastholder et interaktions- og kommunikationsforhold med andre. Når barnet har dannet erfaringer med indlevelse i andres erfaringer, tanker, følelser, meninger og interesser. Dvs. når barnet i sin interaktion med omverdenens mennesker er i stand til at opleve de andre som subjekter og se sig selv med de andres øjne, altså at tage de andres rolle. Når barnet mestrer et ordforråd, som kan benyttes til at kommunikere om egne oplevelser og følelser på en hensigtsmæssig måde imens den sociale relation og det andet barns integritet beholdes, ikke kun i situationer hvor der hersker harmoni, men også når de andre børn giver modspil. Dvs. barnet må kunne udtrykke sig i og håndtere konfliktsituationer Dion Sommer beskriver samværskompetence som en evne til både at kunne indgå i forhold til andre, tage hensyn til deres perspektiver og samtidig markere sig selv som person. Dvs. både at hav socialt gehør og at have evne til individuelt at kunne præge sociale situationer. Når man fokuser på det ene perspektiv, træder det andet perspektiv i baggrund og omvendt. Begge perspektiver er lige vigtige, når man snakker om samværskompetence. Det enkelte barn udvikler sin sociale kompetence og færdigheder i de sociale kontekster som barnet færders i. Sommer nævner i sin teori, at barnet ikke bliver socialt kompetent, før det får lov til at 11

13 deltage i samværet sammen andre. Børn kan aflæse de andre børns leg i deres interaktion med hinanden. Det er på denne måde barnet kan erhverve sig vigtige sociale indsigter (Sommer 2003: ). Barnet skal kunne handle selvstændigt, være i stand til at mærke sig selv samt være modtagelig over for påvirkning i sociale situationer. Dette kræver, at barnet skal have kendskab til sig selv og de andre. Sommer peger på, at det sociale barn må lære, at handle meningsfuldt i forskellige sociale kontekster. Barnet kender ikke de sociale spilleregler på forhånd, men det er noget som barnet skal lære (Sommer 2003:124). Sommer mener i sin teori, at børn i den sociale kontekst får adgang til de andre børns intentioner i legen og bliver dermed i stand til at dele oplevelser og erfaringer med hinanden, hvilket er med til at barnet agerer, forhandler og aktivt tilegner sig oplevelse og erfaringer. Barnets samvær beskriver Sommer, som samværskompetente mønstre. Han mener, at barnet øver sig i samværet, både verbalt og nonverbalt, dvs. at der i børnenes leg bliver snakket, fortalt, handlet og forhandlet ud fra bedste intentioner. Børnene øver sig i samværets teknikker på bedst mulig måde. (Sommer 2003:126). Som pointeret i indledning, er barnet blot en modtager, der passivt lader miljøets pen skrive personligheden ind på livets tavle. Sommer viser mange undersøgelser, at både små og store børn er udrustede med en række kompetencer, dvs. at mennesker har de nødvendige forudsætninger for at kunne indgå i samvær med andre. Barnet er samtidig en aktiv deltager i sin egen udviklingsproces og udvikling opstå dermed i den gensidige proces mellem aktører. Aktiviteter kendetegner med andre ord kompetence barnets forhold til sin sociale omverden, og med tiden dannes de nødvendige personlige relationer (Sommer 2003: 43). Alt i alt handler social kompetence om at have en god relation til sig selv og de andre. Stig Brostrøm skriver i sin bog "social kompetence og samvær" mange gode praksiseksempler på, hvordan vi som pædagoger i vores daglige arbejde med børn, kan støtte de børn, som har svært ved at være i samspil med andre børn. Hvis pædagogen er god til at iagttage børnenes samspil og er nysgerrig på børnenes normer og aktiviteter, vil pædagogen kunne planlægge og sætte forskellig aktiviteter og lege i gang, der støtte børnenes konkrete behov for udvikling af sociale kompetencer, hvilket som nævnt før er nødvendig for, at børnene kan begå sig i det moderne samfund. Når barnet udvikler sociale kompetencer og oplever lege, aktiviteter og fællesskaber som meningsfulde, vil de føle sig værdigfulde og anerkendt. 12

14 Brostrøm fremlægger mange teorier og undersøgelser som belyser, hvordan børn indgår i sociale fællesskaber. Samtidig mener han, at alle børn en gang imellem kan have svært med at integrer sig i sociale fællesskaber i børnehaven. Handlekompetence Som jeg har vært inde på i forrige afsnit, forstås begrebet "kompetencer" ved at det handler om evner og færdigheder, der kan læres og anvendes i en social kontekst, dvs. at flere kompetencer som regel anvendes samtidig. Da begrebet "sociale kompetencer" er en af de handle- kompetence, er det vigtigt at vide, hvad begrebet handlekompetencer indeholder.. Handlekompetence indeholder den samme forståelse, og at flere typer af kompetencer spiller sammen, når der tales om kompetence til at kunne handle. Der ligger i selve kompetencebegrebet den forståelse, at det er evnen til at bruge den viden og de færdigheder og holdninger som man har erhvervet eller opnået igennem et udviklingsforløb. Rønholt definer begrebet "handlekompetence" ud fra Hans Jørgen Kristensen således "handlekompetence er som evnen til at kunne handle på baggrund af erfaringer, indsigt og erkendelse" (Rønholt 2008:54). At være i besiddelse af kompetencer, betyder at kunne vide det, der er nødvendigt, for at kunne agere hensigtsmæssigt i en på gældende situation, at være i stand til at bruge kvalifikationerne. (Rønholt 2008:47). Rønholt opdeler begrebet "handlekompetence" i fire kernekompetencer "kropslige", "idrætslige", "sociale og personlige" kompetencer, der i samspil med hinanden danner baggrund for udvikling af almen handlekompetencer. Jeg vil kort komme ind på hver kernes betydning, fordi Rønholts forståelse handler om handle kompetencer skabt gennem fysisk aktivitet. (Rønholt 2008:64) Den kropslige kompetence Den kropslige kompetence består af bevægelsesmæssige basisfærdigheder, så som at gå, løbe, hoppe, gribe, hænge osv. Disse motoriske basisfærdigheder erhverves under opvæksten igennem ved at deltagelse i lege og idræt. Forstået på denne måde at kropslig kompetence i høj grad udvikles af barnets selv er med i legen og gennem imitation af andre børn eller voksen. Det er her der bliver et pædagogisk arbejde, at støtte og vejlede barnet gennem bl.a. lege og bevægelsesaktiviteter, for at sikre mulighed for barnets udvikling. Som Rønholt også er inde på, sker læring i udøvelsen af en aktivitet. Det skal erfares gennem kropslige aktiviteter, bevægelser og lege (Rønholt 2008:60). 13

15 Den idrætslige kompetence Den idrætslige kompetence medfører som regel også, at den kropslige kompetence udfordres. Dette forgår i forbindelse med idrætsudøvelse, dvs. at barnet skal lære regler, teknik, øvelse mm. For at kunne udvikle den idrætslige kompetence, er det vigtigt at inddrage flere dimensioner, eller mål end de fysiske færdigheder. De følelsesmæssig, sociale og kognitive dimensioner skal med for at kunne udvikle barnets kompetencer for at kunne gå, sparke, løbe osv. (Rønholt 2008:61). Den sociale og personlige kompetence Ved personlig kompetence forstås de kompetencer, der involverer de affektive og kognitive dimensioner hos individet, dvs. følelser og intellekt har indflydelse på barnets følsomhed over for omverden og bevidstheden om sig selv i forhold til denne. Den personlige udvikling og personlige kompetence kan ikke isoleres fra den sociale og kropslige kompetence. De integrerer sig i hinanden og samlet har de indflydelse på barnets udvikling af den idrætslige handlekompetence. Den personlige og sociale kompetence er vigtig at udfordre. Et barn, der har en positiv selvopfattelse, et godt selvværd og en god kontakt til sine egne følelser, er et barn der tør at tage ansvar for sine egne handlinger (Rønholt 2008: 61). For at få indblik i hvilken betydning relationer har for barnets sociale kompetencer og hvordan jeg kan være med til at udvikle barnets sociale kompetencer, kan jeg ikke komme uden om at have viden om Daniel Sterns udviklingsteori om barnet. Barnets udvikling ifølge Daniel Stern Stern mener, at det er vigtigt, at barnet fra fødslen har vedvarende betydningsfulde relationer til sine omsorgspersoner. Spædbørn betragtes oftest som ikke værende i stand til at kunne kommunikere, da de ikke har et verbalt sprog. Men her mener Stern, at hvis man ser barnet som kompetent, og ser tingene i barnets perspektiv, har barnet en måde, at kommunikere på. I 1960`erne og 1970`erne lagde teorierne vægt på miljøets betydning for påvirkning af børnene, og derfor mente teoretikerne, at det var forældrene, som formede barnet, og var der noget galt, var det forældrenes skyld. I dag ved vi, at der er et gensidigt samspil mellem barn og voksen, som barnet er med til at påvirke helt fra fødslen af (Stern 1998:19). 14

16 Børn er forskellige helt fra fødslen, og for at barnet kan udvikle sine kompetencer herunder sociale kompetencer optimalt, er det derfor vigtigt, at forældre og pædagoger anerkender det enkelte barn. Stern mener, at barnet har et "selv", som udvikles igennem livet. Han bruger ikke begrebet faser, men taler om domæner/ perioder af oplevelser af selvet. Når en ny oplevelse af selvet udvikles, bibeholdes de gamle oplevelser af selvet, og bliver derfor ved med at udvikle sig sammen med de nye oplevelser (Stern 1998:21). Stern mener, at vi påvirkes, ændres og udvikler os livet igennem. Stern beskriver fem forskellige domæner i selvets udvikling, som han kalder fornemmelsen af et gryende selv(samvær), et kerne selv(samspil), et subjektivt selv (samforståelse), et verbalt selv (samtale), og et fortællende selv(sammenhæng). Ud fra dem vil han vise, at de forskellige perioder er betydningsfulde på hver sin måde for udviklingen af bestemte egenskaber og måder at fungere på bl.a. også barnets evner til at indgå i sociale relationer. Barnet vokser ikke fra nogle af udviklingstemaerne, ingen af dem forsvinder eller bliver mindre, de fortsætter med at vokse og eksistere sammen (Stern 1998:27-45). Pointen i Sterns udviklingsmodel er, at barnets måder at opleve selv på, er afgørende for hvordan barnet indgår i relationer med andre. Stern mener, at børnene er født med en personlighed som forældrene og pædagoger skal møde og bekræfte, frem for at forsøge at ændre denne. For både forældre og pædagoger gælder det, at man skal anerkende barnets særlige ressourcer og kompetencer. Jo mere barnets forskellige sider bekræftes som værende accepterede, desto rigere udrustet bliver barnet (Stern 1998:19-20) Stern mener " Det kompetente barn er afhængigt af samspillet med andre, for at kunne udvikle sin kompetence fuld ud" (Stern 1998: 20). Derfor mener jeg, at det er vigtigt at have indblik på de fem relationsdomæner for at forstå hvilke potentialer barnet bærer på, før jeg kan arbejde med dets sociale kompetencer. Den gryende selvfornemmelse (samvær ca.0-2mdr.) Denne periode er følelsernes verden, hvor det spæde barn oplever verden via sanserne. Her forholder barnet sig udforskende og aktivt til sine omgivelser og kan oversætte fra en sanse til det andet, dvs. overføre erfaringer fra følesansen til en visuel erfaring. Relationen der her opbygges til moderen, omsorgspersonen, danner grundlag for barnets fremtidige forventninger i relationer til andre (Stern 2005:50). 15

17 Kerneselvet opleves (samspil 2-6mdr.) Den nære sociale omverden udforskes, mor/ omsorgperson og barnet kommunikerer via ansigtsdueller. Barnet har nu en integreret og oplevelsesmæssig fornemmelse af sig selv, og andre mennesker opleves nu som afgrænsede og adskilt partner i et samspil (Stern 2005:68). Det subjektiv selv (samforståelse 7-15mdr.) Bevidstheden opstår i denne periode. Barnet opdager at have sit eget sind, dvs. hensigter, ønsker, følelser, tanker osv. Barnets ønsker formidles via nonverbal kommunikation, via mimik og kropsholdning. I denne periode er barnet særdeles følsomt over for andres reaktioner, den affektive (følelsesmæssige) afstemning fra moderen/omsorgspersonen er meget vigtigt for at barnet kan genspejle sine følelser. De primære følelsesudtryk, glæde, frygt, vrede osv. udvikles på dette tidspunkt (Stern 2005:127). Det verbale selv (samtale mdr.) I denne periode begynder indsigten i symbolernes og selvrefleksionens verden, selvbevidstheden opstår. Sproget kan nu adskille tankerne fra følelserne, og fra nu af er det to forskellige udgaver af samme hændelse, selve oplevelsen og ordene om oplevelsen. Den sekundære følelse begynder at udvikle sig, flovhed, misundelse, stolthed, skam og skyld (Stern 2005: 211). Det fortællende selv (sammenhæng 3-4år) Nu er barnet i stand til at beskrive sig selv og fortælle historier om sine oplevelser. Disse fortællinger danner selverkendelse og erkendelse af omverdenen. De har en væsentlig funktion i barnets identitetsdannelse (Stern 2005: 218). Efter at have stiftet bekendtskab med Daniel Sterns fem relateringsdomæner, har jeg fået en større forståelse af vigtigheden i at forstå barnets udvikling. For at vi som pædagoger kan møde det enkelte barn anerkendende, er det vigtigt, at vi kender til barnets udvikling og dets måde at reagere på, således at vi kan hjælpe og støtte barnet i udviklingen til at bliver et kompetent barn. Begrebet sociale kompetencer retter sig både mod børnenes sociale kompetencer og pædagogernes evne til at skabe trygge rammer for børnenes udfoldelse. Social læring drejer sig om det enkelte barns udvikling, følelser og formåen. Det drejer sig om barnets opfattelse af de andre børn - om barnets sociale udtryk i fællesskabet og om hvad de voksne ser. At sætte nogle lege eller aktiviteter i gang, kan give mulighed for at se barnet i en anden sammenhæng. Det kan give stof til eftertanke, som pædagogerne kan lære af. Legen og 16

18 fællesskabet, som barnet deltager i, kan give barnet/børn gode muligheder for at opleve sig selv alene eller i samspillet med andre børn. Sterns tanker omkring barnets udvikling, fører mig vider til legens betydning for barnets udvikling og dermed barnets sociale kompetencer. For at forstå legens betydning, har jeg valgt at understøtte min antagelse og beskæftige mig med Andersen Ø Petersens legeteori. Han kommer ind på, at legen er den vigtigste kilde for barnets udvikling, da børn bearbejder deres oplevelser og følelser igennem leg. Legen før og nu i samfundet samt betydningen af denne Leg er inden for vores samfund noget, der først og fremmest opfattes som tilhørende børnenes verden og er ikke længere integreret i de voksnes hverdagsliv. Peter Ø. Andersen beskriver ud fra Aries note, hvorledes livet i 1500 og 1600 tallet rummede mange eksempler på, hvordan aktiviteter ikke kun involverede de ganske små børn, men også voksne. Både børn og voksne legede, spillede spil, fortalte eventyr osv. Aries påstår, at dette kunne lade sig gøre på grund af, at arbejdet ikke optog de voksnes tid så meget. Aries beskriver, at legen, som var fælles for samfundet, efterhånden blev specialiseret efter alder og sociale stilling. Gradvis opstod der leg for voksne og leg for børn. Lege er altså gået fra at være en del af alles hverdag til primært at omhandle børnenes egne verden (Ø Andersen 1996:63-66). Voksne er i dag blevet lidt fremmede overfor børns leg, og til tider kan de have svært ved at forså, hvad den egentligt handler om. Som Aries beskriver, var det at voksne og børn legede sammen noget samfundsmæssigt. Jeg mener, at mange forældre i dag ikke giver sig tid til at lege med børnene, fordi de arbejder, og selv i de familier, hvor forældrene ikke arbejder, er legen som regel noget der tilhører børnenes verden. Det er samtidig et faktum, at nu hvor børnene opholder sig mange timer i daginstitutioner, så bliver det pædagogernes opgave at lege med børnene, for at udvikle deres sociale kompetencer gennem det. I bogen "psykologiske grundtemaer" mener Stig Brostrøm, at leg har stor betydning for børns udvikling af sociale kompetencer, fordi børn igennem interaktion med jævnaldrene og de voksne tilegner sig viden og erfaringer om normer og sociale færdigheder. "Legen har også en anden betydning for barnet, idet legen indeholder mange læringsmuligheder og elementer, som kan bidrager til udvikling af sociale kompetencer" (Psykologiske grundtemaer 2002: 326). 17

19 Når jeg som pædagog ønsker at udvikle sociale kompetencer igennem leg, er det vigtigt at have viden om legens forskellige funktioner, som forskellige teoretiker har beskæftiget sig med. Jeg vil nu komme ind på pespektiver, som beskriver, hvorfor børn leger og hvad legen er. Jeg mener, at disse teorier er relevante at have kendskab til, da det giver mig et bredere syn på barnets leg og fordi barnet via de sociale lege, skaber relationer, erfaringer, færdigheder, venskaber, hvilket alt sammen bidrag til at det bliver et socialt individ (Ø Andersen 1996:38-39). Legen som funktion Peter Ø. Andersen beskriver ud fra Corsaros note, en række legerutiner hos førskolebørn. Når børnene bliver konfronteret med forhold i den voksnes verden, som de er usikre på eller ikke forstå, gør børnene dette til genstand i deres leg. Man kan også sige at legen er en barnlig måde at tilpasse sig voksenverden på. Når børn leger, har de ofte tilbagevendende temaer og måder at lege på. Temaerne kan bl.a. være død/genoplivelse, fare/redning, far/ bor /barn - lege osv. Børn henter deres materiale i legen fra mødet med den voksnes uforståelig verden, men legen har dog stadig en funktion og er nyskabelse. De forventninger og temaer legen bestå af, er der ikke noget specielt nyskabende i. Corsaro mener, at legen primært skal ses ud fra, at den har en funktion, men understreger dog, at børnene er aktive i deres roller (Ø Andersen 1996:39-41) Legen som en tekst Peter Ø. Andersen beskriver ud fra Mouritsens note, legen som en tekst fuld af brudfelter dvs. fortællerne skaber historien løbende i mellem realiteten og fantasien, og den er opbygget omkring de virkningsfulde brud herimellem. Fortællerne er bundet i legens forløb dvs. at fortælling er selve legen, og ikke et bestemt barn, der fortæller. Fortællingen har ikke en målrettet begyndelse, afslutning eller tema. Børnene er på realitetsniveauet private personer, og på fantasiniveauet handler de i roller, som fortællingen tildeler dem i rollelegen, og som børnene hver især og i fællesskab udvikler. Det, der gør rollelegen til mere end imitation af de voksnes liv, er frem for alt bruddene, dvs. der hvor fortælling bryder realitets og fantasiniveauet i forhold til hinanden. Børnene ved præcis, hvornår fantasien og realiteten er dominerende. Legen betragtes som et alternativ til den indrettede verden omkring børnene. Snarere end en måde at tilegn sig denne verden på. Hverdagens logik brydes med indslag fra legen, hvor det er det ukendte og forudsigelige, der bringes i forbindelse med hverdagens logik. Rollelegen søger altså det ukendte og uforudsigelige. Legen har dermed ingen entydig mening og er heller ikke et forsøg på at fortælle noget bekymrende for barnet. Men lege er, hvor børnene spiller med og imod hinanden omkring temaer, som er 18

20 uforudsigelige. I denne forståelse af legen, er spørgsmålet ikke "hvilken funktion har legen" som Corsaro mente, men "hvad er det børn gør med og ved hinanden, når de leger sammen" (Andersen 1996:41-43). Legen som et "boldspil" Peter Ø. Andersen beskriver ud fra den norske antropolog Eli Åms note, legen ud fra en boldspilsmetafor. Hun beskriver børns legemønstre som et boldspil, hvor det ene barn kommer med udspil, som den anden skal gribe, som så skal returnere igen. For at dette boldspil skal etableres og udvikles, kræver det at børnene besidder visse kompetencer. Det kræver, at det barn, som kommer med udspillet, er i stand til at sende bolden videre. Hastigheden og retning skal være præcis i forhold til det barn/børn der skal modtage den. Barnet og børnene skal være interesserede i at modtage den, men også besidde kompetencer til at gribe udspillet, og på denne baggrund etablere en returnering, som har en retning og en hastighed, som er afstemt det fælles samspil (Andersen 1996:44-45). Legen som en kvadrolog Peter Ø. Andersen beskriver, ud fra legeforskeren Brian Sutton - Smiths note, som udvider legen i forhold til Åm ved at tale om legekvadrologen. Disse fire positioner er: træner, spiller, modspiller og publikum. Sutton - Smith inddrager et væsentligt aspekt i børnenes sociale struktur: hierarkiet. Legen indeholder nemlig en hierarkisk dimension for, at legen kan fastholdes og udvikles. Som oftest, i et vist omfang, styres den af en træner. Denne træner har som funktion at koordinere de forskellige udspil ved at vurdere, hvilke handlinger, ideer osv. der skal tillægges positiv værdi i relation til legens videre forløb. Begrebet træner bruges ofte i rollelege og lignende lege for at beskrive, hvordan et barn er den, der kommer med ideer og sanktionerer. Barnet bestemmer, hvordan de enkelte børn der er involveret i legen, skal forvalte deres roller. Trænerfunktionen kan godt gå på skift mellem børnene. Med publikum mener Sutton - Smith, at udover de aktive involverede, indeholder legeforløbet også et passivt element, nemlig en gruppe af tilskuere, f. eks. Ved opvisningsleg, teater og lignende, hvor selve legens nerve er, at dem der optræder, her sikret sig, at der er en gruppe publikum til at følge de optrædendes leg eller præsentation (Andersen 1996:45-46). 19

21 Min forståelse af leg Som jeg var inde på i foregående afsnit, bevæger barnet sig i mange forskellige arenaer. Barnet skal kunne besidde kompetencer til, at kunne begå sig i disse arenaer. Barnet skal danne sig erfaringer, der gør det muligt, at se sig selv i forhold til andre, i de sociale kontekster, som barnet befinder sig i. Børn leger af lyst, og legen har en selvstændig værdi for dem. Legen skaber mening, og den er en måde for børnene at tilegne sig viden på. Børn vælger at lege af lyst, og fordi det er sjovt, og ikke fordi legen kan udvikle sociale eller andre kompetencer. Disse kan betragtes som sidegevinster ved legen. Gennem legen og fællesskabet med de andre børn udvikler barnet sine personligheder. I psykologisk/pædagogisk ordbog defineres leg således: "aktivitet der er tilfredsstillende i sig selv, dvs. aktivitet for aktivitetens egne skyld, har talrige funktioner i barnets udvikling, udvikler fantasi og færdigheder, fremme socialiseringsprocessen bl.a. via efterligninger (identifikation) og gennem indsigt i handlingsforløb, understøtter dannelse af læremotivation" (psykologisk/ pædagogisk ordbog 2006:270) Citatet beskriver at lege og aktiviteter blandt andet er den del af udviklingsprocessen, hvori barnet selv afprøver og tilegner sig viden og færdigheder. Legen er for barnet et vigtigt element til, at opnå en erfaringsdannelse om, at indgå i forskellige sociale kontekster. Barnet får potentiale til at øve sig i samværet med andre børn eller voksen, og Som jeg har nævnt i forrige afsnit har flere forskere stået fast, at legen har en udviklende betydning i barnets liv. De peger bl.a. på, at legen er med til at udvikler barnets motorik, fantasi, kreativitet, identitet, sprog, trivsel, de sociale erfaringer og mm. Jeg mener, for at fremme alle de begreber hos barnet, kræver det, at pædagogen har en relation til barnet, der er baseret på anerkendelse. I en anerkendende relation, vil barnet føle sig tryg, hvilket giver gode muligheder for et positiv samspil. I denne anledning, ser jeg det vigtigt at komme ind på den anerkendende relation. 20

22 Anerkendende relationer Når man snakker om anerkendende relationer i det pædagogiske arbejde er det oplagt, at anvende den norske pædagog Berit Bae, da hendes teori omhandler anerkendende relationer mellem voksen og børn. Berit Bae beskriver anerkendelse således: Anerkendelse: anerkendelse af individets integritet og personlig identitet. At, som menneske, give den anden lov til, at have sine egne erfaringer og oplevelser, man skal give det andet menneske ret til, at have et andet syn på tingene. Anerkendelse betyder, at man som menneske skal prøve, at forstå hvad det andet menneske oplever eller er optaget af (Bae:132). Anerkendelse kommer til udtryk på forskellige måder, f.eks. indlevelse i den anden, bekræftelse og lytning. Bae mener at anerkendelse ikke er noget statiske, men snarer en proces der forandres med tiden og samtidig skal man for, at kunne anerkende det andet menneske, skal man reflektere over sin egen væremåde og tage stilling til sine egne holdninger (Bae:193). Hvis man ikke kan tage stilling til sine egen holdninger og er uklar på sig selv og sine egne følelser og meninger kan man let komme til at blande sine egne følelser ind i den anden. For at opnå den bedste måde, at anerkende den anden på, gælder det om, ifølge Bae, at man har mod til, at se på sig selv og tør indrømmer hvordan man skaber forudsætninger for andre (Bae:184). Barn/ barn relation I barn/ barn relationen udvikler barnet handlekompetence. Dette er en vigtig egenskab for barnets fremtidige liv. I barn/ barn relation lærer børn, at sætte ord på deres tanker, og følelser. Dette kan give en stor indflydelse på barnets samvær med andre børn. Et stort selvværd og selvtillid hos barnet, har også indflydelse på barnets sociale kompetence. Barnet opnår igennem anerkendende relation med et andet barn, en erfaringsdannelse om, at indgå i en positiv relation til andre. Dette kan komme til udtryk i børnenes leg, f.eks. når barnet selv har oplevet at blive respekteret som det individ, det er med dets holdninger og meninger. Dermed er det letter for barnet, at tage den andens perspektiv og samtidig yde empati for den anden, det er med til at, relatere i en symmetrisk relation børnene i mellem, hvor der er ikke noget ulige magtforhold mellem dem. Barnet har lettere ved, at indgå i samvær med andre børn, når de har stort selvværd, selvtillid og troen på sig selv. Hvorimod det barn der ikke har oplevet den anerkende relation fra pædagogens side og som har et lille selvværd og selvtillid, det barn har svært ved, at indgå i leg sammen med andre børn. Enten bliver det holdt ude fra legen eller får en birolle i legen, det er der hvor der sker 21

23 nogle automatisk ulige magtforhold i legen. Hvis de andre børn ikke formår, at trække den svage med ind i legen og respektere det som det individ det er. Dette kan være en udfordring for pædagogen, at få det svage barn til, at blive både set og respekteret af de andre børn. Her ser jeg det som en løsning for pædagogen, at lave nogle struktureret pædagogiske aktiviteter, hvor man er nød til at forholder sig til hinanden. Jeg uddyber det nærmer i lege afsnittet senere i opgaven. Når barnet opleve en erfaringsdannelse om, at indgå i positiv gruppesammenhæng, og samtidig blive set og anerkendt som den person barnet er. Dette er med til at de andre børn ser det svage barn er dygtig og gode til noget. Dette kan så resultere i, at det svage barn også er aktivt med i deres leg og ikke bare nøjes med birolle i legen. Det er der, hvor barnet udvikler sine sociale kompetencer i samvær med andre børn. Jeg mener, at reflektere over og forholde sig professionelt som pædagog, er særligt vigtigt for at kunne skabe en tryg relation til børnene. Vi arbejder altid med at være opmærksomme på børns udvikling og deres kompetencer, og derfor er det også væsentligt, at vi arbejder med relationen mellem voksne og barn, fordi vi ved, at relationen har en stor betydning for barnets udvikling og selvfølelse. Derfor kommer jeg ind på pædagog / barn relation i næste afsnit. Pædagog/ barn relation For at kunne anerkende en anden person, forudsætter det en erkendelse. Uden erkendelse igen anerkendelse og omvendt (Bae 1996: 8). Det er væsentligt for relationen og for at legen skal udvikles, at der er enighed blandt pædagogen og barnet. Det kræver fra pædagogens side, at være lydhør overfor barnet og anerkende den anden, prøve til gå ind i den andens oplevelsesverden og se tingene ud fra andres erfaringsbaggrund. Bae mener med dette, at pædagogen prøve at få fat i intentionen set ud fra den andens perspektiv. Man skal stille sig selv spørgsmål om hvad betyder handlingen for barnet? Hvad vil barnet og hvordan? Dette kan ses i børnenes leg, for når børnene har erfaret fra voksnes side, at blive set, kan barnet anvende denne oplevelse i forhold til andre børn og indgå i symmetrisk legerelationer med andre børn, samt se de andre børns perspektiv (Bae 1996: 9). Derfor må pædagogen arbejde meget bevidst med barnets dannelse af selvværd og selvtillid. Det er vigtigt at pædagogen kan rumme barnets følelser og får barnet til, at sætte ord på dets følelser, dermed vise, at hun er lydhør overfor barnet, så barnet føler sig set og hørt. Dette kan på længer sigt være med til at styrke barnets sociale kompetencer. Nedenstående er et eksempel fra min praktik som viser, hvordan pædagogerne er med til at fremme barnets udvikling, gennem deres handlinger: Situationen sker en formiddag, hvor alle børn lege ind på stuerne. De leger forskelligt, nogle lege i garderoben, andre leger med dukker og atter andre leger med sørøverskib og klæder sig ud. Ahmad 22