Min tid hos Arla. Uwe Rasmussen

Transkript

1 Min tid hos Arla Uwe Rasmussen

2 ~ 1 ~

3 Min tid hos Arla Som nævnt i hæftet Den Rejsende Medarbejder , skulle jeg starte mit nye job som regional eksportchef i firmaet Rasmus Hansen A/S mandag den 3. januar I ansættelsesbrevet den 23. september 1976 står der bl.a. at arbejdsområdet vil blive osteafsætning på de mellemøstlige markeder, Japan, Australien samt evt. Afrika, men dette vil dog blive fastlagt endeligt ved min tiltrædelse. England fik jeg aldrig med at gøre, men fik dog også berøring med Italien, Malta og Sydamerika. Tiltrædelsen skulle ske den 3. januar 1977 kl , og til den tid ville et nyindrettet kontor stå klar til mig. Gagen skulle være kr pr. måned, som på daværende tidspunkt var en pæn gage. Ingen prøvetid! Efter 10 år hos Landbrugets Afsætningsudvalg (LAU), var det helt nye opgaver, jeg atter skulle i gang med: salg med fortjeneste. Rasmus Hansen LTD. var eksportselskabet i Høng Ost A/S, som i 1970 blev overtaget af det nystartede Mejeriselskabet Danmark. I 1977 sad man på 15 % af Danmarks mælkeproduktion. Der er udgivet flere bøger om firmaets udvikling: Kernen i Mejeribruget MD Foods fra Udgivet i 1995 i forbindelse med MD Foods 25 års jubilæum. Skrevet af Hans Vedholm. Kvalitet uden grænser. Historien om LURPAK Udgivet af Mejeriforeningen i 2001 i forbindelse med Lurpak smørrets 100 års jubilæum. Skrevet af Astrid Gade Nielsen. HØNG Et mejerihistorisk vingesus. En beretning om ostepioneren Rasmus Hansen og HØNG virksomhederne Udgivet af Arla Foods i Skrevet af Knud Hansen. Mælkevejen Fra landsbymejerierne til global koncern - Jens Bigums erindringer. Udgivet Fortalt til Peter Kjelstrup. Mit mejeriliv et mejerihistorisk tilbageblik. Udgivet af pensionistklubben Food-Gængerne i 2008 samlet og redaktionelt tilrettelagt af Food-Gængeren Knud Hansen. Et mejeri-eventyr på Videbækegnen Arla Foods-Nr. Vium Mejeri. Skrevet af J. C. Holm mejeribestyrer samme sted. Lindbjerg Mejeri gennem 100 år maj Skrevet af Tage Olesen. Ovennævnte bøger giver som sagt et godt indtryk af firmaets udvikling. Følgelig vil jeg nøjes med, at fortælle om de oplevelser jeg har haft i de 30 år, jeg var i firmaet. I bilag 1 og 2 er der en oversigt over de lande jeg besøgte og antal rejsedage. Moderfirmaet hed i begyndelsen Mejeriselskabet Danmark, og tog i 1988 navneforandring til MD Foods, og i 2000 til Arla Foods. ~ 2 ~

4 Under moderfirmaet var der et hav af navne, efterhånden som flere og flere selskaber kom ind i moderfirmaet: bl.a. Fynsk Mælk, Danland, Boel Foods, Høng, Rasmus Cheese, Canadane, DOFO, Gimo Cheese, Chesco Cheese og fik hovedindflydelse i Dansk Ost og Andelssmør. For mit eget vedkommende, havde jeg navnekort med de respektive firmanavne Rasmus Hansen Cheese, MD Foods, Arla Foods, men også sekundært Canadane og Gimo Cheese. Fra 1.oktober 1977 til 1987 var Rasmus Hansen Cheese under Dansk Ost, som blev etableret som moderselskab for DOFO og Mejeriselskabet Danmarks hidtidige datterselskab. MD havde ca. 60 % af indflydelsen i selskabet og DOFO mejerierne resten, men for at få flertal, skulle man op på 75 %. Det fik man med tiden. Der blev i 1977 holdt et afskedsmiddag for os ansatte, og koncerndirektør H.P. Sørensen nævnte, at vi ville komme tilbage til Mejeriselskabet Danmark igen. Dengang troede nok ingen af os, at det ville tage 10 år. ~ 3 ~

5 1977 Den 3, januar stillede jeg på adressen Bernstorffsgade 33 (også kaldet B-33) kl. 10. På daværende tidspunkt var MDs hjemmemarkeds (Høng-Buko) og eksportdivision på denne adresse. Vi sad på 2 etager, og antallet af ansatte på denne adresse var ca. 40 personer, Chefen var Per Sloth, og ansvaret for eksportafdelingen var Ove Brønd, som oprindelig kom fra DOFO. Der var selvfølgelig både bogholderi, shippingafdeling, salgsafdeling samt tegnestue. Sidstnævnte bestod af blot en person Jørn Stender. I shippingafdelingen skulle Jette Andersen tage sig af mine ting. Hende havde jeg et godt samarbejde med, indtil hendes alt for tidlige død. Det lovede nyindrettede kontor var en stor overraskelse. Hos LAU havde jeg et stort flot kontor i Buen. Nu fik jeg et lille rum, hvor der lige var plads til et skrivebord, reol og 2 stole. Yderligere var der et stort skab, som indeholdt afdelingens reklamematerialer. Det trak fra vinduet, så jeg måtte flytte skrivebordet og stol hen mod døren. Senere blev det store skab fjernet, så det gav mere plads. Den eneste af de ledende medarbejdere fra det gamle Høng (før 1970) var L. Strøm, som havde ansvaret for bogholderiet. Afdelingens øvrige eksportchefer på daværende tidspunkt var Casper Dvinge (Europa minus Tyskland) og Erik Johansen (Amerika). Tyskland tog DOFO sig af. Til gengæld tog hjemmemarkedsafdelingen sig af Buko ostene, og afdelingen hed Høng-Buko. Samme var tilfældet i Norge og Sverige. BUKO var ejet af DOFO. Erik Johansen (Joe), Per Sloth, Claus Jacobsen, Uwe, Casper Dvinge og Ove Brønd De første dage gik med at blive sat ind i firmaets arbejdsgang, kalkuler inkl. restitutioner, mejeribesøg m.m. I de første to måneder havde vi besøg af to af mine gamle bekendte, som var firmaets kunder Mr. Mohsen Shokravi fra Iran og Erick Aga fra Pakistan. Den 11. marts startede min første salgsrejse til udlandet, og gik til Japan og Hong Kong. Under opholdet i Japan havde jeg Ove brønd med, som ikke tidligere havde besøgt landet. Vores forbindelse i Japan var Sekai ~ 4 ~

6 Cheese, som jeg jo kendte fra min tid i Japan 10 år tidligere. Under opholdet i Tokyo skulle jeg selvfølgelig vise Ove mine gamle værtshuse/spisesteder. Et af mine favoritsteder var et hyggeligt værtshus. Da vi kom ind, kunne jeg godt se, at der var sket noget siden sidst, jeg havde været der. Nu var det kun for medlemmer. I dette tilfælde japanske skuespillere. De fik min livshistorie, hvilket forårsagede, at vi fik lov til at blive og nyde en øl og en god snak med de få, der kunne tale engelsk. Da vi skulle videre fra Japan, fandt lufthavnsmyndighederne en ostekniv hos Ove i håndbagagen, hvilket gav et større problem. Japaneren, som fandt kniven, forsvandt pludselig, men kom dog tilbage efter et stykke tid. Man havde da klistret kniven til med tape, som man derefter overakte til Ove med mange formaninger, og efter at han havde lovet, aldrig at gøre sådan noget igen. Hvor ville det have været nemt, at fjerne tapen igen, hvis det var det, man ville. Jeg besøgte derefter selv Hong Kong, som jeg ikke havde set siden, jeg forlod stedet februar LAUs kontor var i mellemtiden blevet lukket. Traf enkelte af mine gamle bekendte. Jeg skulle besøge vores forbindelse Asia Co. Per Sloth havde givet mig en ønskeseddel med, og som ny i firmaet, var det vanskeligt at sige nej. Fik købt nogle af de mindre tekniske ting. Der var stadig en ting på sedlen: Per havde bestilt et sejl til sin sejlbåd. Jeg ringede til firmaet for at høre, om det var lavet. Ja, det var klar, og man ville omgående komme hen på hotellet med det, så jeg kunne tage det med hjem til Danmark. Nåede lige forinden, at spørge om vægten. Jo det vejede ca. 30 kg. Jeg bad dem om at beholde varen. En ting var vægten, men ved ankomsten i Danmark vil der også være et problem med tolden. Eftersom min hustru Grethe var ansat ved toldvæsnet, og somme tider fik en kop kaffe hos sine kollegaer i tolden, når min maskine f.eks. var forsinket, kunne jeg ikke tillade mig at smugle. Den gang var det meget begrænset, hvad man måtte tage med ind i landet. Da jeg kom hjem, forklarede jeg Ove mit problem, og siden blev jeg ikke bedt om at tage specielle ting med hjem fra udlandet. I maj og juni blev Iran besøgt. I forbindelse med juni besøget havde jeg vores tre mejerichefer fra fetamejerierne med. Der var Ejnar Christensen fra Rødekro Mejeri. Erik Møller Madsen fra Lindbjerg mejeri, Rasmus Hansen fra Ans mejeri samt Ole Lehmann, som havde det overordnede ansvar for fetaproduktionen. Der drøftes kvalitet. Uwe, Mofidi, Ejnar, Mr. Shokravi, Ole. ~ 5 ~

7 I Teheran røg vi ind i det problem, at hotellet var overbooket, så i stedet for 5 værelser, fik vi kun tre. Mejerifolkene fik lov til at dele værelse. Ejnar syntes det var hyggeligt. Han delte værelse med Hansen, og havde vænnet sig til, at fjerne brillerne fra den sovende Hansen. Overbooking var et generelt problem i Teheran. Royal Hotel brugte gerne den taktik, at placere kunder i et større fælles lokale den første nat. Det var gerne nat fly der ankom/afgik fra Teheran. Man forlangte stadig fuld pris. Alternativet var intet værelse. Foruden Teheran besøgte vi Isfahan og Tabriz. Af en eller anden årsag tydede alt på, at en mejerimand altid havde en ostekniv med sig. Da vi skulle flyve til Isfahan blev disse knive opdaget. I dette tilfælde kunne man nøjes med at aflevere den til luftkaptajnen, og så få den udleveret ved ankomsten. Det ville ikke kunne lade sig gøre i dag. I Tabriz besøgte vi et fetamejeri, som lå langt ude på landet, hvor vi kørte efter et par hjulspor. Da vi kom ind på mejeriet, gjorde mejeristerne store øjne, da de så, hvordan man producerede fetaen. Det var med klæder, som man i gamle dage også producerede blue med i Danmark. I et af mejeriets vinduer stod en flaske med osteløbe fra Chr. Hansen, Danmark. Mejeristerne fik af Mr. Shokravi hver foræret en stor flot oste ske i kobber, som man brugte i produktionen. Vallen blev sendt direkte ud i grøften. I dag er det en dyrebar råvare. Vejen til mejeriet. Endelig skete der noget. Mejeriets kontor. Fra h. til v. x, Ejner, Erik, Rasmus, x, Mr. Shokravi, Ole Feta dåserne loddes. ~ 6 ~

8 Efter opholdet blev mejeristerne sendt med den direkte maskine hjem til Danmark, hvorefter jeg fortsatte rejsen til Benghazi og Tripoli i Libyen I den sidste halvdel af 1977 var jeg, foruden et besøg i Iran, på en 20 dages tur til Iraq, Kuwait, Bahrain, Dubai, Saudi Arabien og Egypten og besøgte 8 byer. Bortset fra Iran, havde vi kun haft nogle få afskibninger på nogle få tons ost til området. Opgaven gik ud på, at finde kunder, som var interesseret i vores oste. Mange emner blev besøgt. På daværende tidspunkt var det vanskeligt at få hotelværelse og fly. Kun få hoteller var blevet bygget og området overrendt af eksportører, som troede man kunne finde guld på gaden. I Baghdad boede jeg på Baghdad Hotel, som bestemt havde set bedre dage. I Kuwait var Sheraton blevet bygget, men den første nat blev jeg kusket hen i en lejlighed, som lejede værelser ud. I Bahrain var der ingen aircondition på værelset, og september måned er temmelig varm (45-50 grader). I Dubai var Inter Continental Hotel lige blevet bygget. Foran hotellet, hvor der nu er en flot park og parkerings plads, var der blot et område med sand, som blev hvirvlet op ved det mindste vindpust. I Jeddah boede jeg i en barak, som ambassaden have været i stand til at skaffe. Her kunne man høre alt, hvad man lavede i værelset ved siden af. Lufthavnsbygningen var gammel og bestemt ikke tidssvarende. Det var vanskeligt at finde ud af, hvilket rum var til lokale afgange, og hvilket til udlandet. Flyene var fyldte, og der var få afgange. Taxachaufførerne generelt en flok røvere. Første gang jeg besøgte Jeddah, var den danske ambassade stadig der den blev senere, sammen med de øvrige ambassader, flyttet til Riyadh. Handelsattachéen var Hans Kiil-Nielsen, som stammede fra Tønder og gift med Solweig Rosenberg fra Højer. Om fredagen blev jeg inviteret med på stranden ved Det røde Hav, hvor ambassaden havde en hytte. Pragtfuldt med alle de farvestrålende fisk, man kunne se med snorkel. Der var også andre fra ambassaden tilstede, og vi blev enige om, at spise sammen på tilbagevejen. Vi købte nogle færdig stegte kyllinger undervejs. Vedkommende, som stillede sin lejlighed til rådighed, var løbet tør for spiritus, men havde fået fat i noget smuglergods, hvor proppen ikke havde været helt tæt. De ansatte på ambassader havde tilladelse til at importere spiritus m.m. til eget forbrug. Hans inviterede mig derefter hjem til en speciel drink. Da vi havde fået den, skulle jeg jo tilbage til hotellet, og Hans turde ikke køre, selvom han havde diplomatisk status. Jeg var nødt til at tage en taxa. Jeg havde knap nok sat mig ind i bilen, da chaufføren satte et andet musikbånd på..og under melodien Trink, trink Brüderlein trink, kørte vi til hotellet. Ambassaden havde, som sagt, muligheden for at importere spiritus m.m., og Hans havde den aftale med de lokale danskere, at hvis hans bil holdt på en bestemt måde, måtte man gerne komme ind og få en drink. I Saudi Arabien er spiritus generelt forbudt. De følgende år Som nævnt foroven, skulle jeg dække store områder, for især at finde nye markeder til vore oste, og forøge omsætningen, hvor vi allerede var til stede. Mulighederne var størst i Mellemøsten, og efterhånden brugte jeg mere og mere tid på dette område. Med tiden blev vi specialister på de enkelte områder. Konkurrencen var hård. I Danmark var der f.eks. i autoriserede osteeksportører. I I 1996 var der 46 tilbage. I dag betydelig færre. Se bilag 3-5. ~ 7 ~

9 I Fjernøsten var DOFO, Boel og J. Hansen stærke i Japan, og i de øvrige lande var osteforbruget begrænset. Følgelig var det logisk, at de tre firmaer tog sig af salget til dette område. De to sidstnævnte firmaer kom først senere ind i Arla. Dog besøgte jeg Japan en gang om året i 12 år fra 1977 til Japan Hovedparten af den ost, der blev eksporteret til Japan fra Danmark, var industriost, som skorpefri samsø og maribo. Blev brugt som råvare til fremstilling af smelteost. MD producerede ikke disse oste på daværende tidspunkt. Via Rasmus Hansen Cheese, blev der gjort et større pionerarbejde for bordoste, i samarbejde med Sekai Cheese, et arbejde, som gik adskillige år tilbage. Indehaveren af Sekai Cheese, Mr.T. Furukawa, kunne nogenlunde godt engelsk, men når jeg besøgte firmaet, var der gerne tolk på, for at undgå misforståelser. Når Mr. Furukawa besøgte os i Danmark, klarede vi det uden tolk, men man skulle være tålmodig. Mr. Furukawa havde ingen sønner, men to døtre. Da disse blev gift, skulle svigersønnerne læres op i ostehandel, så de kunne videreføre firmaet. De fik begge Furukawa som efternavn. De blev kaldt hhv. Osakason og Tokyoson. Firmaet lå i Osaka, men startede op i Tokyo omkring Jeg var udstationeret i området i 1967/68. Følgelig var der en svigersøn i hhv. Osaka og Tokyo. Osaka sønnen var gift med den ældste datter. Tokyo sønnen var dog den mest aktive. Følgelig besøgte jeg både Osaka og Tokyo. Møderne var lange, da alt skulle oversættes, eftersom ingen af svigersønnerne kunne engelsk. Besøgene varede gerne en uges tid. Tokyosønnen kørte rundt i en VW (boblen), hvilket på daværende tidspunkt vakte opsyn i Tokyo. ~ 8 ~

10 I flere år havde vi inviteret flere af firmaets kunder på besøg i Danmark, så de kunne se vores osteproduktion, og få et indtryk af Danmark. De blev som regel en uges tid. Vi havde gerne en tolk på. Eftersom MD på daværende tidspunkt ikke var særlig kapitalstærk, gjaldt det jo om, at spare hvor der kunne spares. Følgelig fik vi første gang fat i en studerende fra Japan, bosiddende i Danmark. Han kunne både dansk og japansk. Han blev aflønnet til rimelige penge. Desværre viste det sig, at han havde været væk fra Japan i 10 år, og glemt det meste japanske. F.eks., da vi kørte forbi nogle høje siloer, forklarede han, at det var bikuber. Heldigvis kunne en af kunderne, som jeg kendte godt fra min tid i Japan 10 år tidligere, nogenlunde godt engelsk. Det var ikke muligt, at finde en anden tolk. Men med fælles hjælp, klarede vi turen. Ved de senere besøg, fik vi fat i mere professionelle tolke, som gerne var japanske piger gift med en dansker. Disse udbad sig gerne noget materiale om ost, inden besøget, så de kendte de mere tekniske udtryk. Tokyoson, Osakason, T.Furukawa,, Uwe, Erik Lauritsen(1979) Tolken Koizumi, Uwe, Tokyoson Når man besøgte Japan, var det almindeligt, at man altid have en gave med. Det bedste de kunne få, var en pornofilm, og for Osaka sønnens vedk. En gammel Dansk. Mange år senere, da vi talte om gaver, kom det frem, at Osakasønnen overhovedet ikke brød sig om En gammel Dansk. Under et besøg i Danmark havde han smagt en, og det var bestemt ikke hans smag. Det drillede de andre japanere ham med. Fremover tog jeg en whisky med. Gad vide, hvad man har gjort med alle de flasker Gammel Dansk, jeg har haft med? I forbindelse med et af mine besøg, skulle jeg også besøge Fukuoka i den sydlige del af Japan sammen med Osakasønnen. Han var taget i forvejen. Han skulle hente mig i lufthavnen. Han var der ikke, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle bo. Heldigvis havde jeg telefonnr. til Osaka kontoret, og fik dem forklaret problemet trods sprogvanskelighederne. En halv time senere dukkede han op. Han var faldet i søvn. Hotelværelset jeg fik, var på et typisk japansk businessman hotel, som kun var beregnet til en overnatning. Det kneb med at få åbnet min kuffert på grund af plads mangel, men ellers var det øvrige i orden. Fukuoka er kendt for sine fiskeretter, og det skulle vi så nyde, efter dagens mange besøg. Man peger den levende fisk ud, man vil have, som man så fanger. I mellemtiden havde vi fået vore eget spiserum, hvor vi kunne spise i fred. Man kom op med den fladfisk, vi havde udpeget. Den var stadig levende. Man skar et stykke kød ud, som så blev serveret. Derefter tog man resten af fisken med ned i køkkenet for at stege resten, hvorefter det blev serveret til os. ~ 9 ~

11 Tokyosønnen var den, jeg fik mest med at gøre. Jeg havde jo kendt ham siden 1967, hvor han bl.a. kom op på vores (LAUs) kontor for at vise sin førstefødte søn. I 1985, da jeg var i Saudi Arabien, fik jeg pludselig den besked fra kontoret i København, at man fra Japan var blevet underrettet om, at den 747 jumbo jet, som var styrtet den 12. august i forbindelse med en flyvning mellem Tokyo og Osaka, havde Furukawa seniors to børnebørn om bord. Osakasønnens søn havde besøgt Tokyosønnens datter, og sidstnævnte skulle flyve med tilbage til Osaka for at besøge bedsteforældrene. Begge omkom. Datteren kendte jeg udmærket. Da jeg besøgte Japan det følgende år, blev jeg inviteret hjem til Tokyo sønnen, hvilket ikke er almindeligt i Japan. I alle de år jeg er kommet til Japan, var det først 2. gang dette skete. Jeg var spændt på, hvordan aftenen ville gå, efter denne tragiske ulykke. Det gik helt af sig selv uden tårer. De viste mig bl.a. foto af datteren. Fotoet var placeret på et alter i stuen. Japanere ser anerledes på døden end os. På udflugt med fam. Furukawa. De to børn er Tokyosons datter og søn. Hans hustru bagerst. Datteren var med i flyet. Kort tid efter blev Tokyosønnen flyttet til hovedkontoret i Osaka, og Osakasønnen fik jobbet i Tokyo. Med andre ord Tokyosønnen skulle være nr. 1 i firmaet, når Furukawa senior gik på pension. Osakasønnen tabte ansigt. Da forsikringssummen fra ovennævnte ulykke blev udbetalt, startede Osakasønnen sit eget osteimportfirma sammen med en af de ansatte. Det gik ikke, og han tog sig af dage. Da Dansk Ost blev oprettet i 1977, skulle flere markeder køres sammen, og jeg skulle afgive Japan til DOFO, som absolut var stærkest i Japan, takket være industriosten. I 1983 skulle dette finde sted, og chefen for DOFO Ole Thing og Ove Brønd fra Rasmus Hansen Cheese skulle sammen med mig overbringe nyheden til Sekai Cheese. Eftersom jeg var på firma besøg i Mellemøsten, fløj jeg fra Bahrain til Tokyo. De andre to fløj direkte fra København til Tokyo. Jeg var så heldig at blive opgraderet til 1. klasse, hvor jeg faktisk næsten sov i en seng - pragtfuldt! I Hong Kong, hvor jeg skulle skifte fly, nåede jeg lige at få en telefonsamtale med en af de gamle gutter fra whistklubben (Jørgen Mortensen). Da jeg ankom til Tokyo, var min kuffert ikke med. Den var havnet i Korea, og jeg fik den først den følgende aften. Da vi allerede skulle have vores første møde tidlig næste morgen, måtte jeg låne mig frem til et slips jo, man skal være pænt påklædt, når man havde et møde i Japan. Det var meningen, at en shipping medarbejder hos DOFO skulle tage sig af kontakten til Sekai Cheese, under vejledning af DOFOs eksportchef til Japan (Svend Schade). Ole Thing kunne godt se under vores møder, at dette ikke var en god ide. DOFOs eksportchef kunne ikke forhandle direkte med Sekai Cheese, eftersom han allerede havde med Sekais største konkurrent at gøre. Resultatet blev, at jeg fortsatte med Sekai Cheese. Alt papirarbejde og økonomi blev lagt over til DOFO i Haderslev. ~ 10 ~

12 DOFO havde yderligere det problem, at firmaets største kunde i industriost var Mitsubishi, som også købte fra konkurrenten Boel Foods. Mitsubishi var absolut den største importør af dansk industriost. Da DOFO samtidig handlede med andre japanske handelshuse, hvilket Mitsubishi helst ikke så, ja, så fik jeg opgaven at være forbindelsesmanden til disse firmaer. Alt papirarbejde blev lavet af DOFO Haderslev, men på Rasmus Hansen Cheeses papir. Sendt til vores kontor i København, for derefter at blive videresendt til kunden. Da Boel Foods blev overtaget af MD i 1986, blev ansvaret for Japan overført til Boel Nyhavn, hvor Niels Erik Sørensen blev chef. Senere blev det overført til Århus, men for mit vedkommende blev alle papirerne stadig sendt via Bernstorffsgade. Der var noget at holde styr på. Hver gang det blev flyttet, var det nye shipping medarbejdere, der skulle oplæres. Da Danske Landmænd kom ind i MD i 1989, blev Japan overført til dette firma, som havde Eric Stieler som chef, og var halvforlovet med Mitsubishi. Eric havde været chef for Boel Foods, inden firmaet blev købt af MD, hvorefter han startede Danske Landmænd. Derefter havde jeg ikke mere med Japan at gøre. Det var godt, at de japanske importører ikke kendte ovennævnte sammenhæng, så var de blevet totalt forvirret. Forskellen mellem at handle med Sekai Cheese og de store handelshuse var stor. De ansatte i handelshusene kunne perfekt engelsk, og havde ofte været udstationeret i udlandet, og nogle endda fået amerikanske kaldenavne. Samtalerne var koncentrerede, og man brugte ikke megen tid på høflighedssnak. Inden man første gang fik en ordre hjem fra de store handelshuse, blev man undersøgt mange gange. Man ville være sikker på leverandøren. Når jeg besøgte Fjernøsten, startede jeg gerne i Japan, og fløj de første mange år via Anchorage (Alaska), og ankom til Tokyo sen eftermiddag. Det tog 18 timer. Den første dag, som oftest var en søndag, holdt jeg fri, for at vænne mig til tidsforskellen. Jeg besøgte gerne de omkringliggende varehuse, for at se deres osteudvalg. Typisk nat nr. tre vågnede man kl. 2 nat, og var lysvågen. Det var hårdt. Senere fik SAS lov til at flyve via Sovjet Unionen. I begyndelsen med en mellemlanding i Moskva, men senere direkte, som tog 10 timer. Man ankom om formiddagen, så man kunne komme lokal tid i seng, og være frisk til næste dags møder. Første gang, jeg kunne have fløjet via Sovjet Unionen hjem, blev turen lavet om til via Anchorage. Dagen før, var et koreansk passagerfly blevet skudt ned af sovjetiske jagerfly. Flyveturen hjem via Anchorage var trættende. Man startede en fredag aften fra Tokyo, og landede samme fredag morgen i Anchorage. Her kunne man lige strække benene i transithallen med den store udstoppede isbjørn. Derefter oplevede man samme fredag endnu engang, og fortsatte over Alaskas flotte snedækkede bjergtoppe og Nord Grønland til København. Mt. Fuji. Alaskas bjerge. ~ 11 ~

13 Jeg har altid været glad for at komme til Japan, men var også glad for at flyve hjem igen. Var på sin måde ked af at miste Japan, men efterhånden var jeg blevet så dybt involveret i Mellemøsten, at det kneb med at nå det hele og når så fortjenesten røg til andre adresser, så var det nok begrænset, hvor meget det blev værdsat i B-33. Hong Kong Den ost Hong Kong importerede, blev hovedsagelig købt af udlændinge bosiddende i kolonien, så det var begrænset hvor mange gange, jeg besøgte mit gamle hjemsted. Det blev til 4 gange, inden markedet blev overgivet til min efterfølger på området. Hvis muligt, kontaktede jeg gerne mine gamle bekendte, som stadig boede derude. I 1981 havde min gamle whistklub tilfældigvis kortaften, da jeg var der. Havde dog adviseret dem i forvejen om mit besøg. Spillet foregik ude i den nye cricket klub, som var flyttet ud fra centrum. Jeg ved ikke, hvem der blev mest overrasket, da jeg ankom: dørvagten eller mig. Det var en af de tidligere tjenere fra den gamle cricket klub, som nu var blevet dørvogter på grund af alderen. Pragtfuldt at blive genkendt. Unødvendigt at nævne, at gensynsglæden med kortklubben var stor. Den eneste, som manglede fra den oprindelige klub, var Knud. LAUs kontor var blevet lukket nogle år tidligere, og Knud var flyttet til Canada. Begge mine afløsere var der. De drev på daværende tidspunkt IKEA forretning i hhv. Hong Kong og Singapore. Central på Hong Kong øen. Da opholdet inkluderede en søndag, besøgte jeg ligeledes Cheung Chau. Da jeg gik forbi den gamle købmandsbutik, kikkede jeg indenfor. Kunne se på et foto på væggen, at den gamle købmand var død i mellemtiden. Et yngre par passede nu butikken. Pludselig gik et forhæng til side, og frem trådte den gamle købmands hustru. Hun tog mig i armen med et smil, og pegede op mod Peaken, hvor vi i sin tid havde haft vores weekend hus. Hun kunne ikke engelsk, og jeg ikke kinesisk. Gensynsglæden var ligeledes stor. Min gamle kollega Mr. Ip var jeg også sammen med. Han var blevet ansat på dent danske general konsulat, hvor Jan Marcussen nu var generalkonsul. Var i sin tid handelsattache i Japan. Mr. Ip var sandelig blevet medlem af jockey klubben, hvor vi spiste frokost sammen. Mr. Ip havde i min tid i Hong Kong en nummerplade til sin bil med et meget lav nummer, som senere hen blev en formue værd. Gad vide, hvad han fik for den. Begge hans drenge kom senere til England, og i forbindelse med et ferieophold i Hong Kong ~ 12 ~

14 i 1997 og 2008, prøvede jeg at kontakte ham, men forgæves. Sandsynligvis er hele familien flyttet til England. Mr. Ip prøvede at kontakte mig engang, han var i København, men jeg var desværre ude at rejse, og ingen kontaktadresse blev lagt. Har spurgt andre, som kendte ham, dog uden resultat. Vores sekretær Mrs. Ho var flyttet til USA. Vores husholdningslærerinde Irene Choy til Canada, hvor jeg traf hende og hende mand i forbindelse med et besøg hos Knud og Yoneko (1999). Alle var flyttet på grund af Kinas overtagelse af Hong Kong i Øvrige Fjernøsten I løbet af den tid jeg havde med Fjernøste at gøre, besøgte jeg ligeledes Sydkorea, Taiwan og Singapore. På grund af de daværende begrænsede muligheder, blev det kun til et enkelt besøg hvert sted, når jeg alligevel besøgte Japan. Da jeg besøgte Singapore, og skulle hjem direkte derfra, var min afgang aflyst. Jeg for ned til SAS kontoret, og fik oplyst, at jeg kunne komme afsted samme aften, selvom flyet var fyldt. Man ville hellere have mig med, end en der blot skulle til Bangkok. Vedkommende måtte man så finde en anden løsning til. Da jeg var færdig med mit arbejde, og ikke havde lyst til at vente flere dage, inden jeg kunne komme hjem, slog jeg til, selvom jeg kun havde nogle få timer til at pakke i og komme ud i lufthavnen. Det var midt i myldretiden, og folk stod i kø for at få en taxa. Man forstod min nød, og lod mig komme foran. Jeg nåede det. Så heldigvis ikke den person, som det gik ud over. Jeg dækkede også New Zealand og Australien, men nåede aldrig derud, på grund af det store arbejde der skulle gøres i Mellemøsten. Følgelig blev Australien først besøgt, da Grethe og jeg besøgte Robin og Maralyn i 2001, hvor drømmen om at besøge stedet endelig gik i opfyldelse. I New Zealand havde vi et pragtfuldt samarbejde med firmaet Lintott, og traf indehaveren Richard Lintott to gange i hhv. København og på Anuga i Køln. Vi nåede endda at levere camembert i trekanter til Air New Zealand. I Australien havde vi med firmaet Socomin at gøre. Vi fik flere gange besøg af Mr. Harry Skolnik. Her skulle man altid huske, at hilse med venstre hånd, eftersom Skolnik havde beskadiget sin højre hånd. Mængderne vi solgte, var meget begrænset. 90 tons om året, som skulle sendes til fire forskellige destinationer. Man gik mere op i jule platter, som skulle sendes til 25 forskellige personer. Mellemøsten Hovedårsagen til at jeg blev ansat i Rasmus Hansen Cheese, var min erfaring især i Iran i forbindelse med mit job som Den rejsende Medarbejder. Yderligere havde jeg jo også besøgt Egypten og Libyen, som beskrevet i hæftet Den rejsende Medarbejder. I løbet af de 30 år jeg var i firmaet, blev jeg dybt involveret i dette område. Efterhånden blev salget så stort, at man besluttede sig til at have en mand fast i Saudi Arabien. Følgelig blev en Key Account Manager udnævnt, og startede i Jeg blev derefter bindeledet til denne og hans efterfølgere, indtil jeg blev pensioneret i I 1994 skete der et generationsskifte til de øvrige områder, hvor min yngre kollega Hans ~ 13 ~

15 H. Kristensen overtog mine opgaver i Golf området. Senere blev der også udnævnt Key Account Managers til dette område. Sidenhen er Mellemøsten kontoret flyttet fra København til Dubai. Mellemøsten Carsten Niebuhr Kaliffen fra Strøby Egede ~ 14 ~

16 Ud over de almindelige oplevelser, oplevede jeg bl.a. følgende større begivenheder: Borgerkrigen i Libanon 1979 Shahens fald i Iran og Khomeinis tilbagevenden til Iran Krigen mellem Iran og Iraq Iraqs besættelse af Kuwait Krigen i Iraq Mohammed krisen Generelt har jeg sagt, at Mellemøsten er en gryde, som koger over nu og da, hvilket vi også oplever i skrivende stund (august 2013) i Egypten og Syrien, og for nylig også i Libyen. Selvom der nu er fred i Iraq, går der ikke en uge, uden at mennesker er blevet dræbt af bilbomber o.l. Det ligner en form for religions krig mellem Shiaer og Sunier muslimerne. Næsten, som vi kendte det i Europa i Middelalderen mellem katolikker og protestanter. De værste oplevelser, var dog for mit vedkommende, på behørig afstand, men de påvirker dog en. Fra ovennævnte begivenheder har jeg ingen fotos, eftersom disse kunne give problemer. Borgerkrigen i Libanon ( ) Som nævnt i hæftet Den rejsende Medarbejder, mærkede jeg kun til begyndelsen af borgerkrigen, da jeg var på gennemrejse/ferie i 1972, og da jeg var i transit fra Iran til Nigeria i Efter borgerkrigens afslutning i 1990, var vi kommet i forbindelse med firmaet Bocti, og fik oparbejdet en større eksport af især mozzarella. I 1993 besøgte jeg firmaet. Lufthavnen i Beirut var lige blevet genåbnet. Det var absolut med bange anelser, at ankomme til det tidligere paradis i Mellemøsten. Havde sikret mig, at blive afhentet i lufthavnen, og blev indlogeret i et lille hotel lige nord for Beirut. De tidligere store hoteller var blevet ødelagt under borgerkrigen. Så den grønne linje, hvor de heftige kampe havde foregået. Husene på begge sider var fyldte med skudhuller. De lignede de sønderskudte huse, man har set fra 2. Verdenskrig. Jeg kunne ikke få mig til at tage fotos af området. Om aftenen var jeg ude at spise med Mr. Anhoury. Det var mærkelig at se, at de lokale nød en flaske whisky o.l. til maden. Det skyldtes sikkert, de oplevelser man har haft under borgerkrigen. Fik mange historier den aften. Anhoury havde f.eks. oplevet, da han søgte skjul, hvordan en kugle peb forbi sit øre. En dag, da han tog til Syrien, blev bilen holdt tilbage ved en vejspærring. Alle skulle ud af bilerne, og flere kristne blev skudt. Anhoury, som også var kristen, slap. En af modstanderne, en større knægt, havde genkendt ham. Han var søn af avismanden, hos hvem Anhoury altid købte sin morgenavis. Drengen var muslim. Ja, man ~ 15 ~

17 kan godt forstå, at nogen trænger til en opstrammer. Her skal lige tilføjes, at borgerkrigen var meget forvirrende. I perioder sloges kristne mod muslimer. Andre gange sloges kristne og muslimer mod andre kristne og muslimer osv. Jeg kom ikke siden til Libanon, eftersom vores firma satsede på Arlas forbindelse, og jeg solgte jo i Rasmus Hansen Cheeses navn. I begyndelsen solgte Arlas forskellige firmaer til flere firmaer i samme land. Det blev efterhånden centraliseret, eftersom man så satsede på det bedste importfirma, som siden hen blev delvis overtaget af Arla, hvis muligt. Iran Shahens fald/khomeinis tilbagevenden (1979) I 1979 mistede Shahen (Mohammad Reza Pahlavi) magten i Iran, og Khomeini vendte tilbage til Iran. Inden Shahens fald, kunne man mærke, at der var optræk til større omvæltninger i landet. Præsteskabet havde stor indflydelse i landet, og man følte, at man var ved at miste magten, efter de store olierigdomme man pludselig fik. Nogle iranere følte, at udviklingen gik for langsomt. Andre, at det gik for hurtigt. Præsteskabet havde jo set, hvordan kirken i Europa fik mindre og mindre magt. Pludselig var Shahen ude af landet, og Khomeini fik en stor velkomst, da han vendte tilbage til Iran. Forinden havde der været blodige optøjer med mange døde. En af feta importørerne viste mig fotos, han havde taget. De var væmmelige. En af Mr. Shokravis nevøer gik rundt med en stor revolver. Det var nok begrænset, hvad han kunne gøre, hvis vi blev overfaldet. De mange amerikanske militærrådgivere forlod landet. Den amerikanske ambassade blev pludselig besat, og 52 ambassadefolk taget som gidsler i 444 dage. Det var mærkelig at sidde på en restaurant, hvor man kunne se den besatte ambassade. I 1980 (juni)kom jeg kun én gang til Iran, og overhovedet ikke i Herefter kom der flere nye regler til landet. Det skete ikke fra den ene dag til den anden. Spiritus blev forbudt. Der var stadig dans på Sheraton til en vand, men det holdt også op, altså dansen. Normalt kom vi ikke disse steder, men Mr. Shokravi inviterede os en gang til middag på Sheraton, hvor vi oplevede dette. Krigen mellem Iran og Iraq ( ) Den 22. september 1980 angreb Iraq Iran, hvilket forårsagede en krig som varede indtil juli 1988, hvor FN fik gennemført en våbenhvile. Iraq mente, at Iran var svag på grund af Khomeini. Året før fløj jeg f.eks. fra Baghdad til Teheran. Det kunne ikke lade sig gøre fremover. Eftersom jeg stadig havde med begge lande at gøre, fik jeg lov til af de danske myndigheder, at benytte 2 forskellige pas, for at undgå besværligheder. I 1982 besøgte jeg begge lande med 1 måneds mellemrum. Da krigen startede, var en større iransk feta delegation på besøg i Danmark. Det var alle de private importører. Det gav en mærkelig stemning, og de havde besvær med at komme tilbage til Iran på grund af fly aflysninger. I Baghdad mærkede man ikke meget til krigen. Iht. ambassaden var der ikke meget i de lokale nyheder. En familie fik kun noget at vide, når et familiemedlem var blevet dræbt, da det medførte et økonomisk problem, som jo skulle løses. Her hjalp familien gerne hinanden. I 1982 boede jeg på det nyere Meridian Hotel, hvor man stolt fremviste huller i facaden. Nogle iranske jetjagere var fløjet mellem de to hoteller, som lå over for hinanden, og nogle raketter havde ramt det ene hotel. Nogle værelser var blevet ødelagt. ~ 16 ~

18 Nogle få var også blevet dræbt. Det var som om, at iranerne ikke kunne gøre større skade. Det gav nogle tanker. I hotellets cafeteria spillede et jazzorkester, og man kunne sandelig også få nogle udenlandske oste bl.a. vores. I forbindelse med besøget, havde jeg købt noget ost og konserves i Københavns lufthavn, som jeg ville forære ambassadens personale. Da jeg ankom i Baghdads lufthavn, konfiskerede man osten, fordi jeg ikke havde nogen sundhedsattest. Osten blev uden tvivl spist af de personer, som konfiskerede den. Konserves produkterne fik jeg dog lov til at beholde. I Teheran mærkede man absolut til krigen. Der var krigsplakater overalt. Biler blev checket af unge soldater med gevær. På hotellet blev vi ved indgangen ligeledes undersøgt. Når man tog elevatoren, fulgte ofte en bevæbnet soldat med. Skulle sandsynligvis op på hotellets tag. I baren på det tidligere Inter Continental Hotel, nu Laleh Hotel, var der på væggen påklistret med store bogstaver Down with USA. Af fødevarer var der kun de mest nødvendige, bl.a. vores feta. Når vi besøgte Teheran, sørgede vi altid for, at have lidt ekstra ost med, som vi kunne nyde til vores morgenkaffe. Engang, da jeg boede på Laleh Hotel, kom jeg til at bo på den etage, hvor den tilsynsførende dame fra mit tidligere lange 8 måneders ophold stadig var. Gensynsglæden stor, især, da jeg forærede hende nogle af vores fetabrikker. Vores forbindelser i Iran, vores agent M. Mofidi og vores store importør M.Shokravi, havde gerne en ønskeseddel, når vi kom på besøg. Det var varer som børnesæbe, cornflakes, insulin, ja, selv en rude til bil. Til gengæld fik vi gerne lokale varer, som gule meloner og pistacie nødder, som på daværende tidspunkt ikke var almindelig i Danmark. Problemet med meloner var, at de rullede i kufferten, som jo ikke skånede det tøj, vi havde med. Når vi fik for mange, gav vi gerne noget til gangpersonalet på hotellet. Engang, da jeg sad ved morgenkaffen, faldt jeg i snak med nogle tyskere fra Siemens. Den ene kom fra Sild, hvilket jeg jo har et særligt forhold til. Han fik nogle af de oste, vi havde tilovers, da vi rejste hjem. På grund af vores store afskibninger af feta til Iran, var vi meget afhængige af, at rembursen kom i tide. Under krigen var der en overgang, hvor vi ikke kunne besøge Iran, og ej heller få forbindelse med kunden, som nu var statsfirmaet FPDC, som havde overtaget al import af feta. Følgelig fik vi lov til at benytte Udenrigsministeriets radioforbindelse til ambassaden, som så kontaktede køber. Jo, der faldt også bomber i Teheran fra irakiske fly. En gang da jeg talte med ambassaden, lød der et brag. Det var blot en bombe, der faldt i nærheden, blev der sagt. Vi deltog gerne i den årlige udstilling Teheran International Trade Fair. Vi skulle jo vise ansigtet. En gang under udstillingen, kom der ca. 150 unge knægte på år i uniform. Alle havde et grønt bind på panden med en tekst på farsi. De skulle besøge udstillingen, inden de blev sendt til fronten. Ved fronten blev de hovedsagelig brugt som minestryger. De blev sendt foran revolutionsgarden. Hvis man blev dræbt, blev man martyr. Familien fik en godtgørelse, og fik bl.a. lov til at gøre indkøb i de specielle butikker, der var indrettet til dette formål. Her kunne man købe til reducerede priser. En gang ville jeg lige se inden for i det tidligere Iran Super. Kunne godt se, at folk gloede på mig. Supermarkedet var blevet konfiskeret, og indrettet til ovennævnte formål. Revolutionsgarden var Khomeinis tro garde. Efter sigende, var de dygtigere til krigsførelsen, end landets egentlige hær uddannet af amerikanerne. ~ 17 ~

19 Staten havde et kølehus, hvor man opbevarede vores feta. Det var nyt og fuld automatisk. Man elskede at vise det frem. Efter krigen spurgte jeg, hvordan dette kølehus kunne køre uden problemer. Jo, man havde sine forbindelser til at fremskaffe reservedele, hvis man ikke selv kunne fremstille disse. Der var en overgang, hvor næsten ingen vesterlændinge besøgte Iran. Med vores store fetaafskibninger op til tons per år, skulle vi jo følge tingene op, og da situationen var værst, aflagde vi kun de mest nødvendige besøg i selve byen. Da tidspunktet kom, hvor vi mente, at vi nu kunne risikere at tage ned i byen og suken (markedet), blev vi overbegloet. I suken besøgte jeg en af vore tidligere forbindelser, og fik en velkomst som den tabte søn, der var kommet tilbage. Vedkommende kunne ikke engelsk. Følgelig ringede han til sin søn, som så oversatte via telefonen. Det var ikke nemt at få visum til Iran. Flere gange tog jeg med pakket kuffert ind på kontoret uden at vide, om jeg kom afsted. Kørte så ud til den iranske ambassade for at se, om de havde fået grønt lys fra Iran. En gang fik jeg lov til selv at løbe de forskellige tilladelser igennem, eftersom den ansatte ikke kunne finde min. Fandt den. Man var kommet til at skrive Asmussen i stedet for Rasmussen. Pasnummer mm. passede. Fik mit visum, og kunne så tage direkte ud til lufthavnen. På grund af krigen, var det gerne nat fly til Iran, oftest fra Frankfurt eller Zürich. Den spænding kunne man godt undvære, og for familien har det nok været værst. Heldigvis, Grethe klagede aldrig. Var ofte sammen Per Sloth dernede. Det var gerne ham, som afsluttede de store ordrer med FPDC. En gang han var alene dernede, kunne han ikke komme hjem på grund af urolighederne. Alle fly var aflyst. Han skulle hjem og fejre sin 40 års fødselsdag, og havde inviteret til en stor fest. Han kom først hjem nogle dage senere, og havde selvfølgelig været nødt til at aflyse festen. Når vi boede på det tidligere Sheraton Hotel, nu Home Hotel, var det mærkelig at tænke på, at på den modsatte side af vejen, lå det berygtede Even fængsel, hvor mange blev henrettet, Det minder mig om, at en dag lå der en seddel på mit skrivebord. To af Mr. Shokravis sønner var blevet fængslet. Den ene blev henrettet og den anden (Mohammed) fik livsvarig fængsel. Begge har været i vores hjem. Mohammed blev efter nogle år løsladt, men måtte ikke fortsætte sine lægestudier. Fik senere lov til at besøge bl.a. Danmark, men havnede i USA, hvor han fuldførte sine studier. Mr. Shokravi sendte flere af sine børn til USA/Canada. Det skete gerne via København, hvor Per Sloths sekretær Elsebeth Jørgensen, blev meget involveret. Mr. Shokravi kaldte hende gerne for sin datter. Eftersom Mohammed var Mr. Shokravis ældste søn, følger der visse forpligtelser med. Efter nogle år, fik Mohammed lov til at vende tilbage til Iran igen, og kom ind i familiens firma Shakelli, og jeg mener han leder det i dag. Planlagde bl.a., at bygge en sukkerfabrik. Vores agent Mofidi mistede en svigerinde, som ligeledes blev henrettet. Mr. Mohsen Shokravi blev ikke generet af myndighederne på grund af ovennævnte. Man benyttede hans store køle/frysehus, og FPDC ville gerne ~ 18 ~

20 have haft ham som rådgiver. Mofidi fik underretning om, at myndighederne havde fået øje på ham. Følgelig rejste han med familie til Europa, mens tid var, og nedsatte sig efter nogen tid i Frankrig, hvor han byggede et firma op. Hans hustru Farfa fik flere år senere lov til at besøge familien i Iran. Mofidi turde ikke på daværende tidspunkt. Under krigen var der en overgang, hvor kun Iranair fløj til og fra Iran. En gang da jeg skulle derned på grund af nogle reklamationer, havde jeg Ole Lehman og hans højrehånd Aksel Saugmann med. De havde ansvaret for vores fetaproduktion. Vi skulle flyve via Wien. Da vi ankom til Wien, fik vi oplyst at maskinen til Teheran var udsat til næste dag. Der var nogle motorproblemer, og man afventede grønt lys fra Teheran, om man måtte købe reservedelen. Man havde store valutaproblemer. Da der var helligdag i Iran, kunne man ikke få svar før den følgende dag. Vi blev indlogeret på et hotel og fik en hyggedag i byen, eftersom vi allerede var ankommet ved middagstid. Den følgende dag kom vi ind i maskinen med nogle timers forsinkelser, men måtte vente yderligere et par timer i selve maskinen, eftersom vi jo skulle have noget at spise undervejs. Morgenkaffen, som vi skulle have haft undervejs, var allerede blevet spist. Maskinen var fyldt. Nu og da kom der et brøl. Man kunne ikke låse toiletdørene, hvilket jo gav et speciel syn, når man åbnede døren. Endelig kom vi afsted, og fik gode oplysninger undervejs af kaptajnen, som da vi fløj over Arrak bjerget (nej, vi kunne ikke se Noahs ark), og at der ville komme nogle rystelser i maskinen, når vi nærmede os Teheran på grund af regnvejr. Under besøget skulle vi besøge sundhedsmyndighederne, hvor chefen var en kvinde. Der blev vi mindet om, ikke at give hånd til en kvinde! Under den værste periode, blev vi gerne afhentet af ambassaden, så vi kunne komme sikkert til hotellet. Da der blev mere roligt, blev vi afhentet af Mr. Shokravi, dog ikke i hans store bil, for ikke at vække for megen opmærksomhed. Den var blevet opstaldet. Når vi skulle rejse fra Iran, så var det om at komme i god tid fire timer før afgang. Mange forlod Iran, og der var en kæmpe kø ude som inden for afgangshallen. Til tider opstod der panik, hvor folk smed ens kuffert foran, for at presse sig igennem. Når man så endelig kom hen til første checksted, skulle ens baggage undersøges. Hvis tolderne opdagede ting, man ikke måtte tage med ud, dvs. især værdigenstande, blev tingen smidt på gulvet. En gang opdagede man, at nogle af de danske mejerifolk havde et kortspild med. Det blev kylet hen ad gulvet. Vi skulle igennem 4-5 checkpoints. Det næstsidste var valutakontrol mm. Man blev lukket ind i et separat rum alene sammen med ham, som skulle checke. Nogle var flinke, andre bestemt ikke. En gang oplevede jeg, at vedkommende var mere interesseret i de reklamematerialer, jeg stadig havde i tasken. Løsningen gav sig selv. De Iranere, der skulle med, fik først udleveret deres pas ude i selve lufthavnen, efter at man havde checket baggagen ind. Hvis passet ikke var der, blev man nødt til at tage hjem igen. En gang da Aksel og jeg skulle flyve hjem via London, kom vi omsider op i flyet, en 747. Alle vesterlændinge sad øverst oppe. Endelig blev dørene lukket, og vi rullede ud på startbanen. Pludselig kørte vi tilbage igen. Om myndighederne havde opdaget en, som ikke skulle med, eller om der var en vigtig person som alligevel skulle med, fik vi ikke at vide, og vi kunne jo intet se, der hvor vi sad. Da vi ankom til London nød vi en dejlig øl. Iran serverede ingen drikkevarer med alkohol i. I forbindelse med Teheran International Trade Fair, var vi gerne de samme firmaer, som tog afsted, og lærte hinanden godt at kende. Der var også gerne en med fra Løvens kemiske Fabrikker. Han blev vores doktormand, når en fik dårlig mave. Han havde piller med, som kunne hjælpe. En gang blev hele flokken inviteret til middag af et firma, som importerede avlskvæg. Kun tre tog med. Vi andre blev på hotellet og ~ 19 ~