Referat af direkte patientfeedbackmøde om PSI, PC Glostrup

Transkript

1 Referat af direkte patientfeedbackmøde om PSI, PC Glostrup Møde: Patientfeedbackmøde vedr. patientstyrede indlæggelser Dato: 19. juni 2019 Kl.: Sted: PC Glostrup, motionshallen Deltagere: 9 patienter med PSI-kontrakt Udviklingschef, PC Glostrup Personale fra sengeafsnit 174 og interviewere, 1 referent, 1 post-it skriver INTERVIEW MED PATIENTER Overordnet oplevelse Først kunne jeg godt tænke mig, hvis I hver især kort fortæller om jeres overordnede oplevelser som patienter med en kontrakt til patientstyrede indlæggelser. Så hvis vi tager en kort runde om bordet. Er der en af jer, der har lyst til at starte? 1. Hvad har overordnet set kendetegnet jeres oplevelser med patientstyrede indlæggelser? Jeg har kun positive oplevelser med PSI. Det er godt med sikkerhedsnettet, at man ved at man kan altid ringe, komme ind og blive taget hånd om hvis pladsen er ledig. Jeg kunne måske godt tænke mig, at man kan tale lidt mere med en læge, når man er indlagt. Det har været positivt bare lige ringe og dukke op. Selvfølgelig kun hvis den er ledigt. At undgå at vente i skadestuen i 6-7 timer, det er en stor del af hvor godt PSI er. Et døgn er mere overskueligt når det er for at vente på en PSI. Jeg har rigtig god erfaring. At der er en ting mellem distriktspsykiatrien og en reel indlæggelse er godt. Det har jeg haft behov for. Jeg har været for syg til at se min kontaktperson, men alligevel var det ikke nok til en indlæggelse. En PSI på 5 dage rammer rigtig godt ind i det behov. Det er godt at kunne tage det i opløbet. Det har gjort en kæmpe forskel for mig at få den mulighed. Det er godt at komme udenom skadestuen. Jeg har siddet og grædt i skadestuen og været dårlig og er blevet afvist. Det er meget bekræftende, at personalet kender en og kan bekræfte én i en positiv identitet og ikke det syge. Det er godt, at det er en afgrænset periode, for jeg har en oplevelse af at lange indlæggelse gør én mere syg og ikke er en hjælp. Tryghed er det vigtigste ved PSI Side 1 af 7

2 Det er en fin ting og trygt at vide at jeg har muligheden for PSI. Jeg har svært ved skadestuen og der føler man sig vurderet om man har det skidt nok. I PSI føler jeg mig ikke vurderet, og jeg føler ikke at blive vurderet på om man har det skidt nok. Det giver en stor tryghed, at jeg bare kan komme ind. Jeg har haft nogle lidt længere indlæggelser, så i stedet kan jeg nu komme ind i tidligere og jeg har nået at blive bedre indenfor få dage, meget hurtigere. Jeg bliver taget mere seriøst, end da jeg var lidt yngre og var på skadestuen, hvor jeg blev sent hjem og fik at vide jeg skal komme ind igen dagen efter og blive revurderet. Jeg var lidt bange for at bruge PSI. Jeg havde ikke forståelse for hvornår det var nødvendigt at bruge PSI. Jeg har haft en nogenlunde oplevelse med min første og eneste PSI, men jeg fik ikke samtale med kontaktperson og heller ikke lægesamtale, så jeg var lidt forvirret og vidste ikke hvad der skulle ske. 2. Hvad har været mindre godt med patientstyrede indlæggelser? Jeg føler, at jeg er overladt til mig selv føler, at jeg har mindre kontakt til personale end hvis det er en almindelig indlæggelse. Jeg skal selv opsøge kontakten, men det er så svært for mig. Så jeg har bare gået rundt for mig selv. Det er vigtigt med lægesamtale og kontakt til personalet. Jeg var forud for PSI en i tvivl om 5 dage ville være nok. Tanken om de 5 dage var lidt stressende første gang. Men jeg ved ikke om det skal ændres. I starten var det en stress-faktor for mig, men i løbet af dagene, skete der en udvikling. Det er vigtigt, at personalet lærer én det i starten når man bliver præsenteret for kontrakten. Jeg fik ikke brugt PSI-kontrakten. Jeg glemte det. Min store udfordring er at huske den og få ringet til afsnittet. Det er vært at huske, når man har det rigtig skidt. 5 dage! var det nok, tænkte jeg. Det viste sig at være rigtigt, men det løser sig for sidst. Der er for få senge til os patienter én seng på afsnittet er lige i underkanten. Jeg kunne godt tænke mig 2-3 stykker. Jeg har været heldig, at den var ledig, de gange jeg skulle bruge den. Men gad vide om det er tilfældet næste gang eller skal jeg vente 10 dage? Det er godt at høre, at der ikke er nogen, der venter mere end et par dage. Men forestillingen om at skulle vente, når man har det skidt, er utryg Jeg har prøvet at vente et døgn og det har været OK. Det er godt, at det ikke var længere. 3. Oplever I, at I ved hjælp af PSI-sengen, har kunne forebygge en almindelig indlæggelse? Ja, det synes jeg. Men det er svært at vurdere om man er syg nok. Måske skulle der være en mulighed for at forlænge den til 7 døgn, de gange hvor 5 døgn ikke var nok. Sidste patientstyret indlæggelse 4. Prøv at fortælle om den sidste situation, hvor I endte med at indlægge jer selv. Jeg tænkte, at det hjælper mig jo ikke, jeg får det ikke bedre af at være indlagt. Jeg tog hjem selv mod lægens anbefaling. Og jeg har nu klaret mig derhjemme i et år. Det var tungt at være indlagt, ikke Side 2 af 7

3 hyggeligt, det var hårdt at være indlagt. Det er svært nok at være menneske nogen gange, men det er også hårdt at være på sådan et hopsital, og hvor der er tung stemning og nogen gange er personalet stresset. Jeg brugte den, da der skete nogle ting, og jeg tænkte, nu skal jeg tage ud på afsnittet. Og jeg fik en snak med lægen, da jeg kom og da jeg tog hjem. Det var svært at vurdere om jeg skulle bruge den også overfor mig selv og se om jeg havde en nedtur eller det var slemt nok til en indlæggelse. Min erfaring er, at jeg kan tage det i opløbet. Hvis ikke jeg havde haft PSI, så havde jeg gået og ventet til at jeg blev syg nok til at komme ind. Nu nåede jeg ikke bunden, jeg kom et stykke dernedaf, men er blevet bedre meget hurtigere. Jeg savnede, at personalet var mere opsøgende. Jeg er meget genert og har svært ved at tage kontakt. De 5 dage var stressende, det er svært at vurdere selv når man er et sted i sit liv, hvor man har det svært. Jeg kunne godt have brugt at snakke med en læge og med personalet og blive behandlet på lige fod med andre patienter. At der var en læge, der kunne vurdere om jeg skulle over på en almindelig indlæggelse, en der kan se en udefra, når man selv har det svært. Det kunne være godt, hvis man kunne se det lidt an ift. de 5 dage, og måske lige dag for dag se det an og at man kunne blive en dag mere. Jeg har fået noget at vide om PSI, men har en hukommelse som en si. Jeg har ikke kontrakten udleveret og har ikke styr på om den er udløbet. Jeg har fået min kontrakt i hånden. 5. Hvordan oplever I, at I er blevet informeret om hvordan indlæggelsen foregår? Ja, jeg synes jeg var forberedt. Jeg har fået infomation, men jeg har dårlig hukommelse. Men jeg havde ikke kontakten selv, og ikke noget hvor jeg kunne læse om det. Jeg havde kun det min KP havde fortalt og som jeg kunne huske, og jeg var forvirret, da jeg blev indlagt. 6. Hvordan har det været at kontakte afsnittet for at blive indlagt, fx ift. modtagelsen af opkaldet, evt. ventetider, m.m.? Men bliver modtaget rigtig godt, når man ringer derind. Det er godt, man bliver mødt. Det er meget nemt, når man ringer derind. Der bliver taget godt imod mig. Der er et værelse klar til mig, og det rart. De tager godt imod mig også på afsnittet. Jeg har fået tilkaldt lægen og fået en samtale med læge ved udskrivelsen. Personalet er rigtig gode til at tage hånd om mig. Personalet er rigtig gode også til at snakke med en om hvordan man klarer sig igennem derhjemme, de kender en. Overgange internt og til kommunale tilbud 7. Oplever I, at der har været sammenhæng mellem jeres behandling på patientstyrede indlæggelser og jeres øvrige behandling, I har modtaget i fx distriktspsykiatrien, på sengeafsnit og på botilbud? Side 3 af 7

4 Nej, min kontaktperson i DPC viste ikke, da jeg var indlagt i PSI. Hun læste op til mødet i min journal, men havde ikke fået det at vide, og hun var overrasket over, at hun ikke havde fået det at vide under indlæggelsen. Hun synes, det var en meget hurtigt, at jeg fik det skidt. Men jeg synes der er en fælles målsætning ift. min behandling og jeg har et rigtig godt samarbejde med både DPC og personalet på afsnittet. Men de kender ikke hinanden. Jeg har oplevet at sygeplejersken fra distriktet kom ned og besøgte mig, mens jeg var i PSI, og det var rigtig godt. Hun kender mig rigtig godt, og har også været hjemme hos mig. Det er rigtig vigtigt, og hun kan læse mig hurtigt det følte jeg var ekstraordinært og meget godt, når man står et skelsættende sted i livet. Jeg synes det var godt med koordinering ifm. at tegne kontrakten det var rigtig godt 8. Hvordan oplever I at overgå fra en patientstyret indlæggelse til en almindelig indlæggelse? Det fungerede rigtig fint, og det var godt, at jeg ikke skulle forbi skadestuen. Det var jeg rigtig glad for. 9. Hvordan oplevede I overgangen fra at være indlagt til at være hjem, når I har udskrevet jer fra PSIindlæggelse? Det er enorm hårdt at skulle hjem og starte mit liv op det tager 14 dage ovenpå sådan en indlæggelse. Jeg tænkte meget på, om jeg kan nå det på 5 dage, men så er der gået 2-3 dage med PSI og så har jeg det godt. Og så er jeg blevet de næste 2-3 dage for så har jeg ladt energi op til at komme ovenpå igen og så er det gået godt at være hjemme. Jeg har været ret meget ude under min PSI. Jeg havde en tid på jobcenteret og hos min privatpraktiserende psykolog og derfor var springet meget mindre, end det ville være under en almindelig indlæggelse, hvor jeg nok ville have sprunget alt det over. Overgangen var derfor mindre og lettere. Jeg besøgte også nogle venner under min PSI, og det lettede. Det er svært jeg får ikke den optimale støtte derhjemme. Det er svært, og jeg har også overvejet om jeg skulle ringe til afsnittet igen. Og tænker meget på hvornår er nok nok. Jeg mangler nogle at tage fat i når man kommer hjem. 10. Er der noget vi kan gøre anderledes? Måske kunne I lave en aftale med personalet om at de informere de professionelle (SKP, bosted m.fl.) omkring én sådan at ved at man bliver udskrevet, så bolden gives videre. At de får det at vide, at de skal være lidt mere opmærksomme på en, så man ikke selv skal sige det, det kunne gøre det lidt nemmere. 11. På hvilken måde oplever I, at personalet har inddraget jeres pårørende når I har udskrevet jer selv? Min mor fik julelys i øjnene, da jeg fik tilbudt PSI. Hun har været god til at foreslå, at jeg ringer ud til afsnittet. Hun er god til at støtte og opfordre mig med at bruge kontrakten. Side 4 af 7

5 Afslutningsvist 12. Er der her til sidst noget, som jeg ikke har fået spurgt ind til, men som I tænker er vigtigt, at personalet hører? Jeg har manglet nok info om hvad PSI skulle bruges til. Jeg kan være her i 5 dage, men jeg ved ikke hvad jeg mere skal gøre. Den første PSI - hvordan kan den indlæggelse bruges. Man har i mellemtiden glemt hvad der står i kontrakten. Der må være en væsentlig besparelse i PSI de sparede penge kan bruges i den nødlidende psykiatri. Det gavner også andre patienter det er rart at vide, at der så bliver plads til andre, der har brug for indlæggelse. Jeg vil hellere have 4 PSI er på maks 20 dage end én lang indlæggelse om året. Jeg synes jeg indgår på lige fod med andre patienter når jeg er i PSI. Det er vigtigt, at man er i miljøet og at man godt må være der. Det er vigtigt at holde fast i, at den eneste forskel er at man selv styrer indlæggelsen. At man selv skal have medicin med det blev jeg overrasket over første gang jeg var der. Det kan være svært. Jeg synes, at det er rart at man selv stadig tager sin medicin. Personalet har ordet Hvad gør mest indtryk på jer af det, I hører patienterne fortæller og hvorfor? Jeg er glad for at høre, at PSI sengene opleves som et sikkerhedsnet, at man kan ringe uden, at man skal forbi skadestuen og uden uvisheden og ikke bliver spurgt til om man har det rigtig dårligt. Jeg bliver bekræftet i det vi tænkte var styrken ved konceptet. Jeg har også hørt, at det er håndterbart at vide at man skal vente på PSI Det er spændende at høre hvordan en PSI seng kan være en kombination mellem den ambulante opfølgning og en reel indlæggelse. Savn på lægesamtaler gør et indtryk på mig. At man har brug for kontakt til lægen. Jeg får en undren på om det er den ambulante læge eller lægen på afsnittet? Jeg bider mærke i det savn i om lægen skal bruges til afklaring af om de 5 dage er nok. Det gør indtryk på mig alt det om modtagelsen patienterne er utrygge, det bekymrer mig, at de ikke tør komme i modtagelsen. Når de sårbare og har det svært, så tør de ikke troppe op i skadesturen at det både er ventetiden og det at kunne blive afvist. Det gør indtryk på mig, hvor meget det fylder om der er ventetid til PSI. Vi oplever ikke, at der er ventetid, men jeg hører, at det fylder og stresser, at der ikke er plads. Jeg hører at patienterne føler sig overset, når de er i en PSI. Det skal vi være obs på som personale, at de ikke er helt selvkørende. Jeg hører, at der ikke kun er tryghed i det ikke at blive afvist, men også, at det er et sted, hvor der er nogen, der kender en. Jeg vil gerne høre lidt mere om det at ringe til afsnittet er det for støtte ift. PSI eller for hjælp til hvordan man ellers kan klare sig? Side 5 af 7

6 Jeg vil gerne høre mere om PSI indlæggelsen, der ikke hjalp hvad er det der ikke hjalp? Er det mangel på personale kontakt? Eller de 5 dage og stressen om det? Jeg blev positivt overrasket over, at man kunne holde fast i sin faste dagligdag med PSI og at overgangen til hjemmet derfor blev lidt nemmere end ved almindelig indlæggelse. Jeg tænker vi skal gå videre med det med information til det professionelle netværk om PSI Jeg hører, at det er rart og trygt - at det at have sengen forebygger, hellere flere korte indlæggelser end en lang. Men også at vi skal have mere hjælp til hvordan man skal bruge sengen. Samarbejdet bedre med de ambulante (F-ACT og OPUS) hvordan får vi den infomation til at glide bedre? Måske sætte det som mål at man får besøg fra sin ambulante kontaktperson under PSI? Jeg hører, at særligt den første PSI er svær usikker på hvad det er for noget? Og det slår mig: Hvorfor har jeg ikke selv tænkt på, at første gang en patient kommer i PSI, så kan vi gøre noget mere ud af modtagelsen Jeg hører også, at det er vigtigt at patienten ikke føler, at der er en forskel ift. de andre patienter Der er også noget om forventningsafstemning om PSI og det at tegne kontrakt. Kontrakten skal jo udleveres, så man selv har den og kan læse på, hvad ligger der i det. Og så noget om forventningsafstemning ved første PSI at det bliver specifikt på den enkelte og hvad der ligger forud for den indlæggelse, hvad er grunden til at den enkelte er kommet, at man laver en plan for de 5 døgn, når man bliver indlagt, så det bliver aftalt hvad den enkelte har brug for i fx antal samtaler, kontakt til personale. Hvis der er medicinsvigt, så tale om hvad gør vi ift. medicin? Og for alle at vi får talt om hvad er det, der skal ske i en PSI? Patienter har ordet igen De har hørt os rigtigt. Den følelse sidder jeg også med. Det med lægekontakt: Det jeg har efterlyste, er en samtale om om det der er behov for er en rigtig indlæggelse, om de 5 dage er nok. Det at blive vurderet af en udefra og få nogle gode råd. Det er både fra læge og personalet. Skal det være lægen fra afsnittet eller ambulante? Det er vel en individuel sag den man føler sig mest tryg ved og hvad der kan lade sig gøre. Jeg vil foretrække lægen på afsnittet, en der kender mig, så jeg ikke skal fortælle historien en gang til. Min lægekontakt har været fin og det er helt fint, om det er den ambulante eller fra afsnittet. Opringning til afsnittet - hvad ønsker I støtte til? At der er en der hører og lytter, kan skabe lidt ro og lidt råd til hvad man gøre i en situation hvor man er presset. Det kan være ift. om man er dårlig nok til PSI. Det er dejligt, at der ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved om man har brug for den. At man ikke skal argumentere det er afgørende. I stedet spørger I hvad foregår der? Det er rart. Det er rart at kunne ringe og være sikker på at komme ind når den er ledig. PSI indlæggelsen ikke hjalp: Jeg har brug for rammer for at vores positive identitet kommer i spil. Og når man træder ind på et hospital, og der er fokus på sygdom i stedet for den personlige styrke. I stedet kunne man have hyggelige små enheder, hvor der er genkendeligt og ro og det er rart at være. Når man kommer ind, har der været pres på. For mig har det handlet om de 5 dage jeg presser mig til at få det bedre. Det kunne være godt med fleksible muligheder for at det kunne blive lidt længere, bare en dag mere. Muligheden vil være en hjælp. Side 6 af 7

7 Første PSI-indlæggelse: at få en samtale og få at vide hvad der skal ske, og blive sprugt til hvad jeg gerne vil have der skal ske. At få at vide at man gerne må ringe, ikke skal være bange for at ringe. Og at lave en plan for de 4-5 dage, at klarlægge hvad jeg kan gøre noget ved og hvordan forventer jeg at have det efter de 5 dage, så man kan være lidt målrettet. Og også vide hvad der ikke kan gøres noget ved under PSI. Det behøver ikke nødvendigvis være lægen, det kan også være en samtale med den kontaktperson, man kender. Ord betyder meget: vi er her for dig, sagde en medarbejder i døren. Det glemmer jeg aldrig. Det gjorde alverdens forskel. Det betyder ufattelig meget. Jeg synes, at det er godt, at personalet lagde mærke ved den frygt, der kan være ifm. indlæggelse, frygten for afvisning, får jeg nu fortalt, alt det der skal til for at jeg bliver indlagt. Det fylder meget hos mig og mange af mine medpatienter. Og I tager det videre og arbejder med stemningen og holdningen i skadestuen. Vi kommer der ikke for sjov! Stemningen i skadestuen opstår allerede i telefonen. Man skal ikke lyve, men man kan gøre det en lille smule værre, så de måske beholder én. Patienter prioriterer deres udsagn Dem med flest prikker de højst prioriterede: skadestuen giver frygt for afvisning det vil være rart med mulighed for at forlænge med ekstra dage personale skal være mere opsøgende vigtigt man bliver mødt og føler sig velkommen på afsnittet: Vi er her for dig vigtigt at der ikke er ventetid på at komme ind i PSI vigtigt at man altid kan ringe vigtigt at tage nedturen i opløbet godt med et sikkerhedsnet det er svært at huske muligheden for PSI når man har det dårligt altid brug for en lægelig vurdering når man kommer og går mest brug for ro og fred der er for få PSI-senge Side 7 af 7