19. oktober s.e.T. BK: Ø: 2 dåb:

Transkript

1 19. oktober s.e.T. BK: Ø: 2 dåb: Når man skal tilegne sig noget. Når der sker noget i ens liv, så tilegner man sig det udfra den situation, som man er. Man har hele tiden sig selv med. Man kan forsøge at sætte sig ud over sig selv. Man kan forsøge at være objektiv. Det skal man da også være, når man skal vurdere det arbejde, som en håndværker har udført. Om det er gjort fagmæssigt korrekt, eller er der tale om sjusk. Når noget vedrører en selv, når noget vedrører hvad der er meningsfuldt for én, så er det ikke muligt at være objektiv. Så er man nødt til at være subjektiv. Man kan da heller ikke gifte sig på, at den anden vil giftes. Man må også selv ville det. Da Johannes skrev sit evangelium - og det skete vel omkring fyrre år efter Jesu død så skrev Johannes det til brug for sig selv og for sine venner. Johannes havde ingen tanke om, at det som blev skrevet skulle være et referat af hvordan alting var gået for sig. Når man sammenligner Johannes evangeliet med Matttæus, Markus og Lukas evangelier, så bliver forskellen tydelig. 1

2 Vi har her i dag hørt om hvordan Jesus kalder sig selv for vintræet. Vi hans tilhørere eller rettere sagt- oprindelig Johannes venner og bekendte, ja de fandt glæde ved at høre, at de var som grene på dette vintræ. De vidste fra deres daglige tilværelse det er jo i Middelhavsområdet med dets udbredte vinavl de vidste hvordan en vingårdsbonde passer sin mark. De grene, der ikke bærer frugt bliver skåret af og brændt. De skal ikke ligge og blive angrebet af råd og sygdomme, som kan ødelægge de sunde grene. Billedet er så tydeligt, som noget kan være. Det drejer sig for Jesus disciple, det drejer sig om for de Jesus-troende at bevare forbindelsen til Jesus. Så bliver deres bønner hørt. Så går de ikke til grunde. Jesus, skal man opfatte udfra tanken om noget forbilledligt. Sådan som Faderen har elsket Jesus, sådan har Jesus også elsket sine disciple. Sådan har Jesus også opfyldt sin Faders bud. Det er denne Jesus kærlighed, det er denne kærlighed, som har sit udspring i Faderen, som er en forudsætning for at de kan opfylde Jesu bud. Når det sker, så vil Jesu glæde tage bolig i disciplene. Når Jesu glæde så tager bolig i disciplene, ja, så kommer disciplene i besiddelse af en fuldkommen glæde. 2

3 Man formoder at Johannes-evangeliet er blevet skrevet i byen Efesos på Lilleasiens vestkyst. Da den flod som byen ligger ved efterhånden sandede til, så ligger ruinerne af det antikke Efesos i dag 10 kilometer inde i landet. På Jesu tid var det en af Romerrigets største byer. Der var bl.a. et amfiteater, der kunne rumme tilskuere. I byen havde man også et storslået tempel for gudinden Artemis. Besøgene i dette tempel gav byen en stor omsætning. Det var en turist attraktion af rang. Sådan som kristendommen var kommet til Efesos, sådan søgte også mange andre religiøse strømninger af slå rod i byen. Snart kunne man altså gå til et møde. Snart kunne man gå til et andet møde. Snart kunne man blive overbevist af én, snart af en anden. Der var derfor god grund til at Johannes ud fra sin samtids forhold skriver om, at er man først kommet inden for i folden, ja, så skal man blive der, for ellers vil man tage varig skade. Man vil blive som den ufrugtbare vinstok, der ikke er værd til andet end at blive brændt. Alle forældre ønsker at det skal gå deres børn godt. 3

4 Det er forskelligt fra familie til familie, hvor megen direkte opdragelse der er. Et er dog klart: Ansvaret er forældrenes. Og et andet: Som forældre er man altid til eksamen. Der er noget som ens børn efterligner hos én. Der er andet, som de tager afstand fra. Sådan må det være. Den enkelte opfatter da sit liv udfra sine egne erfaringer, og ud fra hvad man sådan tager til sig. Ens liv er ikke objektivt. Ens liv er subjektivt. Man er født som sig. Man dør, som sig. Man lever som sig. Der er nogle for hvem det med vintræs lignelsen passer: At man ikke klare sig uden for sit eget milieu med alt, hvad det indebærer. Der er andre som vil ud i verden for der at finde sig en ny plads. Finde sig en ny by. Finde sig et nyt hjem. Finde sig et nyt vintræ. Der er andre, som hele livet må kæmpe for at finde fodfæste i livet, må kæmpe for ikke at gå til grunde. Uanset, hvad ens forældre og slægt ønsker for én, så må man selv leve sit liv. 4

5 Det var sådan Jesus levede sit liv. Johannes har sin vintræslignelse, som vi har hørt her i dag, om at det gælder om at holde fast ved Jesus for ellers går det galt. Der er dog også andet hos Johannes: I sit evangeliums fjerde kapitel, fortæller han om den samaritanske kvinde ved Sykars brønd. Udgangspunktet er, at man som samaritaner, ja så skal man tilbede ved templet på Garizims bjerg. Som jøde skal man tilbede på Zions bjerget i Jerusalem. Det ender med at Jesus siger, at han er Kristus, at han er opfyldelsen af alle profetierne. Derfor siger han, kommer der en tid, ja, den er her allerede, da det afgørende er om man tilbeder i ånd og i sandhed. Det er sådanne tilbedere faderen vil have. Stedet har ingen betydning. Når vi derfor bygger kirker, så er det af symbolsk betydning. Kirken er tegnet på, at det afgørende er mennesket. Os, der samles her. Når det er mennesket, der er det afgørende, så betyder det, at det både drejer sig om en selv og om den anden og om de andre. Vi lever i og af de relationer, som vi indgår i. Når man har et lille barn, så er moderen, så er forældrene af afgørende betydning for barnets overlevelse. Siden hen når barnet bliver ældre, så får forældrene en anden betydning. 5

6 Så skal man sørge for at børnene vågner veloplagte, når de skal til skole. Man skal køre dem til en eller anden fritidsaktivitet. Man skal være en ansvarlig voksen. Der skal siges ja og nej. Det er ikke alt, der er til forhandling. Er der ikke disse relationer imellem os og det fortsætter jo lige til det sidste er der ikke disse relationer imellem os ja, så falder vi hen og bliver til ingenting. Relationerne kan være det helt nødvendige, det helt biologiske, at man tager sig af spædbarnet. Relationen kan også være dette, at man ved, at den anden er i live. Vi kan jo ikke være om hinanden hele tiden. Børnene flytter hjemmefra, sådan som vi engang flyttede hjemmefra. Der er nogen, som vil have kontakt med hinanden så tit som muligt, for at man også kan vide lidt eller meget om hvad den anden er optaget af. Det er tendensen i øjeblikket med skype og de sociale medier. Der er andre, som klarer sig med tanken, om hvad der er godt begyndt, ja, det skal nok også blive godt fuldendt. Det afgørende er om man er i live. 6

7 Når døden møder os ved at de andre dør, så bliver det helt klart for os, at den afgørende modsætning er liv over for død. Når man bevarede mindet om Jesus, når man adskillige årtier efter hans død endda skrev det ned, så er det udtryk for at man i hans liv, død og opstandelse havde mødt noget, som man følte glæde ved at tage til sig. Her var noget, som det var ligeså vigtigt at vide, som at huse nu er mest solide om murene er lodrette, ja og det er da også nemmest hvis vinduernes karm og bund passer med det korrekte vaterpas. Når det med Jesus får så stor betydning både dengang og nu, så hænger det sammen med at han elskede livet, ja og det som han selv stod for, at han var villig til at sætte sit eget liv ind på det. Han havde den tillid til sine venner, at han på denne måde havde givet dem en evig arv. Noget de kunne leve på. Noget de kunne give videre. Han gav dem et andet billede på Gud end de billeder og ord, som man ellers havde om Gud. Det billede på Gud, som han gav dem var ham selv og alt det, som han stod for. Dette at man nu kunne kalde Gud for en Fader. Dette at man ikke skulle bekymre sig. For som han sagde: 7

8 Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden; er I ikke meget værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej? Da Jesus var død, var det ord som disse som slog rod i kvindernes og disciplenes sind. Selvfølgelig var der noget, som de måtte bekymre sig for, der var noget, som de måtte tage vare på. Man skulle da have det daglige brød. Det afgørende, det som de havde lært af Jesus var at de ikke måtte gøre bekymringen til en gud det ville være afgudsdyrkelse. Det afgørende var om de holdt sammen ja og om de havde overskud, så også enkerne og de faderløse både fik det daglige brød og at de var med i fællesskabet. Det afgørende var stadig dette, at man kunne være sammen, alle os levende mennesker. Når det lykkedes for Johannes og hans venner at holde sammen, hang det sammen med, at de af Jesus havde hørt at der var tilgivelse for dem, der var onde, de havde hørt at der var tilgivelse for forbrydere. Når man kender dem, der er ofre for forbrydelser børn der må leve uden den myrdede far ja, så forekommer tilgivelse os at være en hån mod ofrene. 8

9 Når Jesus igen og igen tilgav synderne, tilgav forbryderne, så hang det sammen med at han talte og handlede ud af den overbevisning, at nu kom Gud rige. I Guds rige havde ofrene for forbrydelserne hjemme og der skulle de leve. Som enkeltpersoner kan vi ikke tilgive dem, der har forbrudt sig imod os eller mod dem vi kender. Den tro om tilgivelsen mening, som Jesus giver udtryk for, kender vi kun som ritual. Vi vil aldrig kunne lære at kende tilgivelsen og troen på den, på anden vis end som et ritual. Vi kan ikke tage troen til os, så den bliver til en natur, der spontant bryder igennem. Det er udelukket. Troen på at der er tilgivelse, kan derfor kun bevares, når vi samles her som kirke og menighed. Vi glemmer aldrig dem, der har forbrudt sig. Vi kan være nødt til at leve sammen. Glemme gør vi ikke. Vi er skeptiske ved at være sammen med dem. Det er som et udtryk for troen på tilgivelsen, det er som udtryk for at Guds riget er midt iblandt os eller at Guds rige dog er lige ved at bryde frem - at vi alle må gå til alters. Den kraft er der i vintræet. Den kraft er der i Guds vor Faders kærlighed. Hans natur er det at tilgive. 9

10 Amen. På søndag d. 26. oktober: Ølgod kl Bejsnap: Ingen. 10