Grindsted Kirke. Torsdag d. 17. maj 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Torsdag d. 17. maj 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til Kristi himmelfarts dag, Mark. 16,14-20, 1. tekstrække. Salmer. DDS 250 Kommer, sjæle, dyrekøbte. DDS 56 Jesus er navnet mageløst. DDS 252 Til Himmels fór den ærens drot DDS 259 Din Himmel-krone ser vi stråle. Altergang: DDS 254 Fuldendt er nådens store værk. DDS 355 Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre. Tekstlæsninger. Sl. 110,1-4; Ap.G. 1,1-11; Mark. 16,14-20.

2 2 Tekster. Salmisten skriver: Herren sagde til min herre:»sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!«dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion, hersk midt blandt dine fjender! Dit folk møder villigt frem på din kampdag.»på hellige bjerge har jeg født dig som dug af morgenrødens moderskød.«herren har svoret og angrer det ikke:»du er præst for evigt på Melkisedeks vis.«sl 110,1-4 Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt. Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spist sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet»om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.«mens de nu var sammen, spurgte de ham:»herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?«Han svarede:»det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde:»hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«apg 1,1-11

3 3 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem:»gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Mark 16, Prædiken. Kristi himmelfarts dag minder på sin vis om påskedag, fordi de begge beretter om det, der ikke kan redegøres detaljeret for, men kun fortælles om. Den mystik, der præger begge disse dages hændelser, skal have fortællingens form, for at vi overhovedet kan forholde os til dem. Kernen i de to helligdage overgår nemlig vores erfaring og forstand. Det er for besynderligt, at Kristus opstod fra døden, og det er ligeledes for uforståeligt, at han da han havde vist sig for disciplene - forlod jorden. Den slags kan ganske simpelt ikke lade sig gøre! Og dog er det hele egentlig logisk nok, når man følger historien om Jesus Kristus. Det er blot erfaringen og forstanden, der må sige stop, fordi Gud spiller en rolle på en langt mere nærværende måde, end vi er vant til. Han er direkte til stede i Kristus og formår derfor at udføre handlinger, der ellers ikke kan lade sig gøre. Hvordan han bærer sig ad, kan vi ikke forstå, og derfor må

4 4 hændelserne antage fortællingens form. Således kan vi lægge øre til fortællingerne om Kristi opstandelse og himmelfart - ikke for at tro, at det var på nøjagtig den måde, det skete, men for at tro, at det er sket; at Jesus brød ud af graven som den opstandne Kristus og siden vendte tilbage til Guds rige. Nøjagtig hvordan han bar sig ad, får vi aldrig nogensinde indsigt i. Det er derfor, de mundtlige gengivelser af disse hændelser udfoldes som fortællinger. Det er en meget kortfattet fortælling om himmelfarten, man finder i Markusevangeliet. Som vi hørte det før, beretter han, at Jesus blev taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Her er ingen detaljer, for den slags kender man ikke til. Evangelisten Lukas har ikke ladet sig gribe mere af dramatikken end sin kollega, for han oplyser blot, at Jesus, idet han velsignede disciplene, skiltes fra dem og blev båret til himlen. I sit efterfølgende skrift altså Apostlenes Gerninger skriver Lukas imidlertid lidt mere udførligt, at Jesus blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Desuden introduceres to mystiske mænd, som helt klart må være engle. De fortæller, at Kristus skal komme igen på et tidspunkt. Hvis man leder efter fortællinger om himmelfarten i Matthæus- og Johannesevangeliet, bliver man skuffet, for de findes ikke. Johannes nøjes blot med denne afslutning: Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives. Både Johannes og Matthæus markerer dog klart, at Kristus har fuldført sin gerning og overdrager sit evangelium til disciplene. Måske har de to evangelister erkendt, at de ikke kunne sige noget mere præcist om himmelfarten, fordi det ville medføre, at de skulle beskrive det uforklarlige. De kunne godt have forsøgt at digte om hændelsen i fortællingens form, men mente måske ikke, at det ville bringe deres læsere tætter på himmelfartens kerne. Derfor lod de være.

5 5

6 6 De vilkår, der gælder den mundtlige gengivelse af de mystiske hændelser i forbindelse med påske og Kristi himmelfart, gælder også billedlige gengivelser. Begge dele må antage fortællingens form. Her på prædikestolen har Stig Weye malet nogle særdeles fortællende gengivelser af kirkens store højtider: jul, påske og pinse. Dertil kommer en lige så fabulerende gengivelse af Kristi himmelfart, der er placeret mellem påske og pinse i den korrekte kronologiske rækkefølge. Vi ser et bjerg med et par fodaftryk på. Her har Weye fulgt en tradition, der - i en meget bogstavelig forståelse af himmelfarten - forestiller sig, at Kristi afsæt fra bjerget har været så voldsom, at hans fødder har prentet deres aftryk i den hårde klippe. Der har med andre ord virkelig været tryk på, fordi hans hop fra bjerget skulle bringe ham helt op i himlen. Han har altså udført en mastodontisk energiudladning, der har sendt ham som en raket op i skyerne. I mange gamle gengivelser af himmelfarten ser man da også Kristi fødder stikke ud under en sky ofte i så bemærkelsesværdig nærhed af disciplene, at de med lethed ville kunne løfte hænderne og kilde ham under tæerne. Med en sådan fart som fodaftrykkene antyder, kunne man forvente, at Weye ville skildre Kristus som en moderne superhelt med håret presset tilbage af vindmodstanden og kroppen udstrakt for at skabe så aerodynamisk en form som muligt. Det er imidlertid ikke tilfældet. Han har valgt at gribe til en anden fortælling eller snarere legende. Derfor er Kristus fremstillet som en henvisning til Veronikas svededug. Traditionen har givet den kvinde, som Jesus i Markusevangeliet 1 helbreder for blødninger, navnet Veronika. Legenden om hendes svededug stammer dog først fra 1100-tallet. Her fortælles det, at Veronika tørrede Jesu ansigt med et klæde, da han langfredag slæbte korset ud til Golgata. Da hun bagefter foldede klædet ud, viste det sig, at Jesu ansigtstræk havde sat sig spor i stoffet, så hans portræt prydede svededugen. Siden har mange katolske kirker ment at kunne fremvise det hellige relikvie. Ligeledes 1 Mark. 5,25-34.

7 7 har legenden sat sit præg på kunsthistorien, der rummer en lang række eksempler på billedlige gengivelser af Veronika og hendes svededug. I Weyes maleri fungerer svededugen som et portræt af den himmelfarne, der på samme tid er helt tæt på og uendelig langt væk. Det passer vældig godt til, at selve himmelfarten kan bringes tæt på os i fortællingens form, mens selve den hændelse, der fortælles om, forbliver uforståelig og diffus. At Gud netop spiller en rolle i den ubegribelige hændelse markerer Weye ved at placere portrættet af Kristus i en cirkel, der blandt andet er et symbol på det guddommelige. Det guddommelige understreges også af de to engle, der bærer Kristi cirkulære rumfartøj op i himlen. Den ene er rød og den anden blå. Disse farver kan henvise til flere ting. Den røde engel kan henvise til Jesu menneskelige natur i kød og blod, idet den har taget blodet røde farve. Ligeledes kan den blå engel henvise til hans guddommelige natur, idet blå er en traditionel symbolsk farve for det hellige. Samtidig kan de to farver pege hen på gudstjenestens to sakramenter; til nadveren, hvor vi drikker den blodrøde vin, og til dåben, hvis vand Weye har givet havets blå kulør. På den måde peger englene både på Kristus som den fjerne Gud i himlen og som den usynlige, men helt igennem nærværende i sakramenterne. Hvis vi følger retningen opad på maleriet, støder vi på et brud i himmelhvælvingen. De israelitter, der i sin tid nedskrev den gammeltestamentlige skabelsesmyte, mente, at jorden stod på nogle sokler, og at himmelhvælvingen lå som et slags tag hen over jorden. Det er denne forståelse, Weye har gengivet. Han har ganske vist gjort det i miniaturestørrelse, for der er ikke plads til hele jorden og den dertil hørende hvælving inden for maleriets rammer. Når hvælvingen er brudt, skyldes det, at Kristus og englene skal op på den anden side af den, for i det gammeltestamentlige billedsprog var det dér, Gud befandt sig det meste af tiden. Ganske vist lå urdybets vand over hvælvingen. Det var det, der styrtede ned og oversvømmede jorden i syndflodsmyten, fordi Gud havde åbnet for de lemme i himmelhvælvingen, der holdt vandet tilbage. Denne gang går retningen den modsatte vej. Derfor holder Gud vandet i ave på trods af den store

8 8 åbning. På den måde kan Kristus komme frem til sit bestemmelsessted og udgangspunkt. Nede på jorden står disciplene og ser mere end almindeligt forvirrede ud. Det er der ikke noget at sige til, for de er vidner til et mirakel, som de aldrig vil kunne redegøre for. En af dem står med begge hænder rakt op mod himlen, som om han vil forsøge at gribe fat i Kristus og fastholde ham. Hele påskelørdag havde disciplene følt sig forladt og svigtet af Jesus. Det var først, da han viste sig efter sin opstandelse, at de blev glade igen. Derfor er det naturlig for dem at reagere med sorg og forvirring, da han forlader dem igen i kraft af sin himmelfart. Hans forsikring om, at Helligånden vil hjælpe dem videre, kan meget let virke for diffus. Det er meget lettere at forholde sig til en person, man kan se, end til en ånd. Alligevel lader det til, at nogle af de andre disciple tager situationen lidt mere fattet. Ganske vist rækker et par stykker af dem armene ud til siden og kigger ud på maleriets beskuere, tilsyneladende for at spørge os, hvad de nu skal gøre. Men andre særligt de tre i midten støtter hinanden og drøfter, hvad der nu skal ske. Faktisk kender de allerede svaret, for Jesus havde lige fortalt dem, at de skulle gå ud i alverden og prædike evangeliet for hele skabningen. Det var da også lige akkurat, hvad de gjorde efter pinsedag, hvor Helligånden hjalp dem med at samle deres forvirrede tanker og fokusere på den opgave, Kristus havde givet dem. Pinsedag ophørte forvirringen over himmelfartens mystiske hændelse, men disciplene bar visheden om denne mystik med sig. Himmelfarten slog nemlig fast, at det, der har med Kristus at gøre, er bundet til Gud. Det var altså Gud, der havde vist sig i Jesus fra Nazaret. Det var Gud, der var gået i døden med ham, og det var Gud, der var opstået sammen med ham. Endelig var det Gud, der fór til himmels med Kristus. Selvom en del af det, Gud har gjort, kun kan beskrives i fortællingens form, gør det ikke sagen usand. Vi forstår bare ikke det guddommelige til bunds. Guds veje er uransaglige, som man siger. Men selvom vi ikke kan gennemskue, hvordan Gud bærer sig ad, kan vi godt forstå, hvilken betydning hans handlinger har. Kristi himmelfart

9 9 betyder, at Kristus ophørte med at være legemligt til stede i blandt os. Men at han er lige så nærværende som ånd, bliver vi mindet om om halvanden uge, når vi fejrer pinse; en højtid, der også er så fuld af guddommelig mystik, at vi må gribe til fortællingen for at få begreb om dens indhold. Amen.