Personlige erfaringer med kræft Gaven jeg gerne ville beholde

Transkript

1 Gaven jeg gerne ville beholde Sara Krøll Turners datter var 3½ måned, da hun døde af leukæmi. I denne historie fortæller Sara om at leve videre efter datterens død. Historien er illustreret med billeder og tegninger. 1

2 Gaven Jeg gerne ville beholde 2

3 Forord Dette er historien om at komme fra et mørkt sted og op i lyset, at komme fra meningsløshed til håb. Dette er historien om at leve videre efter min datter døde af leukæmi 3½ måned gammel. Min historie, som er en rejse i mit indre, er beskrevet visuelt, og karaktererne i den tager forskellige former, som er følgende: Den mørke lyserøde blomst = min datter Olivia Den blå blomst og hjorten = min søn Benjamin Det fjeragtige græs, spætten og bjørnen = min mand Stuart Lampen = Gud Min ven = Jesus Min hjerteven = Helligånden 3

4 Gaven jeg gerne ville beholde Jeg havde engang en båd, en ganske lille båd. Den var lavet af træ og var helt enkel. Inde i båden havde jeg lidt forskellige blomster, en jeg specielt godt kunne lide var lyseblå, et par var hvide og nogle stykker var lilla. Der var også noget grønt græs, det var næsten så fint som fjer og havde forskellige nuancer af grøn. Båden havde et par huller, men de var blevet lappet med små stykker træ. På et af hullerne stod en blomst, den var smuk, der var mange små blomster på den, og den havde en mørk lyserød farve. I bunden af båden lå der fine små gaver, jeg ikke havde åbnet endnu, sammen med lidt rod, som egentlig mest var skrald, jeg ikke havde fået smidt ud. 4

5 Jeg havde også en dejlig lille bænk, som jeg kunne sidde på. Når jeg sad der, kiggede jeg på de dejlige ting, der var i min båd, og lidt på de ting der var ude på vandet. Jeg kunne også finde på at lukke øjnene og nyde duften fra alle blomsterne og planterne, der var omkring mig. Jeg havde også en lampe, der lyste om natten og viste vej om dagen. Nogle gange glemte jeg at kigge på den, så sejlede jeg lidt forkert og kunne komme lidt i bølgegang, men ikke noget min lille båd ikke kunne klare. Jeg havde også min ven og min hjerteven på båden, jeg kunne godt lide at være sammen med dem, men nogle gange sagde jeg til dem, at de skulle sætte sig over på bænken ved siden af. Der gik dog aldrig særlig længe, før jeg savnede dem så meget, at jeg inviterede dem tilbage på min bænk. Nogle gange gav de mig små gaver, så jeg skulle huske, at de var der. 5

6 En dag kom et vældigt stormvejr, det var så voldsomt, at jeg aldrig havde oplevet noget lignende. Først var jeg i dybt chok, jeg så ingenting omkring mig, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det var helt mørkt og koldt, det blæste, og der var store bølger, det lynede og tordnede, den kolde regn gennemblødte mit tøj, og jeg følte mig kold helt ind til hjertet. Jeg prøvde bare at holde mig fast til min bænk, men selv det glemte jeg til tider, men min ven og min hjerteven var på forunderlig vis stærke nok til at hjælpe mig med at blive i båden. Efter noget tid kunne jeg mærke trygheden fra det fine græs, der mindede om fjer, og jeg mærkede varmen fra den smukke mørke 6

7 lyserøde blomst, samtidig med at det klare rene lys fra den blå blomst gav mig styrke og varmede mit hjerte. Jeg kunne fornemme den voldsomme og mørke storm rundt om min båd, men der var kommet en glasbobbel rundt om båden, så jeg kunne nu gøre mit bedste for at koncentrere mig om at holde fast og passe på det, der var tilbage på båden. Den mørke lyserøde blomst var så smuk og fin, men i stormen var jorden fra dens potte faldet ud; rødderne fra blomsten havde nu ikke noget at vokse i. Blomsten lænede sig nu op af det fine fjergræs og kunne dufte til den blå blomst. Tårerne, jeg græd, græd jeg ned i potten, så blomsten kunne få noget at drikke. 7

8 En hvid måge kom flyvende med noget jord inde fra land og puttede det i potten, men det var for sent, blomsten visnede og forsvandt. I samme nu blomsten forsvandt, blev båden overvældet af stormen, og jeg faldt i vandet - dybt ned i det mørke vand. Aldrig havde jeg set noget så mørkt, det var så overvældende, at alt i mig blev mørkt undtagen en lille del af mit hjerte. Jeg kunne ingenting høre, der var så stille, som jeg aldrig før havde oplevet. Mørket og stilheden fik mig til at tro, livet var slut, og at jeg aldrig mere ville se lyset oppe over vandet. Sådan lå jeg lidt tid, men så mærkede jeg min hjerteven ved min side, han gav mig en iltmaske, så jeg kunne trække vejret. Efter lidt tid kiggede jeg op og så lyset fra min lampe, der før havde siddet fast på båden. Min ven rakte mig begge sine hænder, jeg tog fat i dem, og han hev mig op til overfladen af vandet. Jeg var udmattet og orkede ikke at svømme, men min ven gav mig en redningskrans og lagde mig op i den. Jeg var så medtaget af stormen, at jeg stadig havde brug for iltmasken. Jeg lyttede og kunne høre, at stormen var væk, der var stille. Jeg åbnede øjnene og så, båden var væk. Jeg lukkede øjnene igen og ønskede, at jeg var forsvundet med min båd. Jeg havde ikke kræfter til at åbne dem igen, jeg lå bare i redningskransen og følte mig modløs og fortabt i det endeløse store hav. Efter noget tid kunne jeg mærke varmen fra min lampe. Lyset fra lampen var mildt som et stearinlys og alligevel gennemtrængende 8

9 som solen. Efter at have ligget i lyset noget tid, fik jeg kræfter til at åbne øjnene igen. Jeg så det milde lys fra lampen og kiggede ned på vandet, bølgerne, der før var så store og voldsomme, havde nu lagt sig og var helt små, de vuggede mig lige så stille frem og tilbage, den sagte lyd af havet havde en beroligende effekt på mig. Sådan lå jeg længe, indtil min ven viste mig, at han havde taget de fine små gaver med fra båden, som jeg ikke havde åbnet endnu. Jeg kiggede på dem nogen tid og åbnede dem så til sidst. I den ene var der styrke, i den anden kraft, og den tredje indeholdt mad og drikke. Jeg tog imod gaverne og lod dem styrke mig. Jeg følte nu, at jeg havde nok kræfter til at prøve at bevæge mig lidt, måske endda svømme lidt. Jeg kiggede på min ven, han så på mig med opmuntrende og kærlige øjne. Jeg prøvede at tage et svømmetag, det føltes meget akavet, og jeg kunne ikke rigtig huske, hvordan jeg skulle gøre det, men selvom mine svømmetag var meget små og akavede og næsten ikke mindede om svømmetag, kom jeg utrolig langt, for hvert forsøg jeg gjorde. Da jeg fandt det meget svært at bevæge mig, følte jeg, at for hver bevægelse, jeg gjorde, måtte jeg tage mere styrke, kraft og mad og drikke fra mine gaver, som var nær mit hjerte. Engang imellem fik jeg i mine akavede bevægelser hovedet under vandet, og følte jeg var ved at drukne, men min ven hjalp mig hurtigt op igen. 9

10 Sådan gik der lang tid, jeg ved ikke hvor længe, indtil en dag min ven sagde: i dag skal du op af vandet, og lidt efter lyste min lampe på en klippevæg. Jeg stoppede ved klippevæggen og kiggede op, jeg kunne dog ikke se, hvor høj den var, da jeg kun kunne se så langt frem, som min lampe lyste for mig, og tænkte hvis jeg kan svømme, kan jeg vel også gå på klipper. Jeg stod ud af redningskransen og lod iltmasken ligge ved foden af klippen. Det var en mærkelig fornemelse at stå på mine ben, jeg begyndte at bevæge mig og opdagede efter lidt tid, at jeg godt kunne huske, hvordan jeg skulle gå. 10

11 Der gik ikke lang tid, før det begyndte at gå opad, området var goldt og forladt, klippevæggen havde en lysebrun gullig farve og var meget glat. Det blæste og var koldt, engang imellem regnede det også. Til tider frøs jeg og følte mig fortvivlet, fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg nogensinde skulle komme op til toppen. Jeg blev også sur og vred, fordi jeg gik på klippen, jeg ville hellere bare ligge mig i en klippehule og gemme mig, men jeg kunne ikke finde nogen hule, for min lampe lyste ikke på nogen, og jeg kunne kun se der, hvor den lyste, fordi det var så mørkt. Til sidst satte jeg mig ned og sagde til min ven med en opgivende og meget trist stemme: nu kan jeg ikke mere. Så samlede han mig op og bar mig, og jeg slappede af og glemte, hvor langt jeg skulle gå, og tog bare imod, indtil jeg var stærk nok til at gå igen. Sådan gik der lang tid, jeg ved ikke hvor længe, indtil en dag jeg hørte noget, det lød så smukt, smukkere end den smukkeste musik, jeg nogensinde havde hørt, jeg blev draget af lyden og gik hen imod den. Da jeg kom tættere på, kunne jeg høre det bedre, det lød som en sagte rislen i en bæk, krydret med en magisk lyd af håb, fred og kærlighed. Jeg kom tættere på og så, at jeg var ved udspringet af en lille bæk, og det var der, den magiske lyd kom fra, det lyste og glimtede som tusinde stjerner og var den smukkeste bæk, jeg nogensinde havde set. 11

12 Min ven stod ved min side og smilede et kærligt smil, min hjerteven stod ved min anden side og var meget ivrig efter at få mig med hen til bækken. Jeg gik derhen, knælede ved vandkanten, brugte mine hænder som drikkekar og tog en ordentlig slurk. Jeg kunne mærke, at det flød rundt til alle dele af min krop og sluttede i mit hjerte. Hvor det fodrede det lille bitte lys, der stadig var derinde, lyset blussede op og fyldte min hjerte med håb, fred og kærlighed. Jeg drak, til jeg ikke kunne drikke mere, og følte mig nu mæt og veltilpas. Jeg sad og slappede af lidt tid ved bækkens vandkant, men vidste godt, at jeg skulle videre, så jeg rejste mig og gik på det bløde græs, hen mod den store skov. Græsset var blødt som mos og lunt som 12

13 solvarmt strandsand, det føltes dejligt på mine fødder, jeg kiggede op på træerne ved skovkanten, de var store med grønne blade og svagede sagte i vinden. Under bladenes kant kunne jeg se lidt ind i skoven og kunne skimte træstammer og mørket, der var en blanding af skumring og en grå regnvejrsdag.. Foran træerne var der en kant af højt græs, og mens jeg kiggede på det, så jeg en ung og frisk hjort springe ud fra græsset og løbe langs skovens kant. Det var befriende at iagttage den så ubekymrede hjort, den stoppede op, drak fra en bæk og gik så videre med legende og 13

14 hoppende skridt, man kunne se hvordan den bare nød at være lige der, hvor den var. Jeg kiggede efter hjorten noget tid, indtil den gik om bag ved nogle siv. Nu rettede jeg blikket mod skoven, gik gennem det høje græs og måtte bukke mig lidt for at komme under bladenes kant. Der var halvmørkt og lidt køligt, jorden var leragtig, havde en glat overflade og var lidt fugtig, det føltes rart at gå på. Træerne så ikke så store ud inde fra skoven, som de havde gjort, da jeg kiggede på skoven udefra. Når jeg kiggede op, kunne jeg fornemme det tykke, nærmest uigennemtrængeligt lag af blade, træstammerne var tykke, let krummede, og de så gamle ud. Ved en af træernes fod lå en gave - den var til mig. Papiret var en mørk blå farve, og båndet var mørkerødt, jeg åbnede den, og inden i kunne jeg se noget mørkerødt. Jeg tog fat i det, det var glat som den fineste silke og blødt som et lammeskind, jeg tog resten af papiret af og foldede gaven ud. Det var et sjal; på den ene side var det mørkerødt og på den anden side var det hvidere end nyfalden sne. Jeg tog det over skuldrene, det føltes let som fjer dog alligevel tykt som lammeskind. Jeg bandt en knude, så det ikke skulle falde af, det varmede dejligt med en blid og samtidig gennemtrængende varme, jeg opdagede, at der var en hætte og tog den på, den var blød og fik mit indre til at slappe af. Jeg tog min ven i hånden, og vi fulgtes ad hen af den lille sti. 14

15 personlige erfaringer med kræft Da vi havde gået lidt, begyndte det at blive lysere. Jeg kunne se solen skinne på mine fødder og kiggede op, det før så uigennemtrængelige lag af blade lå nu som en let lysegrøn dug hen over træernes top, der var fugle i træerne, de kvidrede fine sange, en gul sommerfugl fløj forbi og satte sig på en smuk rød blomst ved en af træernes fødder. Jeg kiggede op af træet og så en spætte, der sad og hakkede i et træ, spætten havde en mørk farve med lidt rød på her og der, den var flot, og jeg blev fascineret af at kigge på den. Spætten kiggede på mig, og jeg kiggede på den, det var lige som om, vi kendte hinanden, og alligevel vidste jeg ikke, hvor jeg kendte den fra, men jeg kunne mærke, at jeg havde stærke følelser for den, og at den havde stærke følelser for mig. Vi kiggede længe på hinanden, og jeg gik derefter 15

16 videre. Det begyndte at blive mørkt, det var aften og min lampe lyste på noget mos. Jeg gik derhen, det føltes blødt som dyrepels og varmt som en forårsdag, jeg lagde mig ned, min ven satte sig ved mine fødder og holdt vagt, min hjerteven lå tæt ved min side og varmede som gløderne fra et bål, og min lampe lyste et svagt lys, der fik mig til at føle tryghed. Ved min anden side sad spætten, jeg havde ikke opdaget, at den var fløjet med mig, den virkede så bekendt og rar at være sammen med, så jeg slappede helt af. Jeg nød at skulle lægge mig til at sove for første gang på min lange rejse. Jeg sov godt og længe og vågnede af lyden af spætten, der hakkede i et træ, jeg mærkede solen varme mit ansigt og kunne mærke en velkendt, men næsten glemt følelse af at være udhvilet. Jeg følte mig også sulten, jeg åbnede øjnene og så spætten sidde foran mig, den gav mig en smuk, dog skrøbelig blomst, der duftede sødt af jordbær og frisk af pebermynte, jeg lå og kiggede på den lidt tid, indtil spætten fløj hen og satte sig på en pind, i nærheden af min ven. Jeg satte mig op og så, at min ven havde lavet morgenmad til mig, det duftede dejligt, han smilte og rakte mig tallerknen, jeg smilte tilbage til ham, spiste, og følte mig styrket deraf. Da jeg var færdig rejste jeg mig og så min lampe lyse på en sti, spætten fløj hen og satte sig på min ene skulder, og min ven og min hjerteven var mig nær. Stien var smal, der voksede bøgetræer på begge sider af den, solens stråler nåede igennem træernes lysegrønne krone og lyste på stien. 16

17 Jeg var så glad for at mærke solens varme. Jeg gik noget tid og kom til en skillevej. Uden at jeg egentlig havde kigget på min lampe, fulgte jeg den sti, hvor solen skinnede. Der var flotte lyserøde blomster på hver side af stien og ikke så mange træer, men åbne frodige græsmarker. Efter, jeg havde gået noget tid, blev de græsmarker, jeg gik forbi, mere og mere gule, til sidst lignede de hø. Efter noget tid blev høet erstattet af tørt jord, sand og sten, og jeg følte mig tørstig, træt og meget varm, jeg satte mig ned med et opgivende suk, trak mine knæ op til brystkassen, holdt rundt om dem med mine hænder og hvilede mit hoved på knæene. Jeg lukkede øjnene, lige som om jeg troede, at jeg kunne gemme mig fra der, hvor jeg var. Sådan sad jeg, indtil jeg mærkede min ven ae mig kærligt på skulderen, jeg 17

18 kiggede op på ham, han løftede mig op, jeg lukkede øjnene, slappede af og faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, lå jeg på en græseng med hovedet på min vens skød, han aede mig over håret, jeg følte mig afslappet og udhvilet, og satte mig op. Jeg kiggede omkring mig, både foran og bagved mig var der græs så langt mit øje rakte, på min ene side var skoven, og på min anden side var der en forholdsvis stor bæk. Jeg kunne mærke en sagte brise på mit hoved og se græsset bøje sig for brisen på en sådan måde, at det kom til at ligne små bølger. Jeg kunne mærke, mit hjerte stadig gjorde ondt, frygtelig ondt, min ven sagde: det er fordi, at den del af dit hjerte, du gav til den mørke lyserøde blomst, før den forsvandt, for altid ville være en del af 18

19 blomsten. Du får ikke den del igen, den del af dit hjerte, var med til at give blomsten liv, og for det ville jeg altid være dig taknemmelig. Han tog en lille gave frem og rakte den til mig, jeg åbnede låget på den lille blå æske, og indeni var der en smuk lyserød åkande, min ven sagde: denne blomst passer til dit hjerte, tag den til dig og dit hjerte vil blive helt. Jeg kiggede på dens betagende skønhed, og tog den til mig, jeg fik en varm, let kildrende fornemmelse i mit hjerte, der spredte sig til resten af min krop. Blomsten passede perfekt til mit hjerte, det føltes fredfyldt, lunt og rart, den overvældende følelse af fred, flød ud fra mit hjerte og rundt i hele 19

20 min krop. På sin vej smed den alle negative, frustrerede og dårlige tanker og følelser ud af min krop. Min ven greb dem alle sammen og lukkede sine hænder omkring dem, da han åbnede dem igen, fløj der smukke sommerfugle op fra hans hænder. Jeg lå lidt og slappede af og nød følelsen af fred og varme inde fra mit hjerte. Jeg stak min ene hånd ned i bækken og nød følelsen af vandet, der strømmede forbi min hånd, jeg kunne høre fugle synge og dufte en sød duft af blomster. Jeg satte mig op og så mig omkring, bagved mig kunne jeg se en lille bakke, på bakken var min vidunderlige og dyrebare blå blomst. 20

21 Instinktivt rejste jeg mig op og ville løbe derhen, men min ven sagde, jeg skulle vente lidt. Jeg blev stående og kiggede og fik nu øje på spætten. Når jeg iagttog den, fik jeg samme følelse af tryghed og kærlighed, som jeg havde til græsset fra min gamle båd. Min ven sagde, at det var græsset fra min gamle båd, og grunden til, at det nu havde forandret sig til en spætte, var, at vi efter stormen havde været på hver vores rejse, og nu var anderledes og derfor også så anderledes ud. Mit hjerte bankede hurtigt, jeg vidste, at jeg snart skulle være sammen med dem. Instinktivt ville jeg bare derhen, for jeg vidste, at der hørte jeg til, men inderst inde var jeg lidt bange for at gå derhen, fordi jeg ikke var sikker på, om de ville kunne genkende mig. Mens jeg står der og kigger, får blomsten øje på mig, og den forvandler sig til den unge hjort, jeg så tidligere på min rejse og løber hen imod mig. Jeg glemmer at være bange og går hen imod hjorten, vi mødes, og jeg glemmer alt andet omkring mig for en stund og nyder bare hjortens selskab, dens ubekymrede og kærlige indre vækker mine kærlige følelser, og vi leger og griner sammen. Efter lidt tid kigger jeg op på bakken igen og ser spætten. Den iagttager mig med kærlige øjne, og da den vil bevæge sig hen mod mig, forvandler den sig til en bjørn. Den går med langsomme men sikre skridt hen mod mig, vi ser hinanden i øjnene, så dybt at vi kan se hinandens hjerter, vi mødes og en overvældende følelse af tryghed og varme fylder mit 21

22 indre. Vi nyder hinandens selskab, hjorten kommer og vil også være med, vi leger, griner og slapper af sammen i et godt stykke tid. Da vi har været der længe nok, rejser vi os, bjørnen og mig kigger op på bakketoppen og kigger så på hinanden, vi ved begge to, at vi skal den vej. Hjorten står på min venstre side, og bjørnen står på min højre, vi begynder at gå op mod bakketoppen. Jeg kan mærke det stærke bånd, der binder os sammen, og føler mig lykkelig. Jeg ved, at vi altid skal være sammen, og den mørke lyserøde blomst, der før var en del af vores fællesskab, er nu flyttet ind i vores hjerter, hvor den altid vil være. 22

23 Billedet her er af mig, min mand Stuart, vores søn Benjamin og vores datter Olivia. Siden da er vores familie blevet beriget med Alfred. 23

24 Til sidst vil jeg sige tak til Gud, som har vist mig vejen. Tak til min mand Stuart, der gør mit liv til en blomstereng. Tak til Benjamin og Alfred, fordi de er til og giver livet mening. Tak til Olivia for hendes kærlighed. Tak til min utrolig omsorgsfulde, tålmodige og kærlige familie. Og tak til venner og bekendte for nærvær og opmuntring. 24