Abu Hassan. Materiale ID: TXT da Side 1 af 12

Transkript

1 Abu Hassan En Dag fandt Abu Hassan paa, at han ikke gad sidde og spise alene til Aften. Han satte sig derfor hen til Brogelænderet for at indbyde den første den bedste fremmede til sin Gæst. Da traf det sig, at han saa den som Købmand forklædte Kalif komme gaaende over Broen, og den samme Slaae som tidligere ledsagede ogsaa denne Gang sin Behersker. Da den formentlige Købmand var kommet helt hen til ham, bukkede han sig ned, saa ham ind i Ansigtet og udbrød:»er det dig, min Broder Abu Hassan? Vær hilset! Lad mig omfavne dig!jeg hilser ikke paa dig; jeg behøver hverken din Hilsen eller din Omfavnelse,«svarede Abu Hassan barsk og uden at se op.»gaa din Vej!Hvad - kender du mig ikke mere?«svarede Kaliffen,»husker du ikke den Aften, vi tilbragte sammen i dit Hus for en Maaned siden, hvor du viste mig den Ære at beværte mig kongeligt?«abu Hassan svarede lige saa uvenligt som før, at han ikke kendte ham - og bød ham endnu engang gaa sin Vej. Men den forklædte Kalif lod sig ikke tilfredsstille af det Svar; han kom ind paa Enkelthederne ved deres tidligere Mode. Han mindede ham ogsaa om de gode Ønsker, hvorved han havde forsøgt at bevise Abu Hassan sin Taknemmelighed, ja, huskede ham endogsaa paa, at han havde tilbudt ham sin Hjælp, som ellers ikke var at foragte. Endelig bad han ham om endnu en Gang at være saa gæstfri imod ham som for en Maaned siden. Abu Hassan svarede afvisende:»dine gode Ønsker har jeg ikke haft andet ud af, end at jeg nær var blevet til Nar. Gaa altsaa og gener mig ikke længere. Gud være med dig! Du har bragt mig Ulykke nok paa Halsen, og jeg bryder mig ikke om at udsætte mig for mere.«men Kaliffen kaldte stadig Abu Hassan sin gode Ven, omfavnede ham og beklagede sig over den krænkende Behandling, han havde maattet taale af ham. Saa forsikrede han. at hans Oprigtighed var ægte - og bad ham om at fortælle, hvad for Ulykke der havde ramt ham, for at han muligvis kunde raade Bod derpaa, hvis han virkelig var Skyld deri, som Abu Hassan paaastod. Denne gav da efter for Kaliffens Bønner og Opfordringer, bød ham tage Plads ved Siden af sig paa Stenbænken ved Brogelænderet og fortalte alt det eventyrlige og ulykkelige, som var tilstødt ham, fra han vaagnede i Kaliffens Palads og til han vendte tilbage til Galehuset.»Men det, som vil overraske dig mest,«fortsatte han,»og som du ikke har ventet, er, at alt det kun var din Skyld, fordi du, da du gik, mod mit udtrykkelige Ønske lod Døren staa. Derfor kunde den onde liste sig ind til mig og foregøgle mig den Drøm, der - hvor behagelig den end var - trak hele Ulykken efter sig.«abu Hassan skildrede nu meget troværdigt for Kaliffen, hvad han havde maattet udstaa, hvordan han havde opført sig mod sin Moder og mod sine Naboer, og hvad han havde oplevet i Galehuset; og skønt den anden kendte det i Forvejen, maatte han dog le højt over den naive Fortælling. Dette ærgrede Abu Hassan, som snarere tænkte, han fortjente Medlidenhed, og han sagde:»du gør dig nok lystig over mig og ler mig lige op i Ansigtet? Eller tror du, jeg spøger? Vil du have Beviser for mine Ord, saa se engang her.«dermed bøjede han sig ned og viste den formentlige Købmand fra Mossul sine blottede Skuldre, hvor man endnu tydeligt saa Ar og blaa Pletter efter de Slag, han havde faaet paa Galeanstalten. Kaliffen betragtede dem med Forfærdelse, og det gjorde ham meget ondt, at hans Spøg havde haft de Følger. Han omfavnede Abu Materiale ID: TXT da Side 1 af 12

2 Hassan med oprigtig Deltagelse og sagde alvorligt:»rejs dig, kære Broder, og lad os gaa hjem til dig. Jeg ønsker endnu en Gang at tilbringe en Aften sammen med dig; men i Morgen, skal du se, vender alt sig til det gode.«til Trods for sit Forsæt om aldrig at ville se sine Gæster hos sig mere end een Gang kunde dog Abu Hassan ikke modstaa den formentlige Købmands indsmigrende Ord - og svarede:»jeg gaar ind paa det, hvis du lover at lukke Døren, naar du gaar, at ingen onde Aander skal komme ind i mit Hus igen og forvirre mine Sanser!«Kaliffen lovede det, og de gik nu hen mod Hassans Bolig. Abu Hassan kaldte straks paa sin Moder, lod bringe Lys, bad Kaliffen om at sætte sig paa Divanen og tog saa selv Plads ved siden af ham. Snart blev Aftensmaden baaret ind. Da man havde spist, ryddede Abu Hassans Moder Bordet, bragte Frugter, Vin og Drikkeskaale, fjernede sig saa og viste sig ikke mere den Aften. Abu Hassan skænkede først for sig selv, saa for sin Gæst og de drak hver fem eller seks Bægre, mens de talte om alle mulige Ting. Da Kaliffen mærkede, at Vinen steg Abu Hassan til Hovedet, bragte han Samtalen hen paa Kærlighed og spurgte ham, om han da aldrig havde tænkt paa at gifte sig. Fortroligt svarede Abu Hassan:»Jeg har altid betragtet Ægteskabet som et Aag, som jeg ikke har Lyst til at underkaste mig. Hidtil har jeg ærlig talt kun sat Pris paa Bordets Glæder og den behagelige Omgang med Venner. Det skal dog ikke sige, at jeg er ligegyldig med Hensyn til Ægteskabet; hvis jeg nemlig fandt en Kvinde saa smuk og elskværdig som den, jeg den Nat saa i Drømme, saa tror jeg godt, jeg kunde blive meget lykkelig med hende. Men hvor finder man en saadan?lad mig om det,«svarede Kalifen,»da du har den rette Smag, skal jeg nok sørge for Resten; maaske lykkes det mig at forvandle alt det onde, du har lidt for min Skyld, til noget godt.«med disse Ord tog han Flasken og Abu Hassans Bæger, i hvilket han behændigt kom et af sine Sovepulvere; skænkede saa Vin deri og bød Abu Hassan det, idet han sagde:»lad os drikke paa den skønne Kvindes Sundhed, som skal bringe dig Lykke!" Leende tog Abu Hassan Bægeret og sagde hovedrystende:»til Lykke, naar du endelig vil! Jeg vil ikke gerne være uhøflig mod dig og handle imod en saa fornem Gæsts Vilje. Derfor drikker jeg paa den Kvindes Sundhed, som du lover mig, uden dog at knytte noget Haab til det Løfte!«Næppe havde Abu Hassan tomt sit Bæger, førend han igen blev overfaldet af en uimodstaaelig Søvnighed og viljeløs gav efter for Kalifens Hypnotiseren. Denne lod ham straks af sine Slaver bære til Paladset, men han sørgede for, da de gik, at lukke Døren. I Paladset blev Abu Hassan lagt paa den samme Løjbænk, paa fjerde Sal, hvorfra han for en Maaned siden i dyb Søvn var blevet bragt tilbage til sin Bolig. Kalifen lod ham iføre det samme Gevandt som dengang, og befalede saa. at alle skulde gaa til Ro. Ved Daggry skulde saa efter hares Ordre Paladsets Tjenerskab og de samme Sangerinder og Slaver være forsamlet om Abu Hassan, som havde været i Salen, da han var der forrige Gang. Den næste Morgen begav Kaliffen sig ind i det tilgitrede Værelse, hvorfra han kunde overse Salen. Her opstillede imidlertid alle sig om Abu Hassan, der begyndte at røre sig, da Sovepulverets Virkning var ophørt, men han slog dog endnu ikke Øjnene op. Pludselig lød Sangerindernes Instrumenter og Sange, og Abu Hassan aabnede Øjnene - højst forbavset over denne herlige Musik - for endnu mere forundret at se sig omgivet af Tjenerne og Slavinderne, som forekom ham bekendte. Desuden syntes han at befinde sig i den samme Sal, som han havde set i sin Materiale ID: TXT da Side 2 af 12

3 skæbnesvangre Drøm, og som nu var lige saa oplyst og udstyret paa samme Maade. Musikken tav, for at Kaliffen ikke skulde gaa glip af noget Udbrud af sin Gæst, og alle de tilstedeværende forblev ubevægelige og tavse og fulde af Ærbødighed paa deres Pladser.»Ak,«raabte Abu Hassan ganske højt,»nu er jeg igen blevet Bytte for den samme Drøm, som for en Maaned siden; jeg maa altsaa igen være forberedt paa at blive spærret inde i Galehuset og blive bundet! Almægtige Gud, jeg befaler mig ganske i dine Hænder! Ve over den troløse, som jeg i Gaar Aftes tog med hjem i mit Hus, og som nu igen har bragt denne Skuffelse og disse Syner over mig! Han havde svoret, at han vilde lukke Døren, naar han gik, og nu har han dog ikke gjort det, og den onde er igen traadt ind for at besnære mig og foregøgle mig, at jeg er de troendes Behersker. Gid Gud fordærve dig, du Satan, og gid et Stenbjerg vilde knuse dig!«efter disse Ord lukkede Abu Hassan øjnene og laa forvirret og sløv. Man lod ham dog ikke falde i Søvn, men»hjertensfryd«, en af de smukke Slavinder fra forrige Gang, sagde ærbødigt:»du troendes Behersker, jeg beder Eder om Tilgivelse, naar jeg vover at minde Eder om ikke at sove ind igen, men ulejlige jer med at staa op, da Dagen bryder frem!rejs dig straks. Satan,«sagde Abu Hassan, da han hørte denne Stemme, saa saa han paa»hjertensfryd«og fortsatte:»kalder du mig de troendes Behersker? Du maa tage fejl!«slavinden svarede:»i spøger, ophøjede Herre, idet I lader, som I forglemmer jer selv. Vær saa god at aabne øjnene, saa vil I se, at I er paa jert Palads midt iblandt Eders Tjenere og Slaver. At I, mægtige Hersker, ikke befinder Eder i jer sædvanlige Seng, kan ikke undre Eder, for I faldt saa brat i Søvn i Gaar, at vi ikke kunde vække jer og bringe jer til Eders Soveværelse, men maatte nøjes med at lægge jeg her paa Løjbænken!«Efter denne og flere lignende Taler slog Abu Hassan endelig øjnene op, satte sig op og genkendte»hjertensfryd«,»perleglans«og de andre smukke Slavinder, som han havde set før. De nærmede sig nu, og»hjertensfryd begyndte:»undskyld, min Fyrste, at vi minder Eder om, at det er Tid at staa op; thi Dagen gryer, og hvis I, store Kalif, efter vore Paamindelser ikke agter at rejse jer, skønt Regeringssager nødvendigvis kræver det, saa maa vi gøre Brug af den Tilladelse, vi har, til at handle i lignende Tilfælde.«Derpaa greb de Abu Hassan ved den ene Arm, og paa et Vink fra dem greb de andre Slavinder ham, løftede ham ned fra Løjbænken og bar ham midt ind i Salen, hvor de satte ham ned. Saa tog de hinanden i Hænderne og dansede og sprang rundt om ham, idet de lod deres Instrumenter og Trommer lyde over hans Hoved lige ind til hans øre. Abu Hassan var i den mest usigelige Ophidselse, og spurgte bestandig sig selv, om han var vaagen eller drømte.»morgenstjerne«forsikrede ham paa hans Spørgsmaal, at han havde sovet siden i Gaar og ikke havde forladt denne Sal. Denne Forsikring hensatte endnu engang Abu Hassan i den største Tvivl med Hensyn til, hvad. han skulde tro, og en Tid lang forblev han, i dybe Tanker. Igen klang Musikken, og Danserinderne svang sig paa ny omkring Abu Hassan, der pludselig igen var som fortryllet og begik Masser af Dumheder. Han sønderrev den smukke Kalifdragt, han havde faaet paa, kastede sin Hue paa Gulvet, begyndte at synge, sprang tilsidst op og dansede med Slavinderne med saa komiske og sælsomme Gebærder, at Kaliffen fra sit Skjulested maatte le højt - og slet ikke kunde holde op. igen. Men endelig fattede han sig igen, aabnede Gittervinduet og raabte leende:»abu Hassan, Abu Hassan, skal jeg da le mig fordærvet over dig?«kaliffens Stemme fik straks alt til at forstumme, og ingen rørte sig mere. Ogsaa Abu Hassan Materiale ID: TXT da Side 3 af 12

4 holdt op med at springe rundt, saa sig om og genkendte Kaliffen - eller den saakaldte Købmand fra Mossul; dog mistede han dog ingenlunde Fatningen derover. Tværtimod! Han saa meget dristigt paa Kaliffen og udbrød:»ha - ha - det er jo dig, min Købmand fra Mossul! Du klager over, at du er ved at le dig fordærvet over mig, du, som er Skyld i, hvad jeg har lidt i Galehuset, du, der har forvoldt mig saa megen Smerte!«Kaliffen gav ham under stadig Latter Ret, men svor, at han vilde give ham fuld Oprejsning for de udstaaede Lidelser. Derpaa kom han ind i Salen, lod en af sine bedste Dragter bringe og befalede Slavinderne at tage sig af Abu Hassan og iføre ham den. Da dette var sket, sagde Kaliffen til ham:»du er min Broder,«omfavnede ham og fortsatte:»forlang af mig alt, hvad der kan more dig, og jeg giver dig det hjertens gerne.du, de troendes Behersker,«tog nu Abu Hassan Ordet,»jeg beder Eder vise mig den Naade at lade mig vide, hvad I har gjort for at fordreje Hovedet paa mig, og hvad Hensigt I har dermed. Det er mig mest magtpaaliggende, at jeg kan faa min Forstand igen!" Kaliffen opfyldte dette Ønske, idet han fortalte Abu Hassan, hvordan alt var gaaet til, og hvordan han ikke havde kunnet modstaa Fristelsen til at more sig lidt igen. Han havde derfor kommet et Sovepulver i Vinen, havde ladet sine Slaver bringe ham til Paladset og paa denne Maade opfyldt hans Ønske om at være Kalif en Dag igennem. Hvad der videre var sket, vidste han jo nok.»til sidst,«fortalte Kaliffen,»blandede paa min Befaling igen en af Slavinderne noget bedøvende i Vinen; Virkningen var den samme, og saa blev du - stadig sovende - baaret hjem. igen. Hvad der siden hændte dig, har du allerede fortalt mig, og jeg gentager, at jeg er parat til at give dig en hvilken som helst Oprejsning og Erstatning, saa sig kun dristigt, hvad du ønsker!«abu Hassan svarede:»du, de troendes Behersker! Alt, hvad jeg hidtil har udstaaet, er glemt, siden jeg véd, at det er kommet over mig paa Foranledning af min ophøjede Herre og Mester. Med Hensyn til Eders højmodige Sindelag imod mig, beder jeg kun om den Naade, hele dit Liv igennem at turde beundre Eders Naades Storhed.«Dette Bevis paa Uegennytte forskaffede ham Kaliffens største Højagtelse.»Jeg forstaar at vurdere din Bøn,«sagde Herskeren,»og giver dig Lov til, til enhver Tid at gaa og komme overalt i mit Palads.«Og straks anviste han ham en Lejlighed paa Slottet og lod ham faa udbetalt tusinde Guldstykker af sin private Kasse. Mens Abu Hassan fremstammede sin ærbødigste Tak, forlod Kaliffen ham for at tage Sæde i den daglige Rigsforsamling. Denne Tid benyttede Abu Hassan til hurtigst muligt at underrette sin Moder om den Lykke, Skæbnen havde tilskikket ham. Ifølge Kaliffens Gunst var han fra nu af hyppigt om hans Person, og blev trukket med til alle Fornøjelser; da Abu Hassan af Naturen var udrustet med et godt Humør, morede hans mange snurrige Indfald i høj Grad hans Omgivelser. Ogsaa Sobeide, Kaliffens Gemalinde, var ham bevaagen, og det varede ikke længe, førend hun gav ham en af sin Yndlingstjenerinder til Kone. Nushatulawadat hed denne smukke og kloge Pige. Brylluppet blev fejret i Kaliffens Palads i mange Dage, og ingen var lykkeligere end den snurrige Abu Hassan. De nygifte fik rige Gaver af Kaliffen og var forøvrigt meget tilfredse med hinanden. Og fraregnet den Tid, hvor Abu Hassan var hos Kaliffen - og Nushatuladawat hos hans Gemalinde, var de to uadskillige. Den unge Frue besad ogsaa alle de Egenskaber, der kunde fængsle Abu Hassan; det var derfor uundgaaeligt, at de maatte føre en lykkelig Tilværelse. Bordet var ved ethvert Materiale ID: TXT da Side 4 af 12

5 Maaltid dækket med de lækreste Retter, som en Hotelvært sendte dem; ligeledes indeholdt Skænken altid de mest udsøgte Vine, og det skortede heller ikke paa Smykker og kostbare Dragter til Abu Hassans unge, henrivende Hustru. Parret levede paa den Maade i Fryd og Gammen en Tid og tænkte slet ikke paa, hvad deres Husholdning kostede, førend Hotelværten en Dag kom og bragte dem en Regning. Det var et ganske anseligt Beløb, og de opdagede til deres Forfærdelse, at naar de havde betalt den, var der meget lidt tilbage af den store Sum Penge, de havde modtaget i Brudegave af Kaliffen og hans Gemalinde. Dertil kom, at Abu Hassan straks havde overdraget sin fædrene Arv til sin Moder, da Kaliffen tog ham op til sig paa Paladset, og nu kunde han naturligvis ikke for nogen Pris bede hende om Understøttelse, fordi han derved havde leveret Bevis for, at han atter var henfaldet til det samme forstyrrede Liv, som lige efter hans Faders Død. Nushatulawadat troede desuden, at hun i den overrakte Gave havde faaet saa rigelig Belønning for sin Tjeneste hos Sobeide, at hun ikke havde nogen Ret til at bede hende om mere. Man kan derfor nok tænke sig, at deres Betragtninger ikke var af de mest morsomme! Stumme sad de i længere Tid ved Siden af hinanden, fordybede i deres triste Tanker. Abu Hassan brød endelig Tavsheden, idet han saa op og sagde til sin Kone:»Jeg ser nok, at du ogsaa bryder dit Hoved med, hvad vi skal gøre i denne frygtelige Forlegenhed. Hvad du tænker derom, véd jeg ganske vist ikke, men jeg for min Part er af den Mening, at vi under ingen Omstændigheder kan indskrænke vor daglige Levevis. Det gælder blot om at kunne opdrive Midlerne, uden at vi behøver at tale til Kaliffen eller Sobeide derom. Jeg tror, jeg har en god Idé; men for at udføre den, maa vi først og fremmest hjælpe hinanden.«nushatulawadat var naturligvis parat til at staa sin Mand bi paa hvilken som helst Maade, naar han blot vilde sige hende, hvad hun skulde gøre. Han svarede, at han ogsaa havde ventet det af hende i en Sag, som angik dem begge.»den Maade,«fortsatte han,»som jeg har udtænkt for at sikre os mod Pengemangel i hvert Fald i nogen Tid, bestaar i et lille Bedrageri, vi maa gøre overfor Kaliffen og Sobeide, og som bestemt vil more dem og være indbringende for os. Vi maa nemlig begge to dø -Begge to?«faldt Nushatulawadat ham i Talen,»dø du bare alene, naar du har Lyst dertil! Jeg er - med din Tilladelse - endnu ikke parat dertil! Kan du ikke foreslaa noget andet, kan jeg desværre ikke tjene dig med min Hjælp!Du er Kvinde,«svarede Abu Hassan,»det vil sige, du er overfladisk og giver mig ikke engang Tid til at forklare mig nærmere. Hør blot et øjeblik rolig paa mig, og du skal se, at du lige saa godt kan dø som jeg nemlig kun paa Skrømt!«Da Nushatulawadat hørte det, var hun spændt paa at høre de nærmere Enkeltheder ved Planen, men forsikrede igen, at hun ingen som helst Lyst havde til virkelig at dø.»du skal nok blive tilfreds;«tog Abu Hassan igen Ordet,»med den Maade, jeg mener. Jeg vil nemlig anstille mig død, og du lægger mig saa, som man bruger, midt i Værelset, dækker mig til med Ligklædet, lægger Turbanen over mit Ansigt og vender mine Fødder i Retning mod Mekka. Naar alt er ordnet, begynder du paa sædvanlig Maade at grædeog skrige, sønderriver dine Klæder og river dig i Haaret - eller lader i hvert Fald saadan. Saa gaar du taarevædet og med opløst Haar til Sobeide, som vil vide Grunden til din Smerte. Saa snart hun er blevet underrettet om min Død, vil hun sikkert ikke nægte dig sin Deltagelse, men vil give dig Penge og et Stykke Brokade til min Begravelse og til et Ligklæde i Stedet for det, som du i din Sorg har sønderrevet. Naar du er vendt tilbage med det, saa staar jeg straks op fra min Baare, og du indtager min Plads og anstiller dig død. Jeg gør saa med dig, ganske som du med mig, opfører Materiale ID: TXT da Side 5 af 12

6 mig, som om jeg er meget bedrøvet, og laver den samme Forestilling hos Kaliffen, som du hos Sobeide.Jeg tror, det Bedrageri vil falde meget lystigt ud,«mente Nushatulawadat, da Abu Hassan tav,»og jeg skulde tage meget fejl, hvis det ikke skulde vinde Kaliffens og hans Gemalindes Bifald. Men nu gælder det om at gennemføre Sagen godt, og hvad mig angaar, saa skal jeg nok spille min Rolle lige saa godt som du og gøre meget ud af den, da jeg saa vel som du forstaar, hvad det betyder for os. Lad os derfor ikke spilde Tiden.«Abu Hassan lagde sig ned paa Ryggen paa Gulvtæppet midt i Værelset, lagde Armene over Kors og lod sig hylle ind, saa det saa ud, som om han blot behøvede at blive bragt til Kirkegaarden og begravet. Hans Ansigt bedækkede hans Kone med meget fint Musselin og lagde hans Turban hen over det, saa han uhindret kunde trække Vejret. Saa begyndte hun at græde og jamre, slog sig i Ansigtet og paa Brystet, rev sig i Haaret og lod, som hun var grebet af den heftigste Sorg. Saa begav hun sig over til Sobeides Gemakker. For at komme derhen maatte hun over en stor Gaard; allerede her opløftede hun et højt Skrig, som kunde høres op til Sobeide. Denne sendte straks sine Slavinder ned for at faa at vide, hvorfra. Lyden kom, og hørte saa, at det var Nushatulawadat, som man havde fundet badet i Taarer. Sobeide rejste sig utaalmodig og gik hen mod Døren ind til Forværelset. Abu Hassans Kone spillede sin Rolle fortræffeligt. Saa snart hun saa Sobeide, fordoblede hun sine Skrig, rev sig i Haaret med begge Hænder, slog sig i Ansigtet og for Brystet og sank ned for Sultanindens Fødder, som hun vædede med sine Taarer. Højst forbavset spurgte Sobeide sine Tjenerinder om Grunden til denne frygtelige Jamren. Men først efter nogen Tids Forløb kunde hun tage sig saa meget sammen, at hun hulkende kunde svare:»aa, dyrebare Herskerinde, gid Gud give Eder Sundhed og mange lykkelige Dage! Ak, Abu Hassan, som I beærer med Eders Gunst, og som I og de troendes Behersker har givet mig til Husbond, Abu Hassan er ikke mere!«nushatulawadat fordoblede efter disse Ord sine Veklager og kattede sig paa ny for den højst forfærdede Fyrstindes Fødder.»Abu Hassan død?«udbrød Sobeide,»den raske, muntre og glade Mand? Det overrasker mig sandelig, og jeg begriber dine Taarer!«Sultaninden brød selv ved disse Ord ud i en medlidende Hulken, og de tilstedeværende Slavinder, som saa ofte havde set den snurrige Abu Hassan i en fortrolig Kreds hos Kaliffen og Sobeide, gav ligeledes ved Graad og Veklager deres Deltagelse til Kende. Endelig tog Sobeide sig sammen. Hun befalede sin Hovmesterinde at hente en Pung med hundrede Guldstykker og et Stykke Brokade, som hun kunde forære Nushatulawadat.»Gaa,«sagde saa Fyrstinden til hende,»og dæk Brokaden som Ligklæde over din Mands Baare og anvend Pungen til en ærefuld og smuk Begravelse. Og hold saa Maade med Sorgen. Jeg skal nok sørge for dig.«næppe var Nushatulawadat uden for Sobeides Gemak, førend hun muntert tørrede sine Taarer bort og skyndte sig hjem for at meddele Abu Hassan, hvor godt Planen var bleven gennemført. Hun brød ud i en lystig Latter, da hun endnu forefandt ham i ganske samme Stilling i Værelset, hvori hun havde forladt ham, og raabte til ham:»rejs dig op og se, hvad mine Løgne har indbragt mig! I Dag behøver vi i hvert Fald ikke at dø af Sult!«Abu Hassan rejste sig op og glædede sig sammen med sin Kone højlig over Pengene og Brokaden. Men saa opfordrede han indtrængende Nushatulawadat til ogsaa at spille død, da han tænkte, han vilde se, om han kunde faa lige saa meget af Kaliffen, som hun havde faaet af hans Kone. Hun lagde sig derfor paa det Sted, som Abu Hassan havde forladt, og blev ogsaa - Materiale ID: TXT da Side 6 af 12

7 ligesom han - indhyllet i Ligklæder. Saa gik han ed uordentligt paasat Turban og dybt bedrøvet Mine over til Kaliffens Gemakker; han sad netop og holdt Raad med Stovezir Giafar og nogle af de mest fortrolige Vizirer. Dørvogteren lod ham dog træde ind, og han gik langsomt hen imod Kaliffen med Lommetørklædet presset mod sine øjne. Han var kun vant til at se Abu Hassan munter og glad og spurgte derfor meget overrasket, over at være blevet forstyrret midt i vigtige og alvorlige Forretninger, hvad Grunden til hans Sorg og Klage var.»du, de troendes Behersker,«svarede Abu Hassan under Hulken og Stønnen,»ingen større Ulykke end den, der i Dag har ramt mig, kunde være hændet! Gid Gud længe vil holde Eder paa den Trone, o Fyrste, som I beklæder med saa stor Ære! Nushatulawadat, som nylig gav mig sin Haand paa Eders Foranledning, højtelskede Fyrste, for at jeg kunne leve sammen med hende Fryd og Glæde Resten af mit Liv -«Her lod Abu Hassan, som om han af Sorg ikke formaaede at sige mere, og henflød i stille Taarer. Kaliffen gættede naturligvis, at han var kommen for at meddele ham sin højt elskede Kones Død, og syntes dybt grebet.»guds Barmhjertighed være med dig og med hende!«"sagde han med en Stemme, der tydede paa den største Deltagelse.»Hun var en god Slavinde, og vi havde tildelt dig hende, for at du skulde faa rigtig nuten Glæde af dit Ægteskab. Hun havde fortjent at leve meget længere. Og da han sagde dette sidste, fik han Taarer i øjnene. Abu Hassans Smerte og Kaliffens Taarer fik ogsaa Storvizirens og tilstedeværende Vizirers Øjne til at flyde over; alle begræd de Nushatulawadat, som paa samme Tid utaalmodigt ventede paa at høre, hvad Abu Hassan havde udrettet. Kaliffen fik forøvrigt samme Tanke som Sobeide, og han gav den tilstedeværende Skatmester Befaling til at overlevere Abu Hassan en Pung med hundrede Guldstykker og et Stykke Brokade.»Brokaden er til et Ligklæde til den Afdøde - og Pungen til en hende værdig Ligbegængelse, sagde Kaliffen,»og jeg venter, at du ikke vil spare paa noget, naar det galder om at vise din Elskede den sidste Ære.«Abu Hassan takkede paa sine Knæ - og ilede saa, inderlig glad over den vellykkede List, hjem med sine Gaver. Nushatulawadat kunde ikke engang vente, til Abu Hassan meddelte hende, at hun kunde forlade sin kedelige Stilling; men saa snart hun hørte Døren blive aabnet, løb hun ham i Møde og spurgte:»naa - lod Kaliffen sig lige saa let føre bag Lyset som Sobeide?«Leende viste Abu Hassan hende sine Gaver og sagde:»der kan du se, at jeg lige saa godt kan spille en Enkemand, der sørger over sin Kone, der befinder sig i bedste Velgaaende, som du en bedrøvet Kone, der hulker over din Mand, som er frisk som en Fisk." Da Abu Hassan imidlertid forudsaa, at deres Dobbeltlist vilde faa videre Følger, saa aftalte han med sin Kone, hvorledes de bedst kunde ordne Sagen saadan, at de kunde høste Bifald hos Kaliffen og maaske faa nye Beviser paa Sobeides Rundhaandethed. Kaliffen havde afbrudt sin Beskæftigelse, da Abu Hassan var gaaet, havde sendt Viziren bort og gik nu ind for at bevidne Sobeide sin Deltagelse paa Grund af hendes tidligere Slavindes pludselige Død. Da han sammen med Mesrur traadte ind til hende, saa han hende sidde, dybt bedrøvet med taarefyldte øjne, paa Divanen; han nærmede sig hende og sagde:»jeg kan ikke noksom forsikre Eder om min oprigtige Andel i Eders store Sorg og Smerte! I véd jo, hvor meget det betyder for mig, om I er glad eller bedrøvet. Imidlertid - vi skal jo alle dø og maa, naar det kræves af os, tilbagegive det Liv, vi har faaet af Materiale ID: TXT da Side 7 af 12

8 Gud. Eders trofaste Slavinde Nushatulawadat fortjente, at I satte Pris paa hende, og jeg kan kun billige, at j viser Sorg nu, da hun er død. Men vogt Eder for, at I ikke ved Eders Smerte kalder hende tilbage til Livet. Hør mine Ord, og hvis I holder af mig, saa se at komme over dette Tab. Værn hellere om et Liv, der er mig saa dyrebart, at det udgør min eneste Lykkel«Skønt Sobeide var henrykt over Kaliffens Ord, som viste hans ædle Sindelag, hørte hun dog med den største Forbavselse Nyheden om Nushatulawadats Død.»De Troendes Behersker,«sagde hun beskedent,»jeg paaskønner fuldt ud Eders store Deltagelse, men tillad mig at sige, at jeg ikke forstaar, hvad I mener med, at min Slavinde er død, eftersom hun er sund og frisk. Min Sorg skyldes hendes Mands Død, Abu Hassan, Eders Yndling, som saa ofte har moret os allesammen med sine komiske Indfald. Eders Ligegyldighed over hans Død forbauser mig, og hvad skal det betyde, at I taler til mig om min Slavinde i Stedet for om ham?«kaliffen troede naturligvis at være sikker i sin Sag og trak smilende paa Skulderen, idet han sagde til Mesrur:»Hvad siger du til det? Du har jo hørt og set Abu Hassan lige saa vel som jeg.«saa fortsatte han henvendt til Sobeide:»Fæld ikke flere Taarer over Abu Hassan, for han er i bedste Velgaaende, men begræd Eders kære Slavinde. For nogle Minutter siden var hendes Mand hos mig og meddelte mig dybt nedbøjet sin Hustrus Død. Jeg lod ham give hundrede Guldstykker og et Stykke Brokade for at trøste og hjælpe ham med Begravelsen, og Mesrur har været Vidne til det altsammen og kan give Jer Oplysninger desangaaende.«sobeide troede alligevel, at Kaliffen vilde have hende til bedste med denne Meddelelse, og hun fandt, at det var temmelig ilde anbragt at spøge ved denne Lejlighed. Hun sagde:»der er slet ikke Tale om, at min Slavinde er død. Det er Abu Hassan, der er afgaaet ved Døden, og det maa jo berøre Dem saavelsom mig.«men nu blev Kaliffen alvorlig:»jeg siger Eder i dybeste Alvor, at I tager fejl. Nushatulawadat er død, og Abu Hassan befinder sig vel.«denne Kaliffens ligefremme Erklæring saarede hans Gemalinde, og hun sagde heftigt:»troendes Behersker! Gud bevare Eder for at forblive længe i den Misforstaaelse. I faar mig virkelig til at tro, at I mod Sædvane er adspredt. Jeg maa endnu en Gang paa det bestemteste forsikre Eder om Abu Hassans Død, som hans dybt nedbøjede Enke for knap en halv Time siden kom og meddelte mig. Alle mine Tjenerinder kan bevidne det og har grædt sammen med mig. De kan ligeledes fortælle Eder, at jeg gav Nushatulawadat hundrede Guldstykker og et Stykke Brokade, og jeg stod just i Begreb med at gaa til Eder for at bevidne Eder min Deltagelse, da I kom til mig i samme Ærinde.«Kaliffen raabte leende, at det var dog et mærkeligt Stivsind af hans Hustru og forsikrede derpaa alvorligt, at Nushatulawadat var død. Sobeide benægtede det ligesaa alvorligt og sagde, at Abu Hassan var død, og man fik hende ikke til at tro andet. Nu var Kaliffens Taalmodighed nær ved at briste; han satte sig paa Divanen temmelig langt borte fra sin Hustru og befalede Mesrur straks at gaa hen og se, hvem af dem der var død. Thi skønt han ikke tvivlede om, hvad han skulde tro, vilde han dog have sin Paastand bekræftet. Medens han fremdeles fortsatte denne Strid med Sobeide, og medens de væddede om, hvem der havde Ret, idet han satte sin Lysthave mod Sobeides Palads, gik Mesrur hen for at undersøge Sagen. Abu Hassan, som stadig var paa sin Post, saa ham komme, som han havde ventet, og lod hurtig sin Kone paany spille død. Da han havde Materiale ID: TXT da Side 8 af 12

9 dækket hende til med det Stykke Brokade, som han havde faaet af Kaliffen, aabnede han Døren til sit Hus og satte sig paa Dørtærskelen med Lommetørklædet for Ansigtet og saa ud, som en dybtsørgende Mand. Næppe var dette sket, før Mesrur traadte ind, og det Syn, der frembød sig for hans Blik, opfyldte ham med en hemmelig Tilfredshed paa Kaliffens Vegne. Da Abu Hassan saa ham, gik han ham i Møde, kyssede ham ærbødigt paa Haanden og udtalte sin dybe Smerte over Tabet af hans elskede Nushatulawadat. Mesrur blev dybt bevæget og kunde ikke standse de frembrydende Taarer. Han løftede Ligklædet lidt til Side for at kaste et kort Blik paa den dødes Ansigt, og han beklagede hendes alt for tidlige Bortgang. Derpaa meddelte han Abu Hassan den sælsomme Strid, der havde staaet imellem Kaliffen og Sobeide. Endelig talte han trøstende Ord til Abu Hassan og bad denne om ikke at lade Liget begrave, før han kunde være tilbage, da han gerne vilde være tilstede og bede for den døde. Derpaa fjernede han sig. Men Hassan fulgte ham til Døren og saa længe efter ham for at være sikker paa, at han ikke uventet kom tilbage. Saa gik han ind til Nushatudalawadat og løste hende ud af Ligklæderne, men sagde samtidig, at dette vel næppe blev det sidste Optrin i dette komiske Sørgespil, og at hun maatte være paa sin Post og ikke lade sig overraske. Mesrur vendte imidlertid tilbage til Sobeides Gemak og meldte dybt bukkende og med Armene overkors paa Brystet:»Troendes Behersker! Nushatulawadat er død, og Abu Hassan er endnu lige saa bedrøvet over det, som da han var hos Eder selv for lidt siden.«kaliffen lod ham ikke sige mere, men udbrød leende:»det var en god Efterretning! Din Herskerinde, Sobeide, har for faa Øjeblikke siden væddet med mig og sat sit Palads mod min Lysthave. Du kunde ikke gøre mig nogen større Glæde, og du skal nok faa din Løn. Men fortæl mig nu udførligt, hvad du har set.«mesrur fortalte nu, hvorledes han havde truffet Abu Hassan ved sin Hustrus Lig, og ved at løfte Ligklædet genkendt Nushatulawadat. Han havde talt trøstende Ord til Abu Hassan og love ham at være til Stede ved Begravelsen. Efter at have hørt denne Beretning, roste Kaliffen sin Livvagts Øverste og vendte sig til sin Gemalinde Sobeide med det Spørgsmaal, om hun endnu troede paa Abu Hassans Død, eller hun gav fortabt. Men Sobeide vilde ikke høre noget om det; hun klappede i Hænderne, hvorefter hendes Slavinder traadte ind, og nu bad hun dem om at sige, hvem der havde været der for lidt siden og havde modtaget som Gave hundrede Guldstykker og et Stykke Brokade. Naturligvis svarede de alle, at Nushatulawadat havde været der og faaet Gaverne, og Sobeide skældte Mesrur ud for en Løgner og spurgte, om hun maaske skulde tro mere paa ham end paa alle sine Slavinder. For ikke at ophidse hende endnu mere tav Mesrur. medens Kaliffen lo hjerteligt over dette Optrin, og ikke noget Øjeblik tvivlede om Nushatulawadats Død. Endelig sagde han:»min Gemalinde! Jeg ved ikke, hvilken aandfuld Mand, Lærd eller Digter, der har paastaaet, at Kvinden undertiden er meget aandsfraværende. I maa ikke tage mig det ilde op, naar jeg siger, at I bekræfter Mandens Paastand. Mesrur har nys med egne Øjne set Nushatulawadats Lig, og dog vil I ikke tage det for et Bevis? Det begriber jeg ikke.«sobeide vilde slet ikke høre noget om det, men sagde vredt, at Kaliffen havde sluttet Forbund med Mesrur for at stille hendes Taalmodighed paa Prøve. Men da dette Vidne altsaa forud havde modtaget Ordre til at sige falsk Vidnesbyrd, vilde hun gerne ogsaa have Materiale ID: TXT da Side 9 af 12

10 Lov at sende nogen derover for at se, hvordan det hang sammen. Kaliffen tillod det, og Sobeide gav nu sin Amme, hvem hun havde ubegrænset Tillid til, dette Hverv. Kaliffen glædede sig til at triumfere over Sobeide, medens Mesrur ventede at blive retfærdiggjort, naar Ammen kom tilbage. Abu Hassan, som stod paa Lur, saa imidlertid Ammen komme, hvilket han ogsaa havde forudset vilde ske.»der kommer Fyrstindens Amme,«sagde han til sin Kone,»for at se, hvem af os der er død! Nu er det altsaa min Tur at spille død.«hurtig lagde han sig midt i Værelset, og Nushatulawadat dækkede ham til, som om han var død. Da Ammen traadte ind, saa hun Nushatulawadat sidde med nedslaaet Haar og opløst i Taarer ved Abu Hassans Hovedgerde, medens hun stønnende slog sig for Bryst og Ansigt. Ammen nærmede sig de formentlige Enke og sagde deltagende:»kære Nushatulawadat! Jeg kommer ikke for at forstyrre dig i din Smerte eller for at hindre dine Taarer i at flyde for den Mand, som du elskede!o, gode Moder!«afbrød den formentlige Enke hende.»du ser min Jammer, og hvilken Ulykke min gode Abu Hassans Død har bragt over mig!«nu gav Ammen sin Harme mod Mesrur Luft, at han havde meddelt Kaliffen lige det modsatte af, hvad hun nu saa med sine egne Øjne.»Den Skurk!«raabte hun.»han har fortjent Guds Vrede, fordi han med sine uforskammede Løgne liar sat Splid mellem min gode Herskerinde og hendes Husbond! Tænk dig, min Datter,«vedblev hun henvendt til Nushatulawadat,»denne Mesrur havde den ubeskrivelige Frækhed at paastaa, at du var død, og Abu Hassan levede endnu!ak, min gode Moder!«raabte Nushatulawadat,»gid du talte sandt. Saa fik du mig ikke at se i al denne Jammer!«Med disse Ord fordoblede hun sine Jammerskrig og Klageraab, ogden rørte Amme satte sig ved Siden af hende og stemte i med. Ubemærket nærmede hun sig derpaa Hovedet af den formentlige døde, løftede Klædet lidt, som var lagt over hans Ansigt, men dækkede ham straks til igen og sagde:»ak, du stakkels Abu Hassan, jeg beder Gud om at være dig naadig! - Lev vel, min Datter«vedblev hun,»jeg kan ikke blive længere hos dig, skønt jeg gerne vilde; men jeg tør ikke tøve længere. Min Pligt byder mig hurtigt at bringe min Herskerinde ud af den Uro, som denne fæle Mesrur har bragt hende i ved at sværge paa, at du var død!«næppe var Ammen borte, før Nushatulawadat tørrede sine Taarer, og Abu Hassan atter blev levende. Begge tog atter Plads ligesom før for at være paa deres Post, at de ikke skulde blive overraskede af nogen. Ammen kom næsten aandeløs tilbage til sin Herskerinde, som med stor Glæde modtog det ønskede Budskab. Sobeide lagde sin Tilfredshed for Dagen derved, at hun bad Ammen om straks at gaa til de Troendes Behersker og fortælle ham Udfaldet, da han troede, hans Hustru var vanvittig. Ogsaa den elendige, sorte Slave, som havde løjet saa frækt, skulde hun meddele det. Dybt krænket hørte nu Mesrur Ammen fortælle lige det modsatte af, hvad han havde ventet, og han undlod ikke at give sin Vrede over det Luft.»Din gamle, tandløse Kælling!«raabte han.»du er en Løgner! Der er ikke et sandt Ord i det, du siger; jeg har med mine egne Øjne set Nushatulawadats Lig ligge midt i Værelset.«Ammen gav ham hans Beskyldning tilbage og paastod paa sin Side, at hun havde set Abu Hassans Lig og talt med Nushatulawadat. Mesrur svarede hende rasende paa det, og saadan blev de ved, til Sobeide endelig ikke Materiale ID: TXT da Side 10 af 12

11 længer vilde finde sig i, at Mesrur behandlede Ammen saa frækt, og forlangte Mesrur straffet. Kaliffen vidste ikke, hvem han skulde tro. Da det gik alle de tilstedeværende paa samme Maade, bevarede alle en dyb Tavshed. Endelig sagde han henvendt til Sobeide, at de begge to, baade Mesrur og Ammen, var Løgnere, for ingen af deres Beretninger lød troværdig.»lad os selv gaa derhen,«vedblev han,»og se, hvem der har Ret. Jeg ser ingen anden Udvej til at faa opklaret vore Tvivl og bringe Ro i Sindene.«Dermed rejste han sig, og Sobeide fulgte hans Eksempel, men Mesrur, som gik foran for at trække Dørforhænget til Side, var glad over denne Kaliffens Beslutning og mente, at han nu nok skulde vise Ammen, at hun var faret med Løgn. Men Ammen blev ham ikke Svar skyldig, og der udspandt sig en ny Ordstrid mellem dem, ja, Sobeide tog endogsaa en Gang Parti for sin Amme og skældte Mesrur ud for en Løgner. Endelig væddede Ammen med Mesrur; Vinderen skulde have et Stykke Guldbrokade, indvævet med Sølvblomster. Det Gemak, hvorfra Kaliffen og hans Gemalinde kom, laa temmelig langt fra Abu Hassans Bolig, men dog saaledes, at denne kunde se hele Optoget med Mesrur foran og Sobeides Slavinder bagest, nærme sig Huset. Han gjorde straks sin Kone opmærksom paa, at hvis han ikke tog fejl, kunde de vente fornemt Besøg. Skønt de var forberedt paa det, blev Nushatulawadat helt beklemt og bange til Mode. Men Abu Hassan opmuntrede hende og mindede hende om den Aftale, de havde truffet, at hvis det Tilfælde indtraf, skulde de begge lade, som om de var døde.»før de kommer, kan vi godt naa at gøre de nødvendige Forberedelser, og du skal se, det skal nok gaa godt altsammen.«de indhyllede sig nu hurtigst muligt, som Skik og Brug var med de døde, lagde sig ved Siden af hinanden midt i Værelset og bredte de to Stykker Brokade over sig, som de havde faaet. Saa laa de ubevægelige og ventede paa det fyrstelige Besøg. Endelig aabnede Mesrur Døren, og Kaliffen, Sobeide og hendes Følge traadte ind, men blev staaende som forstenede ved det sørgelige Syn, som her frembød sig for dem. De vidste slet ikke, hvad de skulde tænke, indtil Sobeide endelig bred Tavsheden og sagde til Kaliffen:»Ak, de er begge døde! I har saa haardnakket troet, at min kære Slavinde var død - at hun nu virkelig er død, sikkert af Sorg over Tabet af sin kære Mand.Sig hellere,«svarede Kaliffen, som var overbevist om det modsatte,»at Abu Hassan har fulgt sin afdøde Nushatulawadat i Døden. Nu maa I da indrømme, at I har tabt Væddemaalet, og at Eders Palads nu virkelig tilhører mig!«oprørt over disse Kaliffens Ord paastod nu Sobeide, at hun havde vundet, for Abu Hassan maatte være død først, da hendes Amme lige havde set den sørgende Enke ved hans Lig. En lignende Strid begyndte nu angaaende Væddemaalet mellem Mesrur og Ammen, der ligeledes begge mente at have vundet, og de blev saa ivrige, at det var lige ved at komme til Haandgribeligheder. - Kaliffen maatte i sit stille Sind indrømme, at Sobeide med samme Ret som han kunde sige, at hun havde vundet. Han blev fortrydelig og gav sig nu til at grunde over, hvordan denne Gaade skulde blive opklaret. Han bøjede sig ned over de to døde og raabte:»ja, ved den hellige Guds Navn, jeg giver tusinde Guldstykker til den, som kan sige mig, hvem af disse to der er død først!«næppe var disse Ord udtalt, før der hørtes en Stemme under det Stykke Brokade, som skjulte Abu Hassan:»Troendes Behersker, jeg er død først; giv mig de tusinde Guldstykker!«Abu Hassan kastede Ligklæderne til Side og styrtede hen for Kaliffens Fødder; straks rejste ogsaa Nushatulawadat sig, kastede Brokaden til Side og kastede sig ned for Sobeide. Materiale ID: TXT da Side 11 af 12

12 Denne udsete et heftigt Skrig, som forøgede de Tilstedeværendes Rædsel. Men da hun var kommet sig efter Skrækken, glædede hun sig usigeligt over, at hendes kære Slavinde var i Live, just i det Øjeblik, hun havde været utrøstelig over hendes Død. Hun skændte, samtidig med at hun jublede over at se dem begge i Live. Kaliffen havde ikke taget sig Sagen saa nær, og i Stedet for at blive forskrækket, brast han i Latter, da begge de døde rejste sig, og Abu Hassan bad om de tusinde Guldstykker.»Har du svoret, at jeg skulde omkomme at Latter?«sagde han til Abu Hassan.»Hvorledes kommer du paa den vanvittige Ide at spille Sobeide og mig saadan et Puds?Troendes Behersker!«svarede Abu Hassan.»Nu vil jeg ærligt tilstaa alt.«og han fortalte nu om sin Pengeforlegenhed, som han havde undset sig for at aabenbare for Kaliffen, hvorfor han havde fundet paa denne Udvej. Derved havde de afhjulpet deres Nød og samtidig beredt ham en Morskab, saafremt han tilgav dem Spøgen. Kaliffen og Sobeide var tilfredse med denne aabne Tilstaaelse, og syntes paa ingen Maade vrede over det Puds, man havde spillet dem. Nu kunde Sobeide, som hidtil havde taget Sagen meget alvorligt, heller ikke lade være med at le ved Tanken om alt det, Abu Hassan havde udtænkt for at naa sin Hensigt. Men Kaliffen kunde slet ikke komme sig for Latter. Endelig rejste han sig og sagde til Abu Hassan og Nushatulawadat:»Følg mig, saa skal I faa de tusinde Guldstykker, jeg har lovet Jer; jeg giver Jer dem med Glæde, fordi jeg fryder mig over, at I begge er i Live.«Men Sobeide bad ham om at give de tusinde Guldstykker til Abu Hassan alene, saa skulde hun nok sørge for Nushatulawadat. Derpaa befalede hun sin Skatmesterinde at give Abu Hassans Kone tusinde Guldstykker. Paa denne Maade sikrede Abu Hassan og hans Kone sig Kaliffen Harun al Raschid og hans Gemalindes Gunst, og de gav dem for Fremtiden alt, hvad de behøvede, indtil de endelig blev hjemsøgt af den Gæst, som skiller selv de lykkeligste Ægtepar, gør Hytter og Paladser øde og fylder Gravene med Lig. Materiale ID: TXT da Side 12 af 12