3 TEORI SOCIALT MEDBORGERSKAB ANERKENDELSE MARGINALISERING OPSUMMERING AF TEORI...39

Transkript

1 1

2 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDLEDNING PROBLEMFELT PROBLEMFORMULERING BEGREBSAFKLARING Hjemløshed Normalsamfundet FOKUS OG AFGRÆNSNING METODE PROJEKTDESIGN UDDYBNING AF PROJEKTDESIGN VIDENSKABSTEORETISKE OVERVEJELSER VALG AF TEORI Medborgerskab Anerkendelse Marginalisering og afvigelse VALG AF EMPIRI Udvælgelse til kvalitative interviews Forberedelse og gennemførelse af interview Behandling af interviews Validitet, gyldighed og etik i empirien TEORI SOCIALT MEDBORGERSKAB ANERKENDELSE MARGINALISERING OPSUMMERING AF TEORI EMPIRI UMIDDELBAR FORFORSTÅELSE AF INTERVIEWPERSONERNE Forforståelse af Carlo Forforståelse af Leif LIVSHISTORIER Carlos livshistorie Leifs livshistorie AFRUNDING ANALYSE CARLOS OPLEVELSE Menneskesyn Syn på normalsamfundet Syn på sig selv Fællesskaber og relationer Opsummering LEIFS OPLEVELSE Syn på sig selv Syn på normalsamfundet

4 5.2.3 Fællesskaber og relationer Relation til andre hjemløse og overordnet syn på hjemløse Opsummering AFSLUTTENDE ANALYSE Hvilken selvforståelse kan man have som hjemløs? Hvilke fællesskaber kan man som hjemløs føle sig som en del af? Hvilken oplevelse kan man som hjemløs have af normalsamfundet og ønsker man at være en del af dette? DISKUSSION AF NORMALSAMFUNDET KONKLUSION VIDENSKABSTEORETISK PERSPEKTIVERING...74 LITTERATURLISTE...75 BILAG 1: INTERVIEWGUIDE...77 BILAG 2: INTERVIEW MED CARLO...79 BILAG 3: INTERVIEW MED LEIF BILAG 4: MENINGSKONDENSERING AF INTERVIEW MED CARLO BILAG 5: MENINGSKONDENSERING AF INTERVIEW MED LEIF

5 1 Indledning 1.1 Problemfelt Hvis et fællesskab, stort eller lille, skal fungere, må det bestå af aktive deltagere. Derfor er begrebet medborgerskab, som omhandler hvilke rettigheder og pligter, man har overfor samfundet, essentielt i et moderne demokrati. Man kan bidrage til samfundet på mange forskellige niveauer, hvor det mest håndgribelige er lønarbejde. Dog skal man helst for at bidrage til et fællesskab føle sig som en del af dette, og dermed også få noget igen herfra. Det er derfor vigtigt med en form for gensidig anerkendelse og respekt mellem de forskellige individer i forhold til samfundet. Føler man sig derimod udenfor det normale samfund, kan det umiddelbart være sværere at se en årsag til at bidrage med noget. I det danske samfund findes der flere marginaliserede grupper, det vil sige personer, som ikke deltager i de fællesskaber, som majoriteten dyrker. Afviger man ufrivilligt fra flere af de centrale livsområder, såsom at have bolig og arbejde, kan man betragtes som marginaliseret i normalsamfundet. En gruppe, der i den forbindelse er interessant at se nærmere på, er hjemløse, som der findes omkring af i Danmark (Brandt 1999: 46). Problemer med hjemløshed er stigende på grund en større ulighed i Danmark (Kristeligt dagblad, , ). Udover at dette selvfølgelig er en ubehagelig situation for de involverede, er det også rent samfundsmæssigt dårligt for sammenhængskraften og dermed medborgerskabet samt naturligvis for nationaløkonomien. Det optimale er derfor at integrere disse marginaliserede grupper, så de selv føler sig og bliver betragtet som en del af normalsamfundet. Spørgsmålet i forlængelse af det ovenstående er, hvordan marginaliserede bliver en del af samfundet. Her findes der overordnet to tilgange: man kan enten stræbe efter et mere mangfoldigt samfund med større accept af forskelligheder, eller man kan forsøge at integrere den marginaliserede, så denne kan passe ind i den normale ramme, det vil, som tidligere nævnt, sige, den, majoriteten lever efter (Kristensen 2000). Men 5

6 spørgsmålet er så, hvad det normale er? For i det senmoderne samfund med fokus på individualisering og pluralistiske livsformer og dermed opløsning af tidligere tiders mere eller mindre mekaniske bindinger til forskellige fællesskaber kan dette fokus på det afvigende undre. For på den ene side skal man skabe sit eget liv uden at skele til de traditionelle livsformer og normer, men samtidig virker det som om, der alligevel er visse normer eller livsførelser, der anskues som bedre, eller mere rigtige, end andre. Dette afhænger naturligvis af, på hvilke områder, man afviger og i allerhøjeste grad, om det er selvvalgt. For det ideelle med de pluralistiske livsformer er jo lige netop, at det skal virke frigørende, at man får frihed til at bestemme over sit eget liv og vælge sin egen livsstil. Men hvis man ikke er i stand til at opfylde normalsamfundets grundlæggende forudsætninger, såsom at have en bolig og et arbejde, bliver man nærmere marginaliseret end frigjort. Hvordan man bedst integrerer marginaliserede, i dette tilfælde hjemløse, kræver en forståelse af, hvordan de selv oplever deres situation og ikke mindst forholdet til normalsamfundet. Det er disse oplevelser, vi i dette projekt vil undersøge for at udvide forståelsen heraf og skabe grobund for en bedre integration. 1.2 Problemformulering Ovenstående problemfelt leder os frem til følgende forstående problemformulering: Hvilken oplevelse kan der ligge i at være på kanten af normalsamfundet? Denne problemformulering er et resultat af en erkendelsesproces om normalsamfundet og hjemløse. Vi arbejdede i lang tid ud fra en problemstilling, der mere objektivt fokuserede på den hjemløses ageren i normalsamfundet og dennes betydning for normalsamfundet samt majoritetens syn på sig selv. Men i processen har vores interesse ændret sig til at fokusere mere på den hjemløses subjektive oplevelse af sin egen livssituation. I forlængelse heraf er vores problemformulering påvirket af vores videnskabsteoretiske fokus på hermeneutikken. Dette forudsætter nemlig, at man ikke 6

7 kan generalisere, og vi kan således blot undersøge, hvordan det kan opleves at være hjemløs, men ikke sige, at det nødvendigvis er sådan for alle i den situation. Vi ønsker således gennem vores problemformulering at udvide vores forståelseshorisont gennem kvalitative interviews med hjemløse samt at skabe en teoretisk forståelse for begreberne normalsamfund og hjemløshed, samt medborgerskab, anerkendelse og marginalisering. Nedenstående underspørgsmål har gennem vores projekt repræsenteret en ledende rolle i form af en undren, og disse temaer har derfor været styrende i indsamlingen af empiri og i analysen. - Hvilken selvforståelse kan man have som hjemløs? - Hvilke fællesskaber kan man som hjemløs føle sig som en del af? - Hvilken oplevelse kan man som hjemløs have af normalsamfundet, og kan man ønske at være en del af dette? 1.3 Begrebsafklaring I denne begrebsafklaring forklares og specificeres begreberne hjemløshed og normalsamfund. Dette gøres ud fra en betragtning om og erkendelse af, at disse er essentielle begreber og ligeledes to forskellige poler i projektet Hjemløshed I det følgende defineres hjemløshed for at skabe klarhed og gennemsigtighed for vores fokus, og samtidig for at skabe et udgangspunkt for vores erkendelse. Vi ønsker ikke at kategorisere hjemløse i faste teoretiske definitioner, men vil bruge nedenstående begreber og overvejelser som inspiration til vores erkendelsesproces og sætte dem i spil med vores empiriske materiale. Overordnet findes der to tilgange til definitionen af hjemløshed. Den første fokuserer overvejende på den manglende bolig, mens den anden, noget bredere definition, 7

8 fokuserer lige så meget på det faktum, at man ikke er i stand til at leve et normalt liv (Svendsen-Tune 2002: 10). Speciallæge i psykiatri, og medstifter og arbejdende bestyrelsesformand for Projekt Udenfor, Preben Brandt er en af foregangsmændene for den sidstnævnte, og det er da også hans definition, vi har valgt at tage udgangspunkt i. Ifølge ham er det, at være hjemløs: (...) ikke bare at mangle en bolig, men også at være den svage i forhold til at skaffe sig en bolig, at være svag i forhold til at bevare en bolig eller måske være ude af stand til at klare sig i egen bolig. Eller at være uden vilje til og dermed uden ønske om at leve et liv med en fast bolig. (Brandt 1999: 43). Vi ønsker i dette projekt ikke at finde frem til en sand viden om hjemløshed, der kan generaliseres og gøres gældende for alle, men derimod blot at afdække og synliggøre nogle af de problematikker, der kan ligger i at være hjemløs i det danske samfund. Vores overvejelser omkring dette går på at skabe en forståelsesramme af begrebet hjemløshed, uden at generalisere og konstruere faste lukkede rammer, der skal forhindre vores erkendelse og udfordring af vores forforståelse Normalsamfundet Begrebet normalsamfund skal forstås som den livsform, som majoriteten fører i Danmark det vil sige de værdier og normer, denne gruppe lever efter. Disse normer er det normale i samfundet, og adskiller man sig fra disse på vigtige områder, især det at arbejde og have en bolig, er man ikke en velintegreret del af samfundet. Vi er opmærksomme på, at normalsamfundet er et meget bredt begreb, som ændrer sig over tid og sted, men vi mener, det er brugbart at sætte nogle ord på, hvad dette indebærer. Vi tager udgangspunkt i Catharina Juul Kristensens 1 definition af de dominerende normer i det danske samfund, som er følgende: 1) at være selvforsørgende gennem erhvervsarbejde, 2) at kunne sørge for sig selv, 1 Catharina Juul Kristensen og hendes teorier præsenteres i afsnit

9 3) at have fast bolig, 4) at have en kernefamilie 5) at være heteroseksuel, 6) at være fysisk og psykisk velfungerende og 7) at være dansk-dansker (Kristensen 1997: 32). Disse normer må opfattes som uformelle regler og indbefatter ideer og livsformer, der blandt majoriteten i samfundet er bred enighed om, at man bør følge. Til forskel fra de formelle regler er disse naturligvis ikke en del af lovgivningen, og derved adskiller de sig herfra. Det er dog i dette projekt de uformelle regler, vi ligger vægt på, da det er dem, de hjemløse i høj grad adskiller sig fra. I figur 1.1 viser vi vores umiddelbare forforståelse af normalsamfundet. Normalsamfundet betragter vi som hele samfundet med en kerne i midten, som repræsenter 100 procent integration på alle livsområder. Kernen må være mere eller mindre uopnåelig, og ikke noget man nødvendigvis bør stræbe efter, men nogle normer, som alle i større eller mindre grad kender til. Rundt omkring kernen i normalsamfundet findes en række stiplede linjer, som repræsenterer forskellige niveauer af integration på baggrund af deltagelse i de forskellige livsområder, for eksempel bolig, arbejde og sociale relationer. Alt efter hvor velintegreret man er på de forskellige livsområder, vil man nærme sig enten kernen eller kanten. En vigtig pointe er således ud fra vores betragtning, at man ikke kan være helt udenfor normalsamfundet, men blot på kanten af dette. Denne forståelse vil, gennem inddragelse af henholdsvis teoretiske begrebsovervejelser samt fortolkningen af de interviewedes livsoplevelse, blive nærmere uddybet og diskuteret i kapitel 6. 9

10 Figur 1.1. Normalsamfundet (egen figur) 1.4 Fokus og afgrænsning Vores umiddelbare forforståelse af forholdet mellem majoriteten og hjemløse var, at der blandt de hjemløse må være fællesskaber, som på trods af, at de adskiller sig fra de normale fællesskaber, stadig kan have den samme værdi for de hjemløse. Desuden startede vi med den forforståelse, at det er muligt, at hjemløse bidrager med noget til samfundet, som selvom det ikke nødvendigvis har en økonomisk værdi, er givtigt for hele samfundet. Vi har derfor fra starten forholdt os til det at være hjemløs eller marginaliseret samt til et ideal om et mangfoldigt samfund med åbent sind, og dermed at det normale ikke nødvendigvis er det bedste. Understregelsen af vores positive tilgang til hjemløse og forbehold overfor majoritetens normer kan være vigtig i forhold til validiteten af vores konklusioner og erkendelser. Hovedfokus i dette projekt er, hvordan det kan opleves at være hjemløs, og dermed marginaliseret på så mange livsområder i normalsamfundet, at vi mener, det kan benævnes som at leve på kanten af normalsamfundet. Heraf følger naturligt, at vi i høj grad fokuserer på det at være hjemløs, men også hvilke normer og værdier, der findes i normalsamfundet, som det kan være svært at leve op til. Desuden er der i høj grad fokus på, hvilken rolle anerkendelse fra normalsamfundet, kan spille for en hjemløs syn på sig selv og normalsamfundet. 10

11 At vores fokus ligger på hjemløse skyldes en betragtning om, at denne gruppe er blandt de mest marginaliserede i det danske samfund. Det vil sige, at de er afskrevet eller har afskrevet sig selv fra mange af de normative fællesskaber, der blandt majoriteten er enighed om, at man bør følge. Vi mener, at det at have en bolig er en af de vigtigste normalforudsætninger for at være velintegreret i samfundet og udover dette er mange hjemløse marginaliserede på mange andre kerneområder. En marginalisering der højst sandsynligt også ville finde sted selvom de havde en bolig - dette uddybes i det følgende afsnit. I mange tilfælde falder selve det at være boligløs som sagt sammen med en række andre ting, som gør, at hjemløshed ikke kan sættes lig med boligløshed. Misbrug, psykisk sygdom, vold, kriminalitet, arbejdsløshed, manglende sociale netværk og rodløshed er blot nogle af de problematikker, der ofte er knyttet til hjemløshed. Man kan opdele hjemløse i to grupper - de reelle hjemløse som er dem, der bor på gaden og bruger hjemløseinstitutionerne og de potentielle hjemløse som er personer der opholder sig i fængsler, hospitaler, midlertidigt hos familie og bekendte (Brandt 1992: 46). Ud fra en erkendelse af, at en hjemløs, som skal interviewes i hvert fald med vores erfaring må have en vis form for stabilitet i sit liv og sin opførsel, har de hjemløse, vi har valgt at interviewe, ikke noget ekstremt misbrug af hverken alkohol eller narkotika. Derfor findes der givetvis hjemløse, der er mere marginaliserede og længere væk fra det normale, men at undersøge deres forhold er ikke muligt for os. En mere dybdegående redegørelse for udvælgelsen til interview findes i næste kapitel under afsnit 2.5. I henhold til vores problemformulering om hvordan det er at leve på kanten til normalsamfundet, beskæftiger vi os ikke dybdegående med, hvorfor vores interviewpersoner er blevet hjemløse eller hvad der kan gøres for at ændre deres situation. Hovedfokus er således, hvordan det kan opleves at være hjemløs og dermed leve på kanten af normalsamfundet og de andre emner berøres kun til yderligere forståelse af den situation. I afsnit 2.5 kommer vi desuden ind på flere aspekter, som vi afgrænser os fra i valget af empiri. 11

12 2 Metode I dette kapitel vil vi redegøre for vores metodiske overvejelser, både med hensyn til de videnskabsteoretiske overvejelser samt valg og anvendelse af teori og indsamling af empiri. 2.1 Projektdesign Hvilken oplevelse kan der ligge i at være på kanten af normalsamfundet? I N T E R V I E W MEDBORGERSKAB - teoretiske overvejelser og definitioner ANERKENDELSE - teoretiske overvejelser og definitioner MARGINALISERING - teoretiske overvejelser og definitioner ANALYSE KONKLUSION 12

13 2.2 Uddybning af projektdesign I dette afsnit vil vi uddybe det ovenstående projektdesign og ligeledes redegøre for de bagvedliggende overvejelser, der har ført os frem til dette metodiske design. Vi har overvejet flere metodiske tilgange, heriblandt at tage udgangspunkt i en hjemløs livsverden gennem kvalitative interviews for derigennem at kunne udlede en hypotese eller en teoretisk forklaring. Modsat kunne man have taget udgangspunkt i en teori og efterprøve dens gyldighed gennem empirisk materiale, for eksempel observationsundersøgelser. Begge måder læner sig op af traditionelle arbejdsmåder, henholdsvis induktive og deduktive slutningsformer, men ingen af disse, føler vi, vil kunne belyse vores problemstilling tilstrækkeligt. For at problemstillingen: Hvilken oplevelse kan der ligge i at være på kanten af normalsamfundet? kan undersøges, mener vi, det er nødvendigt med nogle begrebsmæssige overvejelser og definitioner samt et indblik i den hjemløses livsverden. Vores metodiske design tager derfor udgangspunkt i flere forskellige teoretiske og kulturelle forforståelser, som sammen med kvalitative interview med to hjemløse fører til en konklusion, der belyser den hjemløses oplevelse af at være på kanten af normalsamfundet. For at nå til denne slutning inddrages der i projektet først teorier og definitioner på begreberne medborgerskab, anerkendelse og marginalisering, til inspiration af vores forståelse af begreberne. Dette syn og den forforståelse, vi får herudfra, vil så blive sat i spil med kvalitative livsverdensinterview med to hjemløse. Vores egen viden og ideer til at analysere denne viden har forandret sig ud fra både kontakt med hjemløse og gennem vores tilegnelse af nye teoretiske begreber og definitioner. Det har for os gjort, at vi gennem projektets forløb har måttet udvide nogle af vores kategorier, revidere vores begreber og kassere nogle af vores forestillinger, for at give plads til nye opdagelser gennem vores empiriske arbejde. Denne vekslen mellem empirisk og teoretisk arbejde i en løbende proces, hvor de to elementer informerer hinanden i en søgen efter empirisk baseret og teoretisk informeret analytisk viden, 13

14 ligger sig op af begrebet abduktion 2 som er et logisk ræsonnement, hvor der sluttes mellem almene regler og enkelte tilfælde (Fuglsang & Olsen 2004: 30. Det abduktive arbejde har givet os mulighed for at udvide og nuancere vores definitioner og forforståelser løbende gennem projektarbejdet, så vores empiriske materiale kan forstås tilstrækkeligt. Den filosofiske hermeneutik, som vi i næste afsnit kort vil redegøre for, og som i dette projekt fungerer som udgangspunkt for vores videnskabsteoretiske refleksioner, benytter sig af den cirkulære slutningsform, hvor en vekslen mellem del og helhed fører til ny viden og nye forforståelser. Denne slutningsform ser vi ikke modstridende med den abduktive, som udtrykkes gennem vores projektdesign. Derimod ser vi disse to i forlængelse af hinanden og som en mulighed for mere håndgribeligt, at se de teoretiske dele i sammenhæng med de empiriske, og derfor som en spiralinspireret slutningsform, som gennem hele projektet giver os mulighed for at sætte delene i spil med helheden, og derfor også en mulighed for hele vejen igennem at udvide og revurdere vores forforståelser. På baggrund af disse overvejelser skal vores projektdesign derfor læses som en spiral, hvor vi sætter de teoretiske begreber og definitioner i spil med vores interview med hjemløse og herigennem påvirkes vores forforståelse. Denne nye forforståelse sættes igen i spil med vores teoretiske begreber og definitioner, som vi så må revurdere, ændre eller forkaste og som igen efterlader os med nye forforståelser. Rent praktisk har denne proces forløbet gennem vores projektarbejde, men i den endelige rapport udtrykkes kun vores sidst erkendte forståelser på baggrund af redegørelser for vores erkendelsesproces og herigennem ændringer af vores forforståelser. 2.3 Videnskabsteoretiske overvejelser Ud fra vores problemformulering vil man kunne se, at vi har at gøre med et forstående spørgsmål (Launsø & Rieper 2005: 24ff). Vi vil skabe en forståelse for, hvordan en 2 Abduktion adskiller sig fra slutningsformen retroduktion, ved at slutte mellem almene regler og enkelte tilfælde, hvor retroduktion slutter fra såvel almene regler og enkelte tilfælde (Fuglsang og Olsen 2004: 565 og 581). 14

15 hjemløs kan opleve sig selv og normalsamfundet og føler, dette betragter ham. Et forstående spørgsmål kendetegnes ved, at det besvares via fortolkningens vej, og at man som forsker derfor må være åben og parat til at ændre holdning og overbevisning gennem sit arbejde (Launsø og Rieper 2005: 24ff). Ud fra disse overvejelser har vi som nævnt i ovenstående afsnit valgt at bruge den filosofiske hermeneutik som vores videnskabsteoretiske grundlag. Dette er meget naturligt, da hermeneutik betyder fortolkning og omhandler forskerens rolle i indsamlingen og bearbejdelsen af stoffet. Vi vil således anvende den hermeneutiske metode i læsningen af tekster samt fortolkningen af vores interviews, og derudover er det vores intention at bruge videnskabsteorien som refleksion gennem hele projektet (Olsen og Pedersen 2004: ). Overordnet fokuserer hermeneutikken på den vekselvirkning, der foregår mellem del og helhed. Der findes dog forskellige retninger, som blandt andet differentiere sig fra hinanden gennem deres definition af del og helhed. Den filosofiske hermeneutik som er udviklet og systematiseret af Hans-Georg Gadamer ( ), adskiller sig fra den metodiske hermeneutik ved ikke blot at beskæftige sig med begreberne på et epistemologisk niveau, men også på det ontologiske niveau. Gadamer plæderer for, at fortolkning og forståelse er en så stor del af menneskets liv og opførsel, at det ikke blot er en metode til opnåelse af sand viden, men en livsform eller betingelse. Han mener således, at det ikke er muligt at sætte sin egen forforståelse og egne fordomme i parentes i mødet med hverken en tekst og eller en given situation. Man kan altså aldrig være en neutral observatør, men må i stedet være sig sine fordomme bevidst og sætte dem i spil for derigennem at opnå en større forståelse. Denne proces kan for så vidt fortsætte i det uendelige, og derfor beskæftiger Gadamer sig med den hermeneutiske spiral, frem for den hermeneutiske cirkel. Dette fokus på åbenhed overfor ny viden og andre forståelseshorisonter samt opmærksomhed overfor egne fordomme er vigtigt i mødet med en hjemløs, som gennem sin livsførelse højst sandsynligt vil have en anden forståelseshorisont end os (Højberg 2004: ). 15

16 2.4 Valg af teori I det følgende afsnit redegøres der for valg af projektets teori. Vi stiller os undersøgende overfor begreberne medborgerskab, anerkendelse og marginalisering og for at kunne definere de nævnte begreber og vores forståelse af dem, er det nødvendigt med en vis historisk og teoretisk viden om dem, og endvidere at kunne placere dem i kontekst. I forlængelse heraf kan den hermeneutiske læsning af tekster påpeges, da man herudfra altid skal huske, at alt er fortolket, og at vi ikke kan læse noget uden med det samme at fortolke ud fra vores forforståelser. I præsentationen af vores valg af teori vil der være en integreret kildekritisk vinkel, som desuden til dels har udformet sig i den bagvedliggende proces i udvælgelse af teoretisk materiale Medborgerskab Den første, der i nyere tid beskæftigede sig teoretisk med begrebet medborgerskab, var den britiske sociolog T.H. Marshall, der i 1950 udgav essayet Citizenship and Social Class (Marshall 2003) 3. Det er især det sociale medborgerskab, som vi beskæftiger os med i dette projekt, det vil sige, hvad skal der til for, at man kan siges at være en del af samfundet og dermed være en social medborger. Marshalls videnskabsteoretiske udgangspunkt må siges at høre under de videnskabelige realismer, da hans teori er meget idealistisk og funktionalistisk. Især hans syn på det historiske forløb af medborgerskabet som nærmest evolutionært udviklet adskiller sig fra blandt andet den filosofiske hermeneutiks og socialkonstruktivismens ide om, at samfundsmæssige fænomener bliver til og forandres via sociale og historiske processer. Vi vil ikke anvende den del af Marshalls teori om udviklingen af medborgerskab, men blot anvende ham i forståelsen af det begrebslige fundament. Desuden skal det understreges, at selvom Marshall mener empirisk at kunne påvise en lineær udvikling af forskellige former for medborgerskab, bør hans begreber nærmere betragtes normativt end deskriptivt. Til forståelse af Marshalls medborgerskabsteori anvender vi desuden Mads Meyer Jægers artikel T.H. Marshall og det moderne medborgerskab fra tidsskriftet Tidsskrift for velfærdsforskning. 3 I projektet refereres der til den danske oversættelse fra

17 På trods af denne kritik af Marshall tager det meste medborgerskabsteori i dag udspring i hans begreber. De nutidige forskere inden for medborgerskab fokuserer alle på, at medborgerskabsidealet bør defineres på andet end nationale værdier, da dette er en umulighed ud fra begrundelsen om, at vi lever i et multikulturelt samfund i en globaliseret verden (Korsgaard 2004: 29-30), hvor Marshall ganske naturligt for sin tid opererer med en mere national optik. Til yderligere definition af begrebet anvendes således Ove Korsgaards bog Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse (Korsgaard 2004) udgivet i 2004, der ligesom Marshall understreger pligten til at deltage i og bidrage til samfundet gennem især arbejde og politisk engagement. Et andet fokus i medborgerskabsbegrebet er mangfoldighed og altså accept af forskellige livsformer. Til forståelse af dette inddrages Birte Siims kapitel Det sociale medborgerskab (Siim 2000) fra Jørgen Elm Larsens bog Socialpolitik fra 2000 samt den norske sociolog Grete Brochmanns bidrag Rettigheter og tilhørighet å være medborger i et flerkulturelt samfunn (Brochmann 2003) fra tidsskriftet Sociologi i dag 2003 om medborgerskab. Selvom de begge fokuserer på det flerkulturelle i samfundet, er deres understregning af mangfoldigheden i medborgerbegrebet anvendelig i vores forståelse af begrebet. Dette især da Marshalls og til dels Korsgaards definition bygger på et krav om deltagelse i og at yde bidrag til samfundet normalt gennem lønarbejde, skattebetaling og politisk engagement og derfor tydeligvis afskriver hjemløse som sociale medborgere. Men en anke i dette projekt er lige netop, om man virkelig skal arbejde eller bidrage med noget for at være accepteret i samfundet især i et samfund hvor der, understreger Siim og Brochmann, burde være råd og plads til de skæve eksistenser Anerkendelse I forlængelse af det sociale medborgerskab, som må siges at være en overordnet begrebsramme for det at være en del af samfundet, finder vi det relevant at inddrage anerkendelsesbegrebet til forståelse af, hvordan det kan opleves ikke at føle sig som en del af samfundet. Til dette formål bruger vi Axel Honneths anerkendelsesbegreb fra 17

18 hans hovedværk Kamp om anerkendelse 4 (Honneth 2006). Honneth er Jürgen Habermas efterfølger på Johan Wolfgang Goethe universitetet i Frankfurt. Han anses i dag som en af de førende repræsentanter inden for Frankfurterskolen 5, og dermed som en fremtrædende kritisk teoretiker. Honneth henter i Kamp om anerkendelse (Honneth 2006) stor inspiration hos sociologen G.W.F. Hegel ( ) og hos socialpsykologen George Herbert Mead ( ) og bygger sin anerkendelsesteori på baggrund af deres teoretiske arbejde om anerkendelsesbegrebet. Endvidere er Honneth i værket inspireret af psykoanalytikeren Donald W. Winnicott (f. 1934) og hans objektrelationsteori. Honneths anerkendelsesbegreb består af tre dele: den emotionelle, den retslige og den solidariske anerkendelse. Vi bruger først og fremmest den solidariske anerkendelse, men vi redegør i teoriafsnittet også kort for de to andre dele af teorien for at give en helhed i forståelsen. Desuden anvendes den emotionelle og retslige anerkendelse som en slags baggrundsforståelse for den solidariske anerkendelse. Vi bruger, som med vores andre valgte teorier, ikke Honneths teori som hovedbelæg for at nå frem til vores konklusion, men mere som hjælpemiddel til at forstå begrebet anerkendelse, som vi mener, er relevant for at besvare vores problemformulering. Begrebets relevans ligger for os i, at man, for at føle sig som medlem af et samfund, også skal være anerkendt af dette samt anerkende de normer, der ligger i samfundet. I det ligger den intersubjektivitet, som Honneth i sin teori tillægger stor betydning, således at anerkendelsen skal gå begge veje. Det komplekse og interessante, som vi vil tage fat i, er anerkendelsens betydning for relationen mellem normalsamfundet og et individ på kanten af dette samfund. Til kritik af Honneths anerkendelsesbegreb, og for at få et andet perspektiv på hans teori, kunne vi inddrage Nancy Frasers 6 artikel Recognotion without Ethics? 7. Fraser 4 Dette udkom første gang på tysk i 1992 og anses i dag som et uomgængeligt socialfilosofisk hovedværk. Vi benytter i projektet en dansk udgave fra 2006, med indledning skrevet af sociologen Rasmus Willig. 5 Frankfurterskolen startede som en gruppe kritiske samfundsforskere og filosoffer, der fra begyndelsen af 1930 erne arbejdede sammen ved Institut fur Sozialforschnung under ledelse af Max Horkheimer. Den er senere blevet videreført af blandt andet Theodor W. Adorno, Jürgen Habermas og Axel Honneth (Ramsay 2004: 163f). 6 Nancy Fraser er filosof og professor i statskundskab ved the New School for Social. Research i New York City 18

19 taler her om to lejre inden for progressiv politik: en som taler om omfordeling og en med vægt på anerkendelse. Hendes hovedpointe, som også er en kritik af blandt andet Honneth, er at man for et fuldt ud retfærdigt samfund burde lægge lige stor vægt på begge begreber. Altså også inddrage omfordelingsaspektet i anerkendelse, og endvidere tillægge anerkendelsesbegrebet retfærdighed som mål, i stedet for blot målet om det gode liv. Vi vælger dog ikke at komme nærmere ind på denne kritik, da Fraser beskæftiger sig med hvordan man integrerer afvigere, hvor vores fokus er på oplevelsen af at være afviger, og inddragelse af hendes teori derfor ikke ville hjælpe med besvarelsen af vores problemstilling Marginalisering og afvigelse Hvis man ikke opnår anerkendelse fra normalsamfundet, og dermed adskiller sig fra dette, og måske også fra det sociale medborgerskab, kan man betragtes som marginaliseret eller udstødt. Til forståelse af disse begreber og de bagvedliggende processer, inddrages dele af sociologen Howard S. Beckers bog Outsidere fra (Becker 2005). Becker startede med dette værk debatten om det, der benævnes stemplingsteorien. Han beskriver de mekanismer, der mellem mennesker gør sig gældende over for afvigere, og derfor i høj grad også over for vores fokus på hjemløse. Dog må han kritiseres for sin manglende overordnede samfundsforståelse, som kan føre til et meget snævert perspektiv på hans forskning. I vores valg af marginaliseringsteori og herigennem forståelse af begrebet, har vi fokuseret på en forståelse, som også medtager den sociale marginalisering. Derfor har vi valgt at tage udgangspunkt i artiklen Marginalisering en begrebsudredning af sociologen Catharina Juul Kristensen fra bogen Kontinuitet & Forandring af Larsen, Lind og Møller udgivet i 2000 (Kristensen 2000). Dette valg grunder i, at marginaliseringsbegrebet ofte bliver sat i forbindelse med arbejdsmarkedet og udelukkelse fra dette som automatisk førende til marginalisering på andre livsområder (for eksempel af Jørgen Goul Andersen: Over og under Danmark 2003 og 7 Fra tidsskriftet Theory, Culture & Society 2001 Vol. 18 (2-3): I projektet henvises der til den danske udgave fra

20 Marginalisering og velfærdspolitik 2003). Da dette ikke er vores primære interessepunkt, vil vores forståelse af begrebet derfor spænde bredere i et forsøg på at sidestille arbejdsmarkedet med andre livsområder, dog uden at bagatellisere dets betydning, men derimod for at skabe mulighed for forståelse af begrebet i en bredere og mere dækkende tilgang. Desuden inddrages Kristensens artikel Gensidig integration ansatser til en teoretisk tilgang til differentieret social integration fra antologien Sammenbrud eller sammenhold? Nogle udviklingstendenser for velfærdssamfundet af Tore Jacob Hegeland et al. fra 1997 (Kristensen 1997). Her kommer Kristensen med et bud på en alternativ teoretisk tilgang til social marginalisering og integration: differentieret social integration (Kristensen 1997: 31). 2.5 Valg af empiri Vores empiriske materiale består af kvalitative livsverdens-interviews. Vi har valgt at lave kvalitative interviews med to hjemløse, da vi mener, at denne metode er passende i forhold til vores problemformulering og i forhold til vores videnskabsteoretiske tilgang i projektet. Dette stemmer fint overens med Steinar Kvales 9 udtalelse om: ( ) at interview især egner sig til at undersøge menneskers forståelse af betydningerne i deres livsverden, beskrive deres oplevelser og selvforståelse og afklare og uddybe deres perspektiv på deres livsverden. (Kvale 1997: 111). Via et interview med en hjemløs kan vi opnå en større forståelse for dennes oplevede livssituation som marginaliseret i normalsamfundet. En indsigt som ikke ville være mulig at opnå gennem eksempelvis et ekspertinterview med en socialrådgiver eller en anden professionel på området. Det handler jo netop om indsigten i og forståelsen af den individuelle hjemløses oplevelse af sig selv i forhold til samfundet, og det mener vi som sagt ikke, man kan give et endegyldigt svar på. 9 Kvale er professor i pædagogisk psykologi og leder af Center for Kvalitativ Metodeudvikling ved Århus universitet. 20

21 Steinar Kvale beskæftiger sig i bogen Interview en introduktion til det kvalitative forskningsinterview (Kvale 1997) med både det kvalitative interviews teoretiske grundlag samt med de mere praktiske sider af det at lave og bearbejde interviews. Han fremlægger desuden også de videnskabsteoretiske sider og overvejelser omkring det at lave interviews. Vi bruger hans bog som retningslinie, inspiration og metodisk baggrund for vores interviews Udvælgelse til kvalitative interviews Der findes, i modsætning til kvantitative undersøgelser, ingen faste kriterier for antallet af interviewpersoner til kvalitative interviewundersøgelser for at sikre repræsentativitet. Kvale anbefaler, at man interviewer nye informanter så længe, man grundlæggende får noget nyt at vide, men om antallet er stort eller lille får ikke den afgørende betydning, da man jo alligevel ikke kan få et repræsentativt udvalg at kvantificere over. Kvale påpeger således, at hvis formålet er at forstå verden, som den opleves af et bestemt menneske, er dette ene menneske tilstrækkeligt (Kvale 1997: 108). Vi har således blandt andet på grund af den begrænsede tidsperiode projektarbejdet strækker sig over valgt at lave interviews med to hjemløse. I kvalitative interviews foretager man normalt udvælgelser af interviewpersoner baseret på variationer eller konstanter som alder, uddannelse og lignende. Dette adskiller vores udvælgelse sig til dels fra, da vi ikke på forhånd ønskede en spredning eller fællesnævner udover hjemløsheden. Efter et uformelt besøg i De Hjemløses Hus 10 og en samtale med lederen Stig Tarnow, erkendte vi, at et vigtigt kriterium i vores udvælgelse ville være stabilitet, forstået på den måde, at mange af de hjemløse vi har været for usammenhængende til at gennemføre et interview. Dette skaber naturligvis et kritikpunkt for projektarbejdet, da vi hermed har afskåret os fra en stor gruppe af de hjemløse og i stedet må koncentrere os om den mere stabile del af hjemløsebefolkningen, det vil sige uden et massivt misbrug. 10 Et værested for hjemløse på Nørrebro i København. 21

22 Et andet kriterium, vi har fravalgt efter, er køn og etnisk oprindelse. Efter indblik i allerede eksisterende forskningsmateriale (Kristensen 1994: Nye fattige unge hjemløse kvinder, Järvinen 1993: De nye hjemløse - Kvinder, fattigdom og vold) blev vi opmærksomme på problemstillinger omkring hjemløse kvinders rolle i samfundet, som adskiller sig fra de ellers gængse årsager og forståelser af hjemløshed. Af overskuelighedsmæssige årsager har vi derfor valgt at afskære os fra kvindelige hjemløse. Ligeledes omfatter personer med anden etnisk baggrund end dansk en større og større andel i antallet af hjemløse i Danmark (Järvinen 2004: Hjemløse flygtninge og indvandrere), og da vi i denne problemstilling ser en mængde andre problematikker forårsaget af integrationsproblemer og lignende, har dette også fungeret som et fravalgskriterium. Vores endelige udvælgelse af interviewpersoner har på baggrund af ovenstående overvejelser mødt endnu en problematik i processen med kontakt til mulige interviewpersoner. Gennem De Hjemløses Hus har vi fået kontakt med Carlo som er hjemløs og indvilligede i et interview. Efter Carlos og Stig Tarnows udsagn er størstedelen af brugerne af De Hjemløses Hus hårde narkomaner, så efter yderligere overvejelser afskar vi os fra at bruge denne kilde til at finde yderligere kvalificerede interviewpersoner. Vores muligheder var så at kontakte en anden hjemløseinstitution, hvor vi muligvis ville løbe ind i den samme problematik, eller kontakte hjemløse direkte på gaden. Vi gik således, efter råd fra Carlo, efter en gadesælger af avisen Hus Forbi, da dette ville sikre, at det var en rimelig stabil hjemløs, og samtidig undgå ubehagelige og stigmatiserende episoder ved at antaste tilfældige personer, som ud fra vores forforståelse ligner en hjemløs. Denne fremgangsmåde førte os frem til Leif, som er hjemløs og sælger de hjemløses avis Hus Forbi og som indvilligede i et interview Forberedelse og gennemførelse af interview Vi ønskede at lave det, Kvale kalder det halvstrukturerede livsverdensinterview, der defineres: et interview, der har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener. (Kvale 1997: 19). Interviewguiden (bilag 1) er opstillet ud fra den hermeneutiske opfattelse af, 22

23 at vi, inden vi udfører vores interviews, har en forforståelse af interviewgenstanden, i dette tilfælde den hjemløse, samt en formodning om, hvad interviewet vil indbringe af svar. Det er derfor vigtigt at stille åbne spørgsmål, som kan give interviewpersonen mulighed for at svare beskrivende på spørgsmålene, hvorefter man kan stille uddybende spørgsmål i forhold til det mere eksakte, vi er interesserede i, nemlig den hjemløses oplevelse af sig selv i forhold til normalsamfundet. Vores interviewguide bygger derfor på overordnede tematiske spørgsmål, som er skabt ud fra den teoretiske opfattelse og forforståelse som lå forud for interviewsituationen. Selve interviewet byggede på mere dynamiske spørgsmål, hvor vi ikke fulgte vores interviewguide slavisk, men derimod brugte den som forslag til spørgsmål og emner og derudover fulgte interviewpersonens svar, når dette var relevant (Kvale 1997: ). Begge interview blev optaget med diktafon. Ved interviewet af Carlo var alle gruppens medlemmer til stede, da Carlo selv ønskede det og er vant til at holde foredrag om hjemløshed og sit eget liv. Han havde endda lavet en aftale med fire piger fra en 8. klasse, som også interviewede ham og var med under hele forløbet. Derfor foregik interviewet en del anderledes, end vi oprindeligt havde forestillet os, da de fire piger startede med at stille deres spørgsmål, og vi derefter tog over. Carlos svar viste sig alligevel yderst anvendelige, så vi valgte at transskribere hele interviewet, og bruge det i den videre analyse af vores problemstilling. Interviewet med Leif gik mere planmæssigt. Her valgte vi, grundet den lidt mere uvante rolle for Leif, at kun to fra gruppen var tilstede under interviewet. Ved begge interviews var der en primær interviewer, mens en anden fungerede til supplement, opsamling og uddybning af de berørte emner, når det var nødvendigt Behandling af interviews Efter gennemførelsen af de to interview blev begge optagelser transskriberet fra mundtlig til skriftlig form. Instruktionerne til vores transskribering har ligget i at transskribere det sagte, men ikke pauser, øh er, ikk er, hm er og lignende. Dette valg grunder for os i, at vi ikke vil gå over i de mere fænomenologiske og terapeutiske interview- og fortolkningsteknikker, som medtager de visuelle aspekter (Kvale 1997: 23

24 ), men udelukkende koncentrere os om det sagte og udtalte. Vi har transskriberet så ordret som muligt og derfor også medtaget gentagelser, uafsluttede sætninger og sidespring, da vi først senere i projektarbejdet har ønsket at sammenfatte og kondensere interviewene. Interviewene er derfor først transskriberet af en enkelt person, hvor alle ord er nedskrevet, hvorefter de i anden omgang er blevet gennemlæst og rettet af et andet gruppemedlem, for at udrydde stavefejl, slåfejl osv. Den næste proces i behandlingen af interviewene har ligget i at sammenfatte og kondensere interviewene i dele, der indeholder relevant information i henhold til vores problemformulering. Vores metode til dette har været, på baggrund af begge interviews, at skabe forskellige tematiske emner, som er relevante for vores efterfølgende analyse, og som systematiserer relevante informationer fra begge interviews Validitet, gyldighed og etik i empirien Vores to kvalitative interviews skal, i samspil med den teoretiske forståelse, give svar på, hvordan det kan opleves at leve på kanten af normalsamfundet. Dette korrelerer med vores problemformulering og videnskabsteoretiske fokus, da vi ikke ønsker at generalisere deres oplevelser af dette men blot prøve at forstå dem. Dermed vil deres syn og påstande være gyldige for at svare på problemformuleringen. Der er selvsagt forskel på vores interviewguide, og de spørgsmål vi reelt har stillet, og vi vedlægger derfor både selve interviewguiden og begge interviews som bilag (bilag 1, 2 og 3). Desuden er vi som førstegangs interviewere ikke vante med det at interviewe, derfor har der været tidspunkter under begge interviews, hvor det ville have været relevant at afbryde eller at spørge ind til interviewpersonens udsagn for en nærmere uddybelse. Dette er dog ikke umiddelbart afgørende for vores analyse, da vi mener, at begge interviews er fyldestgørende i forhold til analysen af vores problemstilling. Da transskriberingen af begge interviews er en fortolkning af dialogen i interviewsituationen, har vi følt det hensigtsmæssigt at beskrive hvilken forståelse disse interviews har givet os af interviewpersonerne. Den skriftlige fortolkning er jo en 24

25 formidling af de sagte ord, men samtidig ikke en spejling af den dialog og horisontsammensmeltning som foregik gennem interviewet. Derfor vil der i kapitel 4 være en kort præsentation af vores forforståelse af Leif og Carlo og efterfølgende en narrativ strukturering af deres livshistorie, hvori vi inddrager citater fra selve interviewene. I denne sammenhæng er det vigtigt at pointere, at disse citater er taget ud af kontekst, men for at sikre validiteten er begge interviews som nævnt vedlagt som bilag 2 og 3. I denne forbindelse skal vores etiske overvejelser omkring interviewet og interviewsituationerne påpeges. Ved begge interviews spurgte vi, om det var i orden, at bruge deres navne eller om de ville foretrække anonymitet. Begge interviewpersoner har ikke noget imod brugen af deres rigtige navne i rapporten. Dog er vi alligevel endt med at anonymisere begge personer og kalder dem derfor Carlo og Leif, ud fra en følelse af, at vi gik meget tæt på personlige oplevelser og at navnene intet betyder for forståelsen af disse oplevelser. Endvidere var det i orden med begge de interviewede, at vi optog interviewet og desuden, at vi vedlægger de transskriberede interviews og bruger citater direkte i rapporten. Leif påbød, at vi undlod at bruge en passage fra interviewet, og dette har vi selvklart ikke transskriberet. I interviewsituationen var vi opmærksomme på ikke at komme alt for meget ind på de interviewedes barndom, eventuelle kriminelle baggrund eller andre følsomme emner, da dette ikke var i vores fokus, men også for ikke, når vi havde afsluttet interviewet, at skulle efterlade en person, som ikke var i stand til at håndtere denne korte, intense interesse for sit liv, for derefter bare at vende tilbage til dagligdagen. Vi havde dog også efter begge interviewsituationer en klar følelse af, at de interviewede ikke havde følt sig krænket på nogen måde, men derimod følt sig godt tilpas i situationen og var glade for interessen, og for at de kunne hjælpe. 25

26 3 Teori I dette kapitel vil vi redegøre for vores teoretiske forståelse af projektets forskellige begreber. De teoretiske begreber skal forstås i henhold til vores abduktive tilgang, da vi ikke efterfølgende vil teste deres relevans, men bruge denne forståelse til at belyse fænomenerne i vores kvalitative interviews og derigennem vores problemstilling. Først vil vi redegøre for begrebet medborgerskab med udgangspunkt i Marshalls teori samt inddragelse af Korsgaard, Siim og Brochmann. Dernæst redegøres der for anerkendelsesbegrebet med udgangspunkt i Honneths teori og afslutningsvis marginaliseringsbegrebet med udgangspunkt i Becker. Her inddrages desuden Kristensens tilgang til marginalisering og integration. Kapitlet afrundes med en opsummering og pointering af vores videre brug af begreberne. 3.1 Socialt medborgerskab For at kunne besvare vores problemformulering om, hvordan det kan opleves at være på kanten af normalsamfundet, er det nærliggende at tage fat i begrebet medborgerskab for at få klargjort hvad, der skal til for at være en del af normalsamfundet. T.H. Marshall, som var den første der i nyere tid beskæftigede sig teoretisk med begrebet medborgerskab, definerer det således: Medborgerskab er en status, der er givet til dem, der er fuldgyldige medlemmer af et samfund. Alle som besidder denne status, er lige med hensyn til rettigheder og pligter, som denne status giver. (Marshall 2003). Marshall mener, at kunne påvise en historisk udvikling af tre former for medborgerskab. Først det civile og det politiske medborgerskab, der opstod i henholdsvis det 18. og 19. århundrede og sidst, som en videreudvikling, forbedring og sikring af disse, det sociale medborgerskab i det 20. århundrede (Marshall 2003: 53ff). Hvis vi kigger på Marshalls definition af medborgerskab, må man uvægerligt spørge: hvordan bliver man, og hvornår er man fuldt integreret i samfundet? I forbindelse med det sociale medborgerskab, der som tidligere nævnt er vores fokus, må man opfylde nogle samfundsmæssige pligter. Den vigtigste pligt er at uddanne og civilisere sig og 26

27 dermed tage del i samfundet og dets udvikling og sikre det politiske demokrati (Marshall 2003: 73). For at kunne opfylde disse pligter må man dog have nogle universelle rettigheder, hvoraf de vigtigste er økonomisk velfærd og sikkerhed, at få andel i den sociale arv og dermed leve et liv på niveau med standarden i samfundet (Marshall 2003: 54). Således understreges Marshalls syn på det sociale medborgerskab som lighedsskabende, da han mener, at det sociale medborgerskabs rettigheder vil gøre arbejderne til gentlemen med en status som resten af samfundet, på trods af økonomisk underlegenhed (jævnfør pligt til og rettighed om civiliseret livsførelse). Så selvom de frie markedskræfter skaber ulighed og deler befolkningen i forskellige økonomiske klasser vil det sociale medborgerskabs sikring af basale rettigheder og dermed status virke som en modvægt og dermed være lighedsskabende på det formelle niveau (jævnfør Jæger 2000: 221). Dette udtrykkes i det følgende citat meget præcist: Marshall ser medborgerskabsinstitutionen som et universalistisk, egalitært statusprincip, der konstituerer en særlig medborgerskabssolidaritet, som går på tværs af traditionelle statusbarrierer. (Jæger 2000: 222). Med det sociale medborgerskabs ideal om økonomisk sikring og universelle rettigheder bevæger Marshall sig fra et defensivt syn på velfærdsstaten som sikkerhedsnet til et offensivt ideal om sikring af en reel lige status som medborger for alle. (Marshall 2003: 22 forord skrevet af Jørgen Loftager). Med indførelsen af universelle borgerrettigheder undgås desuden, mener Marshall, stigmatisering og klientgørelse, så individer i en befolkning ( ) bliver behandlet som om den udgjorde én samlet klasse (Marshall 2003: ). Marshall er altså opmærksom på, at det, at være og føle sig som medborger går begge veje, det vil sige: man er kun en medborger og dermed en del af samfundet, hvis man accepteres af dette, samtidig med at man selv må føle sig som accepteret og ikke stigmatiseret for ikke at føle sig udenfor, og han mener, at lige rettigheder vil sikre dette. Her berører han et, for os, vigtigt perspektiv som også senere vil blive fremhævet yderligere. Man kan nemlig tillægge medborgerskabet både en objektiv og subjektiv vinkel, hvor det objektive omhandler den reelle deltagelse, mens det subjektive handler om individets opfattelse og følelse af sig selv som en medborger. 27

28 Selvom Marshall kan kritiseres og er blevet det på flere områder, hovedsageligt for hans teleologiske og evolutionistiske historieopfattelse samt for at have et meget snævert fokus, hvor kun mænds rolle og muligheder som medborger berøres, og kun med fokus på nationale aspekter, bidrager han til det begrebslige fundament for forståelsen af medborgerskab (Jæger 2000: 220). Distinktionen mellem de forskellige former for medborgerskab er således fortsat af nutidige teoretikere. Dette sker blandt andet hos Ove Korsgaard, der opdeler samfundet i en juridisk side, med samfundsmedlemmets formelle rettigheder og pligter, og en identitetsmæssig side, der udgør de følelsesmæssige tilhørsforhold til samfundet. Opdelingen understreges og forklares yderligere af forskellen mellem begreberne statsborgerskab, som omfatter det juridiske og politiske, og medborgerskab, som berører det identitetsmæssige. For både Marshall og Korsgaard er det sociale medborgerskab 11 en nødvendighed for et velfungerende demokrati og dermed også noget, som man i en vis forstand bør opdrages til. Dette ses hos Marshall i hans ønske om at omdanne arbejderen til en civiliseret gentleman for derved at sikre samfundsudviklingen og hos Korsgaard i hans tanker om citizenship education 12. Indtil videre må det konstateres, at det sociale medborgerskab i høj grad omhandler individets opfattelse af egen identitet og tilhørsforhold til samfundet. Korsgaard udtrykker således, at der ikke kan eksistere et samfund uden en eller anden form for kobling mellem indbyggernes status og deres oplevelse af identitet (Korsgaard 2004: 6f). Det vil sige, at for at individet føler sig som medborger, må det føle sig anerkendt og accepteret som en del af de store fællesskaber. Denne vinkel vil vi senere i projektet belyse gennem begrebet anerkendelse. Den videre redegørelse vil dog først omhandle Siims og Brochmanns teorier om og aspekter på det sociale medborgerskab. Siim påpeger, at hvor det klassiske medborgerskabsideal bygger på lighed, må det nye bygge på anerkendelse af kulturel og politisk mangfoldighed. Hun mener således, at man skal nytænke forståelse af og forholdet mellem familien, staten og markedet og for 11 Begrebet socialt medborgerskab bliver fremover i projektet benyttet som samlet betegnelse for Korsgaards medborgerskabsbegreb og Marshalls sociale medborgerskab. 12 Korsgaard er desuden bagmand på en uddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet om demokratisk dannelse. 28