EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik UDKAST TIL BETÆNKNING

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik 26. oktober 2001 FORELØBIG 2001/2136(INI) UDKAST TIL BETÆNKNING om de almene aspekter af forbrugerbeskyttelsen og informationspolitikken vedrørende anvendelsen af direktiv 90/314/EØF (2001/2136(INI)) Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik Ordfører: Philip Hushill-Matthews Bemyndigelse til at træffe afgørelse - forretningsordenens artikel 62 PR\ doc PE

2 PE /13 PR\ doc

3 INDHOLD Side PROTOKOLSIDE... 4 FORSLAG TIL BESLUTNING... 5 BEGRUNDELSE... 9 PR\ doc 3/13 PE

4 PROTOKOLSIDE På mødet den 25. oktober 2001 meddelte Parlamentets formand, at Formandskonferencen havde henvist dette forslag til Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik som korresponderende udvalg med bemyndigelse til at træffe afgørelse, jf. forretningsordenens artikel 62. På mødet den 26. juni 2001 havde Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik valgt Philip Hushill-Matthews til ordfører. På mødet/møder den... behandlede udvalget udkastet til betænkning. På dette/sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for:...; imod:...; hverken/eller:...)/vedtog det enstemmigt forslaget til beslutning. Til stede under afstemningen var:... (formand/mødeformand),... (næstformand),... (næstformand),... (ordfører),...,... (for...),... (for..., jf. forretningsordenens artikel 153, stk. 2),... og.... Betænkningen indgivet den... PE /13 PR\ doc

5 FORSLAG TIL BESLUTNING Europa-Parlamentets beslutning om de almene aspekter af forbrugerbeskyttelsen og informationspolitikken vedrørende anvendelsen af direktiv 90/314/EØF (2001/2136(INI)) Europa-Parlamentet, - der henviser til Rådets direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure 1, - der henviser til Kommissionens arbejdsdokument om gennemførelsen af direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure 2 - der henviser til direktiv 93/13/EF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler 3, - der henviser til sin beslutning (A4-0071/1998) om forbedring af sikkerheden, forbrugerrettighederne og handelsnormerne inden for turistsektoren 4, - der henviser til CEG s (Consumers in Europe Gruppen af Forbrugere i Europa) rapport 98/16 af 30. Oktober 1998, - der henviser til den samling i Rådet forbrugerpolitik - den 13. April 2000 i Luxembourg, - der henviser til konklusionerne fra Ekspertgruppens rundbordsdiskussion om pakkerejsekontrakter, - der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 2 og artikel 163, - der har givet Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik bemyndigelse til at træffe afgørelse, jf. forretningsordenens artikel 62, - der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik (A5-0000/2001), A. der henviser til, at turismen er en af de økonomiske og kulturelle aktiviteter, der for tiden giver de bedste resultater, og som har de bedste fremtidsudsigter i Europa, B. der henviser til, at et af direktivets vigtigste mål har været, at forbrugerne skulle have en enkel aftalepartner, som er let at komme i kontakt med, og som alene er ansvarlig for hele pakken, et mål, der generelt ikke i praksis er nået i mange medlemsstater på grund af forbrugernes vanskeligheder med at håndhæve deres rettigheder, 1 EFT L 158 af , s SEK(1999)1800 af EFT L 95 af , s EFT C 138 af , s. PR\ doc 5/13 PE

6 C. der henviser til, at i mange medlemsstater, herunder også Det Forenede Kongerige hvor flere indbyggere rejser til udlandet på pakkerejser end i noget andet EU-land er antallet af klager over pakkeferier i årenes løb steget stærkt; eftersom 80% af klagerne støttes af ABTA (Association of British Travel Agents) må konklusionen være, at det ikke er lykkedes direktivet at højne normerne inden for EU s pakkerejseindustri tilstrækkeligt, og at det derfor i sin nuværende form har svigtet forbrugerne, D. der henviser til, at et betydeligt antal bestemmelser i dette direktiv giver mulighed for brede fortolkninger, hvilket medfører meget forskellige holdninger i forskellige medlemsstater, E. der henviser til, at navnlig omsættelsen af artikel 7 i national lovgivning har afsløret, at de garantier, der stilles i tilfælde af rejsearrangørens og/eller formidlerens insolvens, såvel som det beskyttelsesniveau, der ydes forbrugerne, varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat, F. der henviser til, at mange pakkerejsearrangører for tiden konsekvent fralægger sig ansvaret for flyselskabers, hotellers eller andre agenters mangelfulde tjenesteydelser, selv når disse eventuelt er datterselskaber af samme moderselskab, G. der henviser til, at der ikke i direktivet om pakkerejser findes bestemmelser vedrørende aflysning, og forskellige medlemsstater har indbyrdes afvigende systemer for forbrugerbeskyttelse på dette område, H. der henviser til, at direktivet ikke finder anvendelse på flyrejser, medmindre disse er en del af en pakke, til trods for flere og flere forbrugerklager herover, I. der henviser til, at der kunne opstå problemer på grund af uklarhed omkring forbrugerbeskyttelse i forbindelse med pakkerejser købt på tværs af grænserne via Internettet, J. der henviser til, at pakkerejser ofte foregår på tværs af grænserne, og derfor må forbrugerbeskyttelsen have et tværnationalt grundlag og ikke indordnes under subsidiaritetsprincippet, K. der henviser til, at det er vigtigt, at man effektivt forsøger at fjerne anomalier og udeladelser inden for dette direktiv inden ansøgerlandenes tiltrædelse, således at disse problemer ikke forstærkes, 1. henstiller, at direktivet ajourføres, at dets anvendelsesområde udvides, og at gennemførelsen skærpes; en nyudformning bør betragtes som en prioritet; I særdeleshed: 2. kræver, at de eksisterende store forskelle mellem medlemsstaternes fortolkninger reduceres betydeligt, således at der ydes samme grad af effektiv forbrugerbeskyttelse i hele EU; 3. kræver indførelse af retspraksis fra De Europæiske Fællesskabers Domstol; PE /13 PR\ doc

7 4. kræver, at direktivets anvendelsesområde udvides for at tage højde for den seneste tendens til lavpris-flyselskaber og bestillinger på Internettet, som har fået flere forbrugere til at bestille separate feriekomponenter til sig selv i stedet for at købe samlede pakker; påpeger, at det ville være urimeligt, at forbrugere var bedre beskyttet, når der var tale om pakkerejser, end når der var tale om andre fritidsrejser, der købes på forhånd; 5. kræver bedre og eventuelt nyere definitioner på og forklaringer af begreber som samlet pris, pakkerejse, på forhånd fastlagt og forbruger ; 6. kræver større klarhed med hensyn til arrangørens og formidlerens nøjagtige ansvar for så vidt angår manglende eller mangelfuld opfyldelse af kontrakten, hvad enten arrangøren eller formidleren har eller ikke har ydet den pågældende tjeneste direkte; 7. kræver klarere og mere fuldstændig erstatning for forbrugerne, såfremt kontrakten ophæves af rejsearrangøren, og erstatning til arrangøren, såfremt det er klart godtgjort, at vedkommende har lidt et tab; 8. insisterer på, at forbrugernes rettigheder i henhold til international ret ikke må begrænses ved hjælp af urimelige udelukkelsesbestemmelser eller bestemmelser, der kunne gøre det vanskeligere for forbrugerne at rejse krav om erstatning; 9. opfordrer stærkt medlemsstaterne til at indføre en eller anden form for regeringsgaranteret reservefond til støtte for de forbrugerbeskyttelsesnormer, der omtales i artikel 7; insisterer på, at forbrugerne ikke skal være nødt til at lægge ud for deres egen hjemtransport, såfremt rejsearrangøren eller formidleren er insolvent; 10. anmoder om et ændret direktiv, i hvilket det klarere fastslås, hvilke retlige følger tilsidesættelse af forpligtelserne vedrørende oplysning og gennemsigtighed har; 11. opfordrer stærkt medlemsstaterne til at sikre, at forbrugerne mere umiddelbart bliver bekendt med deres ret til regres i henhold til gældende lovgivning, og med hvorledes de kan gøre disse rettigheder gældende; 12. påpeger, at mange forbrugerklager stadig skyldes forbrugernes skuffelse som følge af vildledende eller ufuldstændige oplysninger; kræver, at normerne for minimumsinformation tages op til revision og finder anvendelse på alt oplysnings- eller reklamemateriale, og ikke blot på feriebrochuren selv; 13. henstiller, at artikel 4, stk. 2, litra b, i henhold til hvilken alle bestemmelser i kontrakten skal meddeles forbrugeren, inden kontrakten indgås, ændres, således at forbrugeren, mindre end 7 dage efter at han har underskrevet kontrakten, skal modtage en kopi af den fuldstændige bestillingsbekræftelse/de fuldstændige kontraktbestemmelser; 14. opfordrer stærkt medlemsstaterne til at rette sig ind efter fælles normer til klassificering af indkvartering med henblik på at undgå vildledning og/eller forvirring af forbrugerne; 15. opfordrer stærkt til indførelse af strengere bestemmelser vedrørende tillæg for enkeltrejsende, hvilket ikke blot er en dårlig behandling af enlige forsørgere og ældre, men undertiden ganske urimeligt også indebærer værelser af dårligere kvalitet; PR\ doc 7/13 PE

8 16. kræver, at der bliver givet flere oplysninger om mulighed for ferieindkvartering af handicappede forbrugere, idet alle medlemsstater vedtager flere fælles definitioner på forhold som adgang for kørestole; 17. kræver, at artikel 5, stk. 1, bliver strammet op, således at der i højere grad bliver fastsat detaljerede krav vedrørende industriens pligt til at give forbrugerne omfattende sundhedsoplysninger, der er relevante for feriemålet; 18. kræver, at der indføres snævre grænser for opkrævning, efter at kontrakten er indgået, af ekstra betaling, eller for flydende priser, begrundet med påståede potentielle ændringer i valutakurser, brændstof, afgifter osv, og at skæringsdatoen for eventuel opkrævning skal fastsættes til mindst 30 dage forud for rejsetidspunktet; 19. tilskynder Kommissionen til energisk at arbejde hen imod færdiggørelse af et fælles europæisk luftrum, som kunne bidrage stærkt til at nedbringe antallet af forsinkede flyafgange og dermed reducere en hovedårsag til forbrugerklager; 20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter. PE /13 PR\ doc

9 BEGRUNDELSE 1. Baggrund Pakkerejsedirektivet var et resultat af et forbrugerbeskyttelsesprogram, som Rådet vedtog i Forbrugerbeskyttelsespolitik kræver et minimumsniveau af bestemmelser på europæisk plan, skønt dette i det foreliggende tilfælde kompliceres af den kendsgerning, at der ikke i traktaten har været et særskilt og specifikt kapitel om turismen. Eftersom forbrugerbeskyttelsespolitikken respekterer subsidiaritetsprincippet, findes der imidlertid kun på nationalt plan, og ikke på europæisk plan, bestemmelser vedrørende beskyttelse mod insolvens. Dette er ikke nødvendigvis forkert; det betyder imidlertid heller ikke, at beskyttelsen mod insolvens på nationalt plan for tiden er tilstrækkelig i alle medlemsstater. Direktivet har også til formål at bidrage til det indre markeds fuldstændiggørelse, hvilket betyder, at der måtte indføres retlige rammer for rejsearrangørers tjenesteydelser inden for hele det indre marked, således at de europæiske forbrugere kan drage fordel af forhold, der reelt kan sammenlignes, når de køber en pakkerejse i en hvilken som helst medlemsstat. 2. Betænkning fra Udvalget om Transport og Turisme 2. Marts 1998 I denne særlige betænknings første konklusion opfordres Kommissionen til at straks at videreføre kontrollen med håndhævelsen af direktivet om pakkerejser (90/314/EØF) og i lyset af derved konstaterede problemer eller mangler i de nationale gennemførelseslove at anmode medlemsstaternes regeringer om at sørge for, at direktivet bliver gennemført korrekt, navnlig hvad angår den i artikel 7 omhandlede garanti i tilfælde af rejsearrangørens og/eller formidlerens insolvens eller konkurs, og om nødvendigt indlede overtrædelsesprocedure; Kommissionen opfordres ligeledes til at indhente en udtalelse fra de berørte sektorer om dette direktivs virkninger. 3. Artikel 7 I henhold til denne artikel har køberen af en pakkerejse rettigheder, idet han garanteres tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport, i tilfælde af rejsearrangørens insolvens. Det er denne artikel, der har været åben for meget forskellige fortolkninger i forskellige medlemsstater. 4. Konklusioner fra Rådet i Luxembourg Rådet konkluderede på sin samling den 13. April 2000 i Luxembourg, at en lang række bestemmelser i direktivet giver vidtrækkende fortolkningsmuligheder, og at de nationale lovgivere derfor også har benyttet forskellige fremgangsmåder, men at medlemsstaterne alligevel har omsat direktivet korrekt i deres nationale lovgivning under hensyntagen også til særlige nationale forhold. PR\ doc 9/13 PE

10 Rådet noterede sig navnlig følgende: a) det forhold, at direktivet i sin nuværende udformning ikke begrænser forbrugeransvaret, hvis forbrugeren i rimelig tid trækker sig ud af kontrakten, bør måske tages op til fornyet overvejelse; b) afvigende fortolkninger medlemsstaterne imellem af det i artikel 7 anvendte udtryk "tilstrækkelig garanti" til i tilfælde af rejsearrangørens/formidlerens insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling og/eller hjemtransport af forbrugeren; c) der findes nu en praksis fra EF-Domstolen vedrørende artikel 7, og Kommissionen bør analysere dette spørgsmål yderligere sammen med medlemsstaterne; d) Kommissionen bør fortsætte arbejdet med henblik på bedre at beskytte forbrugeren for så vidt angår pakkerejsekontrakter, navnlig ved at gå ind for, at de berørte parter udarbejder en adfærdskodeks på området. 5. Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene 1999 I dette dokument undersøgtes forskellige indbyrdes afvigende fortolkninger i medlemsstaterne, og det foresloges, at der enten burde være en mere fælles fortolkning af direktivet, eller, om nødvendigt, ændringer af direktivet selv. Det påpegedes, at disse ændringer bl.a. kunne omfatte: - klarere beskrivelser, med en klar definition af en pakkerejse der sælges eller udbydes til salg til en samlet pris ; - ansvar med henblik på klarere at fastsætte rejsearrangørens og formidlerens respektive ansvar; - anvendelsesområde, som måske skulle omfatte sightseeing-ture eller organiserede ture og begivenheder; - forbrugerbeskyttelse inden for luftfarten. 6. Medlemsstaternes lovgivning vedrørende beskyttelsesniveauerne i artikel 7 Disse forskellige beskyttelsesniveauer afspejles i medlemsstaternes lovgivning. I Tyskland skal det erlagte beløb i henhold til gennemførelsesbestemmelserne tilbagebetales, for så vidt som tjenesterne ikke ydes på grund af rejsearrangørens/formidlerens insolvens eller konkurs. Derudover refunderes de nødvendige udgifter til hjemtransport af forbrugeren, som denne har haft som følge af rejsearrangørens/formidlerens insolvens eller konkurs. I Nederlandene skal i henhold til den relevante bestemmelse rejsearrangørens/formidlerens forpligtelse alternativt overføres til en anden person, eller beløbet skal tilbagebetales. Under alle omstændigheder skal forbrugerens hjemtransport ordnes, hvilket må formodes at betyde, at den rent faktisk skal arrangeres, og at udgifterne til den skal refunderes. I de forberedende dokumenter til den hollandske lov hedder det, at udgifterne til hjemtransport i PE /13 PR\ doc

11 praksis kan trækkes fra tilbagebetalingen af beløbet. Det hollandske SGR (en garantifond for rejseindustrien) tilbagebetaler erlagte beløb, såfremt et af dens medlemmer, som følge af betalingsvanskeligheder ikke kan efterkomme sine forpligtelser. I Danmark henhører i henhold til loven fire tjenesteydelser under garantifonden (obligatorisk): det erlagte beløb tilbagebetales, såfremt rejsen ikke kan påbegyndes på grund af rejsearrangørens/formidlerens finansielle vanskeligheder. Fonden tager sig af forbrugerens hjemtransport. Fonden yder også rimelig erstatning for et væsentligt brud på aftalen under rejsen. Indkvartering i udlandet kan arrangeres, men forbrugeren har ikke nogen bindende ret til det. I Det Forenede Kongerige overtages direktivets ordlyd i gennemførelseslovgivningen, og det tilføjes, at med henblik på en minimumsbeskyttelse skal en kontrakt betragters som opfyldt, såfremt pakken, eller i påkommende tilfælde en del af pakken, er leveret, uanset om forpligtelserne i henhold til kontrakten er korrekt overholdt for så vidt angår rejsearrangørens (formidlerens) ansvar for kontraktens opfyldelse. Dette tyder på, at et ringere niveau af opfyldelsen ikke medfører krav om tilbagebetaling, og bevirker, at følgerne af aflysning af en pakke efter afrejsen er uklare. Imidlertid er Det Forenede Kongerige tilsyneladende det eneste land, som har en regeringsstøttet garanteret reservefond; erfaringen tyder på, at forskellige former for sikkerhed og forsikring, som udelukkende ydes af det kommercielle marked, aldrig kunne garantere 100% af kravene, således som man klart forestiller sig i direktivet. Østrig gennemførte resten af direktivet først, og ventede derpå et stykke tid, inden det vedtog en bestemmelse vedrørende beskyttelse i tilfælde af insolvens. I denne hedder det, at garantien skal dække tilbagebetaling af erlagte beløb, for så vidt som tjenester ikke er blevet ydet på grund af rejsearrangørens/formidlerens insolvens. Garantien skal også dække alle nødvendige udgifter, forbrugeren har afholdt i forbindelse med sin hjemtransport. Disse kan omfatte prisen for en billet, en overnatning i et hotel (mens man venter på det næste fly), telefonopringninger osv. Rent umiddelbart ser den italienske forordning til gennemførelse af direktivet ikke ud til at være bedre i denne henseende; den giver tydeligt nok mulighed for at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren, men problemerne er stadig ikke løst, og overlades til fagfolk og dommere. Og dog kræves der i forordningen en obligatorisk almindelig ansvarsforsikring af rejsearrangøren/formidleren; således bliver insolvensgarantien kun relevant i de tilfælde, krav om tilbagebetaling eller erstatningsudgifter ikke betales af denne forsikring (f.eks. fordi rejsearrangøren ikke har tegnet nogen forsikring, eller ikke har betalt sine præmier). Portugal har en meget forbrugervenlig gennemførelseslovgivning; den garanti, som rejsearrangøren/formidleren skal stille, skal dække ikke blot tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren, men også af yderligere udgifter, forbrugerne har haft som følge af manglende eller mangelfuld opfyldelse af kontrakten fra rejsearrangørens/formidlerens side, samt godtgørelse til forbrugeren for eventuel skade, som rejsearrangøren/formidleren eller disses agenter har påført ham. I dette tilfælde synes detaljerede bestemmelser vedrørende beskyttelsesomfanget samt en subtil skelnen mellem tilbagebetalinger og tilbagebetaling overflødige, eftersom de alle er omfattet af garantien. PR\ doc 11/13 PE

12 7. Medlemsstaternes lovgivning: Rejsearrangørens/formidlerens forpligtelser I henhold til tysk lovgivning skal rejsearrangøren/formidleren sikre, at forbrugeren får erstatning for Han kan kun opfylde denne forpligtelse ved at stille en forsikrings- eller bankgaranti. Desuden skal han overdrage forbrugeren en direkte fordringsret over for forsikringsselskabet eller banken og godtgøre dette ved at forelægge en attest fra det pågældende selskab. Inden han har gjort dette, kan han ikke modtage beløb fra forbrugerne på over 10% af prisen eller 500 DM. Overtrædelse af denne bestemmelse straffes med en bøde på op til DM for hvert på forhånd modtaget beløb. I Nederlandene er rejsearrangøren/formidleren i henhold til loven forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der kræves for at sikre, at Rejsearrangøren/formidleren skal i brochurer, andre publikationer eller på anden måde offentligt give meddelelse om de foranstaltninger, han har truffet. Den nederlandske lovgivningsmyndighed tror tydeligvis på markedskræfterne. Den betragter forbrugeroplysning som det vigtigste, og har tillid til, at forbrugeren vil tage disse oplysninger med i sine overvejelser, når han bestiller sin rejse. Som det fremgår af de forberedende dokumenter er der derfor kun tale om sanktioner i forbindelse med forkerte oplysninger. I Danmark skal alle rejsearrangører/formidlere registreres i en garantifond. Kun rejsearrangører/formidlere, der er registreret, kan handle med pakkerejser. Sanktionerne består i en bøde, hvilket ikke er til hinder for anvendelse af kriminalretten. I Det Forenede Kongerige skal rejsearrangørerne/formidlerne til enhver tid kunne godtgøre, at de stiller garanti for i tilfælde af insolvens at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren, hvilket er den næsten nøjagtige ordlyd af direktivet. Rejsearrangøren/formidleren skal sikre, at mindst en af nedenstående ordninger er gældende. En godkendt institution stiller en garanti, i henhold til hvilken denne institution forpligter sig til at betale et vist beløb til et godkendt organ, som rejsearrangøren/formidleren er medlem af. Alternativt kan en godkendt institution, som har en reservefond eller forsikringsdækning, stille en garanti. I stedet for dette kan rejsearrangøren/formidleren tegne en forsikring til fordel for forbrugeren. Endelig kan alle erlagte beløb opbevares for forbrugeren af en depotinstitution. Overholdelse af disse bestemmelser håndhæves ved hjælp af bøder. Garantien for hjemtransport nævnes kun i meget generelle vendinger og omtales ikke i bestemmelserne vedrørende de forskellige garantiordninger, hvor kun tilbagebetaling af erlagte beløb nævnes. I henhold til Østrigsk lovgivning kan rejsearrangøren/formidleren kun yde garanti ved hjælp af en forsikringskontrakt eller en garanti fra en bank eller et offentligt organ (f.eks. handelskammeret). Minimumsforsikringssummer er 5% af rejsearrangørens/formidlerens omsætning i det respektive kvartal af sidste år. Forbrugeren skal opnå et direkte krav over for forsikreren; desuden skal dette krav være gældende, selv hvis den forsikrende institution er løst fra sin forpligtelse over for rejsearrangøren/formidleren. Selv om rejsearrangøren/formidleren f. eks. ikke har betalt sin sidste præmie, skal forbrugeren fortsat være forsikret. Sanktionen for ikke at give en sådan garanti er, bortset fra en temmelig latterlig bøde, meget effektiv: rejsearrangøren/formidleren risikerer at miste sit næringsbrev. PE /13 PR\ doc

13 Portugal har meget detaljerede bestemmelser vedrørende rejsearrangørens/formidlerens forpligtelser. Rejsearrangøren/formidleren skal stille garanti i form af en forsikring, en bankgaranti, et bankdepositum eller ved hjælp af andre midler, der er godkendt af generaldirektoratet for turisme, for tilbagebetaling af erlagte beløb og yderligere udgifter, der er opstået på grund af manglende eller mangelfulde opfyldelse af rejsekontrakten. Virksomheden skal tegne en almindelig ansvarsforsikring til dækning af erstatning for skade og hjemtransport af forbrugeren. Disse forpligtelser ledsages af en overvågningsmekanisme, som henhører under generaldirektoratet for turisme. Sanktionerne går fra en bøde til suspension eller fuldstændigt tab af tilladelsen til at drive handel. I Italien kræves der også i henhold til gennemførelseslovgivningen en almindelig ansvarsforsikring. Derudover indføres en national garantifond, som kun skal sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren. I ingen af ovennævnte love eller forslag henvises der til forbrugerens nationalitet. Forbrugerens rettigheder synes dermed ikke at være påvirket på dette grundlag. Forskelsbehandling på grund af nationalitet ville under alle omstændigheder være forbudt i henhold til EU-lovgivningen. Forbrugerens beskyttelse afhænger af, hvilken lovgivning hans aftalepartner er underkastet, dvs. hvilke kriterier han skal opfylde. I henhold til principperne for EU-lovgivningen, skulle dette være den lovgivning, der er gældende i den stat, hvor virksomheden har sit sæde. PR\ doc 13/13 PE