Redaktion: Erik B. Kromann

Transkript

1 MARSTAL SØFARTSMUSEUM årgang Redaktion: Erik B. Kromann

2 Udgivet af: Marstal Søfartsmuseum Prinsensgade Marstal Tlf Fax info@marmus.dk Hjemmeside: ISBN ISSN Tryk: Mark & Storm Grafisk A/S 5960 Marstal. Forside: Barkentineren ÆRØ leveret fra Johansens Værft i Marstal 1918 til lokalt rederi ved Hans Petersen. Sejleren strandede i tæt tåge 1925 ved Terceira Azorerne på rejsen Cadix-Bucteuce, Canada, med salt. Samme år, i april 1925, var denne akvarel malet af skibet i København af Conny Krage. Skibet er gengivet ved kaj ud for Overgaden Neden Vandet nr. 51B, hvor Axel Nordholm havde sin grossererforretning, Han har tidligere ejet billedet. Akvarellen og model af samme skib hører til året 2009 s erhvervelser til museet. Bagside: En af årets tilkomne effekter, akvarel af Carl Rasmussen 1882:»Vinterudsigt mod øst«, set fra malerens have med legende børn i Teglgade og med nybygning på stabelen på H. C. Christensens Værft.

3 INDHOLD Herman Bang: Ærø Bertel Ihmels Grube: Fem generationer til søs Børge Kristensen: Møde med grandonkel Peter Gunner Egholm Rasmussen: En historie om en stranding ved Marstal og Heltemod. Søfartsmuseets vojebåd ANNE KAROLINE med ved bjærgning Karl Hansen: Sejlads på en træskostøvle Peder Enggaard: En rejse som skibsfører på KIS SØBYE af Søby i Karsten Hermansen: Noget om skibsfart og sparekasser Jørgen Skovsgaard: På strejftog i en sømands erindringer Eskil Winfeld-Lund: Kalkovnen Erik B. Kromann: Årets gang

4 Ærø Af HERMAN BANG Efter et besøg på Ærø i 1905 skrev den kendte forfatter Herman Bang i dagbladet»københavn«den 23. oktober samme år en artikel om Ærø. Man gaar om Bord i Svendborg i en af»det sydfynskes«vævre smaa Baade. Og man sejler, tror jeg, syv Kvarter. Saa er man i Ærøskøbing. Byen er kroget og gammel og bugtet og sær. Og fuld af Gyder og fuld af Smøger. Og saa smaa Huse som dér har jeg aldrig set. Og heller aldrig saa mange Blomster i Vinduerne. Paa de to ældste Huse er der Dørhamre. Dejlige og af Messing. De var værdige for et Museum. Men de Folk i Ærøskøbing vil ikke af med dem. De Folk i Ærøskøbing værner i det hele om, hvad de har og om det, der er. De søger ikke nyt. De sidder i de smaa Huse, og de har kun lidt og søger ikke at faa det mere, som er ingen Nytte til. Selv de, der har Forretning, synes at have trukket sig tilbage fra al Forretning, og Embedsmændene der er så elskværdige som den stille Befolkning de regerer synes allerede at sidde paa Pension. Saa stille er her, at det er Livet selv, der synes at staa stille. Og alligevel har saa mange af dem, der bor under de bitte Tage, netop set Livet. Oplagte skibe i Marstal omkring århundredeskiftet

5 De har været ude i det. De har sejlet og vidt. De har været Landsmænd i»det store Land«. Men har de derude og langt borte samlet sig saa meget, at de kan have deres seks, otte Hundrede om Aaret, saa vender de hjem, herhjem til Gyderne og Dørhammeren og de gamle Naboer og de toppede Sten. Ærøboerne, de færdes vidt. Men de har det alle som de gamle Sømænd. En Dag saa lægger de Skuden op og drager hjem, hvor de er født. Og de stilleste af dem, de drager til Ærøskøbing. Den faar deraf det Præg, den har. Men udenfor Byen strækker Øen sig. Der er intet Land saa prydeligt som dette. Husene er nymalede, med Dørhammer og Vinduesrammer, baade grønne og blaa. Og rent er der i hver en Gaard som paa et Skibsdæk. Og Stakitterne skinner som et Kahytsgelænder. Men det er ogsaa mange gamle Søfolk, som bor her. Eller Landboere, som har drevet det»store«derovre i»det nye Land«og som nu sidder her og sysler med en Hønsegaard og med en Frugthave her paa Ærø. For baade ud og hjem igen maa de Ærøboere. Ud fra den bitte Ø med Hegn og Haver, ud for at tage fat og færdes og tjene Dalere. Og hjem igen til den gamle Jordplet med Bier og Blomster, hjem for at lade Øjnene hvile paa de gamle Marker og det kendte Engdrag og det smule Vand, til de dør. Fra intet Sted er Udvandringen saa stærk som her. Det er, som de fleste af Mennesker maa afsted. De sælger, hvad de har, eller de sparer, til de har noget at rejse for, og de drager derover til Amerika, altid til Amerika. Men Ærøboerne bliver der ikke. Det fremmede Land»tager«dem ikke. Naar de derovre har gjort deres Dagværk, kommer de tilbage. Og de køber sig Hus, og de køber sig Jord i Hjemmet paa Ærø. Er det ikke sælsomt. Jo mindre den Tue jord er, hvor vi fødtes, jo stærkere synes den at binde. Og vel forstaar man, at dette Sted kan binde. For som en eneste Have er her. Den, som var her i Maj, maatte vandre under hvide Træer. Og foran sig har man altid Havet et mildt og venligt Hav som en sydjysk Fjord. Men naa r man Marstal, skifter ens Indtryk. Der er Færdsel i Gaderne og næsten Staahej. Der er Butikker med store Ruder og brogede Udstillinger og Reklame. Der er høj Snak og livligt Folk, der slaar om sig. Der er noget ligesom Esbjerg over Marstal. Hvis det er til Ærøskøbing, de Ærøboere vender hjem, saa tror jeg, det er fra Marstal de rykker ud. Her fornemmer man uvilkaarligt i Folks Udseende, i Folks Væsen, i Arten, hvorpaa de taler at disse Mennesker har hastigt Blod og nænsomt Sind og Trang mod de nye Veje. Til Søs har de jo ogsaa alle Dage faret. Skib ved Skib ligger der i Havnen. Mast ved Mast. Saa slank en Skov. Tiderne er daarlige. Men de Marstallere farer endda. Gevinsten er ringe, men i Marstal bygges der nye Skrog alligevel. De Mænd maa til Havs, og de Unge kan ikke blive paa Landjorden. Det er alle Have, som de Gutter pløjer. Jeg taler med min Vært. Han fór sytten Aar i Østen. I Østen er ved Japans Kyst. Jeg snakker med en anden Mand. Han fór paa Kap. Men hans Svoger var inde paa Floderne i Kongo. Saa viden om kommer de Marstallere. Men har de set nok og har de tjent nok og begynder deres Lemmer at værke da kalder Ærø. Og de vender hjem. Til den mindste Krog i det mindste Land. En Krog, ukendt paa jorden og selv for os, Ærøboernes Landsmænd. En Krog, afsides og snæver og til en Kant. Men den Krog, hvor de fødtes og som de elsker. 5

6 Fem generationer til søs Af BERTEL IHMELS GRUBE Jeg er født i Marstal 10. okt. 1907, kom ud at sejle med S/S NIELS EBBESEN den 8. okt var konfirmeret den 2. okt og fyldte 14 år den 10. det gik stærkt den gang, måske for stærkt. Stillede ombord med både køjesæk og skibskiste et levn fra sejlskibstiden, de fleste af mine 13 kammerater var københavnere og tog sig et billigt grin deres bagage bestod jo enten i en lille kuffert eller en stor papkasse. NIELS EBBESEN. tidligere Randersbåd sejlede sammen med FICARAIA tidl. Esbjerg/Harwitz nu Kbhvn./Danzig med polske emigranter til DFDS s 4 amerikabåde. Vi 14 drenge boede ude i stævnen i bunden kaldet»holger Danske«, koøjerne var konstant lukkede og sikrede med ekstra jerntapper og lukkebolte. Vi var 7 i hvert lukaf 6 langskibs og 1 tværskibs. Passagerne boede på mellemdækket agter, hvor der var opsat jernkøjer, og så vidt jeg husker, hvor der var mands- og kvindeafdeling i modsætning til kahytskamrene levn fra NIELS EBBESEN gik som indenrigsbåd her var jo to-mandskamre, men det var dengang højden med servante med tank, der skulle fyldes op og ellers beholdere, som skulle tømmes af os tre kahytsdrenge. Der var dog ansat en kahytsjomfru, som også skulle servere for passagererne. Det siger sig selv, at fra Danzig til København var der kun så at sige fattige polakker, som adskilte sig både ved påklædning og ved at de også have dollar i lommen. Var søsyg de første rejser, men det gik hurtigt over. Det værste var nu, at man skulle forbi kabyssen, hvor der ude i borde var placeret en såkaldt steamkabys, altså NIELS EBBESEN, bygget Skotland 1899 til passagerer og fragt, ophugget 1936 (Foto DFDS). 6

7 dampkogt mad, og det var altid hvidkålssuppe noget polakker var glade for, men lugten af oksekød, kål og grøntsager var ikke lige en duft, der forhindrer søsyge. Nå, efteråret 1921 var et stormfuldt efterår, bl.a. gik DFDS s ULVSUND ned med 21 mand herhjemme i farvandet. Hvad man så i Danzig dengang var kun fattigdom, og Danzig var jo hverken polsk eller tysk, men et slags protektorat. Mener det var en dansker, der var overhøjhedsmand. Man så en masse fattige, men trods alt var der dog et stort varehus, og det besøgte vi flittigt. Med vores 28 kr. i mdl. hyre kunne vi købe en hel del. Fik mit første jakkesæt for 40 kr. og mange andre ting, som jeg nu kunne komme af sted med. Husker navnet»østersøperlen«værtshus. De fleste kammerater var år, vores benævnelse i søfartsbogen var henholdsvis koksmat, kokkedreng, hovmestermat eller kahytsdreng, således man kunne sættes til messe eller kahyts- eller kammerarbejde uanset mønstringen. Skal vi nu lade den gamle NIELS EBBE- SEN hvile, den blev erstattet med M/S VI- STULA, vist nok opkaldt efter floden, der løber ud ved Danzig, og bygget på flydedokken i Helsingør. Et pænt lille motorskib specielt indrettet til passagerer i samme fart fra de nu stadige færre amerikabåde med FREDERIK DEN 8. som den sidste. Svenskerne og nordmændene havde jo distanceret os med deres nye amerikabåde, så Skandinavien/amerikaline blev opløst først i 30 erne et helt kapitel for sig, som var begyndt med Tingvalla Line, (apropos Tingvalla Line: min afdøde onkel mangeårig skipper i DFDS exportbåde, startede som ung 3. styrmand i TINGVALLA) og som havde haft mange uheld, løb på Roculen (Jeg kan huske en overforvalter i Frihavnen, ham kaldte de massemorderen, det var skipperen, som selv blev reddet og 500 druknede) et sammenstød midt i Atlanten mellem to af samme rederi og flere andre ulykker. Tietgen overtog det der blev til DFDS. Efterhånden byggedes Frihavnen; de sejlede ellers fra Larsens plads, hvor nu Oslobådene går, det var skibe på ton førte jo også sejl til støtte. De har været noget af en prøvelse at rejse med, men tusindvis af emigranter har gjort deres entre i USA med disse skibe startede jeg som messedreng i M/S PENNSYLVANIA, 7000 ton stor kasse af den gamle type med druknehul for og agter. 32 mand, kaptajn, 3 styrmænd, telegrafist, 4 mestre, 6 fyrbøder, 3 kullempere og en donkeymand, 6 matroser, 2 letmatroser og en bådsmand, en tømmermand, hovmester, kok, koksmat og 2 drenge. Afsejlede til Newcastle, lastede kul til Brasilien/Argentina og så første gang slæbebåde som hjuldampere i en eminent manøvredygtighed, efter hvad jeg kunne se. Fik lov at købe på udførsel Capstantobak ½ pund, kr. 4.50, så kunne man rulle cigaretter, eller man kunne ryge pibe. Sådan en rejse på ca. 30 døgn var spændende, men lang, der så man flyvefisk for første gang, nåede at blive døbt ved»linien«, dengang var der ikke så meget ræs, så vi lå stille, bådsen gik op som Neptun og bad stoppe. Han var behørigt pyntet med fork og krone klippet ud af blikmargarinebøtte, der blev skudt med vores redningskanon og ellers tog dåben sin begyndelse. Vi blev ikke pint eller på nogen måde udsat for vold, som man ellers høre om, jeg husker tømreren havde lavet en mægtig barberkniv i træ, sort skaft og sølvbronzeret blad, som nogle af de voksne blev skrabet lidt med, men ellers blev der ikke lavet meget, måske der blev givet lidt øl til de voksne, jeg husker kun vores 1.mester (nu maskinchef) også blev døbt. Dengang var DFDS ikke så meget på langfart, mange havde aldrig været øst for Suez senere da jeg passerede linien mange, mange, mange gange, blev der aldrig holdt dåbsfest, men var der en flink telegrafist, var han aldrig bange for at skrive 7

8 PENSYLVANIA, bygget Newcastle Damperen var det første DFDS-skib, der krydsede Ækvator. (Foto DFDS). nogle dåbsattester, og vi havde en skik i DFDS, nemlig at man serverede liniesuppe på dagen, som bestod af koldskål bestående af skibsøl, rom, nelliker og ellers et par store blokke is, der blev serveret nogle sigtebrød, tvebakker eller små skonnerokker, og ellers kold flæskesteg evt. med kartoffelsalat kokkens eneste fridag på den rejse, ca. 4 mdr.s rejse.vi mistede messedrengen, 18 år, som forsvandt på rejsen hjem, ca. ud for Rio, sejlede for syns skyld tilbage, men gik så nord på igen. Afholdt en slags mindegudstjeneste i Liverpool, hvor der var en norsk sømandspræst som i alle store havne. Min Oldefar Ditlev Frederik Grube blev som 17-årig taget til fange af en engelsk fregat i Kattegat, han var med en Marstaljagt. Foruden ham var der kun to ældre marstallere, som engelskmændene ingen interesse havde i, de var kun ude efter unge som de evt. kunne bruge i deres Navy, hvad der jo også siden viste sig at være tilfældet, det var jo på en måde frivilligt, men efter 3 år i gamle fange blokskibe på Themsen, var han som matros 4 år med engelske troppetransporter i Indien, det har næppe været nogen lystsejlads, når man har læst om de danske linieskibe og Asiatisk Compagni s skibe, som dog var en slags handelsskibe. Den han var med, var jo en»man of war«, men hjem kom han da, og gik i land på Dragør Red 8 år efter hans tilfangetagelse. Han havde under sit ophold på fangeblokskibene lært om navigation af en bornholmer styrmand Rask. Denne håndskrevne også med farvetegninger med forskellige nautisk indeholdende bog der er bl.a. på indersiden af omslaget tegnet de blokskibe, som lå forankret og navnet og et kryds på et vindue (ikke koøje) markerer, hvor han sad. Bogen er af min far foræret til søfartsmuseet i Marstal, hvor han så har skrevet efterslægten bl.a. os 7 brødres navne. Hvor meget min oldefar senere fik brug for sejlads og navigation, er vi ikke klar over, men han fik en efter byens størrelse stor købmandshandel, og for at prale lidt ved vi også, at hans søn var kancelliråd, og som et kuriosum kan nævnes, at byens store skibsreder H. C. Christensen begyndte sin løbebane hos min oldefar som gårdskarl, men det er en helt anden historie. Hans søn, min bedstefar, var med fregatten GEFION i Eckernførde fjord hvor linieskibet KRISTIAN DEN 8. blev sprængt i luften, den blev vist ramt af landbatterier og da GEFION overgav sig blev min bed- 8

9 stefar taget til fange. Senere da han kom hjem, var der lavet har min bedstemor fortalt (de var forlovet dengang) en stor marmortavle i muren i kirken i Marstal, hvor der i hvert fald var 9 marstallere nævnt som værende omkommet ved den store eksplosion ombord på KRISTIAN DEN 8. (Sad i fange i en kirke nå, men han redede da livet, som hans far også havde gjort og hans fangetid tog vel kun måneder, hvor min oldefar var fange i 7-8 år) Min far gik også til søs som 14-årig og sejlede bl.a. med en stor 3-mastet barkentine, der hed FREDENSBORG, helt ny hvor de sejlede på varmen; senere rejste han til England, som det var skik dengang. Skulle man være styrmand, skulle man med et af de store sejlskibe, og han kom med en engelsk fuldrigger, som hed ASPICE af Liverpool, og de sejlede for resten fra Penarth, den sammen havn som jeg kom til at sejle fra så mange år efter, og derfra sejlede de videre til New York med kul. Jeg er ikke klar over, hvad de lastede der over, men de skulle ud til Australien, og dengang gik de altså ind ved Capetown for at tage proviant og vand på vejen til Australien. De var så derude og fuldlaste med korn og gik hjem til England. Så begyndte min far at læse til styrmand og skibsfører, men faldt desværre på synsprøven, da han var færdig, og så gik han over til sejlmagerfaget. Næste rejse gik vi fra Penarth, Bristolkanalen med fuld kullast til Fransk Vestindien, ankom hertil, blev bugseret ind i doklignende kaj til begge sider herfra blev 7000 ton kul ilandbåret af negerpiger, og mænd i lasten til at fylde store kurve. De blev væltet ud på dækket af gamle koner, derefter fyldt i kurvene, som pi- Grubes navigationsbog, der kan ses i museets navigationsudstillingslokale. 9

10 FREDENSBORG, en af rederiet H. C. Christensens Rio Grande-farere, ses her i Lybæk. Som det ikke var ualmindeligt for skibe, der gik på varmen, var sejleren hvidmalet for at skåne tømmeret. gerne bar i land ad landgange ind på kajen passerede et lille hus, hvor der sad en mand og gav dem en messingmønt for hver kurv, var der ikke top på, fik de ingen mønt, med det resultat, at de skrigende smed kurv og kul, men det fik de jo ingenting for. Påklædningen sækkelærred rundt om livet eller intet, det var noget mere farverigt med troperne, og så man ned langs kajen, så man de skønneste farvede fisk, i vandet, kaldet papegøjefisk. Jeg så de første bananer og lime på planter, synet af pigerne var grufuld, men det skiftede fantastisk hurtigt, således at man straks ser, at mange af dem er kønnere, end når man oplever dem første PENSYLVANIA løb på grund og forliste i Pentland Firth 1931 og ses her som vrag (Foto DFDS). 10

11 gang men mindes ikke at have set en eneste hvid i de 14 dage, måske 3 uger, vi lå der. Vi lossede en hel del i»fort de France«, der havde også ligget en by i nærheden på Martinique, mener den hed St. Pierre en by der blev fuldstændig ødelagt ved vulkan og jordskælv jeg er ikke klar over, hvor mange tusind der gik til, men en eneste blev reddet nemlig en fange i sit fangehul. Afgik fra Fort de France til New Orleans, hvor vi lastede foderstoffer til Danmark. Kokken brækkede benet i en»moonshinebrandert«en aften han gik om bord kom på hospitalet. Hovmesteren rømmede dagen efter, altså som koksmath 16 ½ øverste i restaurationen. 3. styrmand blev sat til at passe på, at ikke alt gik ad Pommern til. Men vi havde dog fået 9 nye matroser og fyrbødere ombord til erstatning for dem, karantænen havde taget, da vi kom ind Fort de France negerpigerne havde jo ikke lugtet af roser alle sammen. Dengang var det imidlertid ikke noget, folk var kede af, for det var en let måde at komme ud med amerikanske skibe, hvor hyren også var højere, når de blev udskrevet fra hospitalerne. Mellem disse 9 nye var der én, der var mønstret som fyrbøder (han var for øvrigt tysker) de blev mønstret for run, altså fra havn til havn 25 $ i dette tilfælde New York og til Newport News kulplads. Denne tysker var kok, og han kom så i kabyssen, hvor vi to residerede indtil Newport News imidlertid havde skipperen varskoet rederiet DFDS, så der fra New York blev sendt en kok og en koksmath, og således var alle sorger slukket, og vi startede mod Aalborg, hvor vi lossede en del af lasten. Det var mærkelig nok kokkens broder, der kom og afløste som hovmester gik under navnet»den dovne dreng«søren Jensen senere i mange år restauratør på Tårbæk Kro. Jeg vil fortælle lidt om»kronprinserejsen«, som vi foretog med CANADA, et skib på ton og med en be- CANADA, fotograferet 1937, hvor Grube var ungkok i 1938 og 2. hovmester fra 1939 (Fra Holger Munchaus Petersens fotosamling). 11

12 sætning på 60 mand. Vi kunne have 77 passagerer med, det var luksuspassagerer, bl.a. var der svømmebassin med 90 tons vand i. Der blev indrettet specielle kamre på luksusdækket til de kongelige, foruden dem der fulgte med, der var hofchefen West. En af heltene fra Gejserulykken, der var hans adjudant Weilbach, og kronprinsessens hofdame var en grevinde Reventlow. Ellers havde de to kammerpiger og to kammertjenere, så det var et større selskab, men det var kun de kongelige og deres repræsentant, der boede i luksusafdelingen. Vi sejlede fra Southampton og gik derfra ud til de vestindiske øer Sct. Thomas, hvor vi blev modtaget af en amerikansk krydser, som saluterede, så vidt jeg husker, var det INDIANAPOLIS der var selvfølgelig stor modtagelse, og de kongelige var i land, vi lå der bare en eftermiddag, så gik turen videre til Jamaica til byen Kingston, og der lå vi også en dags tid. Der fik kronprinsen foræret en mægtig skildpadde, på ca. et lille spisebords størrelse, som jeg for øvrigt slagtede en aften, hvor han selv skulle være med, han ville have skildpaddesuppe af den, som vi så kogte. Han var i kabyssen, da jeg med en mægtig kniv fik hugget hovedet af den. Sådan en skildpadde må være meget sejlivet, for jeg kan huske, at vi smed hovedet hen i en vask, og der var en koksmat, der puttede et kosteskaft ned ved dens mund, og den kunne bide det over. Gik derfra direkte til Colon i Panama-kanalen, og der var også modtagelse og videre gennem Panamakanalen og om op langs vestkysten og gik ind til en af disse her røverstater, der ligger her, jeg tror, det var byen Amuelles, og der skulle vi ind og hente bananer og tunfisk, det var amerikanske tunfiskere, som lå dernede på kysten, og der var så et stort fryseri inde i land, og så lastede vi. Vi havde et specielt fryserum, hvor der var 20 graders kulde, og der kunne være tyve tons. Så havde vi de frosne tunfisk med op til San Diego. Men foruden lastede vi også bananer der, og tilfældigvis var det kronprinsessens fødselsdag den 28. marts, så der var inviteret, hvad der var af myndigheder, og også nogle danskere var med til festmiddagen. Vi havde i øvrigt fået specielle menukort med hjemmefra med guldtryk med kronprinsessens initialer i spejlmonogram to I er der snoede sig ind i hinanden og vi havde en stor middag der, personligt havde jeg hugget en stor krone ud i krystalis, som stod oppe på et anretterbord, og så havde jeg fået tømreren til at lave et malteserkors, som var frosset i en halvkugle ovenpå, men for øvrigt så var det så varmt, så den kunne være smeltet. Den holdt middagen ud, med savsmulden under den hvide dug til at holde vandet i de 35 grader. Ganske vist havde vi aircondition, men det var ikke nok alligevel. Men vi lastede bananer der. Jeg var en tur med oppe med passagerne på plantagerne (selvfølgelig United Fruit amerikansk ejet). Vi kørte med et af disse banantog op til plantagerne. Der så man så, hvordan de red hen under en bananplante og lige huggede bananklasen af og ned på en hesteryg. Så hen til jernbanevogne, som stod klar til at transportere dem videre. De blev beskyttet med palmeblade, da de skal være græsgrønne, og de måtte ikke udsættes for varme og sol. Når de blev lastet, blev de meget nøje kontrolleret med termometer, da de kun måtte have en bestemt temperatur, og de var grønne, meget grønne og den mindste antydning af, at de blev gule, så blev de smidt på kajen. Så vi kunne tage alle de bananer vi ville, men de grønne klaser blev lastet helt specielt på løbende bånd med en slags hylde og blev hængt op klaser i kølerum (som også blev anvendt til æbler når vi gik hjemover fra pladser nordpå f.eks. Seattle). Det var meget interessant at opleve den tur bl.a. at lære om den blomst som sidder på bananklasen. Hanblomsterne som er 12

13 Forrest i montren i det i 2009 nyrenoverede Hjembragte-sager-rum ses dovendyret, som artiklens forfatter hjembragte fra udmønstringen med M/S CANADA til Marstal Skole, og som nu er i museets eje. en klase på størrelse med et lille spidskålhoved, og om når bladene åbner sig for hver enkelt hånd bananer og hele klasen så bliver bestøvet. I tilfælde af at der ikke er sådan en blomst på, så bliver der ingen store bananer. Nå, men vi så plantagen og det var fint indrettet med funktionærboliger og der var ryddede pladser rigtig amerikansk. Vi kørte så ned ombord igen, vi havde som sagt haft passagerne med og havde haft baljer med is og øl osv. med, så vi kunne få en lille en undervejs. Så gik vi derfra til San Diego lige på grænsen mod Mexico, der er en slags flådehavn for destroyere og den slags, og for øvrigt er det uddannelsessted for læderhalsene, inden de blev sendt ud som landgangstropper, derfra gik vi til San Pedro, som er en af havnebyerne til Los Angeles, og der blev kronprinsparret så modtaget med soldater på kajen og kronprinsen marcherer fronten af. Der var for øvrigt også et pudsigt tilfælde, da vi sejlede ind i havnen kom der en coastguardkutter, der var en dansk skipper på og han sejlede lige hen ad siden på os og råbte op til kronprinsen, velkommen her til staterne. Den dansker var meget stolt af det. Her gik kronprinsparret med selskabet i land i San Pedro. Vi gik så op til San Francisco og Portland og Vancouver og de pladser deroppe videre til noget der hed New Westminster, hvor vi altid lastede tin i tonsvis. Da vi kom til San Francisco, hvor de to store broer er Golden Gate det var i 39 hvor verdensudstillingen var da havde amerikanerne lavet en kunstig ø ude i bugten og denne store San Francisco Auklaridbro den går igennem en ø som hedder Yerba Buena. Yerbo det er det argentinerne bruger til at lave matthe af, og der har de selv- 13

14 følgelig steder spaniolerne var jo helt deroppe hvor de så har plantet disse her yerbabuske. Det drikkes eller suges op fra en bansbilo, en tørret frugt, hvori kogende vand og de grønne tørrede blade og kviste kommes. Man suger det op af et sølvrør med sigte smager som sæbevand, men er meget vitaminholdigt. Gauchoerne på Argentinas Pagupa drikker det som middel mod skørbug, deres anden føde består nemlig kun af et lams bedste dele, som de rister over åben ild, derfor denne vitaminrige the mod skørbug. Så lagde vi an til denne her mægtige plads til verdensudstillingen, for øvrigt var der verdensudstilling i New York samtidig, det var lidt mærkeligt. Denne her ø den kunstige den blev senere brugt til lufthavn. Lå jo ideelt i San Franciscobugten, den anden bro ude ved selve indsejlingen, som er orangefarvet efter navnet, det er en stor hængebro i et spand, den kostede ikke mere end 8 mand i ulykker, men den anden, da jeg var med INDIA, der stod først 22 mand og senere da de byggede Golden Gatebroen havde de nogle mægtige net under, hvis nogen faldt ned, men så var der engang en stor jernplanke, som faldt ned og sprængte stålnettet ellers ville de have kunnet bygge den uden tab af menneskeliv. Uden for San Francisco bliver vi modtaget af lods, mægtige flotte skonnerter, snehvide, sejler de med navnet GRACE I og GRACE II. Det var med hvidskurede dæk, og det var næsten som på de norske lodsbåde, der var ikke andet end nogle ganske små lukafer og ellers var det rene dæk, de var meget flotte. De satte så en båd i vandet, som vi fik over, andre steder var det altid sket med motorbåde eller nogle små dampere, her var det altså de her lystbådlignende en flot modtagelse at få. Nu er der altid lidt luft uden for selve S.F. der kan ligge tågebanker, ellers er det en meget flot havn at komme ind i. Nå, vi må videre op nordpå, så gik vi op til New Westminster, hvor vi gerne lastede tin i massevis, så ind til Vancouver og laste korn og æbler og ned til Portland og Seattle, den by, jeg tror nok, hvor der er flest danskere bosiddende. Nu er klimaet jo også sådan et sted som Seattle lige som hjemme, måske noget mildere, de har den store æblehøst og lign., som aldrig finder sted sydpå. Så gik vi videre ned sydpå igen ind til de forskellige havne, men ikke nogen bananpladser. Vi kom så til Balboa som det hedder på den modsatte side af Panamakanalen stillehavssiden på atlanterhavssiden hedder det Colon. Der boede en doktor, som havde en slangefarm, hvorfra man fik serum fra slangerne. Dengang havde man ikke så mange medikamenter af den slags, men der brugte de altså giften til modgift, hvis nogen var blevet bidt, så han havde forbindelse med Odense Zoo s direktør Jensen. Vi havde 50 pelikaner og fik så nogle flodsvin med nogle mægtige tænder og nogle ozelotter og en masse dovendyr, om bord. Alle disse dyr passede barberen. Dovendyrene døde rask væk flere af dem havde unger. Jeg fik et af dem forærende, som jeg senere gav til min naturhistorielærer, så de fik det udstoppet oppe i Århus, det var ikke noget, de havde hjemme i samlingen i Marstal skole, selv om de havde mange ting og sager rundt omkring fra. Flodsvinene, dem havde vi nede i nogle store bure, og de blev også syge, men skipperen siger vi havde en skipper, der hed Knudsen en mægtig flink mand: Barber, tag dem dog med ud på dækket og gå lidt rundt med dem. Så sagde barberen: Jeg skal sgu ikke have pillet ved dem, de har sørme sådan nogle store hugtænder, så de fik lov at dø. Vi kom så hjem. Pelikanerne var der ikke noget i vejen med, men alle de andre dyr døde, dog ikke geparder og ozelotterne, foruden pelikanerne havde han købt nogle mægtige sværdfisk, de var 3 meter 14

15 lange og med nogle gevaldige sværd. Pelikanerne skulle jo have meget mad, han huggede sværdfiskene i stykker og smed det ind til dem. Så en dag jeg sad på kontoret og skriver menukort, kommer barberen farende: Kan du ikke holde en pelikan for mig? Jo, men jeg vil sørme ikke have flået fingrene. Så siger han: Jeg skal nok gribe den om næbbet, og så bare du kan holde det åbent, så jeg kan få armen ned, for den har nemlig fået et ben tværs igennem halsen det stak ud gennem fjerene på begge sider. Barberen holdt og stak hånden ned og fik benet ud, og der var ikke noget i vejen med den pelikan, den kom fint med til Odense sammen med alle de andre. Jeg havde købt en lille sort abe en meget pæn abe og barberen havde købt en odder ovre i Amuelles, da vi var der i denne bananby. Dem solgte vi altså til Jensen, han gav vist 50 kr. for den abe, og så havde vi fanget en Sule, denne her store flotte fugl. Den var kommet og havde sat sig en dag på skibet på en pullert, og det er jo ikke almindeligt, at så store fugle sætter sig på skibet, men det viste sig, at den var syg, hvad mon der var i vejen. Det viste sig den havde slugt et stykke stålwire. Der kom smøreren Larsen og spurgte: Har du noget sild, kok, vi kan give den det fik han så, og jeg var med henne og se, og så siger jeg: Hvad fanden er det, der stikker ud af endetarmen på den? det var et stykke stålwire. Det var nok ca. 6-7 tommer langt, og et sådant består af mange stykker ståltråd, der er jo nogen, der har stået på et skib og splejset, og så har de smidt sådan et stykke lige ud over siden, og den har vel dykket lige ned efter dette. Suler er jo nogle meget fine dykkere. Da den fik det ud af endetarmen, var der ikke spor i vejen med den, så den huggede sild i sig, og den tog vi så med til Esbjerg. Her viste man Jensen den og solgte den til ham. Der var nu ikke noget lykke ved det, det er ligesom man siger, man må ikke slå en albatros ihjel.vi havde nu heller ikke slået denne her ihjel, men i hvert fald smøreren var gået i land om aftenen, vi lå en 2-3 dage i Esbjerg, og han kom ikke ombord igen, og vi sejlede selvfølgelig derfra igen, vi troede han var rømmet derfra han var i øvrigt gammel fransk legionær. Vi kom til København, så kom maskinchefen ind til mig, så siger han: Ved De hvad kok, ved De hvor Larsen er henne? Nej. Han ligger over i Esbjerg, ham har de samlet op, han var faldet ud lige hvor vi lå ved landgangen, så han havde altså fået for meget»saft«sådan en aften. Jeg har jo ikke fået fortalt, at vi havde dyr med ud til lægen i Balboa, bl.a. 2 løver, Jensen sendte dyr over til ham i Panama. Da vi sejlede derover, havde vi 2 løver og 2 ulve med, de lignede nu schæferhunde, men det har jo nok været ulve, og så havde vi en masse undulater. Jeg tænkte også, det var noget mærkeligt noget at have med derover, men det var måske til blodfornyelse, det er jo heller ikke sikkert, de havde undulater derover, men papegøjer havde de jo massevis af. Vi havde også 2 flotte unge løver med, så sig ikke at handelssamkvemmet mellem Danmark og Panama ikke var godt. Jeg tror nok, at ØK var large og selve fragten kostede ikke noget. Skipperen tog sig af det og lod barberen passe dyrene, og nogen udgifter til mad var der da. Jeg kan huske at barberen købte hestekød i Hull til løverne og som sagt måtte de da også købe disse store sværdfisk, da vi havde alle pelikanerne med. Krigen kom, men skibene skulle jo sejle. Med M/S INDIA tons afsejlede vi 22. jan efter dokning hos B&W megen is i Øresund gamle VÆDDEREN fik os fri, stod op langs Norges kyst for at gå nord om Færøerne, mødte M/S AUSTRALIEN, også et af kompagniets skibe, med en stor fiskekutter på slæb, skibsinspektør Tillisch påfund, vist ikke så dårligt, så længe den totale nedskydning ikke var begyndt, eller 15

16 INDIA ved ankomst København 1940 med Grube om bord som hovmester. Nationalitetsmærkerne er påmalet, for at vise, at skibet er neutralt, hvilket det krigsførende Tyskland desværre ikke respekterede i al almindelighed. (HMPs fotosamling). en minesprængning eller torpedering ville de have mange chancer med den som redningsbåd frem for deres eget grej. I det fine vejr op langs Norges kyst så vi 3 engelske destroyers på vagt, så ellers intet til krig. Vi fyldte olie på i Las Palmas, før vi nåede La Plata floden, hvor GRAF SPEE, lommeslagskib, 2 mdr. forinden var sprængt af tyskerne selv ud for Montevideo, Uruguay efter at have været i kamp med EXECTER og den New Zealandske lette krydser AJAX/ACHILLES. Så for øvrigt på værtshus mange af besætningsmedlemmerne, som ikke var interneret endnu. Chefen fra GRAF SPEE skød sig, blev der sagt, under det tyske krigsflag, ikke naziflag. Hans Landsdorff havde været en meget human chef taget besætningerne ombord, inden han skød skibene ned. Handelsskibe selvfølgelig. Efter af have indtaget tons foderstoffer afgik vi mod København som lossehavn. En dansker med øgenavnet»skræddersmeden«solgte os redningsveste, nogle handige, frem for de uhandige korkbælter, vi havde. Han garanterede dem 24 timer og så er I sgu døde alligevel, sagde han. Vi fik navy cart, certifikat hos den engelske ambassadør i Argentina, således at vi undgik engelsk kontrolhavn Welmounth og Kirkwall, hvor utallige skibe blev skudt ned undervandsbådene lå selvfølgelig der dog skulle vi på den og den længde og bredde kontrolleres af en engelsk krydser det blev vi også. På rejsen hjem anløb vi igen De kanariske Øer for bunkersolie, og vi lastede en del bananer, vel nok de sidste bananer Danmark fik af søvejen de næste 5 år. Kom godt ind i Nordsøen til bådmanøvre vi havde altid redningsbådene hængende i udfirede patentdavider. Her kom der en tysk bombeflyver med to store bomber under sig, de fløj i en stor cirkel, så i en mindre og til sidst så nær, at vi kunne se dem vinke. 3 dage efter lå vi uden for København, men kunne ikke forcere havneindsejlingen pga. is, og småskibe satte sig fast i isen.vi kunne se vores pårørende på Langelinjemolen, men kom først ind dagen efter. 3 dage efter kunne tyskerne godt passere havneløbet om ikke med fuld honnør, så dog uantastet. Rejsen blev gjort på 70 dage, meget hurtigt, M/S KINA og M/S JUTLANDIA, som vi lå sammen med dernede, nåede hjem før 16

17 os, KINA så tidligt, at den smuttede ud fra Odense den 8. og passerede den tyske flåde, som gik til Norge.Vi skulle have losset i forskellige provinshavne og fik lov at tage vores koner med indenrigs, så den 9. april stod jeg med kufferterne om morgenen på Virum station og hørte bragene fra Værløse flyveplads. S-toget kørte helt til Nørreport spadserede med mine kufferter så tyskerne tømme den engelsk ambassade på Sct. Anna Plads. Forsøgte at komme til Frihavnen, men blev stoppet ved Esplanaden og sådan endte turen. Vi blev i skibene fra april 1940 til maj 1945 med fuld løn kostpenge. Den meste af tiden var jeg i ØK s køkken, hvor personalet fik frokost, 350 personer. Apropos KINA, som jeg fortalte om, den smuttede ud fra Odense den 8.4. om aftenen, kom til at sejle hele krigen, men den sejlede ikke i konvoj, og derfor kunne undervandsbådene ikke sådan få fat i den. Den blev ført af kaptajn Himmelstrup (museet har i 2004 udgivet en glimrende bog baseret på Ejnar Himmelstrups dagbogsoptegnelser»med ØK s SIAM til Østasien 1898«. Bogen føres fortsat), en meget flink skipper, som for øvrigt var broder til den berømte kriminalmand, og den sejlede under hele krigen. Jeg så den for øvrigt i Liverpool, da den lå og var malet helt grå med to kanoner påmonteret, der så jeg den i -45, men senere kom den så hjem, og der kom en anden skipper på, og det jeg vil fortælle om er, at den forliste ud for Takloban (Fillipinerne) efter at have sejlet under hele krigen, hvor der ikke var sket hende noget, så gik den til grunde derude. Jeg skal nu fortælle om det gode skib KOREA, hvor vi lavede en rejse fra Seattle vi havde en masse kraner og udstyr over til Kina, det var dengang at Chang Cai Chec stadigvæk»stod ved roret«derovre, og amerikanerne pumpede masser af Unra-stof ind til Shanghai og forærede kineserne. Bl.a. havde vi nogle store kraner på fordækket jeg kan huske de var højt oppe, og jeg kan huske, da vi sejlede ud af floden fra Astoria, da var det lige som, når vi havde foretaget nogle drejninger, den slog nogle gevaldige slag til siden, og jeg tænkte: Nu skal vi tværs over Stillehavet, hvordan skal det gå. Vi kom fint over. På dækket havde vi 30 køer, som en rig kineser havde købt og skulle sælge børnemælk fra. Der blev lavet nogle huse på dækket, og der stod så disse flotte 30 køer. Ejeren som havde solgt dem havde sendt sin søn med til at passe dem give dem foder og vand. Vi kom som sagt fint over, på vejen over var der en af køerne, der fik kalv, og denne satte matroserne ind i en kasse de havde lavet. Den stod for sig selv, på kassen skrev de med store bogstaver»rasmus«, opkaldt efter vores skipper som hed Antoni Rasmussen jeg tror aldrig, han kom hen på dækket og så det lidt skæg skulle der være. Vi kom så til Shanghai, men uheldigvis var der så mange skibe inde og losse, så vi lå ude på strømmen i 14 dage, inden vi kom ind, og da havde køerne drukket alt vores ferskvand, selv om vi havde store vandtanke, så var det alligevel begrænset, hvad der var, især med 30 køer ombord. Der kom junker ud med hø, da høet efterhånden også slap op, 14 dage ud over normalt beregnet er lang tid. Til sidst kom vi i havn og lå på floden, hvor køerne blev firet ned i nogle junker og forsvandt sammen med den unge fyr, der skulle passe dem. Vi kom også her af med kranerne. Derfra gik vi til Canada, hvor vi gik op til en lille plads Thasis, og det er et indiansk navn og betyder»gennemgang«. Der skulle vi laste tømmer igen til Kina. Det var nogle store svære stykker tømmer det meste af det, men der var også brædder og alt muligt, men det jeg vil fortælle om i denne her lille by Thasis, som var helt nyanlagt, der var to brødre, som hed Gibsson. De havde anlagt en savmølle, og så 17

18 KOREA, som Grube var hovmester på i 1946/47 (HMPs fotosamling). kommer alle medarbejderne derop, og de bor i de såkaldte Bunkhouses, det var nogle store flydende huse, hvor der bl.a. var et mægtigt marketenderi og køkkener. Inde på land var der også bygget nogle huse, små pæne huse a la huse i Norges fjelde, og jeg kom til at kende en af savmestrene, som jeg besøgte, når vi var der. Vi var der 3 gange, og for hver gang kunne vi se, hvordan der kom flere og flere huse. Den første gang vi var der, var der et stort såkaldt stores, hvor de kunne købe alt, hvad de havde brug for, øl og spiritus fandtes dog ikke på dette sted. Hvis de endelig fik fri vist hver 14. dag tog de ned til en by St. Albang og drak sig fulde i et par dage og kom så tilbage til arbejdet igen sådan er livet sådan et sted, hvor der er ikke noget med»saft«til hverdag. Vi lå og lastede der havde i alt kun været 2 russere antagelig efterkommere af disse her russere Alaska har jo været russisk i sin tid, og amerikanerne købte det. Russerne var en slags jægere, de holdt øje med vildt, fisk og satte fælder, måske en slags pelsjægere, men samtidig arbejdede de for den canadiske regering også. Jeg har en hel del billeder derfra, bl.a. har jeg også et billede, hvor der sidder en puma i en fælde. Pumaen må man jo regne med findes helt oppe fra nord i Canada og helt ned til sydspidsen af Sydamerika, men i forskellige størrelser. Der oppe var de ikke så udviklede og store, efter fotografiet at dømme, så har den været ca. som en lille leopard. Der var masser af bjørne den sorte bjørn som var meget tillidsfulde, de kom ned til byen med deres unger. Nu havde der ikke været mennesker derovre, så dem betragtede den ikke som fjender. Jeg bad en af disse skovarbejdere, om han ikke kunne skyde sådan en for mig, jeg havde kigget nogle dage efter ham, pludselig en dag så jeg ham med en mægtig bylt på ryggen bjørneskindet han havde flået den meget flot, ikke beskadiget noget som helst, jeg tog det med til Shanghai, og der fik jeg det garvet, og der kom en kamferblok i hovedet og kunstig tunge, ellers har den tænder og kløer. Han havde anskudt den ene dag, og den var løbet fra ham. Han havde forsøgt at finde dens spor og været heldig at finde den. Han fik en lille kamfertræskiste og en flaske whisky for den, de måtte helst ikke få sprit, men hvad jeg tog chancen. Så købte jeg også et par hjorte, der var jo masser af vildt sådan et sted, de var nærmest som kronhjorte, men ikke med så 18

19 store gevirer. Dem flåede vi så og lagde i fryserummet.vi var væk i 15 måneder, men jeg havde et par dyrestege med hjem af disse. Ellers var der masser af laks i floden, for øvrigt gik bjørnene derned og stod på bredden og lappede nogle laks op til sig. Disse her laks jeg ved, der var nogle af drengene de lånte nogle kødkroge, og de kom hjem med laks men vi brugte dem ikke, det er hvad man der ovre kalder hundelaks, det vil sige, de har været oppe at gyde, og så dør de alligevel på vejen op. Laksen var der som sagt, og så var der østers, der var vildt i skovene, og der var bjørnene, så det var et meget interessant sted at være, ellers var der jo intet værtshuse eller biografer eller noget, men det hørte man senere, at det blev meget udbygget. De fik skoler, biograf osv. ØK købte hele den historie af brødrene Gibsson, og senere er det flyttet op til noget der hedder Silver River, tror jeg, og det er blevet en mægtig cellulosefabrik, så stor at ØK ikke engang kunne overkomme at drive det selv. De har drevet det sammen med canadierne og amerikanerne, og det skal være noget meget meget kæmpemæssigt noget, så Thasis blev meget, meget berømt. Jeg kan også fortælle, at de brugte brænde de ligefrem fyldte op med det i stedet for andre steder, hvor de bruger jord og sten, ja, så brugte de træ, faktisk så lavede de et nyt land. Jeg har billeder af det, og vi kan sammenligne med, når der står nogle store lastvogne dernede, hvor små de ser ud i forhold til alle omgivelserne. Ham savføreren jeg kom til at kende, han siger en aften vi var nogle stykker 1. mester og 2. styrmand om ikke vi ville med op i skoven og skyde bjørne. Han var selv en habil jæger, så vi kørte af sted, og havde ikke kørt længe, før vi kom til et vandløb. Så siger han på engelsk: Der er han, så var der nemlig nogle røde øjne, der lyste, men det KOREA et typisk ØK-skib (HMPs fotosamling). 19

20 viste sig at være oddere, og vi kørte så videre op i skovene og rundt deroppe, men desværre vi fik ingen bjørne. Men der var som sagt mange af dem, men vi var ikke heldige den aften. Der var også kun ham, der havde riffel med, men det kunne jo godt være der havde været»bid«alligevel. Jeg var der en eftermiddag og se, hvordan han stod og dirigerede savværket. Det var nogle mægtige klodser, først blev de smidt ud i fjorden/floden. De fleste af dem var jo langt over en meter tykke, så blev de hevet op til et slæbested, kom op og kom ind på en rullende vogn, hvorefter man begyndte at save dem firkantede. De havde nogle jernarme, som greb disse mægtige bjælker det var et mægtigt spektakel han stod blot og dirigerede med et par fingre. Hvordan manden, som passede selve saven, skulle klare opgaven først blev de firkantede og efterhånden mindre og derefter videre ud på pladsen, hvor de blev kørt af sted på vogne, som jeg aldrig havde set før hjemme men dog set dem her hjemme nu chaufføren sad højt oppe på vognen, og brædderne nærmest hang ind under vognen. Så kørte de ned på kajen og lastede dem der. Det var skovarbejderne, selv som også arbejdede som havnearbejdere alle havde de røde filthatte, således man ude i skoven kunne se dem på lang afstand og derved undgik ulykker. Vi var også ovre i deres køkken, der var 3-4 kokke, og der lavede man mægtig god mad, hvilket var en del af skovarbejdernes løn, også fordi man levede ret afsondret. Af og til var der forbindelse til Port Albany der kom en flyvemaskine vandflyver ellers var der en mægtig rejse, hvis de skulle sejle fra Thasis. Jeg kan også huske vi fik en kartoner whisky af mærket Seagrams, som de for øvrigt blev glade for ombord, det er et mægtigt godt mærke, og rigtig whisky. Amerikanerne laver jo meget whisky af rug, det de kalder rugwhisky, men det her var bygwhisky, som jeg nu også har set herhjemme. Det kom også op med flyvemaskine til Thasis (på indiansk Gateway = gennemgang port) ØK fotograferede KOREA, som lå til kaj med al tømmeret og alle omgivelserne, der var jo høje bjerge omkring os, men det meste af det bevokset med træer. De skove, man nu skovede, var nogle der havde plantet sig selv, og der var ikke noget med, at de plantede igen, det har jeg senere hørt, at de er begyndt med. Men ØK brugte dette lige omtalte fotografi hvor KOREA ligger i havn til at sende ud til alle forretningsforbindelserne som nytårshilsen året efter. Det var en ejendommelig oplevelse at være på en sådan plads, hvor alt var nyt undtaget skoven, som i århundrede havde ligget ubeboet hen, og især da man jo var vant til at ligge i havn i store byer. Vi var senere ved en mindre plads, men der var også en by som hed Nanoymo, og der kan jeg huske, vi så en temmelig stor træbygning, hvor nybyggerne havde haft beskyttelsesrum til kvinder og børn, når de var i krig mod indianerne. Dette hus havde de bevaret, det var et meget kraftigt byggeri. I det hele taget er det nogle meget skønne steder at sejle rundt i disse omgivelser, rundt Vancouver og de forskellige pladser også Victoria hvor vi engang var i dok. Foruden M/S CANADA lå der en Nordmand i samme tørdok, og jeg tror der var plads til endnu mere bygget til den engelske flådes slagskibe i Stillehavet, dengang de havde en flåde der. Vi kom engang til en lille plads som hed Westport, hvor der kom en gammel dansker ombord, og de søgte altid hen til hovmesteren, hvor der var et stykke med spegepølse og en snaps osv. Han havde ikke været hjemme, siden han udvandrede for mange år siden, han var fisker og havde et fint lille fartøj i lighed med de små smarte fiskerbåde de har her hjemme nu, men hans var nu af træ Hvis I vil have 20