En ny bæredygtig arbejdsmarkedspolitik

Transkript

1 En ny bæredygtig arbejdsmarkedspolitik Juni 2012

2 Indhold Forord Forord 3 1. Indledning: En ny bæredygtig arbejdsmarkedspolitik 4 Nye betingelser for national politik Nye idéer og højere ambitionsniveauer Arbejdsmarkedspolitikkens kerne Bedre koordinering Flexicurity Arbejdsmarkedspolitikkens tre overordnede formål Indsatsområder 10 Ungdomsarbejdsløshed Fokus på ordinær jobformidling Oparbejdning af viden om arbejdsmarkedet Opkvalificering Langtidsledighed Dagpengeforhold Marginalisering Integration Uddannelse af medarbejdere i jobcentre og a-kasser Videnopsamling af bedst praksis Arbejdsgiveres rolle og ansvar Strukturen i arbejdsmarkedspolitikken 20 Nationalt Regionalt Lokalt Arbejdsdelingen mellem a-kasserne og jobcentrene Økonomi og styring 26 Bilag Bilag Bilag Tænketankens deltagere 35 Danmarks muligheder for vækst og udvikling afhænger af, at vi har en stærk og sammenhængende arbejdsmarkedspolitik. Grundlaget for at fastholde det høje velfærdsniveau er, at vi bliver verdensmestre i at opkvalificere vores arbejdsstyrke. Det gælder både de beskæftigede og de ledige. Men i stedet for en rummelig, opkvalificerende arbejdsmarkedspolitik har Danmark i dag snarere en endimensionel beskæftigelsespolitik, hvor kassetænkning og kommunegrænser tæller mere end hensynet til den enkelte borger og arbejdsmarkedets behov. I fagbevægelsen vil vi meget gerne påvirke samfundet i den rigtige retning, så vores medlemmer og borgerne generelt får de bedste muligheder på arbejdsmarkedet nu og i fremtiden. Derfor udsender 3F dette oplæg med en række konstruktive forslag til, hvordan vi kan få en stærk og sammenhængende arbejdsmarkedspolitik for unge og voksne - ansatte og ledige. Oplægget indeholder forslag til, hvordan vi bedst klarer udfordringerne omkring arbejdsløshed, uddannelse og beskæftigelse i fremtiden. Derudover gives der bud på en ny organisatorisk opbygning af beskæftigelsesindsatsen, finansiering af indsatsen og rådgivningsstruktur, ligesom der kommes med forslag til, hvordan vi på det overordnede plan binder en ny samordnet arbejdsmarkedspolitik sammen, så den udgør en dynamisk helhed. Alle synspunkter i oplægget står for 3F s egen regning, men i arbejdet med at udvikle buddene på en bedre arbejdsmarkedspolitik, har vi samlet en tænketank med en række personligt udpegede kapaciteter med teoretisk og praktisk indsigt i arbejdsmarkedspolitiske problemstillinger. Borgmestre, forskere, administratorer med flere har via diskussionsmøder og skriftlige indlæg bidraget til vores arbejde. Oplægget er ikke udtryk for 3F s samlede bidrag til at løse de arbejdsmarkedspolitiske udfordringer, men er udarbejdet i respekt for tænketankens arbejde. Vi sender hermed en stor tak til alle bidragsydere. Enkelte steder i oplægget redegøres for modsatrettede synspunkter og argumenteres for og imod forskellige løsninger på et problem. Det afspejler, at planlægningen af en ny og sammenhængende arbejdsmarkedspolitik ikke sker over natten, og at der er en lang række forhold, der bør overvejes og afvejes nøje. Al forandring kræver beslutninger og mod, og al udvikling kræver tid. Mange forhold skal tages i betragtning, og eksisterende politikker, administration og organisering skal vurderes og gentænkes. Jeg håber, at dette oplæg inspirerer til, at der skabes en bæredygtig forandring - fra beskæftigelsespolitik til arbejdsmarkedspolitik. Venlig hilsen Per Christensen 2 3

3 Indledning: En ny bæredygtig arbejdsmarkedspolitik Vilkårene for at udvikle politik er blevet sværere. Rammen for udgiftskrævende forslag er blevet mere snæver. I 3F erkender vi, at der aktuelt er programsat en meget stram finanspolitisk ramme og en økonomisk fordring, hvor pengene skal være tjent, inden de kan investeres. Det har vi i vores oplæg bestræbt os på hele tiden at have i tankerne, selvom vi ikke har udført en økonomisk beregning ved hvert enkelt forslag. I stedet har vi bestræbt os på at fremstille en ny sammenhængende og bæredygtig arbejdsmarkedspolitik. Samtidig er det vores opfattelse, at en mere sammenhængende politik - og en nedbrydning af den eksisterende silo-tænkning - netop er udtryk for et stort økonomisk rationale, og vi vil undgå dobbeltarbejde også i relationen mellem jobcentrene og a-kasserne. Krisen og arbejdsløsheden kalder på handling, der kan give forvandling. For at kunne handle kraftfuldt og træfsikkert over for de problemer, der har vokset sig store i økonomien og på arbejdsmarkedet, må man vide, hvilke problemer som kan løses med hvilke instrumenter. Også på den anden side af krisen. Arbejdsmarkedspolitikken skal igen gøres aktiv, så den kan bruges i alle faser af konjunkturforløbet. Det arbejdsmarkedspolitiske felt skal oprustes og koordineres med andre politikfelter. Det er budskabet. Nye betingelser for national politik Internationaliseringen af økonomien og den generelle europæisering har ændret forudsætningerne for, hvilke nationale politikinstrumenter der kan bruges for at sikre bedre balancer og bedre udvikling i økonomien og på arbejdsmarkedet. I forrige århundrede blev generelle økonomiske instrumenter brugt flittigt for at udjævne konjunkturudsving, så man kunne holde efterspørgslen oppe og sikre, at så mange som muligt fik jobmuligheder. Denne overordnede styring af økonomien blev fulgt op af finjusteringer i form af selektive politikker som uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik og erhvervspolitik. Sådan ser verden ikke ud længere. Med den fælles europæiske styring af budgetmekanismerne sættes der mere snævre grænser for, hvad der makroøkonomisk kan gøres nationalt - ud over interne omfordelingshensyn. De offentlige budgetbalancer og hermed skatte- og finanspolitik er nu et fælles europæisk ansvar. Når den makropolitiske økonomistyring, som det er tilfældet i dag, bliver svækket, lægges der fremover større pres på at sikre en national udviklingsvej ved hjælp af de selektive politiktyper: især arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik og vækst- og erhvervspolitik. Disse områder kræver politisk oprustning. Derfor vil realiseringen af en ny aktiv arbejdsmarkedspolitik blive en af de vigtigste politiske opgaver fremover, hvis vækst og velstand skal sikres ved hjælp af håndtag, som hjemlige politikere og aktører stadig kan dreje på. Det betyder for det første, at bl.a. arbejdsmarkedspolitik skal opprioriteres som nationalt politikfelt, og for det andet at samspillet mellem de selektive politikker skal forstærkes for at sikre koordination og en bedre realisering af mål. Disse politiktyper har for længe fået lov til at udvikle sig selvstændigt, som siloer. Det giver tunnelsyn, og vi går glip af de synergieffekter, som ellers opstår ved samspil mellem disse politikker. Her bør vi tænke langt mere innovativt. Nye idéer og højere ambitionsniveauer I Danmark har vi ikke så høj en arbejdsløshed som i mange af de andre lande i EU, men den er bestemt for høj og skævt fordelt. Særligt unge er ramt af ledighed, og særligt ufaglærte er omfattet af den voksende langtidsledighed. Stadig flere bliver marginaliseret på arbejdsmarkedet. Social dumping og andre trusler mod arbejdsmarkedsreguleringen bliver mere synlige. Hvis vi skal rustes bedst muligt til at klare disse udfordringer, må et første pejlemærke være, at nye idéer og højere ambitionsniveauer skal ind i arbejdsmarkedspolitikken i stedet for den meget begrænsede tankegang, der har været gældende for beskæftigelsespolitikken gennem de sidste ti år. VK-regeringen omdefinerede arbejdsmarkedsindsatser til alene at være snævre jobindsatser at få folk hurtigst muligt i beskæftigelse for enhver pris, uden at skele til om løsningen er langtidsholdbar og baseret på ordinære job. Den satte andre hensyn og prioriteringer ind, som langt fra altid har været til gavn for arbejdsmarkedet eller de danske lønmodta- 4 5

4 gere. Ledige er blevet underkastet kontrol, mistænkeliggørelse og sanktioner. Aktivering er blevet noget, den ledige skulle frygte i stedet for at se frem til. Uden at der er skabt flere jobåbninger - og uden at de lediges kvalifikationer er blevet forbedret meget gennem de senere år. Arbejdsmarkedspolitikkens kerne Balancen mellem rettigheder og pligter er forrykket. Arbejdsmarkedspolitikkens oprindelige formål er blevet tilsidesat. Oprindeligt var formålet at sikre, at der ikke opstår ubalancer mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft. Der må hverken udvikle sig flaskehalse eller ske omfattende marginalisering af folk, og arbejdsformidling udtrykker netop det centrale i at få begge sider til at passe sammen. Både kvantitativt og kvalitativt. Der opstår mange slags problemer på samme tid, og en aktiv indsats skal kunne parere og løse alle disse typer af mis-match-problemer. Men den traditionelle arbejdsformidlingsfunktion er blevet neddroslet. Den må genopfindes sammen med kvalitativt gode tilbud i aktiveringsindsatsen. Uddannelse skal være et væsentligt instrument til at sikre kvalificering af ledige og til at få et dobbelt kvalitetsløft på arbejdsmarkedet gennemført. Dette oplæg indeholder idéer til, hvordan forskellige instrumenter kan bruges og sammen opprioriteres i genopfindelsen af aktiv arbejdsmarkedspolitik. Bedre koordinering Et andet hovedproblem for en god politikførelse er, når de forskellige politikområder ikke bliver synkroniseret eller koordineret. Sådan har det været længe: arbejdsmarkedsindsatser bliver ikke koordineret med de erhvervspolitiske, der igen foretages uden klar synkronisering med uddannelsespolitik og andre politikfelter. Der satses helt forskelligt. Men silo-tænkningen må nedbrydes. Samtidig må hvert enkelt politikfelt have mulighed for at sikre kvalitativt gode indsatser. Det kræver også en professionalisering af arbejdet med at planlægge, koordinere og implementere. Både isoleret og samlet. Det fordrer mere ensartede institutionelle rammer. Vi kan ikke have 93 forskellige jobcentre i det arbejdsmarkedspolitiske system, seks vækstfora og mere end dobbelt så mange VEU-centre, som ikke spiller sammen. I stedet må sættes offensive, tværsektorielle og tværfaglige måder at løse de sociale og økonomiske problemer på, så både forståelser, handlinger og institutionelle rammer bliver mere i overensstemmelse med politikmålene. Det gælder også organiseringssiden. Ellers kan der ikke sættes nationale politiske målsætninger og prioriteringer igennem. Det er ved hjælp af et nyt policy-mix, der fremover skal nås træfsikre og bæredygtige politiske resultater. Flexicurity De fordele, som det danske flexicurity-system kombinationen af fleksibilitet og sikkerhed har givet, skyldes bl.a., at politikker og institutioner har spillet sammen på et overordnet niveau. Uden rimelige forsørgelsesvilkår og aktive indsatser for at bringe ledige tilbage i jobs og sikre folk kvalifikationer, der kan matche efterspørgslen, ville der ikke kunne være etableret en så velfungerende arbejdsmarkedsregulering. Voksen- og efteruddannelsessystemet må ses som dybt integreret i flexicurity-systemet. Uden den løbende efter- og videreuddannelse af såvel beskæftigede som aktuelt ledige ville det ikke være muligt for lønmodtagerne at imødekomme skiftende krav og behov. Det fordrer igen, at samspillet mellem institutioner og ordninger er hensigtsmæssigt instrumenteret. Forringelser gennem de seneste år af dagpengesystemet og efterlønsordningen er sammen med neddroslingen af uddannelse og aktivering i beskæftigelsespolitikken trusler mod dette ellers gode og internationalt berømte flexicurity-system. EU har siden 2007 gjort flexicurity til en basal del af den europæiske beskæftigelsespolitik. Det er paradoksalt, at Danmark selv har forringet to af de bærende søjler for arbejdsmarkedssystemet. Det må repareres. Derfor skal grundlaget for den danske arbejdsmarkedspolitik reformuleres. Vi må væk fra den snævre beskæftigelsespolitik, der har ladet arbejdsløsheden vokse og ikke effektivt grebet ind over for arbejdsmarkedsproblemerne, og få etableret indsatser, der kan virke både på kort, mellem og lang sigt, og som spiller sammen med de øvrige politikker. Det er ikke tillært hjælpeløshed over for arbejdsløshedsproblemer, men aktive 6 7

5 foranstaltninger skruet sammen ud fra en investortænkning, der er brug for. Virksomhederne skal hjælpes bedre, og der skal investeres massivt i de menneskelige ressourcer. Arbejdsmarkedspolitikkens tre overordnede formål Arbejdsmarkedspolitik vil i en aktiv udgave have tre overordnede formål: 1. At hjælpe med til at effektivere processerne på arbejdsmarkedet, så ledige og virksomheder med arbejdskraftbehov matches hurtigere og kvalitativt godt. Dermed udnyttes de produktive kapaciteter i samfundet bedre, flaskehalse modvirkes, og der skabes forudsætninger for bedre fordeling af arbejdskræfter på produktionsgrene og virksomheder. 2. At sikre en retfærdig behovsdækning for alle lønmodtagere. Arbejdsmarkedspolitik er en del af velfærdsstatens politikførelse, og det er en central opgave at få givet lønmodtagere tryghed og nye arbejds- og livschancer igennem livsforløbet. Det kræver indsatser, der hjælper folk til at vende styrket tilbage på arbejdsmarkedet med flere kvalifikationer. 3. At skabe forudsætninger for udvidelse af de produktive potentialer i samfundet. Gennem uddannelses-, kvalificerings- og arbejdsmiljøindsatser kan der skabes fremtidige muligheder for at sikre vækst og velfærd. Derigennem bidrager vi også til, hvad der fremover skabes af beskæftigelsesmuligheder. Opgaven går altså samlet ud på at udvikle et langsigtet og bæredygtigt fundament for kvalitativ vækst og produktiv beskæftigelse. Der må tænkes i investeringer i det bedste, man kan investere i, nemlig mennesker og menneskelige relationer. Aktiv arbejdsmarkedspolitik må være gennemsyret af en sådan investortænkning, der er fremadrettet. Den må samtidig indrettes, så flere slags komplicerede problemer kan tackles på samme tid. Her og nu. Der er i høj grad et aktuelt behov for at få revitaliseret de politiske indsatser over for arbejdsmarkedet. For at arbejdsmarkedspolitikken skal virke hensigtsmæssigt, skal incitamenterne i økonomi og styring af arbejdsmarkedspolitikken understøtte regeringens erklærede mål om udvikling og grøn vækst. Den organisatoriske opbygning af arbejdsmarkedspolitikken skal sikre samarbejde og arbejdsdeling mellem alle de interessenter og institutioner, der bidrager til arbejdsmarkedspolitikken, så det optimale udbytte for samfundet opnås. Her kan en regional styring af arbejdsmarkedspolitikken komme på tale. Der skal også sikres kvalitet i arbejdet og løbende indsamles nødvendig viden for at skabe udvikling på området. Arbejdsmarkedsindsatserne skal kunne trække på en kreativ vidensbank for arbejdsmarkedet. Den mangler også i dag. Det er ligeledes vores synspunkt, at arbejdsmarkedets parter sammen med offentlige repræsentanter igen kan gøres til ansvarlige beslutningstagere, som kan være med til at bære en sådan ny aktiv arbejdsmarkedspolitik igennem. Det er også at realisere det nye samarbejde, som den nye regering efterlyser i sit regeringsgrundlag fra oktober På de følgende sider gives konkrete bud på, hvordan en aktiv arbejdsmarkedspolitik kan se ud. Først sættes fokus på udvalgte indsatsområder, som arbejdsmarkedspolitikken bør løfte. Det drejer sig bl.a. om ungdomsarbejdsløshed, uddannelse og omskoling, langtidsledighed og integration. Sådanne centrale indsatsområder forudsætter et system, der kan håndtere udfordringer, som kan være landsdækkende eller have særlige regionale eller branchemæssige forskelle. Derfor beskrives i tredje del hvordan strukturen i beskæftigelsessystemet bør justeres, så det skaber mere kvalitet. Her er også forslag vedrørende den økonomiske og politiske styring, herunder parternes rolle. 8 9

6 Indsatsområder Ungdomsarbejdsløshed Ungdomsarbejdsløsheden er et stort samfundsmæssigt problem, fordi en markant ungdomsarbejdsløshed trækker negative spor mange år frem i tiden både for den unge ledige og for samfundet. Flere forhold spiller en rolle i forhold til at klare udfordringerne med ungdomsarbejdsløsheden. Ikke mindst på uddannelsessiden, hvor blot nogle af problemerne er den negative sociale arv, den mangelfulde viden om unges adfærd på arbejdsmarkedet, den ukoordinerede vejledning, de manglende praktikpladser, og at mange stadig forlader folkeskolen med dårlige almene kundskaber. Først og fremmest skal unge uddannes. Der er f.eks. meget at gøre i forhold til at få sikret praktikpladser til unge og skabe større sammenhæng mellem praktik og erhvervsskole. kan oppebære dagpenge. Desuden vil jobcentret blive aflastet i forhold til den opgave, som medlemmets a-kasse løfter. (Se bilag 1, hvor forslaget bliver uddybet.) Én sagsbehandler hele vejen igennem Mange unge bliver forvirrede af, at de har forskellige sagsbehandlere til forskellige forhold i deres ledighedsperiode. Der bør etableres et så stærkt samarbejde blandt interessenterne omkring løsning af ungdomsarbejdsløsheden, at enhver ung arbejdsløs udstyres med en coach, der hjælper den unge hele vejen igennem til et arbejde eller en kompetencegivende uddannelse. Mentorordninger skal styrkes Mange unge føler sig fortabte i overgangen til ungdomsuddannelserne, under selve forløbet og i overgangen til arbejdsmarkedet. Det kan flere mentorer afhjælpe. Mindst 3 års uddannelse efter grundskolen Alle unge skal have mindst tre års uddannelse efter grundskolen. Det betyder, at alle unge under 18 år skal være i uddannelse eller i gang med noget, der er en del af en uddannelsesplan. Det betyder også, at alle har ret til en fuld erhvervsuddannelse eller anden ungdomsuddannelse. Det vil udfordre de offentlige myndigheder i forhold til at finde passende uddannelsestilbud og få nedbragt det alt for store frafald fra ungdomsuddannelserne. Økonomiske incitamenter til arbejdsgivere Præmieringsordninger i forbindelse med oprettelsen af praktikpladser er en styrke. Arbejdsgivere, der ikke påtager sig et oplæringsansvar, skal i højere grad bidrage økonomisk til de, der gør. Samtidig skal der laves økonomiske incitamenter, der understøtter indgåelse af hele aftaler. Klausuler i kontrakter Der bør stilles krav til kommunerne om at indføre klausuler om oprettelse af praktikpladser i offentlige kontrakter. Klausuler er et enkelt redskab, der er med til at opretholde en kvalificeret arbejdsstyrke og sikre flere danske arbejdspladser. Medlemskab af en a-kasse for kontanthjælpsmodtagere Det kan overvejes, at alle unge, der henvender sig i jobcentret, skal melde sig i en a-kasse. Det kan medvirke til, at den unge i en eventuel kommende ledighedsperiode ikke skal have kontanthjælp men i stedet Skab læring fra og mellem institutioner Der bør samles eksempler på gode, samordnede indsatser mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning, skoler og jobcentre, hvor der kan påvises en synlig effekt af, at en større andel af de unge kommer i ordinært arbejde eller uddannelse. Efterfølgende bør de gode eksempler spredes til inspiration for andre kommuner. Opkvalificering ved ansættelse Ifølge 99 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan der i forbindelse med ansættelse af en person uden løntilskud ydes tilskud til udgifter ved opkvalificering af personen. Dette redskab bør markedsføres bedre ikke mindst med henblik på at ansætte en ung. Registerbaseret undersøgelse af ungdomsarbejdsløsheden Lige nu er der en markant forskel mellem den registerbaserede ungdomsarbejdsløshed og arbejdskraftundersøgelsernes (AKU) ledighed. Vi ved ikke, hvor omfattende ungdomsarbejdsløsheden er, og hvad de unges situation er lige nu. Vi har behov for en solid registerundersøgelse af de unge og deres adfærd over en kortere periode for at kunne identificere, hvor de unge er, hvad de lever af og hvad de orienterer sig mod. Vi ved heller ikke meget om, hvordan aktiveringen virker i forhold til unge, og hvad de er blevet udsat for her. Der bør igangsættes en detaljeret registerbaseret undersøgelse af ungdomsgruppen med henblik på at identificere mobilitet og tilgang og afgang fra uddannelse og arbejde

7 Fokus på ordinær jobformidling Oparbejdning af viden om arbejdsmarkedet I dag er den konkrete brugbare viden om arbejdsmarkedet mangelfuld. Det eksisterende redskab til identificering af arbejdskraftbehov kan ikke bruges som et egentlig redskab i det daglige arbejde. Overvågningsredskabet skal både være mere præcist og udvikles kvalitativt. Jobcentrene bruger i dag tiden på samtaler og kontrol, og de møder i for høj grad virksomhederne med et tilskud i lommen i form af virksomhedspraktik eller løntilskud. Samtidig bruges der alt for mange økonomiske midler på meningsløs aktivering. A-kasser formidler job til egne medlemmer Den ordinære jobformidling skal i centrum. De faglige a-kasser er med deres kendskab til rekruttering af arbejdskraft inden for de enkelte faglige områder de bedste til at hjælpe medlemmer i arbejde. Derfor skal a-kasserne stå for den ordinære jobformidling til egne medlemmer. (Se i øvrigt side 21 om arbejdsdelingen mellem a-kasser og jobcentre.) Forbedret samarbejde For at sikre den bedste og hurtigste formidling af arbejdskraft til virksomhederne skal der findes konkrete samarbejdsformer med jobcentrene. Der skal være mere kontakt til virksomhederne og praktisk kontakt mellem interessenterne omkring arbejdsmarkedspolitikken. Et hurtigt beredskab Matchning af udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft skal både omfatte det korte og det lange sigt. Et beredskab bestående af beskæftigelsesregioner, faglige organisationer, jobcentre og uddannelsesinstitutioner skal kunne handle hurtigt. Først og fremmest fordi virksomhederne som helt overvejende er små og mellemstore har en meget kort planlægningshorisont. Et hurtigt beredskab kræver vedvarende og tillidsfuld kommunikation og kontakt mellem virksomheder, tillidsrepræsentanter og arbejdsmarkedsinstitutioner. Inddragelse af uddannelsesinstitutioner Uddannelsesinstitutionerne skal kunne rykke hurtigt ud, når arbejdskraft efterspørges, eller kommende arbejdskraftbehov på anden måde identificeres. Ofte er det netop uddannelsesinstitutionerne, der ligger inde med konkret viden om virksomhedernes behov for kvalificerede medarbejdere. Nye metoder Nye metoder og redskaber udvikles til indsamling af data om behovet for medarbejdere. Overvågning af arbejdsmarkedet skal suppleres med hurtig og effektiv understøttelse af virksomhederne med henblik på at finde de relevant kvalificerede medarbejdere. Bedste praksis Bedste praksis fra arbejdet mellem jobcentre og virksomheder bør indsamles. Branchenetværk Der kan etableres branchenetværk omkring konkrete arbejdsmarkedspolitiske udfordringer, herunder behov for arbejdskraft og kompetencebehov. Det er vigtigt, at virksomhederne med arbejdsgivere og tillidsrepræsentanter bliver partnere i det lokale og regionale arbejdsmarkedspolitiske arbejde. Opkvalificering Udfordringerne er markante på rekrutterings- og uddannelsesområdet. Især inden for bygge- og anlægsområdet er der behov for en indsats, hvor omskoling og opkvalificering skal i højsædet. Det er forudsætningen for, at udbuddet af arbejdskraft kan følge med en forventet stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Flaskehalse skal ses og forebygges i tide. Det er for sent, når arbejdsmarkedspolitiske redskaber søsættes for at helbrede flaskehalsproblemer, og det er samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt, hvis arbejdskraften skal rekrutteres fra udlandet, hvor vi i stedet i tide kunne have uddannet os til en god balance på arbejdsmarkedet. Opkvalificering anvendes ikke i tilstrækkeligt omfang i beskæftigelsesindsatsen. Incitamenterne i beskæftigelsesindsatsen er uddannelsesfjendske og arbejder imod målsætningen om at understøtte vækst og omstilling til grøn energi

8 Fokus på jobformidling og opkvalificering Al fremtidig aktivering skal have fokus på ordinær jobformidling og opkvalificering. Finansieringen af og incitamenterne i arbejdsmarkedspolitikken skal vendes, så de i højere grad understøtter, at ledige opkvalificeres, herunder at unge deltager i uddannelse, at ledige kompetenceafklares og får lagt en individuel uddannelsesplan, samt at ikke-faglærte opkvalificeres til faglært niveau. Job- og uddannelsesplaner Individuelle job- og uddannelsesplaner skal afløse jobplanerne. De nye planer skal tage udgangspunkt i de lediges ønsker, forudsætninger og arbejdsmarkedets behov. Løntilskudsordning Løntilskudsordningen skal i højere grad kombineres med opkvalificering. Realkompetencevurdering Alle i en opsigelsesperiode skal have ret til at blive realkompetencevurderet. Vurderingen skal have valør i både uddannelses- og arbejdsmarkedssystemet. Uddannelsesrettigheder Flere uddannelsesrettigheder til arbejdsløse. Uddannelsesmidlerne prioriteres dem, der har størst risiko for langtidsledighed, dvs. dem der ingen uddannelse har i forvejen, og dem der har været ansat indenfor brancher med dårlige beskæftigelsesmuligheder. Optjent ret til selvvalgt uddannelse Selvvalgt uddannelse gøres afhængig af, hvor mange år man har været medlem af en arbejdsløshedskasse (se bilag 2, hvor forslaget bliver uddybet). Langtidsledighed Mange ledige risikerer at falde for dagpengegrænsen. Desuden fravælger mange virksomheder personer, der har været ledige for længe. Derfor skal hele indsatsen mod langtidsledighed indrettes på at forhindre langtidsledighed. Fokus i beskæftigelsesplaner Jobcentrene, lokale beskæftigelsesråd (LBR) og beskæftigelsesudvalg bør i deres beskæftigelsesplaner indarbejde forslag til, hvordan langtidsledighed kan forhindres. Der skal være fokus på effekterne af indsatsen. Job- og uddannelsesplaner Der skal indføres individuelle job- og uddannelsesplaner, hvor der i større omfang end med de eksisterende jobplaner skabes sikkerhed for, at den ledige får varigt fodfæste på arbejdsmarkedet. Jobrotation Jobrotationsredskabet skal bruges i forhold til langtidsledige og personer, der vurderes at have risiko for langtidsledighed, herunder unge. Vikarernes arbejdsperiode skal tælle med til genoptjening af dagpengeretten. Klippekort til opkvalificering Det bør overvejes at udstede klippekort til betaling af opkvalificeringskurser, når virksomheder ansætter eller får formidlet ledige jo længere ledighed hos den nyansatte, jo flere klip. Dagpengeforhold Økonomisk sikkerhed i forbindelse med arbejdsløshed er det ene ben i flexicurity-modellen. De seneste års forringelser på dagpengeområdet har gnavet af dette ben, så modellen er ved at vælte. Voksenlærlingeordning Voksenlærlingeordningen skal understøttes som middel til uddannelsesløft fra ufaglært til faglært, da kontraktforholdet mellem en arbejdsgiver og lærlingen giver den bedste garanti for en solid opkvalificering kombineret med tryghed i ansættelsen. Uddannelse og dagpenge Hovedreglen skal være, at uddannelse fungerer som død periode i dagpengemæssig forstand bortset fra jobrotation, hvor vikarens arbejdsperiode tæller som arbejde. Derfor optjenes dagpengeanciennitet. Genoptræningsret forbedres Genoptjeningen af dagpenge skal tilbage på 26 uger. Selv Finansministeriet er i sin oprindelige beregning nået frem til, at besparelsen ved at øge genoptjeningskravet fra 26 til 52 er temmelig beskeden

9 AM-bidraget Dele af udgifterne til a-kassen flyttes over på AM-bidraget, så det bliver billigere at være medlem. Supplerende dagpenge forlænges Perioden, hvor a-kassemedlemmer kan oppebære supplerende dagpenge, forlænges fra 30 uger til 52 uger. Det vil øge mulighederne for arbejde i brancher, der periodevis kræver, at medarbejderne sendes hjem. ordentlig integration af ledige og medvirker til at forhindre misbrug af beskæftigelsespolitiske redskaber. Tilsynsmodel Nogle kommuner har indført en tilsynsmodel med henblik på at kontrollere anvendelsen af løntilskudsordninger og forskellige former for praktik. En sådan tilsynsmodel bør alle kommuner anvende. Marginalisering Integration Den eksisterende virksomhedsrettede aktivering løser ikke problemet med en øget marginalisering. Der bliver fortsat flere personer på kanten af arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesministeren har bragt forslaget om socialøkonomiske virksomheder på bane, men der er endnu ikke mange konkrete forslag til emnet. Flygtninge, indvandrere og andengenerationsindvandrere er grupper, der har særlig stor risiko for at blive marginaliserede. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har f.eks. vist, at hver tredje af de inaktive unge er indvandrere. Ligesom vi til stadighed har en stor arbejdskraftreserve blandt herboende etniske minoriteter, som kan udnyttes meget bedre. Ifølge statistikkerne er arbejdsløsheden blandt efterkommere dobbelt så høj som arbejdsløsheden blandt danskere. Derfor er der behov for at arbejde målrettet med at styrke integrationen i Danmark, og der er behov for, at indsatsen bliver meget mere sammenhængende, målrettet og håndholdt. Beskæftigelse, integration, uddannelse og den sociale indsats skal tænkes ind i en større sammenhæng. Klar opdeling af arbejdsmarkedspersoner og sociale klienter Der bør kun arbejdes med to matchkategorier: Alle personer og grupper, der enten er på arbejdsmarkedet eller forventes tilbage til arbejdsmarkedet, bør høre under det arbejdsmarkedspolitiske område. Kun personer, der ikke forventes tilbage, bør høre under det socialpolitiske område. Socialøkonomiske virksomheder og tilsvarende initiativer Der skal indhentes mere viden om socialøkonomiske virksomheder, og der bør sættes gang i et udredningsarbejde på området. Det bør bl.a. undersøges, hvordan de kan virke i en ordentlig sammenhæng med ordinære virksomheder. Sidemandsoplæring Der indføres øgede muligheder for sidemandsoplæring. Mentorordningen Mentorordningen udbredes og styrkes. Det kan give mening med et alternativt arbejdsmarked - en virksomhed i virksomheden - som redskab til de svageste ledige. Eksempelvis som det Grundfos og andre større virksomheder praktiserer. Tillidsrepræsentanter skal altid høres, og der skal være åbenhed om ordningerne. Misbrug i forhold til kravet om merbeskæftigelse og forholdstalsreglen Alle ekstraordinære ansættelser eller oprettelse af forskellige former for praktik fordrer, at tillidsrepræsentanterne eller den overenskomstbærende organisation skal høres og inddrages i forhold til hver enkelt ansættelse eller placering i praktik. Det er forudsætningen for en Målretning af greencard Greencard-ordningen skal virke efter hensigten, så indvandreres kompetencer bruges bedre end i dag. Betingelserne for green card-tilladelse bør ændres, så der bliver krav om at medbragte kvalifikationer bruges i det job, man er ansat i i Danmark. Desuden bør personer, der allerede er på greencard-ordningen, kontaktes og tilbydes job inden for de områder, som de har uddannelse og kompetencer til

10 Konjunkturbestemte ordninger Åbning for udenlandske arbejdskraftordninger (greencard, beløbsordning, positivlisten mv.) bør reguleres mere konjunkturbestemt. Videnopsamling af bedst praksis Hos en lang række institutioner og parter ligger der en meget stor viden om arbejdsmarkedets forhold, arbejdsmarkedspolitik, udfordringer og problemer på området samt løsninger og bedste praksis. Jobcentre, a-kasser, VEU-centre og de regionale beskæftigelsesråd er blot eksempler på instanser med en stor og vigtig viden på området. Men alt for ofte er denne viden ikke udbredt og bliver slet ikke anvendt systematisk i det daglige arbejde. Udbredelse af eksisterende ordninger Udbredelsen og anvendelse af trappemodel, jobpakker og særlige integrations- og oplæringsstillinger skal styrkes, bl.a. ved at forstærke dialogen med jobcentre. Uddannelse af medarbejdere i jobcentre og a-kasser Medarbejderne i jobcentrene og a-kasserne skal kunne varetage en bredere funderet vejledning og rådgivning i forhold til ledige. Derfor skal den formelle uddannelse styrkes, og det skal først og fremmest ske gennem systematisk og løbende efteruddannelse. En undersøgelse fra CARMA, Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, viser f.eks., at hver femte medarbejder i jobcentrene slet ikke er uddannet til at varetage deres job, og at de selv i meget høj grad efterlyser opkvalificering. Systematisk og koordineret videnopsamling Der bør ske en meget mere systematisk og koordineret videnopsamling af aktørernes bedste praksis. Og der bør generelt oparbejdes mere praksisnær viden. Undersøgelser af arbejdsmarkedsforhold skal have en større anvendelsesorientering. Materialet skal bruges i den fortsatte uddannelse af medarbejdere/sagsbehandlere på lokalt og regionalt niveau. Arbejdsgiveres rolle og ansvar Uddannelse af medarbejdere Der bør findes uddannelsesmuligheder, så medarbejdere i jobcentre og a-kasser kan blive klædt bedre på til at rådgive og vejlede ledige. Der bør både tænkes i at indbygge mulighederne i de eksisterende uddannelser og i at udbyde nye uddannelser i voksenuddannelsessystemet på de relevante niveauer. Uddannelserne skal være tilgængelige for alle interessenter på arbejdsmarkedet, både jobcentermedarbejdere, a-kassemedarbejdere og andre aktører. Uddannelsen bør tilrettelægges, så den understøtter lokalt samarbejde mellem interessenterne. Arbejdsgiverne er ikke tilstrækkeligt engagerede og involverede i den lokale og regionale beskæftigelsespolitik. Styrket og koordineret virksomhedskontakt Styrket og koordineret virksomhedskontakt og samarbejde med virksomheder og tillidsrepræsentanter skal have hovedprioritet i de regionale råd og i de tilknyttede sekretariaters arbejde. Der skal udarbejdes færre overordnede rapporter, og i stedet skal analyser være virkelighedsnære og handlingsanvisende. Efteruddannelseskurser Der bør etableres efteruddannelseskurser, som er fælles for lokale og regionale interessenter i arbejdsmarkedspolitikken, og hvor lokal videnopsamling fra det daglige arbejde i høj grad bruges som grundlag for læreprocessen. Netværk Der bør etableres virksomhedsnetværk på brancheniveau for at kvalificere efterspørgslen efter arbejdskraft og skabe partnerskab mellem virksomhederne, a-kasserne og fagforeningerne, jobcentret og nye arbejdsmarkesregioner

11 Strukturen i arbejdsmarkedspolitikken Beskæftigelsesindsatsen er i dag tilrettelagt ud fra et bekvemmelighedshensyn, hvor staten ikke har et ansvar for udførelsen af beskæftigelsespolitikken. Opgaveporteføljen er ikke fastlagt af hensyn til, hvilken struktur der bedst kan varetage opgaven med en bredt funderet arbejdsmarkedspolitik, hvor der er sammenhæng og integration mellem erhvervs-, uddannelses-, beskæftigelses- og integrationspolitikken. I en ny bred arbejdsmarkedspolitik skal det bedst egnede niveau have den relevante opgave, og det er dette udgangspunkt, der bør bestemme arbejdsdelingen og sammenhængen mellem det centrale, regionale og lokale niveau. Grundlæggende bør et omvendt subsidiaritetsprincip gøres gældende. Forhold, der ikke fordrer personkontakt eller fælles arbejde mellem interessenter, bør reguleres centralt. Det skaber de bedste forudsætninger for, at mange interessenter bliver partnere omkring arbejdsmarkedspolitikken. Klarhed og lighed i de lediges rettigheder, pligter og muligheder er af fundamental værdi. Forskellighed skal derfor kunne begrundes i reelle forskelle i landsdele og kommuner eller ved fordelen af nærhed vedrørende indsats og konkrete tilbud til den enkelte ledige. Det må ikke være tilfældige prioriteringer, der bestemmer omfanget og kvaliteten af aktive tilbud til ledige. Staten bør igen tage ansvar for arbejdsmarkedspolitikken. Det regionale og lokale niveau skal arbejde mere konkret sammen i det daglige omkring lokale/regionale problemstillinger. Til gengæld kan de opgaver, der er ens på regionalt niveau, lige så godt udføres centralt. På de næste sider beskrives, hvordan de forskellige niveauer hver især og i samarbejde kan bidrage til en ny arbejdsmarkedspolitik på nationalt, regionalt og lokalt niveau: Nationalt Mere sammenhæng Minister og folketing skal have mere direkte ansvar for den arbejdsmarkedspolitiske indsats. Den politiske styring skal foregå i samarbejde med bl.a. parterne på arbejdsmarkedet via et nyt centralt Arbejdsmarkedsråd. Arbejdsmarkedspolitikken skal sikre sammenhæng til andre ministerområder, bl.a. uddannelse og erhvervspolitik. Denne sammenhæng skal afspejles i Arbejdsmarkedsrådet. Nyt råd Beskæftigelsesrådet og Vækstrådet erstattes af et nyt Arbejdsmarkedsog erhvervsråd. Rådet skal: Rådgive ministeren Overvåge arbejdsmarkedet og afdække fremtidige jobmuligheder og kompetencebehov Sikre- og medfinansiere relevant udbud af voksen- og efteruddannelse (både for ledige og beskæftigede) Fastsætte kriterier for selvvalgt uddannelse for ledige Iværksætte landsdækkende programmer, indsatser og forsøg. Ny lov Der bør fastlægges en national arbejdsmarkedspolitik med et klart fokus på opkvalificering. Det skal afspejles i en ny lov om aktiv arbejdsmarkedsindsats for ledige. Centralisering Flere forhold vedrørende arbejdsmarkedspolitikken kan med fordel centraliseres, bl.a. finansiering af dagpenge og arbejdsmarkedsindsats. Ved at centralisere økonomien skabes bedre mulighed for at bruge arbejdsmarkedspolitikken konjunkturpolitisk. I øvrigt skaber den eksisterende finansiering af dagpenge og beskæftigelsesindsats en række uhensigtsmæssigheder. (Uddybes senere). Bedre it-understøttelse Brugen af it og videnopsamling skal understøttes centralt. Den eksisterende struktur for IT-understøttelse er med til at besværliggøre relevant samarbejde mellem a-kasser og andre aktører. Statslig it-løsning Der etableres en statslig it-løsning, som alle kommuner og andre interessenter, der udøver service i forhold til de ledige, skal tilslutte sig

12 Regionalt Indsatsområderne, der er nævnt i dette oplæg, som ungdomsarbejdsløshed, langtidsledighed, opkvalificering, uddannelsesvejledning, samarbejdet med VEU-centre og uddannelsesinstitutioner, overvågning af arbejdsmarkedet og udvikling af bedre kontakt til virksomhederne via uddannelsesinstitutionerne, og derudover integrering af EU-puljerne i tilknytning til arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken m.v., gør det relevant at have et stærkt regionalt niveau. Otte landsdele (arbejdsmarkedsregioner) som grundlag for en regional arbejdsmarkedspolitik Otte arbejdsmarkedsregioner Den regionale indsats styres via otte nye arbejdsmarkedsregioner, der følger arbejdskraftoplande (se landkort). De otte arbejdsmarkedsregioner har en størrelse og en sammenhæng for de forskellige interessenter, der gør det muligt at bidrage aktivt til arbejdsmarkedspolitikken. Uddelegering Beskæftigelsesministeren delegerer prioritering og bevillinger til indsatsen i en ny arbejdsmarkedspolitik til regionale arbejdsmarkedsråd, der sammen med arbejdsmarkedsregionen udmønter den del af politikken, der kræver koordinering og samlet indsats. De regionale arbejdsmarkeds- og erhvervsråds opgaver: Sikre kontakt, dialog og konkret samarbejde med virksomhederne Overvåge det regionale arbejdsmarked Sikre udbud og medfinansiere særlige regionale uddannelsesbehov i samarbejde med bl.a. VEU-centrene Koordinere og understøtte indsatser vedrørende vejledning ungdomsarbejdsløshed langtidsledighed undgå marginalisering integration social dumping videnopsamling uddannelse af medarbejdere iværksætte regionale programmer, indsatser og forsøg overvåge og benchmarke jobcentre og a-kasser. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter Regionerne får ansvar for at sikre en indsats, som svarer til regionens behov. Den politiske styring sker gennem regionale råd. Rådene består af kommunale repræsentanter samt arbejdsmarkedets parter. Arbejdsmarkedets parter inddrages i og gøres ansvarlige for den regionale arbejdsmarkedspolitik. Mere sammenhæng Indsatsen sker i tæt samarbejde med den regionale integrations-, uddannelses- og erhvervspolitik. VEU-centre indarbejdes i den regionale struktur. VEU-centrene skal følge den samme geografiske opdeling som de nye arbejdsmarkedsregioner, men i øvrigt indtage en selvstændig rolle i fordelingen af bevillinger til det uddannelsesudbud for ledige, der er relevant i forhold til det regionale arbejdsmarked, men i samarbejde med arbejdsmarkedsregionen. Samarbejde med uddannelsesinstitutioner Der skal etableres samarbejde med de etablerede uddannelsesinstitutioner (AMU og VUC) i forbindelse med kompetenceafklaring, uddannelsesplanlægning, screening for læse- staveproblemer m.m. Sammenhængende voksenvejledning Der skal være en samordnet og kvalificeret voksenvejledning. I dag eksisterer der ikke en sammenhængende voksenvejledning. Væk med dobbeltarbejde De regionale Vækstfora indarbejdes i de nye arbejdsmarkedsregioner, så midler og indsats i højere grad tænkes sammen, og dobbeltarbejde undgås. Økonomisk styrkelse Det regionale led styrkes markant økonomisk (se økonomi-afsnit)

13 Lokalt Arbejdsdelingen mellem a-kasserne og jobcentrene Færre jobcentre Jobcentrene skal fortsat sikre en borgernær og virksomhedsrettet service, så indsatsen sker på et fagligt solidt grundlag og ud fra geografiske hensyn. Driften fastholdes i de nuværende jobcentre, hvor det er hensigtsmæssigt. Det forudsættes dog, at der sammenlægges jobcentre, så antallet nedbringes, og indsatsen bliver bæredygtig. Den rationaliseringsgevinst, der herved opstår, anvendes delvist til at etablere og styrke de otte arbejdsmarkedsregioner. A-kasser tager sig af egne ledige A-kasser har kontakten til egne ledige i de første seks måneder (indtil aktiveringen træder i kraft) og varetager hele kontakten til den ledige med mindre visitering sker til jobcentret med henblik på en tidlig indsats. Jobcentrene har kontakten til alle andre ledige. Virksomhedsrettet indsats Jobcentrene har kontakten til virksomhederne, herunder etablering af virksomhedsrettet indsats. I dag er arbejdsdelingen mellem a-kasse og jobcenter uklar, og der sker dobbeltarbejde. A-kasser tager sig af egne ledige A-kasserne skal have opgaverne i forhold til egne ledige i de første seks måneder. Opgaverne skal skrives ind i loven. Undgå spild Spild af bevillinger til beskæftigelsesindsats og uddannelse og uværdig aktivering skal undgås. Derfor skal holdningen til indsatsen til ledige baseres på, at den ledige får varigt fodfæste på arbejdsmarkedet. Visitation af ledige A-kassen kan visitere ledige, der har behov for en indsats i kommunen, inden de seks måneder er gået, og bør gøre det, når den ledige har behov for det. Det forudsættes, at der i forhold til alle a-kasser etableres et godt samarbejde mellem regionerne og jobcentrene netop med henblik på sådanne visitationer. Eventuelle uenigheder mellem jobcentre bør kunne afklares via dialog. Det vil alle parter have interesse i. Klar opdeling Der skal være en klar adskillelse mellem ledige, som er arbejdsmarkedsparate eller jobklare, og egentlige sociale klienter, som er matchgruppe 3 personer. Jobcentret forestår aktiveringsindsatsen, som forudsættes fremover at bygge væsentligt mere på opkvalificering. Jobcentre og praktik Desuden har jobcentret ansvaret for al placering af ledige og sociale klienter, der skal placeres i praktik. Fokus på ordinært arbejde I øvrigt består opgaven i at få incitamentsstrukturen i arbejdsmarkedsindsatsen til at vende til fordel for opkvalificering og en menings- og effektfuld indsats med henblik på et ordinært arbejde. Love og regler Vilkår for arbejdsmarkedsindsatsen skal indskrives i de relevante love, og derudover skal samarbejdet mellem a-kasser, jobcentre og regioner reguleres af aftaler mellem de relevante parter

14 Økonomi og styring De økonomiske incitamenter i beskæftigelsespolitikken er i modstrid med regeringens erklærede politik om vækst og grøn økonomi. I stedet for at understøtte regeringens politik om opkvalificering, så den menneskelige faktor spiller med på regeringens målsætning, bidrager kommunerne i overvejende grad med en aktivering, der først og fremmest skal disciplinere de ledige. Kommunerne har ikke indflydelse på beskæftigelsesudvikling, pendling og arbejdsløshed. Kommunerne har risiko for store økonomiske tab, som medfører besparelser på andre velfærdsområder. I de kommende år er kommunerne nødt til at spare endnu mere og være økonomisk forsigtige som følge af den kommende budgetlov og ændringen af lov om kommunal refusion. Refusionsordningen for kommunerne er blevet ændret flere gange. Først fik kommunerne ansvaret for finansiering af dagpenge og aktivering af dagpengeberettigede ledige pr. 1. januar Kommunernes incitament i aktiveringsindsatsen var her at få flest mulige ledige aktiveret. Det gav sig udslag i uhensigtsmæssig anvendelse af vejledningskurser (pipfuglekurser). Ved finanslovsaftalen for 2011 blev det økonomiske incitament i beskæftigelseslovgivningen drejet til at få placeret ledige i den virksomhedsrettede aktivering. Det har medført en ekstrem høj anbringelse af ledige i virksomhedspraktik, som mange gange står i vejen for oprettelse af ordinære lære- og praktikpladser for unge. Mange kommuner taber penge på at have det økonomiske ansvar for aktiveringen af ledige, selvom kommunerne ikke har indflydelse på beskæftigelsesudviklingen og ledigheden (se bilag 3). Statslig finansiering En væsentlig større del af finansieringen af dagpenge må gøres statslig i hvert fald finansieringen af de første seks måneders ledighed for dagpengemodtagere, uddannelse og opkvalificering og uddannelsesrotation. Desuden skal en større andel af selve arbejdsmarkedspolitikken og forvaltningen heraf være statslig bl.a. finansiering af en styrket regional arbejdsmarkedspolitik. Enklere model for bevillinger Det vil være en enklere model at tildele kommunerne bevillinger direkte fra staten i forhold til udgiften for indsatsen. Således vil der for det første kunne opnås, at ingen kommuner taber eller vinder på at udføre opgaven. Desuden vil økonomisk sammenblanding med andre kommunale indsatsområder kunne undgås. Fra kommune til stat Rettigheder til uddannelse og de økonomiske midler hertil skal flyttes fra kommuner til staten og fremgå af finansloven

15 Bilag 1. (Bidrag fra Verner Sand Kirk) Hvordan får vi flere til at forsikre sig mod ledighed? Over de senere år har vi oplevet et løbende fald i andelen af arbejdstyrken, der er a-kasseforsikrede. Faldet i samlet forsikringsgrad skyldes ikke, at folk i stort tal har meldt sig ud, men derimod at de unge har undladt at melde sig ind. Siden finanskrisen slog til er udviklingen vendt en smule, men på ingen måde markant. A-kassernes organisationsgrad fordelt på alder Arbejdsmarkedskommissionen var i deres rapport fra 2009 meget opmærksomme på, at fortsat faldendende forsikringsgrader er en trussel mod selve flexicuritymodellen. Det hed således: Det er et centralt hensyn at bevare balancen i den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor muligheden for at få dagpenge understøtter et arbejdsmarked med fleksibel adgang til at afskedige og ansætte arbejdskraft. Alle med en væsentlig ledighedsrisiko skal således fortsat have en klar tilskyndelse til at forsikre sig mod ledighed Arbejdsmarkedskommissionen mente, at den mest hensigtsmæssige metode til at få flere til at forsikre sig var at sænke forsikringsbidraget. De pegede på, at det kunne finansieres ved til gengæld at hæve efterlønsbidraget. Denne ide har efterlønsreformen desværre gjort meningsløs. Det ændrer dog ikke på, at det fortsat vil være en god ide at sænke forsikringsbidraget, hvis der kan findes finansiering til det. Tilsvarende vil det også trække i positiv retning, hvis der kan ske en genopretning af det fald, der er sket i dagpengenes kompensationsgrad i forhold til lønningerne. Frem til efteråret 2008, hvor ledigheden stadig var lav, kan den gode beskæftigelsessituation være en forklaring på, at mange fravalgte a-kassemedlemsskab for at spare det årlige kontingent på i gennemsnit ca kr. (ekskl. evt. efterlønsbidrag). I takt med at ledigheden er steget burde man dog forvente, at de der fravalgte a-kassen ville melde sig ind, men det har kun i begrænset udstrækning været tilfældet. Vi har dog på det seneste set en markant stigning i unge under uddannelse, der melder sig ind. Det kan imidlertid primært tilskrives, at personer i uddannelse fra 2009 har kunnet blive kontingentfrie a-kassemedlemmer. Og hvis de har meldt sig ind mindst et år før uddannelsesafslutning, har de kunnet undgå karensperioden på 1 måned for dimittender. Obligatorisk medlemskab? Der komme ofte forslag i den politiske debat om, at der bør indføres obligatorisk a-kassemedlemsskab. F.eks. har de radikale talt varmt for det. Og der henvises ofte til det norske system som eksempel på en sådan model. Det er imidlertid misvisende at kalde det norske system for et obligatorisk arbejdsløshedsforsikringssystem. Det finansieres af det generelle skattesystem og svarer egentlig til et kontanthjælpssystem uden ægtefælle- og formueafhængighed, hvor der er højere ydelser, hvis man har haft en vis beskæftigelse og indkomst. Det er i høj grad en diskussion værd, om det overhovedet er en farbar vej at gå efter en form for obligatorisk medlemskab af a-kasser, - eller om man ikke, hvis det er det, man ønsker, så bør tage skridtet fuldtud og nedlægge a-kasserne og kopiere det norske system. Min (Verner Sand Kirk) vurdering er, at generel obligatorisk medlemskab ikke er en farbar vej. Dels vil det reelt være en væsentlig forøgelse af skattetrykket, som i sig selv vil gøre det vanskeligt at få flertal for. Og 28 29

16 dels vil der være tale om en grad af formynderi, som vil vække modstand. Men udover det principielle er det også teknisk problematisk. Skal en ung der efter gymnasiet arbejder et år inden studiestart også melde sig ind? Skal nogle få timer som avisbud medføre krav om a-kasse? osv. I Sverige er man ved at analysere og diskutere obligatorium Foreløbigt er der kommet rapporter på over 1000 sider om de afgrænsningsmæssige problemer. Derimod kan det som foreslået nedenfor være en god ide at ændre optjeningsreglerne og gøre a-kassemedlemsskab obligatorisk for kontanthjælpsmodtagere. Hvad bør der så gøres? Ud over vurdering af pris, ydelsesniveau og ledighedsrisiko er der to vigtige forhold, der synes af få især unge til ikke at melde sig i a-kasse. 1. De tror oftest fejlagtigt, at de kan få kontanthjælp. 2. Optjeningsreglerne er ret rigide ved at man både skal have været medlem i et år og have arbejdet 52x 37 = 1924 timer for at få dagpengeret. Dvs. mindst et år efter, man har meldt sig ind. Det svarer til, at man vil tegne en kaskoforsikring på sin bil, men først får ret til erstatning for skader over et år efter, man er begyndt at betale. Det første problem må løses ved bedre information. Det andet kan og bør løses, ved at gøre optjeningen af ydelsen gradueret efter, hvor længe, man har betalt. F.eks. ved at man får ret til en ydelse på niveau med kontanthjælp ved indmeldelse og gradvist optjener ret til den fulde dagpengesats i forhold til det efterfølgende beskæftigelsesomfang. Kontanthjælpsmodtagere? Forudsætningen for at få kontanthjælp er, at man ikke har nogen væsentlig formue og ikke har en ægtefælle, der kan forsørge én. Det betyder i praksis, at man ikke kan få kontanthjælp, hvis man er gift med en, der har arbejde eller hvis man blot har en rørig formue på kr. Derfor er de fleste kontanthjælpsmodtagere da også enlige, der ikke har ejerbolig. Parfamilier, hvor begge er på kontanthjælp, er fanget i en fattigdomsfælde, hvor stort set hele gevinsten ved at, den ene får arbejde, modregnes i den andens kontanthjælp. Enlige kontanthjælpsmodtagere med børn er i en dobbelt fælde, da de både får en indkomstbestemte og statusbestemte ydelser. De skal være meget sikre på kærligheden, før de flytter sammen med partner, for så ryger både kontanthjælp og særlige tilskud til enlige forsørgere. Samtidig er kontanthjælpssatserne så beskedne, at det i sig selv kan være en hindring for, at man vælger at være medlem af en a-kasse. Og hvis man ønskede at melde sig ind, har man hidtil ikke kunnet med mindre man var i arbejde på indmeldelsestidspunktet. Denne barriere er dog netop fjernet, så enhver kan melde sig i A-kasse, men optjening af dagpengeret kræver fortsat gennemførelse af en kompetencegivende uddannelse på mindst 1½ år eller et års fuldtidsarbejde (1924 timer inden for 3 år). Det bør være en del af betingelserne for kontanthjælp, at man gør, hvad man kan for at forhindre, at man igen kommer til at stå uden forsørgelsesgrundlag ved fremtidig ledighed. Og derfor kan det være en god ide at stille krav om, at kontanthjælpsmodtagere skal være medlem af en a-kasse. Forudsat, at kontanthjælpssatserne tager hensyn til denne betingelse, vil det også mindske problemet med, at man for at forbedre sin økonomi enten undlader at forsikre sig eller melder sig ud, og dermed heller ikke har mulighed for hjælp og vejledning i en a-kasse. Et sådant obligatorisk a-kassemedlemsskab for kontanthjælpsmodtagere bør ledsages af det tidligere nævnte forslag om en gradvis optjening af fuld dagpengesats. Man kan have en grundydelse på kontanthjælpsniveau, som så kan stige i takt med at man får arbejde, der kan indgå i beregning af en højere sats. For kontanthjælpsmodtagere, der starter på en uddannelse f.eks. på SU, vil der være kontingentfrihed under uddannelsen og ret til dimittendsats ved afslutningen af uddannelsen. Ud fra en ren økonomisk betragtning er forslaget ikke en fordel for a-kasserne, da de jo skal bruge ressourcer på at vejlede og hjælpe de nyindmeldte kontanthjælpsmodtagere og administrere dagpengeudbetalinger. Det skyldes jo, at administrationsudgifterne betales solidarisk af både beskæftigede og ledige, og derfor dækker de lediges administrationskontingent ikke merudgiften ved flere ledige medlemmer

17 Bilag 2. Principper for optjeningsbaseret ret til efteruddannelse Alligevel vil a-kasserne sandsynligvis gerne have kontanthjælpsmodtagerne som medlemmer af den simple grund, at de gerne vil yde et bidrag til at hjælpe dem i arbejde eller uddannelse. Hvis de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere bliver a-kassemedlemmer, vil det endvidere være lettere at lave en mere hensigtsmæssig snitflade mellem jobcentrenes og a-kassernes opgaver. Jobcentrene kan frigøre nogle af de ressourcer, de bruger på arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og bruge flere kræfter på at hjælpe dem med egentlige sociale og personlige problemer. Forslagets indhold: For det første foreslås det, at lediges ret til selvvalgt uddannelse gøres afhængig af, hvor mange år man har været medlem af en arbejdsløshedskasse. Man optjener retten, fra man er 18 år, men kan først gør brug af den fra man er 25 år. Ledighedsforsikringen gøres dermed til en beskæftigelsesforsikring. For det andet foreslås det, at optjeningen gøres omvendt proportionalt, således at man optjener mest i de første år og mindst i de sidste år. Dette for at undgå, at man først har optjent ret til en længere periode af efteruddannelse, når man er blevet ældre. Af samme grund og for ikke at forringe ordningen i forhold til den gældende - starter man med en startkapital på seks uger. For det tredje foreslås det, at retten gøres almen dvs. at den ikke er forbeholdt ledige medlemmer af en fagligt funderet arbejdsløshedskasse eller bestemte målgrupper af ledige. Ordningen gælder alle ledige uanset, hvilken a-kasse man står i. Ufaglærte og kortuddannede skal tilgodeses via andre særlige tiltag, jf. regeringsgrundlaget og de forestående trepartsforhandlinger. For det fjerde forslås det, at det regionale beskæftigelsesråd udarbejder en positivliste for, hvilke uddannelser man kan bruge uddannelsesretten til i regionen. a la voksenlærlingeordningen. For det femte foreslås det, at perioden, hvor ledige tager selvvalgt uddannelse, gøres uafhængig af dagpengeperioden (død periode) f.eks. ved at der udbetales VEU-godtgørelse i stedet for dagpenge. Til gengæld kan man først gøre brug af retten, når man har været ledig i tre måneder. 3 måneders jobsøgning, brug af dagpengeperiode Selvvalgt uddannelse, død periode Eventuel fortsat brug af dagpengeperiode Ansættelse ophører Uddannelsesperiode Ophør af dagpengeret 32 33

18 Bilag 3. Tænketankens deltagere Kommuner der taber eller vinder på finansiering af dagpenge og beskæftigelsesindsats for dagpengeberettigede ledige i 2011 som ændring i beskatningsprocent (- = gevinst) Kommunikationsrådgiver Amalie Mathiassen 3F Kommunikationsafdelingen Konsulent Claus Jørgensen 3FA Professor Henning Jørgensen CARMA, Aalborg Universitet Borgmester Jan Petersen Norddjurs kommune Konsulent Jens Frank Dansk Metal Afdelingsformand John Hansen 3F Mariager Fjord Chefkonsulent John Hedegaard Job og økonomi, Favrskov kommune Teamleder Kaj Andersen 3F AUI-teamet Direktør Lars Andersen AE-rådet Direktør Lars Bo Breddam AMU-Nordjylland Ledelseskonsulent Lene Rønne Holdø 3F Formandssekretariatet Afdelingsformand Martin Jensen 3F Vejle Konsulent Mette Lyshøj 3F AUI-teamet Afdelingsformand Morten Dahlberg Nielsen 3F Frederikshavn Forretningsfører Morten Kaspersen 3FA Forbundssekretær Per Christensen 3F forbundsledelsen Konsulent Poul Christensen 3F AUI-teamet Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen 3F forbundsledelsen Konsulent Poul Hansen 3F AUI-teamet Konsulent Susanne Refslund Andresen 3FA Borgmester Thomas Adelskov Odsherred kommune Direktør Verner Sand Kirk A-kassernes Samvirke Fhv. direktør i UVM Villy Hovard Pedersen 34 35

19 En ny bæredygtig arbejdsmarkedspolitik