Gardehusaren Stabskompagniet I Panserinfanteribataljon "ALTID KLAR"

Transkript

1 Gardehusaren Nr. 3 - juni årgang Stabskompagniet I Panserinfanteribataljon "ALTID KLAR"

2 Indhold nr. 3 Husarer i varmen 3 Stabskompagniet har fået skjold og mærker! 5 På Studierejse i USA del III 8 Forsidebillede: Stabskompagniet, I Panserinfanteribataljon afholdt en parade, hvor de fik uddelt deres nye mærker, sponsoreret af "Fondet af 1962" og deres skjold blev afsløret på fornem vis Gardehusaren udgives af Gardehusarregimentet i samarbejde med Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Danske Gardehusarforeninger, hvis protektor er: Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Bladet fordeles til alt tjenstgørende personel ved Gardehusarregimentet og udsendes til alle medlemmer af Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Gardehusarforeningerne i ind- og udland samt personel i international tjeneste. 2 x 40 km travetur i flotte omgivelser 12 I dronningens blå klæ r 13 Så tager det første hold afsted til Afghanistan 14 Vi vil og kan hjælpe, men ikke alle ønsker den 15 Selv garvede bjærgnings specialister kan lære noget nyt 18 Efterlysning 21 Danske Gardehusarforeninger 21 Navnenyt 22 Sjællandske Livregiment Soldaterforening 33 Redaktion: Major K.A. Vennike, ansvarshavende redaktør Oberstløjtnant Knud Skafte, redaktør Oversergent Janne U. Ramsing, redaktør Bladudvalg Knud Rasmussen Knud Skafte. tlf Freddy Rasmussen Henning Madsen Helmer Christensen Per Küster Major K.A. Vennike Oversergent Janne U. Ramsing Overassistent Susan T. Johansen Redaktionens adresser Lokalstof: OS J. Ramsing, 1 PNINFBTN/GHR, 4200 Slagelse Tlf , lokal 7104 Fax: ghr-infoelm@mil.dk Redaktionens meninger må ikke tages som udtryk for regimentets officielle standpunkter. Ligesom redaktionen ikke behøver at dele den opfattelse, forfattere af de forskellige artikler giver udtryk for. Trykt oplag: 5000 Repro & tryk: Slagelsetryk Marketing ApS Bladet udkommer 6 gange årligt Annoncetegning: Slagelsetryk Marketing ApS Rosengade 7C, 4200 Slagelse Telefon Fax mail: info@slagelsetryk.dk "Deadlines for Gardehusaren" Bladudvalget har den 27. januar 2006 aftalt at "Gardehusaren" fremover udkommer seks gange i 2006, Udgivelses månederne er: Februar - April - Juni - August - Oktober - December. Deadlines til næstkommende numre vil være: Stof til august nummeret skal være redaktionen i hænde senest den 6. juni Stof til oktober nummeret skal være redaktionen i hænde senest den 29. august Stof til december nummeret skal være redaktionen i hænde senest den 18. oktober Tjenesteblad for Gardehusarregimentet og foreningsblad for Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Danske Gardehusarforeninger 3/2006

3 Der er ikke mange, som ikke ved hvem vi er når vi kommer kørende med de danske flag vejende i antennerne Husarer i varmen Af: Konstabel Morten Hellesøe Poulsen, kører/signalmand i sikrings og eskorte sektionen, Irak hold 7 Det første kuld af Hærens Reaktions Styrke (HRU) soldater der blev uddannet i Slagelse, var februar 2006 klar til at stå sin prøve. Et Panserinfanteri kompagni var klar til at gøre tjeneste i Kosovo, og én sikrings og eskortesektion blev sideløbende uddannet til at varetage sikringen af National Support Element (NSE) i Irak. Uddannelsen virker Nu, ca. 3 måneder henne i udsendelsesforløbet, kan vi rigtig mærke resultatet af uddannelsen, som hjemme på Antvorskov Kasernes øvelsesterræn, til tider virkede temmelig meningsløs, med henblik på den opgave som vi skulle løse i Irak. Og det har været travle tre måneder, præget af høj intensitet og lange arbejdstider, som til tider har presset sektionen til det yderste, ikke desto mindre er de tre måneder fløjet af sted med en rasende fart. ture kender vi efterhånden kun alt for godt, der er ikke et hul i vejen som kan overraske os mere. Der er heller ikke en tomatplukker eller OPF- mand (Oil Protection Force) der ikke er bekendt med de fire Eagler, som flere gange dagligt tager patent på vejene med det danske flag vajende i antennerne. Der hersker heller ingen tvivl, hverken i den danske, engelske eller amerikanske TOC (Tactical Operation Center), hvem der oftest checker ud for at forlade lejrene. Vi har som sagt et, - til tider, - meget stramt program med flere ture dagligt, til forskel for de andre enheder i lejren som hovedsagligt kører patruljer. Til gengæld er vores ture ofte kortere, og vi opererer i et ikke så belastet område. Området vi kører i, kan betegnes som meget tyndt befolket og meget lidt udsat, der fore- findes som sådan kun en reel by på vores ruter, og det ville endda være en skam at kalde det for en by. Derudover er de folk vi møder - og ja, vi møder underligt nok en del folk, - meget flinke og vinker entusiastisk efter os. Livet i lejren, et kapitel for sig I starten var vi alle utrolig fascineret over faciliteterne hernede, det minder mere om et feriecenter end en militær lejr, alt i alt minder det om kasernen derhjemme. Vi bor i containere (FAB) to eller tre mand sammen og disse er gudskelov udstyret med en aircondition og et antennestik til tv. Så det er ikke underligt, at man tilbringer mange af de hede eftermiddagstimer, i den aircondition afkølede FAB og nyder godt af kabel-tv et programmer. Der er også rig mulighed for at træne i det ofte overfyldte Escort Unit Iraq Team Alle genkender os For at komme ind på de opgaver vi løser hernede, så består det hovedsageligt i at fragte personel og lastbiler til og fra henholdsvis den kuwaitiske grænse og den militære lufthavn i Basrah i daglig omtale kaldet BAS. Disse ( ) 3/2006

4 Nyheder som vejbomber, kidnapninger og forhøjet trusselsniveau kan få alle op på mærkerne og skabe en blid form for paranoia, men det bliver alt sammen hverdag og efter et stykke tid er det bare en del af arbejdet Skovsøviadukten Slagelse Tlf Fax pumpehus, hvor der absolut ikke mangler noget udover plads. Alle praktiske ting som tøjvask, forplejning, rengøring osv. det skal vi heller ikke tænke på hernede, der er ansat et civilt firma bestående af en masse små indere, som ordner den slags ting for os. Ellers går den sparsomme fritid med at tæve hinanden i bordtennis, på terrassen for enden af vores FAB- gang, som desuden er forsynet med en lille tag - selv bar, hvor man kan forfriske sig med kolde øl (alkoholfrie naturligvis) og vand. For at bryde de trivielle vaner og fortrænge de forfærdeligheder som desværre er uundgåelige, har man i lejren også arrangeret diverse turneringer, hvortil der altid er meget stor opbakning. Specielt beachvolley og fodbold er meget populært hernede, og lad mig i den anledning pointerer, at vi som de eneste husarer hernede, er i finalerne i begge turneringer. Ingen lader sig ryste mere For det meste kører vi tidligt om morgenen eller sent om aftenen og til langt ud på natten. Resten af tiden går med vedligeholdelse og spas. Især køretøjerne har brug for en kærlig hånd hernede, det er gamle og meget slidte Eagler som vi er blevet overdraget, og som vi overdrager til det næste hold. De har ofte deres egen vilje, og der er konstant en Eagle på værkstedet til trods for at den ugentlige vedligeholdelse, som grundet varmen og belastningerne, mere og mere minder om det månedlige 1-4 eftersyn. Heldigvis er vores mekanikere hernede utrolig professionelle og effektive, så vi er altid kørende, selvom vi til tider bliver nødt til at bytte køretøjer, grupperne imellem. Når vi en sjælden gang ikke har en tidlig morgen tur, så er vi til appel kl. 08:45 nøjagtig som derhjemme. Informationerne er dog lidt anderledes nu hvor vi er hernede, de famøse armstrækkere og formelle meldinger fra den sure seniorsergent, er nu byttet ud med nyheder om vejbomber, kidnapninger og forhøjet trusselsniveau. Det var i starten noget som fik alle op på mærkerne, og skabte hos nogen en blid form for paranoia, men, - og det lyder nok lidt absurd, det bliver alt sammen hverdag og der er ingen som hernede lader sig ryste af det. Efter appellen går de forskellige sektioner hver til sit for at varetage dagens opgaver, og som en selvfølgelighed for sikrings og eskorte sektionen, så gør også vi klar til dagens opgaver... en tur til grænsen. n 3/2006

5 Stabskompagniet har fået skjold og mærker! Hvad har chefen nu fundet på? Stabskompagniet antrådt i M/69. Tydligt at se på flere, at den var sjældent brugt Af: Kaptajn Henrik Dupont, Stabskompagniet 1 GHR Torsdag den 4. maj kl stod Stabskompagniet (STKMP) antrådt i M/69, udgangsuniform. For de fleste, så var det var mange år siden den sidst havde været i brug og der var da også enkelte steder, hvor den måske strammede lidt mere end sidst den var på. Men særlige begivenheder kræver særlig påklædning! Hvorfor var det så en særlig begivenhed? Det var det fordi, at det endelig var lykkedes at få indkøbt og betalt Stabskompagniets nye mærker, (tak til Gardehusarregimentets Fondet af 1962), samt havde vi fået lavet et metal skjold, som i nattens løb var blevet hængt op over indgangen til kompagniet. Nu skulle mærkerne udleveres til alle og skjoldet skulle afsløres! Trompeter og feltpræst Vi havde bl.a. inviteret bataljonschefen og repræsentanter fra vores nye søster kompagni (1/I/ GHR) til at overvære afsløringen. Paraden startede med, at næstkommanderende meldte kompagniet af til mig, hvorunder Husar Glumsø spillede eskortens signal. Jeg holdt en kort tale, hvorunder jeg udleverede de nye mærker til kompagniet. Da tiden kom til at afsløre vores skjold blev OKS-1 I.J. Christensen, (i daglig tale kaldet Ib ), kaldt frem for at trække i snoren, hvorved skjoldet blev synlig. Jeg forklarede, at den højrøde farve i øverste venstre hjørne symboliserede, at enheden tilhørte 1. bataljon. Isbjørnen, som er det største landlevende rovdyr, og som symboliserer styrke og voldsomhed, stammer oprindeligt fra en kampvognseskadron ved Sjællandske Livregiment. Da Harboe bryggerierne i Skælskør i sin tid udskrev en konkurrence, hvor man skulle komme med forslag til en etikette og et navn til en ny øl, så sendte eskadronen et forslag ind, der viste deres eskadronsmærke og de foreslog navnet Bjørnebryg. Eskadronen vandt konkurrencen og mærket lever nu videre ved I/GHR. Nederst i højre hjørne er baggrunden kamasinrød, som betyder, at enheden er et stabskompagni i en panserinfanteribataljon. I denne dels ses Slepner, som er Odins otte benede hest. Hvert ben symboliserer en af Stabskompagniets enheder, der ALTID ER KLAR til at servicere bataljonen. Efter denne forklaring af mærket var det nu tid til feltpræstens velsignelse. Feltpræst Andreas OKS-1 I.J. Christensen trak i snoren og afslørede nattens arbejde Christensen holdt som sædvanlig en god og humørfyldt prædiken! Pølser og bajere! Herefter var det tid til at gå i messevognen, hvor OKS-1 Klausen, (også kaldet Willy), var klar med røde pølser og en vand eller øl. Under arrangementet blev der samlet ind til en kammerat, der i forbindelse med øvelse, skydeperiode eller daglig tjeneste, har fortjent en påskyndelse. Efter afsløringen af skjoldet blev der budt på pølser og øl/sodavand. Og som man kan se, smagte de godt Afslutning Det er vigtigt, at man engang imellem laver lidt utraditionelt sammen, og et nyt mærke en bestemt en god anledning. Endnu engang tak til Fondet af 1962 for støtte til køb af ærmemærker, tak til Hesteskadronen for lån af trompeter, tak til Feltpræst Andreas for en super prædiken, tak til gæsterne fordi, at i ville være med og tak til Ib og Willy og de andre hjælpere. Over Stabskompagniet hænger nu vores skjold. Dette skjold viser, at her bor en professionel enhed - lad os leve op til det! n 3/2006

6 Åbent hus ved II Uddannelsesbataljon Af: Premierløjtnant Peter Hartvig Andersen 2/II/GHR Den 1. februar 2006 blev de to Hærens Basis Uddannelses (HBU) kompagnier i II Uddannelsesbataljon igen fyldt op med ca. 400 unge værnepligtige. Træning til en Udsendelse De nye menige bliver allerede fra den første dag af den fire måneder lange basisuddannelsen proppet med information om reaktionsstyrkeuddannelsen, og de ved alle sammen godt fra aviser og fjernsyn at forsvaret skal bruge en vis procentdel af dem og deres kammerater til først en Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse (HRU) og efterfølgende en udsendelse til et af forsvarets missionsområder. Hjemmet opbakning vigtig Officerer og befalingsmænd i delingerne holder gennem de første to måneder nøje øje med hvordan hver enkelt menig er i felten og hvordan de generelt er i tjenesten, så når dagen hvor de menige skal afleverer deres ansøgninger om at komme over i HRU en oprinder, kan delingsfører og kompagnichefer trods den korte evalueringsperiode, hurtigt sige hvem der er egnede og hvem der ikke er til den efterfølgende tjeneste. Det nytter dog ikke altid at være en dygtig soldat og selv gerne vil forsætte til HRU en, hvis familie, venner og kæreste ikke støtter ens beslutning om en efterfølgende udsendelse. I medierne sælger dramatiske historier fra missionsområderne desværre bedre og det kan godt være svært at se det store perspektiv eller de synspunkter soldaterne har. Derfor blev der i forbindelse med åbent hus for uddannelsesbataljonen, som noget nyt i år mulighed for at de pårørende kunne hører et foredrag med den eskadronchef der efter basisuddannelsen får kommandoen over den nye HRU eskadron, samt mulighed for at hører lidt om de andre officerer der tilsammen har ansvaret for de soldater der vælger at forsætte. Farfar syntes alle våbenene var spændende, men dyssekanonen og panseværnsvåbnet M/95 var alligevel det mest interessante Der var også mulighed for at høre foredrag af soldater der selv havde været udsendte og hvordan det er i missionsområderne, samt mulighed for at stille spørgsmål hvis der var noget der skulle afklares. Af: Husar Korup/Morten K. Rasmussen 4 deling/2 kompagni/ii Uddannelsesbataljon Så oprandt dagen endelig hvor vores familier og kærester fik mulighed for at se hvad deres børn, søskende eller kærester har fået tiden til at gå med, siden vi blev indkaldt til Garderhusarregimentet den 1. februar En dag i hærens reaktionsstyrkes (HRU ens) tegn Dagen stod for mit vedkommende udelukkende i HRU ens tegn, da vi blev sluppet løs af vores delingsfører. Med den sidste tids uroligheder i Irak og med det fokus der er på alt hvad danske soldater gør i missionsområderne har det ikke ligefrem været en let opgave at overbevise mine forældre og min kæreste om, at seks måneder sydpå er en super god idé. De var især bekymrede for vores sikkerhed og for de psykiske konsekvenser en udsendelse kunne have. Så min opgave blev på dagen at få dem overbevist om at danske soldater rent faktisk gør en forskel og at der er en mening med det de foretager sig sydpå, samt at der også er en personligt udbytte af at blive udsendt i form af de oplevelser man har med hjem i rygsækken. Dagens foredrag - i alt tre styk - var lange men gode. Især introduktionen til vores kommende kompagnichef kaptajn Elsang og de tre delingsførere som skal med over i HRU en var godt. Det gav både mig selv, men især også mine forældre et billede af, at de folk der får ansvaret for deres søn rent faktisk virker kompetente og afklarede med den opgave der ligger forude. Dagens helt store vinder var 5. SPJESK s (HRU ens) static display, der på civilt betyder at de viser alt hvad de har våben og køretøjer frem, og alle dem der er interesserede kan få lov til at prøve at holde våbnene eller en tur i en af køretøjerne. En anden god ting var også at møde de soldater som selv er halvvejs gennem deres uddannelse og snart på vej til Irak, dette gav et godt indtryk af veluddannede og flinke mennesker, som er godt rustet til missionen. Min kæreste især var skeptisk overfor tanken om at udsendelsen ligger efter kun 12 måneders uddannelse, men efter at hun fik en lille snak med et par af folkene fra 5. SPJESK blev hun lidt mere rolig. Alle spørgsmålene blev da også besvarede professionelt og med humor så man også kunne se ( ) 3/2006

7 at der var plads til sjov og ballade og at der var almindelige mennesker bag uniformen. En anden sjov ting var at se min kæreste forsøge at bakse et let støtte våben (LSV et) op i nærkampsskydestilling og hendes ansigtsudtryk da hun senere løftede, eller rettere forsøgte at løfte det lette maskingevær (LMG et), der dog har et lidt misvisende navn da det er alt andet end let. En større forståelse og accept fra familien Hele arrangementet var for mig en stor hjælp til at få afmystificere livet som soldat overfor min familie og kæreste og især til se hvad det vil sige at være HRU er og hvad indebærer at skulle udsendes. I medierne bliver tingene nogle gange kun vist i brudstykker og det kan være svært for at se det hele i perspektiv, derfor hjælper det meget at familie og kæreste kan få lidt andre billeder på, hvordan det forholder sig. Alt i alt, så fik mine forældre og min kæreste de svar de søgte og var meget positive over dagen og selvom de ikke straks da de kom hjem meldte sig ind i hjemmeværnet, har de nu fået en forståelse for mit ønske om en karriere som professionel soldat og jeg har en accept der gør alting lidt nemmere for mig. Af: Husar Solrød 4 deling/2 kompagni/ii Uddannelsesbataljon Til åbent hus havde jeg fået min farfar, min far og hans kone til at komme, men også min kæreste og hendes mor ville gerne med, da de var meget interesseret i, hvad det er jeg lige præcist foretager mig i min dagligdag. Min kæreste havde jeg især taget med, fordi hun jo som de fleste andre kærester, er meget skeptisk angående udsendelse osv. min kæreste godt nok lidt skræmt, da vi nåede til LMG et og dyssekanonen, mens min far og farfar var mere end begejstret. Min farfar især var næsten ikke til at få væk fra dyssekanonen igen, og han skulle da også lige have en snak med ham der foreviste, angående typer af ammunition osv. Derefter var der demonstration af laser duel systemet og den skulle de selvfølgelig også lige se, men det var dog mest for sjov skyld. En god snak med min sergent Bagefter gik vi over til min delings egen bod, hvor de fik hilst på den ene af mine sergenter og nogle af de andre værnepligtige. At møde nogle af mine kollegaer, syntes de var utroligt rart, for så kender de jo også lidt til, hvilke folk det er jeg omgås i dagligdagen. Efter de havde fået snakket lidt med min sergent og de andre gik vi videre op til HRU s stand med grejer, våben og køretøjer. Der fik min farfar også muligheden for at få pillet lidt ved vores våben, hvilket han var meget interesseret i, da han selv har været i hæren som ung. Han var dog særlig glad for panserværns våbnet M/95 (PVV) som det kan ses på billedet. Alt i alt havde de vist alle det meget sjovt, med at få kigget lidt på alt det grej der lå fremme. Efter det gik jeg tilbage på vagt i min delings bod, og imens gik min familie over og kiggede på vores museum, som de syntes var ret interessant med alle de gamle emblemer, sabler, flag osv. Foredraget gav en vis ro Derefter begyndte foredragene så, og det var der meget fokus på, især fra min far og min kærestes side. Der blev lyttet meget til hvad de forskellige havde at sige, men særlig interessant havde det været at høre på kaptajn Elsang og foredraget vedr. udsendelse. Min far og min kæreste har begge været meget skeptiske overfor det at blive udsendt, men da jeg kom hjem efter hele arrangementet var slut og vi var blevet aftrådt, satte vi os og fik en snak om dagen og udsendelse osv. Og det viste sig faktisk, at de bedre kunne forstå mig nu og de var blevet betydeligt mere rolige. De var godt nok en smule skuffet over, at de ikke havde hørt noget om GSU. GSU er det jeg skal først, men eftersom der jo heller ikke er noget farligt i at rende rundt under sin uddannelse i Danmark, gjorde det heller ikke rigtig noget. Det vigtigste havde været udsendelse, da det var det, de havde været bekymret over. På det punkt var de heldigvis blevet meget mere rolige, så arrangementet havde virket fuldstændigt, som jeg personligt havde håbet på. Og ud over det var de alle enige om, at det havde været rigtig hyggeligt og utrolig sjovt, at få lov at gå rundt og kigge på vores ting. Eks. Så de belægningsstuerne hvor jeg bor, hvor de selvfølgelig skulle ind og se min stue og ikke mindst mit skab. Så alt i alt havde det været en rigtig god dag for dem alle. n Farfar på hjemmebane Efter paraden startede jeg med at vise dem rundt i de forskellige boder, så de kunne se alle de våben og andet grej, jeg går og snakker om i weekenden. Vi startede nede på uddannelsestrekanten, hvor der var demonstration af de forskellige våben. Der blev HRUens våben og køretøjer var også godt besøgt, der kunne man også få en snak om uddannelsen efter basis uddannelsen 3/2006 7

8 På Studierejse i USA del III Af Premierløjtnant Kenneth Boesgaard, 1 KMP/II UDDBTN/GHR I forbindelse med min udnævnelse til premierløjtnant på Hærens Officersskole i maj 2005 modtog jeg et rejselegat fra Hærens Linieofficerskorps Jubilæumsfond. Dette rejselegat valgte jeg at bruge på en studierejse til USA i efteråret De to første artikler omhandlede mine besøg til henholdsvis U.S. Military Academy på West Point og 82nd Airborne Division på Fort Bragg. Her bringes 3. del af min rejseberetning. National Training Center Efter at have tilbragt første del af min rejse på Østkysten var det nu blevet tid til at drage mod vest - nærmere bestemt Californien. Her skulle jeg besøge National Training Center (NTC), som er et kamptræningscenter, der benyttes af hærenheder fra hele USA til at finpudse formen og gennemføre afsluttende øvelser inden de udsendes til Irak eller Afghanistan. Der var ingen større lufthavne i nærheden, så jeg havde valgt at leje en bil for at besøge NTC. At Californien er andet end Baywatch-strande og palmebevoksede boulevarder fandt jeg ud af efter at have kørt gennem ørkenen i 2½ time uden at have set andet end sten, sand og en En flok trætte soldater hviler sig efter endt operation enkelt modkørende bil i ny og næ. Jeg havde tidligere fået at vide, at NTC befandt sig in the middle of f. no-where!, og dette måtte jeg erkende var en meget passende stedbetegnelse. Placeringen har dog også sine fordele, idet der ikke var nogle civile i miles omkreds af øvelsesterrænet, hvilket begrænsede antallet af klager. Styr på tiden Da jeg ankom til NTC var det aften, og jeg blev indlogeret på et hotel inde på basen. Jeg ringede til min kontaktofficer og meddelte min ankomst, og vi aftaltes at mødes næste morgen. Da jeg næste morgen stillede på det aftalte tid og sted ( fem minutter før, naturligvis) var der ingen kontaktofficer i sigte. Efter en halv times venten holdt en stor Pick-up truck ind til siden og en lille kvindelig premierløjtnant af asiatisk afstamning stod ud. Vi hilste pænt på hinanden, og hun introducerede sig som Premierløjtnant Moon Park, min værtsofficer. Jeg kom selvfølgelig i vanlig husarstil med en kæk bemærkning omkring amerikanske officerers overholdelse af tidspunkter og aftaler, men der blev svaret ligeså kækt tilbage, og det viste sig, at Moon ikke kom for sent. Jeg havde blot stillet en time (og fem minutter) før, idet jeg havde glemt at tage højde for tidsforskellen mellem Californien og Arizona, hvorfra jeg var rejst. Jeg undskyldte min røde ansigtskulør med for meget sol Dagens program begyndte med en rundvisning på selve basen. NTC har eksisteret i mange år, men havde gennemgået en enorm forandring indenfor de seneste fire-fem år. Tidligere havde den primære funktion været at træne pansrede enheder i kamp og føring. Tyngden i uddannelsen havde ligget på brigade- og bataljonsniveau, og det opstillede fjendebillede, som blev anvendt var et gammeldags koldkrigs-scenarie, hvor to pansrede enheder skulle nedkæmpe hinanden. Den faste momentstyrke bestod dengang af en stående bataljon udrustet til lejligheden med sovjettiske køretøjer og kampvogne eller i hvert fald noget, som mindede stærkt derom. Forandringen af trusselsbilledet - specielt efter 11. september og det amerikanske engagement i Afghanistan og Irak medførte ændrede krav til enhederne og dermed også til dem, som uddannede dem. Derfor blev NTC gået efter i sømmene og en masse ny tiltag blev iværksat. Et enormt setup I dag fremstår NTC som et topmoderne kamptræningscenter med faciliteter, der kan få mundvandet til at løbe hos enhver officer, som har med uddannelse af soldater at gøre. Øvelsesterrænet, der med sin golde stenørken og vekslen mellem fladt og bjergrigt terræn minder meget om både Afghanistan og Irak, breder sig over et område på ca. 60 km X 60 km. Området mod nord bliver brugt til alle former for skarpskydning, mens resten fungerer som almindeligt øvelsesterræn. Spredt ud over øvelsesterrænet befinder sig tolv byer i forskellige størrelser, og fem større hulekomplekser, der primært benyttes til at træne soldater, der skal indsættes i Afghanistan. De tolv byer ligger ikke øde hen. NTC har nemlig ansat ca. 300 irakere og kurdere til at være momenter for soldaterne på stedet. Deres opgave er at skabe ( ) 3/2006

9 Bataljonschefen giver befaling om morgendagens opgave og gør god brug af sit ekstremt detaljeret terrænbord nogle rammer, der ligger så tæt på det miljø, som soldaterne skal operere i, når de udsendes. Ud over de ansatte irakere, er der også ca. 600 amerikanske soldater, der på skift er momenter, når de ikke selv træner. Både irakerne og amerikanerne bor i byerne både nat og dag i tre uger i træk, hvilket er det tidsrum, som en rotation på stedet varer. Hver person har fået en rolle, som vedkommende skal spille. Det kan være alt lige fra at være byens borgmester, politimester, købmand, terrorist eller bare en almindelig arbejdsløs iraker. Rollerne er meget detaljeret beskrevet mht. familiære relationer, hvem man kender i de forskellige byer, uddannelse, sprogkundskab, holdning overfor amerikanerne og meget mere. Alle byerne er indbyrdes afhængige af hinanden og meget afhænger af, hvordan de amerikanske soldater optræder overfor civilbefolkningen. Såfremt de hjælper en by med civile opgaver såsom opførelse af en skole, hjælp med vandforsyning eller andet, så vil indbyggerne i denne by få et bedre forhold til soldaterne, og der vil være færre angreb fra oprørerne i området. Modsat effekt vil det have, hvis de amerikanske soldater optræder aggressivt og ikke overholder de løfter, som de giver til byens borgmester, sheik eller imam. Dette kan føre til oprør i området, hvilket kan sprede sig til andre byer. Når oprørerne og terroristerne skal gennemføre angreb mod de amerikanske soldater, går man ikke blot ud og placerer en vejsidebombe. Det hele skal gennemføres realistisk, og derfor skal der være nogle bagmænd, som finanserer og skaffer delene til bomben. Derefter skal der være en med den tekniske viden til at fremstille bomben og til sidst skal der være nogle til at placere bomben. Dette holder bataljonernes og brigadens efterretningsfolk travlt beskæftigede med at optrevle oprørsgrupperne og deres mønster og gribe ind allerede i planlægningsfasen af terroristangrebene. Star Wars-bygningen Hele øvelsessetupet bliver ledet fra en bygning, der bliv erkaldt Star Wars Building. Den lader da heller ikke noget tilbage for Star War, når det gælder teknologi. Fra denne bygning bliver alle operationer moniteret, enten via stationære videokameraer, der er placeret i nogle af byerne, eller via nogle pressehold, der bliver sendt ud til indsatsområderne. Disse pressehold kan så sende live videooptagelser fra igængværende operationer tilbage til Star Wars-bygningen. Star Warsbygningen fungerer desuden som et pressecenter, hvor man via to forskellige TV-kanaler kan sende signaler til hovedkvarteret for den enhed, der er i ilden. Disse to TV-kanaler er på henholdsvis amerikansk og arabisk og minder meget om CNN og Al-Jazeera. De anlægger derfor også hver deres vinkel på de historier, som de bringer i deres udsendelser. Herved bliver enhedens tolke også trænet, og hvis øvelsesledelsen ønsker at formidle nogle oplysninger til enheden kan det ofte pakkes ind i en nyhedsudsendelse på den arabiske TV-kanal. Dette gør, at efterretningssektionen hele tiden skal være oppe på dupperne. Videooptagelserne bliver desuden brugt i debriefing af enhederne efter operationerne, for det tydeliggør ofte fejlene, når man har mulighed for at se sig selv på video. På sightseeing i ørkenen Jeg brugte de første par dage på NTC til at blive vist rundt i området og få forskellige foredrag om stedets faciliteter af personer med rang lige fra løjtnant til generalmajor. Som de andre steder jeg havde besøgt, blev der taget utrolig godt imod mig alle steder som jeg kom. Med min danske ørkenu- ( ) 3/2006

10 niform skilte jeg mig naturligvis ud, og både soldater og civile var meget nysgerrige med hensyn til at høre, hvor jeg kom fra, og hvad der havde bragt mig til disse breddegrader. På tredjedagen blev jeg tilknyttet et af øvelsesledelsens observationshold. De fungerede som rådgivere, kampdommere og kontrollanter af den enhed, som de var tilknyttet. Hver deling havde tilknyttet min. en mand, og desuden var der folk, som fulgte nøglepersonerne i enhederne som f.eks. kompagnicheferne og bataljonschefen. Folkene der indgik på disse observationshold var fuldstændig up-to-date med hensyn til uddannelsen, idet langt størstedelen netop var hjemkommet fra den mission, som de skulle forberede den indsatte enhed i. Der var en lang række specialer, og jeg fulgte bl.a. et ingeniørhold, som var sat på som rådgivere for en ingeniørenhed, der var i gang med at etablere en landingsplads i øvelsesområdet. På trods af at de havde fået opgaven for at øve sig, så manglede der tilfældigvis en landingsplads i den del af øvelsesterrænet, idet det næsten tog en time at køre derud i Hummer på de støvede stenveje. Her næsten halvvejs rundt om jorden fra lille Danmark af mødte jeg så tilfældigvis en amerikansk soldat, der for et årti siden var blevet gift i Fåborg på Fyn, ganske kort fra hvor jeg selv har boet. Ja, det er i sandhed en lille verden vi lever i Nationalgarden - Højt motiverede, men dårligt uddannede! Næste dag skulle jeg følge en enhed fra Nationalgarden, hvilket nogenlunde svarer til vores Hjemmeværn. I forbindelse med krigen i Irak har der været trukket store veksler på Nationalgarden, der ellers tidligere kun har været indsat ved katastrofer indenfor USA s grænser. For at aflaste hæren, der har haft - og til dels stadig har - store problemer med både rekruttering og fastholdelse af soldater, er en stor del af de udsendte enheder kommet fra Nationalgarden. Enheden bestod derfor af en meget blandet samling af soldater med alt lige fra advokater og folk med egen virksomhed i 40-års-alderen til 18- årige skoledrenge, der næsten lige var blevet færdige med high school. Fælles for alle var dog, at de virkede meget motiverede og samtidig mente, at de hver især skyldte at bidrage med noget i kampen mod terror. Her kan man tale om en tydelig mentalitetsforskel sammenlignet med danskerne. Hvem kunne forestille sig, at en almindelig civil dansker med et godt job og et familieliv pludselig meldte sig til at blive udsendt til Irak eller Afghanistan mellem 8 og 12 måneder, fordi man mener, at det skylder man sit land? Selv om enhederne fra Nationalgarden ikke indsættes i de mest belastede områder og primært bruges til bevogtningstjeneste, så skulle de alligevel trænes i alle aspekter indenfor infanteritaktik. Dette er efter min mening et sundt Fremrykning i by. Hvem sagde noget om at sidde i dækning? Den lokale Iman var noget utilfreds med, at de amerikanske soldater befandt sig oven på Moskeen princip, men det afslørede også store uddannelsesmæssige mangler, som man næppe ville kunne nå at rette op på få uger inden enheden skulle afsted til Irak. Den første operation, som jeg så enheden gennemføre var et angreb på et hulekompleks, hvor det var blevet oplyst, at der skulle befinde sig både nogle oprørere og et mindre våbendepot. Først blev der placeret nogle observationshold i højdedragene omkring hulen, som skulle fastholde observation mens selve operationen blev planlagt. To af disse hold valgte dog at placere sig i silhuet, og de kunne derfor erkendes langt fra. Nogle timer senere kom angrebsholdene frem og gennemførte et opsiddet angreb frem til hulen. Dette gik hurtig og virkede effektivt, men da først holdene er fremme ved selve indgangen til hulen gik angrebet i stå. Det virkede som om, der ikke er nogen, der havde lyst til at være de første, der trængte ind i hulen, og hvem kan fortænke dem i det Dette resulterede dog i nogle unødige tab, idet overraskelsesmomentet ikke blev udnyttet og terroristerne i hulekomplekset fik mulighed for at forskanse sig. Til sidst fik soldaterne dog dræbt ( ) 10 3/2006

11 de to terrorister, der befandt sig i hulen, og der blev både fundet våben, samt oplysninger om et kommende møde med en terroristleder i en by i nærheden. Ud fra disse oplysninger gik enheden i gang med at forberede at gennemføre en tilfangetagelse af terroristlederen. Tilfangetagelse af terroristleder Da det var en større operation, der skulle iværksættes, blev der sat en bataljon på opgaven. Bataljonschefen gav befaling om eftermiddagen, og det blev besluttet, at bataljonen skulle rykke frem i ly af mørket om natten, indramme byen og tage terroristlederen til fange ved daggry. Om natten var hele bataljonen linet op og i ly af mørket og kun ved brug af IR-lys og mørkekampmateriel begav den kæmpe kolonne af køretøj sig frem mod byen Abar Layla. Der blev gennemført en ydre indramning af byen og oprettet vejspærringer ved alle til- og afgangsveje og operationen blev desuden støttet af helikoptere. Derefter rykkede angrebsholdene ind for at ransage byen og finde terroristerne. Det kom hurtigt til ildkamp, og på trods af de amerikanske soldaters overlegenhed i både mandskab, udrustning og køretøjer led de store tab. Idet både soldater, oprørere, civile og endda køretøjerne var iført laserduelsystem, var der kontant afregning under skudduellerne, og overalt kunne der høres høje bip-lyde fra de sårede og døde amerikanske soldaters veste, samt fra enkelte køretøjer, der var blevet ramt af panserværnsvåben. Der blev også skudt en enkelt civil, da han fejlagtigt blev antaget for at være en snigskytte. På trods af de høje tabstal fik soldaterne langsomt bidt sig fast i byen, og terroristlederen og hans to livvagter blev nedkæmpet eller fanget. Jeg var dog glad for at høre, at den pågældende enhed primært skulle tage sig af bevogtningsopgaver, når de kom til Irak, for deres uddannelsesstadie var slet ikke højt nok til at kunne tage sig af operationer som ovennævnte. Det blev dog også understreget for mig, at det ikke afspejlede det generelle niveau i den amerikanske hær. Uopdragne heste eller elendig rytter! Besøget hos NTC var en yderst spændende oplevelse, der gav input til mange overvejelser med hensyn til uddannelse af soldater. For professionelle hærenheder giver det en yderst relevant træning i meget realistiske omgivelser. Førerne får gennem forhandlinger og kontakt med irakerne et indblik i irakisk kultur og samtidig mulighed for gratis at begå fejl, inden de sendes afsted til eksempelvis Irak, og der gennemføres relevant træning af alt personel lige fra den enkelte soldats feltmæssige færdigheder til efterretningsofficerernes indhentning af oplysninger. At bruge disse fremragende faciliteter på soldater fra Nationalgarden, der nok snarere burde ekserceres rundt i de grundlæggende principper som ild og bevægelse i makkerpar samt feltmæssig optræden, virker som overkill. Inden jeg forlod NTC fik jeg mulighed for at se de lokale stalde, hvor opvisningsholdet netop var i gang med at øve. Her fik jeg også mulighed for at få en ridetur på en rigtig westernhest. Efter 1½ måned uden ridning var det skønt igen at hoppe i sadlen, også selvom sadlen var en relativ hård westernsaddel med minimal polstring. Desuden fandt jeg ud af, at hestene ikke var opdraget på samme måde som i Danmark med hensyn til styring. Efter at hesten konstant havde drejet modsat af den vej, som jeg ønskede - med hovedet i en retning og kroppen i en anden - fandt jeg dog ud af et vist mønster, men det var nok en temmelig forvirret hest, der efter ca. 20 minutter igen blev lukket ind i folden Næste ar tikel kommer til at omhandle mit besøg hos Jarheads a.k.a. United States Marine Corps n Værd at vide Åbningstider: Regimentets kontorer: Mandag - fredag: Reception: Mandag - torsdag: Fredag: Cafeteria: Mandag - torsdag: Fredag: Grillen Mandag - Torsdag Regnskabskontor: Dagligt (Dankort automat forefindes). Linneddepot: Mandag: Torsdag: Miljøgården: Mandag og onsdag: Lukket Tirsdag: Torsdag - fredag: I særlige tilfælde uden for daglig åbningstid tlf Regimentetsgarage: Mandag - torsdag: Fredag Arbejdsdepot: Mandag: Tirsdag: Torsdag - fredag: Mobiliseringsdepot: Tirsdag: Gennemgangsdepot og motordepot: Efter aftale med forsyni ngsbefalingsmanden og depot Service: Messer, møntvask, mønttelefoner findes i centerbygningen. Taxa: Slagelse Taxa tlf afhenter gerne på kasernen. Bus: Busrute 310 direkte mellem stationen og kasernen. Stoppested v. forhindringsbanen. Busruterne 30, 31 og 88 stoppested på Næstvedvej ved kasernens indkørsel. 3/

12 tyske hold. Det var tydeligt at se at tyskerne har en vis erfaring i at bo i bunkers, da de havde medbragt parabol antenne, Play- Station 2 og et halvt feltkøkken, der sørgede for forplejning til gængerne. Fredag aften tog ind til Bern, som ligger ca. 12 km fra hvor vi boede, og gik lidt rundt i en fantastisk smuk by. Det var først senere vi erfarede at det er hovedstaden! OS H.H. Antvorskov, OS E. Guldberg, OS K. Jensen, SSG M. Rosenbæk og bagerst OS O.M. Nielsen nyder udsigten over Bern på søndagens rute 2 x 40 km travetur i flotte omgivelser Af: OS O. M. Nielsen, SNGI Marchudvalgsformand I weekenden den april deltog 6 mand fra Gardehusarregimentet i den kendte 2 dags march i Belp, Schweiz. Forberedelse til Nijmegen Marchen er indlagt som et led i træningen til den årlige Nijmegen march i Holland som finder sted i uge 29. To af os der deltog, brugte sågar denne march som kontrol march, for at vise at vi var i stand til at marchere 40 km flere dage i træk. Turen startede allerede torsdag aften kl. 1800, med afgang fra Slagelse. Vi fik pakket vores Buslet og, af sted det gik. Efter et kort stop ved grænsen, hvor vi handlede lidt cola til at holde os vågne, på den lange tur ned gennem Tyskland. Med OS Antvorskovs GPS, var det ikke noget problem for vores to chauffører, at finde frem til vores bestemmelsessted. Vi blev indkvarteret i nogle civilforsvarsbunkere som er blevet bygget i tilfælde af atomangreb. Meget spændende at se hvordan man havde indrettet disse beskyttelsesanlæg i tidernes morgen, nogle massive døre der nok skulle kunne holde til det meste. Vi blev indkvarteret i et rum, med køjer i tre etager og sammen med flere Ømme muskler og fødder Selve marchen er sponseret af supermarkedskæden COOP, som vi også kender herhjemme. De stiller mad og drikkelse til rådighed om morgenen som man bare kan tage løs af. Lørdag morgen oprandt og vi begav os af sted på vores march i det smukke landskab. Marchen er en 2*40 km tur i meget kuperet terræn, rundt op og rundt om flere bjerge. Det resulterede i nogle ømme lægmuskler for de gæve husarer. Til trods for de ømme fødder og muskler var humøret højt, hvilket nok skyldtes at vi alle sammen er vant til at marchere. Alle 6 deltagere gennemførte i fin stil og vi fik ros af den schweiziske oberst som gav honnør fra en tribune under indmarchen. Efter at have sagt farvel til vores midlertidige hjem i bunkeren og fået et bad og pakket bilen, stod turen nu nordpå og hjem til Danmark. n Tyskerne havde alt med Tidligt fredag morgen ankom vi til den lille by Belp. Det er herfra marchen skulle starte lørdag morgen, og vi tog ud i byen for at indtage noget morgenmand, inden vi gik ud for at blive registreret. Der er vist ingen tvivl, om hvem der sponsorerede morgenmaden til de mange march deltagere 12 3/2006

13 Klædt i Dronningens blå klæ'r gør at man føler sig som noget specielt I dronningens blå klæ r Af Husar Humlebæk 2 kompagni Den 5. maj 2006 skulle Gardehusarregimentets II bataljon stille et fodkommando, som skulle bistå Livgarden og repræsentere Gardehusarregimentet udadtil ved ambassadørmodtagelsen på Fredensborg Slot. En ære At være blandt de 12 der skulle stå som fodkommando foran Hendes Majestæt Dronningen, var en ære i sig selv. Det var første gang for os alle sammen, og alle var spændt på hvad og hvordan det hele vil foregå. I første omgang var der blevet udvalgt 12 menige, men desværre var der to som måtte melde fra pga. af sygdom og skade. Dette resulterede i at der måtte vælges to nye, hvoraf jeg var en af dem. Træningen foregik i starten i Jægerspris, hvor vi var på skydelejr og Husar Århus blev nærmest bortført fra skydelinien, hvor han lå med sløring i ansigtet for at deltage. Eksercits og kontrol Programmet for ugen stod på eksercits samt pudsning af det udleverede udstyr. Vi vidste at vi på Fredensborg Slot skulle slutte os til Livgarden, så det var vigtigt for os vi skulle være lige så flotte som dem og helst flottere. Alt skulle bare spille en million, så der blev lagt ekstra energi i arbejdet. Fodkommandoet skulle bestå af 11 mand samt en reserve som endvidere bestod af sergent S. Aksglæde samt premierløjtnant J.G. Have. Hele ugen havde stået på eksercits, torsdagen før var der generalprøve for kaptajn J.T. Olesen og fremstilling for major Vennike. Her blev vi kontrolleret og fik korrigeret det sidste, inden alt var på plads. Så gjaldt det Vi mødte fredag morgen ude foran centersbygningen klokken 05:00 da vi skulle stille tidligt i Fredensborg og alt skulle være klart, for vi havde en speciel dag i vente. Vi lagde ud med at iklæde os blå gallauniform og pakke bilerne. Herefter drog vi af sted mod Fredensborg Slot. Vejret på denne store dag var aldeles strålende og vi ankom til et idyllisk Fredensborg badet i solskin. Ved ankomst blev vi henvist til deres vagtstue, hvor vi kunne slappe af, lade op og få ordnet de sidste par ting. Da klokken nærmede sig gjorde vi os klar, satte vores røde pels på og fik kontrolleret vores galla. Vi sluttede os til Livgarden, hvorefter vi marcherede op til kuppelsalen, hvor vi skulle stå. Det må tilstås at vi, pga. vores ridestøvler ikke helt kunne følge med i deres tempo. I Kuppelsalen kom vi på plads og sablerne blev trukket. Det var nu det gjaldt og alle var 100 % klar til at vise, at vi kom fra Gardehusarregimentet. I starten var vi lidt nervøse men vi kom godt i gang, så lidt efter lidt spillede det hele og det var en skøn fornøjelse at stå derinde og repræsentere Gardehusarregimentet. Først kom Hendes Majestæt Dronningen og inspicerede os og så stod den ellers på ambassadør-modtagelse! Der var ambassadører fra henholdsvis Kina, England, Syrien, Mauretanien og Tunesien. De kom ind en efter en, både med følge og uden, mange af dem i farvestrålende nationaldragter. Heldigvis var der en kort pause imellem hvert besøg, da det var udmattende at stå stille i så lang tid, hvilket også gav vores reserve noget at bestille. Noget overraskende var, at der på et tidspunkt kom en længere pause, hvor vi fik tilbudt royale sodavander og cigaretter, ganske gratis, hvem kan sige nej tak til sådan noget?! Vi fik også sludret med livgarderne, som syntes at vi var imponerende gode til eksercits, taget i betragtning at vi kun havde øvet det i 4 dage. Atmosfæren inde i kuppelsalen var enestående. Det var som at være med i et af H.C. Andersens eventyr. Alt var fornemt og stemningen var ubeskrivelig fortryllende, næsten hver enkelt lille detalje var planlagt og tilrettelagt. Alt i alt har det været en hård uge med eksercits, men når man ser tilbage på det bagefter så har det helt klart været det hele værd. Vi har alle fået en oplevelse for livet som aldrig vil gå i glemmekassen, derimod ville den blive husket for altid. n For at svejfen på kepien skal se rigtig flot ud, skal den dampes 3/

14 Espenhein s Eftf. A/S Projektering & udføring af: el & belysning edb & data teleanlæg tyverialarm brandalarm v/ Torben B. Nielsen Rugvænget Slagelse Tlf info@espenhein.dk Fax: Homepage: Børnene hyggede sig udenfor og det gav den fornødne ro til de pårørende, der ville høre noget mere om udsendelsen til Afghanistan Så tager det første hold afsted til Afghanistan Af: Kaptajn Richard Sølvertorp, Lokalforsvarsregion Borholms Værn TØMRERMESTER Willy Richard Jensen Telefon Mobil I forbindelse med udsendelse af 1. Eskadron til Helmand-provinsen, Afghanistan sidst i maj måned, blev der den 6. maj afholdt pårørende arrangement på Almegårds Kaserne. Ca. 210 civile pårørende ud af 350 havde afsat dagen til dette arrangement. Hygge med børnene Dagen startede, for ca. 100 personer, i København hvor de tog Bornholmerbussen til Rønne. Arrangementet startede kl Her mødtes alle til kaffe, rundstykker m.v. For at give de pårørende ro til at lytte, var der arrangeret forskellige aktiviteter for børnene og som det ses på billedet, faldt det i god jord. Hvor kan der hentes hjælp Mens børnene hyggede sig udenfor, var formiddagen for de pårørende en del mere alvorlig. Efter en kort velkomst fra oberstløjtnant Jens Lønborg, tog chefen for det dansk kontingent oberstløjtnant Bjarne Møller over og sammen med eskadronchef major Lars Ulslev præsenterede de først, de officerer og befalingsmænd der skal med, hvorefter de gav en orientering om udsendelsen, og hvilke netværk, der står soldaterne og de pårørende til rådighed. Både i dagligdagen, men også i specielle situationer, hvor krisen kradser. Socialrådgiveren Bruno Christophersen gav en orientering om de mange anderledes problemer der kan opstå ved, at have sin mand eller kæreste i disse urolige områder. Netværksgruppen ved Annika Føhre gennemgik deres muligheder for støtte og hjælp til de pårørende. Der blev stillet mange relevante spørgsmål både under mødet og lidt flere efter mødet. De pårørende havde nemlig muligheden for, at få lidt mere personlige samtaler med ressource personerne der var til stede på dagen. Dette forgik blandt andet i forbindelse med spisningen i cafeteriet, og under den rundvisning den enkelte soldat havde med sin familie. Det gav en større ro Der var stor tilfredshed blandt de pårørende med arrangementet. Der var mange der gav udtryk for, at de havde fået et godt indblik og en god information således, at de nu havde en bedre indsigt i den forestående opgave for deres soldater. n 14 3/2006

15 har vi været på besigtigelse alle de steder, hvor der fra lokal side ønskes repareret eller oprettet sluser, men endnu er der ikke truffet endelige aftaler, så arbejdet kan iværksættes. Alle håber vi dog på, at situationen bedrer sig så meget, at vi kan få gang i arbejdet i hele vores ansvarsområde. Desværre har jeg kun været på hold med udelukkende tabere! men vores trøst har dog været, at vi har haft det flotteste spilletøj og vi ser da også godt ud ik? Vi vil og kan hjælpe, men ikke alle ønsker den Af: Seniorsergent Uffe Jensen, RUD Irak hold 7 Her den 24. april er tiden blevet så fremskreden, at det er tid for en lille tænkepause i form af leave hjemme hos familien. 40 grader i april Når dette indlæg er under behandling af Gardehusarens skrappe medarbejder, vil undertegnede være ombord på leaveflyet på vej til Kastrup. Og hvad holder jeg så pause fra, ja, det absolut sidste indtryk er jo nok varmen. Temperaturen har nu sneget sig over de 40 grader, når det er varmest. Det er i sig selv ikke noget problem, men at få airkondition i lokalerne afpasset med udetemperaturen kan godt give lidt snue, hvis man ikke tager sig i agt. De øvrige 3 Teams har mødt mennesker, som af en eller anden grund har været bange for at samarbejde med danskerne. Af og til har man hørt nogle tegneserier nævnt som begrundelse, men det har nu nok mere begrundelse i forskellige trusler fra en vis guvernør og dennes håndlangere. Denne tilbageholdenhed til at samarbejde, har også været fremherskende i forbindelse med det samarbejde, mit eget Team skulle have med udenrigsministeriets repræsentant hernede. Sammen Vi er de flotteste tabere I lejren har vi haft gang i såvel volley- som fodboldturneringer, men desværre har jeg været på hold med udelukkende tabere! Vores trøst har dog været, at vi har haft det flotteste spilletøj, se billede! Og så har vi haft en hel del løbetræning seks gang i shelter på kun fem dage. På nuværende tidspunkt har vi nået ni shelterture. Heldigvis har vi indtil nu ikke haft nedslag i CD, hvorimod der har været nogle stykker ude på Shaiba, men heller ikke her er der sket nogen skade. En del af dagen i lejren er blevet brugt til uddannelse, f.eks. har vi fået et lille kursus i at lægge drop på hinanden, men det har bestemt ikke været lige let for alle. Til slut må det frem: Pool en er sat op og indviet. n Håber på bedre samarbejde Vores hovedopgave hernede har arbejdsmæssigt været noget skævt fordelt, forstået på den måde, at der faktisk kun har været arbejde til vores Team 4, som har opereret mest på East Bank (=østsiden af floden Shatt Al Arab). Her skal det lige nævnes, at SSG A.G. Gade/2BDE var en del af dette Team, da hun var udsendt på Hold 6. Så blev poolen sat op og indviet og som det ses på billedet mangler den ikke besøgende, slet ikke nu hvor temperaturen har sneget sig op på de 40 grader 3/

16 Hvilken uddannelse skal der til, for at blive spejder Af: SG Kristian Nielsen, 1. KMP/II GHR Som optakt til den forestående enkadrering af befalingsmændene (sergentgruppen) ved 4. spejdereskadron (SPJESK)/II GHR har befalingsmænd fra 1. og 2. kompagni/ii GHR i den foregående tid gennemført føreruddannelse med henblik på at erhverve sig grundlæggende færdigheder ud i virket som spejdere. Jo bedre uddannelse des bedre rustet I skrivende stund (uge 18) drøner vi rundt og prøver i praksis hvad det vil sige at være spejder. Forud for at vi fik materiellet mellem hænderne, har vi siddet på skolebænken. I alt har vi gennemført 5 teorilektioner af varierende længde, således at vi har fået et teoretisk fundament som vi kan bygge videre på. Som optakt til hele forløbet afholdt KN Elsang chef 1. kompagni - kommende chef ved 4. spejdereskadron (4. SPJESK)i samarbejde med PL T. Hansen delingsfører 1 ved 1. kompagni den første teorilektion. Lektionen indeholdt en kort briefing omkring hvilke tanker KN Elsang havde gjort sig, med hensyn til hvor 4. SPJESK kunne blive indsat og ikke mindst slog han fast at det var hans intention at 4. SPJESK som udgangspunkt skulle uddannes efter de velkendte koldkrigsscenarier. Ud fra den filosofi at hvis vi uddanner os selv til at stå over for en fjende som råder over den samme styrke, materiel, kampmoral og en veldefineret (og gennemprøvet) doktrin som os selv, så vil vi være bedre stillet den dag vi skal udsendes. Derudover kom KN Elsang også ind på det gode tyske begreb Auftrage (manøvredoktrin) og på de 8 grundprincipperne for krigsførelse. Jeg vil ikke trætte Jer med detaljerne, men selvom det er emner som normalt først bliver taget op når folk sidder på skolebænken på Hærens Officerskole, så kan man sagtens bruge det selvom at man har vinkler på skulderne. Se uden at blive set De efterfølgende teorilektioner blev afholdt af PL T. Hansen som med 3 års erfaring som spejderdelingsfører, ved hvad det vil sige at se uden at blive set. Det første som slår folk er hvor meget materiel en spejdergruppe på 6 mand råder over, og hvor mange skråstregsfunktioner det betyder at folk får. For at man får en ide over omfanget af materiel, følger her en lille oversigt over noget af det materiel som en standard spejdergruppe medbringer: 6 stk. karabin M/96 2 stk. Let Støtte Våben (LSV) 4 stk. Panserværnsvåben M/95 (PVV) 1 stk. dysekanon med laser- afstandsmåler og dertil hørende ammunition 3 stk. radio stk. Night Vision Google (NVG) 1 stk. Nat Observations Kikkert (NOK) 2 stk. GPS 2 stk. Spejder GD (modificeret GD240) Derudover er der den personlige udrustning (basis og rygsæk) som også er med på bilerne. Dertil kommer at man ofte også medbringer et let maskingevær (LMG M/62) pr. vogn, så skytten på bilen har altså 3 våben at vælge imellem! Så hvis man opererer afsiddet og der er mulighed for at man render ind i noget panser, så er der rigtig meget materiel som skal medbringes. I Irak vil en spejdergruppe (SPJGRP) også råde over 2 stk. granatkastere M/96. Så alt i alt har en spejdergruppe en masse ildkraft, men ikke så mange hænder til at udnytte den. Med så meget materiel bliver folk nærmest nød til at være multitalenter på en lang række våbensystemer, og selv som gruppefører kan man ikke bare tillade sig at læne sig tilbage og føre gruppen. Gruppeføreren fungerer også som LMG-hjælper og hjælper ligeledes på dysekanonen hvis det skulle blive nødvendigt. Teorier er der mange af Når man har fordøjet chokket over mængden af materiel skal man så til at lære 5 nye fremrykkermetoder, benævnt X1 til X5, X1 er afsiddet fremrykning, X2: er springvis med afsidning, X3: er springvis uden afsidning, X4: er kontinuerlig fremrykning X5: er march. Teorien omkring dem er ganske let, da formationer og valg af ild/ observationsstillinger minder om noget man har haft hvis man er uddannet som panserinfanterist (PNINF). Der hører samhørigheden til gengæld også op, for mens PNINF er, når de ser fjenden, ofte brøler FREMAD!!! og uddeler nogle bøllebank, så hvisker man som spejder Føling, føling, vent slut i sin radio hvorefter man sidder af køretøjet og lusker op i den bedst mulige observationsstilling. Vi er der jo ikke for at kæmpe, men for at skaffe efterretninger om fjendens placering og deres handlinger. Så til trods for at vi er udrustet til at føre en mindre krig, så er en god øvelse for en spejder en, hvor han ikke har affyret sit våben, men til gengæld har set en masse og meldt det videre. Hvis vi som spejdere endelig ryger i kampføling, så er det fordi at vi har dummet os, og ikke har afsøgt terrænet tilstrækkeligt førend vi er rykket frem. Derudover har teorien også budt på gennemgang af de forskellige opklaringstyper som man som spejder kan blive sat til at gennemføre. Vi opererer med 3 forskellige opklaringsopgaver; - områdeopklaring, som er den grundigste afsøgning af et angivet område. - vejopklaring, hvor man under- søger en vej for passibilitet (minering, broklasser ect.) samt området omkring hvorfra det kan tænkes af fjenden kan indvirke på vejen. - rumopklaring, som i princippet er det samme som vejopklaringen. Det kan f.eks. være at man skal undersøge det område som en brigade har lagt sin angrebsakse i. Af andre teoriemner som blev gennemgået var kampstilling samt beredskabsområde for en spejderdeling. ( ) 16 3/2006

17 Efter alle disse teoritimer med PL T. Hansen var alle vist klar til at komme ud og prøve spejdervirket i praksis. Til det var der afsat 9 kursusdage (uge ), hvilket nærmest kan beskrives som et crashkursus ud i spejdervirket. I skrivende stund har vi gennemført den første uge, og kan dermed konstatere at kurset desværre snart nærmer sig enden. Den første dag på kurset bød på udlevering af materiel og pakning af køretøjer. Det kræver at man lægger nogle tanker omkring hvorledes materiellet skal placeres. Heldigvis havde vores instruktører allerede gjort de tanker for os. Instruktørerne på kurset er PL B. K. Berthelsen, PL M. Jørgensen og PL T. Hansen. I den anden uge af kurset vil OS M. Thuesen ligeledes tiltræde som instruktør. Alle instruktører har enten operativ erfaring som spejdere eller har fungeret som holdfører for spejderdelingen ved Hærens Sergentskole. Så skulle der trænes Så bevæbnet med en plan over køretøjet og forslag til hvor materiellet kunne placeres gik vi i gang. Først skulle vi lige have lavet vores GD er om til spejderkøretøjer, så ruf, forrude og andre smådele blev skruet af og smidt ind bagerst i garagen. Dernæst kunne pakningen begynde. Lidt af en udfordring når man rimelig hurtigt skal kunne komme til alle former for materiel, samtidig med at alt skal være spændt fast. Men med mindre modifikationer og kreative løsninger blev alle grupper færdige og vi var klar til at rulle vores første tur som spejdere. Vi kørte en lille tur (X5) i området omkring Slagelse og endte ude ved uddannelsestrekanten, hvor vi trænede X1 (afsiddet fremrykning) og de forskellige formationer som hører dertil. De næste par dage gik med en mængde handlebaner hvor vi blev tæsket igennem alle de fremrykkermetoder som bøgerne foreskriver, samt de standardreaktioner som man benytter hvis man opnår føling eller kampføling. Og hvis man tror at man kan læse sig til at blive spejder, så kan man godt tro om igen. Som udgangspunkt findes der ingen skoleløsninger, så det er bare at prøve sig frem indtil at det virker. Derudover havde vores instruktører også planlagt to forskellige motororienteringsløb. Udtænkt som inspirationskilder til når vi skal til at uddanne HRU-soldater. Det ene foregik i terrænet, hvor man skulle køre til en post (en klippetang uden markering) og så ellers bruge så lidt tid og så få kilometer som muligt. Det andet o-løb var en 30 km rute i civilt terræn, hvor man skulle skrive navnene ned på de veje man kørte på. Ruten foregik på alt fra større landeveje over småveje til en tur igennem et par villakvarterer i Slagelse. God træning og nogle supergode værktøjer når folk skal trænes i orientering fra biler og håndtering af køretøjer. På fjerdedagen s a d fremrykkermetoderne og standard r e a k- tionerne efterhånden fast, så vi gik videre til områdeopklaring. Vi skulle her opklare mod tre forskellige objekter. Henholdsvis en overgang (bro), en bygning og en lund. Og her stiftede vi så bekendtskab med noget man skulle tro var PL T. Hansen s mantra; En spejder har altid våde fødder!. Jo tak, for hvordan rykker man uset ind til en bro for at undersøge om den er klargjort til sprængning? Gennem den å som løber under den, selvfølgelig. På femtedagen var der dømt hviledag, nu weekenden var nært forestående. Derfor hyggede vi os med et lille 15 posters o-løb (nu til fods) svarende til ca km. Kilometerantallet varierede alt efter hvor meget folk besluttede sig for at undersøge den natur som lå uden for den optimale løbelinie. Derefter lavede vi en minimønstring af vores materiel, tankede køretøjer og skaffede småstumper til den næstkommende uge. Anden uge sparker vi niveauet op I næste uge af spejderkurset (uge 19) sparker vi niveauet et trin op, således at vi nu begynder at operere i delingsramme. Emnerne for den uge kommer til at omhandle vejopklaring, mere områdeopklaring samt en døgnøvelse hvor vi også skal lære at gennemføre tilbagegang, altså hvor man rykker bagud samtidig med at man prøver at bevare føling med en fjende i fremmarch. Summa summarum, så har kurset indtil nu været spændende og budt på masser af udfordringer, og jeg tror at folk glæder s i g til at skulle bruge det indlærte til at uddanne en flok friske HærensReaktionstyrke Uddannelses soldater (HRU er) til spejdere. 3/

18 Selv garvede bjærgnings specialister kan lære noget nyt Af: Overkonstabel af 1. grad E.W. Laursen, Bjergningssektionen 1 GHR Endelig en tur/øvelse for bjærgningen, og KUN bjærgning, YES YES YES. De hænger jo ikke ligefrem på træerne. Af forskellige omveje blev bjægningssektionen (BJSEK) 1 GHR indbudt til øvelse Hard Pull i Tyskland sammen med BJSEK fra Jyske Dargon Regiment (JDR), Dronningens Artilleri Regiment (DAR) og Trænregimentet (TRR). Sengene havde set bedre tider Lørdag d. 18 februar kl driblede vi så sydpå mod Sennelager Truppenübungsplatz ved Paderborn, hvor Royal Electrical and Mechanical Engineers (REME) 1 Armoured Division UK hørte hjemme og samtidig var dem der havde arrangeret, denne lille kom-sammeaf-bjærgnings personnel". Efter c.a. 650 km kørsel og diverse pittstop undervejs, nåede vi frem ved kl. ca. 2200, (de 4 Leopard Bjærgningsvogne (Bergere) var ankommet med tog et par dage før). Man var jo rimelig træt på det tidspunkt, så vi glædede os til at sove i en ordentlig seng. HAVDE det nu bare været en af militæret normale standard senge, så havde det været OK, men DET var det ikke. Den har vel været omkring 60x170, så man skulle jo ikke være den længste/bredeste i verden for at ligge ad H til. På maven kunne man ikke ligge, da sengebundene havde set bedre tider. Tror sgu sengene har stået der siden englænderne overtog kasernen efter krigen i 45. Resten af indkvarteringen, bad/toilet osv. vil jeg slet ikke komme ind på, kan ikke beskrives, skal opleves. Forplejningen var så til gengæld til det bedre. REME havde også deres egen messe, med salg af øl og sodavand, mest øl, hvor både sergenter og menige kom, (meget usædvanligt i den engelske hær). Men messe bob bob, det lignede et ex-baderum hvor der var sat et par stole og borde op. Men der skal jo heller ikke så Seks Bjergningsvogne deltog GHR stillede med en Bjærgningsvogn/Tung/Bælte (BJVGTB) + en Bjærgningsvogn/Tung/Hjul (BJVGTH 6x6), JDR stillede med to BJVGTB, DAR stillede med en BJVGTB og TRR stillede med en BJVGTH 8x8. Så alt i alt, stillede Danmark med hvad der på nuværende tidspunkt er af brugbart bjærgning i Danmark, TRR måtte endda låne BJVGTH 8x8 på Bornholm meget til når man har svedt blod og kroppen er KAMPøm efter en lang dag. Ud over det, var der på selve kasernen, Normandy Barracks, Efter adskillige indledende f diverse messer og en tut. Messerne vognen op på højkant og ik var ekstremt grads-opdelt mens tutten var for alle. Vores engelske værter/bj instruktører var HELT i top, taget situationen i betragtning, at de var ved at afslutte et kursus for elever, (vi kom lige i eksamens tiden). Hvad gør I, Vi gør sådan Søndag morgen kørte vi ud til vognene (en 25 km betonvej/ rullebane, STORT øvelses terræn, 4 x Oksbøl). De stod ved et Kommando station (KSN)/Forwars Supply Area (FSA) hvor alle momenter/øvelser udgik fra, der var de tunge vogne i pit under hele turen dernede. Eleverne havde vagten, hæ hæ. Vi fik klargjort dem til ugens begivenheder og lagde ud med et par simple bjærgninger af diverse skrot-challengers, så englænderne kunne se hvordan vi gør tingene og visa versa. Og jeg må sige, det er kun detaljerne der gør en forskel på hvordan vi løser opgaverne. Vores Berger har så, pg.a sin mindre vægt 40 tons store problemer med at bugsere Challenger i terræn, men den vejer også små 70 tons. Ikke fordi deres egen BJVG (Challenger type) er ret meget bedre, men på grund af dens underskud af trækkraft, kan dog lade sig gøre. Bjergningskommandøren fra DAR, tegner og fortæller til de to GHR folk, hvordan han mener opgaven skal løses Højre om, løb 25 km Mandag gik med at englænderne stillede nogle bjergnings-opgaver op, som deres elever så skulle løse med manuel-hjælp fra os danskere. Vores materiel er tungt men deres, på bjærgnings-challengeren (BJ-Challenger), er SINDSSYGT tungt. Efter hver opgave var det så vores tur til at løse den samme opgave, men det skulle være med andre løsninger og med de engelske elever som manuelhjælp. Ind imellem blev vi og de omskolet til henholdsvis BJ-Challenger og Berger. I FSAet fik andre muligheden for at køre Samson (bj-udgaven af Scopion ). Udover det, blev der gjort klar til VIP dag, som skulle foregå dagen efter. Dagen fik desværre en kedelig afslutning da Finn faldt og ( ) 18 3/2006

19 orsøg og kuldkastede planer, lykkedes det endelig ved hjælp af alle fire Bergere, at få skrot ke et øje var tørt hos de garvede bjergnings folk som ellers mener de har prøvet alt brækkede to ribben. Ulykken skete da vi var ved at lægge presenning på Bergeren. Finn måtte desværre blive på hospitalet til vi skulle hjem om fredagen, rigtig SURT. Tirsdagen startede med at vi kørte ud og stillede de planlagte momenter ud for de VIPer der skulle komme på besøg. Der var momenter med samarbejde mellem englændere og os, og momenter som vi hver i sær havde opstillet. En af de momenter hvor vi skulle samarbejde var et samtræk med deres BJ-Challenger og en af vores Bergere. Det var en skrot-challenger kampvogn der lå med bunden i vejret og som så skulle vendes. En af de ting som de engelske VIPer var MEGET imponeret af, var vores skæreværktøj, kaldet HOT ROD i daglig tale. VIPerne fik, lov til at skære bælteled over. Dagen sluttede med at der skulle tages diverse gruppebilleder af de engelske elevhold og os. Så skete der noget der fik alle os danskere til at tabe underkæben. Da fotosessionen var overstået blev alle eleverne rettet ind til højre og beordret til at løbe ind til kasernen. Og nej, der var ikke kun 5 km til kasernen, men 25 km!!!. Om aftenen tog vi ind og besøgte Finn, som vi gjorde hver aften, for at han ikke skulle føle sig Palle alene i verden, og for at høre hvordan det stod til prøves ik?" altså om vi/bergerne også kunne spille en skrotkampvogn op på højkant. Grunden til disse tanker var, at englænderne tidligere havde stillet en Challenger op med kanonen pegende lige op i luften, som baggrund på gruppebillederne. Resten af dagen blev så gjort flere halvhjertede forsøg. Det lykkedes ikke helt, men nu er det jo sådan med os mystiske BJ-folk, at når vi har sat os noget i hovedet, så prøver vi, koste hvad det vil, næsten, for vi havde jo heller ikke lyst til, at være til grin overfor englænderne. Som sagt så gjort Torsdag gjorde vi så forsøget endnu engang!!, OG DEN KOM OP. Så var det tid til at køre vognene ind på kasernen, få vasket og klargjort dem til togtransport. 3 km i panserspor og 22 km på betonbane hvor bergeren kunne få lov at rase ud. Man kunne ligefrem mærke at den nød det. Om aftenen driblede vi GHR + JDR-motor mekanikere så en tur i byen, for at spise lidt andet end kaserne mad. Der var vidst kun et par stykker der nåede at få noget mad, for lige pludselig dumpede 5-6 engelske instruktører ind på den pub vi havde slået sæde. Vi fik snakket en del om ugens begivenheder og om hvor fedt det havde været med denne tur. Det hele tog så en mindre drejning efter et par øl. Vi begyndte at vise hinanden forskellige raflespil, OG SÅ gik det stærkt, hæ hæ. Men en rigtig god farvel-vi-ses-igen-aften blev det. Fredagen startede med pakning af personlige effekter og rengøring af belægningsstuen. Derefter hentede vi bergerne og kørte dem til Sennelager bahnhof, hvor de skulle med tog til Oksbøl. I mellemtiden var Finn blevet hentet på hospitalet. Med den engelske staff sergeant tilladelse, havde vi lånt to madrasser som kunne ligge mellem sæderne i bussen, så Finn kunne ligge ned, hvis han følte trang til det. Og så gik turen ellers hjemad. FED TUR. n Når de kan, så kan vi måske også Onsdagen var vi overladt lidt til os selv, med et par enkelte engelske instruktører til rådighed. Grunden var at eleverne var i sprængnings området og øve sprængning af bælteled olign. Vi fortsatte med diverse omskolinger og frit spil med alle skrotkampvognene der stod rundt omkring i terrænet. Det var også den dag, hvor et par af vores BJ befalingsmænd begyndte at tænke dybe tanker, "når de kan, så kan vi måske også, det skal da lige Holdbilled af alle de engelske instruktører, deres elever og alle de deltagende danske bjerningsfolk 3/

20 Hermed opfordring til fremmøde på forældre-jubilæumsdag 2006 Kære Husarer årgang 56/57 Det sidste hold Husarer som var indkaldt i 18 mdr. kan i år fejre 50 års jubilæum. Der kan ikke opfordres nok, til at møde frem på dagen, som jo må og skal fejres På Antvorskov Kaserne i Slagelse. Nogle stykker har anmeldt deres ankomst, men ret mange forhenværende husarer er ikke medlem af soldaterforeningen, og er derfor svære at komme i kontakt med. Derfor må vi, som er tilsluttet husarforeningerne, prøve at møde op så vi kan få, et hyggeligt gensyn og jubilæumsmøde. Med venlig hilsen Gardehusar "Tåstrup" Ib Christiansen, Højvangsvej Glostrup Efterlysning af alle 301etere, 11 maj, årgang 1956 Langes Gård 4200 Slagelse Den 11 maj 1956 kl.12:00 mødte vi 360 forventningsfulde rekrutter på Gardehusarkasernen i Næstved til aftjening af vores værnepligt, hvilket i år er 50 år siden. Lad os derfor mødes på Antvorskov Kasserne lørdag d. 26. august kl. 10:00 til jubilarstævne og en minderig dag og tid ved regimentet. Kontakt alle dem i kender fra den tid, både medlemmer af Gardehusarforeningerne og ikke medlemmer, således, at vi kan møde talstærkt op med ranke rygge til indmarchen, hyggeligt samvær, med hvad dertil hører og selvfølgelig genkendelse, der er det sjove ved samværet, var det ikke dig o.s.v. På gensyn lørdag d. 26 august. Jeg glæder mig til, at se jer!! Også dem fra Maribo m.fl. Med venlig hilsen Gardehusar "Rødby", Kører vogn , 2 KVG/ESK (for Simon) Tak Afsked Til alle, der deltog ved min afskedsreception den 28. april. Mange tak for opmærksomheden Med venlig hilsen Erik Kjeldgaard, Efterlønneren 20 3/2006