ANALYSE ANALYSEDEL

Transkript

1 Indholdsfortegnelse INDLEDNING... 2 PROBLEMFELT:... 2 AFGRÆNSNING:... 2 PROBLEMFORMULERING:... 3 METODE:... 4 UNDERSØGELSE... 4 INTERVIEWMETODE... 5 BESØG PÅ EB.DK... 6 TEORI... 6 REDEGØRELSE... 6 BEGREBSAFKLARING:... 6 PRÆSENTATION AF EKSTRA BLADET... 7 NETJOURNALISTIK... 8 MEDIEJURA... 9 MEDIEANSVARSLOVEN OM NAVNEFORBUD... 9 DE VEJLEDENDE REGLER FOR GOD PRESSESKIK NØDVENDIGHEDEN AF NAVNEFORBUD NYTTEETIK (UTILITARISME) ANALYSE ANALYSEDEL 1: NYTTEETIK OG ØKONOMIENS BETYDNING TURBOJOURNALISTIKKEN DEN EVIGE OFFENTLIGGØRELSE DELKONKLUSION: ANALYSEDEL 2: DET USYNLIGE PRES DEN MANGLENDE PRESSEETIK DELKONKLUSION DISKUSSION KONKLUSION: LITTERATURLISTE

2 Indledning Problemfelt: Vores motivation til projektet udspringer af en undren over, hvor længe artikler om forbrydelser bliver liggende på internettet, efter de er blevet publiceret. Vi undrer os også over, hvad det betyder for de kriminelle og eller mistænkte, artiklerne omhandler. I flere sager vælger journalister nemlig at offentliggøre de kriminelles og mistænktes navne, allerede før de har fået dom, og før der er pålagt navneforbud. Eksempler på det ses blandt andet hos Ekstra Bladet, som ofte er hurtigt ude med oplysninger som fx navne og billeder af kriminelle og mistænkte. Når kriminelle bliver dømt for en forbrydelse og har afsonet deres straf, vælger nogle at gå en anden vej og lægge deres kriminelle fortid bag sig. Men når der først er skrevet artikler om dem og deres forbrydelse, hvori deres navne er offentliggjort, vil handlingen følge dem langt ud i fremtiden. Fx når fremtidige arbejdsgivere søger på navne på Google, vil de kunne finde artikler om den forbrydelse, personen begik eller var mistænkt for flere år tilbage. Det kan samtidig have betydning for de pårørende, at alle i deres omgangskreds bliver klar over, hvad vedkommende har gjort. Det kan især have stor betydning, når medier, som fx eb.dk, vælger at offentliggøre den tiltaltes eller sigtedes navn, før personen er blevet dømt eller frikendt. Det kan eksempelvis føre til, at samfundet dømmer personen, før retten har gjort det. Muligvis for en forbrydelse personen ikke har begået. Vi undrer os derfor over, om artiklerne nogensinde bliver slettet fra diverse databaser, eller om de altid vil være at finde på internettet. Derfor synes vi, at det er interessant at undersøge, hvilke etiske overvejelser en journalist på eb.dk gør sig, når vedkommende skriver sådanne artikler. Afgrænsning: Vi vælger at afgrænse os fra både at undersøge papir- og netaviser, da det vil være for bredt og for omfattende. Vi er interesserede i, hvornår netaviser vælger at offentliggøre identificerende oplysninger, og samtidig er en del af vores motivation, at man altid let kan finde kriminelles/mistænktes navne på internettet. Desuden kan netaviser løbende opdatere deres artikler, og de har derfor større mulighed for at offentliggøre navne, før der er nedlagt navneforbud. Derfor vælger vi at afgrænse os fra papiraviser og kun fokusere på netaviser. En anden grund til dette er, at vi er bevidste om, at antallet af klik betyder meget for netaviserne. Det handler om at skaffe så mange læsere som muligt. Det kan blandt andet opnås ved at have nogle 2

3 spændende og fangende rubrikker, samt at afsløre så mange informationer som muligt heriblandt også navne på kriminelle eller mistænkte. Da det er for bredt at undersøge alle netaviser, vælger vi at afgrænse os til eb.dk. Ekstra Bladet er ofte blandt de første til at offentliggøre identiteter. Det bekræfter vores undersøgelse af krimiartiklerne på eb.dk fra perioden til (bilag 6:9-12). Den viser, at 49 % af krimiartiklerne var med offentliggjorte navne på mistænkte eller kriminelle (bilag 6:11). Ekstra Bladet er samtidig et medie, der reklamerer sig selv med sloganet Tør, hvor andre tier, og dermed er villige til at offentliggøre oplysninger, som andre medier muligvis ville tøve med. Ekstra Bladet er desuden et medie, der i høj grad fokuserer på kriminalstof, som er det, vores projekt handler om. Vi mener derfor, at eb.dk er et oplagt valg for projektet. For at undersøge eb.dk s praksis med hensyn til offentliggørelse af navne har vi lavet en kvantitativ undersøgelse af alle krimirelaterede artikler på netavisen i november måned. Vi afgrænser os til kun at fokusere på en enkelt måned, da vores empiri bliver for omfattende, hvis vi medtager mere end en måned. Derudover fokuserer vi kun på artikler, der omhandler sager i Danmark, da vi formoder, at andre lande har andre gældende regler for presseetik og pressejura. Selvom det kunne være relevant, afgrænser vi os fra at undersøge, hvad det gør for troværdigheden hos læserne, hvis navne og andre identificerende oplysninger i kriminalsager bliver anonymiseret. Det afgrænser vi os fra, da det bliver for bredt både at undersøge dette, og samtidig undersøge det juridiske og presseetiske aspekt ved offentliggørelse af identificerende oplysninger. Vi afgrænser os derudover fra at undersøge, hvad det gør ved en kriminel eller mistænkt, at personens forbrydelse/sigtelse altid vil følge ham. Vi vælger dette aspekt fra, da vi mener, at vinklen bliver for psykologisk og dermed tilsidesætter den journalistiske praksis. Vi afgrænser os yderligere fra, hvilke etiske overvejelser journalisterne gør sig i forhold til offentliggørelse af navne på ofre og pårørende, da vores motivation bunder i navngivelse af kriminelle eller mistænkte. Problemformulering: Efter vores afgrænsninger ender vi således med følgende problemformulering: 3

4 Med udgangspunkt i eb.dk s dækning af kriminalsager i tidsperioden vil vi undersøge, hvad Ekstra Bladets praksis er i forhold til at offentliggøre navne på sigtede, tiltalte og dømte. Hvilke etiske og moralske problemstillinger rejser eb.dk s dækning af disse sager? Metode: Undersøgelse Til udarbejdelsen af projektet gør vi brug af både en kvantitativ og en kvalitativ metode. Den kvantitative metode benyttes i form af cirkeldiagrammer over, hvor mange artikler eb.dk offentliggør identificerende oplysninger i, samt hvilke forbrydelser det drejer sig om. Diagrammerne giver et overblik over, i hvor stort et omfang eb.dk vælger at offentliggøre navne på kriminelle og mistænkte (bilag 6:9-12). Cirkeldiagrammerne er, som tidligere nævnt, udformet på baggrund af alle krimiartikler fra Vi har inddelt artiklerne i følgende fem kategorier: Drab/drabsforsøg Vold/grov vold Tyveri/røveri Seksuelle forbrydelser Andet Vi har valgt disse kategorier, da de var mest dækkende. Kategorien Andet indeholder sager som fx bedrageri- og narkosager. Vi har lavet en samlet kategori for disse former for kriminalitet, da der ikke var så mange artikler omkring de emner i undersøgelsesperioden. Vi har dog stadig valgt at medtage dem for at give et korrekt billede af, hvor mange artikler eb.dk har publiceret i den givne periode. Inden for hver kategori har vi optalt alle artikler og noteret, om den mistænktes/kriminelles navn er offentliggjort eller anonymt. Desuden har vi noteret, om personen er sigtet, tiltalt eller dømt i de forskellige sager for at finde ud af, hvor i forløbet eb.dk vælger at offentliggøre identiteterne (bilag 6:11). Selvom vores projekt omhandler journalisternes etiske overvejelser, har vi også talt de artikler med, der omhandler ukendte gerningsmænd og politiefterlysninger. I sådanne sager har journalisterne ikke mulighed for at gøre sig nogle etiske overvejelser om, hvorvidt navnet bør offentliggøres eller ej. Vi har dog stadig valgt at tage dem med, da det giver et mere fyldestgørende billede af antallet af sager i den pågældende periode. Vi er opmærksomme på, at det samlet set giver et højere tal på, hvor mange der er navngivne og anonyme. Vi har derfor valgt at lave to cirkel- 4

5 diagrammer: Et hvor vi medtager alle sager, samt et hvor vi kun medtager de sager, hvor journalisten har haft mulighed for at gøre sig nogle etiske overvejelser. Vi er desuden klar over risikoen for, at der kan være enkelte artikler, vi ikke er stødt på. Undersøgelsen er dog blevet gennemtjekket flere gange, ved at vi har søgt både på Google og på eb.dk s søgemaskine. Desuden har vi søgt på samme emne med flere forskellige ord for at sikre, at alle artikler dukkede op. I kategorien seksuelle forbrydelser har vi eksempelvis både søgt på ord som voldtægt, misbrug, sexforbrydere, pædofili, børneporno med videre. Ligeledes har vi søgt på forskellige ord inden for de fire andre kategorier. Interviewmetode Vi bruger den kvalitative metode i form af interviews med chefredaktør fra Ekstra Bladets krimiafdeling og tre journalister, der blandt andet skriver for eb.dk s krimiafdeling. Interviewpersonerne er: Sune Fischer, Carsten Norton, Jan Körner samt chefredaktør Jan Søgaard. De har alle været ansat på mediet i over tre år. Vi interviewer dem for at få et indblik i eb.dk s praksis i forhold til offentliggørelse af identiteter på kriminelle og mistænkte. Samtidig bruges interviewene til at få et indblik i, hvilke etiske og moralske overvejelser journalisterne gør sig. På den måde får vi en bedre forståelse for deres valg og fravalg. Vi interviewer også praktikanten Helene Jepsen, der har været på krimiafdelingen siden august måned i år. Vi interviewer hende for at danne os et billede af, hvordan hun som nyansat oplever eb.dk s praksis ved offentliggørelse. Vi vælger at stille de samme spørgsmål til alle interviewpersonerne, men med få undtagelser (bilag1: 1-2). Vi bruger nemlig det, Steiner Kvale og Svend Brinkmann betegner som den semistrukturerede interviewmetode. Ifølge dem beskrives et semistruktureret interview som: Et interview, der har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener (Kvale & Brinkmann, 2009: 19). Da alle interviewpersoners livsverden ikke er ens, varierer spørgsmålene. De er altså tilpasset i forhold til de svar, vi får. Vi interviewer alle tre journalister, der har et indblik i krimiredaktionen på nettet, da det giver et bedre og mere repræsentativt billede af, hvilke overvejelser de gør sig, og hvilken praksis de følger. Vi interviewer desuden medieforsker Mark Blach-Ørsten i forbindelse med en undersøgelse, han har foretaget. Den handler om journalisters holdning i forhold til etik og troværdighed i dansk jour- 5

6 nalistik. Vi interviewer ham for at analysere, om hans undersøgelse og erfaringer stemmer overens med vores resultater (internetlink 1). Besøg på eb.dk Derudover besøger vi alle i gruppen Ekstra Bladets netredaktion for en dag. Formålet med besøget er selv at opleve, hvordan det er at være journalist på eb.dk s krimiredaktion. Vores observationer og erfaringer fra besøget vil vi bruge til at få en forståelse for den proces, netjournalister går igennem, når de skriver krimiartikler på eb.dk. Under vores besøg på eb.dk tager vi alle notater, for senere at udforme en kort dagbog med vores oplevelser og undringer, som vil blive vedlagt som bilag (bilag 4-5:7-8). Vi indsamler dermed vores egen empiri i form af vores undersøgelse, interviews samt observationer og erfaringer fra besøget på Ekstra Bladets krimiredaktion. Teori Derudover benytter vi litteratur om mediejura og presseetik for at blive sat ind i, hvilke regler man skal følge både hvad man må og ikke må, og hvad man bør og ikke bør. Vi bruger også teori om nytteetik, netjournalistik samt artikler fra den offentlige debat. Vi vil komme nærmere ind på vores valg af teori senere i redegørelsen. Redegørelse Begrebsafklaring: Når en person er anholdt for en forbrydelse, er der forskel på, om personen er henholdsvis sigtet, tiltalt eller dømt. Dette spiller også en rolle i forhold til, hvordan den anholdte bliver omtalt i medierne. Det er derfor relevant med en begrebsafklaring af disse tre led. Sigtet: Når politiet har en mistanke om, at en person har begået noget strafbart, kan politiet vælge at sigte vedkommende. Tiltalt: Efter vedkommende er blevet sigtet, undersøger politiet forholdene. Hvis der er tilstrækkelige beviser mod den sigtede, vil politiet rejse tiltale. Når der er rejst tiltale, udfærdiger og underskriver anklagemyndigheden et anklageskrift. Herefter er personen ikke længere sigtet, men tiltalt. Dømt: Til sidst vil vedkommende enten blive dømt eller frifundet (internetlink 2). 6

7 Præsentation af Ekstra Bladet I det følgende afsnit vil vi redegøre for, hvilken form for avis Ekstra Bladet er. Ekstra Bladet er vores case, og det er derfor relevant med en præsentation af avisen for at forstå dens vilkår. Samtidig giver afsnittet et billede af, hvilken målgruppe eb.dk generelt henvender sig til, og hvilke fokusområder den har. Ekstra Bladet er en tabloidavis. Det betyder, at den har et mindre format og har meget fokus på emner såsom sport, socialstof og kriminalstof. Tabloidavisen er oftest karakteriseret ved at være letlæselig og skarpvinklet (internetlink 3). Ekstra Bladet brander sig selv med sloganet Tør - hvor andre tier og betegner sig som den nødvendige avis. De ønsker at fremstille sig selv som den avis, der tager den en tand længere ud end andre medier. De skriver blandt andet på deres hjemmeside, at når folk ser vores plakat eller forside skal det krible og krable, og at de ønsker, at Ekstra Bladet skal forbindes med følgende beskrivelser: Fræk, respektløs, grænseoverskridende, højtråbende og troværdig (internetlink 4). Poul Madsen, Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, skriver, at de ikke er bange for tabuer. Vi kalder tingene ved deres rette navn - og lader andre om at tale udenom. Ekstra Bladet er Danmarks politisk mest ukorrekte avis (ibid.). At Ekstra Bladet går lige til grænsen, eller sommetider over, kommer til udtryk på baggrund af de antal sager, de har haft hos Pressenævnet. I Pressenævnets årsberetning fra 2011 fremgår det, at Ekstra Bladet fører med 16 sager blandt 26 medier. Til sammenligning har Politiken haft tre sager hos Pressenævnet, mens B.T. kommer på en andenplads med 13 sager (internetlink 5). Ekstra Bladet fører blandt de danske dagblade, når det kommer til deres netavis med omkring 1,4 millioner brugere. De har desuden, ifølge deres hjemmeside, den største selvstændige netredaktion (internetlink 6). Redaktionen er opdelt efter forskellige stofområder med tilhørende redaktører. Hovedstofområderne på netredaktionen er sport, nyheder og underholdning (internetlink 7). Ekstra Bladets netavis har en bred målgruppe, men de har et lille overtal på 60 % af mandlige læsere. Aldersgruppen varierer hovedsageligt fra år. Der er eb.dk læsere i hele landet, men især i København er der en større repræsentation med 33 % af de samlede antal brugere (ibid.). 7

8 Netjournalistik I følgende afsnit redegør vi for, hvad der kendetegner netavisen, og hvad der adskiller den fra papiravisen. Det gør vi for at give et indblik i, hvad netavisen er for en type medie, og hvad det forudsætter. Afsnittet skal bruges til at give en forståelse af, hvilken betydning læserne og klik-funktionen har for netmediets produktioner. Netavisen giver skribenten mulighed for at være på hele tiden. En nyhed på nettet kan hele tiden opdateres og videreudvikles. Journalisten kan altid gå ind og redigere artikler på internettet, men det er der ikke mulighed for, når det for eksempel er en papiravis. Her er der kun én deadline i løbet af dagen, hvorimod der ikke er deadlines på netavisen på samme måde. Nyheden skrives og publiceres løbende, når der kommer nye oplysninger og der er dermed ingen deadline og ingen pladsbegrænsning (Hartley, 2012: 43). Et andet punkt, hvor netavisen adskiller sig fra papiravisen, er ved hurtigheden. Hurtigheden er efterhånden blevet et mantra for netjournalistikken i større danske mediehuse (Hartley, 2012:135). Ifølge den norske medieprofessor Terje Rasmussen kan journalistik på nettet betegnes som turbojournalistik. Terje Rasmussen mener, at vi har fået turbojournalistik, fordi vi lever i et turbosamfund, hvor det hele skal gå stærkt. Journalistikken tilpasser sig på den måde samfundets vilkår (Rasmussen, 2002: 177). Hurtigheden betyder også, at netjournalister, på grund af tidspresset, ofte er nødsaget til at indhente nyheder fra nyhedsbureauer, som for eksempel Ritzau. Det medfører, at man tit ser de samme nyheder på mange af netaviserne (Hartley, 2012: 88). Internt er der desuden stor konkurrence blandt de forskellige medier. Konkurrencen går ud på at være først ude med historierne, så de andre medier citerer fra ens artikler. Hvis man bliver citeret i andre medier, anses det som en stor succes (Rasmussen, 2002: 176). I modsætning til printavisen er det muligt at følge med i, hvor mange klik netartikler indbringer. Redaktøren af forsiden bruger statistikerne til at flytte en nyhed længere op eller længere ned, hvis den ikke hitter (Hartley, 2012: 172). På den måde kan læserne styre, hvordan forsiden på netavisen skal se ud. Læserne på netaviserne har altså en stor indflydelse på netavisens indhold og redaktørens og journalisternes prioritering af historierne. 8

9 Mediejura Dette afsnit giver et indblik i, hvad journalister må og ikke må i forhold til offentliggørelse af kriminelle og mistænkte. Der er nogle juridiske regler for, hvem der har ansvaret ved overtrædelse af ytringsfrihedens grænser. For at kunne vurdere om eb.dk overholder de juridiske regler, vil vi i det følgende afsnit give et indblik i medieansvarsloven, som har særlige regler for ansvarsplacering. Dette er igen nødvendigt for at kunne undersøge eb.dk s praksis, og de problemstillinger den rejser. Medieansvarsloven om navneforbud Medieansvarsloven dækker blandt andet reglerne om, at mediernes indhold og handlemåde skal stemme overens med god presseskik. Journalister har ifølge medieansvarsloven lov til at skrive om andre, så længe de ikke er direkte racistiske eller krænker privatlivet (Frøbert & Paulsen, 1997: 4). Ifølge retsloven paragraf 1 og 2 har journalisterne dog ikke ret til at offentliggøre identificerende oplysninger om en person, hvis retten har nedlagt navneforbud (bekendtgørelsen paragraf 2 stk. 5). Ved navneforbud må oplysninger, der kan identificere en person, ikke offentliggøres. Forbuddet er til for at forhindre, at den pågældende persons identitet bliver røbet over for andre. Navneforbuddet indebærer ikke kun navne, men også andre oplysninger, som kan føre til identificering, for eksempel stilling og bopæl (Jørgensen, 2011:217). Initialer tæller også med i de tilfælde, de er direkte identificerende. Derudover er billeder, der ikke er sløret tilstrækkeligt, også medvirkende til at identificere en person (Jørgensen, 2011:228). Netmedier er i stand til meget hurtigt at publicere nyheder, som løbende kan opdateres. De er dermed også hurtige til at navngive og vise billeder af en sigtet/tiltalt i forbindelse med en forbrydelse, hvor der endnu ikke er pålagt navneforbud. Men hvad hvis navneforbuddet optræder efterfølgende? Mediejurist Oluf Jørgensen forklare: Navne og andre former for identifikation, der er blevet offentliggjort på internettet, før et forbud blev fastsat, skal efterfølgende fjernes (Jørgensen, 2011:222). Hvis der er fastsat navneforbud i en sag, og medierne alligevel vælger at bringe oplysninger og billeder af en person, er det direkte strafbart (Jørgensen, 2011:225). Straffen er bøder på op til 1000 kroner. (internetlink 9). Hvis personen har en særlig stilling i samfundet, er retsplejeloven imod navneforbud, da sagen så vil få en særlig samfundsmæssig betydning. Det angives på retslisten, hvis der er nedlagt navneforbud for andre end de sigtede/tiltalte under en retssag. En retsliste vejleder om, hvor og hvornår en sag behandles eller afgøres ved domstolene. 9

10 Journalister har dog mulighed for at påvirke rettens beslutning om, hvorvidt retten bør nedlægge navneforbud. Det kan gøres ved at fremlægge argumenter, der taler for og imod en sådan begrænsning (Internetlink 8). De vejledende regler for god presseskik Efter at være kommet ind på hvilke regler journalisterne skal følge, vil vi nu komme ind på de regler, de bør følge. For at kunne vurdere eb.dk s praksis er det nødvendigt at give et indblik i de presseetiske regler inden for kriminalstof. Vi vil i den forbindelse igen komme ind på navneforbud, og hvilken betydning det har for journalisters produktion. Nødvendigheden af navneforbud Pressenævnet balancerer mellem to områder, når de skal afgøre sager om anonymisering: Pressenævnets afgørelser bygger på en afvejning mellem hensynet til beskyttelse mod hensynet til offentlighed om forhold, der har samfundsmæssig interesse (Jørgensen, 2011:226). Hensynet til beskyttelse spiller en stor rolle, mens sagen stadig står på, hvorimod hensynet til offentligheden får størst betydning, når sagen er afgjort (Jørgensen, 2011:226). Ifølge de vejledende regler for god presseskik bør personer, der er meldt til politiet, ikke kunne identificeres, før vedkommende er blevet anholdt af politiet, eller anklagemyndigheden har grebet ind. Det skal være med til at undgå spredningen af mistanke mod eventuelt uskyldige personer. Jørgensen uddyber: Det kan være stærkt belastende at blive udsat for rygter om kriminelle handlinger og så længe, der blot er tanke om mistanke, vil det typisk være i strid med god presseetik at identificere personer (Jørgensen, 2011: ). De vejledende regler for god presseskik påpeger, at sigtede/tiltalte bør anonymiseres, når sagen ikke har nogen samfundsmæssig interesse. Derudover må personer ikke blive omtalt som skyldige i medierne, hvis en straffesag ikke er afgjort. Medieomtalen skal også gøre det klart, om den sigtede/tiltalte har tilstået (Jørgensen, 2011:225). 10

11 Nytteetik (utilitarisme) I dette afsnit vil vi kort redegøre for nytteetik, som vil blive brugt til at analysere eb.dk s praksis. Vi har valgt teorien om nytteetik, da vi mener, at den giver et andet perspektiv på eb.dk s handlemåde i forhold til offentliggørelse af kriminelles identitet. Begrebet utilitarisme kommer af det latinske utilis, som betyder nyttig eller gavnlig. Først og fremmest sætter utilitarismen lighedstegn mellem lykke og nytte. Det vil sige, at den gode handling er den nyttige handling, der øger de involveredes lykke (Thielst 1995:63). Grundsynspunktet i utilitarismen er, at en handling etisk må bedømmes på sin nytte, hvor nytten er de mål, konsekvenser eller resultater, handlingen frembringer (Thomassen 1993:62) En af hovedteksterne indenfor utilitarismen er John Stuart Mills Utilitarisme fra Her står: ( ) handlinger er rigtige i forhold til, hvor meget de fremmer lykken, og forkerte i den udstrækning, de frembringer det modsatte af lykke (ibid.:64). En central problematik indenfor utilitarismen er, hvordan man kan bestemme og afveje de forskellige former for nytte/lykke i forhold til hinanden (Thielst 1995:67). Når vi bedømmer en slags behag i forhold til en anden slags, må behagets intensitet, dets varighed, hvor sikkert det er, at det vil indfinde sig, dets nærhed i tid og dets tendens til at fremkalde andre behag, regnes op. På den måde kan man regne sig frem til den etisk set rigtige handling. Generelt kan man sige, at nytteetikken består af to grundlæggende principper; Værdiprincippet, som handler om at kunne vurdere handlingers resultater i forhold til hinanden en teori, som vurderer, hvad, der er godt. Det andet princip er værdimaksimeringsprincippet, der handler om, at man ud fra en vurdering af, hvad der er godt, opstiller en basal etisk regel om, at den rigtige handling i enhver situation er den, der frembringer de bedste resultater. Man skal handle, så man frembringer så meget værd som muligt det fastlægger dermed, hvordan vi bør handle og er således et etisk princip. Princippet kan kort opridses: Det gode er den størst mulige lykke for flest mulige (Thomassen 1993:45). Et eksempel herpå kunne fx være, om det ville være okay at offentliggøre alle en persons private oplysninger, selvom det ville skade personen, for at tilfredsstille offentlighedens nysgerrighed og ret til at vide det, der har betydning for samfundet 11

12 ANALYSE Analysedel 1: På baggrund af vores undersøgelse af eb.dk vil vi nu analysere de mulige årsager til, at eb.dk offentliggør navne, så ofte som de gør. Det gør vi ved hjælp af blandt andet teori om nytteetik. Dernæst kommer vi ind på, hvilken betydning kravet om hurtighed på netmedierne og antallet af klik har for presseetikken og eb.dk s praksis. Formålet er at komme nærmere eb.dk s praksis, årsagerne til den, samt hvilke etiske problemstillinger den rejser. Nytteetik og økonomiens betydning Ekstra Bladet offentliggør ofte navne og billeder på kriminelle på eb.dk. Årsagerne til dette valg kan være mange. Det kan blandt andet beskrives med teorien, nytteetik. På cirkeldiagrammet Artikler, minus efterlyste og ukendte fremgår det, at eb.dk offentliggør navne i næsten halvdelen af deres artikler, når de har mulighed for det (bilag 6: 11). Man kan dermed sige, at eb.dk handler efter, hvad der er bedst for flertallet, idet de så ofte vælger at offentliggøre navne, selvom det til tider kan skade de involverede. De vælger at tilsidesætte den enkelte den kriminelle til fordel for flertallet. Vi formoder dog, at det ikke kun er for at tjene samfundet, men især på grund af det økonomiske incitament, hvilket vi senere vil uddybe. Årsagen, til at de tilsidesætter den kriminelle, er blandt andet, at eb.dk ikke mener, at det er deres pligt at tage hensyn til den kriminelle eller mistænkte. Journalist på eb.dk, Sune Fischer, udtaler, at hvis man er stor nok til at gå med kniv, må man også være stor nok til at tage konsekvenserne (bilag 2: 4). Desuden udtaler journalist på eb.dk, Carsten Norton, at hvis man er blevet dømt skyldig, så er det jo sådan det er. Så skulle man have tænkt over, før man gjorde det, om det var det, man ville være kendt for (bilag 2: 3). Det fremgår dermed, at eb.dk s praksis går ud på at oplyse samfundet og ikke tage hensyn til den enkelte, det muligvis kan gå ud over. 12

13 Det skal dog tages med, at det ikke nødvendigvis kun er for at gøre det bedste for samfundet, at eb.dk så ofte vælger at offentliggøre navne på kriminelle. Der kan også være andre årsager, der spiller ind, heriblandt det økonomiske aspekt. Tal fra Dansk Oplagskontrol viser, at Ekstra Bladets oplag har været faldende de seneste år. Fra 2010 til 2012 er avisens oplag faldet fra til (internetlink 10). Derudover har der været flere fyringsrunder og nedskæringer. Det er indikatorer på, at Ekstra Bladets økonomi svækkes, og at avisen generelt har brug for flere penge. I en artikel fra maj 2010 udtaler chefredaktøren for Ekstra Bladet, Poul Madsen, følgende: Enhver kan sige sig selv, at når vi taber 6000 i oplag hvert år i tre år i træk, så bliver vi nødt til at spare (internetlink 11). Deres oplag har dermed allerede været nedadgående før tallene fra og ifølge en artikel fra journalisten.dk d. 13. november i år, er den det stadig: Ekstra Bladet skal skære hver tiende på to år (internetkilde 10). Her fremgår det, at ledelsen har udmeldt, at der inden starten af 2015 skal være skåret redaktionelle medarbejdere fra. Også medieforsker Mark Blach-Ørsten mener, at økonomien spiller en rolle i eb.dk s praksis i forhold til hvor ofte, der offentliggøres navne: Det handler mest om konkurrence medierne imellem, men det økonomiske aspekt spiller også ind. Der er stor sandsynlighed for, at man får flere klik ved at være først og svare folks nysgerrighed (bilag 2: 5). Netmedier kan måle, hvor mange klik de forskellige artikler får og dermed se hvilken slags artikler, der har flest læsere. Det er rubrikkerne, der først og fremmest fanger læserne, og en rubrik i stil med: Læs her, hvem Amager-morderen er, vækker interesse hos de mange nysgerrige læsere. Det er dermed blandt andet muligheden for at kunne lave sådanne rubrikker, der sikrer klik fra læserne, hvilket betyder flere penge. I den forbindelse har Ekstra Bladet en seddel hængende ved indgangen til deres redaktion. På den står der opridset seks værdier, de følger. En af dem lyder: OVERRA- SKENDE : Vi vil give læserne oplevelser. Og overraske dem med sjove eller seriøse artikler, rubrikker og/eller billeder. En anden værdi lyder: AFSLØRENDE : Vi bringer nyheder, som får konsekvenser eller i det mindste aftvinger reaktioner (bilag 3: 6). Værdierne viser tydeligt, hvordan Ekstra Bladet forsøger at skille sig ud og sikre så mange klik som muligt. 13

14 Turbojournalistikken Et andet aspekt der spiller ind i forhold til eb.dk s praksis, når de offentliggør navne, er dermed hurtigheden og betydningen af de mange klik. På Ekstra Bladets netredaktion går de, ligesom andre netmedier, meget op i at være de første med historierne. Alle netmedier vil gerne være først, og det vil vi også gerne. Så det er jo klart, hvis du kan breake en stor sag før alle de andre, så gør man det (bilag 2: 3). Man kan betegne netavisens indhold, som det den norske medieforsker Terje Rasmussen kalder for turbojournalistik det hele skal gå utroligt stærkt. Det handler om at publicere historien, før de konkurrerende netmedier gør det. Men altså, nettet er så hurtigt i dag, så i det øjeblik vi har en Breaking News ude, som vi har for os selv, så har vi den jo kun for os selv i nogle få minutter. Derefter har alle de andre medier skrevet den af og citeret den (bilag 2: 3). På trods af at de kun har historien for sig selv i nogle få minutter, er det ifølge medieforsker Terje Rasmussen en stor succes for redaktionen, når det netop er deres historie, der bliver citeret i andre medier. Den interne konkurrence og turbojournalistikken formindsker journalistens tid til at gøre sig etiske overvejelser om, hvorvidt man eksempelvis bør offentliggøre navn på en mistænkt, og hvilke konsekvenser det kan have (Jf. afsnittet Netjournalistik). Desuden lyder et andet punkt på Ekstra Bladets seddel over værdier: HURTIG: Vi vil være først med nyhederne. Altid (bilag 3: 6). Vi fik også selv kravet om hurtighed at mærke, da vi var på besøg på eb.dk. Da en af gruppens medlemmer var i gang med at skrive en artikel og overvejede, om hun ønskede at offentliggøre den dømtes navn, blev hun gentagende gange gjort opmærksom på, at det skulle gå hurtigere. Chefredaktøren, Jan Søgaard, sagde flere gange; Du skal skynde dig lidt. Normalt ville du ikke få så lang tid til at skrive sådan en artikel (bilag 4: 7). Dette stemmer overens med en undersøgelse fra Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet, foretaget af medieforsker og studieleder på Journalistik ved Roskilde Universitet Mark Blach- Ørsten, Professor Anker Brink Lund og videnskabelig assistent Rasmus Burkal (internetlink 1). Undersøgelsen omhandler etik og troværdighed i dansk journalistik. Den viser, at 32,2 % af de adspurgte journalister mener, at de oftest går på kompromis med den journalistiske etik på grund af manglende tid til at udføre arbejdet. Hurtigheden på nettet spiller altså en afgørende rolle for, hvilke etiske overvejelser journalisterne kan nå at gøre sig inden publicering. 26,2 % mener desuden, at det skyldes konkurrencen med andre medier. Prestigen i at blive citeret i andre medier, fordi man er 14

15 de første, kan altså ifølge undersøgelsen være med til, at man går på kompromis med den journalistiske etik (internetlink 1). Som tidligere nævnt har journallisterne på eb.dk offentliggjort navne på 49 % mistænkte og kriminelle. Vores undersøgelse viser desuden, at de oftest vælger at offentliggøre personer i sager, der enten omhandler drab eller drabsforsøg. I disse sager er der offentliggjort navn i 32 % af tilfældene (bilag 6: 12). Det kan være et forsøg på at forøge sensationsværdien og på den måde lokke flere læsere til. 31 % af de offentliggjorte sager omhandler personer, der kun er mistænkte (bilag 6: 11). Når eb.dk s journalister vælger at offentliggøre navne på tiltalte eller sigtede, tager de muligvis ikke højde for, hvilke konsekvenser det kan have for den enkelte. Selv hvis vedkommende bliver frifundet, vil man altid kunne finde en artikel om personen på nettet. Det kan være problematisk for vedkommendes fremtidige liv, at journalisten ikke tager dette faktum med i sine overvejelser om offentliggørelse. Eb.dk fjerner desuden ikke avisens artikler fra nettet, lige meget hvor lang tid den har ligget der. På grund af nettets hurtighed dømmes en sigtet eller tiltalt, der måske er uskyldig, på forhånd. Det har vi tidligere set eksempler på. I 2010 blev en 20-årig kvinde ved navn Maria dræbt i Herning nytårsnat. Ekstra Bladet offentliggjorde både navn, billede og bopæl på en mand, som kun var sigtet for Maria Drabet. Hans lejlighed blev gennemrodet af politiet, og han fik adskillige trusler på Facebook (internetlink 12). Senere fandt man ud af, at manden var uskyldig, men alle hans oplysninger florerer stadig på nettet i forbindelse med sagen. En sigtet, hvis navn bliver offentliggjort, kan altså blive dømt af samfundet. Det kan føre til selvtægt, hvor borgere tager sagen i egen hånd, som det blev set med manden, der var sigtet for Maria-drabet. Flere andre netaviser som fx Berlingske omtalte også Maria-sagen, men undlod at nævne navnet (internetlink 13). Man kan igen se, at eb.dk vælger at svare flertallets nysgerrighed på bekostning af det enkelte individ. De følger altså nytteetikken og gør det, flertallet foretrækker, samtidig med, at de på denne måde sikrer flest klik. Som tidligere nævnt har man på netavisen mulighed for at optælle, hvor mange der læser de specifikke artikler ved at tælle antallet af klik. På Ekstra Bladets netredaktion er de altså klar over præcis 15

16 hvilken slags artikler, der kan få flest læsere til at klikke. Jan Körner, som er journalist for Ekstra Bladet, mener, at jo mere man fortæller om en historie, jo bedre bliver den. Vi vil jo gerne fortælle hele historien, så selvfølgelig vil vi også gerne fortælle, hvem der gjorde det (bilag 2: 4). Jan Körner er desuden klar over konsekvenserne ved, at de på eb.dk gør meget brug af muligheden for at opdatere artikler. Det er de foreløbige informationer, som politiet sender tre minutter efter en forbrydelse er sket, der kommer på med det samme (ibid.). Han påpeger selv, at de foreløbige informationer i en given sag ikke altid er troværdige. På trods af det har journalisterne, som tidligere nævnt, offentliggjort navne på mistænkte, der kun er sigtede/tiltalte i sager (bilag 6: 11). Selvom artiklerne senere vil blive opdateret, kræver det, at de læsere, der har læst den første artikel, også læser den nye opdaterede version for at få de korrekte informationer med. Den evige offentliggørelse Udover problematikken ved at det går så hurtigt på netmediet, at der indimellem florerer ukorrekte oplysninger, medfører hurtigheden også andre problematikker. På grund af nettets hurtighed når medierne hurtigt at offentliggøre navne på personer, allerede inden en dommer har vurderet, om der bør være navneforbud eller ej. Artiklerne er altså fuldt lovlige, når de bliver skrevet, men ifølge de vejledende regler for god presseskik skal navnene fjernes, hvis der senere kommer navneforbud: Navne og andre former for identifikation, der er blevet offentliggjort på internettet, før et forbud blev fastsat, skal efterfølgende fjernes (Jørgensen, 2011:222). Dette nægter eb.dk dog at gøre, da de mener, at det er forkert:»principielt er det altså et skråplan. Det er jo bagudrettet censur. Så laver du jo censur med tilbagevirkende kraft, og det er der altså nogle principielle overvejelser om. Det er chefredaktionens holdning, at det gør vi ikke. Det har Poul Madsen besluttet (bilag 2: 3). Det er problematisk, at eb.dk har denne holdning, da de går direkte imod de vejledende regler for god presseskik. Jan Søgaards forklaring på, hvorfor de nægter at fjerne navne fra tidligere artikler, fremstår ikke som et ordentligt argument. Han beskriver det som et skråplan og som bagudrettet censur. Det kan det dog ikke være, da censur handler om at få begrænset sin ytringsfrihed. Når der bliver pålagt navneforbud, handler det om at beskytte de involverede. Det er dermed ikke censur at fjerne navne fra artiklerne, når loven påbyder det, da det handler om borgernes sikkerhed og velvære. 16

17 Han siger endvidere, at hvis man skulle føre det ud i livet, skulle man i princippet ud og klippe artikler ud af alle papiraviserne, hvilket han mener, ville være helt til grin (bilag 2: 3). Det er vi dog ikke enige i, da man ikke kan sammenligne papiravisen med netavisen i den forstand. Teknologien gør det både nemt at finde folk på nettet, og ligeså nemt at slette dem igen. Eb.dk s artikler vil dog altid være tilgængelige på internettet, uanset om de omhandler personer, der kun var sigtede eller tiltalte og senere hen blev frikendte. Også personer, der har afsonet deres straf og måske vælger at starte på en frisk, vil altid blive forfulgt af deres kriminelle handlinger. Ifølge forskningschef i mediejura Oluf Jørgensen er det sjældent at et medie, der ikke overholder et navneforbud, bliver tiltalt. Det ender oftest med en bøde på 5000 kroner (internetkilde 14). I forhold til det forøgede antal klik, som offentliggjorte billeder og navne kan give eb.dk, har bøderne tilsyneladende ikke stor nok betydning til, at avisen følger de vejledende regler for god presseskik og sletter navne i tidligere artikler. Et eksempel på dette ses i 2012, hvor tre mistænkte fyre blev efterlyst af politiet i forbindelse med drabet på Jon Patorra. Eb.dk valgte, som mange andre medier, at offentliggøre navnene på de mistænkte. Efterfølgende blev der nedlagt navneforbud, men på trods af det nægtede eb.dk at fjerne navnene. Deres grund var, at artiklerne var fuldt lovlige, på det tidspunkt de blev skrevet (ibid.). At eb.dk ikke altid overholder reglerne for god presseskik, kan ifølge medieforsker Mark Blach-Ørsten hænge sammen med, at der ikke har været nogen synlig konsekvens i at overskride de vejledende regler for god presseskik. Han forklarer endvidere, at bødestraffen i Danmark ligger i den lave ende på grund af, at man har været meget varsom med at dømme medier i ytringsfrihedens navn (bilag 2: 5). Delkonklusion: På baggrund af ovenstående analyse kan vi konkludere, at eb.dk på den ene side følger den nytteetiske teori. De gør, hvad der er bedst for flertallet på bekostning af den enkelte. På den anden side tyder det på, at de ikke kun offentliggør navne for at tjene samfundet, men også af økonomiske årsager, blandt andet på grund af deres faldende oplag. Derudover kan vi konkludere, at hurtigheden på nettet medfører et pres på journalisterne, der dermed har mindre tid til etiske overvejelser. Netjournalister har dagligt mulighed for at tælle, hvor mange, der læser deres artikler via klikfunktionen. Derfor er 49 % af deres krimiartikler navngivet, da det tilsyneladende er disse artikler, der tiltrækker flest klik fra læserne. Desuden nægter eb.dk at fjerne navne fra gamle artikler, selv- 17

18 om der efterfølgende er kommet navneforbud. Dette er imod god presseskik, men straffen er tilsyneladende ikke høj nok til, at det ændrer deres praksis. Analysedel 2: Kravet om hurtighed og klik medfører en form for pres på journalisterne. Men der er tilsyneladende også andet, der ligger et pres på journalisterne. Det vil vi i følgende afsnit analysere ved hjælp af blandt andet interviews med de ansatte. Vi vil desuden komme ind på, hvilken betydning det har for journalisterne på eb.dk, at de ikke har nogen presseetiske retningslinjer. Til sidst analyserer vi, hvordan eb.dk vurderer, hvornår noget har offentlig interesse. Alt dette gør vi for at komme nærmere ind på de etiske problemstillinger, eb.dk s praksis rejser. Det usynlige pres Udover det synlige pres hurtighed, klik og økonomi medfører, hviler der tilsyneladende også en form for usynligt pres på journalisterne. Disse forskellige former for pres er alle medvirkende til, at eb.dk s netredaktion, ifølge vores undersøgelse, offentliggør navne og billeder i knap halvdelen af deres artikler (bilag 6: 11). Interviews med ansatte på eb.dk s kriminalredaktion viser dog, at de forskellige former for pres ikke er noget, de snakker højt om. Alligevel skinner det igennem hos flere af de interviewede. Journalist på eb.dk Jan Körner udtaler, at der foregår en konstant opdragelse på redaktionen, fra man bliver ansat: Der sker hele tiden en opdragelse, en indlæring, så man lærer, at sådan her gør vi, og sådan gør vi ikke (bilag 2: 3). Denne indlæring af redaktionens holdninger og praksis kan lægge et pres på journalisten. Vedkommende kan føle, at han/hun skal gøre noget på en bestemt måde, når det handler om at offentliggøre navne, fordi det er den generelle holdning på redaktionen. Man vil nødig gøre sig upopulær. Endvidere udtaler Jan Körner i den forbindelse, at man ikke altid kan sige nej til at offentliggøre oplysninger og/eller billede af en kriminel eller mistænkt. Vi har ret til at sige fra, hvis der er noget, vi ikke vil skrive og offentliggøre. Men hvis man siger nej for ofte, har det selvfølgelig konsekvenser (bilag 2: 3). Man kan dermed føle et usynligt pres, hvis man flere gange har sagt nej til at offentliggøre navne i sine artikler. Da vi selv var på besøg på eb.dk og skulle skrive en artikel, følte vi eksempelvis ikke, at vi havde et valg. En af os spurgte Jan Søgaard, om vi måtte lade vær med at skrive navn på en mand, der blev idømt næsten fire år, hvortil han svarede klart: Nej! (bilag 4: 7). 18

19 Det usynlige pres kommer også til udtryk i interviewet med praktikanten, Helene Jepsen: Jeg synes aldrig, at man sådan får af vide; sådan her gør vi, sådan her gør vi ikke, men ubevidst gør man nok altså man finder hurtigt jargonen (bilag 2: 4). Det lader altså til, at selvom der ikke er nogen klare retningslinjer hos eb.dk, er der alligevel nogle interne tommelfingerregler. De kan komme til at virke som et usynligt pres, da medarbejderne kan mærke, hvordan ledelsen og chefredaktøren vil have, at de skal gøre. Det er muligvis regler, eb.dk ikke vil skrive ned og gøre offentlige, men som de alligevel lader deres medarbejdere mærke. Det kommer yderligere til udtryk i følgende udtalelse fra praktikanten, Helene Jepsen: Jeg er måske bare sådan en, der godt kan lide, at blive presset ud over mine egne grænser. Det skal man jo kunne lide, når man sidder med krimi (bilag 2: 5). Udover udtalelserne fra de forskellige journalister oplevede vi også selv presset, da vi var på besøg på eb.dk. To af os var med til en retssag, og efterfølgende skrev vi en artikel om sagen. Der gik ikke lang tid, før vi blev gjort opmærksomme på, at i en sag som den vi skulle skrive om, skulle vi helt bestemt skrive navn på det var der ingen tvivl om. (bilag 4:7) Chefredaktøren sagde blandt andet: Man skriver jo navn på i sådan en sag. Det vil de andre medier også gøre. Sådan er det bare (bilag 2:3). Sagen omhandlede en rumæner, der blev idømt knap fire års fængsel samt udvisning fra Danmark på grund af misbrug og tortur af en prostitueret. Det var dermed en alvorlig sag med en hård straf, og vi ville muligvis selv have valgt at offentliggøre navne i dette tilfælde. Men vi nåede ikke at få valget. Vi følte hurtigt et pres på os om, at vi skulle offentliggøre navnet på den dømte i artiklen. Selvom der ikke er nogle klare retningslinjer på eb.dk, var redaktionens holdning nem at mærke, og der var ikke meget tid og plads til vores egne etiske overvejelser. Det er igen problematisk, da det går imod de vejledende regler for god presseskik: En journalist bør ikke pålægges opgaver, der strider mod hans samvittighed eller overbevisning (internetlink 15). Et andet sted vi kunne mærke dette pres, var da to af os skulle skrive artiklen om badmintontræneren (Bilag 5: 8). Vi valgte begge at gøre artiklen helt anonym, og dermed hverken nævne navn, by eller badmintonklub. Det var Jan Søgaard dog ikke tilfreds med, og han gjorde det klart, at han ville nævne både by og gymnastikforening i hans artikel. Det gør jeg i min, det ville man gøre. Ellers kan du jo heller ikke skrive navn på formanden, der udtaler sig, og vi vil helst ikke have anonyme kilder (bilag 5:8). Presset, der kommer til udtryk gennem interviewene og vores egne oplevelser, stemmer overens med Mark Blach-Ørstens undersøgelse. 12,6 % af journalisterne svarer, at pres fra redaktionschefen 19

20 eller ledelsens side er årsagen til, at de går kompromis med den journalistiske etik (internetlink 1). En journalistisk etik der i nogle tilfælde kunne have afholdt medarbejderne fra at offentliggøre identiteten på kriminelle og mistænkte, hvis ikke de følte et usynligt pres fra redaktionens side. Den manglende presseetik Det usynlige pres, der hviler på journalisterne, kan til dels også skyldes manglende presseetiske regler. Nogle medier har deres egne interne presseetiske regler for, hvornår journalister må offentliggøre identiteten på sigtede/tiltalte/dømte. De udgør en del af rammen for journalistisk produktion, som journalisterne på landets medier i mere eller mindre grad opdrages med. Ekstra Bladet har dog ingen interne presseetiske regler. Chefredaktør Jan Søgaard uddyber: Vi har ikke sådan nogen fuldstændig firkantede regler. Vi vurderer det fra gang til gang (bilag 2: 3). Det er især problematisk, fordi det i forvejen skal gå så hurtigt på netmediet. Hvis man ikke har nogle klare regler at følge, og ikke har tid til at overveje konsekvenserne, er det ikke altid, at journalisten træffer den rette beslutning. De manglende presseetiske retningslinjer på eb.dk betyder, at journalisterne må vurdere hver enkelt sag for sig selv. Den vurdering lader til at hvile på journalisternes mavefornemmelse. Det kan være problematisk, da denne ikke altid viser sig at være i overensstemmelse med de vejledende regler for god presseskik, idet Ekstra Bladet har haft 16 klager i Pressenævnet i Halvdelen af sagerne omhandlede brud på de vejledende regler for god presseskik (internetlink 5). Det betyder dog ikke, at journalisterne på eb.dk ikke har nogen som helst fornemmelse for, hvad de kan tillade sig i den journalistiske arbejdsproces. Vi bringer ikke navne på folk, medmindre de er sigtet/tiltalt for en forbrydelse, der kan give en straf af en vis længde. Jeg husker det som om, at det er to års fængsel (bilag 2: 3). Her er der altså tale om en regel, som journalisten Carsten Norton har i sit baghoved, og som han husker at være blevet gjort opmærksom på ved sin ansættelse hos Ekstra Bladet. Men det samme kan ikke siges at gøre sig gældende for en journalist på samme redaktion, Sune Fischer, som ikke kan genkende reglen: Hos os er reglerne lidt flydende. Vi har ingen faste regler omkring det (bilag 2: 4). Sune Fischer og Carsten Nortons opfattelser af eb.dk s praksis i forhold til offentliggørelse af navne viser, at der er delte meninger på området. En anden værdi, der står skrevet på den seddel, der hænger på redaktionen, lyder: Vores journalistik og sprog går helt til grænsen (bilag 3: 6). Citatet er i overensstemmelse med avisens slogan Tør 20

21 hvor andre tier. Værdierne fungerer som vejledende regler for, hvordan man gør på Ekstra Bladet. Det kan medføre, at den enkelte journalist har svært ved at finde sin egen grænse eller kan komme til at gå over grænsen, når der blot er nogle værdier og ingen klippefaste regler. Det kan være problematisk, da journalisten kan vælge at gøre, hvad man må gøre og ikke, hvad man bør gøre. (Jf. afsnittene Medieansvarsloven om navneforbud og De vejledende regler for god presseskik). At de ikke har nogle faste retningslinjer bliver også problematisk, når de skal vurdere, hvornår noget har offentlig interesse. På Ekstra Bladet er det ikke fastlagt, hvad der helt præcist menes med personer af offentlig interesse, da det både kan være kendte og ikke-kendte mennesker. Det siger sig selv, at personer, der har en særlig stilling i samfundet, som fx en politiker, har en offentlig interesse. Men ifølge eb.dk s chefredaktion skal der også altid navn på tv-folk, selvom disse ikke er kendt for noget specielt, men blot har været i medierne. Det kan være problematisk, da grænsen, for hvornår man har en offentlig interesse, dermed er sløret. Det kan nemlig virke som om, at alle, der af en eller anden grund har været i medierne, automatisk vil få en offentlig interesse ifølge eb.dk. Det kom blandt andet til udtryk i en sag en journalist fra Ekstra Bladet nævnte for os. Den handlede om en mand, der havde knivstukket sine tvillingepiger (Internetlink 16). Manden havde få gange optrådt på TV med clairvoyance, og alene af den grund mente Ekstra Bladet, at han gik under kategorien Tv-folk. De ønskede derfor at offentliggøre hans navn og billede muligvis fordi det tiltrækker flere klik at kunne skrive, at han var kendt fra TV. Den 13. november 2012 offentliggjorde Ekstra Bladet derudover en artikel på eb.dk, der handlede om Tv-værten Benedicte Strøm. Hun var tiltalt for at have udøvet vold mod sin storesøster (internetlink 17). Senere blev hun frikendt for anklagen og fik sit navn renset i medierne. Ved denne sag fremgår det tydeligt af eb.dk s praksis, hvorfor Tv-værten får navn på, selvom hun i starten kun var anklaget for vold. Benedicte Strøm er allerede et kendt ansigt i medierne. Men i en anden artikel fra den 8. november 2012, som handler om Waheed Sarwar, der var tiltalt for grov vold, er motivet for offentliggørelse af mandens navn usikkert (internetkilde 18). For det første var han kun tiltalt, for det andet var han ikke kendt i forvejen, og for det tredje kan der stilles spørgsmålstegn ved, om hans navn havde en offentlig interesse. Disse to sager illustrerer problematikken om offentliggørelse af navne, da den ene i forvejen er kendt og den anden slet ikke kendt. Begge sager har dog det tilfælles, at de fik offentliggjort deres navn på eb.dk. 21

22 Delkonklusion Vi kan konkludere, at der ligger et usynligt pres på eb.dk s journalister fra ledelsens side. De er godt klar over, hvilken form for journalistik, der bliver værdsat fra ledelsen side, og er derfor under et usynligt pres for at følge strømmen. Desuden kan vi konkludere, at eb.dk s manglende etiske retningslinjer giver journalisterne stor frihed til selv at vurdere de enkelte sager. De er alligevel påvirket af uskrevne regler om mediets værdier. Journalisternes forskellige opfattelser stemmer dog ikke altid overens og resulterer i flydende grænser. Det påvirker også deres vurdering af, hvornår noget har offentlig interesse. Det finder vi problematisk, da de ender med flere gange at offentliggøre navne, der ifølge de vejledende regler for god presseskik burde være anonyme. DISKUSSION Igennem vores analyse er vi kommet frem til, at flere af de problematikker, eb.dk s praksis rejser, skyldes reglerne omkring navneforbud og eb.dk s holdning hertil. Vi vil derfor nu diskutere hvilke fordele og ulemper, der er omkring navneforbud, og om det bør ændres. I diskussionen vil analysen blive inddraget, samt artikler fra den offentlige debat. Vi diskuterer netop dette, fordi vi forsøger at nå frem til en eventuel løsning på problematikken omkring navneforbud. Ekstra Bladet er som tidligere nævnt blevet fremhævet i flere sager, hvor de nævner for mange oplysninger om en person eller nævner navne, inden dommeren har haft mulighed for at pålægge navneforbud (internetlink 14). Ifølge mediejurist Peter Lind Nielsen er teknikken bag navneforbud forældet. Han forklarer følgende til Journalisten.dk: Navneforbuddet er lavet til en verden, hvor forbuddet gjorde det svært at finde frem til personerne. I dag er virkeligheden en anden. En hurtig søgning på nettet kan føre alle interesserede frem til de berørte personers Facebook og LinkedIn-profiler (internetlink 19). En måde at løse sådanne konflikter på, kan være ved altid at starte med navneforbud, for derefter enten at bibeholde det, eller få det hævet i retten. Den idé er mediejurist Oluf Jørgensen fortaler for, da han ikke mener, at reglerne for navneforbud matcher den teknologiske udvikling. En ny hovedregel kan formuleres som et forbud mod offentlig omtale, der identificerer mistænkte/sigtede/tiltalte, ofre og vidner i straffesager indtil endelig dom, skriver han i en artikel i de danske domstoles fagblad, Retten Rundt (internetlink 20). Han foreslår desuden tre undtagelser fra reglen om automatisk navneforbud: 22