VÆRDIKAMPEN Foghs maskerede mestertræk

Transkript

1 VÆRDIKAMPEN Foghs maskerede mestertræk Af Anders Agner Pedersen & Anders Hein Med Anders Fogh Rasmussens retræte fra dansk politik, blev der sat et foreløbigt punktum for værdikampen. Spørgsmålet er, om Lars Løkke Rasmussen vil fortsæte, hvor Fogh slap. Flere af historiens store slag blev indledt med et overraskelsesangreb, og de blev følgende vundet af de angribende tropper. Trojas fald var vel nok det bedste eksempel på dette. Det startede med at se uskyldigt ud. Kong Priamos tog glædeligt imod gaven, der var stillet foran byens porte, lidet opmærksom på, at det skulle blive startskuddet til byens fald. Måske var det dét, Danmarks nu tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V) tænkte, da han den første januar 2002 indledte et snigangreb mod en tømmermændsramt nation. Ordene, der kom ud af Foghs mund, var ellers ikke til at tage fejl af. Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne, lød meldingen fra Fogh, hvorefter han på vanlig vis smilede til kameraet, rundede sin første af i alt otte nytårstaler af, og ønskede godt nytår. Fogh havde indledt en værdikamp, som skulle vise sig at præge ikke blot hans egen politik i de syv et halvt år han var statsminister, men også præge den offentlige debat. Fogh var træt af at de meningsdannere, der prægede den offentlige debat i hans optik politiserede til fordel for venstrefløjen. Det skulle der laves om på. Ikke fordi der som sådan var noget galt med eksperter. Men hvis de absolut skulle have en holdning, så ville det være at foretrække, hvis den ikke var fjendtlig over for regeringen. Foghs kanon var dog ikke kun rettet mod smagsdommerne, og den værdikamp, han affyrede de indledende skud til i nytårstalen, skulle vise sig at få en meget stor indflydelse på den politik, han førte i sin tid som statsminister. Nu er Fogh imidlertid trådt tilbage som statsminister, og det åbner for spørgsmålet, Lars Løkke Rasmussen med hjælp fra de Konservative og Dansk Folkeparti ufortrødent vil fortsætte værdikampen. Det handler om holdninger Nu hvor Foghs politiske eftermæle tager form, kan man konstatere, at den værdikamp, som Fogh i sin tid indledte, har været en af grundstenene i hans regeringstid. Ikke desto mindre er det de færreste vælgere, som helt konkret er klar over, hvad det helt præcist er, at værdikampen går ud på. Skattestoppet er til at forholde sig til. Men værdikampen står tilbage som en diffus størrelse, som er svær at have med at gøre. Især, når der internt i regeringen flere gange har været eksempler på, at der ikke var helt enighed om, hvad værdikampen er. Eller rettere, hvad værdikampen skal bruges til. Derfor er det nødvendigt at skitsere, hvad værdikampen går ud på. For den rummer nemlig langt mere, end blot det opgør med smagsdommeriet, som Fogh talte om i sin nytårstale. Sat på spidsen drejer værdikampen sig først og fremmest om at ændre folks holdninger. Fogh var

2 Side 2 klar over, at det lovgivning ikke ændrer ret meget, hvis det sker på tværs af de holdninger, som der er flertal for i befolkningen. Det vil i stedet skabe afstand mellem regeringen og vælgerne. Igennem flere år havde tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og hans regering været ude af trit med flertallet i den danske befolkning på tre politiske områder. Det drejer sig om udlændingepolitikken, retspolitikken og uddannelsespolitikken med særligt fokus på folkeskolen. Ønsket om forandring på disse områder fangede Fogh hurtigt, og han gjorde derfor disse tre punkter til sine politiske kardinalpunkter i kampen for at vinde regeringsmagten. Og det viste sig at være klogt. For mens Fogh stormede frem i målingerne, stod Nyrup tilbage, da toget kørte. Og som de fleste, der har prøvet at løbe efter et S-tog, der har sat i bevægelse, ved, så sker det yderst sjældent at man kommer med på vognen. Det gjorde Nyrup heller ikke. Foghs opskrift på værdikamp Hvad han ville med værdikampen, har Fogh selv sat ord på tilbage i Det skete i Thomas Larsens bog Anders Fogh Rasmussen I godtvejr og storm, hvor Fogh fik stillet spørgsmålet: Du har gjort værdikamp eller kulturkamp til et omdrejningspunkt. Hvor ønsker du i særlig grad at vinde kulturkampen? Hvor skal værdierne ændres? Til dette svarede Fogh: [ ] For mig er det centrale i værdikampen, at vi skal turde give mennesker større frihed og ansvar. Det er først og fremmest her, at vi kan gøre tilværelsen bedre for flere danskere, men læg mærke til, at når jeg taler om værdikamp, er det ikke på skolemesterfacon med løftet pegefinger og moraliserende gardinprædikener. Jeg tror ikke på, at alle problemer kan blive løst takket være denne eller hin ideologi og jeg tror ikke på nytten af en højtravende debat om abstrakte værdier. Når det gælder om at ændre samfundets udvikling, tror jeg langt mere på den jordnære debat om praktiske problemer, en debat, som skal føres hver dag på hver eneste arbejdsplads, i alle familier, i medier, i samtaler mellem mennesker. Det er på den måde, at holdninger ændres, og samfundets indretning for alvor kan forandres. Med andre ord, drejede værdikampen for Fogh sig hovedsageligt om en holdningsændring. Om, at det i høj grad er den enkelte borgers eget ansvar at vurdere, hvad der er værdier, fremfor at lade sig påvirke af meningsdannere. Der er dog ingen tvivl om, at værdikampen for Fogh foruden førnævnte politiske områder også handlede om, at få gjort op med det debatklima, som var i Danmark da VK-regeringen kom til. Væk med smagsdommeriet. Væk med eksperttyranniet. Og væk med opfattelsen af, at der var andre, der vidste bedre end borgerne selv. For det var ifølge Fogh en forkert betragtning. Enhver ved bedst selv og må derfor også tage større ansvar for sig selv, syntes at være Foghs holdning. Foghs lige højre til smagsdommeriet var et politisk klogt træk af Fogh. Skal man blive i militærtermerne, så kunne han udnytte fjendens granatchok til at rykke frem over stepperne og erobre vigtige fronter. Fronter, som Fogh har sat sig så benhårdt på, at der ikke siden har været nogen, der har kunnet tilbageerobre dem igen. Tværtimod blev især udlændingedelen til en af Foghs sikreste bastioner, hver eneste gang, der skulle føres valgkamp. Han knuste Nyrup i 2001, Lykketoft i 2005, og da først Thorning halvvejs inde i valgkampen 2007 blottede sig på netop udlændin- Jeg tror, at det overraskede Fogh, at det fik så stor gennemslagskraft som det gjorde. Men han var godt klar over, at det her var måden at gøre det på, hvis man ønskede at ændre samfundet Michael Kristiansen Politisk analytiker og tidl. spindoktor for Anders Fogh Rasmussen

3 geflanken, satte Fogh og kompagni det afgørende angreb ind og bevarede regeringsmagten. Side 3 Hvordan har Foghs værdikamp påvirket Danmark? Overraskende gennemslagskraft Det står klart, at værdikampen ikke bare var noget, som Fogh fandt på en sen aften over en danskvand hjemme i Nærum. Den var nøje planlagt. Og selv om han politisk ændrede sig, efter han blev Venstres formand i 1998, så man allerede tendenser til Foghs værdikamp i bogen Fra socialstat til minimalstat, som Fogh udgav i Her skriver Fogh blandt andet: [ ] det enkelte menneske skal udforme sin egen moralske holdning i overensstemmelse med etiske regler fastsat af mennesket selv. Ingen værdier er givne og absolutte. [ ] Mennesket har i den yderste konsekvens overtaget den opgave at være sin egen og dermed menneskehedens Gud. Foghs spindoktor fra tiden, hvor han lancerede værdikampen, Michael Kristiansen, tror dog alligevel, at det kom lidt bag på Fogh, at hans værdikampsstrategi skulle vise sig at blive så effektfuld, som den blev. Jeg tror, at det overraskede Fogh, at det fik så stor gennemslagskraft som det gjorde. Men han var godt klar over, at det her var måden at gøre det på, hvis man ønskede at ændre samfundet, fortæller Michael Kristiansen. Morten Østergaard Næstformand (RV) Jeg tror, at Danmark er blevet mere polariseret, end det var før Fogh. Der synes jeg, at han har svigtet det ansvar, man har som landets øverste politiske leder. Uhåndgribelig værdikamp Som tiden gik, udviklede Foghs værdikamp sig dog hurtigt til mere at dreje sig om udlændingedelen, end de andre politiske temaer, som i sin tid var en del af den oprindelige værdikamp. Ganske vist har Fogh et par gange lavet nye tiltag på blandt andet retspolitikken og uddannelsespolitikken, men det har først og fremmest været udlændingespørgsmålet, der har domineret værdikampen. Debatten har især handlet om de indvandrere, der bekender sig til islam. Her har Fogh i særdeleshed fået politisk rygdækning af Dansk Folkeparti, som har lagt mandater til, hvad Fogh lancerede som den faste og fair udlændingepolitik. Det oprindelige udgangspunkt for værdikampen var langt bredere funderet end resultatet. Og når man ser på, i hvor høj grad udlændingedebaten og yrtingsfriheden i de senere år har præget værdikampen, er der ikke noget at sige til, hvis den gennemsnitlige vælger ikke fatter fem flade øre af, hvad værdikampen går ud på. Flere folk med forstand på statskundskab siger, at det ikke er overraskende, at folk vil ligne et stort spørgsmålstegn, når man siger værdikamp til dem. Ifølge ekstern lektor ved Aarhus Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, der er ekspert i dansk politisk historie, skyldes dette, at den værdikamp, som Fogh indledte ikke sådan lige er til at tage og føle på for vælgeren. Det blev fremstillet meget enkelt i nyt- Villy Søvndal Formand (SF) Det har skabt skæl i landet. Det har gjort, at der er nogle grøfter, det er sværere at bygge bro over, inden Fogh blev statsminister. Henriette Kjær Gruppeformand (K) Jeg mener, værdikampen har flyttet opfattelsen i befolkningen om, at alt er lige godt, til at noget er bedre end andet. Og at det er legitimt at mene det.

4 Side 4 årstalen, men helt så enkelt er det ikke i virkeligheden. Anders Foghs mål har været at ændre holdningen gradvist over mange år. Det gør også, at det er svært at sætte fingeren på en eller anden konkret lovgivning, som et symbol på, at nu har man ændret politik, mener Lars Hovbakke Sørensen. Værdikampen er altså ikke en direkte politisk mærkesag. Den er i højere grad en form for overordnet regelsæt, som gennemsyrer alt, hvad VK-regeringen siger og gør. Og forståelsen af værdikampen er efter Lars Hovbakke Sørensens mening ikke blevet lettere af, at alle politikere ikke har haft samme opfattelse af, hvad værdikampen gik ud på. Dermed er udlæggelsen af den blevet yderligere forplumret. Tim Knudsen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, mener, at det blandt andet er fordi, at Fogh udadtil har været meget fåmælt omkring værdikampen, at befolkningen i dén grad er blevet forvirrede. Det er karakteristisk for Fogh, at han har holdt kortene tæt på kroppen. Men vi sidder bag efter med et tolkningsproblem. Hvad skete der? Hvad ville de egentlig? spørger Tim Knudsen. At værdikampen alligevel er blevet en succes, selvom folk ikke forstår den, forklarer Lars Hovbakke Sørensen med, at den effekt, som Fogh inderst inde ønskede af værdikampen, er kommet ind af bagvejen. Han forklarer, at ønsket har været en holdningsændring over en længere periode, et ønske, som langt hen ad vejen er gået i opfyldelse. En del af koden i at forstå det her, det er jo at borgerne ikke har følt, at de selv er blevet tilsmudsede. Jeg plejer at sige, at den udvikling i ytringsfriheden, den minder lidt om det der gamle pornoblad, Cupido. De lancerede sig under sloganet Cupido. Kan ligge på ethvert anstændigt natbord. Udlændingedebatten ændrer sig Et af de områder, hvor resultatet af Foghs værdikamp har størst synlighed, er i selve indvandrerdebatten. I slutningen af 90 erne lancerede SR-rege- Redaktionschef ved Politiken og tidl. Peter Mogensen ringen en stramning af udlændingepolitikken, som pressechef for Poul Nyrup Rasmussen flere af regeringens egne embedsmænd mente, var på kanten til at være uanstændig. Der er strammet så meget, så der ikke kan strammes mere, lød devisen. Men de viste sig at tage fejl. Der kunne strammes meget mere. Både hvad angik selve lovgivningen, og hvad angik retorikken. Redaktionschef på Politiken, Peter Mogensen, var pressechef for Nyrup, da stramningerne i sin tid blev gennemført. Og han er ikke i tvivl om, at tonen er blevet markant hårdere på grund af Foghs værdikamp. Det er jo helt nye måder, man omtaler hinanden på i det offentlige rum. Det var aldrig sket tidligere. Det er blevet legitimt at have meget kritiske holdninger overfor muslimer. Det er den anden side af mønten, siger Peter Mogensen og fortsætter, En del af koden i at forstå det her, det er jo at borgerne ikke har følt, at de selv er blevet tilsmudsede. Jeg plejer at sige, at den udvikling i ytringsfriheden, den minder lidt om det der gamle pornoblad, Cupido. De lancerede sig under sloganet Cupido. Kan ligge på ethvert anstændigt natbord. Den internationale værdikamp Der, hvor ytringsfriheden for alvor blev sat i relief, var, da Morgenavisen Jyllands-Posten i september 2005 trykte de 12 tegninger af profeten Muhammed. Dette blev startskuddet til den værste udenrigspolitiske krise for Danmark siden 2. Verdenskrig, og kulminerede med afbrænding af danske ambassader i Mellemøsten, samt en omfattende boykot af danske varer. Den muslimske

5 Side 5 verden krævede en undskyldning fra Fogh, fordi et medie fra hans land havde krænket deres tro. Det kunne de godt glemme, var meldingen fra Fogh. Ytringsfriheden var uomstridelig, og kunne ikke gradbøjes. Uanset hvem det var, der måtte ønske det. På den måde løftede Fogh værdikampen op på et internationalt niveau, hvilket gav genlyd verden over, og specielt debatten om ytringsfrihed blussede for alvor op. Smagsdommerkarussellen kører Selv om Fogh brugte meget tid på at ændre debatklimaet omkring indvandrere på den nationale front, og mindst lige så meget tid på at kæmpe for ytringsfriheden på den internationale front, så fortsatte han ufortrødent sit politiske korstog imod smagsdommerne. Et projekt, som især i starten delte vandene. Tilhængere af dette projekt mente, at det var med til at nuancere debatten, mens kritikerne hævdede, at Fogh i virkeligheden var ude på at smide sine kritikere på porten, og udskifte dem med folk, som bekendte sig i en mere liberal retning end deres forgængere. Det kom blandt andet til udtryk i udvalgene til kultur- og demokratikanonen. Her blev mange af de ellers normalt venstreorienterede eksperter og smagsdommere yderst gelinde udskiftet med medlemmer af Cepos, Tidehvervspræster m.v. Opfattelsen er, at det hovedsageligt er socialdemokratiske eller lignende folk, der dominerer intellektuelt rundt omkring. Dem skal vi have ud. Men vi skal ikke af med smagsdommerne. Det er de forkerte smagsdommere, vi skal have skiftet ud med de rigtige smagsdommere, mener Tim Knudsen om den udrensning, der er sket blandt smagsdommerne, og tilføjer, at det jo ikke var det, som Fogh sagde i nytårstalen i Bedste eksempel på en smagsdommer efter Foghs hoved var Bjørn Lomborg, der var Foghs talerør på det miljøpolitiske område i starten af Foghs tid som statsminister. Her viste det sig imidlertid, at Fogh skød langt forbi målet i forhold til befolkningens holdning, hvorfor Fogh på Venstres landsmøde sidste år måtte gøre noget for Fogh usædvanligt, nemlig indrømme en fejl. Hvor han ellers kategorisk havde affejet al kritik med, at der ikke er noget at komme efter, måtte han pludselig indrømme, at regeringen ikke havde haft fokus nok på miljøspørgsmålet. Opfattelsen er, at det hovedsageligt er socialdemokratiske eller lignende folk, der dominerer intellektuelt rundt omkring. Dem skal vi have ud. Men vi skal ikke af med smagsdommerne. Det er de forkerte smagsdommere, vi skal have skiftet ud med de rigtige smagsdommere Tim Knudsen Professor i statskundskab Det ændrer dog ikke på helhedsbilledet af, at effekten af Foghs værdikamp har været kolossal. For ved at tage opgøret med de eksisterende smagsdommere, har Fogh sat sig så tungt på dagsordenen, at han på intet tidspunkt har været i fare for at miste styringen af den igen. Foghs indflydelse på den offentlig debat har været enorm. Husk på, at Socialdemokratiet i dag mener det samme, som Fogh mener. Ingen har turdet være uenige med Fogh, siger Michael Kristiansen. Et politisk mestertræk Det faktum, at mange ting har ændret sig grundet Foghs værdikamp, er uomtvisteligt. Specielt udlændingedebatten og debatten om ytringsfriheden bærer tydeligt præg af et holdningsskifte. Og at den har været en succes, kan kun de færreste være uenige i. Dermed ikke sagt, at alle er lige begejstrede for det, som værdikampen har medført. Men at det ud fra Foghs synspunkt har været et politisk mestertræk, kan alle enes om. For ved at indføre værdikampen i nytårstalen i 2002, har

6 Side 6 Fogh formået at sprænge de gængse rammer for såvel formen som indholdet i den politiske debat i Danmark. Samtidig har han tagetfat i en af de klassiske liberale dyder, nemlig det personlige ansvar, og har gjort det til et af de faste holdepunkter i sin politik. Den allervigtigste årsag til, at værdikampen har været et politisk mestertræk af Fogh er, at den har givet ham muligheden for at appellere til vælgergrupper, som hidtil har bekendt sig til den røde blok. Klassiske LO-medlemmer, der normalt stemmer rødt, har sænket paraderne over for Fogh, og godt hjulpet af Pia Kjærsgaard, har Fogh på den måde formået at få udvidet det borgerlige vælgersegment. Og nøjagtig på samme måde, som Ronald Reagan i sin tid formåede det i Amerika, hvor klassiske demokrater begyndte at stemme republikansk, er klassiske socialdemokrater herhjemme begyndt at stemme borgerligt. Ved at indlede værdikampen, har Fogh opnået at overføre modellen med Reagan-demokrater til dansk politik, hvilket har været med til at sikre hans magtposition. Løkke og værdierne Det er derfor nærliggende at antage, at den værdikamp, som Fogh indledte er slut, nu hvor Fogh ikke længere er statsminister. Der er bestemt ikke noget, der tyder på. Lars Løkke Rasmussen har ikke noget stort behov for at gøre op med Foghs værdikamp. Dog er Løkke en noget anden type politiker end Fogh. Hans politiske grundholdning er langt mere liberal end Foghs, som på mange punkter har et mere værdikonservativt udgangspunkt. Der bliver derfor ikke tale om en afblæsning af værdikampen. Imidlertid er Løkke i en anden situation, end Fogh var i, da han i sin tid blev statsminister. Finanskrisen gør nemlig, at ledigheden i øjeblikket stiger drastisk, hvilket Løkke er nødt til at forholde sig til. Ikke fordi Fogh havde smidt tanken om værdikamp, hvis finanskrisen var brudt ud kort tid efter han blev statsminister. Han var blot blevet nødt til at have en anden tilgangsvinkel. Blandt andet om den måde, som det personlige ansvar skulle formidles på grund af ledigheden, nøjagtig som Løkke nu er nødt til at gøre det. Den store ubekendte omkring Løkke og værdikampen er, hvad der sker, hvis den parlamentariske situation ændrer sig og VKO-flertallet forsvinder. Det er der ikke noget i målingerne, der tyder på i øjeblikket. Og så længe det klippefaste VKO-flertal er intakt, vil der kun være tale om små ændringer, hvad angår værdikampen. Grundlæggende er Fogh og Løkke nemlig på bølgelængde rent politisk, hvorfor der højest vil blive pustet lidt i sejlene, mens bådens kurs fortsat vil være den samme. Også hvad angår værdikampen. Det er såvel forskere, analytikere som politikere på Christiansborg enige om. For selv om Løkke som person har langt flere lig i lasten end den nærmest evigt korrekte Fogh, så ændrer det ikke noget. Løkke vil dog næppe køre sin egen person ind på samme måde, som Fogh gjorde det, hvad angår korrekthed og anstændighed. I hvert fald ikke i hans første tid som statsminister. Rekviem for en statsminister Det bliver næppe til de første mange tirsdagspressemøder, at Løkke vil komme i samme situation, som Fogh gjorde på sit sidste tirsdagspressemøde som statsminister. Et pressemøde, hvor alle ville tale om NATO, bortset fra Fogh, hvilket han gjorde klart fra start. Derfor udviklede pressemødet sig til en mindre farce, da journalisterne derfor spurgte om alt muligt andet. Til allersidst blev Fogh stillet spørgsmålet om, hvordan han selv mente, at han havde forvaltet den familiære arv fra den hårdtarbejdende landmandsfamilie. Til dette svarede Fogh: Med hensyn til forvaltningen af familiearven, kan jeg sige, at jeg selv har levet op til og forsøgt at give videre til mine børn, at den måde, man skal opføre sig på, det er ved arbejde, flid og ansvarsbevidsthed. Der er ikke et øje tørt. Tak for i dag. Således sluttede Foghs værdikamp. I hvert fald med Fogh selv som general.