Det slesvigske spørgsmål

Transkript

1 Det slesvigske spørgsmål I 1863 spurgte den engelske dronning Victoria ( ) sin premierminister lord Palmerston, om hun ikke kunne få en forklaring på, hvad det var for noget med det slesvigske spørgsmål, som alle talte om. Palmerston svarede, at det var han ikke i stand til, for der var kun tre mennesker, der nogensinde havde forstået det, nemlig hertugen af Augustenborg der var død, en tysk professor der var blevet sindssyg af at spekulere over det, og han selv, men han havde glemt det. Om historien er sand, vides ikke, men den viser, hvor indviklet det slesvigske spørgsmål var. I middelalderen indtog Slesvig en særstilling som hertugdømme. Hertugen skulle beskytte Danmark mod indtrængende fjender sydfra. I 1201 blev Holsten erobret. Senere gav Valdemar Sejr Slesvig som len til sin søn Abel. Det var almindeligt, når en konges sønner skulle forsørges. Men med tiden gjorde Abels efterkommere sig næsten uafhængige af Danmark. I første del af 1300-tallet var Danmark i opløsning som følge af økonomiske og politiske problemer. De holstenske grever tiltog sig mere og mere magt over Slesvig, og i 1375 ved Valdemar Atterdags død blev Holsten og Slesvig forenet under tyske fyrster. De holstenske grever blev anerkendt som hertuger af Slesvig og som sådan den danske konges vasaller. I 1459 uddøde den holstenske greveslægt, og året efter valgtes Christian 1. ( ) til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Han måtte dog love, at ville styre dem sammen (ewich tosamende ungedelt). Den tyske indflydelse i Slesvig trængte frem. Retssproget blev efterhånden tysk, lige som kirke- og skolesproget blev det i Sydslesvig. I tiden frem mod de slesvigske krige i 1864 eksisterede Tyskland ikke som et samlet rige. Det bestod af 39 større og mindre kongeriger og fyrstendømmer, der var sluttet sammen i Det tyske Forbund. Østrig og Preussen var de dominerende (og konkurrerende) medlemmer af forbundet. Preussen ønskede at samle de tyske stater, uden Østrig, under preussisk ledelse. Det lykkedes under den fransk-tyske krig, da Bismarck ( ) i 1871 proklamerede det ny tyske rige med den preussiske konge Wilhelm ( ) som kejser. Revolutioner i Europa Julirevolutionen i Paris 1830 blev afgørende for forholdene i hertugdømmerne. Revolutionen bredte sig til Belgien, Polen og flere tyske stater. Den gryende nationalisme slog ud i lys lue, og modsætningen mellem dansk og tysk skærpedes. Slesvig-holstenerne krævede en fri forfatning for Slesvig og Holsten og Slesvigs optagelse i det tyske forbund, som Holsten i forvejen var medlem af. Grænsen skulle ligge ved Kongeåen. De nationalliberale i Danmark ønskede i modsætning hertil en fri forfatning for Danmark og Slesvig og en grænsedragning ved Ejderen. De to bevægelser satte alle kræfter ind på at mobilisere tilhængere. For de ejderdanske blev Dannevirke symbolet på den gamle, danske rigsgrænse, og fra 1843 blev de årlige møder på Skamlingsbanken det naturlige samlingssted for tilhængerne af Slesvigs tilhørsforhold til Danmark.

2 Den slesvig-holstenske bevægelse samlede sine tilhængere til møder i forskellige slesvigske byer under slagordet hellere død end slave og ewich tosamende ungedelt. Treårskrigen En ny fransk revolution i 1848 bredte sig til Østrig, Sydtyskland og Preussen. I Rendsborg samledes repræsentanter for den slesvig-holstenske bevægelse, og krævede en grundlov for hertugdømmerne og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Et krav, der blev pure afvist af den danske regering. Inden regeringens svar var oprøret dog allerede brudt ud. En provisorisk regering blev dannet i Kiel, og det lykkedes for oprørerne at overrumple den stærke fæstning i Rendsborg. I det første slag ved Bov led den slesvig-holstenske hær nederlag, men oprørerne fik nu hjælp af tyske frivillige og af Preussen. I slaget ved Slesvig tabte danskerne, og tyske tropper besatte Slesvig. Rusland, der så med mishag på liberale bevægelser, greb nu ind, og tvang Preussen til at trække sig tilbage. Efter engelsk og svensk mægling blev der indgået våbenhvile i august Forhandlinger i London om Slesvigs deling strandede på dansk modstand. Krigen brød ud igen i Efter dansk sejr ved Fredericia blev der på ny forhandlinger. Denne gang i Berlin. Det blev aftalt, at Slesvig skulle styres af en kommission med et dansk og et preussisk medlem og en engelsk opmand. Svensk-norske tropper skulle besætte Nordslesvig og preussiske tropper Sydslesvig. Ordningen brød imidlertid sammen i 1850, og krigen begyndte igen. Sommeren 1850 stod det endelige slag ved Slesvig mellem den danske hær og slesvig-holstenerne. Danskerne sejrede, og bortset fra enkelte fægtninger var krigen slut. Den europæiske nødvendighed Krigens sejrrige afslutning medførte en urealistisk tro på, at Danmark til enhver tid kunne klare sig mod tyskerne. Man glemte, at sejren skyldtes, at Preussen havde trukket sig ud af krigen. Ganske vist havde Danmark vundet treårskrigen, men i krævede stormagterne, at Slesvig ikke måtte knyttes nærmere til Danmark. Helstaten skulle fortsat bestå. Udenrigspolitik, forsvarspolitik og toldområde skulle stadig være fælles. I løbet af 1850 erne blev det klart, at ordningen ikke kunne fungere. Fra dansk side forsøgte man at redanisere områder i Slesvig, hvor det danske sprog var i tilbagegang. Det udløste skarp kritik i tyske kredse. På den anden side begyndte Det tyske Forbund at blande sig i Slesvigs forhold, hvilket det ikke havde ret til. I både Danmark og Preussen var der fortalere for at løse problemet med en deling af Slesvig. Det samme mente de neutrale stormagter, men den danske regering og de forskellige politiske retninger i Slesvig var imod.

3 Novemberforfatningen af 1863 For at få en ende på miseren udstedte den danske regering den 30. marts 1863 en kundgørelse om hertugdømmernes forhold. Heri hed det, at der skulle oprettes en særlig hærafdeling for Holsten og Lauenborg. For Holstens vedkommende skulle den lovgivende myndighed i fællesanliggender udøves af kongen og de holstenske stænder. Endvidere ville regeringen fremsætte forslag om en fællesforfatning for Danmark og Slesvig. Der var hermed tale om et brud med aftalerne fra , men Danmark håbede på en svensknorsk tilslutning til planen, og at stormagterne ville holde sig i ro. Det viste sig imidlertid at bero på et fejlskøn. Sverige-Norge satte som en forudsætning for militær støtte til Danmark, at mindst en af stormagterne bakkede op om planen. Det viste sig ikke at være tilfældet. Den 13. november vedtog rigsrådet den nye fællesforfatning for Danmark og Slesvig. Den manglede nu kun kongens underskrift, men to dage senere døde Frederik 7. ( ) uden at have underskrevet novemberfatningen. Den nye konge, Christian 9. ( ), skrev, under pres fra regeringen og folkestemningen, under den 18. november. Dermed var krigen en realitet. Den preussiske ministerpræsident og udenrigsminister Otto von Bismarck krævede, at novemberforfatningen skulle trækkes tilbage inden 48 timer. Det var en praktisk umulighed, og den 1. februar 1864 gik preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig. Den danske hær tog opstilling ved Dannevirke. Den hårde vinter betød, at vådområderne i vest og Slien i øst frøs til, og stillingen derved kunne omgås. For at forhindre en total tilintetgørelse, trak den danske overgeneral De Meza hæren tilbage til skanserne ved Dybbøl. Den 18. april 1864 blev Dybbøl stormet, og den danske hær trak sig tilbage til Als.

4 En helt Set med danske øjne var der kun få lyspunkter. Et af dem var den danske flådes sejr ved Helgoland, der dog i det samlede billede ikke betød noget. Et andet var kampen i februar ved Blåkjær Skov mellem Kolding og Vejle. Fem danske dragoner blev overrasket af preussiske gardehusarer. En af de danske dragoner undslap, tre blev taget til fange, mens den sidste, Niels Kjeldsen, gjorde front mod fjenden. Efter at have gjort flere af sine modstandere ukampdygtige, blev han fejt skudt ned bagfra af den preussiske officer. Det var i hvert fald den historie, der blev fortalt. Episoden viste, at tyskerne ikke kunne klare sig i ærlig kamp, og Niels Kjeldsens heltemod hjalp med til at holde modet oppe hos danskerne. I 1902 udkom imidlertid en bog, der viste, at kampen ikke var foregået på den måde. Kjeldsen forsøgte under kamp at flygte og blev flere gange opfordret til at overgive sig. Den preussiske fændrik, der skød ham, blev ikke som påstået tvunget til at tage sin afsked, fordi han ikke havde kæmpet ærligt. Tværtimod blev han udnævnt til løjtnant. Bogen rejste en voldsom diskussion, fordi den rokkede ved den forestilling, man havde om de tapre danskere og de onde tyskere, og rejste samtidig det spørgsmål, om det var klogt at afsløre den historiske sandhed og dermed fratage befolkningen en følelse af moralsk overlegenhed, der var med til at holde modet oppe i en svær tid. Det er ikke svært at drage paralleller til fx jernbanesabotagen i Danmark under den tyske besættelse ( ). Efter krigen blev det påvist, at sabotagen ingen militær betydning havde haft. Det gav anledning til voldsomme protester, fordi jernbanesabotagen havde været et led i den nationale selvforståelse: Et lille land, der mod alle odds kæmpede en heroisk kamp mod overmagten og hermed bidrog til den endelige sejr over tyskerne. Nederlaget Efter stormen på Dybbøl den 18. april 1864, blev der den 20. april indledt fredsforhandlinger i London, og en våbenhvile blev aftalt. Flere forskellige forslag om en delingslinje blev fremsat. Danmark kunne muligvis have fået en grænse, som den der blev trukket i 1920, men det danske forslag om en grænse ved Dannevirke kunne ikke accepteres af de tyske magter. Forhandlingerne brød sammen, og krigen genoptaget. Den 29. juni erobrede preussiske tropper Als, og dermed var krigen definitivt tabt. Nye forhandlinger fulgte i Wien, men denne gang blev Danmark tvunget til at afgive hele Slesvig, Holsten og Lauenborg. 2/5 af den gamle helstat med indbyggere var nu tabt, og det var vel at mærke den rige del af helstaten. De danske soldater blev hjemsendt, men der blev ikke tale om jubelscener og store middage til soldaterne, som det skete efter treårskrigen. Da 3. regiment ankom til København, marcherede de uden musik til kasernen på Christianshavn. Andre steder sneg soldaterne sig hjem i civilt tøj. Krigsinvaliderne blev der ikke gjort meget for. De fik ikke tilbudt arbejde, som de var i stand til at klare. Efter ansøgning kunne de dog få en lirekasse, som de kunne spille på i et bestemt distrikt og på den måde skaffe sig lidt småmønter til dagen og vejen. De psykiske problemer, de havde som følge af krigen, måtte de selv klare.

5 Under tysk styre Håbet om at den nordlige del af Slesvig kunne genforenes med Danmark levede. Det blev styrket efter den preussisk-østrigske krig i 1866, hvor Napoleon 3. ( ) optrådte som mægler og fik indført den såkaldte 5, der bestemte, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal overdrages til Danmark, når den i en fri folkeafstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark. Det gav håb om en snarlig genforening af Nordslesvig med Danmark. Derfor nægtede mange dansksindede embedsmænd at aflægge ed til den preussiske konge. Det medførte afskedigelser. I 1878 ophævede Østrig og Preussen 5 i Prag-freden. Der var divergerende meninger blandt de dansksindede i Sydslesvig om, hvordan man skulle forholde sig til de tyske myndigheder. Kritikerne af protestpolitikken mente, at den kun havde medført afskedigelser og forværret forholdet til de tyske myndigheder. I stedet burde de danske embedsmænd aflægge eden, og derved gøre det muligt at udføre et arbejde til gavn for de danske sønderjyder. Edsaflæggernes standpunkt vandt, og nordslesvigske landdagsmænd aflagde fremefter ed på den preussiske forfatning. Fra 1880 erne blev den sønderjyske politiker H.P. Hanssen ( ) fortaler for den opfattelse, at man ikke skulle stå stejlt på 5. Det ville hindre samarbejdet med frisindede tyske grupper med henblik på at forbedre forholdene for de danske sønderjyder. Fra omkring 1880 skærpedes imidlertid den tyske kamp for at germanisere sønderjyderne og andre nationale mindretal. Tysk blev indført som undervisningssprog, og danske privatskoler lukket. Særlig berygtet var Ernst-Matthias von Köller ( ), der fra 1897 var overretspræsident i Slesvig-Holsten. I Köller-perioden udvistes omkring 900 personer fra Nordslesvig. Formålet var at knuse den danske agitation. I Sønderborg fik forældre, der havde sendt deres børn i skole i Danmark at vide, at landsbyens beboere ville blive udvist, hvis børnene ikke kom hjem inden en vis tid. De dansksindede stod dog for presset, og Köller måtte lade sagen falde. Men dansksindede foreninger blev bekæmpet, og i 1901 blev en dansksindet gårdmand i Vestervig dømt for at have ladet porten og glughullerne på sin gård male i rød-hvide farver. Köllers hårdhændede politik fik det stik modsatte resultat. Sammenholdet mellem de dansksindede blev stærkere. Forsamlingshuse blev opført. Der blev holdt foredrag, og man samledes til sønderjysk kaffebord, hvor der blev sunget nationale sange fra Den blå Sangbog.

6 Genforening Efter 1. Verdenskrig blev spørgsmålet om den nationale selvbestemmelsesret taget op igen. I 1920 blev der stemt i to zoner om Nordslesvigs forhold til Danmark. Zone 1 omfattede Sønderjylland fra Kongeåen ned til den nuværende grænse. Zone 2 bestod af Flensborg by med omliggende sogne, den nordlige del af midtlandet og de nordlige frisiske øer. I Zone 1 stemte 74,9 % for Danmark, i Zone 2 80,2 % for Tyskland. Den 10. juli 1920 red Christian 10. ( )over grænsen ind i det genvundne land. Genforeningen blev den største og glædeligste begivenhed for det slægtled, der huskede Der er vel næppe et eneste sogn i landet, som ikke har en mindesten om genforeningen. Grænsen lå fast under nazismen og den tyske besættelse. Efter 1945 steg den dansksindede bevægelse i Sydslesvig markant. Kravet om en grænseflytning trængte sig på. Danske politikere og et flertal af befolkningen var imidlertid skeptiske. Måske var årsagen til væksten i antallet af dansksindede mere et spørgsmål om at nyde godt af den danske velfærd i stedet for at skulle leve i et udbombet og sultende Tyskland. Statsministeren Knud Kristensen ( ) fra Venstre gik ind for en folkeafstemning for at få Sydslesvig indlemmet i Danmark. Venstre var splittet i spørgsmålet, men et flertal i Folketinget gik imod. Det Udenrigspolitiske Nævn vedtog i oktober 1947, at der ikke skulle stilles krav om grænseændring. Knud Kristensen måtte bøje sig for flertallet, men agiterede stadig for sit standpunkt, hvorfor de Radikale stillede statsministeren over for et personligt mistillidsvotum. Det førte til regeringens fald.

7 Retsopgøret mod medlemmer af det tyske mindretal blev en belastning for det dansk-tyske forhold, men fra 1950 erne indtrådte en afspænding, og samarbejdet mellem mindretallene nord og syd for grænsen og den danske og tyske stat har været et forbillede for mindretal rundt omkring i Europa. I 1995 blev formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger indbudt til at tale ved festen i Dybbøl skanser, og den 18. april 2011 marcherede danske og tyske soldater sammen gennem Sønderborgs gader. Hvad udad tabes Skæbneåret 1864 betød ikke kun, at vi måtte afgive en stor del af helstaten. I årene efter krigen var der hos mange tvivl om Danmarks fortsatte beståen som selvstændig stat. Rygter florerede om, at landet skulle deles mellem Tyskland og Sverige. Så slemt gik det ikke, men udenrigspolitisk medførte nederlaget en streng neutralitetspolitik. Danmark måtte aldrig være at finde blandt Tysklands fjender. Frem til 1949, da vi tilsluttede os NATO, var neutraliteten omdrejningspunktet i udenrigspolitikken blev en spore til en national genrejsning på såvel det mentale som på det økonomiske område. Danmark havde nu fået en mere ensartet befolkning. Følelsen af, hvad det ville sige at være dansker, blev stærkere. Vi havde nu samme sprog, samme kultur og forfatning. Mere og mere vandt den opfattelse frem, at dansk kultur og vore demokratiske institutioner skulle være det samlende midtpunkt. Eller som Hans Nielsen fra socialdemokratiet senere formulerede det: Vi måler ikke fædrelandskærlighed i antallet af kanoner, men derimod i antallet af gode og lykkelige hjem. Til erstatning for de tabte hertugdømmer begyndte man at opdyrke de enorme hedearealer i Jylland. Landvindingsprojekter skød frem. Mest kendt er tørlægningen af Lammefjorden i Nordvestsjælland. Landbruget gennemgik en gennemgribende ændring fra at være kornproducerende til at forædle animalske produkter. Højskolerne, andelsbevægelsen og den teknologiske udvikling muliggjorde denne revolution i landbruget, som betød, at samfundet blev langt mere velhavende, end det før havde været. Tusinder søgte fra landsognene ind til byerne for at få arbejde i de mange fabrikker, der skød op. Jernbaner og veje blev anlagt. Danmark blev et dynamisk samfund, hvor arbejderbevægelsen, husmandsbevægelsen og kvindebevægelser skabte nye muligheder for store dele af befolkningen.

8 Thomas og Tine Historien om Tine og Thomas er skrevet på baggrund af samtidige kilder. Det gælder også beskrivelserne af livet i skanserne lige som andre historier om befolkningens forhold under krigen. Fraterniseringen mellem danske og tyske soldater, som beskrives i kapitlet I skanserne, var ikke noget særsyn. Det kendes også fra senere krige, fx fra 1. Verdenskrig både på Vestfronten og ved Gallipoli. I bogen skelnes der ikke mellem østrigere og preussere. De omtales blot som tyskere. Grunden hertil er dels, at det i samtiden ikke var ualmindeligt at bruge betegnelsen tyskerne, dels at gøre det historiske forløb lettere at forstå for eleverne.