CFU-formandens oplæg ved KTO s forhandlingskonference den 28. april 2003.

Transkript

1 Centralorganisationernes Fællesudvalg Sekretariatet 24. april HRM/HRM CFU-formandens oplæg ved KTO s forhandlingskonference den 28. april Emne: Samforhandlinger? Tak for indbydelsen! Jeg har læst debatoplægget, som jeg synes indeholder mange spændende tanker og ideer. Overskriften på mit emne i dag er Samforhandlinger? Jeg har hæftet mig ved spørgsmålstegnet, og tolket det som et vi vil egentlig gerne høre din vurdering af om samforhandlinger er vejen frem. Lad mig allerede har fra start afsløre at et enkelt spørgsmålstegn ikke rækker! Jeg kan se i debatoplægget, at man med samforhandlinger tænker på fælles forhandlinger mellem det statslige og det kommunale område om udvalgte og helt overordnede fælles emner. En tanke som vel er opstået fordi KTO ved forhandlingerne i 2002 forløb som de gjorde. Jeg vil bl.a. komme ind på tre hovedpunkter i mit indlæg:

2 dels et tilbageblik på forløbet af OK 02 Dernæst en vurdering af den aktuelle lønudvikling Og endelig vil jeg sammenholde de økonomiske rammer som vi arbejder inden for Nå, men samforhandlinger prøvede vi tilbage i Når det ikke er gentaget siden skyldes det nok ført og fremmest mangel på succes. Bare sådan til jeres egne overvejelser, så ønskede de kommunale arbejdsgivere ikke at være sammen med CFU. Siden 1987 har flere modeller været anvendt. Uanset valget af modeller så er det helt afgørende, at der er et tæt samarbejde på organisationsside op til og ikke mindst under forhandlingerne. Formelt set har vi et koordineringsudvalg mellem CFU og KTO. Jeg tror det består af forhandlingsudvalgene inklusive sekretariatsgrupperne fra begge organisationer. Det betyder, at vi ville være personer tilstede på møderne. Når jeg er lidt famlende om detaljerne skyldes det, at koordinationsudvalget ikke var samlet i forbindelse med 2002 forhandlingerne. Hvordan er det vi gør det i dag? Ja, arbejdsgiversiden holder mange og lange møder om koordinering af kravene og strategien. På lønmodtagersiden mødes CFU- og KTO-formændene før og efter møderne med arbejdsgiverne. På disse møder prøver vi at afstemme synspunkter. Personligt kan jeg jo kun forholde mig til forhandlingerne i 02. Men jeg synes 2

3 det fungerede flot. Det har jeg også en klar forventning om, at det vil gøre med den nye KTO-formand. Og så skal man ikke undervurdere den daglige tætte kontakt på sekretariatsplan. Efter min opfattelse fungerer den nuværende model godt. Vi er ikke flere tilstede end man kan prøve nye ideer og tanker af uden det kommer ud i en stor kreds. Men lad os se lidt på selve indholdet i OK 02. Der er tre faktorer jeg vil trække frem. Den ene er spørgsmålet om forlodsfinansiering, den anden handler om den økonomiske ramme og den tredje er reguleringsordningen. I 2002 så vi forskelle i rammens størrelse, blandt andet begrundet i forskel i lønudviklingen. En forskel, som ikke er blevet mindre i mellemtiden. Tværtimod er forskellen vokset markant. På det kommunale område kæmper I med at få udmøntet det samlede provenu fra forhandlingerne. På statens område har lønudviklingen konstant ligget 1,5% over det vi har aftalt. Begge dele giver problemer selvom det er to ret forskellige problemer. Vi har allerede to gange set at reguleringsordningen giver et plus i KTO området og et minus i CFU området. Og fortsætter tendensen vil udmøntningen fra reguleringsordningerne stadig være forskellige i de nærmeste år. Det giver en stor risiko for forskelle i rammernes størrelse. Hvis udviklingen fortsætter vil vi stå i en ganske ny situation i forhold til tidligere, og det kan spille afgørende ind på vurderingen af om samforhandlinger om rammens størrelse og reguleringsordningen vil være mulig og fornuftig. 3

4 Vi følger naturligvis jeres udmeldinger om lønsystemerne med stor interesse og voksende bekymring! Jeg fornemmer at der ved at udvikle sig en stor forskel i holdningen til Ny løn. Grundlæggende har vi i CFU ikke haft anledning til at være utilfredse og vi mener vi har en række instrumenter til vores rådighed bl.a. vores kompetencepakke som kan sikre et fornuftigt udkomme af de nye lønsystemer. I debatoplægget anvendes overskriften Har ny løn en fremtid. Herefter rejses spørgsmålet om ny løn i det hele taget egner sig til det kommunale område. Det får selvfølgelig os i staten til at spidse øre også når KTOformanden er citeret for udtalelser om, at fjernelsen af ny løn kan blive et hot kommunalt emne ved forhandlingerne i Det tror jeg ikke det gør i staten! I KTO accepterede man ved OK02 en forøgelse af forlodsfinansieringen. Ja, jeg ved godt, at det ikke var nogen livret, og at man var tvunget af omstændighederne. Men jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at vi i staten ikke var sluppet for en forlodsfinansiering, såfremt vi havde haft fælles forhandlinger. Vi ville have være oppe imod en massiv arbejdsgiverfront og en partner, som godt nok nødtvungent allerede havde accepteret en forlodsfinansiering en gang. Ville samforhandlinger så have betydet, at staten også var havnet i forligsinstitutionen måske. Ikke mere om indholdet i OK 02 for denne omgang. Jeg har forstået at ønsket om samforhandlinger har baggrund i en opfattelse af, at man, ved at komme tættere på Finansministeren, også kommer tættere på rammerne for den kommunale økonomi. 4

5 Det er på den ene side sandt men spørgsmålet er om det er relevant. Jeg tror man skal erkende, at kommune-forhandlingerne mellem de kommunale parter og Finansministeren er én ting og overenskomstforhandlinger er noget helt andet. Ligesom vi på statens område har valgt ikke at kæde finanslov og overenskomstforhandlinger sammen. Vi oplevede det i de statslige OK02 forhandlinger. Vi forhandlede helt undtagelsesvis uden der var vedtaget en finanslov. Vi drøftede selvfølgelig mulighederne i CFU. Der var enighed om, at vi har forhandlings- og aftaleret for dem, som er i arbejde (og tjenestemandspensionisterne). Hvor mange der skal være i statslig ansættelse afgøres i Folketinget. Det forsøger vi selvfølgelig at påvirke i den politiske proces, men det foregår ikke ved overenskomstbordet. I CFU s forhandlingsudvalg nåede vi som dagene gik frem til den erkendelse, at vi kunne opnå et bedre forlig, såfremt vi gjorde os færdige inden finanslovsforslaget blev fremlagt i Folketinget. Også vedrørende spørgsmålet om vedtagne økonomiske rammer for første overenskomstår er vi i samme båd. Finansloven er (normalt) vedtaget længe før vi gør os færdige. Det har betydning for profilen i et eventuelt forlig. Vi får traditionelt mindre i det første år og mere i de efterfølgende overenskomstår. Men det er klart, at hvis der opstår uoverensstemmelser mellem de aftalte stigninger og budgetternes opskrivninger, så hænger tingene ikke sammen længere. Derfor vil jeg også understrege, at der er grund til bekymring for den fremtidige udvikling, med de minimale stig- 5

6 ningstakter som vil ligge i de offentlige budgetter. Vi taler om stigninger i omegnen af 0,5 til 0,7%, hvilket ligger langt fra løn- og prisudviklingen. Men med en klar melding fra regeringen, at udvidelse i økonomien primært skal komme amter og kommuner til gavn. Den har vi noteret os i staten. En anden grund til at se på samforhandlinger knytter sig til de begrænsede muligheder for at det kommunale område kan agere selvstændigt på nye områder af væsentlig betydning. Ræsonnementet er, at hvis finansministeren alligevel skal nikke til større kommunale projekter, hvorfor så ikke sidde med ved bordet sammen. Der er lige som to veje at gå, enten må de kommunale arbejdsgivere sikre sig større uafhængighed, eller også som der er peget på, fælles forhandlinger. Jeg tror nok mest på det første. Under min forberedelse til dette indlæg har det slået mig, at der vel også er sammenhæng til den måde vi godkender forhandlingsresultaterne på. Hvis vi havde samforhandlinger på de større vigtige dele, ville det så ikke også kræve, at vi havde fælles regler for godkendelse af resultatet. Og der er væsentlig forskel i måden vi tager stilling til et forlig på. I CFU anvender vi de såkaldte musketer-princip. Såfremt én centralorganisation siger nej, ja så siger det samlede CFU nej. Men, sådan er jeres forhandlingsregler jo ikke, her kan en enkelt organisation blive ladt alene tilbage, mens andre har godkendt et resultat for deres vedkommende. Endelig er der store kulturelle forskelle. Vi har i princippet én arbejdsgiver - I har 280. Det i sig selv giver forskelle i den måde, vi kan indgå bindende aftaler på. Jeg ved ikke om det er relevant at nævne kompetenceudvikling som et 6

7 eksempel, men jeg har oplevet, at vi har kunnet nå længere af forpligtende vej med finansministeren end I har på det kommunale område. Som I sikkert kan høre, er der mange spørgsmålstegn som man kan stille op efter ordet samforhandlinger. Jeg håber at jeg har givet jer stof til eftertanke. Jeg synes ikke det er tiden i dag at lægge sig fast på hvordan vi håndterer forhandlingerne i 05. Vi går en uvis fremtid i møde og der skal være plads til at vurdere fordele og ulemper, form og indhold i forhandlingerne i lang tid endnu. Grundlæggende har jeg den opfattelse, at samforhandlinger skal finde sted når begge parter kan se en fordel i dem. Og der kniber det nok lidt for CFU som kortene ligger lige nu. Der er stor forskel i lønudviklingen på de to områder og dermed i størrelsen i udmøntningerne fra reguleringsordningerne. Der er forskel i holdningen til de nye lønsystemer. Der er forskel i hvor forpligtende de to områder kan optræde. Men, uanset om der skulle vise sig mere oplagte grunde til samforhandlinger, så står vi med massive udfordringer på hele det offentlige område. Stram økonomi, frit valg, udlicitering, digital forvaltning, bedre service, skattestop. Alt dette påvirker hverdagen på statslige og kommunale arbejdspladser. En ordentlig cocktail kan man sige. 7

8 Men den siddende regering har samtidig vist stor vilje til at knække vores indflydelse som fagbevægelse. Eksklusivaftaler, deltid, konfliktredskaber er eksempler. Derfor bør vi være på mærkerne. Samarbejde hvor det er muligt. Jeg håber, at selvom KTO endte med at takke nej til at være med i det fælles kvalitetsprojekt, at I på et senere tidspunkt kommer med ombord. Jeg er sikker på at der på hele det offentlige område kan skabes en god synergi, gennem udvikling af arbejdspladser, ledere og medarbejdere. Og ser vi frem mod forhandlingerne i 05 så har vi så meget fælles gods i vore aftaler, at det er formålstjenligt, at vi i et vist omfang koordinerer kravene selvfølgelig med tilbørlig hensyn til de områders forskellighed. Dermed kan vi under forhandlingerne bruge hinanden som løftestang. Afslutningsvis vil jeg ønske jer fortsat held med dagens vigtige konference. I CFU vil vi naturligvis følge grundigt med i jeres overvejelser og konklusioner. Endnu engang vi har brug for et godt og tæt samarbejde. Tak for ordet! slut 8