Vibeke Hamann eller Steen Hamann på tlf mail:

Transkript

1 Visens Venner i Taastrup Fredag den 26. September 2014 Næste viseaften er F R E D A G den 2 4. oktober i Kulturcentret, Poppel Allé 12, 2630 Taastrup klokken 18:15. Vi glæder os til at se jer igen. Aftenens visevært: Ulla Olsen Aftenens Gæstesolist: Jes Sindal fra Visens Venner i Glostrup. Husk, at Visens Venner i Taastrup også gerne underholder til private fester, i foreninger, på plejehjem etc. Har I lyst til at se og høre os til jeres næste fest, så ring til: Vibeke Hamann eller Steen Hamann på tlf mail: hamann@post4.tele.dk Vore egne aktører: Birthe, Grethe, Kirsten, Lissy, Solveig og Vibeke, Alf, Bent A., Bent R., og Erik Lund-N. Akompagnatører: Agnete på klaver, Ane på harmonika og klaver Bent på guitar og Henning på bas Formand: Preben Elle Hansen, Havetoften 65, 2630 Taastrup telefon: formand@visensvennertaastrup.dk Kasserer: Ingrid Arlnæs, Sylen 6, st. tv., 2630 Taastrup telefon kasserer@visensvennertaastrup.dk

2 Opsang for venner af øl Skålsange Tekst: Hans Hartvig Seedorff Pedersen Mel.: Poul sine høns Rejser sig søen med skumhvide manker, flyver for blæsten det gnitrende sølv, da slår som sømænd vi lid til et anker, men - det forstår sig - et anker med øl! Alting bør passe som hånd i en handske: Whisky for skotter og vin for de franske! Sherry'en skænker vi gerne de spanske, - de kan dog ikke stikke danskernes øl. Skål for hver snedker, som midt under maset tar sig en ølhøvl - og høvler med den! Skål for den murer, som højt på stilladset læsker sig halsen, den ærlige svend... Saven den suser, og mejslerne klinger, smeden sin flaske som forhammer svinger! Sker det, at digterens vers mangler vinger, - da er hans krikke ikke vandet med øl! I skovens dybe, stille ro Tekst: Fritz Andersen Musik: Gl. Folkemelodi I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo. Hvor sjælen lytted mangen gang til fuglens glade sang. Der er idyllisk stille fred i skovens ensomhed, og hjertets længsler tie her, hvor fred og hvile er. Bas solo v/henning: Forfattere Hans Hartvig Seedorff Pedersen, Thøger Larsen, Mogens Dam, Alex Garff, Gurli Høyer, Evert Taube, Fritz Andersen, Karen G. Andersen, Djorn Juni, Jan Toftlund, Flemming Johansen, Jeppe Aakjær, Jens Jæger, Annette Møller, Benny Andersen, Finn Martin, Johannes Dam, John Mogensen, De Gyldne Løver og Carl-Erik Sørensen. Komponister Ukendt, Otto Mortensen, Aage Stentoft, Otto Mortensen, Mogens Jermiin Nissen, Gl. Folkemelodi, Bent Broksø, Peter Vesth, Jørgen Jensen, Ulf Lundell, Ital. folkemelodi,olaf Ring, Jørgen Hansen, René A. Jensen, Bjørn Ulvaeus & Fini, Sven Gyldmark, Walther Kollo, John Mogensen, De Gyldne Løver, Henrik Krogsgaard og Evert Taube. Hør landsbyklokken lyder ned, bebuder aftenfred. Småfuglen, før den går til blund, end kvidrer lidt en stund. I mosen kvækker højt en frø, stærkt damper mark og sø, nu klokken tier, - aftnens fred. Side 2 Side 11

3 Vi ved jo godt, at kulde og storm på én nat det hele kan tage. Og så får træ rne en anden form, står nøgne og ribbet tilbage. Mod himmelens blå som en flot silhuet, der ser man først rigtigt konturen. På årstiders skiften man kommer tæt, og glæder sig over naturen. Som stjerner små Tekst: Evert Taube Musik: Ukendt : Som stjerner små på himlen blå de blinker ned til os. : De blinker ned til os med fred, og kærlighed, og kærlighed. Og den vil vare ved. : Som bækkes løb i dalens svøb, de risler blidt af sted. : Det gør vores kærlighed, til evig tid, til evig tid. Og den vil vare ved. : Som skyer små på himlen blå de svæver blidt omkring. : : Det gør vores kærlighed, i ro og fred, i ro og fred. Og den vil vare ved. : Side 10 fortsat fra side 9 Du danske sommer Tekst: Thøger Larsen Melodi: Otto Mortensen Skålsange Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig. Snart kolde farver i sky og vand, snart nøgne piger ved hver en strand. Mer, mer, mer jeg dog dig elsker, hver gang du ler. Du er i sindet jo lunefuld, dog hjertet inderst er pure guld, et eventyr er dit glade navn, og blomster lyser ud af din favn. Korn, korn, korn i drømme gror under månens horn. Når dine bølger mod bredden gik, beruset blå som gudinders blik, en ungdom jubled' din lovsang ud, kun klædt i solskin og brunet hud. Ned, ned, ned til dåb i glemsel og evighed! Og når du strakte med åbent sind de lyse nætter i himlen ind, imens det dufted' af hyld og hø, vi bad: Lad drømmen dog aldrig dø! Ak, ak, ak! Vort hjerte svulmed' af tro og tak. fortsættes side 4 Side 3

4 fortsat fra side 3 Og stundom ud af din fulde glød sprang lyn fra skyen i jordens skød, og tordenlatter og tordenregn din troldom spændte fra egn til egn. Vild, vild, vild er, skønne sommer, din kraft og ild. Du danske sommer, min hilsen tag, du lyse nat og du lyse dag! Går tit du kold over landet hen, jeg ved, du kommer dog hed igen! Ja, ja, ja, jeg ved, dit hjerte er guld endda.. Tekst: Mogens Dam. Musik: Aage Stentoft Jeg vil nu la' Dem vi'e en del om en pi'e, som De ku' ha' godt af og kendt. Heraf lærer De snarligt, hvor lumsk og hvor farligt en livredders liv er bevendt. Min historie er kort nok, ja fakta, den kan refereres omtrentlig sådan: Solen var fremme og skæbnen var ude og far her var loddet, der faldt. Ungkarl det var jeg med ære, men det skulle så ikke være. Nu husker jeg ikke, men har jeg fortalt Dem, at pigen var sytten et halvt. Side 4 fortsættes side 5 Flyvende Sommer og efterår Tekst: Gurli Høyer - Mel. Elefantens Vuggevise Musik: Mogens Jermiin Nissen Se edderkoppespind med dugdråber små, som perler i solen de skinner. De hænger på kviste, blade og strå, ja, overalt du dem finder. De svajer så let ved vindenes pust, kun spindelvævstråden dem binder. Så fint og så let, og dog robust. Om flyvende sommer de minder. Oktober/november vil snart vi nå, hvor efteråret vi møder. Og så ta r skoven sin guldkjole på, som rødgyldne flammer den gløder. Trods al sin skønhed de er i forfald, den tanke, den gør mig vemodig. Jeg ved jo godt, den hvile sig skal, og atter til vår bliver frodig. Nu går vi en tur i den dejlige skov, hvor vinden hvisker i løvet. Og håber ej stormen går grådigt på rov, så den bli r sin skønhed berøvet, men ønsker, at bladene endnu en tid må pryde grene og kviste. Og kun vil tage den bid for bid, før skoven sin skønhed vil miste. Side 9 fortsættes side 10

5 fortsat fra side 4 fortsat fra side 7 De røde æbler løsner let fra træets trætte kviste. Snart lysner kronens bladenet, og hvert et løv må briste. Når aftensolen på sin flugt bag sorte grene svinder, om årets sidste røde frugt den tungt og mildt os minder. At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give. Hvis modenhedens milde magt af livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte. Omkvæd til Mariehønen: Flyv op imod himlen og bé om dejligt vejr. Flyv op gennem sky'rne - imens jeg venter her. Fly op efter alt det, vi ønsker hver især: Flyv op imod himlen og bé om dejligt vejr. Se så var det en formedag, bedst som jeg står me' en pilsner og drømmer mig rig, at der nede fra stranden fra revlen den anden blev udstødt to skingrende skrig. Jeg fik fat i min båd og kom ud i galop fik det skrigende punkt fisket op. Pigen slog armen om halsen på farmand og stak ham et kys, så det knaldt. Mit liv har du reddet, hun råbte, dig vil jeg altid se op te'! Nå, kysset var godt nok, omendskjønt noget salt og så var hun jo sytten et halvt. Men jeg knuged' jo åren og tænkte go-måren, min spætte! Her bli'r du brændt af! Men for tanker som disse, er der en nimisse, som rammer sit offer en dag. Denne kærlighedsgud, ham De ved nok Amor, han gør mere fortræd end man tror. Solen var mægtig og brædtet i båden var mer' end tilladelig smalt. Pigen var følsom på hoften og jeg tror nok jeg gled lidt på toften, men den dybeste grund til at skorstenen faldt var at pigen var sytten et halvt! fortsættes side 6 Side 8 Side 5

6 fortsat fra side 5 Nok om denne geschicte, hvis at jeg ku' digte, så blev det vel til en roman, nu i spørgsmålet kvinde jeg rører mig inte, skønt jeg ser s'gu ma'et marcipan! Det, der dengang blev gjort, det kan aldrig gør's om året efter ja, så stod jeg gom. Vi var s'gu et stolt par, men hun var uholdbar, nu er hun en arrig gestalt. Det liv, som jeg tankeløst redded', har liv til tolv andre nu gedded, min ældste er snesen, den yngste er otte, og mutter er fyrre et halvt. Derfor hør, hvad jeg siger: Tag afstand fra piger, der ligger og skriger gevalt. De er lisom sirener, de tiltrækker en og så er man den før man har talt. Lad det være moralen: Pas på unge mand, hvis du vover dig ned til en strand. og ligger på revlen og basker med trævlen, så ender det med, du bli'r knaldt. En fjer kan jo knalde en rude, når uheldet end'lig er ude, og luften er femten og vandet er seksten og pigen er sytten et halvt. Septembers himmel er så blå. Tekst: Alex Garff. Musik: Otto Mortensen Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide. Den unge rug af mulden gror med grønne lyse klinger, men storken længst af landet fór med sol på sine vinger. Der er en søndagsstille ro imellem træ r og tage, en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage. Og koen rusker i sit græs med saften om sin mule, mens bonden kører hjem med læs, der lyser solskinsgule. Hver stubbet mark, vi stirrer på, står brun og gul og gylden, og røn står rød, og slåen blå, og purpursort står hylden. Og georginer spraglet gror blandt asters i vor have, så rig er årets sidste flor: Oktobers offergave. fortsættes side 8 Side 6 Side 7