Danmarks Rederiforening - en kort historie om bygningen

Transkript

1 Danmarks Rederiforening - en kort historie om bygningen Amaliegade 33 Tlf.: København K Fax: Mail: info@shipowners.dk

2 Mødesalen på 1. sal. Foto: Filiz Kuvvetli (FK) Forsiden: Danmarks Rederiforenings bygning, Amaliegade 33. Foto: Jørgen Hegner Christiansen (JHC)

3 Rederiforeningens Bygning, Amaliegade 33 Dampskibsrederi Foreningen, i dag Danmarks Rederiforening, blev stiftet i 1884 af en kreds af større redere med det formål at varetage danske skibsrederes interesser og fremme dampskibsfarten. I de første mange år havde man husly hos et af medlemmerne, indtil man i 1914 flyttede til lejede lokaler i Holbergsgade 1 og siden Sankt Annæ Plads 19 - en naturlig adresse for dette eksklusive laug, nær havnen og i Frederiksstadens hjørne. Efter 1. Verdenskrig følte man af mange grunde trang til at etablere sig i eget hus, ikke kun af almindelige ambitioner, men også fordi foreningen efterhånden havde udviklet sig til en egentlig erhvervsorganisation, der ikke blot optrådte som arbejdsgiverorganisation men også varetog branchens interesser overfor regeringer og maritime institutioner. I juni 1919 etableredes således et byggeudvalg. Efter nøje overvejelse forkastede man Frimurerlogens bygning i Klerkegade og den nordligste af Kunstindustrimuseets pavilloner i Amaliegade, der begge var til salg. Ved et bestyrelsesmøde i august anbefalede man købet af en grund ved siden af Amaliegade-pavillonen, der hidtil havde tilhørt Frederiks Hospital. Oprindelige lysekrone med roset af stjerne. Foto:FK Dørhåndtag af elfenben og stjerneskilt af messing. Foto: FK Inden længe blev Emmanuel Monberg involveret i projektet. Han havde en solid uddannelse bag sig hos Gotfred Tvede, der drev en af landets største tegnestuer. Som mange yngre arkitekter på den tid var han meget optaget af nyklassicismen, der havde fået sit gennembrud med Carl Petersens museum i Fåborg. Efter krigen var tiden inde til et nybrud - den gamle verden med sine vekslende historiske stilarter og romantiske, brogede og usammenhængende huse blev forkastet. Man stræbte mod det enkle og ukomplicerede for at kunne begynde forfra: De klare grundformer, typernes forædling, klare principper for anvendelsen af de dekorative led, disciplin og sammenhæng. Her blev C.F. Hansen et samlingspunkt som repræsentant for projekteringens elementære principper, ofte i frugtbart samarbejde med maler- og billedhuggerkunst, som netop Faaborgmuseet er et glimrende eksempel på. Monberg var således ikke i tvivl om, hvordan opgaven skulle gribes an - Foreningen skulle have et hovedsæde, der svarede til dens position i samfundet. Tilmed kunne der opnås et berigende samspil med nabogrunden, hvor der samtidig blev opført en kontorbygning for Dampskibsselskabets Dannebrog, med Einar Madvig og Poul Methling som arkitekter. Imidlertid lå det ham meget på sinde at indpasse det store bygningsvolumen i forhold til gadebilledet og i særdeleshed naboejendommene. Tagformer og vindues- og pillebredder er derfor stærkt inspireret heraf. Den refendfugede underetage skulle indeholde foreningens hovedkontor, mens 1. salen var optaget af den store mødesal med hvælvet loft, der gik op til kvistetagen, eller 3. sal.

4 Trapperummet med den oprindelige elevator. Foto: JHG Nord Plan af stueetagen Til højre (øst) er facaden mod Amaliegade Det skraverede område (syd) er gården, og porten er i det nederste højre hjørne

5 De indvendige trapper er belagt med trin og vanger af Jura Gelb-marmor, og dette materiale er også anvendt til undervæggene ved foden af hovedtrappen. I mødesalen, der har kassetteloft over en stærkt fremspringende gesims, er der i begge ender opstillet store kaminer af rød Veronamarmor, med spejlrammer og relieffer ovenover af Carraramarmor. Disse relieffer samt nogle mindre i forhal og den tidligere spisesal er udført af billedhugger Einar Utzon Frank. I den store forhal til mødesalen findes en sort marmorkamin med midterparti af gul Veronamarmor, mens en tilsvarende i den tidligere spisesal på 2. sal desværre er forsvundet. Endvidere udførte den unge modernist Axel Salto dørstykker og vægmalerier til direktørlejligheden samt nogle vignetter på væggene i direktørkontoret, som dog er forsvundet ved en senere renovering. Dørparti med tydelige nyklassicistiske træk i form af trekants fronton og volut. Foto: FK Hertil kom en række foreningslokaler med udvalgsværelser, formandsværelse, spisesal m.m. på både 1. og 2. sal, mens hele kvistetagen blev indrettet til bolig for direktøren. I kælderen var der portnerbolig, frokostværelser og garderobe for personalet, foruden de nødvendige rum til varme- og ventilationsanlæg, grundvandspumper osv. Den lange sidefløj mod Kunstindustrimuseet skulle være en kontorbygning beregnet på udlejning, fortrinsvis til medlemmer eller rederirelaterede foretagender. Alle fem etager skulle som forhuset udføres med jernbetondæk, disponeret omkring en bred midterkorridor og således indrettet, at de for hvert fag kunne opdeles i større eller mindre kontorer efter den enkelte lejers behov. Dette var muligt, fordi alle fag var udstyret med lodrette kanaler til fremføring af tekniske installationer. De relativt dybe kontorer var ganske velbelyste på grund af den store vindueshøjde og den frie beliggenhed ud mod museet. Dette er stadig tilfældet. Den 3. december 1919 blev projektet vedtaget, og i foråret 1920 gik man i gang med at bygge. Arbejdet med det store hus skred planmæssigt frem, og allerede den 2. oktober 1922 kunne man flytte ind i forhuset. I vinteren 1923 blev det første rederimøde afholdt i mødesalen med efterfølgende middag, men egentlig indvielsesfest blev det ikke til. Men det var et prægtigt hus, man havde fået. Bånd, vinduesindfatninger og hovedgesims mod gaden er udført af sleben Cottasandsten, mens samme dele mod gården er udført i cement med forstøbning af sandsstensmel og slebet på samme måde som sandstenen. Portrummet samt trappen og dørpartiet i gården er ligeledes beklædt med Cottasten, mens de pudsede facader er udført i en lys tone, afstemt efter gadebilledet, baseret på bornholmsk grus, Klintebjergkalk og bensort. Den ottetakkede stjerne ses mange steder i bygningen. Øverst: Mødesalens gulv i mørkt træ har talrige ottekantede stjerner. Nederst: Dobbeltdøren til mødesalen har fem ottekantede stjerner i bladguld i hver side. Foto:FK

6 et TIFF (LZW )-komprimeringsværktøj, for at man kan se dette billede. Der kræves QuickTime og Forhallen med store lænestole og sort marmorkamin med midterparti af gul Veronamarmor. Gulvet er egetræs parketgulv. Stolene og taburetterne er tegnet af Monberg. Foto: JHC På væggen over dørene er der relieffer af Einar Utzon-Frank. Foto:FK Relieffer over mødesalens kaminer af rød Veronamarmor. Reliefferne er udført af hvid Carraramarmor af Einar Utzon- Frank. Foto:FK Utzon- Frank levede i årene Han var gennem hele sit værk skønhedsdyrker, og han blev hovedskikkelse i den klassicistiske strømning, der prægede dansk skulptur i mellemkrigsperioden. Utzon-Franks værker var baseret på et indgående kendskab til og beundring for den græske-arkaiske og tidlige italienske renæssances skulpturer, og denne indflydelse ses klart på dette relief af ham. Han har utallige værker, både i museer og hos private og flere af hans skulpturer står som offentlige monumenter i parker og haver, ikke kun i København men også i byer som Helsingør, Aarhus og Aalborg. Allerede som 30-årig blev han udnævnt til professor på Kunstakademiet. Af hans hovedværker kan nævnes Slangedræber i Politigården i København, Rytterstatuen af Christian X på Sankt Annæ Plands og 6 facaderelieffer på Stærekassen, som er en del af Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv.

7 Møblerne i kontorer, mødesal, spisesal, formandsværelse og udvalgsværelser er alle tegnede af Monberg. Især mødesalens mange hvidmalede stole med forgyldt ornamentik og karmosinrødt betræk* har distinkte C.F. Hansen/Hestchske aner. Nyantikke reminiscenser ses også i forhallens taburetter mellem de store magelige polstrede lænestole. En mere selvstændig tone anslås i flere skriveborde med tilhørende stole, mens et par skabe nærmer sig den frie, virtuose behandling af empirens stiltræk, som fandt sine bedste fortolkere i Kaj Gottlob og Edvard Thomsen, og ikke mindst Kaare Klint. Mødesalen der har hvælvet kassetteloft over en stærkt fremspringende gesims. Stole og borde tegnet af Monberg. Foto:JHC Hele herligheden, med indkøb af grund, inventar osv. kom til at stå Foreningen i knap 3 mio. kr. Det var en anselig sum, ikke blot efter datidens forhold, hvor en styrmand fik ca. 600 kr. om måneden, og timelønnen lå i størrelsesordenen 1,50 kr., men også i dag (2000) hvor beløbet vel svarer til ca. 120 mio. kr. Til gengæld må man konstatere, at pengene har været givet godt ud, som besøgende i huset ofte påpeger. De mange velbevarede interiører er repræsentanter for en sublim, eksklusiv periode i nyere dansk arkitektur, der ikke har fået lov at overleve ret mange steder, og som alene i kraft af sin overlegne sikre håndværksmæssige udførelse har krav på at blive bevaret for eftertiden. Det forstår Rederiforeningen heldigvis til fulde, og man har allerede i en årrække ofret betydelige summer på at vedligeholde og tilbageføre huset til dets oprindelige stand. Visse hensyn til moderne behov har naturligvis måttet imødekommes, men grundlæggende må man sige, at husets basale værdier ikke er blevet antastet. Monberg blev i øvrigt tildelt Eckersberg-Medaillen for Amaliegade 33, og huset blev officielt fredet i år Kilder: Dette afsnit er et uddrag af artikel bragt i særnummer af tidsskriftet Arkitekten i forbindelse med Frederiksstadens 250 års jubilæum i Artiklen er skrevet af Jørgen Hegner Christiansen Detalje af mødesalens hvidmalede stole med forgyldt ornamentik. *) Stoffet, som er fin italiensk silke, var efterhånden blevet modent til udskiftning. Opdagelsen af, at lignende stof var blevet brugt i den nærliggende Marmorkirke, ledte Rederiforeningen på sporet af den sidste rulle heraf i Italien. Ompolstring af de 99 eksisterende stole fandt derefter sted i Detalje af mødesalens kassetteloft. Foto: FK

8 Dørstykkerne med haner og hjorte i kamp i den daværende direktørbolig. Foto: FK I den daværende direktørlejlighed har Axel Salto udført dørstykker i Saltos udsmykninger, der blev afdækket og restaureret i forbindelse med et nyligt istandsættelsesprojekt, viser et par hjorte og haner i livlig kamp og slyngplanter med eksotiske fugle, frugter og blomster. Disse ornamentale og paradisiske kompositioner er i overensstemmelse med Salto og hans samtids poetiske opfattelse af motivets dekorationsværdi. Axel Salto ( ) virkede inden for mange forskellige medier; grafik, keramik, og som skribent og illustrator. Det gjorde ham til en central figur i de modernistiske gennembrudsår, årene omkring 1. Verdenskrig, i dansk kunst. Efter sin afgang fra Kunstakademiet i 1914 udgav han kunstbladet Klingen i årene Fra 1921 var han med i kunstnersammenslutningen De 4 sammen med Wilhelm Lundstrøm, Svend Johansen og Karl Larsen. Saltos værker er repræsenteret i flere museer, både i Danmark og i udlandet. I 1938 fik Salto Eckersberg-Medaillen for hans virke i dansk kunst. Paneler udsmykket med slyngplanter. Foto: FK

9 Malerierne i Hall en Maleren Anton Melby ( ) var den ældste af 3 brødre der alle blev marinemalere og levede en stor del af deres professionelle liv uden for Danmark. Melby måtte på grund af nærsynethed opgive at blive sømand og valgte at gå i lære som skibsbygger på Nyholm. Han afbrød uddannelsen og besluttede at blive marinemaler. Hjuldamper. Anton Melby. Paris (134x90 uden ramme). Foto:FK I 1840 erne foretog Melby sejladser i Østersøen med korvetten Flora og i Nordsøen med Linieskibet Christian VIII, og i 1844 sejlede han med Hekla til Marokko. Samme år sejlede han med Gefion, der skulle til Livorno for at indskibe Thorvaldsens værker. Sejladserne var en nødvendig inspiration, men de tidlige værker bærer præg af Eckersbergs klare og nøgterne gengivelse af stolte skibe for fulde sejl. Solnedgang. Anton Melby,1865. (90x140 uden ramme). Foto:FK I slutningen af 1847 flyttede han til Paris og under indtryk af det franske marinemaleri begyndte han at dyrke den romantiske genre med dramatiske lys- og vejrligseffekter, der gjorde ham til en af tidens efterspurgte marinemalere. I 1853 rejste Melby med den franske ekspedition til orienten. Under sit ophold i Konstantinopel har han fået bestillinger fra Sultanen. Senere udførte han et stort billede for Napoleon III, og malede En episode af søslaget ved Køgebugt 1677 for Christian VIII. Den fornemme kundekreds styrkede hans internationale anseelse og efterspørgsel af hans værker. Melby s marinemalerier ændrede sig med tiden til romantiske naturscenerier præget af stemningsfyldte vejrlig som uvejr, havblik, måneskin eller solnedgang, så skibene fik sekundær betydning. Kilde: Weilbach Kunstnerleksikon Bark i hårdt vejr, Anton Melby, 1851, (70x106 uden ramme).foto:fk

10 Model af skib i montre. Foto:FK Sofa fra 1930erne. Foto:FK

11 Til venstre: Krigsskibe i kamp. Hollandsk maler, 17. årh.. signatur J.F.D.V. (108x74) Foto:FK Til højre: Høj sø, Wilhelm Bille. (96x55). Foto:FK Wilhelm Bille ( ). Han var uddannet af faderen, marinemaleren Carl Ludvig Bille. Wilhelm Billes malerier ses ofte i auktioner her i Danmark og England. Han malede ofte det monumentale København med skibe, præget af en kølig farveholdning og en virtuost malerisk talent. Kilde: Weilbach Kunstnerleksikon Til venstre: Aften. Chr. Mølsted (95x759). Gave fra skibsreder H.A. Hansen, formand for Dansk Dampskibsrederiforening Foto:FK Chr. Mølsted ( ) fik sin første inspiration og undervisning hos Dragørs selvlærte skibstegnere. Som maler fandt han sin motiver i Dragørs gamle huse, byens havn og skibstrafikken mellem Dragør og Drogden. I sine historiske og samtidshistoriske optrin forenede Mønsted sit virtuose tegnetalent med en national begejstring. I 1925 udstillede han på Charlottenborg. Kilde: Weilbach kunstnerleksikon Til højre: Kystparti med fyrtårn og skib. Bonaventura Peeters. 17. årh. (54x77) Foto: FK

12 Saltos eksotiske frugt dekorationer på dørpaneler. Foto:FK

13 Til venstre: Tremaster indensjærs. Lauritz Haaland (150x90). Gave fra Norges Rederforbund. 17 januar Foto:FK Til højre: Fra Kronborg. Ulrich Baudissen (130x88). Foto:FK Ulrich Baudissen ( ) var officer og maler. Han er uddannet på Landkadetakademiet i København, blev kaptajn 1849 og afgik som major i Årene mellem var han uden for nummer, og det var i denne periode hans kunstneriske virksomhed fandt sted. Hans interesse var landskabsmaleri, og han udstillede ofte skovpartier og motiver fra Frederiksborg og Fredensborg Slot. Flere er og har været i kongeligt eje. Kilde: Weilbach kunstnerleksikon Til venstre: Fuldrigger ved en havn i Spanien. F.T. Kloss. (60x95) F.T. Kloss ( ) interesserede sig tidligt for marinemaleri og opsøgte bl.a. J.C. Dahl i Dresden. Kloss har studeret Eckersbergs kunstneriske praksis og udviklede sin egen billedtype. Han betonede det romantiskheroiske og den stemnings-beskrivende anekdote. Kilde: Weilbach kunstnerleksikon Tekst og fotos samlet og udarbejdet af Konservator Filiz Kuvvetli (Opdateringer foretaget af MBC / Rederiforeningen i juni 2011)

14 Danmarks Rederiforening Medlemsoversigt

15 1. March 2013

16