KINABLADET NR. 31 EFTERÅR 2006

Transkript

1

2 KINABLADET udgives af Dansk-Kinesisk Forening og udkommer fire gange om året (marts, juni, september og december). Foreningens medlemmer får bladet tilsendt gratis. Et årsabonnement på bladet uden medlemskab koster 175 kr. Kinabladet er medlem af Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter. Dansk-Kinesisk Forening er af Københavns kommune godkendt som en folkeoplysende forening. Redaktion: Flemming Poulsen (ansvarshavende) Fresiavej 3, 3450 Allerød. Tlf Mads Holst Jensen, Anette Kruse, Hanna Liv Leanderdal, Jette Mechlenburg, Signe Overgaard, Claus Seiden, Henrik Strube. Layout: Torsten Valeur Kalligrafi: Lan Wang Valeur DANSK-KINESISK FORENING blev stiftet 25. januar Dens formål er at være samlingssted for alle med interesse for Kina samt at formidle oplysning om Kina. Vedtægter, indmeldelse og abonnementstegning ved henvendelse til sekretæren. Hjemmeside: Formand: Signe Overgaard Birkegade 13, 1.sal, 2200 København N Tlf Mobiltlf.: dansk-kinesisk@webspeed.dk Sekretær og kasserer: Lene Løgstrup Engelholmvej 15, 2700 Brønshøj Tlf sekretariatet@dansk-kinesisk.dk KINABLADET NR. 31 EFTERÅR 2006 Moderne kinesiske digtere... 3 Digt af Bei Dao, oversat af Signe Overgaard Med tog til Tibet... 4 Hanna Liv Leanderdal ad Tibets første jernbane til Lhasa Når dissidenter bliver voksne... 8 Karen Louise Erichsen om filminstruktøren Zhang Yimou og OL En drage vågner...11 Malthe Munkøe og Mads Steensen Jacobsen om Kina som konkurrent til USA Kinas befolkningsudvikling...14 Kjeld A. Larsen om to befolkningsproblemer: Skæv kønsfordeling og aldring 30 millioner med psykiske lidelser...18 Tang Yuankai om kinesiske skolebørns hårde liv Når man skal bo i Kina...20 Christian A. Jensen anmelder Jeg skal til Kina Cand.masser af kinesisk...21 Signe Overgaard om sinologers muligheder for at få et job Fra filologi til samfundsstudier...22 Signe Overgaard om sinologiens historie i Danmark En dansk-kinesisk jaozi-aften...24 Flemming Poulsen om et stykke kinesisk kultur på spisekortet Ri chang sheng huo...26 Claus Seiden om kinesernes hverdag og tilværelse Arrangementer... bagsiden BG Bank Bogsalg og leje af skolekasser: Gudrun Lindhard, Istedgade 27, 1.tv., 1650 København V. Tlf guan@kabelmail.dk WEB-master: Henrik Strube Kastanie Allé 2H, 3.tv Vanløse Tlf hs@dansk-kinesisk.dk Medlemskontingent: Enkeltmedlemmer kr Parmedlemmer kr. Pensionister og studerende kr. Pensionistpar kr. Kollektivt medlemskab kr. ISSN Tryk: Birkerød Bogtryk Forsiden Tibet er blevet togfast med resten af Kina. For første gang er det nu muligt at tage toget fra Beijing til Lhasa. Den ny jernbane blev indviet 1. juli Kinabladets medarbejder købte billet til Beijing-Lhasa den 3. juli Læs hendes beretning om turen med verdens højest liggende jernbane. (Foto: Hanna Liv Leanderdal). 2

3 Moderne kinesiske digtere bei DAO KINABLADET NR. 31 EFTERÅR 2006 sprog Så mange forskellige sprog flyver rundt i denne verden støder sammen, og slår gnister nogle gange af had og andre gange af kærlighed. Rationalismens højborg falder netop nu sammen uden en lyd tanker så tynde som bambusstrimler bliver til en flettet kurv og fyldes med uvidenhedens giftige svampe. Dyrene på klippemaleriet galoperer hen over blomsterne en mælkebøtte gror hemmelighedsfuldt på et afsidesliggende sted hvor vinden har båret dens frø med sig. Så mange forskellige sprog flyver rundt i denne verden det sproget producerer kan på ingen måde øge eller lindre menneskehedens stille smerte. Oversat fra kinesisk af Signe Overgaard Kilde: BEI DAO Født Begyndte at skrive poesi i 1970 erne og er en af Kinas mest kendte nutidige digtere. Han var blandt den første generation af digtere i Folkerepublikken der forsøgte at befri sig fra den statskontrollerede litteraturs begrænsninger. I 1989 blev han anklaget for at deltage i demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads og blev tvunget i eksil. Signe Overgaard I kommende numre af Kinabladet præsenteres flere moderne kinesiske digtere. 3

4 med TOG TIL TIBET KINABLADET NR. 31 EFTERÅR 2006 verdens højestliggende JERNBANE INDVIET Som det sidste af Kinas regionale områder har Tibet fået jernbaneforbindelse med resten af Kina. Den 1142 kilometer lange strækning fra Golmud i Qinghai-provinsen til Tibets hovedstad Lhasa blev indviet den 1. juli Kinabladets medarbejder hoppede på toget i Beijing den 3. juli og steg af i Lhasa to døgn senere. Af Hanna Liv Leanderdal cand.mag. i kinesisk Et enestående kapitel i Verdens jernbanehistorie var præsident Hu Jinbaos ord, da han indviede den nye jernbane til Verdens Tag og dermed gjorde Tibet togfast med resten af Kina. Arbejdet med jernbanen begyndte i juni Den blev meldt klar til prøvekørsel i oktober Dag 1. Afgang fra Beijing Den ligner jo enhver anden billet, udbryder min kinesiske veninde i Beijing skuffet, da jeg på opfordring viser hende den togbillet, der skal sikre mig adgang til et af de allerførste tog på den nye jernbanestrækning fra Beijing til Lhasa. De kunne godt have gjort lidt mere stads af den, fortsætter hun, mens hun holder den op mod lyset. Det er trods alt et særligt tog. Jeg nikker og erklærer mig enig. Du skal gemme billetten, tilføjer hun, og lad endelig ikke kontrolløren klippe i den! Den kan blive penge værd engang det er jo nærmest historisk. Få timer senere på Beijings hovedbanegård gentager jeg ordene over for perronkontrolløren. Med løftede øjenbryn lytter han tålmodigt, om end uimponeret, til min tale og klipper hul i billetten. Jeg får adgang til den enorme perron og skridter af sted mod det ventende tog. Da jeg kommer nærmere, konstaterer jeg, at heller ikke det kilometerlange tog er der gjort megen stads af. På nær lokomotivet, der huser en dieselmotor specialbygget til at kunne klare turen i højderne og det ekstreme vejrlig, ligner toget med sit militærgrønne, diskrete ydre ethvert andet tog i den kinesiske folkerepublik. Men skindet bedrager intet er almindeligt ved dette tog. For den kinesiske regering er dette jernbaneprojekt, som har kostet 33 mia. RMB (25 mia. kr.), en gammel drøm, der går i opfyldelse. Lige siden midten af 1950 erne har man fra politisk hold ønsket en jernbane til Tibet. Nu er den en realitet, og Tibet kan som den sidste del af Riget I Midten nås med jernbane fra Kinas hovedstad. Et skilt på siden af toget viser togets destination. Beijing Lhasa står der. Et kærestepar og glade studerende foreviger på skift hinanden ved siden af skiltet. Togstewarden gør honnør og byder mig velkommen, inden jeg træder ind på den fine nye bordeauxfarvede løber. En venlig togstewardesse viser vej til den sovevognskupé, som jeg deler med tre andre. Vi er indlogeret på første klasse, på kinesisk kaldet blød soveplads. Prisen for denne luksus er 1200 RMB (900 kr.). Vil man spare 400 RMB (300 kr.), kan man købe billet til en hård soveplads standardklassen, som er seks personers kupeer, hvor man sover i tre lag i stedet for i to. Der er yderligere penge at spare ved at foretage rejsen i siddevogn. Her koster en plads til studenterpris 200 RMB (150 kr.) og ellers 400 RMB. Præcis kl ruller toget af sted. Foran os venter en 48 timer lang rejse med det mest medieomtalte tog i nyere tid. Jeg går straks på opdagelse i toget, som er skinnende nyt og holdt i farvenuancerne lys beige, bordeaux og gul et farvevalg, der leder tanken hen på Potala-paladset i hjertet af Lhasa. Vinduerne har to lag glas og er specielt lavet til at kunne holde den kraftige ultraviolette stråling ude. Til min forundring har toget et handikaptoilet, selv om en kørestol næppe kan komme frem ad de smalle gange. Inden jeg går til køjs, finder jeg spisevognen, der med sine store panoramavinduer og gode udsyn er togets mest behagelige opholdssted. Det venlige personale forklarer, at der serveres morgenmad, frokost, aftensmad og natmad (nudelsuppe) i vognen. Jeg får et menukort udleveret og er imponeret over udvalget af retter. De farvestrålende menukort på både kinesisk og engelsk vidner om et højt ambitionsniveau, som lover godt for resten af turen. Dag 2. Xian Næste morgen vågner jeg ved, at en ung kvinde, som er stået på i Xian, står og rusker i mig og forlanger min soveplads. Hun har kikket forkert på billetten og bliver smidt ud af kupeen. Da toget forlader Xian byen, som engang var endemålet for Silkevejen får vi et glimt af den gamle bymur fra Ming-dynastiets tid, en af de få tilbageværende bymure i Kina. Det er blevet frokosttid, og det viser sig hurtigt, at køkkenet ikke kan holde ambitionsniveauet. De fine nye menukort overklistres med en ny, mere minimalistisk, håndskreven udgave. 4

5 Dampet fisk, blandede grøntsager, tofu og forskellige kødretter er, hvad det nye menukort kan byde på dog stadig over middel for et kinesisk togkøkken. Jeg sender en tanke til de kiks og nudler, jeg har medbragt for det tilfælde, at maden i toget skulle vise sig at være uspiselig en unødvendig foranstaltning, synes det. Toget er fuldt af glade og forventningsfulde mennesker. Alle har følelsen af at være en del af noget særligt. Et par kinesiske amerikanere har fundet vej til toget, men ellers er passagererne i sovevognene primært eventyrlystne kinesere. Vi rejser meget og ville bare opleve det her, lyder det fra et snakkesaligt ægtepar, mens de opremser alle de byer, de hidtil har besøgt i Kina. Alle er stolte over jernbanen og ved, at udenlandske eksperter har kaldt jernbaneprojektet for uladsiggørligt, men intet synes længere umuligt for kineserne. En ung jurist fra Beijing glæder sig over, at jernbanen endelig forbinder Tibet med resten af landet. Tibet har været et af moderlandets afskårne lemmer, og nu er regionen blevet en del af helheden. Det er virkelig spændende at være om bord. Også i siddekupeerne hersker en livlig stemning. Kupeerne er fyldt til brisepunktet med tibetanske studerende på vej hjem på to måneders sommerferie. Deres kufferter er enorme og tager meget af pladsen på gulvet. Gaver og forsyninger til familien, får jeg at vide. Det er et år for nogles vedkommende to år siden de sidst var hjemme, og forventningerne til gensynet med familien er lige så høje som de bunker af vandmelonkerner og tomme snackposer, der snart tårner sig op på bordene imellem dem. En ung fyr finder i et tibetansk magasin et billede af en storgrinende Goldie Hawn, som åbenbart ligner mig til forveksling. Hele kupeen er i ekstase. Uden for vinduerne glider et gult landskab forbi. Vi er i Lanzhou, som Den Gule Flod, der har sin karakteristiske farve fra løss-plateauet, løber igennem. Xining (2260 meter over havets overflade) Omkring kl. 19 gør vi holdt i Xining, hovedstaden i Qinghai-provinsen. Et stort rødt banner på stationen hylder den nye jernbane. Vi holder stille på stationen i næsten en time. Aircondition-anlægget kan ikke køre, når toget holder stille, og varmen i spisevognen stiger til kogepunktet. Folk råber på den mad, de har bestilt, men heller ikke kokken kan kokkerere, før vi kører igen. Ingen ved, hvorfor vi holder stille, og der går rygter om, at toget har tekniske problemer. Teknisk personale løber frem og tilbage gennem spisevognen og synes at bekræfte rygtet, men pludselig sætter toget sig i bevægelse, og vi er atter på vej. Humøret stiger i takt med, at rummet igen nedkøles. Folk synes atter forventningsfulde. Vi nærmer os den del af ruten, vi alle er kommet for at se. Fladskærmen ved sovepladsens benende viser propagandafilm for jernbanen. En storsmilende tibetansk kvinde synger om den nye himmelske jernbane, som skal bringe hende hjem til hendes hjemstavn. Kvindens sang afløses af ingeniører og arbejdere, der med højteknologisk udstyr og røde hjelme borer tunneller og kæmper sig igennem sne og permafrost. At give sig helt og stræbe efter første klasse er de gældende principper. Som aftenen falder på, afløses propagandafilmene af reklamer for ansigtscreme og filmen Starwars, hvor Luke Skywalker kæmper mod universets onde magter, en passende analogi til Tibets kamp mod overmagten, vil nogle måske mene. Jeg slukker fladskærmen og forsøger med en pude over hovedet at ignorere en Spisevognen er med sine store panoramavinduer Tibet-togets mest behagelige opholdssted. Men køkkenet lever ikke op til det høje ambitionsniveau, som det farvestrålende menukort stiller i udsigt. (Foto: Hanna Liv Leanderdal). 5

6 Begejstring og skepsis Den ny jernbane er blevet hilst velkommen med en blanding af begejstring og skepsis. Begejstringen kommer først og fremmest fra den kinesiske regering. Jernbanelinien anses for at være en hovedhjørnesten i regeringens go-west udviklingsprojekt, der skal hæve levestandarden i Tibet og Kinas vestlige regioner. Ikke mindst turistindustrien regner med at drage fordel af den nye jernbane, som ventes at bringe togrejsende turister til Tibet om året. De vil lægge en ikke ubetydelig mængde valuta hos de lokale rejsebureauer og handlende, og det vil kunne mærkes på den tibetanske levestandard. Men ikke alle er begejstrede. Eksiltibetanere og organisationer for Tibets uafhængighed frygter, at jernbanen vil styrke Beijings greb om regionen. Dermed er drømmen om uafhængighed rykket længere ud i fremtiden. Med tog til Tibet. medpassagers højlydte snorken. En evighed senere luller togets vuggen mig endelig i søvn. Dag 3. Golmud (2829 meter over havet) I det tidlige morgengry ankommer vi til Golmud station. Alle, inklusive togpersonalet, som også tager turen for første gang, myldrer ud og lader sig forevige foran den mennesketomme stationsbygning og den platform, hvorfra præsident Hu Jintao to dage forinden under stor festivitas indviede den nye jernbane. Et enestående kapitel i Verdens jernbanehistorie og en formidabel ingeniørmæssig bedrift kaldte præsidenten projektet i den tv-transmitterede åbningstale. Og projektet er intet mindre end det. I 1984 byggede kineserne en jernbane fra Xining til Golmud. Længere var det dengang ikke muligt at komme. Foran lå Kunlun-bjergkæden og bagved Himalaya som en beskyttende jernring omkring Tibet. Resten af rejsen krævede en dyr flybillet eller Dag 1. Afgang Beijing Ikke mindst unge tibetanere, der studerer i Beijing, benytter sig at den nye, billige mulighed for at rejse hjem til familien i Tibet. (Foto: Hanna Liv Leanderdal). et lift på en lastbil ad snørklede bjergveje. Men ikke længere. I dette ufremkommelige terræn, som venter os forude gennem Kunlun- og Tangula-bjergkæden har kineserne bygget den 1142 kilometer lange jernbanestrækning. Højden på strækningen er i gennemsnit 4000 meter over havets overflade. En permanent arbejdsstyrke på over arbejdere, der jævnligt er blevet udskiftet, har lagt skinner og bygget de syv tunneller og 286 broer på strækningen. På grund af den tynde luft i området (ca. 45 pct. af iltindholdet ved havets overflade) har arbejderne på trods af en seks timers arbejdsdag kun kunnet udrette, hvad der svarer til to timers arbejde ved havets overflade. 550 kilometer er bygget på permafrost, hvilket har været den største udfordring for de kinesiske eksperter. Problemet er blevet løst ved at bygge et isolerende underlag af sten i forskellig størrelse, og på lange strækninger har man været nødt til at bygge jernbanen på forhøjede jernbanebroer. På trods af de mange udfordringer er det lykkedes kineserne at åbne jernbanen ét år før beregnet. Kunlun-bjergkæden (4776 meter over havets overflade) Da toget igen sætter sig i bevægelse og ruller ud af Golmud station, bevæger jeg mig mod spisevognen for at indtage min morgenmad. Valget står mellem kontinental og kinesisk. Skelende til nabobordets paptoast beslutter jeg mig for kinesisk en tynd hirsegrød (som smager af absolut ingenting) med marinerede grønsager, æg og mantou (kinesisk dampet brød). Medens jeg indtager grøden, bevæger toget sig igennem et øde månelandskab med vertikale sprækker og snørklede vandløb. Kunlun-bjergkæden nærmer sig, og vi kører gennem smukke mokkafarvede bjerge med sne på toppen. Kort efter Golmud lukkes ilt ud i vognene gennem aircondition-anlægget. Iltindholdet i toget holdes kunstigt oppe på 85 pct. af iltindholdet ved havets overflade for at mindske generne for passagererne. Tog- 6

7 stewarden deler plastikslanger ud de minder om dem, man kender fra amerikanske lægeserier og demonstrerer, hvordan slangen placeres under næsen, hives over hovedet og strammes til i nakken. Ideen er, at de passagerer, der føler sig berørt af højdesyge, kan slutte slangen til et iltstik, som er placeret ved hver soveog siddeplads eller under sæderne i spisevognen. Som børn, der er blevet udstyret med nyt legetøj, giver vi os alle til at prøve udstyret. Det samme gælder de tibetanske studerende, som er født i omkring 4000 meters højde. Da jeg går igennem vognen, sidder de alle med slanger i næsen bare sådan for sjov... Toget bevæger sig igennem naturreservatet Kekexili, og som lovet i brochuren ses flokke af yakokser og tibetanske antiloper langs jernbanestrækningen. Tangula (5072 meter over havets overflade) Vi er kørt ind i Tangula-bjergpasset. Som vi nærmer os toppen, bliver effekten af højderne tydeligere. Min pose havregryn fra den medbragte feltration har udvidet sig som en ballon og er ved at sprænges. En ung dame fra Shanghai hviner højt, da hun får hele indholdet af en ansigtscreme ud over sig. Før nogen aner det, har vi passeret Tangula station i 5068 meters højde. Vi befinder os i ingenmandsland, og til alles store skuffelse gør toget ikke holdt. Onde tunger påstår, at stationen i dette øde område kun er bygget, for at Kina kan bryste sig af endnu en verdensrekord: Verdens højestliggende station. Og hvorfor egentlig ikke, når jernbanen nu alligevel løber gennem området? Stationen ligger 200 meter højere oppe end verdens hidtil højestliggende station i Perus bjerge. Skulle man have fået nok af de mokkafarvede bjerge, kan man på fladskærm se filmen Pirats of Caribian. Mange får sig en eftermidagslur. Den tynde luft synes at gøre folk trætte. Pludselig tikker en tibetansk velkomsthilsen ind på mobiltelefonen. Vi har passeret grænsen og befinder os i Tibet. De hvide skyer og den blå himmel står knivskarpt i solen. Bække med rislende krystalklart vand løber forbi uden for vinduerne. Det er her, de mægtige floder Yangtze, Den Gule Flod og Mekong har deres udspring. Da vi kommer over passet, bliver plateauet fladere og frodigere, og der ses flere nomader og flokke med yakokser. Der gøres et sidste holdt inden Lhasa, og vi vinker farvel til de mange tibetanske studerende, der stiger af her. Lhasa (3600 meter over havets overflade) Lidt over kl. 23 en time senere end beregnet ankommer vi til Lhasa. En to dages rejse gennem Tibets storslåede natur er slut. Vi er ankommet midt i en heftig storm, og sandet står os om ørene. Som jeg kæmper mig vej over perronen mod stationsbygningen (som på afstand skal ligne Potala-paladset) spekulerer jeg på, hvad det er for en fremtid, jernbanen vil bringe tibetanerne. At Tibet går en ny epoke i møde synes uomgængeligt, og udviklingen stopper ikke i Lhasa. Kineserne har allerede planer om at udvide jernbanen til Nyingchi i øst og til Tibets andenstørste by, Shigatze. Tibet må ruste sig til en ny og mindre isoleret fremtid. Fakta om Tibet-jernbanen Pris: 33 mia. RMB (25 mia. kr.) Jernbanens længde: 1142 km, 594 km bygget i Qinghai-provinsen, 548 km bygget i Tibet Byggeriet begyndt juni 2001, færdigt oktober 2005, indviet 1. juli 2006 Højeste punkt: 5072 meter Strækning bygget i 4000 meters højde: 930 km Antal broer: 7 Længste bro: 11,7 km Antal tunneller: 286 Længste tunnel: 3,3 km 552 km bygget på permafrost. Den to døgn lange togrejse fra Beijing til Lhasa byder på storslåede landskaber som her Kunlun-bjergene. I Tangula-bjergpasset når banen op i det højeste punkt, 5072 meter over havets overflade. (Foto: Hanna Liv Leanderdal). 7

8 når DISSIDENTER BLIVER VOKSNE filminstruktøren ZHANG YIMOUS VEJ TIL OL Zhang Yimous ry som kontroversiel historiefortolker, socialt indigneret og kunstnerisk visionær filminstruktør har i mange år levet sit eget liv. På trods eller netop på grund af disse kvaliteter er instruktøren nu sprunget ud som Kinas nye nationalskjald. Af Karen Louise Erichsen cand.mag. i moderne kultur og kinesisk De Olympiske Lege i Beijing i 2008 vil ikke blot blive en sportslig begivenhed i internationalt format, men også en kulturel oplevelsepå højt plan, idet åbnings- og afslutningsceremonierne er lagt i hænderne på Kinas filminstruktør nr. 1, Zhang Yimou, og hans amerikanske modstykke, Steven Spielberg. Dissidenten I slutningen af 1980erne og i begyndelsen af 1990 erne slog Zhang Yimou sit navn fast internationalt med film som De Røde Marker (Hong gao liang, 1987), Ju Dou (1989), Under Den Røde Lygte (Dahong denglong gaogao gua, 1991) og To Live (Huozhe, 1994). Festivalpriser og anerkendelse fra publikum regnede ned over Zhang Yimous billedskønne fremstillinger af livet på landet i et patriarkalsk og kvindeundertrykkende Kina. Sammen med kollegaen og konkurrenten Chen Kaige blev Zhang hurtigt synonym med kinesisk film i den kollektive vestlige bevidsthed. En del af den fortælling, der voksede op om Zhang Yimou, var forbundet til hans kamp med den kinesiske filmcensurs krav. Til og med komedien Keep Cool (You hua yao hao hao shuo, 1997) var der gang på gang problemer, når Zhang Yimou skulle deltage i internationale festivaler, og Zhangs navn blev nærmest synonym med produktions- og distributionsforbud. Nationalskjalden Denne fortælling om Zhang Yimou begyndte langsomt at erodere omkring årtusindeskiftet, hvor han instruerede filmene Ikke En Mindre (Yige dou buneng shao, 1998), Min Far og Mor (Wode fuqin muqin, 1999) og Happy Times (Xingfu shiguang, 2000). Filmene blev vel modtaget i Kina både hos myndighederne og blandt mainstream publikummet. Til gengæld hørtes der pludseligt kritiske røster fra bl.a. Cannes Festivalen, der beskyldte Zhang Yimou for at gå statens ærinde med filmen Ikke En Mindre. Foruden ved almindelige reklamefilm for større firmaer begyndte Zhangs navn at dukke op i forbindelse med store reklamekampagner for nationale begivenheder og byer. At Zhang Yimou havde fået etableret et endog meget godt samarbejde med myndighederne kom for dagens lys i forbindelse med tilblivelsen af det store nationalistiske epos Hero fra Filmen, der blev co-produceret af de statsstyrede selskaber Beijing New Picture Film Company og Elite Group Enterprises, kostede svimlende 240 mio. yuan (180 mio. kr.), hvilket var ny rekord i kinesisk filmhistorie medlemmer fra Folkets Befrielseshær blev brugt som statister. Hero, der havde premiere i Folkets Store Hal i Beijing, endte med at blive en tordnende succes i Kina såvel som internationalt. Men den virkelige anerkendelse og tillidserklæring til Zhang Yimou fra den kinesiske regerings side kom med de officielle opgaver i forbindelse med OL i Beijing En vaskeægte nationalskjald havde set dagens lys. OL som kulturpolitisk begivenhed Da Beijings borgmester begejstret greb den olympiske fane i Athen 2004, indledtes Kinas værtskab for OL i 2008 officielt, og myriader af OL-relaterede begivenheder tog deres begyndelse. Den olympiske ånd spredes nu over miljøkonferencer, kulturfestivaler, kulturindustriseminarer, kunstsymposier og messer, og den puster ivrigt til bannerne og logoerne for 2008 partnerne, sponsorerne og de globale olympiske partnere. Hver uge sendes der pressemeddelelser ud om de nye eneleverandører til OL sidst blev firmaet Qianxihe udnævnt til olympisk svinekødsleverandør. Udover at være en stor sportsbegivenhed har OL udviklet sig til en økonomisk og politisk mulighed for et værtsland. Begivenheden bliver opfattet som et effektivt instrument til forbedring af værtsbyens og værtsnationens image, opbygningen af lokalpatriotiske følelser samt i nogle tilfælde en forbedring af værtsnationens regerings legitimitet. For det første er kapløbet om OL i sig selv en slags image konkurrence. For at opnå værtskabet er mange byer rundt omkring i verden interesserede i og villige til at skabe infrastruktur af høj kvalitet for legene med stadions, transportfaciliteter, indkvartering og mediefaciliteter. Det er altså ikke her den egentlige konkurrence ligger. Når Den Inter- 8

9 nationale Olympiske Comité (IOC) vælger en olympisk by, så foregår det ikke ud fra formelle kriterier, men mere på baggrund af de symbolske forskelle byernes egnethed som Olympisk By. Hver by må derfor selv skabe et unikt bud på, hvorfor de skal vælges. For det andet er selve afviklingen af legene i høj grad en tv-begivenhed. Hele verden kikker med på skærmen og muligheden for iscenesættelse og imagekontrol er maksimal. OL er således også en gigantisk national selviscenesættelse, hvor en forestillet/ ønsket nationalidentitet stilles til skue nationalt såvel som internationalt. Det er ikke kun sportsfolket, der skal yde deres bedste, men også sportsproducerne og iscenesætterne. Udover at være verdens største sportsbegivenhed er der også tale om en kulturpolitisk begivenhed af dimensioner. Zhang Yimous bidrag Som led i kampen om legene blev en lang række kunstnere og kulturpersonligheder i øvrigt foreviget på OL-frimærker involveret i at lave præsentationsmaterialet. Zhang Yimous første opgave i OL-regi var den video, der skulle præsenteres for IOC-medlemmerne på den afgørende konference i 2001, hvor værtsnationen for OL i 2008 endeligt skulle vælges. I videoen præsenteres et dynamisk Kina, rig på kunst, en levende sportskultur, en moderne bykultur med en god infrastruktur og en livlig og vital befolkning. I 2003 instruerer Zhang Yimou præsentationsvideoen om logoet for OL i Den ca. seks minutter lange video består udelukkende af billeder og musik. Den elegante og billedskønne video vandt prisen for bedste sportsvideo på Milano Sportsfilm Festival. Videoen starter med en meditation over det kinesiske segls historie og betydning i kinesisk kultur. Seglet præsenteres som en del af ældre kinesisk kultur, der stadig lever og fungerer som brohoved mellem generationerne. Igennem en række korte klip, vises det, hvordan seglet fungerer som et spor i verden. Fx ser vi en mor, der dypper sit spædbarns fødder i rødt blæk og laver et fodspor på et stykke hvidt papir; børn på et bibliotek, der læser i ældre tekster og ser, hvem der har ejet bøgerne, ud fra de stempler, der står i dem; en postmand kvitterer for en forsendelse med et poststempel; to keramikere sætter deres signatur på en nydrejet krukke. Der klippes til præsidenten for IOC, Jacques Rogge, der skriver under på, at Beijing har fået OL og ved siden af Rogges underskrift er der et kinesisk segl. Kina skal nu sætte sit spor på det internationale OL. Hvilket spor er det så, Beijing vil sætte? En mand og en kvinde kalligraferer, og blandt de andre tegn på papiret dukker det dansende menneske frem. Inkarnationen af kinesisk kultur og civilisation er naturligvis det kinesiske tegn og ud af denne civilisation fødes det dansende menneske. Tegnmennesket forvandles til en virkelig kvinde, der klædt helt i rødt danser med lange vandærmer. Den røde dansende kvinde altså billedet på det spor, Beijing ønsker at sætte på OL udlægges så efterfølgende gennem korte klip af legende og dansende kinesere med vindhjul, perletrommer, balloner, flag og lotuslanterner, hvor den altdominerende far- Kinas internationalt berømte filminstruktør Zhang Yimou skal stå for tilrettelæggelsen af såvel åbnings- som slutceremonierne ved OL i Beijing i Ved sin side får han den lige så berømte amerikanske filmskaber Steven Spielberg samt et hold kunstnere og ekseperter fra ind- og udland. Her er Zhang Yimou (nr. 2 fra venstre) fotograferet i Beijing sammen med Spielberg (nr.2 fra højre) i april 2006 i en diskussion over en model af et olympisk stadion i den kinesiske hovedstad. (Foto: Scanpix). 9

10 ve er rød. Sekvensen afsluttes ved, at den dansende kvindes ærmer formgiver en cirkel, der glider over i en af de fem olympiske cirkler den røde. I videoens sidste del forbindes så endeligt denne legens og bevægelsens kultur med det traditionelle billede af OL. Gennem klip fra tidligere Olympiske Lege ser vi afrikanere, amerikanere, australiere, europæere og asiater yde deres ypperste, græde af skuffelse og juble af lykke. Den olympiske ånd forener alle i kampen uanset kulturelle forskelle. Videoen skaber således et billede af Kina som en gammel kulturnation, hvis traditioner er blevet ført ind i en moderne international verden. Et moderne folk og en kultur med en åndelighed, livsglæde og medmenneskelighed, der fuldt ud lever op til De Olympiske Leges høje idealer. Afslutningsceremonien ved OL i Athen 2004 I Athen 2004 stod Zhang Yimou for de ni minutter af afslutningsceremonien, der var helliget overdragelsen af værtskabet til Beijing. Efter afsyngelse af den kinesiske nationalsang og overrækkelse af det olympiske flag til Beijings borgmester gik de 130 kunstnere under Zhangs ledelse i gang med at afvikle et show domineret af dans og bevægelse. I forskellige scener præsenteres elementer fra kinesisk kultur byliv, styltegang, kinesisk folkesang og dans, tai-chi, traditionel musik og dans, kinesisk kampsport, Pekingopera og røde lanterner. Afslutningsvis bød holdet på kæmpestore skriftruller verden velkommen til Beijing i Åbnings- og afslutningsceremonien ved OL i 2008 Ude i fremtiden venter Zhang Yimous åbnings- og afslutningsceremoni ved OL i 2008 legenes absolutte kunstneriske højdepunkter. Zhang har det overordnede kreative ansvar for den samlede vision, der skal udfoldes i samarbejde med en hel hær af konsulenter, impressarier og kunstnere. Bl.a. skal den amerikanske instruktør Steven Spielberg, der har stor erfaring med eventyrfilm og storfilm, fungere som konsulent. Med Zhang Yimou ved roret og Steven Spielberg i maskinrummet er Kina sikker på at skabe et underholdende og smukt skue, der nok skal gøre sig godt på alverdens tv-skærme i august At dømme efter de eksisterende bidrag så er der ingen tvivl om, at Kina kommer til at fremstå som verdens smukke og stilfulde nye powerhouse ved legene med kultur, ungdom og modernitet i overflod. OL som inkarnationen af samspillet mellem det nationale og globale i samtidens medieverden ser ud til at blive perfektioneret i Beijing. Det er svært at finde et bedre eksempel på de nye kulturpolitiske vinde, der blæser i Kina i dag. Fra stat til marked også i kulturpolitikken Tidligere var kinesisk kulturpolitik i høj grad et spørgsmål om ideologisk kontrol af den skabende kunst. Et af de vigtigste redskaber i dette arbejde var et hierarkisk opbygget administrativt system, der satte solide rammer for den kunstneriske udøvelse. Dette administrative system er på mange områder på retur til fordel for et mere liberalt og decentralt system, der skaber større afstand mellem kunst og politik. Staten har også afviklet det meste af den massive støtte, der var forudsætningen for det gamle system. Udviklingen i den kulturelle sfære går dog ikke entydigt mod større kunstnerisk frihed. Den afspejler snarere den globale tendens til, at tv har udkonkurreret de traditionelle kunstformer som litteratur, film og billedkunst som de mest indflydelsesrige i den offentlige sfære, samt den benhårde konkurrence, der er mellem verdens kulturelle producenter om publikum. Fortidens lukkede nationale kunstneriske og kulturelle markeder er borte, og egentlig kontrol af de enkelte kulturprodukter halsløs gerning. De nye vilkår har skabt en situation, hvor det er langt mere interessant at forsøge at stimulere en konkurrencedygtig kulturindustri, der kan gøre Kina gældende som kunst- og kulturproducent nationalt, regionalt og globalt. I forhold til ideologisk styring er der langt større perspektiver i spektakulære begivenheder som shows, parader og nu fx OL. I denne historiske overgang fra en ideologisk domineret kulturpolitik til en ny form for instrumental kulturpolitik, hvor kunst og kultur skal fremme økonomiske mål, internationale interesser og national stabilitet, fremstår en kunstner som Zhang Yimou som inkarnationen af drømmen om Kina, som vægtig kulturel spiller, der forstår værdien af det spektakulære. Zhang Yimous seneste film opdrager og underholder og bidrager samtidig til at skabe en overskudsgivende kulturel sektor, der også kan gøre sig gældende internationalt. Zhang Yimou har endvidere i hele sin karriere beskæftiget sig med det spektakulære i den kinesiske historie. Ingen mestrer som han at få Kina til at se godt ud på billeder. Han er en vægtig kulturel ambassadør for Kina, der allerede har solgt mere end ét flysæde til riget i midten. OL og Zhang Yimou er således som skabt for hinanden, hvis målet vel at mærke er at lave spektakulære nationale spejlinger, der kan profilere Riget i Midten. En bemærkelsesværdig fortsættelse på Zhang Yimous karriere, der kan lære os noget om personlig udvikling, men nok så interessant giver anledning til at reflektere over OL som instrument for national selviscenesættelse og national kulturpolitik i en global tidsalder. 10