Det er vores! Hvorfor skal de komme og tage vores ting!

Transkript

1 Sl 42,2-6, 1 Thess 4,1-7, Matt 15,21-28 Salmer: Lihme Den mørke nat 410 Som tørstige 158 Kvindelil 582 At tro er at komme i Rødding, 736 Den mørke nat 410 Som tørstige 289 Nu bede vi 158 Kvindelil 438 Hellig 477 Som korn 582 At tro er at komme Det er vores! Hvorfor skal de komme og tage vores ting! Det begynder i dagplejen, når to et-årige hiver i den samme sut, og det fortsætter helt til plejehjemmet, hvor en beboer kan nægte at forlade sin stue en uge, fordi en af de andre havde sat sig på den stol, han plejede at sidde på. 1

2 Og vi kan jo hver især prøve at finde eksempler fra vort eget liv på at vi bliver aggressive og stejle, når andre træder vore enemærker for nær. Det er umådeligt primitivt. Hvis man gerne vil vide, hvor den måde at forholde sig til andre mennesker på måske kan stamme fra, kan man bare gå i Zoo og stille sig foran abeburet og se det udspillet i 117 variationer: Det er mit! Det er der ikke andre der skal tage. Det er også ret komisk somme tider. Da sommerhusbyggeriet for alvor tog fart i 50erne og 60erne kunne man se et mylder af skilte på de enkelte grunde med Privat Ingen adgang Hunden bider. Da en af mine drenge var halvstor knægt røg han en dag op fra morgenbordet vildt fægtende med arme og ben, mens han styrtede ud i haven og råbte til spurvene og musvitterne der flygtede sanseløse af skræk: Gå væk. Gå væk! Det er er vores brød!!! Det var selvfølgelig for at være morsom, han gjorde det. Men som stand-up nummer betragtet var det præcist og rammende, for det er sådan vi reagerer hele tiden, igen og igen og igen: over for udlændige, over Københavnere. Over for Ballingboere. Over for dem på den anden side af vejen. Over for dem på den anden side af hækken. Ja, somme tider over for den på den anden side af bordet eller i sengen: Det er mit! Hold fingrene fra det. Sådan er det ikke i kirken! Og det hænger sammen med den episode, vi hører om i dag. Jesus var jøde. Og var der noget der stod og står fast for jøderne, så er det, at jøder er forskellige fra alle andre mennesker. Ikke fordi de er klogere eller smukkere. Ikke på grund af noget genetisk, men 2

3 fordi de tilhører et udvalgt folk. Det betød at jøder kun spiste sammen med jøder. Og at jøder kun giftede sig med jøder. Men det det betød også, at jøder, hvor de end kom, blev betragtede som fremmede i helt særlig grad. Jødedommen lukkede sig om sig selv, og det fremkaldte på grund af den fjendtlighed mod alt fremmed der ligger dybt i mennesket, en ekstrem aggressivitet mod jøderne fra andre folk, de kom i kontakt med. De var anderledes og fremmede, også når man lærte dem at kende, fordi de havde deres helt egne og helt faste skikke og ritualer, som afgrænsede dem som det udvalgte folk, forskelligt fra andre folk. De var og blev anderledes. Derfor skulle de kanøfles. Det bærer historien utallige tragiske vidnesbyrd om lige frem til de seneste ugers begivenheder. Alt tyder på, at for Jesus var det, lige til den dag, han mødte den kan anæiske kvinde, en selvfølge, at alt det han gjorde og sagde kun var noget, der kom jøderne ved. Jesu forudsætning var jo jødedommen. Han var Guds søn. Javist. Men han var frem for alt Guds søn, der var blevet menneske. Og menneske kan man kun være i folkelig skikkelse, dvs man er som menneske altid formet og langt hen ad vejen bestemt af de omgivelser, man vokser op i. Så jeg tænker, at i lang tid har det ligget helt uden for Jesu horisont, at det Guds rige, han forkyndte, at det skulle omfatte andre end jøder. Det var jo også det englen havde sagt til hans mor ved bebudelsen: Gud vil give ham hans fader Davids trone. Og: han skal være konge over Jakobs hus til evig tid. Davids trone kan kun betyde herredømmet over det jødiske folk. Og Jakobs hus, det er Israel og kun det. Og Jesus havde jo også udtrykkeligt forbudt sine disciple at gå ud blandt hedningene, da han sendte dem ud for at forkynde gudsriget. De 3

4 skulle kun gå til de fortabte får af Israels hus. Så han har formodentlig ikke skænket det en tanke, at han skulle have noget at gøre med andre end jøderne. Det der sker, da han møder den kana anæiske kvinde, det er at han for første gang bliver opmærksom på, at de andre folk, hedningene, jo også er Guds skabninger, mennesker sat på jorden i Guds billede, sat her af Gud. De hører så at sige med til familien, ikke den jødiske familie, men menneskefamilien, familien af Guds børn! Og det bekræftes så, da Jesus er opstået fra de døde. Da har han lagt den folkelige sammenhæng, han levede i som menneske bag sig, nu er han den herliggjorte opstandne Guds søn. Og nu træder han for alvor ud af den afgrænsede sammenhæng, han hørte hjemme i gennem sit menneskeliv. Nu sender han sine disciple ud, ikke kun til de fortabte får af Israels hus, men til alle: parthere, medere og elamitter, de der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere, og vi kan fortsætte: englændere, russere, tyskere, svenskere, kinesere, nordmænd og danskere. Når man tænker nærmere over det, er der en indre logik i det, der sker. Det, Jesus gør efter sin dåb, det er at forkynde kærligheden som selve meningen og formålet med Israels udvælgelse og med den lov folket har fået som pant på udvælgelsen. Men dermed kom Jesu budskab allerede fra begyndelsen i konflikt med den religiøse og kulturelle sammenhæng, han var vokset op i. For er der noget, kærligheden ikke vil vide af, så er det grænser. Selve kærlighedens væsen er at knytte det forskellige sammen. Det gælder den erotiske kærlighed, det siger sig selv, men ikke kun den. Det gælder 4

5 kærligheden i alle dens afskygninger. Det gælder også selvkærligheden, narcíssismen, og netop derfor er narcissisme også en sygdom, en lidelse. For hvor kærligheden retter sig mod den elskende selv i stedet for mod en anden, der bliver kærligheden, tom, ulykkelig, lidende. Den mangler det anderledes, det fremmede at knytte sig til og smelte sammen med. Kærligheden er nysgerrig, opsøgende ud over alle grænser. Jesu insisteren på kærligheden som altings mening og mål gav ham problemer allerede når den drev ham til at optage fællesskab med mennesker, der ikke var regnede inden for det jødiske fællesskab, toldere, syndere, skøger men de var dog jøder, selvom de ikke levede op til den jødiske lovs normer. Og netop det, at Jesus satte kærligheden over de formelle lovkrav, hvor de to kom i konflikt med hinanden, var vel grunden til, at han som dødsdømt endte med at blive udstødt af det jødiske fællesskab. Efter Jesu død blev det ét af de helt store stridspunkter inden for Jesus-bevægelsen om optagelsen i Guds kærlighedsfællesskab, som Jesus havde rakt til de mennesker han mødte, om den var begrænset til jøder eller om adgangen til fællesskabet også skulle være åben for hedninger. Men i kraft af to åbenbaringer: Peter, der i et syn hørte Gud erklære det, som ifølge jødisk lov var urent for rent. Og Paulus der af den opstandne Kristus selv var sendt ud for at forkynde hans kærlighedsbudskab for hedningefolkene. I kraft af de to åbenbaringer brød Jesus-bevægelsen med den årtusindgamle af sondring af Guds relation til verden som begrænset til et enkelt folk: Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere kendetegnet ved de ritualer som udadtil afgrænsede jøderne fra alle andre. 5

6 Jesus-bevægelsen kunne ikke rummes inden for jødedommen. Budskabet om kærlighed som selve Guds væsen og som Guds mening og mål med verden og mennesket kolliderede med den afsondring, som var noget uopgiveligt i jødedommen. Det førte til udskillelsen af de kristne, som troede på Jesus som Messias og som troede på hans budskab om kærligheden som menneskelivets mening og mål, fra jødedommen som fortsat opfattede pagten mellem Gud og Israel som forbindelsen mellem Gud og den verden, han har skabt. At være kristen, det vil sige at følge Jesus. At være kristen, det vil sige at holde det for sandt, som Jesus kæmpede for og gav sit liv for. At være kristen, det betyder at give sig kærligheden i vold: at tro at Gud er kærlighed, at vi som hans børn er evigt elskede af ham og at meningen og målet med at vi er her er, at vi skal være kærlighedens herolder og kærlighedens agenter i verden. Det lægger et åg og en byrde på os. For det betyder, at vi skal søge at afstå fra en af de allerdybeste drifter i os. Vi skal afstå fra urdriften til at holde på vort, vi skal afstå fra urdriften til at betragte alt fremmed og alle fremmede som noget truende og mistænkeligt. Men det er den vej, vi er slået ind på, da vi valgte at følge Jesus Kristus. At være kristen, det er at lade alle ens grænser brydes og falde, fordi kærligheden som Jesus identificerede med Guds egen vilje og som hans apostle identificerede med Guds eget væsen, hele tiden stræber efter at knytte bånd henover alle grænser. Amen. 6