1. maj tale. Kære venner. Godt at se så mange af jer, her i Mariaparken i Vejle.

Transkript

1 1. maj tale Kære venner Godt at se så mange af jer, her i Mariaparken i Vejle. Det må betyde at der er mange engagerede mennesker her i Vejle. Og det er der brug for. Og en stor tak, må lyde til dem der er på arbejde lige nu, mens vi andre står her. Der er altid nogen der får hjulene til at køre. I vores effektive lille land Danmark, er der sjældent nogen hjul der står stille. Den 1. maj er den dag, hvor vi siden 1890 sammen fejrer resultaterne af vores sammenhold, solidaritet og fælles kamp gennem tiden, for at skabe bedre arbejdsforhold. Jeg vil gerne starte på den politiske bane: For jeg hørte noget forunderligt i radioen i weekenden. Det er nemlig lykkedes et meget kontroversielt parti, at få vælgererklæringer nok, til at stille op til folketinget. Det er i sig selv skræmmende. Og mere skræmmende er det, når man bevidst vælger at lave ekstremt provokerende demonstrationer rundt om i landet, og tage ytringsfriheden som gidsel i deres drama. Ytringsfrihed skal ikke misbruges på den måde. Det kan vi simpelthen ikke finde os i! Vi skal ikke i Danmark have borgerkrigslignende tilstande, som opstår på baggrund af én mands provokation. når der nu snart er folketingsvalg, så er det meget vigtigt at stemme, og det har da lige fået en tand mere på vigtighedsskalaen.

2 Når jeg nævner arbejdsforhold, så vil jeg tale lidt om besparelser, nedskæringer, og mindre varme hænder. Det lyder måske som en kliché, men ikke desto mindre er det hverdagen for mange af de medlemmer vi har i FOA Vejle, og i mange andre brancher. Det er mennesker der arbejder med mennesker. Hvad det betyder med besparelser og effektiviseringer, er en sag for sig. Vi oplever at arbejdsmiljøet er under pres på mange arbejdspladser. Man løber stærkt. Og der er ikke altid den fornødne tid til at fordybe sig i den enkelte opgave, inden man er videre til næste. Det er vilkårene for de ansatte. De oplever det på egen krop, hvordan det føles når der ikke er tid nok, når antallet af opgaver ikke svarer til antallet af ansatte. Det kan man sagtens klare i en kort periode som ansat. Men det er ikke korte perioder vi snakker om. Når der mangler en kollega i længere tid på arbejdspladsen, så er der flere opgaver der SKAL løses, og det skal de resterende kollegaer gøre. Og det gør de. Efter bedste evne. Men travlheden går ud over en selv, det går ud over kolleger, og det går ud over de borgere som skal have hjælpen. Når jeg nu nævner det her, så er det fordi det er velfærden der er på spil. Hvis ikke arbejdsmiljøet bliver taget seriøst på arbejdspladserne, så VIL det gå ud over velfærden i Danmark. Der er brug for at der ikke er besparelser og effektiviseringer på programmet mere. Det hedder modernisering, men det er reelt set, forringelser i det offentlige. Der er brug for at man ovenfra piller nallerne fra den offentlige sektor, og giver noget, i stedet for at tage. Skattelettelser kan ikke forene sig med velfærd, når det bare betyder at man effektiviserer endnu engang.

3 Det går ikke, at der ikke er nok voksne pr. barn der skal passes. Og det går heller ikke at der skal være så travlt der hvor der arbejdes med voksne, med handikappede, med de syge og de ældre, at der kun er tid til det praktiske og nødvendige. Samtalen med borgeren og den generelle omsorg er noget man kun kan ønske sig at der var tid til. Der bliver flere ældre, flere syge og flere børn pr. medarbejder. Overdrevet bureaukrati og dokumentationskrav tager tiden fra mennesker. Det kan vi som velfærdssamfund ikke finde os i. Når det her er så vigtigt at snakke om, så er det fordi, at der er mange der kan tolerere meget tidspres, og en stresset hverdag, og stadig passe sit arbejde godt. Men på et tidspunkt, får folk altså nok, og enten knækker filmen, med sygemelding til følge, eller også finder man noget andet at lave. Der er i forvejen begyndende rekrutteringsproblemer i det offentlige. Det kan nemt gå hen og blive værre. Vi sætter stress-rekorder. Udfordringerne, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, har aldrig været større. Vi har stribevis af medlemsfortællinger om systemfejl, om mangel på kolleger, om hovsabesparelser, om al for meget regnearks-logik og om en offentlig ledelse, der slet ikke er nærværende nok. Det gælder i hele den offentlige sektor. Det håber jeg I vil tænke over, når der skal sættes kryds ved folketingsvalget.

4 I FOA oplever vi en mindre tolerance over for de medarbejdere der når det så går galt, bliver syge eller har problemer i en periode, der gør at de ikke kan arbejde. Linien der er lagt, er hård, og der skal ikke meget til, før man bliver kaldt til samtale og arbejdsgiverne skruer bissen på. Der er brug for at der lempes på den hårde linje. Der er brug for at man har tid til at blive rask, når man er syg, og ikke skal jagtes som sygemeldt. Det tager lang tid at komme sig efter en periode med stress, og en rolig start, hvor der tages hensyn til den enkelte medarbejder er obligatorisk, for at man kommer godt i gang igen. Og det er jo den onde cirkel, for så er det igen de tilbageværende kolleger der klarer det ekstra arbejde. Det er de ting, som vi som fagforening ser rigtig meget af, og skal kæmpe med, for vores medlemmer. Jeg håber at det bliver bedre fremover, for når man på den ene side kan se at der er rekrutterings- problemer, og på den anden side har meget lav tolerance overfor medarbejderne hvis der er problemer en overgang, så er der noget der ikke hænger sammen. Men det bunder selvfølgelig i økonomi. Og der skal være økonomi, til at sikre ordentlige forhold for de ansatte der bliver syge i arbejdet. Der må og skal afsættes tilstrækkelige midler. Budgetterne må som minimum kunne dække behovet i takt med befolkningsudviklingen i samfundet.

5 Det går heller ikke at blive ved med at hæve den pensionsalder. Folkepensionsalderen vil stige gradvis i takt med danskernes levealder. I 2050 forventes pensionsalderen at blive 72 år. Det vil være verdens højeste pensionsalder. Og det er som det ser ud nu. Den kan nemt blive højere til den tid. Jeg har selv børn i skolealderen. Og hvordan skal man forklare et barn, at de skal arbejde til de bliver så gamle? Det kan man slet ikke forholde sig til. Hvad er der at se frem til, hvis tendensen med at hæve pensionsalderen fortsætter? Skal det virkelig handle om at man skal være slidt for at gå på pension. Der er brug for noget fleksibilitet, sådan at dem der har brug for det, kan gå på pension i en ordentlig alder, og dem der kan og ikke mindst gerne vil arbejde til de bliver 72 eller mere fint med det. Men der er nødt til at være en vis fleksibilitet, for dem der er nedslidte efter et langt arbejdsliv OGSÅ inden de bliver for dårlige til at kunne nyde alderdommen. Eller skal man arbejde til man skal virkelig fra arbejdsmarkedet med benene forrest? Det er der intet fair i. Vi skal huske at vi kalder os et velfærdssamfund. Et velfærdssamfund skal tage sig af sine svageste, og det gælder både de syge, de der ikke kan klare sig selv, og de der mister deres job. Det gælder vel også for dem der har bidraget med det de kan igennem et arbejdsliv, og til sidst ikke kan klare det mere? Velfærdssamfundet er fundamentet for den enkelte borgers gode liv. Vi vil jo gerne have flere faguddannede, til at klare fremtidens opgaver, om det så er på det offentlige område, håndværkere, sygehuse og andre der vælger at uddanne sig til et fag. De skal kunne se frem til en fair mulighed for pension. Det er jo også nærmest umuligt at få førtidspension i dag. Vi skal have forbedret og holde fast i pension som noget der er værd at se frem til. Det håber jeg også I vil tænke på, når der skal sættes kryds. Og jeg håber også der er nogen der lytter blandt politikerne der er med her i dag.

6 Sidste år i forbindelse med overenskomstforhandlingerne blev det sagt, at den danske model havde spillet fallit. Den danske model er kendetegnet ved, at arbejdsmarkedets parter - arbejdsgiver og fagforeninger - forhandler direkte med hinanden og laver frivillige overenskomstaftaler om alle forhold, der berører arbejdsmarkedet. Formålet med modellen er at skabe ordnede forhold og nogenlunde ro på arbejdsmarkedet - og det lykkes jo igen og igen. Vi har et ordnet, velfungerende og nogenlunde roligt arbejdsmarked. Det er det, der er succeskriteriet for den danske model. Aftalesystemet, der regulerer arbejdsmarkedet, er i høj grad tillidsbåret. Sådan er det med aftaler. De bygger på tillid, og tager man livet af den danske model, tager man livet af tilliden på det danske arbejdsmarked - og så står vi alle sammen meget dårligere. Men hvorfor angribes den danske model, når den fungerer godt? Jeg tror, det handler om, at der er stærke kræfter i samfundet, der vil noget helt andet, end det vi vil. De har et nyliberalt projekt og vil skære i velfærdsstaten - og ikke mindst i den offentlige sektor. Der er stærke kræfter i gang for at svække velfærdsstaten, stække fagbevægelsen og fundamentalt ændre styrkeforholdet mellem lønarbejde og kapital. Vi skal sammen bevare velfærdssamfundets to bærende søjler - på den ene side en veludbygget offentlig sektor, der regulerer markedet, omfordeler økonomiske ressourcer og står for velfærdstilbuddene, og på den anden side arbejdsmarkedet, hvor parterne, der med indgåelsen af overenskomster, aftaler osv. sørger for et ordnet og velfungerende arbejdsmarked. En pinlig historie var det, sidste år, under overenskomstforhandlingerne, da Danske Regioner varslede lockout på en række hospitalsafdelinger - som en del af konflikten. For på godt og vel halvdelen af de hospitalsafdelinger, hvor der var varslet lockout, viste det sig, at der ikke var medarbejdere nok til at bemande de nødberedskaber, der skulle have taget sig af patienterne under en konflikt. Til dagligt får man det til at hænge sammen med merarbejde og flittig brug af vikarer. Den går ikke under en konflikt, men historien her viser, at der ikke bare er skåret ind til benet - der er også skåret i benet. Og sådan er det alle steder i den offentlige sektor. Det er mødet mellem borgerne og de ansatte, der er et vigtigt omdrejningspunkt i velfærdssamfundet - uanset om borgeren er et barn, skoleelev, en syg, handicappet eller ældre. Det er i mødet mellem borgere og medarbejdere, velfærden skabes. Medarbejderne har brug for tid og handlerum til at sikre høj kvalitet i mødet med borgerne. Er mødet ofte eller måske endda som hovedregel forhastet, uprofessionelt og dårligt, skader det både medarbejdere og borgere - og hele velfærdssamfundet.

7 Hvis vi skal sikre velfærdssamfundet i fremtiden, er der nok at tage fat på. Lige nu hænger det grundlæggende sammen. Men der skal ikke meget til, før velfærden bliver til noget andet, end det vi kender- som et sikkerhedsnet, der i Danmark skal gribe de svageste, og sikre at alle har mulighed for et godt liv, uanset hvor de er i livet. Vi skal huske de værdier, som vores forfædre, bedsteforældre, oldeforældre kæmpede for. Og vi skal selv kæmpe for at bevare værdierne, den dag i dag. Så kære venner - Tak fordi I lyttede- - Rigtig god kamp - og god 1. maj til jer.