Retssagens teater I spændingsfeltet mellem juridisk ideal og social praksis

Transkript

1 SOCIOLOGISK INSTITUT KØBENHAVNS UNIVERSITET Bachelorprojekt Andreas Refsgaard (533) og Jesper Fels Birkelund (586) Retssagens teater I spændingsfeltet mellem juridisk ideal og social praksis Vejleder: Marie Bruvik Heinskou Opgavens omfang: tegn Fodnoternes omfang: tegn Afleveret den: 30/05/11

2 Indhold Abstract (533,586) Indledning (533,586) Placering i den eksisterende forskning (533,586) Vores briller (533,586) Problemformulering (533,586) Disposition (533,586) Metodiske overvejelser (533,586) Fokusområde og udvælgelseskriterier (533) Studiet af retssager historisk (586) Observation (533) Metodiske refleksioner Diskussion af empirien Feltnoter vs. retsudskrifter Tilstedeværelse i retssagen Interviews (586) Etiske overvejelser (533) Analysestrategi (586) Kodning af empirien Overblik over analysen Den legitime retssag (533,586) Begrebsdefinition (533) Rettens legitimitet i kontekst af et legalt-rationelt samfund (586) Den legitime retssag grundtanken (533) Dommerens rolle (586) Forsvarsadvokatens rolle (533) Anklagerens rolle (586) Opsamling (533) Retssagens teater en interaktionistisk analyse (533,586) Begrebsapparat (586) Interaktion Setting Roller og performance Hold Retssagens hold Opsamling

3 4.2 Onstage performance, brud og genopretning (533) Definition af onstage Dommeren som holdleder Ironiske ytringer Opsamling Offstage opløsning af roller og nye logikker (586) Goffmans back region og retssalens offstage Interaktioner uden manuskript Fra rolleopfyldende til institutionel logik Tiltaltes isolation offstage Opsamling Gråzonen logikker fra offstage i onstage (533) To eksempler på gråzonen Opsamling Kritiske perspektiver retssagens teater og udfordringer for den legitime retssag (533,586) Luhmann og retssystemet (586) Forsvarsadvokatens grundlæggende logik Når forsvarsadvokaten ikke kan leve op til sin rolle (533) Formidlingen til klienten holde klienten underrettet Fremstillingen af klienten gode personlige forhold Når forsvarsadvokaten ikke vil leve op til sin rolle (586) Pragmatiske logikker Afstand og afsmag Konklusion (533,586) Eksklusionen af tiltalte (533,586) Fremstillingen af tiltalte (533,586) Litteratur Bøger og tidsskrifter Adgang til love og etiske retningslinjer fra hjemmesider Bilag 1 Feltnoter Bilag 2 Transskriberede interviews Bilag 3 Transskriptionsnøgle Bilag 4 Interviewguides Bilag 5 Metodiske refleksioner over interviews VEDLAGT PÅ CD-ROM VEDLAGT PÅ CD-ROM VEDLAGT PÅ CD-ROM VEDLAGT PÅ CD-ROM VEDLAGT PÅ CD-ROM - 2 -

4 Abstract The purpose of this study is to explore how social interactions in the courtroom challenge the legitimacy of the courts and, in extension, the defendants legal security. Legal proceedings are often conceived as standardized situations where formal procedures are carried out by professional actors who without regard to personal or situational considerations perform their duties in accordance with existing legislation. Through observational studies and interviews with a judge, a defence attorney and a public prosecutor, we are attempting to reintroduce humans and social encounters as central to the study of legal proceedings. We focus on situations where court proceedings are in clinch with their formal standards where the institutional actors step out of their pre-defined patterns for acting and the trial is torn between being both a legal and social situation. Drawing on Goffman s concepts such as front and back region, roles and teams, we outline different phases of the trial: Onstage, where the court is in session and the space for action is subject to tight restrictions; and offstage, where the court is in recess or adjourned, and a more informal atmosphere arises with the possibility to signify role distance. In a third phase of the trial, the gray area, the informal offstage logics seem to take over onstage situations and reveal how little the institutional actors of the court really care about the ethical foundation of the legal proceedings if there is no defendant present to perform for. We find the primary onstage logic of the defence attorney to be paradoxically conflicting with this role s professionally ethical obligation to represent the accused in a favourable light and to function as his or her advisor. Even worse are the proceedings offstage phases where enormous cracks appear in the professional façade, and the defence attorney, often in league with the prosecutor and even the judge, seems more occupied with time-saving considerations than the defendant s best interests. Especially the defence attorney s behaviour is problematic because he or she is in direct contradiction with the principle of acting only and exclusively in the client s interests

5 Law is reason free from passion - Aristoteles 1. Indledning Den danske befolkning har sammenlignet med andre lande en bemærkelsesværdig høj tillid til deres retssystem. I den internationale SoCap undersøgelse fra 2005 svarer mere end 9 ud af 10 danskere, at de har tillid eller stor tillid til retssystemet, hvilket er højere end i noget andet land (Svendsen & Svendsen 2006:92). I en weberiansk optik er befolkningens tiltro til domstolene tæt forbundet med retssagens formaliserede karakter og domstolenes dømmen ud fra rationelt formulerede love (Teridman 1987:810). Ifølge Ph.d. og ekstern lektor ved Københavns Juridiske Fakultet, Rasmus H. Wandall, udmærker det danske retssystem sig ved helt ned på domstolenes laveste niveau, byretten, at være præget af mere formaliserede og gennemsigtige principper end lignende institutioner i udlandet: In contrast to the lower courts of several other jurisdictions, in Denmark this court level brings a high degree of formality to the processing of criminal cases ( ) From a legal point of view, the choice to impose immediate imprisonment is guided by clear and relatively simple rules (Wandall 2008:1). Ud fra en sådan vinkel virker studiet af retssystemet udelukkende som en juridisk disciplin og når nu den danske befolkning har tillid til retssystemets legalt rationelle fundament, hvorfor skulle det så overhovedet være relevant for sociologer at beskæftige sig med retssager? Det korte svar er, at ovenstående oprids helt udelader alle menneskelige og sociale aspekter af retssagen som en konkret situation. En retssag er meget andet end et legalt rationelt systems simple kalkuler i henhold til gældende lovgivning. Aristoteles idé om loven som fornuft frigjort fra affekt agerer uden tvivl som rettesnor for både lovens udformning og den dømmende magts beslutninger, men er i sagens natur kun en idé og derfor mere et ideal end en objektiv beskrivelse. I den konkrete retssag er det sociale væsener, der indtager rollerne som anklager, forsvarer, dommer og domsmænd. Enhver, der observerer bare et par retssager, vil også indse, at virkeligheden er anderledes og langt mere kompleks, end de formelle legale principper foreskriver. To retssager er aldrig ens, og det er ud fra en sociologisk betragtning naivt at afvise, at en retssag ud over sine juridiske aspekter ikke samtidig er en social situation. Retssagen bør altså undersøges som en social situation, på linje med andre sociale situationer, med henblik på at undersøge, hvordan de sociale og juridiske aspekter af retssagen påvirker hinanden. 1.1 Placering i den eksisterende forskning Retssagen er i vores optik et forholdsvist overset fænomen i nutidig samfundsvidenskab. Det undrer os, hvorfor en så betydningsfuld situation, der grundet dens åbenhed er let at få adgang til, ikke studeres grundigere og fra flere vinkler

6 Historisk har retten bestemt været både et empirisk og teoretisk fokus for sociologien siden før sociologien overhoved blev anerkendt som en separat disciplin og klassikerne behandlede alle retten som et centralt aspekt af deres samfundsanalyser. Webers fremstilling af den retlige modernisering som en øget formålsrationalisering reflekterede, og repræsenterede måske det klareste eksempel på, hans historiske sociologi. Durkheim så forekomsten af forskellige typer retsformer repressiv og restitutiv som et slags socialt barometer, der indikerede niveauet af mekanisk eller organisk solidaritet i samfundet. Marx behandlede ikke retten på samme direkte måde som Weber og Durkheim, men forholdt sig alligevel til lovene som en særlig del af den institutionelle overbygning, der hjalp til at beskytte den herskende klasses interesser (Manzo 1997:1-2). Fælles for klassikernes syn på retten er en tendens til at reducere domstolenes virke til blot et lille element i et større retsligt system, der videre kun er en del af den sociale struktur som et hele. I midten af 1900-tallet og i forbindelse med især etnometodologiens opståen voksede et mere empirisk fokus på retssagen frem. Disse nye strømninger trak på klassikernes bidrag til retsstudiet, men insisterede som noget nyt på at studere retssagen som et fænomen i sin egen ret (Ibid.:2-3, Atkinson & Drew 1979:1-2). Fokus rykkede sig til minutiøse sociolinguistiske undersøgelser af det talte sprog i retten. Overordnet blev temaet retssagens sociale processer og de interaktioner, som konstituerer dem. Mere specifikt har analyserne især drejet sig om de formelle og funktionelle egenskaber af spørgsmål og svar samt typer af vidnesbyrd og deres indvirkning på juryer. Disse analyser har ofte haft en kritisk vinkel på den retlige diskurs underliggende magt og ideologi (Cotterill 2003:3). Det er denne empiriske drejning, vi tilslutter os, når vi ønsker at studere retssagens sociale setting. Vi ønsker dog at zoome lidt ud fra samtaleanalysens meget minutiøse blik for bedre at kunne se de større penselstrøg retssagens sociale stof. Vi vil anvende en interaktionistisk analyse af retssagens aktører, der fokuserer på deres omgang med de roller, de udfylder i retssagen. 1.2 Vores briller Vi betragter tidsligt og rumligt retssagen som et fænomen i sin egen ret. Vi interesserer os dermed for de interaktioner, der finder sted i retslokalet, fra kort inden retssagen starter til kort efter den slutter. Retssagens interaktioner er funderet i de roller, aktørerne udfylder i retssagen, og de konstellationer af samarbejde, der kan opstå imellem aktørerne. Disse roller og konstellationer af samarbejde er på sin side funderet i det legitimitetsgrundlag, som i rettens kontekst udgøres af regler og forskrifter for god retlig adfærd. Ved at se på retssagen som eksisterende i spændingsfeltet mellem en konkret social situation og et abstrakt juridisk ideal, vil vi forsøge at fokusere på de situationer, hvor førstnævnte forårsager brud på sidstnævnte. Vi vil analysere disse brud med fokus på konsekvenserne for tiltaltes mulighed for en fair retssag tiltaltes retssikkerhed

7 1.3 Problemformulering På den måde når vi frem til følgende problemformulering: På hvilke måder udfordres principper for den legitime retssag af den sociale interaktion i retssalen, og hvilke problematikker ift. tiltaltes retssikkerhed opstår som følge heraf? 1.4 Disposition Efter disse indledende bemærkninger vil vi præsentere vores metodiske tilgang til undersøgelsen og kritisk diskutere vores brug af observationsstudier og interviews. Efter en kort eksplicitering af vores analysestrategi indledes analysen med et mindre afsnit om den legitime retssag. Selve kernen i analysen falder i to dele. Første del er en goffmansk inspireret interaktionistisk analyse af retssagens interaktioner. Efter indledningsvist at have sat Goffmans dramaturgiske begrebsapparat i relation til en retssag følger tre empiriske analyser af interaktion i tre forskellige tidslige faser af retssagen. I anden del samler vi op på denne analyse og forholder den kritisk til det legitimitetsgrundlag, vi indledende præsenterede. Her vil de interaktionistiske perspektiver blive suppleret med mere strukturorienterede teoretiske perspektiver fra henholdsvis Luhmann og Bourdieu. Vi ønsker at skabe en dybere forståelse for især forsvarsadvokatens mangfoldige logikker, der kan være i clinch med det legitimitetsgrundlag, rollen er baseret på. Afslutningsvist vil der blive konkluderet på disse brud på den legitime retssag og de udfordringer, de skaber for tiltaltes retssikkerhed

8 2. Metodiske overvejelser I det følgende vil vi eksplicitere, hvordan vi har opnået viden om og indsigt i den måde, interaktionerne i retssager foregår på. Vores metodiske tilgang er en kombination af observationsstudier og kvalitative enkeltinterviews. Vi har valgt at starte nedefra ved at tage ud og observere retssager, som dagligt finder sted i retslokalerne ved Københavns Byret. Rent praktisk er det oplagt, idet retsforhandlinger i udgangspunktet er offentlige, og vi dermed har haft fri adgang til retssagen som fænomen. Vi betragter det også som en unik mulighed for at få direkte adgang til fænomenet i stedet for at interviewe os frem til andenhåndsberetninger. Vores interviews skal dermed primært forstås i et metodetriangulerende perspektiv. Ved at gå i dialog med retssagens aktører søger vi at udfordre og dermed kvalificere vores tolkninger fra observationsstudiet. Først vil vi specificere vores empiriske fokus vores udvælgelseskriterier for observationer og interviews. Dernæst vil vi kort danne en historisk ramme om studiet af retssager og især positionere os i forhold til den inden for området dominerende etnometodologiske tradition. Med udgangspunkt i dette vil vores epistemologiske grundlag blive diskuteret herunder en diskussion af vores empiri. Endelig vil mere konkrete overvejelser om vores tilstedeværelse i retten blive fremhævet. 2.1 Fokusområde og udvælgelseskriterier Vi har foretaget i alt tolv observationsstudier i forbindelse med dette projekt. Heraf to indledende pilotobservationer og ti reelle observationer. Alle har de fundet sted i retslokaler i Københavns Byret i februar og marts Udvælgelseskriteriet har været strafferetssager, der ikke er tilståelsessager, i Københavns Byret. I dette ligger tre aspekter: 1) Idet retssagerne ikke er tilståelsessager, skal skyldsspørgsmålet bestemmes, hvilket skaber de umiddelbare forudsætninger for retssagens sociale spil. Tilståelsessager er kortere, indeholder færre aktører og er udelukkende beregnet på bestemmelsen af straflængde, hvilket ikke på samme måde skaber grobund for et nuanceret billede af retssagens interaktionsrum. 2) I stedet for byretten kunne fokus lige så vel have været på f.eks. landsretten eller endda Højesteret, idet retssagerne her ligesom i byretten er offentlige. Rationalet har været, at retssager i byretten alt andet lige er mindre formelle end ved de højere retsinstanser. Sagerne er af mindre principiel karakter, hvorfor grundlaget for at bryde med de stringente procedurer tilsvarende er større. Desuden er retssagerne kortere i byretten varer en retssag typisk et par timer, mens de kan vare flere dage ved de højere instanser. Dette har betydet, at vi har kunnet prioritere at overvære flere forskellige sager

9 3) Valget af strafferetssager er sket på bekostning af civile sager. I strafferetssager er det ikke to civile parter, der står over for hinanden, men med en klassisk engelsk allegori man against the system. Her er det i vores optik interessant at undersøge, hvordan systemet formår at leve op til dets egne idealer i dets behandling af den almene borgers straffesag. Et fjerde kriterium, vi har overvejet i forbindelse med valget af strafferetssager, er karakteren af den kriminalitet, der skal prøves ved retten. Her har vi efterstræbt at overvære retssager, der omhandler besiddelse af stoffer samt mindre berigelseskriminalitet som især hæleri og tyveri 1. Dette har dels været en etisk overvejelse om ikke at observere grove kriminalitetsformer som f.eks. vold, voldtægt eller endda mord (se afsnit 2.5 Etiske overvejelser ), men skal også ses i lyset af vores ønske om mindre formelle retsforhandlinger. Vi har bevidst undgået økonomisk kriminalitet af forskellig art ud fra en forestilling om, at sådanne retsforhandlinger er meget tekniske, og at tiltalte måske selv kan være en juridisk informeret aktør. Vi har også haft en formodning om, at berigelseskriminalitet og mindre forseelser med euforiserende stoffer ville være to typer af kriminalitet, hvor de tiltalte socioøkonomisk ville befinde sig langt fra forsvarer, anklager og dommer. Forekomsten af en social og forståelsesmæssig afstand mellem tiltalte og de institutionelle aktører er interessant, da den potentielt udgør en udfordring for rettens opretholdelse af sine egne idealer og legitmitetsgrundlag. Ud over observationsstudierne har vi foretaget tre kvalitative interviews med hhv. en forsvarsadvokat, en anklager og en dommer, der alle jævnligt optræder i strafferetssager ved Københavns Byret. Disse fandt alle sted i april Det kunne have været givende at lave flere interviews, men i en prioritering af observationsstudierne begrænsede vi os til et interview med hver af de institutionelle aktører 2. De interviewede er en mandlig forsvarsadvokat på omkring 60 år, en mandlig anklager på omkring 40 år og en kvindelig dommer på omkring 50 år 3. 1 Den praktiske udvælgelse af retssager har foregået på Danmarks Domstoles hjemmeside, hvor der lægges ugentlige retslister ud, som viser, hvor og hvornår retsforhandlingerne finder sted, samt hvilken type kriminalitet, tiltalte står anklaget for. I realiteten er typen af kriminalitet ikke altid udspecificeret, og vi har ikke altid kunnet finde retssager, der lå inden for vores umiddelbare fokus. Derfor har vi ud over tyveri, hæleri og euforiserende stoffer også observeret retssager, der omhandlede hærværk, telefontrusler og kast af flaske mod politibetjente. 2 Interviews med personer, der har stået som tiltalte ved en retssag, kunne også have bidraget med et interessant perspektiv. Her har vi dog igen måttet prioritere, og de institutionelle aktører er nu engang dem, som dette projekt baserer sig på, ift. disses efterlevelse af kravene til en legitim retssag. 3 Vi har valgt ikke at lave en uddybende informantpræsentation, da vi primært bruger informanternes udsagn som supplement til vores feltnoter. Desuden ser vi informanterne som repræsentanter for deres roller som forsvarer, anklager og dommer, snarere end som privatpersoner, hvis personlige baggrund det er nødvendigt at have styr på for at forstå deres udsagn. Rent praktisk ved vi heller ikke meget mere om de tre informanter end deres stilling, arbejdsplads og omtrentlige alder. De tre interviewpersoner er rekrutteret gennem personlig kontakt til anklager efter en retssag, en venindes kæreste, der gav os en mailadresse til en forsvarsadvokat, og endelig gennem formel forespørgsel til Københavns Byret om tilladelse til et interview med en dommer

10 Observation af tolv retssager og interviews med tre jurister er selvfølgelig et begrænset empirisk materiale, hvorfor vi heller ikke gør os nogen tanker om en endelig empirisk afdækning og repræsentation af retssagen som fænomen. På trods af vores begrænsede empiriske materiale, mener vi at have observeret klare systematikker i retssagens interaktioner, som må formodes at være gældende for retssager generelt og dermed pege ud over vores konkrete undersøgelse. 2.2 Studiet af retssager historisk En kort historisk analyse af studiet af retssager vil nu danne udgangspunkt for vores videre metodiske refleksioner. En klassisk tilgang til dette studium er den marxistisk inspirerede retssociologi. Denne tilgang kritiseres rimeligt nok for sjældent at være tilstrækkeligt genstandssensitiv til at engagere sig i detaljerede beskrivelser og analyser (Atkinson & Drew 1979:3-4). De empiriske analyser bærer i stedet præg af en eklektisk tilgang, hvor særligt interessante observationseksempler udvælges og analyseres ud fra et allerede opstillet teoretisk apparat. I stedet for at stille spørgsmål om retssagens sociale processer bliver spørgsmålet i højere grad, hvad retten som system kan siges at gøre ved tiltalte hvordan tiltalte i retten undertrykkes, fremmedgøres, stigmatiseres, bliver labeled etc. (Ibid.). Mere inspiration henter vi fra den etnometodologiske tradition, som har dannet baggrund for store dele af det retssociologiske bidrag, der har analyseret retssagens sociale orden 4. Denne tankestrømnings opståen kan ses som en protest mod den sociologiske tilbøjelighed til at presse stramme teoretiske koncepter ned over komplekse sociale fænomener (Ibid.:18). Etnometodologerne fandt det naivt at tro, at vi som samfundsforskere skulle have en særlig adgang til verden som den er i al sin kompleksitet. Det er arrogant at bilde sig ind, at sociologiske beskrivelser og forklaringer skulle betragtes som anderledes end lægmænds i den forstand, at de skulle være en bedre repræsentation af den virkelighed og de hændelser, der dagligt omgiver os alle. Som socialforskere skal vi ikke hæve os over den verden, det er vores opgave at beskrive og forklare. Etnometodologiens modsvar bliver derfor at lave accountable forskning i øjenhøjde (Manzo 1997:5). Accountable i den forstand, at man opfatter de involverede aktører som refleksive væsner, såkaldte members, hvis handlinger ikke skal studeres og tolkes, men skal forstås ud fra de meninger, de selv tillægger dem. Spørgsmålet bliver her, hvordan (og ikke hvorfor) folk i sociale situationer i al deres hverdagslige kontekst skaber den sociale social orden, der omgiver dem. I retten som institutionel setting bliver fokus for undersøgelserne, hvordan members selv beskriver og tillægger deres aktiviteter mening, og hvordan disse forståelser tit er anderledes end dem, der bliver tillagt dem udefra og fra institutionens side (Ibid.:7). Dette gap mellem praksis på den ene side og idealiserede teoretiske konstruktioner af loven på den 4 Traditionens grundlægger, Harold Garfinkel, navngav faktisk etnometodologien i forbindelse med en analyse af juryers mønstre for beslutningstagning i Chicago i midten af 1900-tallet (Atkinson & Drew 1979:23)

11 anden side søger etnometodologien at imødekomme ved at lade de undersøgte members komme til orde og i en forstand lable sig selv nedefra (Ibid.:11). Tilgangen til at lade analysepersonerne selv italesætte deres levede aktiviteter lægger selvfølgelig op til kvalitative interviews, men har historisk også baseret sig på direkte studier af sociale fænomener. I sådanne etnografiske studier bliver fokus at sætte sine traditionelle sociologiske tolkningsrammer til side, i parentes, for at inspicere aktiviteterne direkte og på deres egne vilkår (Ibid.:8). Det gælder i en vis forstand om at kunne se træerne for skoven. Disse etnografiske studier er dog i sig selv modstridende med ambitionerne om at fralægge sig rollen som observatør og lade de studerede individer tale for sig selv. I studiet af retsforhandlinger opstod i 1960 erne i stedet en ny tendens, som tog båndoptagelser og retsudskrifter som dets data. Hermed kunne man zoome helt ind på det talte sprog i rettens interaktioner og lave mere minutiøse analyser af, hvordan retssagens aktører skaber meningsfyldte argumentationer. Etnometodologisk samtaleanalyse blev hermed studiet af hverdagens og den institutionaliserede organisations tale og relaterede aktiviteter. 2.3 Observation Metodiske refleksioner Fokus for vores projekt er retssagen som en social setting. Ligesom etnometodologerne starter vi nedefra i vores analyser af denne. Ved at betragte retssagen som en tidsligt og rumligt afgrænset hændelse, ønsker vi at studere dens faser og de relevante aktørers tale og interaktion. Vores udgangspunkt er, om ikke forudsætningsløst, så eksplorativt og uden nogen form for faste besnærende teoriapparater. Ligesom i flere etnometodologiske undersøgelser er det også et særlig gap, der i første omgang har animeret vores sociologiske undren. Vi interesser os for, hvordan de på en gang meget faste og abstrakte regler for interaktion i retssagens praksis faciliteres, og hvilke brud, der kan forekomme på dem. Forekomsten af denne afstand mellem ideal og praksis tillægger vi den sociale situations egendynamik, som aldrig helt lader sig tøjle af reglers snærende bånd. Denne egendynamik bunder, som etnometodologien foreskriver, i det refleksive og bevidst handlende menneske, men også i et menneske, der indgår i sociale sammenhænge, som det ikke altid er fuldstændig herre over eller får total indsigt i. Hermed anerkender vi den kritik, som f.eks. Goffman har rettet imod etnometodologien (Hviid Jacobsen & Kristiansen 2002:205). Vores udgangspunkt er, at mennesket i retssagens kontekst er underlagt mange forskellige inklinationer og logikker, hvoraf nogle er bevidste og meningsfulde og andre ikke. Denne anke mod etnometodologiens refleksive aktører gør, at vores rolle som analysatorer bliver en anden end den egalitære. Vores rolle er ikke rent beskrivende at manifestere det allerede tænkte; vi må være kritiske over for aktørers rationaler for handlen. Som udefrakommende har vi et anderledes blik end det vante. Et skævt blik, som kan bryde igennem de common-sense-forståelser, der fører til at noget betragtes som selvfølgeligt eller

12 meningsfuldt. Vores rolle er dermed en udfordrende dialog med rettens aktører og deres rationaler og mønstre for handlen. Denne verdens kompleksitet gør at vores umiddelbare induktive tilgang til rettens sociale setting ikke er frugtbar hele vejen igennem projektets proces. Det har været nødvendigt løbende at grave et par kritiske spadestik dybere, end verden selv har præsenteret sig. Meget åbent gik vi til vores indledende pilotobservationer, hvor vi kun i begrænset omfang skrev noter og i stedet mærkede efter, hvordan strukturen i de sociale interaktioner foldede sig ud, og hvordan de kunne siges at bryde med rettens idealer. Herfra begyndte så de indledende øvelser med se disse sociale omstændigheder i lyset af det teoretiske bagtæppe, vi som sociologer trækker rundt på. De følgende reelle observationer har været guidet af disse indledende tanker, som skabte en ramme omkring forståelsen af retssagens roller og interaktioner og de logikker, der er på spil. På den måde har vi formet projektet som en abduktiv dialog mellem empiriske observationer og teoretiske inspirationer. Dette er også en indsigt, vi henter i, at forskning og forståelse i al almindelig er hermeneutisk; vores abduktive proces har været en anerkendelse af dette vilkår. Man kan ikke gå totalt induktivt til et fænomen og derigennem afdække det som det er. Med den filosofiske hermeneutiker Gadamers ord, må vi anerkende vores grundlæggende fremmedhed til de fænomener, vi vil undersøge (Gadamer 1999:130). Denne fremmedhed møder os som en forforståelse, der udgør et fikspunkt for den forstående proces. Forståelsen bliver dermed en forhandlende dialog mellem fænomenernes egenart og vores på forhånd etablerede forståelsesrammer. I denne sammenhæng kan det være relevant at anerkende sin egen aktive og subjektive rolle i den grundlæggende formulering af et socialvidenskabeligt projekt. Selvom vi er startet fra en meget generel idé om retssagens gap og fra en åben teoretisk tilgang, så kan hele grundidéen om denne afstand mellem abstrakte regler og faktisk handlen ses som inspireret af vores personlige sympatier. Den tiltalte, der i retten står over for et fremmed system, er afhængig af en fair retssag. Aspekter af retssagen, der bryder med disse idealer, vil klart være et fokuspunkt for os. Dette gør, at vi lægger mærke til bestemte ting i retssager, måske overser andre, og dermed tolker (og måske dømmer) handlinger i et bestemt lys. Et sådant normativt grundlag kan vi ikke helt frasige os, selvom vi forsøger at gå både eksplorativt og nøgternt til værks Diskussion af empirien Vores i første omgang åbne og eksplorative tilgang til retten som fænomen er ud over det bevidste fravalg af et teoriapparat også rent praktisk funderet i vores ambition om at tage detaljerede og beskrivende feltnoter. Vi har lagt stor vægt på at lade den sociale situation tale for sig selv ved udelukkende at beskrive retssagens hændelsesforløb og ikke tolke direkte i situationen. I de situationer, hvor vi alligevel har følt os foranlediget til at vurdere og analysere interaktionerne, har vi markeret tydeligt ved brug af klammer:

13 Kvindelig domsmand får øjenkontakt med mandlig domsmand og smiler [En overbærende anerkendelse af oplæsningens trivialitet] (Retssag 3, Jespers feltnoter: ) Der er taget feltnoter lige op til retssagens start, under hele retssagens forløb, inklusiv pauser, og også i tidsrummet lige efter retssagen, indtil alle aktører har forladt retslokalet. På den måde forsøger vi at indfange hele retssagen som situation og dermed den kontekst, som de enkelte interaktioner skal ses i. Vores feltnoter er selvfølgelig begrænsede på den måde, at det kun er et begrænset uddrag af retssagens tale og øvrige sociale gestikulationer, de indfanger. En retssag er som så mange andre situationer så begivenhedsrig, at det praktisk er umuligt at indfange alt. Vores fokus har især været på, hvad vi har opfattet som bruddene i retssagen. Længere formelle procedurer og juridiske argumentationer er kun nedfældet refererende, mens humor, følelsesmæssige udbrud og alt, der ligger uden for den grundlæggende juridiske diskurs, er forsøgt indfanget mere detaljeret. Vi har efterstræbt at være tro mod situationerne ved hovedsageligt at fokusere på det talte ord og få nedskrevet de relevante dialoger og monologer så fyldestgørende og nøjagtigt som muligt. Dertil forsøger vi at indsætte disse ytringer i kontekst af både hele retssagens forløb og de mere specifikke forhold omkring den situation, de udspringer af f.eks. hvem der er til stede i øjeblikket, hvordan de står, og evt. retter deres fokus i forhold til hinanden. Detaljerede og beskrivende feltnoter betyder selvfølgelig ikke, at vi objektivt beskriver verden som den er. Som allerede erkendt, er det praktisk umuligt at få alt ned på papir i observationen af en retssag. Det, vi får nedfældet, er påvirket af det fokus, vi går til observationerne med vores fokus på retssagens brud. Løsningen med at indsætte retssagens tale i den sociale kontekst kan endda kritiseres for at skabe de selvsamme problemer, den er tænkt til at imødegå. Som samtaleanalytikerne Atkinkson og Drew sarkastisk bemærker, er etnografens mission en indefinitely extendible descriptive enterprise that necessarily follows from an ethnographic focus on contextual features (Atkinson & Drew:33). Det er en uendelig mission at beskrive en kontekst for hvad er kontekstens kontekst? Det man endelig udvælger som konteksten er så endvidere farvet af det fokus, som også i første omgang fik en til at fokusere på en bestemt sproglig ytring. De sproglige ytringer, der står som de primære data i vores feltnoter, kan heller ikke siges at være en objektiv gengivelse af det sagte. For det første er de fragmenterede, fordi retssagens dialoger kan indeholde så meget information, at det er svært at citere mere end brudstykker. Selv det, vi får gengivet, er usikkert på den måde, at de informationsfyldte dialoger gør det svært nedfælde alt ordret. Faren er her, at vi hører, hvad vi ønsker at høre og dermed ender med ikke blot fragmenteret, men også tendentiøs empiri. For at imødegå disse problematikker har vi benyttet, hvad man kan kalde en forskertrianguleringsstrategi (Denzin 1989:239). Ved de fleste retssager har vi begge været til stede som

14 observatører 5. Idet vi begge tager feltnoter til de samme observationer sikrer vi en større reliabilitet i gengivelsen af retssagens interaktioner. Først og fremmest får vi herved indfanget flere aspekter af retssagen, idet det den ene af os overser, overhører eller ikke formår at få nedfældet, får den anden måske med. I gengivelsen af det sagte kan vi tilmed sammenligne vores citater og i tilfælde af overensstemmelse imellem dem, opnår vi større sikkerhed omkring, at vi har formået en rimelig korrekt gengivelse Feltnoter vs. retsudskrifter Argumenterne for at observationsdata er fragmenteret og vinklet er samtaleanalytikernes stærkeste grunde til at overgå til transskriberede båndoptagelser og retsudskrifter fra retssager 6. Vores valg af observationsstudier med feltnoter kan i første omgang ses som en praktisk beslutning, idet det var den mulighed, der umiddelbart bød sig. Det er ganske enkelt forbudt ved lov at lyd- eller videooptage retsforhandlinger (Retsplejeloven 32). Dertil kommer, at officielle retsudskrifter er svære at få adgang til og sjældent bliver foretaget til mindre retsforhandlinger i Danmark. Når det er sagt, så har vores valg af feltnoter bestemt været bevidst, idet vi har set flere oplagte fordele ved denne form for empiri. Først og fremmest har vi selv været til stede og overværet retssagerne i stedet for blot at have læst dem. Denne tilstedeværelse giver en anden mulighed for at se det sociale udfolde sig i situationerne. Vi kan se alt det, der ligger imellem linjerne imellem de rent sproglige aspekter af retssagen. F.eks. har vi kunnet fokusere på, hvordan aktørerne bruger latter og toneleje i deres dialoger, og hvor de rent fysisk befinder sig i lokalet i forhold til hinanden. Denne talens kontekst kan kritiseres jf. ovenstående, men i vores optik er løsningen ikke helt at ignorere problemet. Det er naivt at tro, at man skulle møde verden renere og mere direkte, fordi man baserer sin forskning på mere objektivt transskriberede retsudskrifter her er biasen blot den totale mangel på talens kontekst. Mindst lige så relevant for vores projekt har været det, der mere bogstaveligt ligger mellem linjerne i retssagen de faser af retssagen, hvor selve forhandlingen ikke er i gang. Dette er især i retssagens pauser og i minutterne lige op til og lige efter den formelle retsforhandling. I vores behandling af retssagen som et socialt rum, der kan bryde med de formelle idealer, er disse uformelle faser helt centrale. Det er i sådanne pauser, at spændingsfeltet mellem det 5 Dette har været tilfældet for begge pilots samt 8 ud af de 10 øvrige retssager; de sidste 2 retssager overværede vi hver for sig. 6 Dertil kommer, at man ved at benytte sig af fuldt ud transskriberede retsforhandlinger i en forstand mindsker afstanden mellem empirien og dem, der i sidste ende skal læse undersøgelsen og bedømme dets datagrundlag. Forskeren og læseren har her samme adgang til den fremlagte empiri, hvorfor de følgende tolkningers hensigtsmæssighed nemmere kan vurderes eller diskuteres. Ved at fremlægge empiri, læsning af empiri og den følgende analyse af denne læsning, sikrer samtaleanalysen sympatisk nok større gennemsigtighed i arbejdet. Vi efterstræber ligeledes gennemsigtighed ved at vedlægge vores feltnoter som bilag til projektet dog må vi leve med disses subjektive karakter

15 formelle og uformelle for alvor kan manifestere sig. Officielle retsudskrifter er selvfølgelig kun tænkt til de formelle faser af retsforhandlingen, hvorfor en analyse baseret på dette materiale helt ville overse store dele af retssagens sociale spil Tilstedeværelse i retssagen Den typiske observation starter med, at vi møder op foran retslokalet 5-10 minutter før det tidspunkt, retssagen er planlagt til. Døren står typisk åben, så vi frit kan træde ind i lokalet, sætte os på tilhørerpladser placeret op af bagvæggen og begynde at tage noter. På den måde får vi et billede af retssagens optakt, hvor forsvarer og anklager ankommer, af og til går en retssekretær rundt i lokalet, og vi ser tiltalte ankomme og hilse på sin forsvarer. I udgangspunktet forsøger vi at spille så lille en rolle som muligt i retssagen 7. Vi er synligt til stede i retssagen, men tilstræber at påvirke interaktionen så lidt som muligt ved ikke selv at indlede samtaler med retssagens aktører og klæde os i pænt, men ikke for formelt tøj. I det hele taget forsøger vi ikke at henlede opmærksomhed på os selv. Selvom vi gør vores bedste for at fremstå neutrale og forblive på afstand, er der ingen tvivl om, at vi bliver bemærket og er en mere eller mindre aktiv del af det rum, vi observerer. Det er sjældent, vi ikke er blevet spurgt om vores ærinde i retssagen, og sådanne forespørgsler har vi altid svaret ærligt på. Efter retssagen har vi sommetider selv taget kontakt til især forsvarer og anklager for enten at afklare tekniske tvivlsspørgsmål eller høre, om de kunne være interesserede i at give et interview. Vi vælger dog ikke at tillægge vores tilstedeværelse i retssagerne den store betydning for de interaktioner, der har udspillet sig. Det er en helt naturlig del af retssager, at der er tilhørere, eller publikum. Det være sig venner eller familie af tiltalte, jurastuderende, journalister eller andre interesserede. Derfor virker det generelt som om, at især de institutionelle aktører ikke lader sig påvirke synderligt af et par sociologistuderendes tilstedeværelse. Især under selve retsforhandlingerne falder vi naturligt i baggrunden. I pauserne bliver vi talt til, men i aktørernes interne dialoger lader det dog ikke som om, de tager nogen form for hensyn til vores tilstedeværelse. Dertil er det snarere reglen end undtagelsen, at de har publikum på. 2.4 Interviews Som med vores observationer har vi gjort os overvejelser omkring udførslen og den vidensmæssige status af vores interviews. De tre interviews er udført i tiden umiddelbart efter vores observationsstudier og har på den måde været en mulighed for at diskutere disse observationer med disse institutionelle aktører, der agerer i retssager hver eneste uge, og få deres perspektiv på vores tanker. Man kan kalde interviewene en slags sikkerhedsventil eller et led i en metodisk triangulering, hvor vi ved at undersøge retssagens interaktioner fra et alternativt perspektiv har kunnet udfordre og nuancere vores foreløbige læsninger og tolkninger. 7 Hvis man skal sætte en mærkat på vores position som forskere i feltet, placerer vi os et sted mellem Observers-as-participants og complete observes (Bryman 2004:301)

16 Da interviewene imidlertid ikke er vores primære empiri, har vi valgt at placere yderligere refleksioner om disse i bilag 5. I bilag 4 findes desuden interviewguides og i bilag 3 en transskriptionsnøgle. 2.5 Etiske overvejelser Ud over metodiske og praktiske overvejelser omkring vores empiriindsamling har vi løbende også skulle forholde os til etiske problemstillinger ved vores projekt. En af disse kan anskueliggøres ud fra Brymans skelnen mellem overt versus covert ethnography, dvs. mellem feltstudier, hvor man som forsker åbent melder sin position og ærinde ud over for feltet, og feltstudier, hvor man forsøger at holde sin reelle identitet og opgave hemmelig (Bryman 2004:294). Som tidligere beskrevet har vi forsøgt at tiltrække så lidt opmærksomhed som muligt før, under og efter retssagen men ved ikke på forhånd at melde vores identitet og ærinde ud, umuliggør vi indhentelse af informeret samtykke 8 : Covert observation transgress that principle because participants are not given the oppertunity to refuse to cooperate. They are involved whether they like it or not (Ibid.:296). Retssager er åbne for offentligheden, og eftersom vi hver gang, vi blev spurgt ind til vores ærinde i retssalene, svarede ærligt, mener vi ikke at have overtrådt nogen etiske grænser 9. I stedet har vi taget en række etiske forholdsregler vedrørende vores væren i retssagerne og omgang med empirien derfra. Vi har forsøgt at holde os fra særligt følsomme sager omkring vold, seksuel misbrug eller mord. Derudover har vi været indstillet på at forlade retssagen, hvis tiltalte undervejs ytrede dette ønske, eller vi selv havde fornemmede en trykket stemning omkring vores tilstedeværelse. Dette har vi dog på intet tidspunkt oplevet som værende tilfældet. Endelig har vi anonymiseret feltnoterne, så geografiske steder, navne og andre særlige kendetegn ikke fremgår i deres oprindelige form. Interviewtransskriptionerne er anonymiseret på samme vis som feltnoterne. 2.6 Analysestrategi Vi vil i dette afsnit kort gøre rede for, hvordan vores empiriske materiale er blevet analyseret, og hvordan vores analyse er struktureret. 8 Vi giver ikke retssagens aktører muligheden for at sige til eller fra og forbryder os dermed mod eksisterende etiske forskrifter, som f.eks. den amerikanske sociologiforenings Code of Ethics stykke 12.01a (American Sociological Association 1999). Spørgsmålet er dog, om dette kunne have været undgået på en fornuftig måde, og hvor stort et etisk problem der reelt er tale om. 9 For rettens tiltalte og vidner ville vi dog gerne have indhentet informeret samtykke. Omvendt har vi ikke ønsket at være en ekstra byrde for dem og gøre dem mere nervøse i en i forvejen presset situation. Mange tiltalte ankommer først til retssalen få øjeblikke, inden denne reelt går i gang, og vi har følt det som værende meget upassende, hvis vi skulle rejse os op og melde ud, hvad vores projekt gik ud på under retssagen. Ud over at tiltrække opmærksomhed og forstyrre retssagens aktører og situationens naturlighed, ville tiltalte potentielt føle sig under endnu større pres, end vedkommende i forvejen var under, idet der sad forskere og analyserede på deres gøren og laden. Flere tiltalte forstod desuden ikke dansk og at skulle forklare et forskningsprojekt gennem en tolk til tiltalte, der ofte kommer direkte fra varetægtsfængsling, har vi også vurderet som værende mere skadeligt end gavnligt

17 2.6.1 Kodning af empirien Undervejs i empiriindsamlingen var det ikke til at undgå at danne sig forskellige idéer om analysens opbygning, og hvilke teoretiske perspektiver det kunne være interessant at inddrage. Vi forsøgte dog at lægge disse overvejelser til side og gå så induktivt som muligt til læsning og kodning af empirien. Efter empiriindsamlingen gennemlæste vi derfor vores materiale eksplorativt og fandt ud af, at det for vores feltnoter i første omgang var interessant at skelne mellem situationer, hvor retssagen var i gang og situationer, hvor retssagen ikke var i gang. Imidlertid var det svært at passe alle situationer ind i denne opdeling, hvorfor en tredje kategori, gråzonen, blev oprettet. Inden for hver af disse temablokke fokuserede vi på at kortlægge mønstre for interaktion ved at adskille alle interaktioner mellem f.eks. forsvarer og anklager fra interaktioner mellem forsvarer og tiltalte og yderligere opdele disse ift., hvad interaktionen overordnet gik ud på. For at kunne gøre dette, meningskondenserede vi de forskellige interaktionssituationer uden at forsøge at tolke eller tænke disse i forhold til et teoretisk analyseapparat Overblik over analysen Vores analyse baserer sig i høj grad på kodernes skelnen mellem situationer, hvor retssagen er i gang, hvor den ikke er i gang og endelig gråzonen. Disse tre temaer har derfor fået hvert sit afsnit i analysen, som i alt består af seks dele. Først en teoretisk diskussion af retssagens legitimitetsgrundlag, der empirisk trækker på dels lovskrifter og etiske retningslinjer, dels vores tre interviews. Dernæst kommer et teoretisk afsnit om Goffmans dramaturgiske begrebsapparat set i en retssagskontekst, hvorefter de tre hovedtemaer fra vores kodning har fået hver deres afsnit under overskrifterne Onstage, Offstage og Gråzonen. Endelig kommer afsnittet Kritiske perspektiver, hvor vi sætter vores analytiske hovedpointer fra de foregående afsnit i nye teoretiske lys vha. Luhmann og Bourdieu. 10 Vores interviews blev også kodet efter de tre inddelinger i retssagens faser, men kom grundet vores spørgeguide også direkte ind på emner som Rettens legitimitet, Tiltaltes rolle i retssagen og Kritiske perspektiver på forsvarerens rolle, som derfor blev koder specifikt for vores interviews

18 3. Den legitime retssag I det følgende vil vi undersøge det danske retssystems eller mere specifikt den danske retssags legitimitetsgrundlag. Dette vil vi bruge løbende i analysen til at forstå retssagens institutionelle aktørers forhold til de roller, de påtager sig i situationen. Samtidig vil rettens legitimitetsgrundlag være udgangspunktet for vores senere kritiske analyse af, hvorvidt retssagens faktiske sociale dynamikker lever op til disse normative forskrifter. 3.1 Begrebsdefinition Legitimitet er et ofte benyttet koncept inden for socialforskning, men defineres forskelligt og mangler en klar begrebsliggørelse (McEwen & Maiman 1986:257). Overordnet refererer legitimitet som koncept til en offentlig institutions ret til at blive adlydt (Mack & Anleu 2010:139), hvilket vi accepterer som bred definition og udgangspunkt. Inden for den retspositivistiske tradition refererer legitimitet som ret til at blive adlydt til institutionelle aktørers opførsel, som er i overensstemmelse med et sæt etablerede regler eller principper (McEwen & Maiman 1986:258). Dette betegnes som institutionel legitimitet. Disse tanker må til dels adskilles fra en klassisk weberiansk forståelse, hvor legitimitet ikke kan begrænses til et udelukkende internt fokus på institutioners virke (ibid.). For Weber tilhører legitimitet en institution, som et spejlbillede tilhører et spejl. Legitimitet involverer her en ekstern befolkning af individer og deres perception af, at en institutions regler og beslutninger er obligatorisk bindende for dem. Denne attitude skal så videre føre til en adfærd, hvor der sker frivillig overholdelse af regler, hvormed en legitim orden kan opretholdes 11. Inden for rammerne af vores projekt er den specifikt institutionelle opfattelse af legitimitet relevant, idet vi vil forstå de regler, der ligger til grund for det danske retssystem, og forstå hvordan aktørerne i retssagens kontekst trækker på disse. 3.2 Rettens legitimitet i kontekst af et legalt-rationelt samfund Selvom vi ikke tager udgangspunkt i Webers forståelse af legitimitet, så er hans placering af begrebet i en moderne kontekst stadig interessant og aktuel. Weber knytter til enhver gældende herredømme- eller autoritetsform understøttelse af en tilsvarende legitimitetstro (Weber 2003:175). Vi følger Weber, idet han plæderer for, at vi grundlæggende lever inden for rammerne af et moderne legalt-rationelt bureaukratisk samfund. Her indenfor er legitimitetsgrunden et system af rationelt formulerede regler og love. Den bureaukratiske struktur er en forudsætning for forvaltningen af et moderne, højt differentieret samfund (Dalberg-Larsen 2004:26-27). Inden for rammerne af retssystemet 11 Forholdet mellem institutionel legitimitet og frivillig adfærd, der er i overensstemmelse med den institutions bestemmelser, anses tit som værende kausalt forbundet. I et demokratisk retssamfund knytter det sig bl.a. til det forhold, at lovene er formulerede ud fra demokratiske principper og dermed kan ses som en afspejling af folkestemningen

19 kan man sprogfilosofisk argumentere for, at almindelige procedurer for ræsonnering, som de manifesteres i f.eks. samtalepraksis, kommer til kort i komplekse forhandlinger om faktiske omstændigheder, placering af skyld og ansvar etc. Og de kommer til kort, idet sådanne forhold skal bestemmes med genkendelig bestemthed og endelighed (Atkinson & Drew 1979:7-8). Ved at specificere love og procedurer for implementering søger rettens bureaukratiske forvaltning at skabe standardiserede og effektiviserede løsninger på problemer, hvor dagligdags forhandlingspraksis i stigende grad forekommer utilstrækkelig. Det forhold, at det specificerede system af regler og procedurer i udgangspunktet er formuleret af det samme tvetydige og kontekstafhængige sprog, det blev sat i verden for at ordne, gør det dog paradoksalt umuligt for dette lovsystem at opnå status af en definitiv løsning. Hvordan en regel skal forstås og efterleves vil altid afhænge af en konkret situation, hvor den tolkes i et bestemt lys af en bestemt kontekst. For at retssystemet skal kunne leve op til sit legitimitetsgrundlags krav om lovmæssig standardiseret proces, har de formelle love brug for en overbygning, hvor der råder nogle uformelle, men stabile retningslinjer for god retslig proces (Bitsch et al. 2002:55). I selve udførelsen af lovene i retssagens mikroprocesser bliver legitimitetsgrundlaget afhængigt af de institutionelle aktørers efterlevelse af det skrevne ord, men også nogle værdier, som ikke udelukkende baserer sig på læsning af loven, men må indlæres ved praktisk omgang med feltet (Atkinson & Drew 1979:9). I det følgende vil vi forsøge at indfange rettens legitimitet i spændingsfeltet mellem disse formelle og uformelle regler. 3.3 Den legitime retssag grundtanken Den europæiske menneskerettighedskonvention (EMK) og Retsplejeloven (RPL) er to centrale kilder for lovgivning omkring den retlige proces i Danmark. I EMK s artikel 6, stykke 1 udtrykkes den retlige grundværdi som retten til en retfærdig rettergang: Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. EMK er inkorporeret direkte i dansk lovgivning, hvorfor denne sætning kan ses som en af de formelle grundsætninger for det danske retssystem. Rettens kerne udtrykkes her som opnåelse af retfærdighed igennem procedurer, der er uafhængige 12 og upartiske 13. Vores kerneforståelse af rettens legitimitet knytter sig i forlængelse af dette an til retssagen som en 12 Domstolens uafhængighed er i høj grad et makroperspektiv på den dømmende magts uafhængighed af især den politiske sfære (Institut for Menneskerettigheder 2006). Dette aspekt af rettens legitimitet ligger altså et stykke fra vores situationelle fokus på retssagen, hvorfor det ikke vil blive behandlet indgående. 13 At være upartisk betyder, at domstolen ikke må begunstige nogen parter i en sag, og at der udefra ikke må være tvivl om, at det går sådan til (Ibid.). Kun idet domstolene i deres ageren opfører sig og dømmer i overensstemmelse med gældende love (og altså ikke f.eks. personlige interesser eller sympatier) kan dette efterleves. Retten er på den måde idealtypen på det bureaukratiske system, som den er en integreret del af

20 neutral og upartisk situation, hvor der hersker lighed for loven. Herunder står opdelingen af rettens roller i forsvarer, anklager og dommer centralt især dommeren, som garant for rettens neutralitet, og forsvareren, som tiltaltes tillidsmand, spiller centrale roller for den praktiske udførelse af den legitime retssag. 3.4 Dommerens rolle Dommerens rolle er særlig, idet den i en forstand er personificeringen af rettens værdier og ansvarlig for opretholdelsen af disse. I RPL gøres det klart, hvordan dommeren inden for lovens rammer har den fuldstændige magt til at bestemme og håndhæve retssagens procedurer samt sørge for, at forhandlingen foregår med den tilbørlige orden og værdighed. Hvad der nærmere ligger i tilbørlig orden og værdighed er dog ikke lovmæssigt defineret 14. Sådanne retningslinjer må man søge i andre kilder end de lovbestemte. I andre lande har dommerstanden formuleret uformelle etiske retningslinjer 15, hvilket man dog i Danmark ikke har fundet nødvendigt (Melchior 2005). I stedet henholder man sig til The universal charter of the judge, som Danmark med flere andre lande underskrev i 1999 (The International Association of Judges 1999). Denne udgøres af 15 artikler om god dommerskik og er dermed betydeligt mindre i omfang end de etiske retningslinjer for dommere i f.eks. USA. Helt i tråd med EMK s artikel 6, formuleres det her, hvordan dommeren skal sikre en upartisk og uafhængig retssag, hvor dommeren udelukkende er underlagt lovene og intet ydre socialt, økonomisk eller politisk pres (se artikel 1-4). Hertil står artikel 5, hvor det lyder: In the performance of the judicial duties the judge must be impartial and must so be seen. Ud over at være neutral, skal dommeren altså også lade til at være det. Dommeren skal medvirke til at skabe et billede over for tiltalte og derigennem offentligheden om, at retten er retfærdig. Her flyder aspekter af den weberianske legitimitetsforståelse ind i den institutionelle, idet dommerstandens interne forskrifter direkte henviser til en ydre offentlighed, hvis opfattelse af retssagen anses for relevant for dens legitimitetsgrundlag. Dette nævner dommeren under vores interview også selv som noget helt centralt for hendes virke: Dommer: Det er da klart, at vores afgørelse skal være rigtig, hvis man kan tale om rigtige afgørelser. Det er da et fundament. Men det er bare ikke nok. Det er ikke nok, at afgørelsen er rigtig. Det er også meget vigtigt, at folk bliver behandlet ordentligt, når de er her ( ) Vi roser os selv med at folk har tillid til os, det vil vi gerne bevare (Dommer: ). Aspekter af respektfuld behandling og engagement i tiltalte anses ligeledes for vigtige, men ud fra en overvejende instrumentel mening med at opretholde et billede af og en tillid til retten som upartisk og retfærdig. 14 Undtagelsen er RPL 56, der skriver, at dommeren ikke må fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold. Altså at dommeren skal fremstå politisk og religiøst neutral. 15 F.eks. USA (American Bar Association 2007) og Norge, der er i gang med implementeringen af et sådan sæt etiske retningslinjer (Aasland 2007)