At starte i en gruppefamilie Territorie-energien

Transkript

1 Gruppefamilie Gruppefamilie skal her forstås i en speciel betydning. Det handler ikke om kvantitet om man er 2 eller 8. Det handler om psykosociale evner og brugen af dem. Det traditionelle europæiske menneske er stivnet i et polariseret energimønster, hvor man har 2 bevidstheder samtidig i henholdsvis højre og venstre side. Man identificerer sig med den ene side og projicerer den anden side ud på en kæreste hvad enten man her én eller ej.. Og så trænger man desperat til at forene de to sider. Og bevidsthedsmæssigt betyder det, at man trænger til at forene sig med en kæreste. Man bruger også de to sider bevidstheder sådan, at man med vennerne bruger den ene side og med kæresten den anden. Det vil sige, at man snakker på én måde med vennerne og en anden måde med kæresten. I en gruppefamilie kan man også godt snakke sammen med en polariseret bevidsthed. Men det vigtigste er at have en samlet bevidsthed, og her skal man bruge alle 8 bevidstheder. Når man starter i en gruppefamilie, kan man måske ikke nogle af dem. Men det er så det, man skal lære dem. Og her skal man hjælpe hinanden. For et par tusinde år siden mente Jesus (Kristendommens grundlægger), at den ny viden om sådanne bevidstheder ikke kunne læres intellektuelt. Den skal læres på samme måde, som man spiser og drikker. Den skal ind i kroppen først. Og bagefter får man så en aha-oplevelse. Og først så forstår man den nye bevidsthed. Kort før hans død mindede han sine disciple om det, idet han tog brød og vin og delte rundt og sagde. Husk det nu! Det er siden blevet til kirkens nadver ritual, hvor man deler brød og vin for at huske ham. Men pavekirken og siden den protestantiske og reformerte kirke har glemt eller misforstået budskabet. For målet med at deltage i en gruppefamilie handler om at få den nye bevidsthed ind i kroppen først. Og så bagefter forstår man de nye bevidstheder. De første kristne menigheder var sådanne gruppefamilier, hvor mænd og kvinder var ligestillede, - hvor man havde stor grad af fælles økonomi, - hvor man sørgede for hinanden på alle måder, - hvor børnene indgik i en fælles børnegruppe, så alle de voksne var som forældre, - og hvor seksualiteten var fri på en kærlig måde. I sådan en gruppe lærer man energimønstrene og de tilhørende bevidstheder at kende. Man kan godt lave en gruppefamilie som en terapeutisk støttegruppe. Måske bliver den eller nogle personer i den siden til en egentlig gruppefamilie måske ikke. Det er først, når man bliver en egentlig gruppefamilie, at man fuldt ud kommer til at forstå de tanker, følelser og sociale handlemønstre, der knytter sig til energimønstrene og bevidsthederne. Men man kan godt lære meget i en terapeutisk støttegruppe. I det følgende vil jeg gøre det, som jeg netop har skrevet er umuligt, nemlig at forsøge at forklare de nye bevidstheder. For mig giver det god mening. For jeg har det allerede i kroppen. Så når jeg skriver om det enkelte bevidsthedsmønster, indtager jeg det tilhørende energimønster på kroppens overflade så jeg direkte føler sandheden i det, som jeg skriver. Normale europæere, som er stivnet i det traditionelle polariserede energimønster, kan kun forstå de bevidstheder, som passer til det mønster. Og de vil enten misforstå mig eller forstå mig på deres egen måde - og slet ikke forstå de pointer, som er vigtigst. Alligevel gør jeg forsøget, idet jeg stræber efter at udtrykke mig med den traditionelle europæiske bevidsthed og så forsøge at beskrive, hvad det nye går ud på. Forhåbentlig vil læseren få en smule fornemmelse for det. 1

2 At starte i en gruppefamilie Her bruger man højre side, som man kender som sit arbejds-og-venne-jeg - og fortæller om sin barndom, uddannelse, voksenliv, arbejde, hobby osv. Man skal ikke fortælle alt. Det må godt deles ud i små portioner, så man først har fortalt det alt sammen i løbet af et par år. Man starter derfor med det vigtigste minutter er passende. Og alle behøver ikke fortælle samme dag. Men i løbet af et par uger har alle fortalt om dem selv. Samtidig eller på et andet tidspunkt bruger man venstre side til at fortælle om ens følelser. Det skal ikke være her-og-nu-følelser. Men hvad har man følt i forhold til sin mor og far, til venner og kolleger, til autoriteter, til fremmede, til foreninger, klubber, samfundet, staten, verden osv. Og så begynder man langsomt at gå i gang med de bevidstheder, hvor man er samlet altså har samme energimønster i begge kropssider. Når man er polariseret, oplever man sig individualistisk. Når man er samlet, oplever man sig som en del af gruppen. Territorie-energien Hoved og bryst danner en samlet spirituel bevidsthed, som virker som en slags antenne, hvor underlivet er en jordforbindelse, og hvor der opstår en kropslig følelse ud fra det, som man modtager.. De fleste europæere har fortrængt bevidstheden i underlivet. Men man kan lære den at kende igen. Clairvoyante personer bruger dette energimønster. De fornemmer, hvad der kommer til dem. Det kan være lugte, følelser, tanker, billeder eller lignende. Alle kender det fra drømme, hvor vi oplever det. Men man kan også opleve det, når man er vågen. Fidusen er at lukke ned for tanker (hoved) og følelser (bryst) og så fornemme sig selv dyrisk eller kropslig (underliv). Det, som man mærker, er en underbevidst bevidsthed, som allerede er inden i én. Og hvis man ikke gør noget, vil den vokse og siden påvirke én. Når man er blevet klar over, hvad det drejer sig om, kan man enten forstærke eller modarbejde det bevidst eller ikke gøre noget, men bare lade det komme. Når energimønstret hedder territorie-energien, skyldes det, at det primært bruges til at danne en gruppefamilie. Der opstår 2 psykiske grænser eller 2 territorier, hvor det ene er inden i det andet. Primærgruppen er den nære familie med mor og far, kæreste, børn men måske også en bedstemor og bedstefar eller nogle meget nære venner, som man er lige så tæt forbundet til som en kæreste. Når man føler denne gruppe, føler man disse mennesker. Alle andre mennesker oplever man ikke samtidig. Sekundærgruppen er så landsbyfællesskabet, klubben, foreningen, partiet eller storfamilien. Det er den lidt større gruppe, som man føler, at man hører til. Når man føler denne gruppe, føler man kun de mennesker, som er med i sekundærgruppen herunder også dem i primærgruppen. Men man føler ikke mennesker udenfor sekundærgruppen. De er fremmede. Tidligere i vores egen kultur og i de fleste andre kulturer er det sådan, at man har intim sex med én eller flere i primærgruppe også sex en gang imellem med en eller flere i sekundærgruppen, men aldrig sex med fremmede uden for sekundærgruppen. Hvis man skal have sex med fremmede, kan det kun lade sig gøre, hvis man spalter sin bevidsthed, sådan at underlivet er projiceret udenfor jeg et. Og et giver en masse fysiske, psykiske og sociale problemer, som man jo gerne skulle væk fra. Man kan ikke både have sin biologiske familie som sekundærgruppe og så en ny gruppefamilie som sekundærgruppe. Man kan kun have én sekundærgruppe. Hvis man vil ind i en terapeutisk gruppefamilie eller starte en egentlig gruppefamilie, skal den være ens sekundærgruppe eller en del af en større sekundærgruppe. Det betyder ikke, at man skal droppe forbindelsen til sin biologiske familie. Men man skal prioritere sin gruppefamilie højest. Det er altså vigtigere at lave 2

3 fødselsdagsfest for én i gruppefamilien end art komme til en fødselsdagsfest i den biologiske familie. Det er selvfølgelig lykkeligst, hvis den biologiske familie er med i ens sekundærgruppe. Med territorie-energien kan man ikke lade være med at forsøge at danne en primærgruppe eller indgå i én. I primærgruppen skal man snakke med hinanden lige så intimt og tæt, som man snakker med en kæreste. Man skal altså ikke have mere intim snak med kæresten, end man har med de andre i primærgruppen. Og man skal snakke om alt. Selvfølgelig er det forskel på, om man snakker med et barn eller en bedsteforælder. Men hvis man har en kæreste og sidder og snakker sammen med kæresten og en eller flere andre i primærgruppen, skal al snak komme frit frem. Det skal ikke være sådan, at man bagefter har brug for at sige noget til kæresten, som man ikke fik sagt, mens de andre hørte det. Så vil man opdage, at det er meget lettere at snakke 3 end 2. Hvis man kun er 2, havner man let i hver sin grøft, hvor den anden er årsdag til, at jeg er i min grøft. Men hvis man er 3 eller flere, er der altid én, der giver et tredje syn på problemerne, og derfor havner man ikke i en fastlåst modsætning. Er man 2, kommer der let skænderier. Er man 3 eller flere, kommer der let en udvikling. I sådan en primærgruppe skal der snakkes med alle om alt og det tager tid. Megen tid. Og derfor bliver en primærgruppe forholdsvis lille. Hvis alle i gruppen er jævnaldrende, magter man højst at være 3-8, alt efter hvor store problemer og udfordringer, man står overfor. Er der børn og gamle med, kan gruppe godt være større. Enheds-energien Når man ikke er polariseret i højre og venstre side, mister man den form for individualisme, som vi kender i Europa. Mange samfundsforskere mener, at man før 1700-tallet kun var i stand til at opleve sig som gruppemenneske. Men med spaltningen i højre og venstre side, som startede i 1700-tallet og bredte sig til alle i 1800-tallet, fik mennesker en individualitet. Hvis man ikke anvender territorie-energien til at danne gruppe, kan man godt misbruge enhedsenergien til det. Og det kender vi fra den traditionelle husmor, som hele tiden tænker vi og hvor hun oplever, at hun, mand og børn har eller skal have de samme følelser. Hvis man med territorie-energien har dannet sin primær- og sekundærgruppen, bliver enhedsenergien til det, som inderne kalder ens kosmiske ego. Det dannes allerede i fostertilstanden. Og det er totalt uafhængig af, om man lever alene eller sammen med andre. Nogle kalder det for ens selv. Eksistentialisterne oplever det som noget, der befinder sig nedenunder personligheden. Der er ikke tale om egoisme, som handler om ens jeg i modsætning til andre. Der er mere tale om ens jeg i forhold til Gud, hvis man tror på Gud eller til det at leve. Man kan også føle det som bevidstheden i ens hjerte eller de følelser, som knytter sig til vejrtrækningen. I enheds-energien kan der være negative følelser, hvor man føler sig alene, føler et indre såret barn eller føler skyld. Og der kan være positive følelser, hvor man fører ansvar, stolthed og lyst. Endelig kan der være sociale følelser, hvor man oplever ømhed, omsorg, medfølelse eller på nydansk empati. Man kan også nøjes med at føle, at man er et levende væsen, der er bevidst. Kineserne mener, at denne selvfølelse er skabt af en selv. I Europa mener nogle, at den er skabt af Gud, mens andre mener, at den opstår på grund af sociale modsætninger mellem én selv og andre mennesker. De venstreorienterede har siden 1980 erne ment, at den er skabt af kapitalisterne, mens Karl Marx og de tidlige socialister mente, at den var forudsætningen for, at et menneske kunne få revolutionære tanker. Hvis en gruppefamilie skal fungere, er det nødvendigt, at enhver udtrykker de følelser, der opstår her i enheds-energien. Man skal ikke begrunde noget (hoved). Man skal ikke relatere til andre i primær- eller sekundærgruppen (underliv). 3

4 Man skal ikke vise de andre sine følelser, for hermed polariserer man sig, så man har sig selv (den ene kropsside) og de andre (den anden kropside). Man skal bare tillade at have de følelser, som man har. Hvis man ikke undertrykker dem, kommer de frem på overfladen. Både som kropsholdning, ansigtsudtryk, armbevægelser, lyde og ord. Det er ikke noget, som andre skal kommentere. Det er ikke oplæg til diskussion. Det er ikke noget, som er rigtigt eller forkert. Det er bare sådan, som man er. Og andre skal bare opleve det og erkende, at man er sådan. De skal ikke sige noget, om at man burde være anderledes. Eller at man skal gøre noget. De skal heller ikke trøste eller opmuntre. De skal bare opleve én. Når alle i gruppen sådan har vist sig for hinanden, ved man, hvor man har hinanden. Og det er forudsætningen for, at man kan udvikle en gruppefamilie. Børn er perfekt til det. Der er en historie om Jesus, hvor han siger, at man kun kommer ind i Guds rige, hvis man bliver som barn på ny. Det bliver ofte misforstået, så man tror, at man skal opføre sig uvidende og uansvarlig og bare vente på, at Gud udfører det nødvendige arbejde. Det skal man ikke. Mennesker er Guds redskaber. Vi er værktøj for ham. Og vi skal bruge alle vore voksne evner til at fremme kærlighedens rige på jorden. De fleste europæere har en undertrykt enheds-energi. Her gemmer der sig måske en indestængt følelse af et lille 3-årigt barn, der er ked af det. I en gruppefamilie skal man så tillade sig at være sådan en lille 3-årig, der er ked af det. Og så skal man bruge sin nye familie til at blive glad igen. Og så vil den lille 3-årige vokse til et voksent menneske og blive integreret i ens personlighed. Når man først har befriet enheds-energien, kan man ikke holde følelserne tilbage. Hvis andre siger noget vrøvl, vil man med det samme udstøde et suk eller et åhhhh. Hvis andre siger noget klogt, kan man ikke tilbageholde en lyd eller et ord om, at man er enig. Det betyder, at der er uro. Man sidder ikke stille og venter, til det bliver ens tur til at sige noget. Man opfører sig et barn. Jeg har set sådanne børn i stammelandsbyer i junglen. Her kan børnene sagtens styre snakken på en konstruktiv måde. Det er kun europæiske undertrykte børn med bevidsthedsspaltninger, der ikke kan finde ud af det. Det kan traditionelle europæiske voksne så heller ikke. Og derfor anvender man ordstyrer og dagsorden mm. Men det skal man ikke, hvis man vil udvikle en gruppefamilie. I en god gruppefamilie er der alle slags mennesker. Og der er 4 grundtyper. Den ene har mange visioner og får hele tider nye idéer. Den anden vil gerne se resultater og holder gerne møder med dagsorden og beslutninger. Den tredje gider ikke møder eller beslutninger, men koordinerer sig med andre. Den fjerde fokuserer på omsorg og pleje her og nu. Kun når alle 4 grundtyper er ligelig repræsenteret i en gruppefamilie, fungerer den godt. Det betyder, at et møde i en gruppefamilie ikke er et møde i traditionel europæisk forstand. Det er et møde, hvor mennesker møder hinanden, sådan som de er. Og holdningen til hinanden er, at man er god nok, præcis som man er. Hengivelses-energien I Indien kalder man det for sjæls-legemet, og man snakker om karma, tidligere liv og reinkarnation. Tankegangen er, at man (1) starter med at få nogle spirituelle tanker (hoved). Og på dette stade anvender man kropslig yoga for at opnå mere befrielse. Så overgår man til (2) at mærke sit åndedræt som noget spirituelt, og her mediterer man på en lyd. Næste trin i befrielsen er (3), at man ofrer sig for det åndelige. Og her mediterer man på følelser og tanker. Så kommer man til (4) forvandlingen, hvor man bliver munk og kun er spirituel. Inden for munkevæsnet er der så 3 yderligere trin. Næste er (5) sjæls-legemet, hvor man erkender hele evolutionen. Man ser tilbage på processen. Måske og sandsynligvis har det taget mange liv at komme hertil. Men man kan også godt gennemføre hele processen i løbet af et enkelt liv. I næste trin kommer man til (6) det kosmiske ego, hvor man oplever, at man er en selvstændig ånd. Og til sidst kommer man til (7) den 4

5 åndelige skaberkraft, der ligger forud for alt. Det er mest i trin (5), at man oplever karma, tidligere liv og reinkarnation. I de sidste trin oplever man, at man er en del af alt liv. For en del år siden var der en indisk guru, som lavede kurser for vesterlændinge. Kurset varede 12 dage. Man skulle være aktiv i grønsagshaven og madlavning mm. Men de første 10 dage måtte man ikke snakke. På 11. dagen satte man sig i en rundkreds, og så skulle man fortælle hinanden, hvad man havde drømt til morgen, og hvilke tanker man havde haft om morgenen. Det kom som et stort chok for de fleste, at alle havde drømt det samme og havde haft præcis de samme tanker i præcis den samme rækkefølge. Og idéen med kurset var, at folk skulle opleve, at vores bevidsthed i stor udstrækning er kollektiv. Vi har en individualisme; men det er kun en overfladisk del af bevidstheden. Det grundlæggende træk i vores bevidsthed deler vi med alle andre. De indiske vismænd, som er kommet gennem hele processen, snakker så om at komme videre til det dyriske, hvor man bare er. Og her diskuterer de, om man et som dyrene, eller om man er dyr på en ny måde med en særlig indsigt, som dyrene ikke har. Ligesom man i den kristne kultur mener, at der engang var Jesus, der havde den rette indsigt og at der engang i fremtiden igen vil opstå denne indsigt, har inderne en tilsvarende forståelse, at man engang var uskyldige som dyr, men at man så skulle (skal) igennem hele processen og undervejs begå alle slags dumheder, inden man igen kommer frem (tilbage) til at være ligesom dyrene men nu med en forståelse for, hvad man skal og ikke skal. Inderne mener, at menneskeheden er på vej. Og man mener, at det vil tage omkring år, inden man når fredens tidsalder, hvor et flertal er kommet igennem processen. Hengivelses-energien kan bruges på to måder. Den ene er at kigge på sin egen fortid og se den udvikling, man har været igennem. De fleste tror, at ens udvikling har været meget individuel. Og det har den også. Men de største problemer, konflikter og traumer har været kollektive. 90 % af alt, hvad en europæer har været igennem, har andre europæere også været igennem. Et europæisk barn tvinges til at stivne i analyse-enheds-energien. I ½-1½ års alderen tvinges et europæisk barn til at spalte underlivet fra jeg et. I 3-4 års alderen tvinges et europæisk barn til at spalte sig i højre og venstre side. I års alderen tvinge unge i Europa til at spalte hoved fra kroppen, så man nu er en hjerne med en passiv krop. Det er et ydre socialt pres, der tvinger én til spaltningerne, men det er én selv, der gennemfører det. Den gode nyhed er, at man kan slippe spaltninger på et øjeblik, hvis man altså vil og tør opføre sig oprindelig. I hver af disse faser med bevidsthedsspaltninger, oplever man selvfølgelig også noget individuelt. Og siden har man måske følelser og erindringer fra en far, som man var i konflikt med. Og så tror man, at det var faderen, der var problemet og at den spaltning, som man gennemførte, var helt ens egen og anderledes, end hvad andre har været igennem. Og så tror man, at man skal befri sig på en individuel måde. Men i virkeligheden er det meget bedre og lettere at befri sig sammen med andre. For 90 % af alles problemer er fuldstændig ens. Den individuelle overflade er stort set betydningsløs. Hvis man befrier sig selv og hinanden for det grundlæggende, bliver det individuelle til noget meget småt, som man let kommer ud over. 5

6 Den anden måde at bruge hengivelses-energien på handler om at se på sig selv udefra eller se sig ud fra de andres synsvinkel. Det kan gøres på en destruktiv måde og en konstruktiv måde. Den destruktive måde er at opleve sit udseende. Så kan man sidde i timevis foran spejlet og komme sminke i ansigtet. Og man kan tage smart tøj på og ringe på fingrene mm. Og så oplever man sig som en maske eller en rolle, hvor man opfører sig, som om man er sej. Inde bag masken og rollen føler man sig tom. Den konstruktive måde er at opfatte sig selv som de andre tjener. Her ofrer man sig for andre. Her føler man, at man er en del af et samlet gruppe-væsen. Ligesom leveren ofrer sig for hele kroppen og udfører, hvad den kan og hjertet ofrer sig for kroppen og udfører, hvad det kan, føler man med hengivelses-energien hele den evolution, man har været igennem og hvad man nu kan, og det ofrer man så for fællesskabet. Her er der ikke tale om, at leveren skal holde sig selv tilbage og vise hensyn til hjertet. Man skal ikke holde sig tilbage. Man skal kigge på de andre og se, hvad der er brug for. Og så skal man gøre det, som man kan. Så vil der typisk opstå en arbejdsfordeling efterhånden som man opdager hinandens evner. Og her skal man ikke tænke i misforstået demokrati, hvor alle skal gøre alt lige meget. Det afgørende er, at alle gør, hvad de kan. Når man starter i en gruppefamilie, kan man som oftest ikke noget, der kan bruges. Man har kun lært det, som kan bruges i et individualistisk samfund, og det duer ikke. Derfor skal man finde det frem i sig selv, som kan bruges. Og her kan man hjælpe hinanden. Først til at finde ud af, hvad den enkelte kan og vil. Og dernæst til at blive dygtig til det. Modtager-energien Når jeg har været til møder og seminarer, har jeg ofte oplevet, at man skulle meditere sammen til at starte med. Og der er også nogle, der gerne vil lave grupper, hvor man altid starter med fælles meditation. Idéen er, at man skal slappe af og lade dagligdagens stress og tanker fordufte, så man bagefter er mere til stede. Men egentlig er det en slags kollektiv undertrykkelse. Og det er ikke godt for at udvikle en gruppefamilie. Man skal bruge modtager-energien, når man selv har brug for det. Og det kan være midt i en samtale, hvor man bare glider helt væk og er tanketom. Og så vågner om op efter et par minutter og aner ikke, hvad de andre har snakket om. Det er meget forbudt i Europa. Så bliver andre vrede og synes, at man er asocial. Men det er man ikke. Man er bare naturlig og meget konstruktiv. I modtager-energien sker der nemlig det, at de tanker og følelser, som har fået, integrere sig i underbevidstheden, sådan at man forvandles.. Det er meget forbudt i Europa. Børn må godt. Men når man er kommet op i teenagealderen og senere som voksen, forventes det, at man altid forbliver den samme. Man må godt udvikle sig, hvis det handler om at bygge videre på det, der allerede er. Man grundlæggende set at forvandle sig anses for sygeligt. Men det er, hvad man skal bruge modtager-energien til. Og det kan ikke planlægges hvornår. Det sker, når det sker. Men det sker kun, hvis man tillader sig det. Når der sker sådan en forvandling, svarer det til at dø og blive levende igen. Og efter forvandlingen er man blevet et nyt menneske. Det er måske ikke de store forandringer, der er sket. Det kan være så småt, at ingen opdager det. Men nogle gange er det meget store og tydelige forandringer. Og man kan selv blive overrasket over forvandlingen. Det betyder, at en person i gruppen lige pludselig er åndsfraværende og sidder og stirret tomt frem for sig eller sidder med lukkede øjne. Og så skal man hjælpe hinanden med ikke at henvende sig til vedkommende. Når han eller hun så igen blive social aktiv, kan det være, at vedkommende siger noget helt andet end det, som vedkommende har sagt tidligere. Og så skal man ikke blive sur og sige: Jamen lige før mente du noget andet, så hvad mener du? Man skal mere med et kærligt smil kigge på vedkommende, som man ser på et lille spædbarn, der har lært noget nyt. Og så skal man 6

7 glæde sig over, at vi ikke er robotter, men levende væsner, der hele tiden følger med evolutionen, der minut for minut videreudvikler sig. I Kina er det meget almindeligt, at man laver rutinearbejde, mens man er i modtager-energien. Man kan vaske op, rydde op, lægge tøj på plads, sætte bønner i blød osv. Hvis der er nogle i ens gruppefamilie, der ikke bare nøjes med at sidde indadvendt, men rejser sig og udfører rutinearbejde, skal man også lade vedkommende være i fred. Udlevelses-energien I Europa skal man hele tiden vise hensyn og holde sig tilbage. Det skal man ikke i en gruppefamilie. Her skal man med udlevelses-energien lade ens vilje (underliv) og lyst (bryst) komme frit frem. Så skal man koble ens dyriske kraft (underliv) sammen med ens følelser (bryst) og spontant gøre det, som man får impuls til. I hovedet har man ingen analyser og forklaringer. Der er tanker, men de bruges mest til at styre ens handlinger. Dog er der en opmærksomhed på omgivelserne. Og det betyder, at andre godt kan sige STOP, og så stopper man og skifter til et andet energimønster, hvor man er mere kommunikerende. Udlevelses-energien bruger man, når man skal dygtiggøre sig. Hvis man forbliver i sin komfort zone eller kun holder sig til det, som man allerede kan, sker der ingen udvikling. Det er først, når man føler, at man er ude på det dybe vand, hvor man ikke kan bunde, at der for alvor sker noget nyt. Det er klart, at man her begår fejl. Og man kan komme til at skade sig selv og andre. Men det er af fejlene, at man lærer noget. Og det vigtige i en gruppefamilie er, at man tillader sig at begå sociale fejl, hvor der er risiko for at gøre noget dårligt for andre. Kun sådan lærer man at gøre noget godt for andre. Og her er det, at andre i gruppen skal vide, at når jeg gør noget i udlevelses-energien, kan jeg ikke samtidig bremse mig selv og tage hensyn. Så er det de andre, der skal sige STOP eller sige og gøre noget, der retter mig. De skal ikke komme med forklaringer eller begrundelse. For så skifter jeg til et andet energimønster, hvor jeg kan analysere. Jeg skal lære korrektionerne, mens jeg er i udlevelses-energien. Ellers lærer jeg det ikke. Så selvom udlevelses-energien er meget individuel, og jeg stort set kun sanser mig selv - og det jeg laver, har de andre ansvar for at deltage. De skal blande sig. Ikke med ord, idéer eller forbud. De kan nøjes med at knurre eller hvæse. På en måde er jeg krop, mens de er hjerne. Eller rettere: min hjerne bruges til mine handlinger. Deres hjerne bruges til at markere rammerne for mine handlinger. Det er meget vigtigt at vise de andre, hvad man kan. Her skal man ikke kun vise det, man er sikker på, at man kan. Men også vise det, man er ved at lære. Hvis der så er én, der mestre en lille detalje, som man endnu ikke kan, vil han eller hun sikkert vise det for én, sådan at man kan lære af vedkommende. Man skal lære det, mens man er i udlevelses-energien og ikke, når man siden er i en bevidsthed med tanker og analyser. Så forklaringer skal være konkrete og praktiske anvisninger. Samlings-energien Dette energimønster giver en bevidsthed, hvor man kan føle det, som om tæppet bliver trukket væk under fødderne på én. Den dyriske vilje og kraft, som man har haft i underlivet, bliver nu afladet eller falder ned på et lavt niveau. Men man kan også opleve det positivt. At man slipper sin vilje - for i stedet at finde frem til, hvad man kan sammen med andre. Og så er det, at man skal snakke to-og-to. Person A siger noget. B får så en følelse i brystet. Og fordi bryst og hoved hænger sammen i dette energimønster, opstår straks en tanke, som B siger. Det giver A en følelse i brystet, og den kobles også straks sammen med hovedet og giver en tanke, som A siger. Det giver så igen B en følelse, som resulterer i en tanke, som han siger. Og det giver A en følelse, som omsættes i en tanke, som han siger osv. 7

8 Jeg husker min mor, når hun havde besøg af en anden kvinde. Så sad de og snakkede sådan sammen. Det virkede som om, de kun holdt pause, når de trak vejret indad. På hver udånding sagde de noget. Ofte sagde de noget samtidig. Men for det meste rettede de sig ind efter hinanden, så de skiftedes til at sige noget. Snakken skiftede hele tiden retning. Der var hverken hoved eller hale i noget af det. Der var ingen argumenter. Ingen forklaringer. Det var som om de læste højt fra et ugeblad, hvor de for hver sætning slog op på en ny side, og læste en tilfældig sætning. De gav hele tiden impuls til hinanden, sådan at den ene lagde op til noget, som den anden så sagde uden at de var nogen logik i det. Det er sådan, at man snakker, når man er i samlings-energien. Men min mor og kvinden havde fortrængt underlivet, så det havde ingen indflydelse på snakken. Hvis man derimod har kontakt til sit underliv, er der ikke bare en afladning eller en lav ladning her. Der er også en spirituel modtagende energi. Den udgøres dels af en kosmisk bevidsthed om, hvor vi alle sammen er på vej hen. Men den rummer også den bevidsthed, som man havde, da man sidst var i territorie-energien, hvor man fik tilføjet en lille smule nyt i underlivets bevidsthed. Her i samlings-energien ligger denne bevidsthed som en svag impuls, som man ikke lægger mærke til, men som ubevidst giver retning til snakken. Det vigtige i denne snak er at forene tanker og følelser. Man skal komme frem til, at det hverken er tanker eller følelser i gammeldags forstand, men at det er en ny slags tanke-følelser eller følelsestanker. Der er ingen forklaringer, begrundelser, visioner, analyser eller lignende. Det spændende er at opleve den andens tanke-følelser. Og det er lige så spændende at opleve sine egne, som ofte kan være meget anderledes, end man forventer. Meget ofte komme man til at sige noget, som er komisk eller grotesk. Lige så ofte siger man noget, der er total ulogisk. Men det korrigerer man så i de følgende sætninger. Det hele kan virke så sjovt, at man kommer til at grine. Men det kan også blive så følsomt, at man kommer til at græde. Når man starter, er man lidt stiv og skal lige finde rytmen. Man skal snakke sig varm. Og så snakker man, indtil man bliver træt af at snakke. Ikke indtil man har løst et problem eller nået en konklusion. Snakken standser lige pludselig, når man at blev træt. Der er ikke nogen afrunding eller opsummering. Man er ikke kommet frem til noget. Men undervejs er der alligevel sket noget. Man har skabt en vi-bevidsthed. Den findes ikke samlet inden i én af de to personer. Den eksisterede kun, mens man snakkede. Men hver af de to personer har brudstykker af den inden i sig. Det er ligesom at rive en pengeseddel i to stykker og give hver person én del af pengesedlen. Så går man rundt med en halvdel, som man ikke kan bruge. Og den passer præcis til den anden halvdel, som den anden person har. Og når man mødes næste gang, er det ligesom man ubevidst sætter de to halve pengesedler sammen og føler, at vi-bevidstheden opstår igen med det samme. Hvad skal man snakke om? Alt, hvad der rører sig inden i én. Man behøver ikke skynde sig at sige det vigtigste. Det kommer undervejs på et tilfældigt tidspunkt. Når man mødes sådan to-og-to, er det en god idé at tage sig god tid. Og undervejs kan man spise lidt. Synge lidt. Give hinanden massage. Sidde og tegne lidt. Strikke lidt. Lave en blomsterdekoration. Eller lave et te-ritual, hvor man finder på en masse små handlinger, som man udfører i rækkefølge før, under og efter snakken. Analyse-energien I dette energimønster opstår der to tanker samtidig i hjernen. Det er de to energipoler i hoved og underliv, som også giver to energipoler i hjernen. Man kan bruge energien på 3 måder. (1) Det mest naturlige er at lade den bevidsthed, som knytter sig til underlivets pol, og som altid handler om noget konkret, give impuls til den bevidsthed, som knytter sig til hovedets pol, hvor der så opstår nogle tanker, som kan være abstrakte og give en vision eller fantasi, eller kan være nogle tanker om at styre sig selv fremad på en god måde og i en god retning. (2) Man kan også bruge energimønstret omvendt, sådan at man kontroller sig selv og holder sig tilbage. I små doser og i konkrete situationer er det godt, så man ikke går ud 8

9 foran en kørende bil eller kommer til at træde på en baby, der ligger på gulvet. Men ellers er det en selvundertrykkelse, som er dårlig. (3) Endelig kan man bruge energimønstret til at analysere. Så indtager man to tanker, sammenligner dem og bliver klogere. I det normale i samfundet starter man med selvundertrykkelsen (2) til at sidde stille og holde mund. Og dernæst skriver man en dagsorden. Og så bruger man den analyserende måde (3) til at sammenligne alle de ord og begreber, som bliver nævnt. Og det skal gerne munde ud i et sæt ordnede abstrakte tanker, som opleves logisk i hjernen, og som man kan bruge til at træffe beslutninger ud fra. Når man så har truffet nogle beslutninger, går man igen tilbage til den undertrykkende måde (2), hvor man delegerer beslutninger ud til dem, som skal udføre dem. De skal så ikke følge deres egen energi, men være en slags robotter, der gør, hvad der er besluttet. I en gruppefamilie er det den første måde (1), som man skal hjælpe hinanden med. Hver enkelt skal mærke efter i sig selv, hvad det er, der rejser sig inden i én. Hvad der er på vej? Hvad der ligger som et lille nyt frø, der spirer? Hvad man mærke som sin dyriske kraft? Hvad man egentlig vil? Og så skal man forsøge at overføre det til hovedets bevidsthed. Sætte ord på. Gerne famle sig frem. Sige noget, som man tror, man vil og så mærke efter, om det er, hvad man vi. Målet at finde præcis ud af, hvad man vil. Og så sige det højt, så de andre hører det. Når alle har gjort det, ved man, hvor man har hinanden. Det handler ikke om såkaldt brainstorm, hvor man bare skal komme med en masse idéer, som man måske vil udføre. For så tager man udgangspunkt i hjernen. Man skal tage udgangspunkt i den bevidsthed, som har sit materielle sæde i underlivet. Det er en dyrisk vilje. Det er langt fra sikkert, at man finder den frem i løbet af en halv time. Men hvis man igen og igen arbejder med energien, vil man før eller siden finde frem til, hvad man vil. Og det skal man siden gøre. Så kan det være, at man opdager, at man alligevel ikke ville det. Eller man opdager, at det var rigtigt, at man ville det; men at man måske skal korrigere det lidt. Give det en ny retning. Eller noget andet. Det handler om at være bevidst. Ikke to skrift frem og to tilbage. Ikke gå i cirkler. Ikke fare vild. Når alle sådan har fortalt, hvad de vil, går opgave for gruppefamilien ud på at koordinere sig med hinanden. Skaber-energien I dette energimønster sker der er koordination. Det er kaotisk proces, fordi ingen har overblik over, hvad der sker. Koordinationen foregår på kryds og tværs. Det nytter ikke, at man hopper tilbage til analyse-energien - og tror, at det er en hjerneproces. Det er kroppene, der skal koordineres. Man må prøve sig frem. To-og-to. Og så en tredje. Spejle sig i de andre. Tydeliggøre, hvad man selv laver. Og så lige pludselig sker det. Det er som et slags puslespil. To brikker passer sammen. Og så er der en tredje brik, der falder på plads. Og langsomt men sikkert opstår der en fælles følelse af, at der er sammenhæng og harmoni. Det giver en følelse af, at man har skabt enighed. Man føler sig som en del af familien. Man kan ikke lade være med at holde en lille fest. Og alle kan mærke, at man nu har en noget, som man er fælles om. I det gamle Kina var alt det her tilpasset månes rytme, så man ved hver fuldmåne holdt en fest for det, som man havde skabt i den forløbne måned. Tidligere i vores egen kultur holdt man årstidsfester, efter at man havde sået, - ved midsommer, hvor man kunne begynde at høste lidt, - samt om efteråret, når den store høst var overstået, og kornet var sat i neg. 3 måneder senere, når kornet var tærsket, holdt man endnu en fest. Og tidlig på foråret, hvor man havde spist de sidste grønsager, holdt man en faste fest, hvor man fordelte alting til hinanden. 9

10 Erkendelse og kommunikation I det følgende vil jeg gennemgå, hvordan man kan gennemleve en bevidsthedsproces gennem alle energimønstrene. Jeg starter med territorie-energien (1) og slutter med modtager-energien (8). Idéen er, at man konstant foretager sådanne runder. Nu gennemgår jeg det teoretisk. Men i virkeligheden sker det ikke så systematisk. Hvis man har sluppet sin egen selvundertrykkelse og opfører sig naturligt, som man kunne fra fødslen af, sker det hele af sig selv, uden at man tænker over det. Men fordi vi stadig er kraftigt påvirket af vores opvækst, hvor vi har lært alt det unaturlige, er det godt at vide, hvad der er naturligt. (1) Territorie-energien Når man starter i en gruppefamilie, er det måske meget svært at mærke sin bevidsthed i underlivet. Man kan mærke, hvis skal tisse eller lave lort. Når seksualiteten trænger sig på, kan man også mærke noget. Hvis nogle organer bliver syge, kan man måske mærke smerte. Men ellers mærker man ikke noget. Når man har været igennem den første runde, vil man opdage, at man kan mærke en slags bevidsthed i underlivet. Den er en slags vilje. Man kan overføre den til nogle drømmebilleder eller fornemmelser - og dermed få klarhed over det bevidsthedsmæssige indhold. Fortrængningen er dog aldrig helt total. De fleste kan godt mærke lidt, hvad de vil. De vil gerne have overskud, have sex, have en social position mm. Men de opfatter det blot som håbløse drømme. Men når du starter i en gruppefamilie, begynder et nyt håb. Her i første runde handler det sikkert om en tåget følelse af at ville en masse, der synes umuligt. Men det er vigtigt, at du mærker, hvad du vil. (2) Analyse-energien Når du så sidder sammen med de andre, skal du overføre bevidstheden fra dit underliv til tanker i dit hoved. Du skal sætte ord på, hvad du vil. Og du skal gøre det på en helt anden måde, end du er vant til. Det normale er, at man tænker politisk, socialt, økologisk, miljømæssigt, familiemæssigt osv. Her foregår det hele oppe i hovedet. I stedet for skal du tage udgangspunkt i dit underlivs bevidsthed. Det hjælper, hvis du lader som om, du er et lille barn. For børn kan godt. Et barn kan skrige og råbe: Jeg vil have. Du behøver ikke skrige og råbe. Men du kan for eksempel sige, at du vil have mere kærlighed. Eller rå sex. Eller nogle varme vanter. Nogle der synger godnat sang for dig. Noget mad, der smager bedre. Idéen er så, at du vælge én ting, som du gerne vil opnå. Og den skal du formulere som et mål. Der er forskel på formål og mål. Formål er nogle tanker om, hvorfor du gerne vil noget. Mål er noget helt konkret, som skal ske, hvis du når målet. Det kan for eksempel være: Jeg vil gerne lave en te, som smager lige så godt som kaffe, men som gør mig sund og får mig til at slappe af. Et andet mål kunne være: Jeg vil rose en person, hvis han eller hun siger noget, som jeg sympatiserer med. Det kunne også være: Jeg vil være med til at starte et projekt, hvis vi hente frisk økologisk mælk og selv laver smør, ost og yoghurt. Eller bare: Når jeg føler, at jeg vil sige noget, skal jeg sige det straks og uden hæmninger. Det sidste er selvfølgeligt et problem, hvis du føler, at du skal sige noget hele tiden. Og i så fald skal du formulere følgende mål. Jeg vil have en bevidsthed, hvor jeg ikke længere har en undertrykt og indespærret følelse, der har brug for at sige noget hele tiden. Når man har sat sig sådan et mål ud fra den dyriske vilje, der kommer fra underlivet, får man noget, som jeg kalder en operationel bevidsthed, en kropsbaseret bevidsthed eller en handlingsorienteret bevidsthed. For nu er man i stand til at gøre noget. Det er vigtigt, at du fortæller de andre i gruppen om dit mål. For så kan de støtte dig. De andre skal ikke diskutere dit mål. Det kan godt være, at de finder dit mål naivt eller urealistisk. Men det skal de ikke sige. De kan godt stille spørgsmål til dig. Ikke om, hvordan du vil nå dit mål. For det 10

11 skal du først til at finde ud af. Det kan være, at du senere finder ud at, at dit mål var forkert og at du hellere vil have et andet mål. Og det skal du så sige til de andre. Og så skal de støtte dig med dit nye mål. (3) Udlevelses-energien Når du har sat dig et mål, skal du i gang med at arbejde dig frem til det. Mens du i analyseenergien overførte underlivets vilje til tanker i dit hoved, skal du nu overføre det til en lystfølelse i brystet. Og når vilje og lyst forener sig, kan du ikke lade være med at gøre det, som du vil. Hvis der er ulyst, standser dine handling hurtigt. Du skal føle, at det er sjovt at gøre det, som du gør. Det kan godt være hårdt og anstrengende; det gør det bare mere spændende. Det kan godt have karakter af at ofre dig for andre og gøre noget nødvendigt og farligt; men det styrker bare din selvtillid og dit mod. Selv i det mest tunge og ydmyge arbejde kan du godt bevare din vilje og lyst. Det afgørende er, at du gør, hvad du vil og har lyst til. Ofte har en europæer en undertrykt vilje, hvor der gemmer sig had, hævn, vold, sadisme, masochisme, desperation mm. Men man udfører det ikke i praksis, fordi man ikke har lyst til det. Hvis nogen gør noget af det, skyldes det afmagt. I en gruppefamilie erstattes afmagt af styrke. Man kan også have en heks, en slange, et rovdyr eller et stort insekt i sin underlivs-bevidsthed. Og man kan føle, at det trænger sig op i brystet på én, så man får lyst til noget frygteligt eller at noget frygteligt har lyst til at skade én selv. Men hvis man ikke har lyst til det, sker det ikke. Så finder man på noget, så man kun har det i fantasien. Hvis man rummer noget meget desperat, kan man få en slags befriende rus af at forene vilje og lyst og gøre det, som man ved, man ikke burde. Her kommer hovedet og forstanden til hjælp. Selvom der er lav ladning i hovedet her i udlevelsesenergien, har man en opmærksomhed og bevidsthed i hovedet, som kan styre én. De fleste skammer sig over at have sådanne bevidstheder, fordi det er forbundet med seksualitet. Og så vil de ikke snakke om det. Måske projicerer de det ud, som om det ikke handler om dem selv. Men det er en stor del af den underbevidsthed, som det europæiske samfundssystem skaber i hvert enkelt menneske. Hvis du har svært ved at styre noget af det her, skal du have hjælp af én, der ved, hvad det handler om, og som kan støtte dig og din gruppefamilie, så du kan komme af med de undertrykte følelser. Du kan altid henvende dig til mig. Når du er i gang med at arbejde dig frem mod dit mål, skal du ikke tage hensyn til andre, for så er du straks tilbage i analyse-energien, hvor hovedet styrer og kontrollerer. Det vigtige er, at du forbliver i din vilje og lyst. Til gengæld har de andre i gruppen en forpligtelse til at bruge deres hoveder til at give dig med- og modspil. De må godt komme med gode idéer; men de skal især give modstand, hvis du overskrider deres grænser for, hvad de føler er godt og rigtigt. Alle i gruppen har således et medansvar for dit projekt. Og fordi dit hoved har en lav ladning, der er bevidsthedsmæssigt modtagende, opfatter du let deres signaler og retter dig ind efter det. Det betyder ikke, at du skal stoppe med dit projekt. Men du skal måske gå en lille omvej. Finde en genvej. Det kan også være, at du indser, at det, som du gør, ikke fører til dit mål. Og så skal du selvfølgelig skifte kurs og prøve noget andet, som måske bedre fører til målet. (4) Skaber-energien Så kommer det, der erstatter diskussioner og beslutninger nemlig at alle koordinerer sine aktiviteter med hinanden. Det går ud på, at du skal iagttage, hvad de andre gør og se, om dine handlinger og de andres handlinger måske kan supplere hinanden på en måde, hvor man hjælper hinanden. Når jeg alligevel gør det her, behøver du ikke også gøre det samme. Hvis du gør lidt mere af det, som du er i gang med, kan jeg få glæde af det. Og så kan jeg måske gøre lidt mere af det, som jeg er i gang med, og som du så kan få glæde af. Til gengæld slipper vi begge to for at gøre noget, som den anden så gør. 11

12 Efterhånden som det sker for flere og flere i gruppefamilien, opstår en følelse af at være et fællesskab. Det er vigtigt, at man så i fællesskab gør noget sammen. Børn kan på skift sove hos hinanden. Man kan tage på tur sammen. Holde ferie sammen. Gå ud og danse sammen. Hvis én skal flytte, kan alle bidrage med at bære, lave mad eller passe børn. Man kan have sangaftener, hvor man synger sammen. Om sommeren tager man på stranden sammen. Og mindst én gang om ugen mødes man og spiser sammen, snakker sammen og hører om hinandens projekter og mål mm. (5) Samlings-energien Nu viser det sig, at der er modsætninger mellem mennesker også i gruppefamilien. Alle mennesker er forskellige. Vi tænker forskelligt. Vi føler forskelligt. Vi opfører os forskelligt. Fællesskabet er en slags illusion. Alle har hver deres opfattelse af, hvad det egentlig går ud på. Da den revolutionære bevægelse startede i 1700-tallet, var idéen, at man skulle undgå beslutninger og den dermed forbundne selvundertrykkelse. Men man kunne godt lave kontrakter - kaldte man det. Altså konkrete aftaler om samarbejde. Det kunne være med sin nabo eller med andre medlemmer af ens kollektiv. Det gik og går ikke ud på at lave noget skriftligt. Det handler mere om, at man ser hinanden dybt i øjnene. Og hvis man er overbevist om, at en selv og den anden er i god kontakt med både vilje, lyst og forstand, laver man en aftale. Og den holder man så. I en gruppefamilie kan man også lave sådanne kontrakter med hinanden. Man skal så vide, at en kontrakt altid kan opsiges og dermed sættes ud af kraft. Det er kun en midlertidig aftale, indtil man er blevet klogere eller er i gang med noget andet. Udover sådanne gensidige aftaler opstår der i en gruppefamilie også mange andre måder at koordinere sig på med hinanden. Det sker uden ord men måske med øjne, smil, kropsudtryk, forskellige sociale handlinger osv. Det foregår meget to-og-to. Og det går ud på at finde ud af, hvad den anden tænker og føler. Men man kan også godt gennemføre det som gruppe. Så er der én ad gangen, som er i centrum for snakken. Man skal ikke kommentere andres tanker og følelser. Men man skal sige, hvilke tanker og følelser, man selv får, når man lytter til centrum-personen. Fordi der er lav energi i underlivet i dette energimønster, er der heller ingen aggression. Der er altså ingen kraft til bryde igennem andres talestrøm og selv tage ordet. Enhver skal kunne holde pause og mærke efter, inden man fortsætter. Og i sådan en pause skal andre ikke erobre ordet. Man skal ikke undertrykke sine følelser (bryst) med sin forstand (hoved). Hver gang man får en følelse, skal man koble den med sine tanker; og så kan man ikke lade være med at sige noget. Det kan være et kort ja-da. Eller måske en hel sætning. Det var da fantastisk. Her afbryder man ikke. Men man lytter og reagerer spontant. Man må godt komme med negative udtryk, som for eksempel: pu-ha. Eller en hel sætning: Det lyder sindssygt. Men man skal aldrig kommentere personen, kun hans tanker, følelser eller handlinger. Det er altså forbudt at sige: Sikker en grim vorte, du har på næsen. Og heller ikke sige: Du er da også for dum. Sådanne personlige kommentarer skal man også undlade, selvom de er positive. Man skal altså ikke sige: Du er god nok. Og heller ikke sige: Du er smuk. Men gerne sige: Det er godt, hvad du gør. Eller sige: Det er smukt, hvad du siger. Det er vigtigt, at man hele tiden er opmærksom på, at man deler tanke-følelser og følelses-tanker, sådan at det ikke kun er tanker eller følelser. Og det kan kun lade sig gøre, hvis man siger noget uden at tænke, men spontant sætter ord på det, som man føler. 12

13 (6) Enheds-energien I enheds-energien udtrykker man følelser frit. Hver gang man får en følelse, medfører det nogle ord, et ansigtsudtryk, nogle bevægelse af arme, ben og krop eller måske bare en lyd. Her er der ingen tanker. De fleste kender de, når man bryder i gråd og ikke kan kontrollere det.. Men der er over 100 forskellige følelser. Og det er nødvendigt at udtrykke sine følelser. Ellers undertrykker man dem og så splittes bevidstheden, og alle håbløse problemer opstår. I en gruppefamilie sker det næsten hele tiden, at én udtrykker sådan en følelse. Normalt anses det for dårligt. Men i gruppefamilien anses det for godt. Det er som en slags baggrundsmusik. Og det viser, at vi ikke er robotter, men levende mennesker. I forhold til ens egen proces og de andres processer er det vigtigt, at man også udtrykker, hvad man føler. Fællesskabet kan så sammenlignes med et hav, der er omkranset af land, hvor der står fyrtårne. Hver person er sådan et fyrtårn. Man udsender ikke lys, men følelsesudbrud. Og alle, der sejler på havet, kan så navigere rundt. Hvis disse fyrtårn ikke er der, sejler man rundt uden at vide, hvor man er. Og man sejler i zigzag og har svært ved at holde en kurs. Des kraftigere fyrtårn, des lettere er det at navigere. Det er sandsynligt, at halvdelen af følelsesudtrykkene er negative og den anden halvdel positive. I enheds-energien retter man ikke følelsesudtrykkene i en bestemt retning mod en anden person. Følelsen kommer bare ud. Og alle kan så navigere i forhold til det. Man siger altså ikke Olga din idiot, du stresser mig. Så er man ovre i analyse-energien med to bevidsthedspoler. Man siger Øv, hvor føler jeg mig stresset. Man siger heller ikke: Waw, Peter - du tænder mig. Man siger: Ju-hu, hvor jeg er tændt. I stedet for at sige noget, kan man også udtrykke følelser med lyde eller krop. Det her fungerer som en slags alternative beslutninger. Man retter sig ind efter hinanden. Hvis man kun er 2 personer (parforhold og kernefamilie), bliver det til et magtforhold, hvor den ene dominerer den anden eller den ene dominerer psykisk, mens den anden dominerer kropslig. Hvis man er flere, opstår flere forskellige sociale hierarkier, hvor alle dominerer på skift. Hvis én dominerer for meget, er der 2 eller flere andre, der begynder at dominere samlet. Det ses tydeligt i en fri børnegruppe, hvor de største hjælper de mindste og hvor der opstår et stabilt hierarkimønster. Her viser det sig, at mennesker er anderledes end dyr. Hos dyrene er der kun ét hierarki, og det opstår ud fra kropslig styrke. Hos mennesker opstår der mange parallelle hierarkier, fordi vi ikke kun har et projekt med at skaffe mad og sex, men at hver af os har hver vores projekt udover mad og sex. (7) Hengivelses-energien Hvis man har udtrykt sine følelser fuldt ud, havner man i hengivelses-energien, hvor man får tanker om den proces, man har været igennem. Det handler i høj grad om ens relationer til de andre. Man ser sig selv fra de andres synsvinkel. Der er det specielle ved dette energimønster, at man mister ansvar og initiativ. Man bliver hjælpeløs og betragtende. Man kan godt udføre rutineopgaver. Og man kan også gøre det, som andre sætter én til. Men ellers sker der ikke så meget. Oppe i hovedet får man en slags tanker. Det er ikke analyser. Det kan være en sætning, som igen og igen gentager sig i det uendelige. Og man kan blive helt hysterisk, fordi den ikke går væk. Så er det, at man skal forstå energimønstret. I bryst og underliv er der nu en samlet lav ladning, som fungerer på en modtagende måde. Og hvis man slapper af og mærker efter, begynder man at få tanker om det, der er sket. Man skal prøve at se det som en film eller som en drøm. Og så bliver man klar over, hvad der skete i starten, - hvad der skete midt i processen, - hvad der kom af problemer, - hvad der virkede, - hvad der ikke virkede, - hvad der kom ud af det, hvilke følelser man fik, og hvad det alt sammen har gjort ved én. 13