Rygbehandling i Ringkjøbing Amt. en behandlervejledning

Transkript

1 Rygbehandling i Ringkjøbing Amt en behandlervejledning Juli 2001

2 Indholdsfortegnelse Indledning 3 Anamnese og undersøgelse 4 Typiske henvisningsveje 5 Anbefalinger 6 A. Lette og gentagne lænderygtilfælde 6 B. Kraftige og længerevarende rygsmerter 7 uden udstråling til benene C. Lændesmerter med vedvarende 8 udstråling til benene Behandlingsregimer ved lumbal diskusprolaps 9 Henvisning til operativ vurdering af kroniske 11 ryggener på Holstebro Centralsygehus Operativ vurdering af kroniske ryggener 12 Den kroniske rygpatient i almen praksis 13 Tilgangen til/behandling af 14 kroniske rygsmertepatienter

3 Indledning Smerter i ryggen er en meget udbredt tilstand, og en stor del af befolkningen har på et eller andet tidspunkt rygproblemer. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at alle skal behandles, eller at de er syge. Opgaven er at skelne mellem sygdom, abnormiteter med øget tendens til belastningsrelaterede gener eller helt normale reaktioner. Formålet med denne vejledning er at sikre, at patienter med ryglidelser får ensartet information og behandling, uanset hvilken behandlergruppe de kommer i kontakt med i sundhedsvæsenet. Vejledningen er udarbejdet af en tværfaglig arbejdsgruppe, fordi det er vigtigt at arbejde i behandlernetværk for at kunne give borgerne de bedste tilbud. Nedennævnte arbejdsgruppe har udarbejdet vejledningen: Overlæge Ove Porsman, Holstebro Centralsygehus, Reumatologisk afdeling, Overlæge Søren Fruensgaard, Holstebro Centralsygehus, Ortopædkirurgisk afdeling, Kiropraktor Niels Claussen, Ringkøbing, Kiropraktor Jesper Andersen, Skjern, Fysioterapeut Kathrine Stege Philipsen, Ikast, Fysioterapeut Ellen Aavad, Herning Centralsygehus, Praktiserende læge Magnus Nørgaard, Sørvad, Praktiserende læge Niels Forsom, Sunds, Kontorchef Lars Oppenhagen, Sundhedsområdet, og Ekspeditionssekretær Leif Møller, Sundhedsområdet. Hvad gør primær behandlerne, når patienter henvender sig med A. Lette og gentagne lænderygtilfælde B. Kraftige og længerevarende lænderygtfifælde uden udstråling til benene C. Lændesmerter med vedvarende udstråling til benene 3

4 Anamnese og undersøgelse Alarmklokker Indledningsvis er der grund til at være opmærksom på en række alarmklokker, når en patient henvender sig med ondt i ryggen: Patienten er under 20 år eller over 55 år Patienten får det ikke bedre af at ligge ned Patienten har smerter i brystet Sygehistorie, for eksempel cancer, stofmisbrug og HIV Påvirket almentilstand Perkussionsømhed Neurologiske udfald Nyopståede rygdeformiteter Rodinkarceration Cauda equina Anamnese Ved gentagne samt kraftige og længerevarende tilfælde skal der optages en grundig anamnese. Denne omfatter også arbejdsanamnese og en afklaring af eventuelle psykosociale årsager samt beskrivelse af skadens opståen. Det videre forløb vil selvfølgelig være tilpasset anamnesen, men vil typisk indeholde en klinisk undersøgelse. Klinisk undersøgelse Den vigtigste undersøgelse er den kliniske undersøgelse hos praktiserende læge, fysioterapeut eller kiropraktor. Undersøgelsen tager sigte på - holdningsanomalier - gangfunktion og bevægelsesmønster - bevægelighed af rygsøjle og led - palpation af rygsøjle, muskler og ledbånd - neurologisk undersøgelse af benene - strakt benløftstest - eventuel rektalundersøgelse eller andre specielle undersøgelser. Røntgenundersøgelse Hos patienter, der for første gang har lette eller gentagne lette tilfælde med rygsmerter, er røntgen normalt ikke indiceret. Ved gentagne tilfælde af middelsvære til svære rygsmerter kan der udføres røntgenundersøgelse af columna lumbalis i to planer. Formålet med røntgenundersøgelsen er først og fremmest for at udelukke maligne og infektiøse tilstande, knoglebrud eller andre sjældne tilstande. Sekundært vil røntgenundersøgelsen kunne klarlægge, om de gentagne tilfælde af rygsmerter har en organisk årsag i form af degenerative forandringer - arcolyse (hvirvelbuebrist), spondylolistese (hvirvelskred), fraktur 4

5 seqv. etc. Specialoptagelser (funktions-, skråoptagelser etc.) bør reserveres specielle tilfælde. Det bør sikres, at eksisterende røntgenoptagelser indgår i undersøgelsen. Røntgenafdelingerne på sygehusene kan vurdere røntgenbilleder optaget af kiropraktorer efter konkret aftale. CT-, MR-scanning eller myelografi ordineres, når eventuelle positive fund vil medføre en operativ intervention. CT- og MR-scanning Vil som hovedregel kun blive anvendt inden en eventuel forestående operation. Det er i Ringkjøbing Amt alene speciallæger, der kan henvise til scanning. Behandlingsplan Det er vigtigt at lægge en plan efter nedenstående anbefalinger, så patienten håndteres hensigtsmæssigt. Typiske henvisningsveje AKUT Patient Kiropraktor Prakt. læge Prakt. fysioterapeut Reumatologisk afd. (Rygambulatoriet), Holstebro Ortopæd. afd., Holstebro Fysiurgisk afd., Herning KRONISK Patient Fysioterapi Herning, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing, Tarm Kiropraktor Prakt. læge Prakt. fysioterapeut Reumatologisk afd. Holstebro Ortopæd. afd., Holstebro Fysiurgisk afd., Herning Fysioterapi Herning, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing, Tarm 5

6 Anbefalinger A. Lette og gentagne lænderygtilfælde Tilstanden for den typiske patient Der er tale om patienter, der lider af pludseligt opståede smerter i lænderyggen eller akut hold i lænden. Årsagen kan være en fastlåsning forårsaget af muskelkramper, revner i diskus (intradiskal prolaps) eller et led, der låser sig fast inden for sit normale fysiologiske leje. Information til patienten Forsøg at få patienten til selv at finde frem til årsagerne til, at han/hun fik ondt i ryggen. Ved selv at erkende årsagssammenhænge øges motivationen til at ændre de forhold, der måske var årsag til rygsmerterne. Få patienten til at tænke efter, om en given aktivitet har været for hård eller har varet for længe. Anbefal ikke sengeleje, men gerne hvile. Det er anbefalelsesværdigt, at patienten bukker sig bagud efter fremadrettet arbejde eller efter løft på en tungere byrde. Undgå at flektere columna lumbalis, vride og løfte samtidigt. Sørg i øvrigt for begrænsning af tunge løft. Anbefal, at patienten ikke sidder for længe ad gangen og slet ikke i sammensunken stilling og opfordrer til at variere siddestillingeme. Det er generelt godt at strække muskulaturen. Man kan strække rygmuskulaturen ved at ligge på ryggen og bøje knæene mod maven. Mavemusklerne udspændes, og diskusskiveme presses fremad, ved at man ligger på maven, sætter hænderne i underlaget og svajer ryggen kraftigt tilbage (kan anbefales, hvis det ikke udløser smerter). Behandling For nogle patienters vedkommende kan der være behov for behandling, såfremt der ikke er bedring efter 3-4 dage. I de fleste tilfælde er forklaring, beroligelse og stimulation til regelmæssig motion tilstrækkelig. For andres vedkommende kan der være behov for egentlig behandling. Den kan indeholde mobilisering/ manipulation, medicin og rygøvelser efter individuel vejledning. Ved gentagne tilfælde af rygsmerter følges behandlingen op med et korrekt rygtræningsprogram (eventuelt Mc Kenzie eller lignende). Aktivering og øvelser I nogle tilfælde kan motion og træning anbefales. Her anbefales et af de mange udmærkede træningsprogrammer, der findes. I andre tilfælde anbefales det at 6

7 lade patienten påbegynde et personligt tilrettet træningsforløb under professionel instruktion hos en kiropraktor, en fysioterapeut eller en praktiserende læge. Sygemelding Patienter med førstegangs-, lette samt gentagne rygtilfælde bør så vidt muligt undgå sygemelding. B. Kraftige og længerevarende rygsmerter uden udstråling til benene Tilstanden for den typiske patient Der er tale om patienter, der over en periode af minimum 4-8 uger har kraftige smerter med udgangspunkt i lænderyggen. Der er tale om så alvorlige smerter, at patienten har svært ved - eller har opgivet - at fortsætte sine daglige gøremål og eventuelt er sygemeldt. Der er tale om patienter, der har behov for en grundig undersøgelse. Man kan udspænde m. piriformis ved at lægge den afficerede sides hæl på modsatte knæ og dreje udad. Patienten griber nu omkring det smertefrie lår og trækker det opad i en langsom og rolig bevægelse og holder det i minimum et halvt minut. Iskiasnerven kan udspændes, ved at patienten griber om afficerede sides lår (eller har et håndklæde omkring låret) og forsigtigt trækker benet strakt opad/indad og holde det i minimum et halvt minut. Der kan med fordel arbejdes med fod flexion/ekstension. Øvelserne bør gentages, hvis de har lindrende effekt. Information til patienten På dette stadie er det meget væsentligt at udrede provokerende og lindrende faktorer sammen med patienten. Herunder, om patienten er indstillet på livsstilsændringer - for eksempel at erkende og reducere for store stressmængder eller nødvendigt vægttab m.v. Mere motion vil ofte være at anbefale, helst under vejledning af kvalificeret personale, ligesom rygtræning kombineret med information om ryggens forhold kan anbefales. Sygemelding bør begrænses, og egentligt sengeleje bør kun anbefales i få dage. Det er vigtigt, at patienten fastholdes i arbejde og ikke sygeliggøres unødigt. 7

8 Vær opmærksom på, om problemerne udelukkende sidder i ryggen, eller om patienten har delvis udstråling til ballen eller underekstremiteterne. Hvis udstrålingen ikke er fulgt af positiv Laséque, nedsat sensibilitet og/eller refleksforstyrrelser, kan forsøges udspænding af kontraktvæv. Behandling Det vigtigste princip i behandlingen er hjælp til selvhjælp. Ud fra resultaterne af den kliniske undersøgelse kan der være behov for: Medikamentel behandling i en begrænset periode Ledmobilisering/manipulation Manuel terapi som manuelt stræk, myofascial release, ANT m.m. Bløddelsbehandling som massage, varme/kuldebehandling Øvelsesterapi Rygskole - vejledning i hensigtsmæssig brug af kroppen, smertemekanisnier/adfærd o.s.v. Passive behandlinger bør altid følges op af træning, så snart symptomerne tillader det og senest efter 6 uger. C. Lændesmerter med vedvarende udstråling til benene Tilstanden for den typiske patient Der er tale om patienter med kraftige smerter med udgangspunkt i lænderyggen og med udstråling til det ene eller i sjældne tilfælde begge ben. Der er tale om så alvorlige smerter, at patienten har svært ved - eller har opgivet - at fortsætte sine daglige gøremål og eventuelt er sygemeldt. Behandlingen afhænger af resultatet af den kliniske undersøgelse. Her henledes opmærksomheden på årsager til udstrålende smerter, som kan være: Diskusprolaps, recesstenose, spinalstenose, intraspinal tumor (conustumor) og piriformissyndrom. Information til patienten Det er vigtigt, at patienten bliver informeret om advarselssignalerne for den akutte forværring med inkontinens og ridebukseanæstesi, så de kan reagere sufficient på deres symptomer. Er der ingen akutte tegn på forværring, er det vigtigt at opnå et afbalanceret liv, hvor smerterne ikke fylder for meget, og hvor patienten opnår en accept af egen situation. Har patienten vedvarende udstråling til underekstremiteterne, kan han/hun instrueres i at ligge i fremliggende stilling flere gange dagligt 8

9 - eventuelt først med en pude under maven. Hvis symptomerne ikke forværres ved lidt mere ekstension i columna lumbalis, kan patienten instrueres i at hvile på albuerne. Dette skal være til hvile og aflastning af ryggen, idet patienten skal advares imod at lægge sig ned og vente på, at de kroniske smerter går over. Kan man finde en stilling eller en bevægelse, der reducerer smerterne i benene og får smerterne til at bevæge sig mere centralt mod ryggen, instrueres patienten i at udføre dette flere gange dagligt (for eksempel Mc Kenzie øvelser). Det er vigtigt, at patienten forstår, at en mere perifer smertetilstand er en forværring af symptomerne, selv om rygsmerterne måske er reduceret. I øvrigt gælder det stadig, at det er vigtigt for patienten at holde sig så aktiv, som tilstanden tillader. Patienten skal opfordres til at deltage i aktiviteter, der øger hans/hendes kropsbevidsthed, og til at lytte til kroppen. Det er vigtigt at finde balancen mellem fysisk træning og afslapning - for eksempel ved at gå til rygtræning (individuelt eller på hold). Behandling Er der mistanke om spinalstenose eller recesstenose på basis af degenerative forandringer, spondylolistese etc. som årsag til problemerne, henvises til vurdering på Rygambulatoriet, Holstebro, Ortopædkirurgisk afd., Holstebro, eller Fysiurgisk afd., Herning, med henblik på, om operativ behandling vil kunne afhjælpe generne. Behandlingsregimer ved lumbal diskusprolaps 1. AKUT RODAFFEKTIONS- FASE A. Konservativ behandling For at mindske trykket og irritationen af nerveroden tilrådes, at patienten aflaster ryggen med sengeleje i et omfang, som giver hvile, afslapning og gerne aftagende smerter. Aflastende sengeleje vil sige, at patienten ligger på et fladt underlag med 1-2 puder under eller mellem knæene. Patienten tilrådes så vidt muligt at være delvist oppegående og fortsætte med almindelige daglige aktiviteter i roligt tempo, uden at smerterne i ryg eller ben forværres. Det kan være tilrådeligt for den praktiserende læge eller kiropraktor at tilbyde telefonisk kontakt med patienten. Man har da mulighed for at drøfte ændringer i symptomer, virkning/bivirkning af eventuel smertestillende medicin samt praktiske problemer. Man har mulighed for at afprøve patientens 9

10 kræfter ved at spørge, om de kan stå på tæer eller gå på hæle. Ligeledes kan praktiserende fysioterapeuter tilbyde telefonisk kontakt med mulighed for at drøfte ændring i øvelser. Man må tilråde patienter med rodtrykssymptomer, at der straks iværksættes Mc Kenzie øvelser efter fysioterapeutisk anvisning eller kiropraktisk fleksion-distraktionsbehandling. Såfremt der ikke er bedring heraf, skal patienten tilbydes mobiliserende rygøvelser. Det er tilrådeligt, at smerterne dæmpes med analgetica, eventuelt først med Panodil/Paracetamol 1 g x 3-4, og såfremt dette ikke er tilstrækkeligt, tillægges Tramadol mg, op til 4 doser, eller Ibuprofen 600 mg, op til 4 doser dagligt. Såvel Paracetamol, Tramadol og Ibuprofen kan indtages sammen. Anxiolytica eller muskelrelaxantia tillægges ingen synderlig værdi ved behandling af rygpatienter. Det er tilrådeligt, at støtten fra praktiserende læge, fysioterapeut og kiropraktor i videst muligt omfang stimulerer patientens egenomsorg og evne til at tage vare på sig selv og symptomer. Såfremt der ikke efter 2 uger er bedring i tilstanden, kan patienten henvises til specialafdeling med henblik på videregående undersøgelser. Ved persisterende smerter og rodaffektion, som ikke efter konservativ behandling i 1 måned er i bedring, skal patienten henvises til rygkirurgisk vurdering. B. Operation Foretages på Ortopædkirurgisk afdeling, Holstebro Centralsygehus (amtsfunktion). Indikationen stilles typisk ved fælles reumatologisk/ortopædkirurgisk rygkonference, hvor neuroradiologien gennemgås. Patienten forundersøges herefter ideelt inden for 2 uger af rygkirurg, hvor endelig operationsindikation stilles (præoperative undersøgelser, anæstesivurdering). Patienten modtager præoperativ information om indgrebet. Patienten instrueres af fysioterapeut umiddelbart efter operationen og oplæres i øvelsesprogram inden udskrivelsen. Postoperativ optræning bestilles ved udskrivelsen. 2. HELINGSPERIODE/ REKREATIONSPERIODE A. Konservativt behandlede Ved fortsat fremgang i konservativt regi ordineres enten Mc Kenzie øvelser eller rygtrænende øvelser i stigende dosering. Patienten er fortsat oppegående og holder sig i gang med almindelige, 10

11 daglige aktiviteter. Må begynde at sidde i begrænset omfang. Patienten kan eventuelt tilrådes optræning i det lokale svømmebassin eller bassintræning i varmtvandsbassin på specialafdeling eller hos praktiserende fysioterapeutér. Må gradvist begynde at løfte, skal dog undgå tunge løft. Er forinden instrueret i rygergonomi. Ved afsluttende lægekontrol stillingtagen til nødvendigheden af eventuel fortsat genoptræning på hold eller individuel træning samt stillingtagen til forhold vedrørende patientens tilknytning til arbejdsmarkedet. B. Opererede Patienten udskrives typisk efter 3-5 dage. Herefter 6 ugers aflastningsregime. Kontrol hos operatøren efter aflastningsregime, hvorefter der henvises til rygskole på et af amtets sygehuse eller hos praktiserende fysioterapeut. Det tilstræbes, at patienten træner i hans/hendes lokale område. Det bør i informationen til patienten understreges, at årsagen til diskusprolaps er en dårlig båndskive, der ofte nødvendiggør livslang korrekt brug af ryggen. Henvisning til operativ vurdering af patienter med kroniske ryggener på Holstebro Centralsygehus Kirurgisk tilgang til kroniske lænde-rygpatienter (hyppigste lidelser) SPONDYLOLISTESE Hvirvelskred mellem to ryghvirvler, oftest på basis af arcolyse (hvirvelbuebrist). Som regel medfødt anomali. Kan også ses som en degenerativ instabilitet. Typisk symptomgivende i års alderen (kan dog også ses hos yngre). Opereres med spondylodese ( stivgøring ) af de afficerede led. SPINALSTENOSE (CENTRAL STENOSE) Forsnævring af rygmarvskanalen medførende neurogen claudicatio (obs. karlidelse). Typisk på basis af degenerative forandringer, herunder svær spondylose med forstørrede facetled og degenerative forandringer. Behandles med dekompression (foraminotomi), idet total laminektomi helst undgås m.h.p. at bevare så meget af stabiliteten som muligt. Ved svær instabilitet foretages samtidig spondylodese. RECESSTENOSE (LATERAL STENOSE) Påvirkning af nerverodsrecessen oftest p.g.a. prominerende facetled og/eller diskusprotusion på basis af 11

12 degenerative forandringer. Behandles med foraminotomi på afficerede niveau (niveauer). Spondylodese ved svær instabilitet. DISKUSDEGENERATION Sammenfald af båndskive mellem to eller flere ryghvirvler. Forsøges primært behandlet konservativt. Ved svære uudholdelige rygsmerter kan operativ behandling i egnede tilfælde overvejes. Består typisk i spondylodese af afficerede områder samt evt. supplerende dekompression ved nerverodspåvirkning. DISKUSPROLAPS SEQV. Svære smertefølger efter diskusprolaps kan i egnede tilfælde overvejes kirurgisk behandlet. Behandlingen vil bestå i spondylodese af afficeret niveau. SPONDYLODESE Fiksering af et eller flere segmenter i columna. Foretages med knogletransplantat og i flere tilfælde suppleret med pedikelskruer og skinner. Kaldes populært for stivgøring, men da segmenterne, der opereres, oftest har en naturlig stivhed, bliver ryggen typisk ikke mere stiv end før operationen. Selv efter stivgøring af 3-4 segmenter (f.eks. L3-S1) kan patienten ikke sjældent foroverfælde til en finger-gulvafstand på 0 cm. Efter spondylodeseoperation følges patienterne ambulant til 2 år efter operationen (typisk 6 uger, 3 mdr., 12 mdr., 24 mdr.). Af hensyn til knogleophelingen må patienten ikke få NSAID de første 3-4 mdr. Aftageligt BOB-korset (stift korset) anvendes som regel indtil 3 mdr. postoperativt. Herefter iværksættes optræning. Optræningen fokuserer specielt på de øvrige ikke-opererede niveauer. Operationen har effekt i op til 80% af tilfældene, afhængigt af grundlidelsen, således at de bedste resultater ses efter spondylolistese og de dårligste ved degenerative forandringer og prolaps seqv. Operativ vurdering af kroniske ryggener Henvises en patient til operativ vurdering i.h.t. de retningslinier, der er skitseret, er det vigtigt, at der på henvisningen er anført de for en evt. operativ behandling nyttige oplysninger. Det være sig hjerte-/ lungelidelser, hypertension, endokrinologisk lidelse etc. Endvidere den kliniske situation (sengeliggende, sygemeldt, pareser, medicinforbrug etc.). Ligeledes, om der foreligger røntgenundersøgelser, der kan rekvireres. På basis af henvisningen bestilles ofte yderligere røntgenundersøgelser (specialoptagelser). Ved forun- 12

13 dersøgelsen afgøres, om yderligere undersøgelser er nødvendige, ofte CT-, MR- eller myelografiske undersøgelser. Endvidere om testkorset i 3 uger er indiceret. Såfremt der stilles oprerations indikation, opskrives patienten på venteliste. Ventetiden kan afhænge af lidelsens art og karakter. Patienten vejledes med hensyn til forholdsregler i ventetiden (medicin, sygemelding, øvelser etc.). Postoperativt henvises til optræningsforløb, ligesom patienten vejledes med hensyn til fremtiden. Afhængigt af lidelsen og forløbet kontrolleres patienten løbende, indtil tilstanden er tilfredsstillende. Såfremt patientens lidelse ikke kan afhjælpes med operation, henvises til reumatologisk behandling eller til primærsektoren. Patienten vejledes med hensyn til arbejdssituation (feks. jobskifte), sygemelding, medicin etc. Kopi af notatet tilgår henvisende instans. Den kroniske rygpatient i almen praksis Blandt patienterne med rygsmerter er der en mindre gruppe, der trods alle tiltag vedbliver at have betydelige smerter i årevis/livsvarigt. De fleste patienter kan med hensyntagen føre en normal tilværelse og arbejde. Egen læge må støtte dem, men være lydhør over for bekymring for og tegn på forværring og tilbyde klinisk undersøgelse til vurdering, hvorved krav om unødvendige specialundersøgelser ofte kan forebygges. Gentagen behandling hos fysioterapeut og kiropraktor kan være nødvendig. Smertestillende medicin kan holdes på håndkøbsniveau det meste af tiden, men ved forværringer kan det være nødvendigt at supplere med andre midler. En mindre gruppe patienter ender med så svære kroniske rygsmerter, at de ikke kan arbejde. Altafgørende for forløbet på længere sigt er, at den sociale og økonomiske situation når en afklaring. I denne proces, der sjældent varer under 2 år - med undersøgelser, behandling i forskellige regi, tit alternativ behandling, flere er opererede en eller to gange uden varig bedring - må egen læge prøve at styre forløbet til størst mulig gavn for patienten. Slutforløbet består i arbejdsprøver, eventuelle revalideringsmedicinske tiltag, herunder psykologisk testning. Undervejs må behandling med smertestillende medicin løbende justeres. I denne gruppe er der stor risiko, for at nogen udvikler et overforbrug af medicin. Efter afklaring (førtidspension eller anden social ydelse) af den sociale situation er der mindre behov for 13

14 nye undersøgelser eller behandlingsforløb, men smerterne består og kræver fortsat håndtering. Afslag på for eksempel førtidspension medfører i de fleste tilfælde, at processen starter forfra, et nyt årevarende forløb med smerter og en ofte ydmygende følelse af at være mistænkt for at være arbejdssky, misbruger af medicin eller misbruger af systemet. Egen læge har her en opgave i at styre patientens vej mellem de mange indblandede instanser, så der er rimelighed i forløbet, og det er forståeligt for patienten - med mindst mulig medicin og behandling. Tilgangen til/behandling af kroniske rygsmertepatienter Patientens tilstand Hos nogle patienter udvikler rygsmerter sig til et kronisk problem. Trods lægelige undersøgelser og behandling vedvarer smerterne - eller vender tilbage i lange perioder ad gangen. Ofte kan der ikke findes en specifik biologisk/patologisk forklaring på smerterne. Under diagnosen hører også en gruppe af rygopererede patienter. Risikomarkører En række faktorer synes at øge risikoen for udvikling af kroniske rygsmerter. Det gælder for eksempel: Langvarig sygemelding Ventetider i behandlingssystemet Arvelig disposition Rigid personlighedsstruktur, aggraverende sygdomsadfærd Dårligt socialt netværk Dårlig fysisk form Lav jobtilfredshed Lav indkomst Ensidigt gentaget arbejde Mange tunge løft Psykisk stress Depression Storrygerstatus Løbende skades-/erstatningssag under behandling Behandling/støtte Behandling af kroniske smerter består primært af smertelindring og -støtte. Nøgleord i behandlingen er: Analgetica Udredning og sanering af medicinforbrug Oplysning og samtale Rygtræning Afspænding Fysioterapi Ergoterapi Kiropraktik Psykologisk smertebehandling 14

15 Udredning af patientens funktionelle, psykiske og sociale ressourcer Rådgivning om sociale forhold Hjælp til at blive i arbejde. Ansvaret for koordination, behandling/støtte og afslutning af patienter ligger hos den praktiserende læge. 15

16 A. RASMUSSENS BOGTRYKKERI RINGKJØBING