Klatreskader. Af Fysioterapeut Dennis K. Sjøgren

Transkript

1 Klatreskader Af Fysioterapeut Dennis K. Sjøgren

2 Klatreskader Af Fysioterapeut, Dennis K. Sjøgren Skader er en naturlig del af enhver sportsgren, og klatring er ingen undtagelse. Klatring er især forbundet med en række skader i over- og underekstremiteterne, overvejende relateret til hånd, albue og skulder, og i mindre grad knæ og fod. Her præsenteres et overblik over akutte- og overbelastningsskader. I tresserne og op igennem halvfjerdserne skete der en ændring inden for klatring. Det handlede ikke længere blot om at komme til toppen, men i højere grad om teknik, selve ruten, og hvordan denne blev tacklet. Ruterne blev med tiden sværere, mere intense og mere udfordrende, og sammen med udviklingen af nye materialer og øgede træningstimer flyttedes grænserne i klatring, og man måtte gå fra Union Internationale des Associations Alpinistes (UIAA) grad VI til UIAA XII I Denne nye form for klatring med nye træningsformer og konkurrencer, kaldes sportsklatring, og førte en særlig samling af skader med sig, som for det meste relaterer sig til overekstremiteterne. Sportsklatring er unik på grund af den styrke og udholdenhed som skal være til stede i skuldre, arme og hænder, som også er de hyppigste skadessteder. Skader opstår oftest i langsomt adopterende væv som er ligamenter, sener og led kapsel, fremfor det hurtigt adopterende muskelvæv. I traditionel klatring opstår skader oftest i forbindelse med fald eller faldende objekter, og ved bjergbestigning, som indebærer lange approaches, og ekspeditioner opstår skader ofte på baggrund af omgivelser og miljø, især fra frost, sne og is og præsentere altså et andet spektre af muskuloskeletale og medicinske problematikker. Overekstremiteteterne skulder, albue, håndled og fingre. Majoriteten af skader inden for sportsklatring opstår på baggrund af høj belastning (overload) eller gentagende belastning over tid (overuse). 75 % af alle skader opstår i overekstremiteterne, og af dem opstår 60 % i fingre og håndled, 20 % i albue og 20 % i skuldre. Hånd og fingre Overuse -og overloadskader kan skade alle strukturer i fingrenes led, især er brusk udsat i visse positioner. Både det yderste fingerled og det inderste fingerled er udsatte for skader, selvom det oftest er det inderste fingerled som er involveret. Den hyppigste årsag til en skade her, er relateret til håndstillingen kaldet crimping (UK) eller cling grip (USA) hvor der er hyperekstension af det yderste fingerled og hyperfleksion af det inderste fingerled, en position som indtages på meget små greb (se billede 1).

3 Billede 1. Billede af crimping, der viser de 3 midterste fingre i crimpposition Overuseskade De første symptomer på en overuse-skade er morgenstivhed og svigtende finmotorik. I svære tilfælde kan der ses hævelse, smerte ved bevægelse, instabilitet og manglende evne til at strække fingeren helt (ekstensions defekt). Også Seneskedehindebetændelse, som er en typisk overuse-skade, ses hyppigt da belastningen imellem selve senen og den omkringliggende hinde er høj ved crimping, her er det igen den midterste finger og ringfingeren som oftest er involveret. Symptomer relaterer sig til ømhed og hævelse lokaliseret på forsiden af fingeren omkring dennes grundled. Endvidere opstår der hyppigt en overuse-skade i fingerens midterste del hvor musklen flexor digitorum superficialis tilhæfter. Dette er kendetegnet ved lokal smerte og opstår på baggrund af overtræning. Det gør sig gældende for overuse skader at behandling i første omgang er ophør af symptomgivende aktiviteter, for at give vævet ro til at restituere og tid til at hele op. Dette kan betyde fuldstændig eller delvis afståelse fra klatring i en periode, som bestemmes ud fra skadens omfang, efterfulgt af gradvis tilbagevenden, igennem en periode med genoptræning hvor der tages højde for vævets adaptation og opheling. Endvidere er en analyse af klatrestil- og teknik relevant for at identificere skadesårsagen og rette denne, ved eksempelvis at minimere crimping eller reducere overekstremiteternes vægtbæring. Desuden må vigtigheden af et træningsprogram, som tager højde for restitutionstid, stress på vævet, og som indeholder opvarmning, udspændingsøvelser, styrketræning af agonist (muskler som bøjer) og antagonist (muskler som strækker) understreges. I tilfælde med svære smerter kan det være relevant med smertestillende (panodil) og nonsterioid antiinflamatorisk medicin (NSAID: ibuprofen, ipren m.fl.), dette bør altid benyttes i samråd med fysioterapeut eller egen læge. Grunden hertil er at nyere studier udover kendte bivirkninger såsom mavesår, også har vist at NSAID hæmmer adaptation af senevæv efter træning. Overloadskade Overload-skader opstår på baggrund af en kraftig påvirkning af muskel, sene, ligament eller knogle, såsom traume, vrid, forskydning eller ryk. Et eksempel herpå kan være delvis eller fuld ruptur af fingerens side-ledbånd (collaterale ligament), som afhængig af skadens omfang kan medfører instabilitet i den pågældende fingers led.

4 Den hyppigste skade inden for sportsklatring er en overload-skade og har fået tilnavnet climbers finger (pulley skade) og er en overrivning af de ringformede seneskeder (Annulare ligamenter), som holder fingerens bøjemuskler ind til fingerens knogler. Disse seneskeder benævnes A1, A2, A3, A4 og A5 (se billede 2.) og skaden opstår oftest i den anden seneskede (A2) på baggrund af et fald samtidig med håndstillingen crimping, som er beskrevet ovenfor. 6 uger. Ved svær vævsskade eller fuldstændig ruptur må der forventes ro op til 8 uger, samt brug af skinne første 2 4 uger, efterfulgt af rolig genoptræning og tilbagevenden til klatring. Operation er forbeholdt kroniske tilstande, eller ved ruptur af A2 og A3 samtidigt og kræver god compliance da der må afstås fra klatring i 3 6 måneder post-operativt. Climbers finger er en alvorlig skade som kræver omhyggelig behandling, idet at der er en høj risiko for fortsatte smerter og op til 1 års afståelse fra klatring. Billede 2. hånden set skråt forfra. Kun den overfladiske af fingerens bøjemuskler vises her. Et sådan fald kan belaste vævet med op til 450N og overstiger langt brudstyrken af senerne under kliniske forsøg. Ofte høres et højt knæk, en følelse af at fingeren giver efter og intens smerte i fingeren. Ofte efterfulgt af hævelse på forsiden, samt misfarvning pga. blødning i fingerens væv. Behandling er afhængig af skadens omfang, men består i den akutte skadesfase af RICE (Rest, Ice, Compression, Elevation), evt. NSAID og altid fysioterapi med fokus på mobilisering og reducering af inflammation. Genoptræning og evt. rolig klatring kan oftest påbegyndes efter 2 Håndled Der er 3 primære nerver i vores overekstremiteter som innervere alle strukturer i arm, og hånd. Disse nerver benævnes nerve ulnaris, nerve radialis og nerve medialis, og har forskellige forløb igennem vores arm og hånd. Groft sagt har nerverne to funktioner, et motorisk output (igennem innervering af forskellige muskler) og et sensorisk input (fra forskellige hudområder), en skade på en nerve i arm eller hånd vil altså medføre både et motorisk deficit og et sensorisk deficit, hvis udfald er afhængigt af skadens størrelse, hvilken nerve som er involveret og hvor i nervens forløb at skaden er sket. Den hyppigste skade i håndledet er relateret til en afklemning af nerve medialis hvor den passerer igennem carpal tunnelen og kaldes derfor carpal tunnel syndrom. Symptomerne er føleforstyrrelser og en prikkende, snurrende og stikkende fornemmelse svarende til nerve

5 medialis innervationsområde i hånd og fingre (forsiden af hele tommelen, pegefingeren, langemanden og halvdelen af ringfingeren og kun det yderste led på bagsiden af samme fingre). Konservativ behandling af carpal tunnel syndrom er en reducering i træningsbelastning, NSAID (i samråd med fysioterapeut eller læge) og fysioterapi. I svære tilfælde kan en operation komme på tale. Udover omtalte carpal tunnel syndrom kan klassiske overbelastningsskader (senebetændelse og seneskedehindebetændelse) og forstuvede håndled opstå. Behandlingen er ro og kortvarig brug af NSAID (i samråd med fysioterapi eller læge), og fysioterapi. I svære tilfælde kan det være nødvendigt at benytte en skinne i 2 3 uger. Albue I albuen er der inden for klatring primært tale om fire tilstande, som alle er relateret til overbelastning: medial epicondylitis (golf albue), lateral epicondylitis (tennis albue), smerter på forsiden af albuen (climber s elbow), og triceps tendonitis (senebetændelse i tricepssenen). Golf albue, medføre smerte på indersiden af albuen, og opstår på baggrund af overbelastning af følgende muskler, som alle hæfter på indersiden af albuen: De overfladiske finger-bøjere, håndleds-bøjerne og pronator teres musklen. Disse muskler er i brug hver gang der gribes alle holdes om et greb. Tennis albue, medfører smerte på ydersiden af albuen, og opstår på baggrund af overbelastning af følgende muskler, som alle hæfter på ydersiden af albuen: håndleds- og fingerstrækkerne og supinator musklen. Disse muskler er i brug hver gang hånd og fingre holdes strakt. Climber s Elbow, er smerter forrest på albuen og er en senebetændelse af brachialis musklen, som sammen med biceps musklen er med til at bøje albuen. Overbelastningen i brachialis musklen er relateret til en dysfunktion i bicepsmuskelen, ofte når underarmen bøjes og samtidig holdes i en indad-rotation (pronation). Triceps tendonitis medføre smerter på bagsiden af albuen, og skyldes en overbelastning af tricepssenen. Ofte relateret til øvelsen dips hvor du med hold i to barre, fra strakte arme sænker dig nedad, ved at bøje i albuen efterfulgt af igen at komme op ved at strække armene. I de fleste tilfælde har konservativ behandling god effekt. Denne bør bestå af RICE-princippet og NSAID (i samråd med fysioterapeut eller læge), fysioterapi, samt delvis eller hel pause fra klatring, efterfulgt af langsom og systematisk tilbagevenden. I svære tilfælde kan immobilisering af albuen i en kortere periode, eller operation komme på tale.

6 Skulder Da skulderen især er belastet i aktiviteter hvor armene holdes over hovedet, ses skulderproblematikker ofte i klatring. Smerte i skulderen relaterer sig ofte til impingement (afklemning) eller til en betændelsestilstand i bicepssenen. Afklemning i skulderen opstår ofte på baggrund af ubalance eller skade i rotatorcuffen, som er en samlet betegnelse for 4 muskler som har en stabiliserende funktion af skulderen. Ubalance eller skade er ofte relateret til fejl i træning og viser sig ved smerte i skulderen når armen løftes ud til siden (abduktion), og som indsætter fra omkring 30 grader til 130 grader, også kendt som smertebuen. Endvidere kan smerte i skulderen bl.a. opstå på baggrund af skader relateret til bicepsmusklen herunder SLAP læsion (superior lesion anteriorposterior) som er en skade i skulderens ledlæbe (labrum), hvor bicepsmusklens ene udspring hæfter forrest på skulderen. Skaden opstår på baggrund af en kraftig bevægelse, ofte et træk med skulderen og medfører instabilitet, og smerter på forsiden af skulderen. En anden skade som ses indenfor klatring er skulderluksation. Behandlingens karakter kommer især an på den skadedes alder, idet at personer under 20 år har op imod 95 % chance for en re-luksation og personer under 30 år op imod 50%. Da risikoen for re-luksation er høj tilbydes unge og aktive voksne ofte operation. En operation vil ofte kræve omkring 24 ugers fravær fra klatring med rolig og systematisk tilbagevenden. Det gør sig gældende for alle skulderskader, at den vigtigste komponent for at undgå disse er stærke skuldermuskler. Afsluttende bemærkning: Denne artikel er ikke en erstatning for at opsøge professionel hjælp. Ved mistanke om skade bør du altid opsøge fysioterapeut eller læge. Det er hensigten med denne artikel at oplyse omkring skader som er relateret til klatresporten og at give folk mulighed for at agere såfremt de oplever en skade. De i artiklen angivne behandlingstiltag, og aflastningstider er generelle og da hver eneste skade er unik kan der i et behandlingsforløb afviges fra disse. Se skematisk opstilling og overblik over skader omtalt i artiklen, herunder. Denne artikel kan findes på climbonfysioterapi.dk, hvor du også kan finde materiale fra vores workshops, træningsprogrammer og anden relevant litteratur.

7 Bilag Bannister P, Foster P. Upper limb injuries associated with rock climbing. Br J Sports Med. 1986;20:55. Christensen, B., Dandanell, S., Kjaer, M. & Langberg, H., Effect of anti-inflammatory medication on the running-induced rise in patella tendon collagen synthesis in humans. Institute of Sports Medicine Copenhagen, Bispebjerg Hospital, and Center of Healthy Aging, University of Copenhagen, Copenhagen, Denmark. Haas JC, Meyers MC. Rock climbing injuries. I:Sports Med. 1995;20: Ingwersen K. G., Juul-kristensen, B.. Bankart læsion, I: Dansk sportsmedicin. 2012;3 Patrick P. Orthopedic problems in sport climbing I: Wilderness and Environmental Medicine. 2001;12: Wyatt JP, McNaughton GW, Grant PT. A prospective study of rock climbing injuries. Br J Sports Med. 1996;30:

8 Ordliste: Adaptation: Et vævs evne til at tilpasse sig en ny og større belastning. Agonist og Antagonist: Den muskel som er ansvarlig for en bevægelse kaldes agonisten, mens musklen på modsatte side af leddet, og som altså modarbejder eller holder imod bevægelsen, kaldes for antagonisten. Compliance: Udtryk for, i hvilken grad den enkelte efterlever en behandlers anvisninger. Carpal tunnelen: Er en sene som går på tværs af håndleddet og som danner en tunnel hvor nerve medialis kan blive klemt. Deficit: En mangel eller brist. Den akutte skadesfase: De første 1 3 dage efter en skade er opstået. Hyper-ekstension: når du over-strækker et led. Hyper-fleksion: når du bøjer for meget i et led. Overekstremiteterne (OE): En samlet betegnelse for skulder, overarm, albue, underarm, håndled, hånd og fingre. Overuse: En skade som opstår over tid på baggrund af overbelastning. RICEM-princippet: Rest, Ice, Compression, Elevation og Mobilisation. Benyttes i den akutte skadesfase minimum 4 gange om dagen og gerne hver anden time. Underekstremiteterne (UE): En samlet betegnelse for hofte, lår, knæ, underben, ankel og fod.

9 Skematisk opstilling: Fingre Overbelastning af fingre Symptomer Første tegn er morgenstivhed og nedsat finmotorik. I svære tilfælde: Hævelse, smerte ved bevægelse, instabilitet og manglende evne til at strække fingre. Behandlingsstrategi Behandling er RICEM, udspænding, reducering i træningsbelastning, NSAID (i samråd med fysioterapeut eller læge) og fysioterapi. Seneskedehindebetændelse i fingre Ømhed og hævelse på forsiden af fingeren, omkring grundled. Opstår hyppigst i midterste finger, samt ringfingeren. Behandling er RICEM, reducering i træningsbelastning, NSAID (i samråd med fysioterapeut eller læge) og fysioterapi. I svære tilfælde kan en operation komme på tale. Ruptur eller overrivning af ledbånd Akut smerte efterfulgt af hævelse. Opstår oftest på baggrund af et fald, eller med fingeren placeret i et 1-fingers greb og hvor denne udsættes for et kraftigt vrid eller en forskydning. RICEM Fysioterapi Skinne i 30 graders fleksion 1-4 uger. Efterfulgt af 1-4 ugers ro og systematisk bevægetræning. Forsigtig klatring kan begynde efter 3-6 uger men kun på store greb og med optapening af finger. Svære tilfælde kan kræve operation. Medfører instabilitet i fingerens led.

10 Climbers finger (Pulley skade) Akut og intens smerte. Ofte høres et smæld og en følelse af at fingeren giver efter. Skaden opstår oftest over A2, på baggrund af et fald samtidig med håndstillingen crimping. Behandling er afhængig af skadens omfang, men består i den akutte skadesfase af RICEM, evt. NSAID (i samråd med fysioterapeut eller læge) og altid fysioterapi med fokus på mobilisering og reducering af inflammation. Genoptræning og evt. rolig klatring kan oftest påbegyndes efter 2 6 uger. Ved svær vævsskade eller fuldstændig ruptur må der forventes ro op til 8 uger, samt brug af skinne første 2 4 uger, efterfulgt af rolig genoptræning og tilbagevenden til klatring Håndled og underarm Carpal tunnel syndrom Føleforstyrrelser og en prikkende, snurrende og stikkende fornemmelse svarende til nerve medialis innervationsområde i hånd og fingre (forsiden af hele tommelen, pegefingeren, langemanden og halvdelen af ringfingeren og kun det yderste led på bagsiden af samme fingre). Behandling er en reducering i træningsbelastning, NSAID (i samråd med fysioterapeut eller læge) og fysioterapi. I svære tilfælde kan en operation komme på tale.

11 Klassiske overbelastningsskader Behandling er RICEM og kortvarig brug af NSAID (i samråd med fysioterapi eller læge), og fysioterapi. I svære tilfælde kan det være nødvendigt at benytte en skinne i 2 3 uger. Albue Golf-albue (medial epicondylitis) Smerte på indersiden af albuen. Overbelastning af følgende muskler: De overfladiske finger-bøjere, håndledsbøjerne og pronator teres musklen. Behandling består af brug af RICEM, NSAID (i samråd med fysioterapeut eller læge), fysioterapi, samt delvis eller hel pause fra klatring, efterfulgt af langsom og systematisk tilbagevenden. I svære tilfælde kan immobilisering af albuen i en kortere periode, eller operation komme på tale. Tennis-albue (Lateral epicondylitis) Smerte på ydersiden af albuen. Overbelastning af følgende muskler: håndleds- og fingerstrækkerne og supinator musklen. Samme som golf-albue. Climbers elbow (smerter forrest på albuen) Smerter forrest på albuen. Senebetændelse af brachialis musklen Samme som golf-albue. Triceps tendonitis Smerter på bagsiden af albuen. Overbelastning af tricepssenen. Samme som golf-albue.

12 Skulder Impingement Smerter i skulderen når armen løftes ud til siden (abduktion), og som indsætter fra omkring 30 grader til 130 grader, også kendt som smertebuen. Konservativ behandling ved fysioterapeut i minimum 3 mdr., inden der kan være tale om operation. SLAP læsion Ubalance eller skade i rotatorcuffen Instabilitet, og smerter på forsiden af skulderen. Skade på skulderens ledlæbe. RICEM. Konservativ behandling udgør 3 ugers immobilisering efterfulgt af fysioterapi, i mange tilfælde tilbydes aktive unge og voksne operation. Luksation Ledskred i skulderen, med varierende smertebillede. Unge og aktive voksne tilbydes ofte operation. Ved konservativ behandling først brug af RICEM i den akutte fase, efterfulgt af specifik stabilitets- og styrketræning.